Rød måne
Af samme forfatter på dansk:
Sort sejl
REBECKA ALDÉN
Rød måne
På dansk ved Lisbet Kjær Johansen
Gutkind
Rød måne
er oversat fra svensk af Lisbet Kjær Johansen efter Röd augustimåne © Rebecka Edgren Aldén 2023, by Agreement with Grand Agency
Denne udgave: © Rebecka Aldén og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Maria Sundberg Sat med Sabon hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU
ISBN 9788743407768
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
Til sejlerne i mit liv, min mand, Björn, og min far, Anders
Prolog
annika står i agterenden og spejder ud over Nämdöfjärden. Foran hende navigerer Simon, mens Nadia styrer redningsbåden Rescue Cecilia hen over bølgerne. Hendes mørke, tykke hestehale danser i vinden, og Annika verfer irriteret sit eget hår, der pisker hende i ansigtet, væk. Hun må snart til frisøren og få det kort igen. Men det kan hun ikke tillade sig at tænke på nu, hun må koncentrere sig fuldt ud om opgaven.
Udkaldet, de lige har fået, var kortfattet. Et par på en sejlbåd havde set nogen ligge livløs på en strand. De havde ikke været i stand til at komme tæt på og undersøge det nærmere uden at gå på grund, og derfor havde de i stedet ringet efter søredderne.
De passerer en klippeø i udkanten af fjorden, hvor træernes grene minder mere om skeletfingre end om levende organismer. En enlig sort fugl holder øje med dem og basker med sine store vinger. Annika kaster et blik på Simon, der ryster på hovedet. Hvor skarverne får overtaget, dør naturen. Hun gyser, selvom det ikke er specielt koldt. Der er noget ildevarslende i luften. Det er, som om alt holder vejret, før helvede bryder løs. Langsomt trækker hun vindjakkens lynlås godt op under hagen og stikker den ene hånd ind i varmen under redningsvesten.
Det suger i maven, da Nadia drejer mod styrbord. Båden krænger, da de forlader fjorden og fortsætter gennem Örsundet.
Herefter åbner Skepparviksviken sig, hvor parret ringede fra. Man kan godt køre dertil i bil, men afstanden over vandet er kortere.
Allerede på afstand får Annika øje på skikkelsen i vandkanten.
Foruroliget går hun frem i forenden og strækker sig for bedre at kunne se. Missende med øjnene forsøger hun at skelne, hvad det er, men jo nærmere de kommer, desto mere daler håbet. Havet er mere levende end skikkelsen, der ligger i vandkanten.
”Hallo?” råber hun alligevel til vedkommende, men får intet svar.
Simon stiller sig ved siden af hende på fordækket. Han ser ikke ud til at fryse, selvom han kun har shorts på og en T-shirt på under redningsvesten. Øjnene kniber sig sammen bag brillerne, mens han tager mål af den livløse krop.
Nadia trækker så langt ind til stranden, som hun kan. Annika hopper i, og Simon er lige bag hende. Vandet trænger ind i kondiskoene og får hende til at gyse. Det når hende til anklerne, og hun glider på de våde sten, der er bevoksede med gult søgræs, men genvinder balancen. Mens hun nærmer sig skikkelsen på stranden, hører hun det svage sus fra fyrretræerne, der knejser lidt længere inde på land. Det er næsten, som om kronerne hvisker. Mellem træerne ligger et beskedent sommerhus med en vejrbidt, gråbrun facade. Bagved kan man skimte en for årstiden usædvanlig grøn græsplæne, og længere væk troner et større hus på en bakketop. Mens hun løber hen mod skikkelsen, slår en rådden stank hende i møde, og hun kaster et blik i den retning, hvor havet har efterladt bunker af klistret tang på stranden.
Det er en kvinde, konstaterer Annika, da hun nærmer sig. Hun ligger på maven og med ansigtet i vandkanten. Nogle af de lange hårstrå flyder i vandet og føres med, når bølgerne slår rytmisk ind over stranden. En del af håret er farvet mørkebrunt. Stenene omkring hovedet er plettede af rødbrune stænk. Det
kunne næsten se ud, som om kvinden var i færd med at skylle shampoo ud af håret.
Med en vis modvilje tvinger Annika sig til at sætte sig på hug ved siden af kvinden og søger efter punktet på halsen, hvor hun kan mærke pulsen, mens hun prøver at huske, hvad hun forventes at gøre. Huden er kølig og en smule klæbrig. Fraværet af liv er tydeligt, men hun bøjer sig alligevel frem for at lytte efter vejrtrækning. Hun indånder ufrivilligt stanken af uvasket hår og våd uldtrøje gennem næsen, men også noget andet, ikke sved, en skarp dunst af noget, hun først ikke kan placere. Som om kroppen er blevet marineret i terpentin. Hun husker aftenskolekurserne i billedkunst, som hun gik til, mens hun studerede journalistik på universitetet. Lugten minder hende om den excentriske, alkoholiserede kunstlærer, hun havde dengang. Den vælder ind gennem næsen og får hende til at trække sig tilbage i væmmelse.
Simon sætter sig på hug på den anden side. Han er betydeligt mere handlekraftig end hende, taknemmeligt retter hun sig op, da han vender kvinden om og starter livreddende førstehjælp.
Han løfter kvindens hage, bøjer hovedet bagud og lægger dernæst hænderne fladt mod hendes brystkasse. Han trykker til. Annika synker, mens hun betragter Simon, som med regelmæssige tryk presser brystkassen ned. Nadia giver besked via radiosenderen om, at hun har ringet 112. Simon fortsætter, selvom kvinden ikke viser nogen tegn på liv. Han hiver efter vejret. Annika fyldes af skam over sin reaktion og over væmmelsen, som den døde kvinde fremkalder hos hende.
Simon trækker vejret dybt, puster luft i kvindens mund og vender så kinden til. Han ryster på hovedet og ser bedrøvet på hende.
”Der er vist ikke mere, vi kan gøre.”
Mens de venter på politi og ambulance, undgår Annika at se på den afdøde kvinde. Alligevel vokser ubehaget, for hvert minut der går. Kommer de ikke snart?
Langt om længe nærmer en politibåd sig. Tænk, hvis det er Jens? Pulsen stiger. Måske har han glemt, at han har spurgt, om hun ville med på en date. Eller måske har han fortrudt. Hun ved ikke, hvad der er værst.
Hun bliver tør i munden, da hun opdager, at det faktisk er ham, der lidt efter kommer gående hen over klipperne. Han ser så tillidvækkende og stærk ud, høj og bredskuldret i sin blågrå uniform. Det honningfarvede skæg og de lyse øjne giver ham et venligt udseende, han minder lidt om en bamse. Hun får sommerfugle i maven. I dag har han en ny kollega med, som hun ikke har set før. Han er mindre og har mørkt hår. De ser begge to alvorlige ud. Jens nikker hurtigt til Annika. Intet ved hans opførsel afslører, at de to har haft kontakt privat. Hun tager sig sammen. Hun skal nok vise ham, at hun er i stand til at opføre sig lige så professionelt.
”Ambulancen er på vej,” siger Simon og ser fra Jens til Annika. Der går et splitsekund, men hun når at opfatte hans spørgende blik. Han var der, da Jens ringede og inviterede hende ud, og han gad sikkert godt vide, hvordan det er gået. ”De er her, hvert øjeblik det skal være,” tilføjer han. ”Men desværre er det nok for sent.”
”Ved I, hvem hun er?” spørger Jens, mens han sætter sig på hug ved siden af kvinden og gransker blodet på hendes pande. Han konstaterer også hurtigt, at hun ikke står til at redde.
”Nej,” siger Simon. ”Men der ligger et hus herovre.” Han peger mod skoven, hvor det brune træhus ligger i skjul bag nåletræerne.
Jens beder sin kollega blive hos kvinden, mens han selv går hen til huset. Som en pludselig indskydelse følger Annika efter. Han farer sammen, da han opdager det.
”Underligt, at vi altid ses under så dramatiske omstændigheder,” hvisker han, som om de havde mange andre anledninger til at løbe ind i hinanden, og hun bliver lidt mindre anspændt. Hun smiler ad hans glimt i øjet, men tvinger sig til at lægge ansigtet i alvorlige folder igen. Situationen her er langt fra morsom. Og de er begge to ude på en opgave.
De går hen til det brune sommerhus. Der sidder gamle edderkoppespind under taget. Huset ligger lidt væk fra stranden, og Annika overraskes over, at ejeren har ladet træerne foran stå. Der er skyggefuldt og køligt. Sommerhusejere har ellers tendens til at fælde alle træer for at få mest mulig sol, men ikke her. To trappetrin fører op til hoveddøren. Jens går frem og banker på. Han råber ‘hallo’. Annika trækker vejret let, men der er ikke en lyd i huset. Mens Jens lader blikket glide over facaden, trækker han et par handsker ud af en pose, som han har i uniformsjakkens inderlomme. Med handsker på trykker han forsigtigt dørhåndtaget ned. Døren knirker, da den går op. Annika, der står lige bag ham, ser indenfor. Fra hvor hun står, fornemmer hun tydeligt den elendige forfatning. Huset er fuldt af skrammel og papkasser med gulnede aviser, køkkenbordet flyder over med opvask og tomme flasker. En indelukket stank siver ud ad døren sammen med et par fluer.
Et sted oppe fra skoven høres sirener. Dernæst en bildør, der smækker. Lavmælte stemmer, skridt i tørre kviste og kogler.
”Det er nok bedst, hvis vi ikke går ind. Hvis nu det er et gerningssted,” siger Jens og bakker ud.
To ambulancefolk kommer til syne mellem træerne. Jens hilser kortfattet på dem og peger i retning af stranden.
”Hun ligger dernede.”
De skynder sig videre, Jens og Annika følger efter, men standser op, da de hører nogen råbe:
”Mor!”
En yngre kvinde kommer løbende. Hendes lyse hår er sat op i en løs knold, de usminkede øjne er opspærrede af forfærdelse. Jens skynder sig hen til kvinden og fanger hende ind med den ene arm.
”Er det min mor?” spørger hun. Stemmen dirrer, og blikket flakker. Fødderne bliver ved med at bevæge sig, men Jens holder hende fast i et sikkert greb. I hans favn minder hun om en lille fugl, der er blevet taget til fange af en stor bjørn.
”Gå ikke derhen, lad først ambulancefolkene komme til,” siger Jens med rolig stemme.
Da Annika betragter kvinden på nærmere hold, opdager hun, at der er noget bekendt ved hende.
”Er hun død? Sig det, som det er, jeg ved, hun er død.” Ordene afbrydes af snøft, og kvinden brister i gråd.
Jens trækker hende til sig og lægger armen om hendes ryg.
”Det ser ikke så godt ud,” svarer han ærligt. ”Hvad hedder du?”
Der er noget velkendt ved hendes stemme … Jeg ved, hvem hun er, tænker Annika. Hun kan næsten høre, hvordan tandhjulene i hjernen tungt drejer frem og tilbage for at finde den rette erindring at falde i hak ved. Et billede dukker op. Nogen vender sig om og rækker hende noget over en disk. Væggen bagved er snavset. Der står en række skærme på lave skriveborde. Så falder tandhjulene i hak, og billedet står klart.
”Felicia?” siger Annika. Kvinden stivner og trækker sig væk fra Jens for at se på hende.
”Hvad for noget? Hvem er …”
”Kender I to hinanden?” spørger Jens forvirret og ser fra Annika til kvinden.
Nej, hun kender hende ikke, hun ved ikke så meget mere, end at hun hedder Felicia. Men de ses flere gange om ugen. På avisen.
Felicia ser spørgende på hende. ”Arbejder du … på redaktionen?”
Annika nikker ivrigt.
”Ja, det er rigtigt. Du hedder Felicia og arbejder i IT-supporten?”
Felicia nikker. Blinker et par gange.
”Hvad laver du her?” Så er det, som om hun vågner op. Ser hurtigt på Jens. ”Min mor? Hvordan har min mor det?”
Annika træder et skridt nærmere på hende, lægger en hånd på hendes spinkle arm. Hun har gåsehud.
”Jeg er søredder, altså i fritiden.” Hun peger i retning af stranden. ”Det var mig og min kollega, Simon, der fandt din mor. Jeg er ked af det, jeg ved ikke, hvor slemt det står til. Men Jens her har ret. Det er bedst at lade ambulancefolkene gøre deres arbejde.”
Jens er fattet igen efter overraskelsen over, at Felicia arbejder samme sted som Annika.
”Felicia, hvad får dig til at tro, at din mor er død?” spørger han.
Felicia griber fat i Annikas arm og trækker den til sig, som om hun har brug for at mærke hendes varme hud mod sin. Annika lægger en arm om hende og fornemmer, hvordan hun ryster.
”Hun har lige ringet,” hun peger på et imaginært armbåndsur, ”for, ja, hvad kan det være, knap to timer siden, og hun var forvirret, helt væk. Rablede en masse af sig, før forbindelsen blev afbrudt. Jeg forsøgte at ringe hende op igen flere gange, men da hun ikke tog den, ringede jeg til en ven, som har bil, og den fik jeg lov at låne, så jeg kunne komme hurtigt herud.”
”Er det din mors hus?”
Felicia nikker, og hendes ansigt fortrækkes.
”Ja, hun har … ikke haft det så godt på det sidste.”
”Og hvad hedder du mere end Felicia?”
”Felicia Vaino,” svarer hun. ”Vær sød og lad mig komme ned til min mor nu.”
”Hvad hedder din mor?”
”Laura Vaino.” Hun hvisker navnet, som om det var risikabelt at sige det højt.
”Jeg kiggede ind i huset. Hvor længe er det siden, du har været der sidst?” spørger Jens.
Felicia ryster på hovedet og gyser. Annika stryger hende beroligende over ryggen.
”Jeg har ikke været her i løbet af sommeren, jeg har faktisk ikke været her i mange år, men jeg og min søster kom her meget som børn om sommeren. Vi elskede det. Dengang.” Felicia sukker. ”Hun drikker for meget. Men vi taler i telefon sammen indimellem.”
Jens tier stille og ansporer hende til at fortsætte.
”Jeg blev bekymret. Hun ringede til mig og var beruset. Og vred. Hun sagde så mange underlige ting, at jeg blev bange for, at hun …”
”Bange for hvad?”
”For at der ville ske noget, at hun kunne finde på at tage sit eget liv.”
Tårerne begynder at trille ned over hendes kinder, og hun snøfter. Annika holder fastere om hendes skuldre for at holde hende oprejst. Felicia forsøger at samle sig, ser hjælpeløst på Jens. Stakkels pige. Bare tanken om at miste sin mor på den måde, giver hende ondt i maven. Selvom Annika ikke har så meget kontakt til sin mor lige for tiden, så er det noget helt andet at forestille sig, at hun skal dø engang. Hun tænker på blodet i det grå hår. De blege ben mod stenene.
”Hvad var det underlige, hun sagde?” spørger Jens.
”Hun sagde, at jeg ikke var hendes datter.”
10 dage senere dag 1: 9. august
Charlotte
”ud ! ud herfra ! ”
Hampus’ råb gør ondt i ørerne, mens Fredrik haler mig ud af lokalet. Mine led er som sejtflydende harpiks, og jeg bliver hængende foran døren ind til værelset, hvor min teenagesøn ligger på sengen indsvøbt i sin dyne som i en puppe, rød i ansigtet, med knyttede næver. Hvor kommer al den vrede fra? Fredrik smækker døren i lige for næsen af mig, hvilket dæmper lyden, men indeni lyder hans råb stadig lige så højt. Skuffelsen dunker i tindingen over, hvor dårlig en mor jeg er.
”Kom, nu tager vi afsted. Der er ikke mere, du kan gøre,” siger Fredrik.
Han er sammenbidt, og blodårerne er svulmet op på underarmene. Han har sit hårde udtryk om munden, det han får, når han suger en del af overlæben ind.
”Men han er jo ude af sig selv. Vi bliver nødt til at …” forsøger jeg.
”Vi er ikke nødt til noget som helst,” skærer Fredrik mig af. ”Han falder til ro.”
Resolut puffer han mig foran sig i retning af entréen. Jeg er lige ved at snuble over en af de pakkede Ikea-poser, der står på gulvet. Ved siden af står nogle bæreposer med mad sammen med to bokse papvin, et sammenrullet tæppe og vores redningsveste.
Jeg synker og synker, til jeg er helt tør i halsen. Vi kan vel ikke bare sejle vores vej nu? Jeg ser på Fredrik, som hanker op i Ikea-poserne.
”Nu tager vi afsted,” siger han. Munden er tynd som en streg.
Jeg vender mig om, går et skridt i retning af stuen. Vilma står i døren ud til køkkenet. Hun ser så stor ud, næsten voksen. Hun er voksen, minder jeg mig selv om. I foråret fyldte hun atten år. Hampus er snart seksten, men det føles, som om der er flere år end det imellem dem. Hun lægger hovedet på skrå, da hun møder mit blik. Medlidenheden lyser ud af hende.
”Det skal nok gå, mor.”
Ordene fungerer som en ventil, der får mig til at blinke et par gange.
”Men mor,” siger hun, og nu kan jeg se, at også hun har et misfornøjet træk om munden. Det minder om Fredriks. Jeg flakker med blikket, men hun ser tværs igennem mig, alle mine svagheder. Og jeg hader, hvordan det får mig til at føle mig tilpas. Som om jeg har mistet kontrollen. Men det er også sandt. Alt med Hampus får mig til at vakle, jeg har tabt min værdighed som forælder. Vilma har ondt af mig, og det er næsten værre end vrede.
Jeg stryger mig over panden og vender mig mod bæreposerne med madvarer. Jeg bevæger mig modvilligt i retning af yderdøren. Den bliver flået op af Fredrik, og en sval brise med et strejf af efterår sniger sig ind. Ufrivilligt skutter jeg mig.
”Kommer du ikke?”
”Jo, jeg kommer nu,” siger jeg og ser ned ad mine jeans og den blå striktrøje med en følelse af, at noget mangler. Nå, jo, den vindtætte jakke, som jeg fik i fødselsdagsgave. Jeg stiller mig hen foran garderobeskabet, hvor jeg finder den og tager den på. Vilma står hele tiden med armene over kors og følger alle mine bevægelser. I stedet for at give hende et knus, hvilket
havde været det mest naturlige, bøjer jeg mig ned og hanker op i to bæreposer.
”Okay, men så hej hej,” siger jeg.
”Hej hej, ha’ det sjovt,” siger hun med lys og varme i stemmen, alt imens jeg skammer mig over, at hun er den mest voksne af os to.
Da jeg kommer ud fra vindfanget, skinner solen mig lige i ansigtet, som om den vil bebrejde mig, at jeg lige før tænkte ordet efterår. Selvom vinden føles kølig og rå, er vi ikke engang midt i august, og ifølge termometeret er det næsten tyve grader. Helt almindeligt sommervejr. Formodentlig er det kontrasten til den hedebølge, som er rullet over landet for kun et par uger siden, som får mig til at tænke efterår. Da varmen endelig slap sit greb, tog det kølige og regnfulde vejr over. Som om naturen havde brug for at genskabe balancen.
Der er kun hundrede meter fra huset, der ligger lidt højt, ned til havnen. Fredriks kriterier, da vi flyttede ud af byen, var, at vi skulle bo tæt på vandet, tæt på båden. Da han hørte, at det hus, jeg havde fundet, lå på Seglarvägen, sagde han bare ja med det samme. Han kunne ikke modstå tanken om at bo på en vej med det navn. Han så ovenikøbet igennem fingre med, at det var et étplanshus, hvilket var mit eneste krav. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at bo i et hus i flere etager igen.
Indeni ryster jeg Hampus’ brændende blik og rasende råb af mig, fokuserer i stedet for på et sted på Fredriks ryg, mens han med lange skridt trasker ned ad den stejle bakke. Nedenfor ham glitrer vandet i havnebassinet.
Vores sejlbåd, Butterfly, en X-102, ligger fortøjet ved broen, skinnende hvid og velplejet. Overtrækket er taget af både fok og bom. Fredrik har som sædvanlig forberedt det hele, så vi hurtigt kan sætte sejl. Jeg har overhovedet ikke lyst til det. Hampus har det ikke godt, det er helt forkert at tage ud lige nu. Som om Fredrik
kan læse mine tanker, stiller han Ikea-poserne fra sig og vender sig om mod mig. Bekymringsrynken mellem hans bryn er tilbage.
”Kommer du eller hvad?”
Mens jeg går hen imod ham, går solen bag en sky, og vinden tager i bæreposerne. Da jeg ser op, kan jeg se, hvordan skyerne, der lige før var lette og hvide, nu har trukket sig sammen og er blevet mørkere.
”Skal vi virkelig tage af sted? Jeg tror, det kan begynde at regne, hvornår det skal være,” siger jeg.
”Tag dig nu sammen, for fanden,” sukker han. ”Vi har jo bestemt, at vi skal sejle. Det bliver måske sidste tur i år.”
Han har ret. I næste uge begynder skoleåret. Så har vi ikke længere tiden til det.
”Men det føles ikke godt, ikke nu med Hampus.”
”Hold op med at give ham skylden.”
”Men du så ham jo selv,” siger jeg.
”Og hvad så? En teenagedreng, som ikke gider at være sammen med sin mor, der brokker sig hele tiden? Er det det, du mener?”
Nu koger jeg indeni af raseri.
”Du ved udmærket godt, hvad jeg mener.”
Han ved udmærket, hvordan Hampus har det, og hvordan han har haft det. Alle de kampe, vi har taget med ham. Al den tid, jeg har lagt i vores søn. Mens Fredrik har foretaget sig noget andet, ja, mens han har været hernede, på båden.
Hele vinteren har han repareret og puslet om den, han har haft hele indmaden ude og slæbt den op til huset, slebet og lakeret. I vinterhalvåret lå delene på rad og række på gamle aviser i spisestuen. Den omsorg, han har udvist hver lille stump, er mere, end han nogensinde har lagt i hjemmet.
”Jeg henter resten. Du kan lægge tingene på plads imens,” siger han og vender sig om og begynder at gå uden at vente på mit svar.
Under skærgårdsidyllen lurer mørke hemmeligheder
På en stenstrand i Stockholms skærgård ligger liget af en kvinde, skyllet op fra havet. For søredderne Annika og Simon ligner det en ulykke. Men da kvindens datter dukker op, viser det sig, at hendes mor havde ringet kun få timer før og afsløret en frygtelig sandhed.
Charlotte og Fredrik har haft det svært i et stykke tid – både i deres ægteskab og med deres yngste søn, Hampus. De trænger til at genfinde hinanden, og de sidste dage af ferien tager de på en sejltur, bare de to. Men den romantiske tur bliver ikke som forventet. Da de møder en gruppe gamle venner, kommer velbevarede hemmeligheder op til overfladen. Snart sætter de ikke alene spørgsmålstegn ved deres forhold, men også deres egen fortid.
Andet bind i svenske Rebecka Aldéns serie Søredderne er skærgårdskrimi og intens psykologisk spænding i ét.
