Pigen på perron 1

Pigen på perron 1

Af samme forfatter på dansk:

Verdener imellem os Søstrene ved fyret

Gill Thompson Pigen på perron 1

På dansk ved Ursula Olander

Gutkind

Pigen på perron 1 er oversat fra engelsk af Ursula Olander efter The Oceans Between Us

Copyright © 2020 Gill Thompson

All rights reserved

Denne udgave: © Gill Thompson og Gutkind Forlag A/S, 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024

Bogen er sat med Garamond MT hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

Omslag: © Lonnie Hamborg / Imperiet

Forsidefotos: © Trevillion og Shutterstock

ISBN 978-87-4340-855-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til

Leoni og Corinne

Med

kærlig hilsen fra jeres bedstemor

Hvis forståelse er umulig, er viden nødvendig. For det skete, og det kan ske igen.

Primo Levi

Prag, 1930

Eva havde allerede skubbet klaverbænken bagud og skulle til at putte nodehæfterne i tasken, da professor Novotny standsede hende med en håndbevægelse.

”Bare et øjeblik, min pige.” Hans magre finger pegede op mod himlen for at vise et ettal. ”Jeg har et stykke, jeg gerne vil have, at du tager med hjem.”

Eva kastede et hastigt blik på væguret, mens han bladrede igennem den rodede papirbunke oven på klaveret. Halv fem. Hun håbede ikke, det her tog for lang tid. Der var allerede en hel del mørkere i øvelokalet, end da timen begyndte, og de lange skygger strakte sig hen over gulvet. Kom nu. Kom nu. Hun lod fingerspidserne løbe hen over de gulnede tangenter og fandt lidt ro i det kølige elfenben.

”Ah, der har vi det.” Professor Novotny var helt forpustet af anstrengelsen med at finde partituret. ”Hector Berlioz. Det er en villanella fra Les Nuits d’Été. En af de mindre kendte.” Han tændte loftslampen, så hele rummet lyste op.

”En villa … nella?” Selvom hun var urolig over det med tiden, havde han alligevel vakt hendes nysgerrighed. Hun rejste sig op, da han gav tegn til, at hun skulle overlade ham pladsen ved klaveret. Hun stillede sig ved siden af for at se ham spille.

”Ja. En folkelig, italiensk sang.” Professoren satte sig på bænken med et lille bump. ”Den her er en hyldest til foråret og den

spirende kærlighed. Perfekt til en ung pige.” Han tog fat i de sorte, runde briller, som han havde i en snor om halsen, og satte dem på næsen, som om han gjorde sig klar til at spille. Så tog han dem af igen. De dinglede lidt i snoren. ”Der skal være en koncert i Rudolfinum næste år, en hyldest til Berlioz. Jeg tænkte, at du kunne spille den her villanella som din første offentlige solooptræden.”

Eva snappede fornærmet efter vejret, men professoren fejede hende af med en håndbevægelse.

”De der børnekonkurrencer tæller ikke.”

De der børnekonkurrencer! Hun rettede trodsigt ryggen. Havde hun måske ikke vundet hver eneste en? Endda den prestigefyldte Dvorˇák-pris for Unge Talenter. En erindring om den tunge metalpokal mellem hænderne og lyden af publikums klapsalver lyste op for hendes indre blik.

Professoren stillede de foldede nodeark, så han kunne se dem. ”Lad mig lige spille lidt af det. Du vender bladene.” Brillerne kom på plads på næsen.

Så stillede Eva sig klar bag sin lærer og forsøgte at være helt rolig. Det ville være meget uhøfligt at virke utålmodig. Men i sit stille sind tryglede hun ham om kun at spille nogle få takter. Hun vidste godt, at det var, fordi han var stolt af hende, at han forlangte så meget. Og hun ville også gerne gøre sig umage, men nu nærmede urets kunstfærdige visere sig altså tyve minutter i fem. Og lige præcis i dag gik det simpelthen ikke, at hun kom for sent.

”Prøv at lytte. Her kan man høre de elskende vandre gennem skoven og samle vilde jordbær.”

Hun rødmede helt ved ordet ”elskende”. Somme tider talte han til hende, som om hun var meget ældre end seksten. Men da han begyndte at spille, kunne hun faktisk tydeligt høre de lette fodtrin mod skovbunden og mærke den friske forårsbrise mod sit ansigt.

Hun kiggede hen over professorens skulder. Under hans fingerspidser forvandlede de trykte noder sig til en luftig melodi. Drillende, legesyg. Eva havde altid oplevet noder, som om de var mennesker. De lange rænker af små ottendedelsnoder – de korte noder – var som små fodboldhold med kæmpe fodboldstøvler for enden af de tynde ben eller lige rækker af dansere, der opførte Lúcˇenica i sorte sko og med hinanden under armen. Fjerdedelsnoderne – dobbelt så lange som en ottendedel – var ranke lærere ved katederet. Og de lange halvnoder var magtfulde generaler, der forlangte soldaternes opmærksomhed med deres insisterende ro. Men hvis Eva selv havde være en node, så ville hun have været en af de rigtig lange. En dobbeltpunkteret helnode. Stærk og alene, omgivet af plads og stilhed.

Professoren afsluttede stykket med en elegant bevægelse og rakte hende partituret. ”Hjemmearbejde. Begynd i aften.” Noderne svævede i luften, indtil melodiens lette forårsløfter fordampede i efterårets tusmørke. Solen måtte jo være gået endnu mere ned udenfor nu. Den indre allegro tog til.

Hun skyndte sig at putte noderne i tasken og tog sin frakke på. ”Tak, hr. Novotny. Den skal jeg nok øve mig på.”

”Ja, gør det. Og så vil jeg gerne høre dig spille den fejlfrit næste gang.”

”Ja, selvfølgelig.” Hun stod allerede med hånden på dørhåndtaget. Det var helt fedtet mod hendes fingre. Hun kastede endnu et blik på uret. Næsten fem. Villanellaen havde taget endnu længere tid, end hun havde regnet med. Nu blev hun nødt til at løbe som en ulv for at nå det.

”Tak for i dag, min pige.”

”Tak for i dag, professor Novotny. Og tak for undervisningen.”

Professoren bukkede dybt, så loftslampen oplyste hans skaldede isse. Så satte Eva i løb.

Hun spænede forpustet gennem de næsten mørke gader med tasken under armen og en brændende fornemmelse i brystet. Selvom hun havde travlt, spillede Berlioz’ melodi videre inde i hende, og hun bevægede fødderne i takt til professor Novotnys leverplettede fingre mod tangenterne. Hun løb gennem skoven med sin elsker, væk fra byens trange rum, mens hendes sanser indtog lyden af fuglesang og den søde duft af jordbær. Hun kunne mærke den unge mands ånde mod sin kind, hans læber mod sine og måske – hvis hun ikke allerede havde været helt rød i hovedet af at løbe, så ville hun have rødmet – hans krop imod hendes. Kun den skarpe kaffeduft, der sivede ud gennem sprækken ved dørtrinnet fra Cafe Kotva, mindede hende om, hvor hun i virkeligheden befandt sig. Idet hun pilede forbi cafeen, fik hun øje på de mørke skikkelser, der løftede deres glas, gestikulerede i livlig samtale eller pustede røg ud fra Stuyvesantcigaretter, hvis spidser glødede rødt i det dunkle rum. Hvor måtte det være dejligt at sidde der omkring cafebordene med sine venner i stedet for at være nødt til at styrte hjem inden udgangsforbuddet.

Eva så op mod den nedgående sol. Mutti var nok ved at være færdig med husarbejdet. Challahen var nok allerede ude af ovnen og stod og kølede af under et viskestykke med de blanke, æggeglaserede dejfletninger og fyldte køkkenet med duften af nybagt brød. Hun havde sikkert skiftet til den grå kjole og bundet det lette tørklæde omkring håret. Og så var hun gået nedenunder for at tænde lysene i de blanke, nypudsede sølvstager.

Abba havde fyldt Kiddush-bægeret med den søde vin og iført sig sit blanke, sorte sæt og bedesjalet, mens han tavst messede døtrenes velsignelse, som han senere ville give Eva med sine varme hænder på hendes hoved:

Må du blive som Sarah, Rebecca, Rachel og Leah.

Må Gud velsigne dig og våge over dig.

Må Gud være dig gavmild og nådig.

Må Gud vise dig venlighed og give dig fred.

Hvis far havde haft nogen sønner, ville han have bedt Gud om at hjælpe dem til at være som Ephraim og Menashe, to brødre, som levede i harmoni med hinanden. Men der var ikke kommet nogen sønner. Kun Eva. Et elsket enebarn.

Der var diset over Moldau, og Eva indåndede den fugtige luft. Hun turde ikke standse op for at hoste ordentligt, så hun forsøgte bare at rømme sig lidt mellem de hurtige indåndinger, mens hun løb. Hun var ikke vant til at løbe så hurtigt. De fleste gange sluttede undervisningen til tiden, og så gik hun hjem til Josefov gennem de lyse gader. Men nu, hvor solnedgangen nærmede sig, gik den hurtigste rute gennem kirkegården.

Hun følte en livlig mosso pulsere i kroppen. Skulle hun vove det? Måske lukkede lågerne, når det blev mørkt. Mutti havde indprentet hende altid at holde sig til de store gader. Der, hvor der altid var mange mennesker på vej hjem fra arbejde. Længere, men mere sikkert. Alligevel standsede hun op for at se ind gennem porten på den lille sti, der snoede sig mellem gravene. De gamle sten stod næsten hulter til bulter derinde, som om gravene var gravet med stor hast i stedet for at være nøje placeret i velordnede rækker som på de moderne kirkegårde. Vinden flettede sig ind mellem træerne, så det sitrede i grenene. Hun forsøgte at få lidt ro på sit dunkende hjerte ved at forestille sig, at hun sad på scenen i Rudolfinum ved et skinnende sort Steinwayflygel foran et bjergtaget publikum, der lyttede tyst fra de mørklagte stolerækker.

Den mørke jernlåge gav sig lidt, idet hun lagde en hånd på den. Måske var det et tegn på, at hun godt kunne gå den vej hjem. Så kunne hun indhente lidt af forsinkelsen.

Hun smøg sig ind gennem åbningen, mens hun forsøgte at genkalde sig Berlioz’ melodi og lukke efterårets ængstelighed ude. Duggen havde allerede lagt sig, og bladene på stien var fugtige. Slyngplanterne hang fast i hendes strømper, og hun måtte sparke ud med fødderne for at ryste dem af. Det ville være dumt at løbe herinde. Gravstenene stod alt for tæt, og stien var alt for snoet. Men hun gik så hurtigt, hun kunne, med åbne, vagtsomme sanser.

Inde på kirkegården slørede de høje hestekastanjer og plataner den lavthængende sols stråler. Gravstenene tårnede sig op langs stien med deres gamle inskriptioner og indgraverede symboler. Abba havde engang fortalt hende om, hvordan en enkelt grav kunne huse helt op til ti personer stablet oven på hinanden for at spare plads. Eva skuttede sig trods uldfrakken.

Hun var halvvejs gennem kirkegården, da hun pludselig kunne høre tunge støvletramp og et skarpt host.

Hun stivnede. ”Hvem er det?”

Intet svar, men inde i skyggerne mellem de store sten kunne hun skimte en flig af et lysebrunt stykke tøj. Blodet pumpede affrettando i ørerne.

”Hvem er det?” gentog hun. Hendes stemme lød hæs. Så trådte en uniformeret skikkelse frem fra bag et træ. En ung mand, måske ikke engang tyve år, med en lok lyst hår ned over panden.

”Næh, hvad har vi her? En ung kvinde?” Han lød ubehagelig. Hånlig.

Eva trak frakken tættere om sig og forsøgte at ignorere sit galopperende hjerte.

Endnu en ung mand trådte frem fra skyggerne. Og så en til. Hun gjorde omkring på hælen. Der kom endnu to mænd til syne. Nu var hun omringet af fem unge soldater, alle sammen iført røde armbind.

Var det det her, Mutti havde frygtet, da hun formanede hende om at holde sig fra kirkegården? Eva havde nikket fromt, men indvendigt havde hun ikke taget morens advarsel alvorligt. Det var jo bare sådan noget, forældre sagde, var det ikke? Selvfølgelig skulle hun da nok passe på. Men her på det sidste havde hun godt nok følt sig dårligt tilpas, når hun så tyske drenge rundt omkring på gadehjørnerne. De stod og mumlede til hinanden og pegede fingre ad de forbipasserende. De der Hitlerjugend var pludselig over alt.

Som hun stod omringet af de ubehagelige unge mænd i deres karakteristiske uniformer, ville hun desperat ønske, hun havde lyttet til Mutti i stedet for at bekymre sig om, at det var blevet sent. Munden fyldtes af spyt, men halsen var alt for tør til, at hun kunne synke det.

Så kom den første hen imod hende. ”Ikke være bange, smukke.”

Hun blev stående og forsøgte at skjule sin angst. Men idet hun åbnede munden for at råbe om hjælp, smækkede han en hånd for hendes mund.

Hun skævede skrækslagent over mod de andre.

Presset fra hans hånd lettede en smule, men han beholdt hånden helt tæt ved hendes mund i tilfælde af, at hun skulle finde på at råbe op igen.

Hun knyttede næverne.

”Sikke noget fint tøj, du har på,” mumlede han og lod hånden kærtegne hendes frakke. Hun kunne ikke lade være med at vride sig. Eller at indånde hans sure ånde.

Så knappede han langsomt hendes grå knapper op.

De andre så afventende til.

”Hold hendes arme.”

Eva kæmpede imod, mens den unge mand forsøgte at krænge frakken af hende. Men ham bag ved hende greb fat om hendes

håndled og holdt fast, indtil frakken var kommet helt af og lå på jorden.

Så strøg han hende blødt over kinden og lod en finger løbe langs hendes hage og rundt om nakken og ned til hulningen under struben. Lige så forsigtigt lempede han fingeren ind under den guldkæde, hun altid gik med. Trods sin frygt var hun ligesom helt i trance.

”Sikke en fin halskæde.” Det kom næsten som en hvisken.

Ville han stjæle den? Hun snoede selv en finger omkring den tynde kæde og trak resten af den ud fra kraven, så han kunne se guldstjernen. Den, der som regel var skjult under blusen.

Han tog den forsigtigt ud af hånden på hende ved at folde hendes fingre ud en efter en og holdt stjernen op mod den falmende sol.

Kæden strammede om halsen, men hun undlod at beklage sig.

”Næ, ser man det.” Det var hendes ansigt, han så på, men ordene var henvendt til hans kammerater, som kom med hånlige tilråb og grinede.

Så var fortryllelsen hævet. Han slap kæden. ”Hun er ikke noget for mig.” Han så pludselig meget barsk ud, idet han skubbede hende fra sig. ”Tag du hende bare, Otto.” Så gjorde han omkring og gav tegn til den mindste af dem om at komme nærmere.

Eva åndede ud, så lydløst hun kunne. Skulle hun vove at flygte? Den første af fyrene havde ryggen til nu. Måske var det her hendes chance for at slippe væk. Hun sænkede hovedet for at gøre klar til at pile ud gennem åbningen i cirklen.

Men så blev den mindste af dem skubbet frem af sine hånlige kammerater, og cirklen lukkedes igen og spærrede hende vejen.

Fyren kom nærmere. Han var spinkel og så lyshåret, at det næsten var hvidt, og man nærmest ikke kunne se hans øjenvipper.

Hvis han havde været alene, ville Eva godt have kunnet forsvare sig. Hun var ikke nogen bangebuks. Hun ville have sparket og

slået og spyttet, til han slap hende. Men med den mur af soldater omkring hende var der ikke noget at gøre. Hun stak en arm bagud og søgte med fingrene langs det øverste af gravstenen i håbet om at finde noget, der kunne bruges som våben. Men hvis der nogensinde havde ligget nogen sten langs kanten, var de for længst forsvundet.

”Kom nu, Otto, du tør måske ikke?” Det var den første fyr, ham, som havde trukket sig og stillet sig blandt de andre, der forsøgte at opildne ham, der nu stod foran hende.

”Ja, kom nu, Otto, her er hundekoldt.”

Han grinede med en ubehagelig, knirkende lyd, der afslørede, at han var nervøs.

Selvom de talte tysk, forstod Eva udmærket godt, hvad de sagde. Alle familierne i Josefov talte tysk derhjemme. Hendes mave snørede sig sammen, og hun hev efter vejret i den kolde luft.

”Vil I ikke nok lade mig gå? Mine forældre venter.” Hendes stemme var tynd og skinger. Hvorfor kunne hun dog ikke bare lyde lidt mere truende? Måske kunne hun appellere til hans æresfølelse? Han tøvede en smule. Måske kunne han godt overtales. Hvis nu hun kunne få ham til at forstå, hvor vigtigt, det var, at hun kom hjem, så ville han måske alligevel lade hende slippe.

Men de andre begyndte at huje og komme med tilråb og gøre mærkelige bevægelser med hænderne, og til sidst adlød han deres ophidsende messen. Hans øjne blev smalle, og munden forvandlede sig til en truende, lige streg. Så harkede han en ordentlig slimklat op og spyttede lige i ansigtet på hende. Hun lod slimen glide ned over kinden, alt for rædselsslagen til at forsøge at tørre det af.

Han hev hårdt i stjernen, så halskæden knækkede og forsvandt ned mellem de nedfaldne efterårsblade. Gruppen hujede højlydt.

Så kom en af de andre til og flåede blusen af hende i én enkelt, voldsom bevægelse. Mere hujen.

Og så var de pludselig alle sammen over hende. Hev og flåede i hendes nederdel og strømper. Hektiske, svedige ansigter forvrænget i månelyset i en sky af deres ildelugtende, øldunstende ånde. Og så begyndte de at skråle en eller anden forfærdelig drikkevise. En hæslig kakofoni af falske toner.

Eva foldede armene tæt omkring sig i et desperat forsøg på at beskytte sin cremefarvede undertrøje. Men en af dem tvang hendes arme væk og rev den af hende, så det fine stof flængede. Muttis fine håndarbejde.

De skubbede hende hårdt bagover og ned at ligge på frakken, så hendes hoved hvilede mod det bløde for.

Så var de over hende igen.

*

Da det var overstået, var uglens sorgfulde tuden i den kolde luft det første, der trængte ind i hendes bevidsthed. Hendes fingre søgte ned i den våde jord, og hun inhalerede den jordslåede lugt af fugtige blade. Men den dyriske stank af hendes eget blod var der stadig. Hun rullede sin medtagne krop sammen til en kugle i et forsøg på at lukke den sorte besmittelse ude sammen med erindringen om den unge mands nervøse latter.

Sabbatvelsignelsen var for længst forbi. Hendes urolige forældre måtte jo sidde omkring det tomme bord nu og spekulere på, hvor deres hengivne datter dog kunne være blevet af, når hun nu så udmærket vidste, at alle ordentlige jøder skulle være indendørs inden mørkets frembrud på så hellig en aften.

Hampstead, London

Selvom hun lå helt inde under Wills seng, kunne Pamela tydeligt høre Hugh råbe. Hun strakte armen en lille smule mere og ømmede sig lidt over smerten i armhulen. Så fik hendes fingre fat i sokken, og hun krabbede sig ud igen og kom fri af den hængende sengebund.

”Jeg kommer!” Hun rystede sokken. Hvor var den dog blevet støvet. Hendes søn havde kun været hjemme i fire uger, og kun guderne vidste, hvordan den sok var endt derinde. Men nu havde han da i det mindste et helt sæt. Hun åbnede hans kuffert og fandt den anden sok – den ville han aldrig selv gide lede efter – og rullede dem sammen til en lille bold og proppede dem ned i siden. ”Så er din kuffert klar, Hugh,” kaldte hun, mens hun pressede låget ned.

Der lød hurtige trin på trappen, og så brasede Hugh ind ad døren. ”Will sidder allerede ude i bilen,” sagde han og hankede op i kufferten. ”Du godeste, Pamela, hvad har du puttet i den?”

Hun tog fat i det andet håndtag og fulgte efter sin mand ud på reposen. ”Skolen ville jo også have, at jeg skulle pakke hans cricketbat og benskinner til den nye sæson. Så de kan få trænet.” De havde måttet tage Will med i Harrods for at købe crickettøj. Hun smilede ved tanken om sin søn, da han kom ud fra prøverummet og lod, som om han kastede bolden til Hugh, som til gengæld havde ladet, som om han skød til bolden. Hvor var det dog

dejligt, at Will havde arvet Hughs stærke, ranke krop og hans gode evner for sport. Hun havde været syg af bekymring for, at han skulle blive drillet, når han kom til Cheam. Men hans slående talent for holdsport havde heldigvis skaffet ham respekt både blandt de andre drenge og blandt lærerne. Så han var faldet godt til.

Det var noget af en opgave at få slæbt den tunge kuffert ned ad trappen, og det skete mere end én gang, at den bumpede imod hendes knæ. Hun håbede bare ikke, det fik strømperne til at løbe. Hugh ville blive endnu mere rasende, hvis hun pludselig skulle til at bruge tid på at løbe op efter et par nye. Men heldigvis virkede det, som om silken holdt. Og kjolen gik jo under alle omstændigheder helt ned på læggen, så det ville i hvert fald ikke kunne ses, så længe hun stod op. Desuden skulle de jo heller ikke være ret længe på skolen. Bare lige et hurtigt kram – ikke noget med at knibe en tåre – og så ville Will være over alle bjerge med sine venner, mens hun og Hugh vendte tilbage til bilen og den tavse, triste hjemtur.

”Hvad laver Kitty forresten?” spurgte Hugh, idet han overtog kuffertens fulde vægt for at bakse den ud gennem døråbningen.

”Mad. Hr. og fru Palliser kommer jo til middag i aften.” Han inviterede tit gæster til middag den dag, de afleverede Will. Hun havde for længst gættet, at det var for at få hende til at tænke på noget andet end savnet.

”Hun burde da komme ud og hjælpe.”

”Det er altså fint nok.” Pamela tog fat i håndtaget igen og hjalp med at bære kufferten det sidste stykke ud til bilen. ”Vi er der jo næsten.” Hun havde det altid så mærkeligt med at bede Kitty om at gøre ting. Hun vidste jo godt, at hun burde behandle Kitty meget mere som en ansat og mindre som veninde, men det føltes bare så underligt at kommandere rundt med en anden kvinde. Da hun selv var barn, havde de jo alle sammen hjulpet mor. Der havde bestemt

ikke været penge til hushjælp. Og selv hvis de havde haft råd, ville folk bare have sagt, at de var fine på den.

Hun lod sig glide ind på bagsædet ved siden af Will, idet Hugh smækkede bagagerummet i. Hun lagde armen om sin søn, og han lænede sig ind til hende. Hun sank en klump. Hun gruede for den dag, han ikke længere ville være med til at kramme eller lade hende stryge hen over hans tykke, mørke hår. Lige nu kunne han stadig finde på at krybe sammen i sofaen op ad hende, hvis han var meget træt. Engang, hvor han troede, hun ikke kiggede, havde hun endda taget ham i at sutte på sin tommelfinger. Hugh ville have skældt ham ud – ”Sådan en stor dreng, der opfører sig som en baby. Hvor ynkeligt” – men hun havde tænkt, at han sikkert var nødt til at lægge låg på al selvomsorg ovre i skolen, og så kunne det vel ikke skade at give plads til en smule barndom derhjemme.

Som elleveårig befandt han sig lige på grænsen til puberteten. Måske havde han allerede vokset sig stor og bred, når han kom hjem på påskeferie. Hun måtte hellere se at nyde hans kærlighed nu. Turen til Cheam tog ikke mere end to timer. Der var ikke meget tid at give af, før hun måtte give slip på ham.

Han vristede sig lidt ud af hendes favn for at dreje hovedet og se ud ad vinduet, men han skubbede hende ikke væk.

”Går det?” spurgte hun.

Han så på hende og nikkede.

”Glæder du dig til at komme i gang med skolen igen?”

”Ja, lidt. Jeg glæder mig til at se Merrow-Jones og Carter igen – og høre, hvad de har fået i julegave.”

Det måtte være svært for Will at høre om alle sine venners gaver, når hans egen familie ikke holdt jul. Det var endnu et af de problemer, der var forbundet med ikke at sende ham på en kvækerskole. Hun gav ham et klem. ”Det lyder godt. Og så vil du sikkert også gerne vise dem alt dit nye cricketudstyr, ikke?”

Han lagde en hånd oven på hendes. ”Alle har da crickettøj, mor. Men jeg glæder mig til at komme ud at træne.”

Hun fremtvang et smil. ”Ja, selvfølgelig.”

”Så må du altså også huske at vise os alt det, du har lært, næste gang du kommer hjem,” råbte Hugh omme fra forsædet.

”Ja, det glæder jeg mig til,” svarede Will.

”Også mig,” tilføjede Pamela. ”Kun fire uger til næste gang.”

”Tænk, du har tal på det!”

Hun så på sin søns grinende ansigt, de røde kinder, det vågne blik. Selvfølgelig havde hun tal på det. Uger, dage, timer. Hun talte uafbrudt.

Så snart de var tilbage i Hampstead, og Hugh havde parkeret bilen, styrtede Pamela op ad trappen til Wills værelse. Den stillestående luft mødte hende som en mur, da hun åbnede døren. Der lugtede allerede indelukket og forladt, næsten som om Will ikke havde boet derinde i fire vidunderlige ferieuger. Hun gik hen til sengen og begyndte at samle sin søns stribede flannelspyjamas op og lægge den pænt sammen. Den var jo blevet alt for lille. De havde måttet købe en ny til at tage med tilbage på skolen sammen med det nye crickettøj.

Den gamle ville Kitty vaske, rive i stykker og bruge til støveklude. Men Pamela ville vente lidt med at give den til hende.

Det krævede godt med pudder i ansigtet for at dække sporene af tårer, inden hun gik ned for at se til Kitty.

De havde planlagt middagen sammen for flere dage siden. Først forloren skildpaddesuppe, så kylling i flødesovs og spinat og nye kartofler og til sidst en dessert af pocherede pærer med risbudding. Pamela havde med vilje valgt, at det skulle være en enkel menu. Dybt i hende var der stadig noget, der gjorde modstand imod alt for ekstravagante måltider, og desuden havde hr. og fru Palliser

også økonomiske problemer for tiden. De havde været nødt til at fyre deres kokkepige, så nu var det Josefine selv, der lavede mad. For Pamela var det næsten lidt skamfuldt, at Hughs karriere blomstrede sådan lige netop nu, hvor deres venner havde det så svært. Hun ville gerne servere et godt måltid mad for dem uden at gøre dem for dårligt tilpas.

Kitty stod og rørte i suppen. På det store køkkenbord bag ved hende stod der skåle, tallerkener og terriner klar med en præcision, der var en general værdig. Ved siden af skålen med pærer lå der et halvplukket kyllingeskrog. Pamela så sig nervøst omkring for at sikre sig, at Felix ikke var i nærheden.

”Går det godt, Kitty?”

”Ja, frue. Alt er under kontrol.”

Pamela så på kyllingen igen. ”Måske kan De koge en bouillon på skroget til i morgen. Så kan det bruges til frokost.” Det havde de altid gjort hjemme. Somme tider lykkedes det for mor at få en kylling til at række til tre dage. Selvom de var seks. Den sidste dag skulle man selvfølgelig være heldig for at finde de små stykker, der gemte sig i den vandede blanding af perlebyg og grøntsager.

”Det skal jeg nok, frue.” Kitty drejede på en knap på komfuret, så den boblende suppe faldt lidt til ro.

”Er der noget, jeg kan gøre?”

Kitty så sig omkring i det lydefri køkken. ”Måske bordkortene …” mumlede hun.

”Ja, selvfølgelig. Dem laver jeg med det samme.”

”Det lyder godt, frue.”

Pamela gik ud efter sin fyldepen i skrivebordsskuffen. Et sted omme bag suppens boblen syntes hun, hun hørte et lettelsens suk.

Senere, da hun stod foran Hugh for at binde hans slips, måtte hun endnu en gang forundres over, hvordan den sky kvækerdreng, hun

engang havde mødt i menighedshuset, havde udviklet sig til sådan en succesfuld, selvsikker mand. Jo mere han avancerede i Udenrigsministeriet, desto gladere så det ud til, at han blev for den flotte livsstil, det dyre tøj og den gode mad. Og det så ikke ud til at volde ham ret mange kvaler. Han så endda ud til at nyde alle de koncerter og operaer, de var tvunget til at gå til, i fulde drag. Og det gjorde hun ærligt talt også selv, måtte hun med skam at melde indrømme.

Hun glattede den blå silkekjole foran spejlet. Farven var dæmpet, og snittet enkelt. Hun gik aldrig med smykker. Men alligevel lignede skikkelsen i spejlet mere en kvinde fra samfundets top end en puritansk og nøjsom pige. Hun strammede læberne, idet hun duppede lidt Chanel på halsen. Havde de ladet pengene forandre dem så let? Det frivillige arbejde med at samle tøj ind til de tyske børn mindede hende dagligt om, at det langtfra var alle, der var lige så heldige som dem. Hun håbede virkelig, at de kunne gøre endnu mere godt for alle de stakkels, forfulgte familier i takt med, at Hugh steg i graderne.

Middagssamtalen drejede sig om økonomi. Wall Street … guldstandarden … budgetreformerne. Pamela havde svært ved at koncentrere sig. Hun var alt for optaget af at tjekke, om suppen var for salt, eller om kartoflerne var for udkogte. Sikre sig, at Kitty hele tiden fyldte gæsternes glas, og at Hugh ikke drak for meget. I begyndelsen, da de begyndte at holde middage for folk, havde de haft lange diskussioner om det moralske i at servere alkohol. Det var stik imod kvækerlæren, men Hugh syntes ikke, de kunne tillade sig at trække deres egen tro ned over hovedet på deres gæster, og Pamela havde tøvende ladet sig overbevise. Men nu drak Hugh gladeligt sammen med gæsterne uden den mindste bekymring.

Det var en hel lettelse, da Kitty kom med portvinen til mændene, og hun selv kunne tage Josephine med ind i stuen til kaffen.

Josephine havde været meget tavs under middagen, og Pamela ville gerne høre, om der var noget, der trykkede hende. Hun skænkede den dampende kaffe til dem og rakte hende en kop. ”Stadig ingen bedring?” mumlede hun. Hun havde efterhånden vænnet sig til at efterligne omgangskredsens dannede sprog, og hun havde for længst lagt sin barndoms accent på hylden. Endnu et kompromis med autenticiteten. Men Hugh havde overbevist hende om, hvor vigtigt det var, at hun gjorde sig umage med at passe ind.

Josephine rystede på hovedet. ”Hvis ikke Philip snart finder noget mere at lave, så ender det vel med, at vi også må bede om nogle af de der nødhjælpspakker, de går og indsamler til de udenlandske børn.” Hun skar en grimasse.

Pamela stillede kanden så hårdt fra sig, at hun spildte lidt på bordet. Hun duppede det af med lommetørklædet. ”I ved jo, at vi altid gerne vil hjælpe.”

Josephine sukkede. ”Ja, jeg ved det godt. Det virker bare underligt, at I gør så meget for tyskerne, så længe der er engelske børn, der sulter.”

Pamela vendte sig halvt om for at skænke kaffe til sig selv. ”Kvækere ser ikke nationaliteter. Alle mennesker er de samme. Vi prøver at hjælpe, hvor der er behov.”

”Meget prisværdigt,” mumlede Josephine og nippede til kaffen.

Pamela smilede svagt. Hun vidste godt, hr. og fru Palliser var meget imod, at hun hjalp de tyske børn, men det skulle altså ikke forhindre hende i at fortsætte med velgørenhedsarbejdet. Det var der ingen, der skulle.

Heldigvis drejede samtalen sig hurtigt over på deres egne børn. Josephine og Philip havde også en søn. James, hed han, og han gik en klasse over Will på Cheam. Han havde til alt held fået et stipendium, så de havde ikke været nødt til at tage ham ud af skolen. Nogle gange kørte de sammen i bilen, men siden efterårets

Mikkelsmesse havde de kørt hver for sig. Der var ikke plads nok i bilen til to drenge med al den bagage.

Hr. og fru Pallisers piger gik endnu på Sarum Hall, selvom familien havde stadig sværere ved at finde pengene til det. Pamela var helt misundelig på Josephine over, at hun bare kunne følge pigerne i skole om morgenen og hente dem igen om eftermiddagen. Hvor måtte det være dejligt at have sine børn hos sig hver aften. Lige at kunne stikke hovedet ind til dem på værelset, når de var faldet i søvn, og se hårtoppen på puden og nyde lyden af deres dybe åndedræt. At kunne trøste dem, når de havde haft mareridt. Hun prøvede at lade være med at se Will for sig, og hvordan han rystede under det grå tæppe, mens han kæmpede for at falde i søvn i den kolde sovesal. Det virkede, som om indkvarteringen blev mere og mere spartansk, jo mere man betalte for skolen. Men i det mindste havde det da været deres eget valg at sende Will afsted. Eller i hvert fald Hughs. Hvordan måtte det ikke være for de stakkels tyske forældre, som havde sendt deres børn hele vejen til England i håbet om, at det kunne redde dem fra deres eget mere og mere fjendtlige land. De vidste jo ikke engang, om de nogensinde ville få dem at se igen.

Gæsterne gik heldigvis omkring midnat. Pamela kunne næsten ikke vente med at slippe ud af korsettet og få den bløde flannelsnatkjole på i stedet for. Hun sad ved det lille bord med spejlet og smurte kølig creme i ansigtet, da Hugh pludselig rettede sig op i sengen, hvor han sad og raslede med en krøllet avis.

”Har Josephine det godt?” spurgte han omme bag avisen.

”Ja, det tror jeg da.” Hun begyndte at børste sit hår. Hun holdt ikke længere øje med de hundrede strøg, sådan som hun altid gjorde, da hun var barn. Dengang havde hun været meget langhåret. Det var kortere nu. Bølgerne indrammede hendes ansigt. Hun havde fået det permanentet i sidste uge og ville ikke ødelægge det.

Hun lagde børsten fra sig og purrede lidt op i det med fingrene. ”Men jeg tror, de har måttet spænde livremmen godt ind.”

”Ja, det kunne jeg også forstå på Philip. Det kan ikke være let for ham, staklen.”

”Det må du nok sige.” Hun kom over i sengen og gravede sig ind under avisen. ”Men jeg må nu indrømme, at jeg er lidt misundelig på Josephine over, at hun stadig har pigerne hjemme.”

Hugh foldede avisen sammen og lod den dumpe ned på gulvet. Så lagde han armen om Pamela og lænede sit hoved ind mod hendes. ”Jeg ved godt, du savner Will, skat. Men det er godt for ham at være på Cheam. Der kan han omgås med de rigtige folk.”

Hun trak sig en anelse væk. ”De rigtige folk? Andre kvækere ville da være meget bedre, Hugh. Han er altså nødt til at gå på Laighton Park efter Cheam. Det er vigtigt, at han kommer i en kvækerskole.”

Han slap hende og vendte sig lidt for at ryste sin pude. ”Hr. og fru Palliser håber på, at James kan fortsætte på Marlborough bagefter. Han skal bare have et stipendium. Det synes jeg da i det mindste, vi skal overveje.”

Hun lagde sig om på ryggen. ”Det troede jeg, vi havde talt om. Du var da glad for Leighton, var du ikke?”

”Jo, jo, selvfølgelig, men min far var jo heller ikke i Udenrigsministeriet.”

Hun mærkede lige et pust af portvin, idet han åndede ud. ”Er du aldrig bange for, at vi taber vores eget ståsted af syne?”

Han lukkede øjnene. Han lå så stille, at hun overvejede, om han var faldet i søvn. ”I hjertet er jeg stadig kvæker,” mumlede han til sidst. ”Der er mange af os i regeringen. Vi kan gøre mere godt indefra.”

Hun vendte sig om mod ham. Men Hugh lå allerede og småsnorkede. Den samtale måtte de tage på et andet tidspunkt.

En mor må træffe det sværeste valg af alle

PRAG 1939. Da nazisterne invaderer byen, må den unge jødiske mor Eva sande, at hun kun kan beskytte sin datter Miriam ved at sende hende væk – selv hvis hun aldrig ser hende igen.

I London bliver den britiske frivilligarbejder Pamela ven med en lille pige, der er på flugt fra nazisterne, og beslutter sig for at tage hende med sig hjem.

Men da Pamelas egen søn melder sig til hæren, indser hun, hvor skrøbelig hendes verden er.

PIGEN PÅ PERRON 1 er inspireret af virkelighedens redningsaktion Kindertransport, som mellem 1938 og 1940 reddede tusindvis af jødiske børn fra nazisterne ved at sende dem i sikkerhed rundt omkring i Europa.