Ren

REN

Alia Trabucco Zerán

REN

Roman På dansk ved

Kirsten A. Nielsen

Ren

er oversat fra spansk af Kirsten A. Nielsen efter Limpia

© Alia Trabucco Zerán, 2022

Denne udgave: © Alia Trabucco Zerán og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Penguin Random House Grupo Editorial/Andreu Barberan

Dansk versionering: Imperiet

Forsidefoto: © Jan Hajn

Sat med Garamond hos Christensen Grafisk

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0438-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Det har ikke været muligt at få kontakt til rettighedshaveren af fotografiet på forsiden. Eventuelle rettighedshavere kan henvende sig til forlaget.

Citatet side 5 er gengivet efter Frank Jægers oversættelse, 1957

Denne oversættelse er udgivet med støtte fra Statens Kunstfond

Det gælder om, hvem der kan pille den anden ren.

ALBERT CAMUS Faldet

Mit navn er Estela, kan I høre mig? Jeg sagde: Es-tela-Gar-cí-a.

Jeg ved ikke, om I optager det på bånd eller tager notater, eller om der faktisk ikke er nogen på den anden side, men hvis I hører mig, hvis I er der, vil jeg foreslå jer en handel: Jeg fortæller jer en historie, og når jeg kommer frem til slutningen, når jeg ikke siger mere, giver I mig lov til at komme ud herfra.

Hallo? Intet?

Jeg tager jeres tavshed som et ja.

Den her historie har adskillige begyndelser. Jeg vil ovenikøbet vove at sige, at den består af begyndelser. Men sig mig engang, hvad en begyndelse er. Forklar mig for eksempel, om natten kommer før eller efter dagen, og om vi vågner efter at have sovet, eller om vi sover efter at have været vågne. Eller endnu bedre, for ikke at irritere jer med min udenomssnak, så vis mig, hvor et træ begynder: Om det er i frøet eller i frugten, inden frugten indhyllede dette frø. Eller måske i grenen, hvor den blomst voksede frem, som

senere blev til denne frugt. Eller i selve blomsten. Kan I følge mig? Intet er så enkelt, som det ser ud til.

Noget lignende er tilfældet med årsager, de er lige så uklare som begyndelser. Årsagerne til min tørst, til min sult. Årsagerne til denne indespærring. Den ene årsag driver den anden frem, et spillekort vælter ned over det næste. Det eneste sikre er slutningen: Til sidst står intet længere op. Og slutningen på denne historie er følgende. Ønsker I virkelig at kende den?

Pigen dør.

Hallo? Ikke en eneste reaktion?

Det er nok bedst, at jeg gentager det, for det tilfælde at en flue summer omkring jeres øre, eller at en skarpere eller mere skinger lyd end min stemme distraherer jer:

Pigen dør, hører I mig nu? Pigen dør og bliver ved med at være død, ligegyldigt hvor jeg begynder.

Men døden er heller ikke så enkel, det er vi nok enige om. Med hende sker der noget, der ligner det, som sker med en skygges længde og bredde. Den ændrer sig fra person til person, fra dyr til dyr, fra træ til træ. Der findes ikke to identiske skygger på jordens

overflade og heller ikke to ens dødsfald. Hvert lam, hver edderkop, hver spurv dør på sin måde.

Lad os tage tilfældet med kaninerne ... Nu skal I

ikke blive utålmodige, for det her er vigtigt. Har I

nogensinde holdt en kanin i hænderne? Det er som at holde en granat, en mindre tidsbombe. Tik tak, tik

tak, tik tak, tik tak. Det er det eneste dyr, som ofte dør af frygt. Det er tilstrækkeligt med lugten af en ræv eller synet af en slange i det fjerne til, at det giver et sæt i dyrets hjerte, og dets pupiller udspiles. Så giver adrenalinen hjertet et hammerslag, og kaninen dør, inden hugtænderne begraver sig i dens nakke. Frygten slår kaninen ihjel, forstår I det? Den rene og skære foregribelse dræber den. I et splitsekund fornemmer kaninen, at den skal dø, den aner hvordan og hvornår. Og denne vished, visheden om dens egen afslutning, dømmer den til døden.

Der sker ikke det samme med katte eller spurve eller bier eller firben. Og hvad skal man sige om planter: et piletræs død eller en hortensias, et elmetræs eller et kaneltræs. Eller et figentræs død, dette robuste træ med den kraftige og cementgrå stamme. For at dræbe det måtte man nødvendigvis have en vægtig grund. Som for eksempel at en dødelig svamp, vinter efter vinter, år efter år, trængte ind i dets grene og efter årtier fik dets rødder til at rådne. Eller at en sav amputerede det og forvandlede dets stamme til en sæk brænde.

Det samme sker med hver eneste art, hvert eneste væsen der bebor denne planet. Hver enkelt må finde sin egen dødsårsag. En årsag, der er i stand til at sejre over livet, en grund, der er tilstrækkelig. Og som I ved, sætter livet sig fast med større kraft på nogle kroppe. Det bliver stærkt, det bliver stædigt, og det

er svært at afgive det. For at det kan lykkes, er det nødvendigt at have det rette værktøj til rådighed: sæbe til en plet, pincet til en torn. Kan I høre mig på den anden side? Er I opmærksomme? En fisk kan umuligt drukne på bunden af havet. Og en fiskekrog vil knap nok lave et rids i en hvals gane. Man kan heller ikke gå længere, det er umuligt at dø for meget.

Bare rolig, det her er ikke en afledningsmanøvre, men historiens grænse. Og det er nødvendigt at gå rundt om den, inden man begiver sig ind i den. For at I skal forstå, hvordan jeg kom hertil, hvilke begivenheder der førte mig til denne indespærring. Og for at I lidt senere skal finde årsagen til pigens død.

Jeg har dræbt, det er sandt. Jeg lover, at jeg ikke vil lyve for jer. Jeg har dræbt fluer og møl, høns, orm, en bregne og en rosenbusk. Og for lang tid siden dræbte jeg også, af medlidenhed, en såret gris. Dengang følte jeg bedrøvelse, men jeg dræbte den, fordi den ville dø. Den ville dø langsomt og smertefuldt, derfor kom jeg døden i forkøbet.

Men disse døde bekymrer jer ikke, det er ikke dem, I ønsker at høre om. Bare rolig, jeg kommer straks til sagen, den eftertragtede dødsårsag: en håndfuld piller, en nedstyrtet flyvemaskine, et reb omkring halsen ... nogen overlever altid på trods af alt. For disse få er det ikke nogen let opgave at dø. Mænd, der har brug for at blive ramt af en lastbil, få et skud i brystet. Kvinder, der kaster sig ud fra sjette sal, fordi femte ikke vil være

nok. For andre er det derimod tilstrækkeligt med bare en lungebetændelse, en kold vind, en frugtsten, der har sat sig fast i halsen. Og nogle få, ligesom pigen, behøver blot en idé. En farlig og skarp idé, født i et øjebliks svaghed. Jeg vil fortælle jer om denne idé, jeg vil fortælle jer om den, når den dukker op. Lad nu det ligge, som I beskæftiger jer med, og lyt til mig.

I annoncen stod der:

Husassistent søges, pænt udseende, fuld tid.

Der var ikke andet end et telefonnummer, som hurtigt førte til en adresse, og jeg gik derhen klædt i en hvid bluse og den sorte nederdel, jeg har på nu.

De tog begge imod mig i døren. Jeg taler om herren og fruen, om husets herre og husets frue, om arbejdsgiverne, om familien; I vil få at se, hvad de kalder sig. Hun var gravid, og da hun åbnede døren, lige inden jeg skulle til at række hånden frem, studerede hun mig fra øverst til nederst: mit hår, mit tøj, mine stadig hvide lærredssko. Det var en meget grundig undersøgelse, som om det gav hende mulig hed for at finde ud af noget vigtigt om mig. Han kiggede ikke engang på mig. Han stod og skrev en besked på sin mobiltelefon, og uden at se op pegede han hen mod døren, der førte ud til køkkenet.

Jeg vil ikke kunne gengive de spørgsmål, som de stillede mig, men derimod husker jeg noget meget

besynderligt. Han havde lige barberet sig, og et fragment af barberskum sad og glimtede under hans højre bakkenbart.

Hallo? Hvad sker der? Kan en husassistent ikke bruge ordet fragment?

Det forekom mig, at jeg hørte en høj latter, en ikke særlig venlig latter, på den anden siden af væggen.

Jeg sagde, at denne plet distraherede mig, som om han havde fået flået et stykke hud af, og at der nedenunder hverken var blod eller kød, men noget hvidt, noget kunstigt. Fruen opdagede, at jeg ikke kunne lade være med at kigge på ham, og da hun til sidst bemærkede skumpletten, fugtede hun tommelfingeren og fjernede den med en smule spyt.

Nu vil I sikkert spørge: Hvilken betydning har det. Ingen, er svaret, selv om jeg udmærket husker herrens ansigtsudtryk, hvordan han fjernede sin hustrus hånd, bebrejdede hende denne udstilling af intimitet over for en fuldstændig fremmed person. Nogle uger senere, da jeg var i gang med at rede ægtesengen, trådte han pludselig ud fra badeværelset. Jeg troede, at han allerede var taget på arbejde, men dér stod han, foran mig, fuldstændig nøgen. Han blev ikke forskrækket over at se mig og virkede ikke engang utilpas ved situationen. Fuldstændig roligt fandt han sine underbukser, gik ud på badeværelset igen og lukkede døren bag sig. Forklar I mig, hvad der skete mellem den første dag og de efterfølgende dage.

De havde brug for en så hurtigt som muligt. Herren sagde:

Meget gerne mandag.

Fruen:

Meget gerne i dag.

På køleskabet hang der et stykke papir med hver eneste af mine opgaver. På den måde ville det ikke være nødvendigt at spørge, om husassistenten kunne læse, om hun kunne skrive listen til supermarkedet, beskederne i notesbogen ved telefonen. Jeg gik derhen, læste, hvad der stod, tog papiret ned og put tede det i min lomme. Proper, selvsikker, en hus assistent med tilstrækkelig uddannelse.

Jeg kan starte mandag, sagde jeg.

Det accepterede de straks. De bad ikke engang om at se anbefalinger. Senere forstod jeg, at alt skete mod tiden i det hus, selv om jeg aldrig forstod deres hastværk, så meget hastværk. Den, der forhaster sig, spilder tiden, det sagde min mor altid, når jeg var for sent på den til skole og skød genvej gennem frugthaven. Og samtidig advarede hun mig om, at man ikke kan indhente den. Dette løb er fastlagt den dag, vi bliver født. Men nu snakker jeg udenom ... Jeg var ved at fortælle jer om deres travlhed, de timer, som de manglede i deres dage, og om de få dage, som manglede inden deres første datters fødsel.

Nu ved jeg godt, hvad I vil spørge mig om, og svaret er nej. Jeg havde ingen erfaring med børn, og

jeg løj ikke over for dem. Min mor havde sagt til mig i telefonen: Lyv ikke over for dem, Lita, lyv aldrig den første dag. Derfor sagde jeg, uden at de havde stillet spørgsmålet:

Jeg har ingen børn, jeg har ingen nevøer eller niecer, jeg har aldrig skiftet en ble.

Men beslutningen var allerede taget. Fruen havde syntes godt om min hvide bluse, min lange og pertentlige fletning, mine lige og rene tænder, og på intet tidspunkt havde jeg vovet at fastholde hendes blik.

Da det var slut med spørgsmålene, viste de mig resten af huset:

Her er rengøringsartiklerne, Estela.

Gummihandsker, gulvklud.

Her er førstehjælpskassen.

Svampe, klor, vaskepulver, lagnerne.

Her er strygebrættet, vasketøjskurven.

Sæbe, vaskemaskine, sykurv, værktøj.

Sørg for, at intet rådner, Estela.

At intet bliver for gammelt.

Grundig rengøring om mandagen.

Vanding af haven om eftermiddagen.

Og luk ikke op for nogen, aldrig, under ingen omstændigheder.

Meget mere husker jeg ikke, bortset fra at en tanke slog ned i mig den dag, og den tanke blev siddende i mig. Mens jeg gik hen ad gangen, forbi badeværelserne, kiggede ind i hvert rum, mens jeg

betragtede opholdsstuen, spisestuen, den store terrasse og svømmebassinet, tænkte jeg, meget klart: Det her er et rigtigt hus, med søm i væggene og med malerier hængende på disse søm. Og den tanke, jeg ved ikke hvorfor, smertede mig lige her, mellem øjnene. Som brød der en ild frem og brændte nøjagtigt her.