Resten af sommeren

resten af sommeren

Resten af sommeren.indd 1

02/10/2023 13.42

Af samme forfatter: Jubilæum De nærmeste Hvis man ikke vidste bedre

Resten af sommeren.indd 2

02/10/2023 13.42

LOT TE K I R K EB Y

Resten af sommeren ro m a n

Gut k i nd

Resten af sommeren.indd 3

02/10/2023 13.42

Resten af sommeren © Lotte Kirkeby og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © Alette Bertelsen Foto: © Lea Meilandt Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0780-5 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond, San Cataldo og Svanekegaarden

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Resten af sommeren.indd 4

02/10/2023 13.42

1

Resten af sommeren.indd 5

02/10/2023 13.42

Resten af sommeren.indd 6

02/10/2023 13.42

“Vidste du det?”

Sofie stod ved fodenden af hans seng. Hun hviskede.

Thomas lå stille. Han svarede ikke. Han ville blive sur, når hun forstyrrede ham, og hun var ikke sikker på, at hun ville have, han skulle vågne, selv om det var derfor, hun var gået derind.

Det var sommer, midt på natten, men mørket ville ikke slippe, og hun ville ikke sove, før hun fik svar.

Hun blev nødt til at spørge ham igen. Han løftede dynen. Det var længe siden, han havde gjort det, og hun lagde sig hos ham.

“Vidste du det?”

Hun talte så lavt, at hun næsten ikke kunne høre sig selv, og hun var bange for, han ville sige, som han altid gjorde. Han ville sige, at hun selv måtte prøve at finde ud af det, og at hun skulle lære at falde i søvn.

Han vidste ikke, at hun allerede øvede sig i begge dele. Hun gik aldrig ind til ham, før hun havde ligget længe på ryggen med lukkede øjne, som hun kneb sammen, til det strammede i panden, og alting begyndte at flimre. Det gjorde sjældent nogen forskel, og så trykkede hun håndfladerne mod øjenhulerne, til de 7

Resten af sommeren.indd 7

02/10/2023 13.42

lukkede tæt som en blæksprutte, der suger sig fast til sit bytte, og når hun ikke kunne længere, gav hun op og åbnede øjnene.

Hun tændte lampen, der stod på kommoden, og fik øje på sine shorts. De lå ved siden af sengen. Om aftenen lod hun dem falde ned ad sine ben, når hun havde knappet op og løsnet bæltet, og de blev liggende på gulvet som et stykke af en oversavet dame, der forskrækkede hende, men hun vidste godt, hvad det var, hvis hun tænkte sig om.

Hun blev siddende på sengekanten, mens hun tog mod til sig. Hendes natkjole gik til under knæet, og de røde og hvide striber løb på tværs. Hun sov altid i den, selv om den var for varm om sommeren, hvor den kunne tørre på snoren fra morgen til aften, men om vinteren blev de nødt til at lægge den på brændeovnen, hvis den skulle være klar, når hun skulle i seng.

Hun fandt den løse kindtand og vippede den fra side til side med tungen, der skar sig på undersidens takker. Hun vrikkede den så langt tilbage, at det begyndte at gøre ondt. Hun kunne mærke, hendes ansigt fortrak sig. Det gjorde ikke noget. Der var ingen, der kunne se hende, og den søde smag af blod og sølv, der også kom, når hun kæmpede, når hun løb for ikke at komme for sent i skole, eller når hun cyklede om kap med de andre fra vejen, bredte sig i munden.

Hunden løftede hovedet i sin kurv. Måske havde hun sagt noget uden at lægge mærke til det. Hun sagde til den, at den skulle blive liggende, og den gjorde næsten altid, som hun sagde.

8

Resten af sommeren.indd 8

02/10/2023 13.42

Hun rejste sig og listede gennem natten som et bol­ sje på ben. Hun talte sine skridt. Hvis de var lange, kunne hun nøjes med ti, selv om hun snart blev elleve, og tretten som Thomas, hvis de var korte, og hun fik en fornemmelse af, hun svævede, som den første mand på månen, der havde sat sin tøvende fod ned samme dag, jordemoderen trak hende ud og lagde hende på deres mors mave.

Hun følte sig let, som om modstanden var mindre, når det var mørkt, og tyngdekraften tog det meste af hendes vægt. Men hun skulle passe på. Hun kunne nemt sætte en bevægelse i gang, hun ikke kunne standse, og lande et sted, hun ikke skulle være.

Hun var halvvejs. En kegle af lys kantede sig ud fra døren ind til soveværelset, der stod på klem, og lagde sig over hendes negle. Deres mor havde lakeret dem, inden de skulle ud at bade, og det røde blussede op som et bål for enden af hver tå.

Hun fik øje på hende i gyngestolen ved vinduet, nøgen i tusmørket med ryggen til og fletningen, der gik til taljen, og hun forstod ikke, hvordan deres mor kunne sidde i stolen, uden at den bevægede sig.

Der kom ikke en lyd fra hende eller deres far, der lå i sengen med dynen over hovedet. Man kunne ikke høre andet end hendes egne fødder mod gulvet, det lille sug, inden de slap, som om de nægtede at opgive jordforbindelsen og fortsætte ind til Thomas, og hun frygtede, at de ville forråde hende og lade hende stå som en støtte, forstenet foran døren, fordi hun så sig tilbage og længtes efter dengang, hun ikke havde no9

Resten af sommeren.indd 9

02/10/2023 13.42

get imod, at de andre vidste, hun var vågen, dengang deres mor klappede på pladsen ved siden af sig med en bevægelse, hun kunne i søvne, og Sofie lagde sig på det tæppe, de havde fyldt i revnen, så hun ikke forsvandt mellem dem.

Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde ligget der, men hun havde haft lyst, lige siden hun fik sit værelse. Da hun begyndte i skole, byggede de til.

Thomas skulle have sit eget, så han kunne have venner på besøg. Det skulle hun også, men hun var glad for, at hun fik lov til at beholde det gamle, de havde delt.

Det nye var ikke noget for hende. Det stak ud fra huset som et næb af røde mursten i en anden nuance end resten, og hvis man ville, kunne man gå næsten hele vejen rundt og kigge ind gennem de store vinduer, der gik fra gulv til loft.

“Vidste du det?” sagde hun.

“Hvad?”

“Vidste du det, da vi tog på tur?”

Hun lagde en hånd på hans skulder. De lå ansigt til ansigt, så tæt, at deres næser var lige ved at støde sammen, og han rystede på hovedet, som han altid gjorde, lige inden han mistede tålmodigheden med hende, selv om han mente hvert et ord, han sagde.

“Gå ind til dig selv,” sagde han. “Jeg vil sove.”

“Det vil jeg også,” sagde hun. “Men jeg kan ikke.”

“Og jeg kan ikke hjælpe dig. Gå nu ind til dig selv.”

“Må jeg ikke blive liggende? Hvis jeg er stille? Hvis jeg ikke siger noget?”

“Nej.” 10

Resten af sommeren.indd 10

02/10/2023 13.42

“Men vil du så følge mig ind?”

“Ja,” sagde han. “Selvfølgelig vil jeg det. Det gør jeg jo altid.”

“Vil du også lade være med at sige det til nogen? At jeg kom herind.”

Hendes stemme var klar, som om hun ikke havde sovet. Det var første gang, hun ikke var forvirret, når hun kom ind til ham, som mindre børn ellers altid er, inden de begynder at forstå verden, og der kommer bund i deres blik, og det var derfor, han ikke kunne feje hende af, som han plejede.

“Du skal svare mig, inden vi går,” sagde hun. “Du skal sige, om du vidste det.”

“Det bestemmer jeg selv.”

“Men gjorde du?”

“Selvfølgelig gjorde jeg ikke det,” sagde han. “Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have sagt det. Det siger sig selv.”

Solsorten var begyndt at synge. Han vendte sig væk fra hende, og hun fik øje på en smal stribe af dun, der løb fra hans nakke med det lyse hår, ned langs ryggen, hvor hvirvlerne lå på rad under den spændte hud som de runde sten, de havde fundet ved stranden og lagt sammen med de stykker af farvet glas i blåt og grønt, som bølgerne havde slebet bløde.

Hun ville gerne lade sin finger glide hen over dem.

Men hun gjorde det ikke. Hun sagde heller ikke mere.

Hun blev bare liggende og kiggede på ham, som om hun kunne få ham til at se på sig igen, eller få ham til at sige noget, og hvis han havde gjort det, ville hun have 11

Resten af sommeren.indd 11

02/10/2023 13.42

opdaget, at det var længe siden, han var holdt op med at fortælle hende alt, hvad han vidste.

Resten af sommeren.indd 12

02/10/2023 13.42

Dagen før havde Sofie spurgt, om de ville falde.

“Nej,” sagde Thomas. “Hvorfor skulle vi det?”

Det var lige meget, hvad han sagde. Hun kunne sagtens tænke sig til andet, og hun aftalte med sig selv, at hun ville holde sig vågen, mens de var i luften.

Hun var søvnig på den summende måde, hun syntes så godt om, og hvis hun lod, som om hun sov, og sad helt stille uden at se, ville hun slet ikke opdage, hvis det skete. Men hun forstod ikke, hvorfor hun var bange. Det var hun aldrig, når Thomas var der. Det var ikke, fordi han trøstede hende, eller det troede hun i hvert fald ikke. Måske tog hun fejl. Det var aldrig til at vide, hvad man glemte, og hvad man huskede, sagde deres mor altid til dem, og slet ikke, hvad man savnede uden at have haft det.

Det var første gang, de ikke havde skændtes om, hvem der skulle sidde ved vinduet. Hun havde sagt nej, da hun blev spurgt, også anden gang, da deres far havde sat sig på pladsen ved gangen. Hun troede, at han spurgte, fordi han ikke magtede, hun skulle lave en scene. Det var den slags, hun gerne gjorde, og hun

13

Resten af sommeren.indd 13

02/10/2023 13.42

havde smilet, som hun kunne lide at gøre, uden nogen grund, og sagt, at hun godt kunne se skyerne.

Det passede ikke, men hun kunne fint forestille sig, hvordan de så ud, at de var gule som æggesnaps, når solen stod op, og lige så luftige, som hvis hun havde pisket, til hun blev træt i armen, og lyserøde som softice, når den gik ned, og måske lige så bløde mod læberne, og da hun var mindre, havde hun drømt, at hun kunne lægge sig i dem, og at de ville folde sig sammen om hende, som når deres mor lagde dynen over hende, inden hun skulle sove.

Hun kunne godt fortryde. Hun kunne godt sige, at hun alligevel ville have den bedste plads. Hun var den mindste. Det var grund nok, og sådan havde det også været i deres fars familie. Det havde han engang fortalt, og hvis der var nogen, der havde spurgt Thomas, ville han have sagt, at det ikke var fair, det altid var hende, der fik sin vilje, og hun ville have svaret, at det ikke var rigtigt.

Det havde hun tænkt sig at vise dem. Hun havde altid gjort sig lille, når hun skulle være stor, men hun havde bestemt, at det skulle være omvendt. Hun ville ikke længere besvære dem, og hvis det skulle lykkes, blev hun nødt til at lukke sig inde. Så kunne hun glæde sig i fred, og hun havde altid bedst kunnet lide at være i forventningen, der tog blidt imod hende, som skyerne ville have gjort, og hun forestillede sig, den holdt hende fast og hviskede, at der altid ville være noget nyt på vej, hun kunne længes efter, og at der ikke fandtes nogen oplevelse, der var stor nok til at vinde over den.

14

Resten af sommeren.indd 14

02/10/2023 13.42

Deres far kaldte forsigtigt på hende. Hun vidste godt, hvad han ville sige. Han ville sige, at hun ikke skulle sove, og det havde hun heller ikke tænkt sig.

“Sofie,” sagde han. “Sover du?”

“Det kan du da se, hun ikke gør,” sagde Thomas.

“Det er rævesøvn. Hun lader bare som om.”

“Det kan man aldrig vide.”

“Jo, det kan man. Så hurtigt er der ingen, der falder i søvn. Og slet ikke Sofie. Det ved du godt.”

“Men hun har været tidligt oppe.”

“Det har jeg også. Og jeg er ikke træt.”

Deres far trak på skuldrene.

“Kunne du sove i nat?”

Han lænede sig ind mod hende. Det var ikke længere Thomas, han talte til. Hun svarede ikke. Der var ingen, der behøvede at vide, hun var træt og senere ville blive ør i hovedet og bange for at stige til vejrs som den ballon, hun købte, selv om deres far havde sagt, at hun ikke skulle, og at de aldrig ville få den med hjem i flyveren.

Da de lettede, tog han hendes hånd. Han klemte den. Sådan gjorde han altid med hende, men aldrig mere med Thomas, og hun ville ønske, at hun vidste, hvornår han var holdt op, at hun havde set den sidste gang, han havde gjort det, så hun kunne vide, hvornår hun selv ville slippe, og blive som sin bror, og hun nikkede uden at åbne øjnene. Så måtte han forstå, at hun ikke sov. Han behøvede ikke at fortælle hende, hvad hun skulle gøre, og det ville alligevel ikke vare længe, før han ikke havde mere at skulle have sagt.

15

Resten af sommeren.indd 15

02/10/2023 13.42