Rådhusklatreren by Gutkind Forlag

RÅDHUSKLATREREN

Roman

Gutkind Forlag

Rådhusklatreren

Rådhusklatreren er oprindeligt udkommet på Borgens Forlag, 2007

Omslag: © Alette Bertelsen

Sat med Adobe Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1058-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Bogen er skrevet med legatstøtte fra Statens Kunstfond, Kunstrådets Litteraturudvalg, Autorkontoen og Lund/Bugge Fonden

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Bengt Lundström ~ Edith Lundström (1874-1946) (1888-1963)

Göran Lundstrøm ~ Milla (1914-)

Jørn Lundstrøm ~ Bibi Lundstrøm (1942-) (1944-)

Adam Lundstrøm

William Lundstrøm ~ Wendy Bille (1965-) (1970-) (1966-)

Lauge Bille Lundstrøm (1985-)

Milla Lundstrøm (1916-1985)

Emmanuel Jensen ~ Stinne Jensen (1886-1986) (1893-1918)

Flemming Lundstrøm ~ Mie Lundstrøm

Knud Colding (1944-) (1947-) (1945-1984)

Nadia Cecilie Lundstrøm

Frank Lundstrøm (1971-) (1974-)

Første del

Kapitel 1 Sommer

Far listede ud af sengen og stillede sig afventende midt på gulvet i det mørke værelse. Hans ører var på arbejde. De sonderede terrænet af nattelyde og indstillede sig på tre tungt sovende menneskers vejrtrækning, det ene menneske liggende to meter fra ham i samme værelse, de øvrige to i soveværelset ved siden af.

Far lyttede og noterede sig at de alle sov, forældrene hvis snorken den tynde væg mellem soveværelset og drengenes kammer ikke kunne dæmpe, og den sygdomsplagede storebror som inden længe ville flytte hjemmefra og overlade hele værelset til ham. Klokken var snart halv tolv, han havde som sædvanlig holdt sig vågen. Iført sin marineblå pyjamas som eneste beskyttelse mod nattekulden forlod han lydløst værelset og listede ind i stuen. Han tændte for læselampen i hjørnet bag sofaen og åbnede lågen i fjernsynsskabet. Der var kun to andre familier i ejendommen som havde anskaffet sig et fjernsyn. Hans far var kommet hjem med det året før, købt for murerløn udbetalt under bordet, hvilket ikke var et samtaleemne.

Min farfar hed Lundström da han ankom til København i 1932 og fire år senere traf farmor ved en julebasar. Men da farmor, som dengang aldrig havde været uden for Danmarks grænser, accepterede at gifte sig med ham, stillede hun som betingelse at de tilpassede navnet det danske alfabet. Få år senere kunne hun glæde sig over at farfars svenske brokker gradvist blandede sig med hendes eget sprog og efterhånden helt opslugtes af et formfuldendt dansk med kun antydningen af göteborgsk tonefald.

Flemming Lundstrøm, min far, drejede på knappen og tændte for fjernsynet. Efter et par sekunders flimren tonede det sort-hvide billede frem. Han skruede på lydstyrkeknappen og fandt et passende niveau. Hendes stemme måtte være hørbar, men ikke så høj at den kunne vække forældrene. Hans storebror betød ingenting. Med sine syge ben var Jørn så langsom til at kravle ud af sengen at far ville have rigelig med tid til at slukke fjernsynet og læselampen og gå tilbage til værelset som om han kun havde været på toilettet.

Man var ved at afrunde en transmission fra VM i kunstskøjteløb i Canada. Far kom ikke til at vente mere end to minutter, så var transmissionen forbi, aftenens række af programmer til ende, og man stillede om til studiet i København hvor speakerpigen sad klar med sine afrundende bemærkninger. Hanne Sommer var iklædt en moderne spadseredragt, men som altid hæftede far sig ved hendes graciøse blonde franskbrødshår, den drillende kløft i hagen og de skarpt optrukne øjenbryn der fik det til at se ud som om hun hele tiden løftede blikket – sigende, flirtende, måske undrende, men under alle omstændigheder som et indforstået signal til seeren der så kunne forsøge at regne meningen ud.

Det var ikke meget hun havde at sige til den ihærdige seer der holdt sig vågen helt til afslutningen af sidste udsendelse. Hun forklarede at man netop havde vist billeder fra damernes individuelle verdensmesterskab i kunstskøjteløb, og at man kunne følge herrernes mesterskab den kommende aften. Så takkede hun for seernes opmærksomhed og sagde „Godnat og sov godt“. Det var de fire ord far var stået op for.

Hanne Sommer var i lighed med sine unge kolleger kendt i offentligheden som ’speakerpige’ selvom hendes officielle stillingsbetegnelse var ’tv-speaker’. Fars forhold til hende drejede sig mindre om en ung drengs fantasier end om søvn slet og ret. Der var ikke mere end fem år imellem dem, men han opfattede hende som en slags tv-transmitteret mor. Det drejede sig om ordet godnat.

Brødrenes mor, min hjertekolde farmor som mange år senere skulle vise sig at være mere varmblodig end nogen slægtning kunne vide, kom

stadig ind og sagde godnat til drengene selvom de snart var voksne. Hun bøjede sig ned over hver af sine sønner, kyssede dem på kinden og ønskede dem godnat med en tone af utilfredsstillet livshunger som far hadede. Der var en efterklang af dagens bryderier i hendes godnat, et surt suk af lettelse over at endnu en dag var gået, og at man kunne lukke øjnene og synke ned i glemslen i otte døde timer. Hendes godnat var en slutning, et dæksel der lagdes over dagens resterende minutter og lukkede alt lys ude.

Hanne Sommers godnat var anderledes. Det var ungt og frisk, udtalt af en tunge som endnu så langtfra var forurenet af den giftige belægning af forbitrelse som kunne komme med årene. Hanne Sommers godnat var en åbning. Det var løfterigt og udfordrende, en begyndelse, ikke en slutning. Det lagde op til drømme af den mest inciterende art og hviskede forjættende om morgendagens søde stemning. Det var et godnat som ikke fik solen til at gå ned, men fik den til at farve nattemørket rødt.

Far kunne ikke sove når hans mor havde kysset ham. Søvnløsheden åbnede for en afgrund af tvivl. Han lå og tænkte på sin fremtid som på samme tid forekom ham tillokkende og mørk. Han ville gerne gøre sin far stolt og følge den bane faderen allerede så småt var begyndt at udstikke ham. Samtidig mærkede han et sted i kroppen en voksende kraft som var i stand til at trække i de fineste tråde og aktivere følelsescentre han ikke havde kendt eksistensen af. Han var begyndt at interessere sig for det hans mor kaldte piger, hans far damer, hans storebror tøser, men som han selv, i en forudanelse om kommende tiders frigørelseskamp og af ren og skær ærefrygt, foretrak at kalde kvinder. Han skelnede ud fra sin egen logik mellem virkelighedens og drømmenes hunkønsvæsner. Hans jævnaldrende kvindelige klassekammerater var kvinder fordi de var virkelige og dermed opnåelige, i det mindste i teorien, og fordi han kunne indoptage dem med alle sanser. Ikke blot kunne han se dem og lytte til deres stemmer, han kunne også nyde deres dufte når de kom ham nær, han kunne røre dem tilfældigt under frikvarterernes lege som de snart var for store til, og han kunne smage dem, deres læber, deres hud, hvis de turde tage et sådant skridt.

Men Hanne Sommer var ikke opnåelig for andet end syns- og høresansen. Hun var et livagtigt billede, en drømmesekvens man kunne forglemme sig i et par aftener om ugen. Hun duftede ikke af noget, smagte af ingenting, og man kunne aldrig røre hendes fint opsatte hår. Hun levede kun på en fjernsynsskærm, og derfor var hun efter fars beregning ikke en kvinde, men en pige. Speakerpige, godnatpige, drømmepige. Og tv-transmitteret mor på samme tid.

Når far lå søvnløs hen, hvilket skete de fleste aftener på grund af de alt for mange speakerpigers rotationsprincip, var det som om den gennemborende træthed skar hul i en lille blære i hans bug og lod en giftig væske flyde ud, føre rundt i kroppen og på ingen tid forurene hans blod. Det var tvivlen som altid kom inde fra ham selv og ikke lod sig påvirke af udefrakommende begivenheder. Han følte sig usikker på om han kunne leve op til sin fars forventninger, for ikke at tale om sin mors forventninger som var langt vagere defineret og desto mere angstfremkaldende. Dertil kom den brændende tvivl han følte når tanken faldt på kvinder. Det var en utopi at forestille sig at han nogensinde skulle opnå en kvindes interesse. I skolens kælder havde han kysset to fra sin klasse som hver for sig havde givet tavse løfter om mere, så udefra set var der ikke belæg for modløsheden, men far så ikke situationen udefra. Han så den indefra, inde fra sin krop og den giftige blære, og fra den vinkel kunne intet kys vaske tvivlen væk. Tværtimod forstærkede kyssene tvivlen, for de fik far til at forstå hvor lidt han vidste om kvinden, og hvor let han kunne gå i de fælder som han formodede kvinder ville lægge for ham, eller som de måske lagde for ham uden selv at vide det fordi fælden var kvindens medfødte beskyttelse mod ubehjælpsomme mænd.

Fars dybest følte tvivl havde umiddelbart intet med fædre, mødre eller kvinder at gøre selvom alle tre kategorier spillede en underliggende rolle som både motiverende og begrænsende faktor. Far havde udviklet en trang til at skabe. At finde på, at frembringe ting som ikke fandtes i verden før, og som derfor forandrede verden. Han var klar over at de fleste nye frembringelser kun forandrede verden en lillebitte smule, og oftest inden for

et forsvindende lille område af verden, men man kunne aldrig tale om at verden var uforandret. Et mærke var sat. Han tænkte på sin egen fødsel, kunne pludselig se sig selv som et unikt væsen og følte stor taknemmelighed over for sine forældre som havde sat ham i verden og dermed forandret den. Han havde forandret verden ved at træde ind i den – om det indtil videre så kun havde betydning for det område af verden der bestod af hans familie og deres lejlighed i Lyrskovgade og kvarteret på Vesterbro.

Men det var ikke børn far havde i tankerne på dette tidlige tidspunkt.

Hans skabertrang kom ikke fra genernes krav om at blive ført videre, men fra hovedet og hænderne som tilsammen udgjorde et universelt stykke værktøj der længtes efter at komme i brug. Hovedet ville udtænke store planer, ville opøve en evne til at se ind i fremtiden og før alle andre opdage hvad verden havde brug for, og hænderne ville omforme ideerne til håndgribelige frembringelser, ville med sublim håndkraft trække ideerne fra fremtiden ind i nutiden. Sådan forandrede man verden.

Som en radiomodtager der søger efter kanaler, ledte far i stigende grad efter den rette vej at gå. Han forsøgte at finde ind til en pålidelig mavefornemmelse, men tankerne forstyrrede følelserne og kørte i ring med hovedpine og forvirring til følge. Længe tolkede han skabertrangen som udtryk for en kunstnerisk ild der brændte i hans sjæl. Senere forstod han at han ikke var skabt til at blive kunstner. Al kunst var en kommentar til verden, selv når kunsten nægtede at forholde sig til verden og kun ville kommentere sig selv. Kunst forekom far at være en afledning af noget andet, og kunstneren derfor i lige så høj grad kommentator og fortolker som skaber. Far ville frembringe ting som ikke var en kommentar til verden, men verden selv, og som ikke rummede nogen frivillig eller ufrivillig symbolik. Hans frembringelser skulle udelukkende forstås ud fra deres praktiske nytteværdi.

Først da han var i begyndelsen af tyverne, gik det op for far at hans tanker og ideer ikke var en kunstners, men en opfinders. Gennem ungdomsårene blev han klar over at hans livs veje ikke ville begrænse sig til den bestilling som håndværkersvend farfar med så stor omhu beredte ham på, og gennem hele sin metamorfose fra dreng til mand led han under den grusomme tvivl som forstyrrede søvnen, og som søvnløsheden omvendt

fik til at vokse. Den onde spiral fortsatte langt ind i voksenalderen og blev ikke svagere med tiden.

I ungdomsårene, indtil far flyttede hjemmefra og ikke længere havde adgang til et fjernsyn, kunne han i det mindste ty til den bedøvende medicin som Hanne Sommer tilbød et par gange om ugen. Hun fik ham til at sove og glemme. Det var behageligt, det var en nødvendighed, men om morgenen vågnede han ofte med en tyk fornemmelse i halsen. Denne higen efter otte timers glemsel var netop hvad han foragtede ved sin mors forhold til søvnen. Desuden følte han instinktivt, uden at kunne omsætte følelsen til egentlige tanker, at det var en forbrydelse at glemme sin tvivl.

Kapitel 2

Frygten lurer på hjertets bund

En ung kvinde satte sig til rette i et læsehjørne på Københavns Hovedbibliotek på Kultorvet uden at vide at hun et par øjeblikke senere skulle sidde vis-a-vis en mand med ubarberet ansigt i et halvmørke kun oplyst af en brændende tændstik.

Far nærmede sig biblioteket i hastigt tempo. Under armen bar han en stak bøger til aflevering, men hans egentlige ærinde var at hente endnu en bog fra bibliotekets hylder. Det var sidst på eftermiddagen en februardag i 1968. Frosten bed i huden, og det værkede i fars muskler efter en lang dag ved et byggeprojekt på Amager. Mørket havde allerede sænket sig over København, og bibliotekets grelle belysning skar ham i øjnene da han trådte indenfor. Han afleverede bøgerne og søgte mod afdelingen for teknik hvor han gav sig til at lede efter en bog om mekaniske indretninger.

Kvinden i læsehjørnet havde afsluttet arbejdsdagen på Kommunehospitalet. Uniformen var udskiftet med en fløjlsnederdel, et par uldstrømpebukser, en skjorte og en sweater, alle delene i mørke farver som passede til årstiden. Hun var snart færdig med sin uddannelse til sygeplejerske, og selvom hun aldrig havde været en flittig læser, var hun gået på biblioteket for at låne en bog. Det var en bog på under tres sider, og den bestod af en samling digte. Kvinden havde ikke læst et digt siden skoletiden og bladede med et vist ubehag om på første side, parat til at stille bogen på plads med det samme hvis hun ikke forstod et ord.

Flere af hendes medstuderende havde anbefalet bogen. Det lod til at være en bog mødre forærede deres sygeplejestuderende døtre til jul som en moderlig påmindelse om deres arbejdes betydning og om livets skrøbelighed. Men kvinden i læsehjørnet havde ingen mor. Hendes forældre, gårdejer og medhjælpende hustru uden for Lemvig i Vestjylland, var døde med få måneders mellemrum fire år tidligere. Begge midt i halvtredserne. Hendes far var død af slid, og den almindelige betragtning hos familie og naboer var at hendes mor var død af sorg. Selv spekulerede hun på om moderen ikke snarere var død af en pludselig opstået ligegyldighed.

Forældrenes død havde været hovedårsagen til hendes beslutning om at flytte til København og læse til sygeplejerske. Der var ikke meget der bandt hende til Lemvig længere, ikke andet end en bror, hendes tavse og indesluttede storebror, som havde overtaget gården og forsøgte at drive den videre med hjælp fra karlen som var fulgt med skødet.

Moderen havde ikke fået mulighed for at forære hende den tynde digtsamling som nu lå opslået på bordet i læsehjørnet. Når hendes medstuderende græd under læsningen, var det ikke kun af bevægelse over forfatterindens grumme skæbne og hendes utrolige livsmod, men lige så meget af hengivenhed for deres mødre. Kvinden formodede at hun ville knibe en tåre ved tanken om moderens fravær.

Da far nærmede sig læsehjørnet med sin bog, standsede han op ved synet af den unge kvinde. Bogen var trykt i stort format og indeholdt mange flotte illustrationer. Han holdt om den med begge hænder. Han ville låne den med hjem, men utålmodigheden tvang ham til at se nærmere på den med det samme. I nogle måneder havde han arbejdet med en idé til en skammel bestående af omkring fem hundrede små træfelter. Ved hjælp af en simpel mekanisme under skamlen som var forbundet med et net af snore og bøjelige gummipløkker der holdt træfelterne sammen, skulle det være muligt med et enkelt tryk på en knap at folde skamlen sammen til en blok ikke meget større end et smykkeskrin. Endnu et tryk på knappen, og felterne sprang ud af blokken og samlede sig til en komfortabel skammel på mindre end to sekunder.

Kvinden var ikke iført spadseredragt og havde heller ingen forførerisk kløft i hagen, men håret var blond og langt og arrangeret i den karakteristiske franskbrødsfrisure. Hendes ansigt udstrålede den samme tillidsvækkende sødme som far så ofte havde hengivet sig til, og hans første impuls var en trang til at sove.

Han havde ikke tænkt på Hanne Sommer i flere år og følte sig både beklemt og beroliget ved genkaldelsen. Så trak mindet om speakerpigen pludselig hans gamle inddeling af kvindekønnet frem for øjnene af ham.

Den person der sad med næsen i en bog og slet ikke ænsede betragteren, havde virkelig tydelige ligheder med Hanne Sommer, men hun havde ikke godnatpigens todimensionelle skær af drøm over sig. Hun var virkelig. Han trak en stol ud og lod sin bog falde på bordet med et bump. Kvinden kiggede op og betragtede bogen og far.

Senere skulle han erkende at han ikke kunne få den mekaniske indretning til at fungere effektivt. Skamlen foldede sig kun halvt ud, og flere af felterne vendte sig konsekvent forkert. Tvivlen rullede hen over ham som en tank, og han endte med at skrinlægge projektet.

Kvinden lagde sin undselige digtsamling ved siden af bogen og smilede til ham. Han spurgte hvad den handlede om. Kvinden løftede digtsamlingen op og skulle til at række den til far. Så skete det som i første ombæring virkede som en ærgerlig forstyrrelse, men som i virkeligheden blev fars og også mors og i videre forstand min søster Nadias, min bror Franks og mit eget held: Strømmen i biblioteket gik. Samtlige afdelinger og etager blev mørklagt som ved et fingerknips, og mine forældres ansigter forsvandt i mørket. Der lød forbavsede udråb fra flere sider. Nogle børn begyndte at græde. Et par bibliotekarer kaldte på ro og orden, og den ene gik hen til telefonen for at ringe. Det var tilsyneladende hele kvarteret der havde mistet strømmen, for gadelygterne var også gået ud. Far lod hænderne famle hen over bordet og samlede hendes bog op.

„Det var denne her De ville vise mig.“

Mor lo mens han gav sig til at blade i den mørklagte bog. Deres øjne begyndte at vænne sig til mørket, og de kunne skimte hinandens ansigter.

„Det er De store skibe af Rosa Abrahamsen. Husker De Blegdammens Rose?“

Far huskede hende. Rosa Abrahamsen fik sit tilnavn fordi hun i flere år var indlagt på Blegdamshospitalet. Hun var en billedskøn mannequin som blev rigtig berømt da hun som seksogtyveårig blev et af ofrene for den store polioepidemi der hærgede landet i første halvdel af 1950’erne.

Hendes skæbne virkede chokerende fordi hun var et levende symbol på ungdommens skønhed. Det forekom uretfærdigt at ikke blot snotunger og almindelige mennesker blev smittet med polio, men at sygdommen også skulle ramme en kvinde som med sit udseende og sin statur var et billede på efterkrigstidens fremskridtstro. Rosa Abrahamsen lå resten af sit korte liv lænket til en seng, først fem et halvt år på Blegdamshospitalet og dernæst i sit eget hjem.

Blegdammens Rose blev ikke kun berømt som den lidende skønhed, men også som skønhedens klippe der med stoisk ro tog sine lidelser på sig og brugte sine tilbageværende kræfter på at skrive to digtsamlinger. De store skibe var den første og bedst kendte af de to bøger og den bog alle sygeplejestuderendes mødre forærede deres døtre til jul fordi Blegdammens Rose havde udtrykt taknemmelighed over for de læger og ikke mindst sygeplejersker som med deres pleje, indføling og forståelse havde indgivet hende modet til at blive digter.

„Jeg husker hende på grund af min bror,“ sagde far. „Vil De ikke læse et digt for mig? Se her.“

Han rodede i bukselommerne og fandt en æske tændstikker frem. Der var kun to tændstikker tilbage. Han strøg den ene, og et lys blussede op og gjorde det i et halvt minuts tid muligt for dem at studere hinandens ansigtstræk. Mor blev tavs. Hendes blik fæstede sig på hans underansigt.

Hun ser på mit skæg, tænkte far. Uvilkårligt fór hans hånd op til ansigtet og lagde sig dækkende om de lange skægstubbe. Han havde ikke barberet sig i en uges tid. Der lå ingen beslutning bag. Far tilhørte det store flertal. Han tog ikke notits af de mentalitetsforskydninger der fra udlandet drev ind over Danmark og fik unge mænd til at dyrke naturligheden. Far havde ikke barberet sig fordi opfindertankerne lagde beslag på hans opmærksomhed efter arbejdstid, og fordi Carlsen, hans mester, var syg for tiden og ikke kunne påtale skægstubbene.

Mor spekulerede ikke på baggrunden for den manglende barbering. Hun tænkte slet ingenting. Hendes krop havde overtaget al evne for sproglig virksomhed. Kroppen talte. Den beskrev fars ansigt set i skæret fra en brændende tændstik. Den fortalte om en styrke og en sårbarhed som skiftevis skjultes og afsløredes af de skygger der bevægede sig hen over ansigtet, og som bibliotekets belysning slet ikke havde haft sans for. Men først og fremmest talte kroppen om de lange, stride skægstubbe som i skæret fra tændstikflammen næsten virkede rødlige, hvilket fik kroppen til at tænke på afbrænding af halm, et syn mor med fascination havde oplevet mange gange i sin barn- og ungdom, og som fik den ukendte mand til at fremstå som en kombination af noget hjemligt og fremmed.

Kroppen fortalte at også skægstubbene havde fået adgang til sproget, for de kaldte. De kaldte på mor og hendes fingre, hendes kinder, hendes hals, især hendes hals som de ville kradse, den ene vej og den anden vej, på kryds og tværs, så et vejnet af hvide kradsebaner ville stå aftegnet på halsens fine hud. Da far i misforstået flovhed tog hånden op for munden, begyndte hun i stedet at studere hans hånd. Hun flyttede blikket til hånden som holdt tændstikken. Hvilke hænder! Hvilke enorme hænder! Hun havde ikke set sådanne hænder siden hun flyttede til København. Det var en landmands hænder, grove og tunge.

Hun glor på mine hænder, tænkte far. Ingen i hans familie havde næver af den størrelse, end ikke hans svenske håndværkerfar. De var ikke særlig kønne, og komplet unyttige for en opfinder som jævnligt havde brug for at beskæftige sig med finmekanik.

Så gik tændstikken ud. Mine forældre blev opmærksomme på omgivelserne. Bibliotekarerne stod med lommelygter ved indgangsdøren og ledte gæsterne ud. Strømforsyningen så ud til at være alvorligt forstyrret, man havde besluttet at lukke biblioteket. Far strøg den sidste tændstik.

„Hvis De skynder Dem, kan De lige nå at læse digtet for mig.“

Mor holdt bogen hen til flammen og bladede lidt frem og tilbage.

Som solstrejf i sjælen er glæden kun, og sjældent er lykken hel,

for frygten lurer på hjertets bund, har altid i tanken del.

Mere end en enkelt strofe nåede hun ikke at læse før en af bibliotekarerne dukkede op med en lommelygte i hånden. Han forklarede at de skulle gå hen til skranken hvis de ville låne deres bøger.

„Det var et sørgeligt digt,“ sagde far.

„Det bliver ikke ved sådan.“

Så rakte han hånden frem, og mors fuglehånd som endnu ikke var hærdet af sygeplejerskens til tider slidsomme arbejde, og som slet ikke lignede en hånd der stammede fra Vestjylland, forsvandt helt i den.

KIM BLÆSBJERGS STORE

ROMANGENNEMBRUD FRA 2007

WILLIAM LUNDSTRØM vokser op på Vesterbro i København i 1980’erne. Angsten for atomkrigen får ham til at interessere sig for alt amerikansk, fra månelandingen til Sorte Slyngel. Samtidig har han længe frygtet, at hans familie skal gå i opløsning.

I et forsøg på at forstå, hvad han kommer fra, og hvad det er, der truer hans forældres ægteskab, sætter William sig for at fortælle sin families historie. Fra hans oldefars desperate rådhusklatring i 1929 til hans bedsteforældres, forældres og søskendes brogede liv. Han går tæt på dem alle og afslører efterhånden deres inderste hemmeligheder, indtil han selv bliver trukket ind i begivenhedernes centrum og tvinges til at vise, hvem han er.

RÅDHUSKLATREREN er en storslået slægtsroman om vovemod og vilde drømme, men også om fortielser, selvbedrag og svigt. Om fire generationer af en familie i det 20. århundrede. Og om den arv, vi hver især bærer med os.

KIM BLÆSBJERG (f. 1974) har udgivet en lang række romaner, heriblandt trebindsværket Desertørerne (2016-2018). Seneste udgivelse er De bedste familier (2023), som blev tildelt Jyllands-Postens Litteraturpris, DR Romanprisen og boghandlernes hæderspris De Gyldne Laurbær.

Rådhusklatreren