Onde blomster by Gutkind Forlag

G U N N H I L D Ø Y E H AU G

Onde blomster Nov eller På dansk ved Sara Koch

Af samme forfatter på dansk

Vente, blinke Undis Brekke Knuder Præsens Maskine

Gut k i nd

Onde blomster er oversat fra norsk af Sara Koch efter Vonde blomar © Kolon Forlag AS 2020 [All rights reserved.] Published by agreement with Gyldendal Norsk Forlag AS Denne udgave: © Gunnhild Øyehaug og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Christian Bergheim Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Helge Skodvin Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0169-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse udkommer med støtte fra NORLA

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind_forlag gutkind.dk · f gutkindforlag ·

FUGLE

Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen. Jeg har jo set hjerner i fjernsynet og kunne let skelne mellem hjerne og slimhinde. Der lå den, ikke sort og klumpet, men brunrosa og skinnende. Jeg sagde ikke noget om det da jeg kom tilbage til køkkenet, satte mig bare ned og spiste taco som om intet var sket. Jeg testede om jeg stadig fungerede, forstod jeg opfordringer som »giv mig lige cremefraichen« eller »må jeg bede om tacosaucen«? Jeg undersøgte om jeg kunne navne og alder på dem der sad ved bordet, mand og tre børn, jeg så ud ad vinduet og tjekkede om jeg stadig vidste hvor jeg var. Derefter, mens jeg tyggede, lavede jeg et overslag over arealet i køkkenet, sagde alfabetet indvendigt, tænkte på slægtslinjerne på både min og Toms side. Alt syntes at være på plads. Men da jeg senere kom op på mit kontor og skulle sætte mig til at arbejde, så jeg noget hænge ned fra min gule arbejdslampe som jeg ikke forstod hvad var. Den hang der, så den måtte have været der i forvejen, den var ikke ny. Tingen havde en mærkelig form, som en slags halvmåne, 7

men med ujævn bue, og med en lille spids forrest på den ene side. Spidsen var sort og smal. Undersiden var gul, oversiden havde flere farver, mørkegul og sort, og noget hvidt med et eller andet som når jeg så nærmere på det, lignede et menneskeligt øje, det manglede bare det hvide. Bagest, på det jeg kalder ryggen af denne halvmåne, var der nogle udskæringer der lignede parallelle riller bagud mod en flad ende. Da Hans kiggede ind ad døren lidt senere, tog jeg tingen fra lampen og holdt den frem, Hans var ti år, så det kunne jo være at han vidste hvad det var, hvis han ikke var for lille. Hvad er det her egentlig, Hans? sagde jeg. Han så lidt ængsteligt på mig. Det er, det er en slags mejse, jeg er ikke helt sikker på hvilken slags, men du må ikke blive sur. Sur, sagde jeg, hvorfor skulle jeg blive sur? Du plejer at blive sur når jeg ikke helt præcist ved hvad det er for en slags fugl, eller hvilken lyd den laver. Åh, sagde jeg, men hvad er en mejse? Åh mor, sagde Hans irriteret, det er jo dig der kan svare på det, jeg ved bare at det er en fugl! En lille fugl i mejsefamilien. Han slog ud med begge arme og lukkede døren. Det jeg holdt foran mig, var altså det han kaldte en fugl, i mejsefamilien, ingen af ordene gav mening for mig. Jeg googlede. Fugl. Jeg fik en række forskellige ting op som altså var det der i ental blev kaldt fugl, i flertal fugle. Det var levende væsener, og jeg så at de alle havde noget stikkende frem fra det jeg efterhånden forstod var hovedet, at spidsen varierede i størrelse og form 8

og blev kaldt et næb. Og fugle kunne faktisk flyve, det måtte jeg le højt ad da jeg opdagede det. Der fandtes altså væsener der kunne flyve! Det bankede på døren. Min mand stak hovedet ind. Hans siger at du spurgte ham hvad slags mejse det var, men Nina, sagde Tom, helt ærligt, der må være grænser for hvor meget de skal vide, er det ikke nok at de ved at det er en mejse. Jo, selvfølgelig, sagde jeg. Han så lidt mildere på mig. Du skal snart disputere, det forstår jeg jo. Men du kan trøste dig med at du ikke vil få spørgsmål om klassificering af mejser. Han kom hen og gav mig et knus. Han så på min skærm, den var fuld af billeder af forskellige fugle. Han lo. Back to basics, hvad? sagde han og gik ud. Jeg så at der nede på værktøjslinjen lå et word- dokument. Det viste sig at være min egen afhand ling, for mit navn stod på forsiden. Det viste sig at jeg havde skrevet en afhandling om reumatisme i bekkasinfamilien. Det viste sig at jeg var ornitolog, jeg googlede mig selv og fandt ud af at jeg var ansat på Universitetet i Bergen, i en forskerstilling, og at jeg skulle disputere med min doktorafhandling om tre uger. Jeg tænkte på det stykke hjerne jeg havde skyllet ud i toilettet. Jeg havde åbenbart mistet den del af hjernen hvor al min viden om fugle lå. Det er sikkert unødvendigt at sige at jeg blev ramt af en stærk angst i det øjeblik. Jeg følte mig lamslået og bange og fik kvalme, men pludselig kom der et væsen flyvende gennem 9

luften og landede på altanen uden for mit kontorvindue, det så på mig gennem vinduet. Jeg kunne ikke lade været med at le højt, jeg havde aldrig set noget lignende. Det var en sort og hvid fugl, og den begyndte at hoppe lidt ligesom drillende hen ad rækværket på verandaen før den lettede og fløj væk. Jeg lo så højt at Tom stak hovedet ind igen med en sammenfoldet T-shirt i hænderne. Hvad sker der? sagde Tom. Jeg så sådan en sort og hvid fugl lande på altanen herude, sagde jeg. Sort og hvid fugl, sagde Tom og så tænksomt på mig mens han lagde den sammenfoldede T-shirt oven på stablen af sammenlagt tøj der lå på en stol ved altandøren. Mener du en skade? Ja, en skade, sagde jeg og kunne mærke at jeg rødmede. Nina, jeg tror du har brug for at tage fri en uges tid, sagde han. Rejs hjem til dine forældre, gå nogle ture, slap lidt af, tænk på noget andet end afhandlingen. Sådan gik det til at jeg rejste hjem til mine forældre i en uge. Jeg prøvede at sætte mig ind i bekkasin familien mens far øvede til en julekoncert med Händels Messias og mor var til forskellige møder. De prøvede at få mig til at gøre som Tom i al hemmelighed havde ringet til dem og bedt dem om, sagde mor, at få mig til at tænke på noget andet end fugle, få mig til at gå ture, gå i biografen, spise god mad, sove. Mor tog mig med ud på kanoture, men jeg kom hele tiden ud af kurs når forskellige fugle 10

landede på vandoverfladen og jeg blev stresset over ikke at vide hvad slags fugl det var. Mor lod som om der ingen fugle var, uanset hvad der skete, ikke engang da vi gik tur i skumringen en dag og fik øje på en næsten halv meter lang, buttet fugl med store, kuglerunde øjne oppe i et træ, det virkede som om hun så den, jeg pegede, men hun fik travlt med at finde et stykke Kviklunsj-chokolade frem fra anoraklommen, hun brækkede et stykke af og sagde: Her. Da vi kom hjem, overhørte jeg at hun sagde til far at vi havde set en stor hornugle, og det var jo aldrig sket før, der var gået et rygte om at der var en stor hornugle i området, men mor havde i hvert fald aldrig set en stor hornugle før. Jeg googlede »stor hornugle« og så at det stemte: Vi havde set en stor hornugle. Og så nu, hvor jeg ikke længere forstod at sætte pris på det. Jeg havde ikke engang kunnet placere den buttede og vist nok meget sjældne fugl i uglefamilien. En af dagene hvor jeg sad ved sofabordet med min bærbare åben, kom mor bagfra uden at jeg opdagede det, hun så hvad jeg sad på nettet og læste om: bekkasinfamilien. Hun sagde at hun havde spekuleret på om jeg ville sortere de gamle familiebilleder der bare lå i en kasse på loftet, og sætte dem i album? Hun fandt en stor plastikpose frem som det viste sig at der lå fem store, sorte fotoalbums i. Det er i orden, sagde jeg mens jeg lukkede computeren. Mor havde nok glemt at der også var billeder fra 11

da vi var små og var på tur til fuglefjeldet i Runde. Jeg holdt billedet frem for far, og han missede med øjnene over brillerne og så på os tre søskende der lå ud over en kant, vores hår blæste i vinden, og vi smilede og lo til fotografen. Under os gik der en stejl fjeldvæg med tusindvis af hvide prikker. Hvad er det for nogle prikker? spurgte jeg far da han sad og øvede Händels Messias. Det er sandelig ikke godt at vide, sagde far og lod som om han kæmpede med at se hvad det var. Er det fugle? spurgte jeg og pegede på en fugl der var tættere på og således genkendelig: en fugl i luften. Ja, det kan godt være, sagde far før han sukkede og sagde at det var fuglefjeldet i Runde, hvor vi ofte tog hen da vi var små. Hm, sagde jeg. Han klappede mig på kinden. Det skal nok gå, sagde han. Det skal nok gå. Du behøver ikke bekymre dig. Han gav mig et knus, og jeg græd lidt. Jeg sagde ikke at en del af min hjerne var faldet ud, og at jeg havde mistet absolut al den viden om fugle jeg nogensinde havde haft, og at jeg havde hysterisk lidt tid at oparbejde al den viden igen for at kunne forsvare min afhandling. At det ikke ville gå, at jeg ville stå der som en idiot med spredt viden om bekkasinfamilien. Efter at have læst lidt om bekkasinfamilien kunne jeg ellers godt forstå hvorfor jeg havde ladet mig fascinere af fuglen til at begynde med. Der var forskellige slags, og alene deres navne var fascinerende. Der var for eksempel enkeltbekkasin og 12

dobbeltbekkasin. Det var som om, havde jeg tænkt, at der skulle være et enkelt-jeg og et dobbelt-jeg. Jeg så et billede på internettet af dobbeltbekkasinen, og så troede jeg at grunden til at dobbeltbekkasinen havde dobbelt i sit navn, var at han havde et dobbelt sæt næb. Enkelbekkasinen havde jo et langt næb, og på billedet så det ud som om dobbeltbekkasinen havde et næb i ansigtet og et andet der voksede ud længere nede på halsen. Men så forstod jeg at dobbeltbekkasinen stod og gabte, og at det ikke var et dobbelt næb, men over- og underdelen af det samme næb jeg så. Der fandtes også en tredækker, som er den største af de tre bekkasiner. Enkeltbekkasinen var naturligt nok mindre end dobbeltbekkasinen og havde »forholdsvis kortere ben,« sagde Store Norske Leksikon. Men det mest fantastiske med enkeltbekkasinen var at den når den styrtdykkede, lød som en galoperende hest. Jeg forestillede mig det: at jeg stod på åbne vidder og hørte en galoperende hest nærme sig, så jeg vendte mig om efter lyden, men i stedet så jeg en styrtdykkende fugl. Jeg begyndte at græde igen. Det var mig. Jeg stod på en slette og lyttede efter den jeg havde været, men så var det den jeg var nu, der kom gående. Ikke en galoperende hest, men en styrtdykkende fugl. Min vejleder ringede til mig en dag hvor jeg gik alene på fjeldet, jeg så hendes navn løbe hen over skærmen igen og igen, men jeg kunne ikke svare. 13

Hvad skulle jeg svare? At jeg havde haft menstruation, og at den havde taget al informationen om fugle med i slipstrømmen? Ja, jeg ved at det er utroligt. Ja, det er meget trist. Ja, jeg er i gang med at læse op. Jeg kan se forskel på en tredækker og en dobbelt- og enkeltbekkasin. Jeg nåede frem til søen jeg havde planlagt at gå til. Vandoverfladen var blikstille, men der, på en lille sten ude i vandet, fik jeg utroligt nok og af alle ting øje på det jeg mente var en dobbeltbekkasin. Den stod stille, på én fod, og skuede ud over vandet for at finde føde. Fordi jeg ikke nåede at stoppe mig selv i at gå videre da jeg opdagede den, hørte den mig og for op. Og det var der jeg fik stadfæstet at det var en dobbeltbekkasin og ikke en tredækker. For i modsætning til tredækkeren flyver dobbeltbekkasinen ikke lige op når den letter, men flakser ligesom formålsløst hid og did, netop som dette eksemplar af bekkasin familien gjorde. Yes, sagde jeg til mig selv, som om jeg lige havde vundet en konkurrence. Men vandet lå stille. Fjeldene omkring mig var orange, og hvide på toppen, det var en kold og klar oktoberdag, og der var ingen andre vidner til at jeg havde gættet rigtigt, og for dem var det lige meget. Var det derfor jeg følte mig så trist? Jeg forestillede mig Hans’ triste ansigt i døråbningen da han troede at jeg ville have ham til at klassificere mejsen jeg holdt foran ham, mens jeg bare spekulerede på hvad det i det hele taget var for noget. Hvem var jeg egentlig blevet, tænkte jeg mens jeg sad på en 14

sten ved vandet og skrællede en appelsin, at jeg blev vred på mine børn fordi de ikke kunne klassificere en mejse? Jeg tog en dyb indånding. Hvad var det jeg følte, hvorfor begyndte jeg pludselig at græde, hvorfor føltes det som om jeg havde kærestesorg, som jo er en mærkelig slags sorg eftersom det man har mistet, stadig findes? Søen svarede ikke, heller ikke fjeldene, men luften omkring mig var helt tindrende klar.

T R Å DEN

Der er ingen andre i bassinet. Vandoverfladen er skinnende og stille, og vandet er dybt og lyseblåt. Der er ingen der ved at jeg nu stiger ned i bassinet. Men nu drømmer jeg vist. Jeg ser min hånd på dynen, rynket og mager. Jeg er ikke i noget bassin. Jeg ligger på mit værelse på plejehjemmet, og klokken er otte om morgenen. Det er luciadag, og jeg venter på at nogen skal komme ind til mig og synge. Jeg faldt bare i søvn mens jeg ventede. Jeg venter på at høre sangen langt henne i gangen, og at den kommer tættere og tættere på som en lille flod ... Nu bæres lyset frem, stolt på din krone ... Da jeg var barn, var det denne dag jeg længtes efter når det blev december. Det var mørket, og glitteret og lysene og luciasangen, der gjorde at alt blev herligt, trygt og hemmeligt. Her på min stue er der helt mørkt. Eller: Over døren lyser nødudgangsskiltet. Der er også et lys uden for vinduet, det må komme fra den lille park udenfor. Lyset gør at jeg ser drænet der går som en 17

stille hvisken fra hånden og op i den gennemsigtige pose på stativet ved siden af mig. Jeg troede ikke jeg ville få den følelse igen, at blive så lykkelig at jeg fik lyst til at løbe, men nu strømmer det faktisk gennem mig, her ligger jeg og skal aldrig løbe igen. Luciaoptoget skal komme og synge. Med tændte lys skal de skride ind. Ligesom jeg ser for mig at jeg skal gøre, snart. Mit lys skal løbe ud i mørket som en lille flod. Kan jeg godt være på plejehjemmet og ikke hospitalet når jeg har dræn i hånden? Og hvem er »jeg« egentlig i denne novelle? Det kan umuligt være mig, mig med hånden på dynen. Jeg kan umuligt være i en novelle, og det kan ikke være mig der fortæller. Alligevel ... Det er som om det der kunne have været mig, samler sig i dette ene ord, »jeg«, og lader alle mulighederne udspille sig samtidig, i den nutid som disse sætninger jo påstår foregår, her. Hvis det var sådan at jeg faktisk lå på en stue på plejehjemmet eller en stue på sygehuset og døsede ind og ud af dette øjeblik, ville jeg jo ikke være i stand til at formidle det til nogen, til dig, på denne måde. Men så er jeg vist i stand til det alligevel, og det undrer mig. Det er muligt at jeg er dramatiseret. Jeg forestiller mig at den rigtige måde min tilstand skulle formidles på, ikke ville være gennem tanketråde og ord, men gennem billeder, der skulle glide langsomt forbi dit blik. Billedet af bassinet. Billedet af min hånd. Billedet af min datter. Slowmotionbilleder af 18

drænet op mod loftet, gennemlyst af det svage lys fra parken udenfor. Min datter gled pludselig og uden at være præsenteret ind der, men det er fordi der er noget jeg tænker på, det ligger bag alt det andet der er steget op i mig, som ting langsomt kan stige op i en mose. Jeg tænker på at når det sker, når mit lys løber ud i mørket som en lille flod, vil jeg have at min datter skal være hos mig. Hun skal sidde ved sengekanten og se at nu løber mit lys ud. Min datter, Gunnhild, som bor i Danmark. På mange måder er det lidt mærkeligt, må jeg sige, at hun bor i Danmark, for Gunnhild var altid så ked af at hun hed det samme som den onde dronning Gunnhild der levede omkring år 900. Hvis jeg først skulle have et dronningenavn, kunne det så ikke være en god dronning! sagde hun vredt til mig. Og en dronning de ikke fandt i en mose flere hundrede år senere. Dronning Gunnhild blev jo narret til Danmark efter at hendes mand døde, det kan I sikkert huske. Hun skulle giftes med Harald Blåtand, men det Harald Blåtand gjorde, var at narre hende, han druknede hende i en mose. Og da landsbyboerne fandt et lig i mosen i Vejle i 1800-tallet, troede de at det var dronning Gunnhild der var steget op igen. Aha, det må have været den tanke der lå bag alle de andre tanker, når jeg tænkte at måden jeg formidlede mine tanker på når de steg til vejrs i mig, lignede ting der steg op i en mose. Det var hele tiden dette moselig. De fandt i 19

hvert fald ud af at det ikke var den onde dronning Gunnhild der blev fundet i mosen, det viste sig at være en helt almindelig kvinde, der var sænket ned i mosen med trækroge ved albuerne og knæene. Nu håber jeg snart at luciaoptoget kommer og synger og giver mig noget at drikke. Men der er helt stille ude i gangen. Jeg hører ikke så meget som en lusekat falde ud af den overfyldte kurv og ryge ned med en dump lusekattelyd mod linoleummet. Jeg vil have at de skal ringe til Gunnhild og sige at hun snart skal komme. At hun skal slippe alt hvad hun har i hænderne og komme. Det som derimod gør mig glad, er at tænke på at mine tanker er blevet formidlet til dig, selvom jeg ligger her uden at kunne bevæge mig særlig meget, men det er de blevet nu. Hvordan aner jeg ikke, ved knap nok at jeg har tænkt dem. Alligevel er det som om de er steget til vejrs her på stuen, næsten vægtløse, jeg føler at jeg kan se dem, jeg føler at jeg kan se mine tanker, de flyder lige oppe under loftet, de flimrer forbi; min hånd, bassinet, mosen, dronning Gunnhild, min datter. Nu formidler jeg til dig at jeg ser min egen tynde og rynkede hånd gribe ud efter noget i luften, men at den ikke får fat i noget og lægger sig på den hvide dyne igen. Jeg spekulerer på om det er dig jeg prøver at få fat i, som var du enden på en tråd.

NOT ER

»Tråden 3« citerer en note til den norske udgave af Egils saga, oversat af Leiv Heggstad, Det norske Samlaget, 2008. »Slippe afsted« er en omskrevet version af forordet til kataloget Årets billede 2019 (red. Christian Bel gaux), Pressefotografernes klubb, 2020. Fotografiet, der bliver omtalt, er taget af Therese Jægtvig. »Onde blomster« henviser til Les fleurs du mal af Charles Baudelaire. På dansk er den udkommet i to udgaver: Syndens Blomster, oversat af Sigurd Swane, Nyt Nordisk Forlag, 1921, og Helvedsblomsterne, oversat af Peter Poulsen, Nansensgade Antikvariat, 1997. »Protest« citerer digtet »The Galilee Hitch Hiker« af Richard Brautigan, fra Richard Brautigan’s Trout Fishing in America, The Pill versus the Springhill Mine Disaster, and In Watermelon Sugar, Houghton Mifflin, 1989. Her oversat direkte fra Øyehaugs egen nynorske oversættelse. 127

»Klipperne, som død« citerer Til fyret af Virginia Woolf oversat til dansk af Merete Ries, Rosinante, 2009. »Mationalnuseet« citerer »Nyåret 1970« af Olav H. Hauge, Dikt i samling, Samlaget, Norge, 2008. »Norden set udefra« og »Ved skuret« citerer Samlede digte af Inger Christensen, Gyldendal 2005. »Ved skuret« er tidligere trykt i Kritiker #53-54 (red. Julia Wiedlocha og Benjamin Yazdan), 2019. »Et besøg i Monk’s House« citerer The Waves af Virginia Woolf, Grafton 1987.

128