Paradis

AB D U L R A Z A K G U RNAH

Paradis roman På dansk ved Finn Holten Hansen

Af samme forfatter: Tavshedens ø

Gutkind

Paradis er oversat fra engelsk af Finn Holten Hansen efter Paradise Copyright © Abdulrazak Gurnah 1994 Denne udgave: © Abdulrazak Gurnah og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1, oplag, 2022 Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet Forsideillustration: Getty Images Tekstredaktion: Lasse Skjold Bertelsen Sat med Granjon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBooks EU ISBN 978-87-434-0262-6 Nærværende udgave er en gennemset og revideret version af den oprindelige danske oversættelse ved Finn Holten Hansen, udgivet på Samlerens Forlag 1995.

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

HAVEN BAG MUREN 1 Først drengen. Hans navn var Yusuf, og han måtte forlade sit hjem pludseligt, da han var omkring tolv år gammel. Han kunne huske, at det var i tørketiden; hver dag var som den foregående. Uventede blomster sprang ud og visnede. Sære insekter pilede frem under sten og vred sig til døde i det svidende lys. Solen fik fjerne træer til at flimre i luften og husene til at gyse og gispe efter vejret. Støvskyer stod til vejrs efter hvert trampende fodtrin og en skarpt aftegnet stilhed lå over alle dagens timer. Sådanne præcise øjeblikke kom sent på årstiden.

Han så to europæere på jernbaneperronen på sådan et tidspunkt, og det var de første, han nogensinde havde set.

Han var ikke bange, ikke til at begynde med. Han gik ofte hen på stationen for at se togene køre støjende og graciøst ind og derefter vente på, at de skulle slæbe sig af sted igen, dirigeret af den skulende indiske signalmand med sine flag og sin fløjte. Ofte ventede Yusuf i timer på, at der skulle komme tog. De to europæere ventede også og stod der under en sejldugsmarkise med deres bagage, og hvad der lignede værdifulde varer stablet pænt op en lille meter borte. Manden var enorm, så høj, at han var nødt til at bøje hovedet for at undgå at røre ved sejldugen, som skærmede ham mod solen.

Kvinden stod længere inde i skyggen med sit glinsende ansigt delvist skjult bag to hatte. Hendes hvide flæsebluse 5

var knappet til ved halsen og håndleddene, og hendes lange nederdel strejfede skoene. Hun var også høj og stor, men på en anden måde. Hvor hun tog sig kluntet og eftergivende ud, som om hun kunne omdannes til en anden form, var han som skåret i et enkelt stykke træ. De stod og stirrede i hver deres retning, som om de ikke kendte hinanden. Imens Yusuf betragtede dem, så han kvinden tørre sig over læberne med et lommetørklæde og skødesløst gnide tørre hudflager af. Manden var rødblisset i ansigtet, og mens hans blik be­vægede sig langsomt hen over stationens afgrænsede areal og betragtede de aflåste pakhuse og det kæmpestore gule flag med dets billede af en vred, sort fugl, var Yusuf i stand til at iagttage ham i lang tid. Så vendte han sig og så på Yusuf, der stod og stirrede. Manden kiggede først bort og så derefter tilbage på Yusuf et langt øjeblik. Yusuf kunne ikke løsrive sit blik. Pludselig blottede manden tænderne i en ufrivillig snerren, mens han bøjede fingrene på en uforklarlig måde.

Yusuf tog advarslen til sig og flygtede, mens han mumlede de ord, han havde lært at sige, når han havde behov for pludselig og uventet hjælp fra Gud. Det år, han forlod sit hjem, var også det år, hvor der kom træorm i stolperne på verandaen bag huset. Hans far slog vredt til stolperne, hver gang han kom forbi, for at lade dem vide at han vidste, hvad det var for løjer, de havde gang i. Træormene efterlod spor på bjælkerne, som så ud som den opstødte jord, der markerede tunneller efter dyr i den udtørrede bæks leje. Stolperne lød bløde og hule, når Yusuf slog til dem, og afgav små, kornede sporer af råd.

Når han knurrede efter mad, sagde hans mor, at han kunne spise ormene. »Jeg er sulten,« jamrede han til hende med en remse, 6

som han havde fremført mere og mere vredt for hvert år, der gik. »Spis træormene,« foreslog hans mor og lo ad hans overdrevne udtryk af forpint afsky. »Værsgo, prop dig bare med dem, når som helst du har lyst. Jeg skal ikke holde dig tilbage.« Han sukkede på den livstrætte måde, han eksperimen­ terede med, for at vise hende hvor sølle hendes morsomhed var. Sommetider spiste de ben, som hans mor kogte en tynd suppe på med en overflade, der glinsede af farve og fedt, og bunden gemte på klumper af sort, svampet marv. Når det stod værst til, var der kun gumbostuvning, men hvor sulten Yusuf end var, kunne han ikke få den slimede sovs ned.

Hans onkel Aziz besøgte dem også i den periode. Hans besøg var kortvarige og sjældne, gerne ledsaget af en flok af rejsende og bærere og musikere. Han gjorde ophold hos dem på de lange rejser, han foretog fra havet til bjergene, til søerne og skovene og tværs over de tørre sletter og de nøgne klippe­ fulde bakkedrag i det indre af landet. Hans ekspeditioner var ofte ledsaget af trommer og tamburiner og horn og siwaer, og når hans karavane marcherede ind i byen, flygtede alle dyr i skjul, imens børnene løb vildt omkring. Onkel Aziz udsendte en ejendommelig og usædvanlig duft, en blanding af læder og parfume, harpiks og krydderier og en anden mindre beskrivelig lugt, som fik Yusuf til at tænke på fare.

Hans sædvanlige klædedragt var en tynd, flagrende kanzu af fin bomuld og en lille, broderet hue, der var puffet om i nakken. Med sine fornemme manerer og sin høflige, tilbage­ holdende adfærd så han mere ud som en mand ude på en sen eftermiddagsspadseretur eller en troende på vej til sin aftenbøn end som en købmand, der havde fundet vej forbi 7

tornebuske og reder med slanger, som udspyede gift. Selv midt i ankomstens hede, i den kaotiske uorden af væltede paksække, omgivet af trætte og støjende bærere og vagtsomme, rovdyrsagtige handelsmænd, lykkedes det onkel Aziz at se rolig og afslappet ud. Denne gang var han kommet alene.

Yusuf nød altid hans besøg. Hans far sagde, at de bragte ære til huset, fordi han var en meget rig og berømt købmand – tajiri mkubwa – men det var ikke det hele, selv om den respekt, de viste, altid var velkommen. Onkel Aziz gav ham altid en ti-annamønt, når han gjorde ophold hos dem.

Der blev ikke forlangt noget af ham, andet end at han dukkede op på det rette tidspunkt. Onkel Aziz så sig om efter ham, smilede og gav ham mønten. Yusuf følte, at han også gerne ville smile, hver gang øjeblikket oprandt, men han tog sig i det, fordi han gættede på, at det ikke ville passe sig. Yusuf undrede sig over onkel Aziz’ lysende hud og mystiske lugt. Selv når han var draget af sted, blev hans parfume hængende i dagevis.

Da besøget havde varet i tre dage, var onkel Aziz’ afrejse øjensynligt forestående. Der var usædvanlig travlhed i køkkenet og de umiskendelige, blandede dufte af et festmåltid. Søde krydderier under stegning, kokosnøddesovs over svag ild, gærboller og fladbrød, kager i ovnen og kød i kog. Yusuf sørgede for ikke at være for langt borte fra huset hele dagen, i tilfælde af at hans mor havde brug for hjælp med at tilberede retterne eller ville høre hans mening om en af dem. Han vidste, at hun satte pris på hans synspunkter i den slags sager. Eller at hun kunne komme til at glemme at røre i en sovs eller overse det øjeblik, når den varme olie skælver netop nok til, at grøntsagerne skal i. Det var ikke 8

helt let, for mens han gerne ville være i stand til at holde øje med køkkenet, ønskede han ikke, at hans mor skulle se ham stå og drive den af, mens han holdt øje. Så ville hun med sikkerhed sende ham af sted på talløse ærinder, hvilket i sig selv var slemt nok, men det kunne også medføre, at han gik glip af afskeden med onkel Aziz. Det var altid i afrejsens øjeblik, ti-annamønten skiftede hænder, når onkel Aziz rakte sin hånd frem til kys og tog Yusuf kærligt om nakken, idet han bøjede hovedet over den. Så stak han med indøvet lethed mønten i hånden på Yusuf.

Hans far var sædvanligvis på arbejde indtil kort efter middag. Yusuf regnede med, at han havde onkel Aziz med hjem, når han kom, så der var masser af tid at slå ihjel. Hans far drev et hotel. Det var den seneste af en række fore­ havender, som han havde forsøgt at skabe sig en formue og et navn på. Når han var i godt humør, fortalte han dem historier derhjemme om andre projekter, han havde troet ville blive en succes, og fik dem til at lyde komiske og lattervækkende. Eller Yusuf hørte ham beklage sig over, hvordan hans liv var slået fejl, og hvordan alt, hvad han havde forsøgt sig med, var gået galt. Hotellet, som var et spisehus med fire rene senge i et værelse ovenpå, lå i den lille by Kawa, hvor de havde boet i over fire år. Før det havde de boet sydpå, i en anden lille by i et landdistrikt, hvor hans far havde haft en butik. Yusuf kunne huske en grøn bakke og fjerne skygger af bjerge og en gammel mand, som sad på en taburet på fortovet uden for butikken og broderede huer med silketråd.

De kom til Kawa, fordi den var blomstret op, da tyskerne havde brugt byen som lagerplads til den jernbane, de byggede op til højsletten længere inde i landet. Men opblomstringen aftog hurtigt, og nu standsede togene kun for at tage brænde 9

og vand på. På sin sidste rejse havde onkel Aziz taget toget til Kawa, inden han drejede vestpå til fods. På sin næste ekspedition, sagde han, ville han rejse så langt som muligt op ad banelinjen, inden han rejste videre enten mod nordvest eller nordøst. Der var stadig god handel begge steder, sagde han. Sommetider hørte Yusuf sin far sige, at hele byen ville ende i helvede.

Toget til kysten kørte tidligt på aftenen, og Yusuf tænkte, at onkel Aziz ville tage med det. Han gættede ud fra noget i hans opførsel, at onkel Aziz var på vej hjem. Men man kunne aldrig være sikker på folk, og det kunne vise sig, at han ville tage med toget op til bjergene; det afgik midt på eftermiddagen. Yusuf var forberedt på begge muligheder.

Hans far forventede, at han kom hen på hotellet hver eftermiddag efter middagsbønnen »for at lære noget om forretningen,« sagde hans far til ham, og »for at lære at stå på egne ben,« men egentlig for at aflaste de to unge mænd, som hjalp til og gjorde rent i køkkenet, og som serverede maden for gæsterne. Hotellets kok drak og bandede og skældte ud på alle i sin nærhed undtagen Yusuf. Han kunne standse op midt i en grovkæftet svada og smile, når han fik øje på ham, men Yusuf var alligevel bange og skælvede, når han stod over for ham. Den dag gik han ikke til hotellet, og han bad heller ikke sine middagsbønner, og i den frygtelige hede på den tid af dagen tænkte han, at der ikke var nogen, som ville gøre sig den ulejlighed at få fat i ham. I stedet luskede han om i skyggefulde afkroge og bag ved hønsehusene i baghaven, indtil han blev drevet ud derfra af de kvælende lugte, som steg op med den tidlige efter­ middags støv. Han gemte sig på den mørke tømmerplads ved siden af deres hus, et sted med mørke, violette skygger 10

og et hvælvet stråtag, hvor han lyttede til jagende firbens forsigtige pilen rundt og holdt skarpt udkig efter ti-annamønten.

Stilheden og mørket på tømmerpladsen foruroligede ham ikke, for han var vant til at lege alene. Hans far brød sig ikke om, at han legede langt hjemmefra. »Vi er omgivet af vilde,« sagde han. »Washenzier, som ikke tror på Gud og tilbeder ånder og dæmoner, som bor i træer og klipper. De ved ikke noget bedre end at bortføre små børn og gøre brug af dem, som de har lyst. Eller du går ud sammen med de andre, som er ligeglade med alt, de dovenkroppe og børn af dovenkroppe, og de vil være ligeglade med dig og lade de vilde hunde æde dig. Bliv her i nærheden, hvor der er sikkert, så nogen kan holde øje med dig.« Yusufs far foretrak, at han legede med den indiske butiksejers børn, som boede i nærheden, bortset fra at inderens børn smed med sand og hujede ad ham, når han prøvede at nærme sig dem. »Golo, golo,« råbte de ad ham og spyttede efter ham. Sommetider sad han sammen med grupper af ældre drenge, som drev den af i skyggen af træer eller i læ af husene. Han kunne godt lide at være sammen med drengene, fordi de altid fortalte vittigheder og lo. Deres forældre arbejdede som vibarua, sled for tyskerne i jernbanesjakkene som daglejere, der hvor jernbanen var nået til, eller som dragere for rejsende og handelsfolk. De blev kun betalt for det arbejde, de udførte, og sommetider var der intet arbejde at få. Yusuf havde hørt drengene sige, at tyskerne hængte folk, hvis de ikke arbejdede hårdt nok. Hvis de var for unge til at blive hængt, skar de nosserne af dem. Tyskerne var ikke bange for noget. De gjorde, som det passede dem, og ingen kunne standse dem.

En af drengene sagde, at hans far havde set en tysker stikke 11

hånden i en blussende ild uden at blive brændt, som om han var et spøgelse.

Vibaruaerne, som var deres forældre, kom alle vegne fra, fra Usambarahøjlandet nord for Kawa, fra de sagnomspundne søer vest for højlandet, fra de krigshærgede savanner mod syd og mange ude fra kysten. De lo ad deres forældre, gjorde nar ad deres arbejdssange og udvekslede beretninger om de frastødende og sure lugte, de kom hjem med. De digtede navne til de steder, deres forældre kom fra, komiske og grimme navne, som de brugte til at drille og gøre nar ad hinanden med. Sommetider sloges de, væltede rundt og sparkede og gjorde hinanden fortræd. Hvis de kunne, fandt de ældre drenge arbejde som tjenestefolk eller bude, men for det meste drev de den af og klunsede, mens de ventede på at vokse sig stærke nok til at få en mands arbejde. Yusuf sad sammen med dem, når de gav ham lov, lyttede til deres samtaler og løb ærinder for dem.

For at få tiden til at gå udvekslede de sladder eller spillede kort. Det var hos dem, at Yusuf første gang hørte, at spædbørn levede i penisserne. Når en mand ville have et barn, lagde han barnet ind i maven på en kvinde, hvor der er bedre plads til, at det kan vokse. Han var ikke den eneste, som syntes, at det var en utrolig historie, og penisser blev trukket frem og målt, alt imens debatten blev mere ophidset. Inden længe var spædbørnene glemt, og penisserne var i sig selv blevet interessante. De ældre drenge var stolte af at vise sig frem og tvang de mindre til at fremvise deres små abdallaer for morskabens skyld.

Sommetider spillede de kipande. Yusuf var for lille til nogensinde at få lov til at slå, eftersom alder og styrke bestemte rækkefølgen for adgangen til battet, men når han 12

fik lov, sluttede han sig til mængden af mark­spillere, der hidsigt jagtede af sted over støvede åbne pladser efter et flyvende stykke træ. Engang så hans far ham løbe i gaderne med en hysterisk flok børn på jagt efter en kipande. Han sendte ham et barsk, bebrejdende blik og gav ham en lussing, inden han sendte ham hjem.

Yusuf lavede sig sin egen kipande og ændrede spillet, så han kunne spille det med sig selv. Hans udgave bestod i at lade, som om han også var alle de øvrige spillere, med den fordel at han på den måde kunne slå, så længe han havde lyst. Han for op og ned ad vejen foran huset, mens han råbte af ophidselse og prøvede at gribe en kipande, han lige havde slået så højt op i luften, som han kunne, for at give sig selv tid til at nå ind under den.

2 Så den dag onkel Aziz skulle af sted, bekymrede det ikke Yusuf at spilde et par timer på at ligge på lur efter ti-annamønten. Hans far og onkel Aziz kom hjem sammen klokken et om eftermiddagen. Han kunne se deres kroppe flimre i det flydende lys, mens de langsomt nærmede sig på den stenede sti, som førte hen til huset. De gik uden at tale sammen, med sænkede hoveder og skuldrene trukket op mod heden. Frokosten var allerede stillet frem til dem på det bedste tæppe i gæsteværelset. Yusuf havde selv givet en hånd med til de sidste forberedelser, flyttet om på nogle af retterne, for at de skulle tage sig så godt ud som muligt, og modtog et taknemmeligt smil fra sin trætte mor. Mens han var der, benyttede han lejligheden til at granske festmåltidet.

13

To forskellige karryretter, en med kylling og en med hakket lamme­­kød. De bedste Peshawar-ris, glinsende af ghee og drysset med rosiner og mandler. Velduftende og tykke boller, maandazi og mahamri væltede ud af kurven, der var dækket med et stykke klæde. Spinat i kokosnøddesovs. Et fad med vandbønner. Strimler af tørret fisk ristet over de hendøende gløder, som resten af maden var blevet stegt over. Yusuf var lige ved at græde af længsel ved synet af denne overflod, så forskellig fra den tids magre måltider. Hans mor rynkede panden ad hans optræden, men hans ansigt var så tragisk at se på, at hun til sidst måtte le.

Da mændene først havde sat sig, gik Yusuf ind med en messingkande og en skål og et rent hørklæde over venstre arm. Han hældte langsomt vandet op, mens onkel Aziz og derefter hans far skyllede hænderne. Han kunne godt lide gæster som onkel Aziz, vældig godt. Det tænkte han på, mens han sad på hug uden for gæsteværelset, i tilfælde af at hans hjælp var påkrævet. Han ville gerne være blevet i værelset og have set til, men hans far havde stirret irriteret på ham og jaget ham ud. Der skete altid noget, når onkel Aziz var til stede. Han spiste alle sine måltider hjemme hos dem, selv om han sov på hotellet. Det betød, at der ofte var interessante lækkerbiskener når de var færdige med at spise – hvis ikke hans mor nåede at få et overblik over dem først, for så endte de som regel i et nabohus eller i maven på en af de pjaltede tiggermunke, som undertiden kom til døren og mumlede og jamrede deres lovprisninger af Gud. Hans mor sagde, at det var mere venligt at give mad bort til naboer og de trængende end at hengive sig til fråseri. Yusuf kunne ikke indse rimeligheden i det, men hans mor sagde til ham, at dyden bar lønnen i sig selv. Han forstod på skarpheden i hendes stemme, 14

at hvis han sagde mere, ville han få en længere prædiken, og den slags fik han rigeligt af fra Koranskolens lærer.

Der var en tiggermunk, som Yusuf ikke havde noget imod at dele sine madrester med. Han hed Mohammed, en indskrumpet mand med en pibende stemme, som stank af fordærvet kød. Yusuf havde fundet ham siddende ved siden af huset en eftermiddag i færd med at spise håndfulde af rød jord, som han skrabede af den forfaldne ydermur. Hans skjorte var snavset og plettet, og han var iført de mest pjaltede shorts, Yusuf nogensinde havde set. Kanten på hans hue var mørkebrun af sved og snavs. Yusuf betragtede ham i nogle minutter, mens han spekulerede på, om han nogensinde havde set nogen, der så mere snavset ud, hvorpå han gik ind for at hente ham en skål levnet cassava. Efter et par mundfulde, som Mohammed spiste med en taknemmelig jamren, fortalte han ham, at hans livs tragedie var urten.

Han havde engang været velhavende, sagde han, med frugtbar jord, nogle dyr og en mor, som elskede ham. Om dagen arbejdede han på sin dejlige jord, så længe kræfterne og udholdenheden rakte, og om aftenen sad han hos sin mor, mens hun sang til Guds pris og fortalte ham vidunderlige historier om den store verden.

Men så kom det onde til ham, og det kom med en sådan kraft, at han forlod både mor og jord for at søge efter urten, og nu vandrede han omkring i verden og fik tæsk og spiste jord. Intet sted på sine vandringer havde han spist mad, som var så fuldkommen som hans mors kogekunst, indtil muligvis nu, dette stykke cassava. Han fortalte Yusuf ­historier om sine rejser, mens de sad op mod husets sidemur, den skingre stemme oplivet og det hærgede unge ansigt sprukkent i smil og latter mellem knækkede tænder. »Lær 15

af mit frygtelige eksempel, min lille ven. Undgå urten, lov mig det!« Hans besøg varede aldrig længe, men Yusuf var altid glad for at se ham og for at høre om hans seneste eventyr.

Han holdt mest af at høre beskrivelser af Mohammeds frugtbare jord syd for Witu og det liv, han havde levet der i disse lykkelige år. Næstbedst syntes han om at høre historien om første gang, Mohammed blev bragt til galehuset i Mombassa. »Wallahi, jeg lyver ikke for dig, dreng. De antog mig for en galning! Hvad mener du?« Der havde de fyldt ham med salt og slået ham i ansigtet, hvis han forsøgte at spytte det ud. De havde kun ladet ham i fred, hvis han sad stille, mens salt­stykkerne smeltede i hans mund og nedbrød hans tarme.

Mohammed fortalte om torturen med en gysen men også med fornøjelse. Han havde andre historier, som Yusuf ikke brød sig om; en blind hund, han havde set blive stenet ihjel, og børn, som blev overladt til en grusom skæbne. Han nævnte en ung kvinde, han engang havde kendt i Witu.

Hans mor havde ønsket, at han skulle gifte sig, sagde han, og så smilede han dumt.

Yusuf prøvede først at skjule ham, bange for, at hans mor ville jage ham bort, men Mohammed krøb og jamrede med så stor taknemmelighed, hver gang hun viste sig, at han blev en af hendes foretrukne tiggere. »Du skal ære din mor, det beder jeg dig om!« klynkede han, når hun kunne høre ham. »Lær af mit frygtelige eksempel.« Det var ikke ukendt, sagde Yusufs mor senere til ham, at vise mænd eller profeter eller sultaner forklædte sig som tiggermunke og blandede sig med jævne og uheldsramte folk. Det er altid bedst at behandle dem med respekt. Når som helst Yusufs far viste sig, rejste Mohammed sig op og gik væk, mens han udstødte krybende, ydmyge lyde.

16

Engang stjal Yusuf en mønt fra sin fars jakkelomme. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det.

Mens hans far var ved at vaske sig efter at være kommet fra arbejde, havde Yusuf stukket hånden i den ildelugtende jakke, som hang på et søm i forældrenes værelse, og havde taget en mønt. Det var ikke noget, han havde planlagt. Da han senere kiggede på mønten, viste det sig, at det var en sølvrupee, og han var bange for at bruge den. Han var forbavset over ikke at blive opdaget og fristet til at lægge den tilbage. Adskillige gange tænkte han på at give den til Mohammed, men var bange for, hvad tiggermunken ville sige eller anklage ham for. En sølvrupee var det største beløb, Yusuf nogensinde havde holdt i hånden. Så han gemte den i en sprække nederst på en væg og lirkede sommetider noget af den frem med en pind.

12-årige Yusuf sendes til den afrikanske østkyst af sine fattige forældre for at arbejde som gældsslave for »onkel « Aziz, en velstående købmand. Han sættes til at arbejde i Aziz' butik og finder trøst i en paradisisk have og ven­ skabet med den ældre Khalil. Men da købmandens kone kaster sin kærlighed på den smukke dreng, sendes han af sted på en hård og eventyrlig rejse.

Gennem Vusuf fremmanes et Østafrika præget af stammestridigheder, overtro, sygdom og slaveri, men også af bjergtagende skønhed. En barsk og sansemættet fortælling om imperialismens brutalitet og om et liv i andre menneskers vold.

Abdulrazak Gurnah blev tildelt Nobelprisen i litteratur 2021 »... for kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter.«

Gutkind

1 11111 111111 1 1 11 1 1 1 1 1

9 788743 402626