Retten til sex by Gutkind Forlag

Retten til sex

A M I A SR I N I VA SA N

Retten til sex ESSAYS

På dansk ved Betty Frank Simonsen

GU TK IND

Retten til sex er oversat fra engelsk af Betty Frank Simonsen efter The Right to Sex Copyright © Amia Srinivasan, 2021 Published by agreement with Curtis Brown Group Ltd. Denne udgave: © Amia Srinivasan og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Rodrigo Corral Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Nina Subin Sat med Perpetua hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0291-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Til min mor, Chitra

Indholdsfortegnelse

Indledning 11 Sammensværgelsen mod mænd 17 Om at tale med mine elever om porno 51 Retten til sex 91 Coda: Begærets politik 111 Om ikke at have sex med sine elever 141 Sex, fængsling, kapitalisme 169 Tak 201 Noter 205 Litteraturliste 243 Indeks 279

Det, jeg kom for: vraget og ikke historien om vraget selve genstanden og ikke myten Adrienne Rich, »Diving into the Wreck«

Indledning

eminisme er ikke en filosofi eller en teori, det er ikke engang en synsvinkel. Det er en politisk bevægelse, der har til hensigt at transformere verden, så den ikke er til at genkende. Den spørger: hvordan vil det være at gøre en ende på den politiske, sociale, s eksuelle, økonomiske, psykologiske og fysiske undertrykkelse af kvinder? Den svarer: Det ved vi ikke, lad os undersøge det. Feminismen begynder med en kvindes erkendelse af, at hun tilhører et køn, det vil sige, at hun tilhører en klasse, som er blevet tildelt en underordnet social status på baggrund af noget, der kaldes »køn« – noget, der siges at være naturligt, præpolitisk; et objektivt, materielt fundament, som ligger til grund for menneskers kultur over hele verden. Når vi undersøger denne angiveligt naturlige ting, »køn«, opdager vi, at den allerede er ladet med mening. Ved fødslen deles kroppe op i »mandlige« eller »kvindelige« kroppe, på trods af, at mange kroppe må lemlæstes for at passe ind i den ene eller den anden kategori, og mange kroppe vil senere protestere mod den beslutning, der 11

blev truffet. Denne grundlæggende opdeling fastlægger det sociale formål med den individuelle krop. Nogle af disse kroppe skal skabe nye kroppe, skal vaske og beklæde og brødføde andre kroppe (af kærlighed, aldrig pligt), sørge for, at andre kroppe føler sig godt tilpas, fuldkomne og i kontrol, sørge for, at andre kroppe føler sig frie. På den måde er køn en kulturel ting, der giver sig ud for at være naturlig. Det biologiske køn (sex), som feminister har lært os er noget andet end det sociale køn (gender), er allerede en kønsrolle i forklædning.1 Der er en anden betydning af det engelske ord »sex«: sex som noget, vi gør med vores kønnede kroppe. Nogle kroppe er til for, at andre kroppe kan have sex med dem. Nogle kroppe er til for, at de skal nydes, besiddes, fortæres, tilbedes og til for at betjene og bekræfte andre kroppe. »Køn«/Sex betragtes i denne anden betydning også som noget naturligt; noget, der eksisterer uden for det politiske. Feminismen viser, at dette også er en fiktiv fortælling, og en fiktiv fortælling, der tjener særlige interesser. Sex, som vi ofte tænker på som den allermest private handling, er i virkeligheden noget offentligt. De roller, vi indtager, de følelser, vi har; den, der giver, den, der tager, den, der beordrer, den, der betjener, den, der begærer, den, der begæres, den, der nyder godt af det, den, det går ud over. Reglerne for alt dette blev fastlagt, længe inden vi kom til verden. En berømt filosof sagde engang til mig, at han opponerede mod den feministiske kritik af sex, for det var kun, når han havde sex, at han virkelig følte sig uden for det politiske, at han følte sig virkelig fri. Jeg spurgte ham, hvad hans kone ville sige til det. (Jeg kunne ikke selv spørge hende; hun var ikke inviteret med til middagen). Dette er ikke for at sige, at sex ikke kan være fri. Feminister har længe drømt om seksuel frihed. Det, de nægter at acceptere, er den dårlige efterligning: sex, som foregiver at være fri, ikke fordi den er ligestillet, men fordi den er allestedsnærværende. I denne verden er seksuel frihed ikke givet, men noget, man arbejder på at opnå, og den er altid ufuldkommen. Simone de Beauvoir, der drømte om en fremtid med større seksuel frihed, skrev i Det andet køn: 12

det er givet, at kvindens selvstændighed, selvom den sparer mændene for mange ærgrelser, også vil fratage dem mange bekvemmeligheder; det er givet, at der er visse måder at opleve det seksuelle eventyr på, der vil gå tabt i fremtidens verden; men det betyder ikke, at kærlighed, lykke, poesi og drøm vil være bandlyst fra den. Lad os ikke glemme, at vores mangel på fantasi altid affolker fremtiden ... der vil opstå nye kødelige og følelsesmæssige forbindelser mellem kønnene, som vi ingen forestilling kan gøre os om ... Det er meningsløst at påstå, at ... laster, ekstase og lidenskab ville blive umulige, hvis manden og kvinden var konkret ligestillet; de uforenelige modsætninger, der består mellem kød og ånd, mellem øjeblik og tid, mellem den svimle dragning mod immanensen og transcendensens kalden, mellem lystens fylde og glemslens tomhed, vil aldrig blive ophævet; seksualiteten vil altid være en legemliggørelse af eksistensens spænding, splittelse, glæde, nederlag og sejr ... Det er tværtimod efter ophævelsen af det slaveri, den ene halvdel af menneskeheden befinder sig i, og af hele det system af hykleri, der følger med det, at ... menneskeparret (vil få) sin sande skikkelse.2

Hvad ville det kræve, hvis sex reelt skulle være fri? Det ved vi ikke endnu; lad os undersøge det. Disse essays handler om de politiske og etiske aspekter af sex i denne verden, ansporet af et håb om en anderledes verden. De går tilbage til en ældre feministisk tradition, der ikke var bange for at se på sex som et politisk fænomen, som noget, der lå direkte inden for rammerne af en social kritik. Kvinderne i denne tradition – fra Simone de Beauvoir og Alexandra Kollontai til bell hooks, Audre Lorde, Catharine Mac Kinnon og Adrienne Rich – udfordrer os til at tænke over de etiske aspekter af sex, ud over de snævre rammer, der kaldes »samtykke«. De tvinger os til at spørge, hvilke kræfter der ligger bag en kvindes ja, hvad det fortæller om sex, at det er noget, hvortil man må give samtykke, hvorfor vi er kommet til at lægge så meget psykisk, kulturel og juridisk vægt på et begreb som »samtykke«, der ikke kan bære det. 13

Og de beder os om sammen med dem at drømme om en mere frigjort form for sex. Samtidig forsøger disse essays at omstille den politiske kritik af sex til det enogtyvende århundrede: at tage det komplekse forhold mellem sex og hudfarve, klasse, handicap, nationalitet og kaste seriøst; at tænke over, hvad sex er blevet i internettets tidsalder; at spørge til, hvad det vil sige at påberåbe sig den kapitalistiske og straffende (carceral) statsmagt, når man tager fat på problemerne ved sex. Disse essays forholder sig især til situationen i USA og Storbritannien, men jeg retter også min opmærksomhed mod Indien. Dette afspejler til dels min egen baggrund. Men det er også et bevidst valg. Disse essays forholder sig kritisk til meget af den engelsksprogede, feministiske tanke og metode, som i flere årtier har været mainstream; den mest synlige og materielt set mest magtfulde form for feminisme verden over. (Feminister, der arbejder uden for den engelsksprogede mainstream har naturligvis aldrig været usynlige, eller »marginaliserede« i forhold til sig selv og deres egne miljøer). Det er rart at kunne skrive, at denne dominans på det seneste har været aftagende, ikke mindst, fordi de mest opløftende udtryk for feministisk energi for nylig er kommet fra det, der ligger uden for den engelsksprogede verden. For bare at tage nogle få eksempler i skrivende stund: I Polen, hvor den højreorienterede regering fortsætter med at stramme abortlovgivningen, har feminister ført an i en generel modstand, der strækker sig over hele landet, med demonstrationer i mere end 500 byer; i Argentina har fem år med massedemonstrationer fra feminister under kampråbet »Ni una Menos« (»Aldrig en kvinde mere«) tvunget kongressen til at legalisere abort, mens feminister i Brasilien, Chile og Colombia, hvor abort stadig stort set er ulovlig, følger trop; i Sudan førte kvinderne an i de revolutionære demonstrationer, der væltede Omar al-Bashirs diktatur, og det var en ung, sudanesisk feminist i begyndelsen af tyverne, Alaa Salah, der forlangte, at FN’s Sikkerhedsråd sørgede for, at kvinder, modstandsgrupper og religiøse mindretal blev inkluderet på lige vilkår med andre i Sudans overgangsregering.3 14

På visse områder – sexarbejderes rettigheder, den ødelæggende effekt af straffebaseret politik, den nutidige seksualitets patologi – er disse essays urokkelige. Men på andre områder er de mere vaklende og modsætter sig en reducering af det fortættede og svære til noget let. Feminisme må være ubønhørlig i sit forsøg på at fortælle sandheden, ikke mindst om sig selv. (Som arbejderhistorikeren David Roediger skriver, er en radikal bevægelse, som »taler ærligt til sig selv« en »langt vigtigere handling end at ‘tale magten midt imod’«4). Feminisme må ikke give efter for fantasien om, at synspunkter altid nærmer sig hinanden; at vores planer ikke vil få uventede, uønskede konsekvenser; at politik er et behageligt sted. Den feministiske tænker og aktivist Bernice Johnson Reagon talte i det forrige århundrede om dette århundrede og kom med en advarsel om, at en sand, radikal politik – det vil sige en koalitionspolitik – ikke kan være et hjem for dens medlemmer: Koalitionsarbejde kan ikke udføres hjemmefra. Koalitionsarbejde hører til i gaderne ... Og du skal ikke forvente, at det bliver behageligt. Nogle mennesker oplever en koalition og måler dens succes på, om de har det rart, når koalitionen lykkedes. Disse mennesker ønsker ikke en koalition; de ønsker et hjem! De søger en sutteflaske med mælk i og en brystvorte, og det finder man ikke i en koalition.5

For Reagon er det tanken om, at politik skal være et perfekt hjem – et sted, hvor man fuldkommen hører til, »en livmoder«, som hun kalder det – der fører til de ekskluderende modsætninger i store dele af feminismen. Feminismen som et »hjem« forudsætter fællestræk og skubber alle til side, der kan komme til at true den hjemlige idyl. En reelt inkluderende politik er en ubehagelig og usikker politik. I disse essays forsøger jeg at dvæle ved ubehaget og det vaklende, når det er nødvendigt. Disse essays tilbyder ikke et hjem. Men jeg håber, at de for nogen tilbyder en form for genkendelse. Jeg har skrevet dem, for at de kan læses sammen eller enkeltvist. De skal ikke overbevise eller overtale nogen til noget, men det er fint med mig, hvis de gør. 15

I stedet repræsenterer de mit forsøg på at sætte ord på det, mange kvinder, og nogle mænd, allerede ved. Dette har altid været feminismens ærinde: at kvinder arbejder sammen for at formulere det usagte, det, der før har været umuligt at sige. Når den er bedst, er feministisk teori grundfæstet i det, kvinder tænker, når de er alene, det, de siger til hinanden, når de er på strejkevagt eller ved samlebåndet, på gadehjørnet og i soveværelset; det, de har prøvet at sige til deres mænd og fædre og sønner og chefer og folkevalgte en million gange. Når den er bedst, åbenbarer feministisk teori de muligheder for kvinders liv, der ligger latent i kvinders kampe, og trækker mulighederne tættere på. Men alt for ofte holder feministisk teori sig på afstand af isolerede begivenheder i kvinders liv og nøjes med at fortælle dem fra en ophøjet position, hvad deres liv egentlig betyder. De fleste kvinder kan ikke bruge den form for arrogance til noget. De har allerede rigeligt arbejde, der skal gøres. Oxford, 2020

Sammensværgelsen mod mænd

eg kender to mænd, som jeg er ret sikker på er ofre for falske anklager om voldtægt. En af dem var en velhavende ung mand, der blev anklaget af en desperat ung kvinde, som havde stjålet nogle kreditkort og var på flugt. Anmeldelsen om voldtægt var en del af et større svindelnummer. Manden befandt sig ikke der, hvor hun sagde, den påståede voldtægt havde fundet sted. Desuden var der ingen beviser på voldtægten ud over hendes vidneudsagn, og det meste af det, hun ellers fortalte, viste sig at være usandt. Han blev aldrig tiltalt eller arresteret, og lige fra begyndelsen forsikrede politiet ham om, at alt nok skulle gå. Den anden mand er et kryb: en narcissistisk, charmerende, manipulerende løgner. Han er kendt for at bruge alle tænkelige magtmetoder til at få sex, men ikke den type, der falder ind under den juridiske definition på voldtægt. De kvinder, han har sex med (unge, fremmelige, selvsikre, indvilliger frivilligt; han er faktisk den type mand, som får kvinder til at føle, at det er dem, der forfører ham – at det er dem, der har styringen og magten, når de i virkeligheden har meget lidt af begge dele. (»Hun forførte mig« er jo et forsvar, der ofte bruges 17

af voldtægtsforbrydere – og af pædofile). Da en af disse kvinder flere år senere indså, hvad han var for en – efter at have erfaret, at det var et mønster, manden havde benyttet igen og igen – anklagede hun ham for overgreb. Men for dem, der kendte ham, virkede det, som om hun måske søgte en form for juridisk kompensation for det, han havde udsat hende for: for at være blevet brugt, manipuleret med og løjet for. Og måske havde han i virkeligheden også, oven i det, udsat hende for et overgreb. Men bevisbyrden pegede i en anden retning. Han blev aldrig tiltalt for voldtægt, men han blev dog, på grund af sin skruppelløse, uprofessionelle opførsel, tvunget til at sige sin stilling op. Ud fra det, jeg hører, lader det til, at manden (som i dag er ansat i en ny, indbringende stilling) mere eller mindre fortsætter som før, dog en anelse mere diskret og med en højere grad af plausibel benægtelse. Nu om dage kalder han sig feminist. Jeg kender mange flere end to kvinder, som er blevet voldtaget. Det er ikke overraskende. Der er flere kvinder, der voldtages, end der er falske voldtægtsanklager mod mænd. Med en enkelt undtagelse har ingen af de kvinder, jeg kender, anmeldt det til politiet. En veninde ringede, da vi begge gik i college, for at fortælle, at en fyr, hun kendte – en ven til en ven – en tidlig aften, hvor de havde hængt ud med venner og var kommet til at kysse på et poolbord i et tomt fælleslokale på kollegiet, var trængt ind i hende. Hun havde sagt nej, gjort modstand, og endelig fået ham skubbet væk. De fortsatte aftenen sammen med de andre. Hverken hun eller jeg overvejede at gå til politiet. Formålet med telefonopkaldet var blot at anerkende, at denne hændelse – vi kaldte det ikke voldtægt – havde fundet sted. Nogle mænd oplever at blive falsk anklaget for en voldtægt; vi får intet ud af at benægte det. Men falske anklager er sjældne. Den mest detaljerede undersøgelse af anmeldte seksuelle overgreb nogensinde, offentliggjort af det britiske indenrigsministerium i 2005, anslog, at blot 3 procent af 2.643 anmeldelser om voldtægt i løbet af femten år »sandsynligvis« eller »muligvis« var falske.1 Men britisk politi 18

havde i samme periode klassificeret mere end dobbelt så mange af anmeldelserne – 8 procent – som falske, baseret på betjentenes personlige vurdering.2 I 1996 skønnede FBI ligeledes, at otte procent af anmeldelser indsamlet fra politistyrker over hele USA var enten »ubegrundede« eller »falske«.3 I både Storbritannien og USA var mængdeangivelsen på otte procent mest af alt resultatet af betjentenes egen modtagelighed over for voldtægtsmyter; i begge lande var betjentene tilbøjelige til at bedømme en anmeldelse som værende falsk, hvis der ikke havde været fysisk kamp, hvis ingen våben var involveret, eller hvis den forurettede part tidligere havde haft et forhold til den anklagede.4 I 2014 var 53 procent af alle voldtægtsanmeldelser fra året før falske, ifølge tal der blev offentliggjort i Indien; en statistik, som indiske manderettighedsaktivister gladelig tog til sig. Men definitionen af »falske« anmeldelser var blevet udvidet til at omfatte alle de sager, der ikke var kommet for retten, endsige dem, der ikke hørte ind under den juridiske definition af voldtægt i Indien5 – deriblandt voldtægt inden for ægteskabet, hvilket 6 procent af gifte, indiske kvinder melder at have oplevet.6 I undersøgelsen fra det britiske indenrigsministerium vurderede politiet, at 216 ud af 2.643 anmeldelser var falske. I de 216 sager havde sagsøgerne angivet 39 mistænkte; seks af de mistænkte blev arresteret, og der blev rejst tiltale mod to. I begge sager frafaldt man sigtelserne. Så i den endelige analyse, og med det in mente, at indenrigsministeriet kun medregnede en tredjedel af politiets vurdering af falske anmeldelser, førte kun 0,23 procent af falske anmeldelser til en falsk arrestation, og kun 0,07 procent af falske anmeldelser medførte, at en mand blev sigtet for voldtægt; ingen endte med en uretmæssig domfældelse.7 Jeg siger ikke, at falske voldtægtsanmeldelser er noget, vi skal tage let på. På ingen måde. En uskyldig mand, der bliver mødt med skepsis, mistænkeliggørelse, hvis virkelighed fordrejes og gode ry tilsværtes, og hvis liv muligvis ødelægges, fordi nogen manipulerer med statsmagten: Det er en moralsk skandale. Og bemærk, at det er en moralsk skandale, der har meget til fælles med voldtægtsofres oplevelse. De 19

bliver ofte mødt med en mur af skepsis og vantro, i særdeleshed hos politiet. Ikke desto mindre er en falsk voldtægtsanmeldelse lidt som en flyulykke: en objektivt set meget sjælden begivenhed, der indtager en uforholdsmæssig stor plads i den offentlige bevidsthed. Men hvorfor har den så stor en kulturel betydning? Det kan næppe forklares med, at ofrene er mænd: Antallet af mænd, der bliver voldtaget – hovedsageligt af andre mænd – er langt større end antallet af mænd, der rammes af en falsk anklage om voldtægt.8 Kan der i stedet være tale om det faktum, at ud over, at ofrene for de falske anklager er mænd, så er de formodede gerningspersoner kvinder? Men faktisk er det meget ofte mænd, der indgiver falske anmeldelser af andre mænd for at have voldtaget kvinder. Det er noget, der nærmest er en universel misforståelse i forbindelse med falske voldtægtsanklager. Når vi tænker på en falsk voldtægtsanklage, ser vi en forsmået eller grådig kvinde for os, som lyver over for myndighederne. Men mange, måske de fleste, uretmæssige voldtægtsdomme er et resultat af falske anklager af mænd fra andre mænd: fra betjente og anklagere, de fleste af dem mandlige, som ihærdigt forsøger at få en reel voldtægt fæstnet på den forkerte mistænkte. I USA, som har verdens højeste andel af indsatte, blev 147 mænd frikendt for seksuelle overgreb på baggrund af falske anklager eller falske vidneforklaringer mellem 1989 og 2020.9 (I samme periode fandt man ud af, at 755 mennesker – fem gange så mange – var ofre for falske anklager og dermed uretmæssigt var blevet dømt for mord10). Mindre end halvdelen af disse mænd var ofre for opdigtede anklager fra deres formodede ofre. Til gengæld indeholdt over halvdelen af disse sager »uredelig embedsførelse«: en kategori, der bruges i tilfælde, hvor politiet presser falske ofre eller vidnesbyrd frem, rejser tiltale mod en mistænkt på trods af vidners manglende evne til at identificere vedkommende, hemmeligholder beviser eller fremkalder falske tilståelser. Der er ikke nogen generel sammensværgelse mod mænd. Men der er en sammensværgelse mod særlige kategorier af mænd. Ud af de 147 mænd, som blev frikendt for seksuelle overgreb på baggrund af falske 20

anklager eller falske vidnesbyrd i USA mellem 1989 og 2020, var 85 ikke-hvide og 62 hvide. Af de 85 ikke-hvide mænd, var 76 sorte, hvilket vil sige, at sorte mænd udgør 52 procent af dem, der dømmes for voldtægt på baggrund af falske anklager eller falsk vidnesbyrd. Til trods for, at sorte mænd blot udgør 14 procent af den mandlige befolkning i USA og 27 procent af de mænd, der dømmes for voldtægt.11 Det er 3,5 gange mere sandsynligt, at en sort mand, der sidder inde for et seksuelt overgreb, er uskyldig end en hvid mand, der sidder inde for seksuelt overgreb.12 Der er også en overvejende sandsynlighed for, at han er fattig – ikke kun, fordi sorte mennesker i USA er uforholdsmæssigt fattigere end hvide, men fordi de fleste indsatte amerikanere, uanset etnicitet, er fattige.13 The National Registry of Exonerations, som opgør, hvor mange mænd og kvinder der uretmæssigt er blevet fængslet i USA siden 1989, beskriver ikke den lange historie om falske voldtægtsanklager mod sorte mænd, som er foregået uden om det juridiske system. Det registrerer i særdeleshed ikke brugen af falske voldtægtsanklager i Jim Crow-perioden, som, med Ida B. Wells’ ord, var »en undskyldning for at slippe af med negere, der var i færd med at anskaffe sig formue og fast ejendom, og derved fastholde en terrorisering af denne befolkningsgruppe«.14 Det redegør ikke for de 150 sorte mænd, der blev lynchet mellem 1892 og 1894 for påståede voldtægter af eller voldtægtsforsøg på hvide kvinder – en sigtelse, der inkluderede gensidige forhold mellem sorte mænd og hvide kvinder – som det beskrives i Wells’ bemærkelsesværdige A Red Record.15 Registret nævner ikke sagen om William Brooks fra Galesline, Arkansas, der blev lynchet den 23. maj 1894, fordi han friede til en hvid kvinde, og der står heller ikke noget om den »ukendte neger«, som ifølge Wells blev lynchet i West Texas tidligere på måneden, fordi han havde forbrudt sig mod loven ved at »skrive et brev til en hvid kvinde«. I 2007 indrømmede Carolyn Bryant, at hun havde løjet 52 år tidligere, da hun hævdede, at en 14-årig sort dreng ved navn Emmett Till havde taget fat i hende og var kommet med seksuelle tilnærmelser – en løgn, der ansporede Bryants mand, Roy, og hans bror til at kidnappe, gennemprygle, skyde 21

og myrde Till.16 Roy Bryant og hans bror blev frikendt for mord på trods af de overvældende beviser mod dem; fire måneder senere fik de af bladet Look Magazine 3.000 dollars for historien om, hvordan de gjorde det. Der findes ikke noget register, som opgør brugen af falske voldtægtsanklager som en koloniherretaktik: i Indien, i Australien, i Sydafrika, i Palæstina.17 Derfor er det måske overraskende, at det i dag først og fremmest er hvide, velhavende mænd, der er optaget af falske voldtægtsanklager. Men det er faktisk ikke så overraskende. Angsten for falske voldtægtsanklager handler angiveligt om uretfærdighed (uskyldige mennesker, der gøres fortræd), men i virkeligheden drejer det sig om køn; om uskyldige mænd, der gøres fortræd af ondskabsfulde kvinder. Det er også forbundet med en angst, der handler om etnicitet og klasse: om risikoen for, at loven kunne finde på at behandle velhavende hvide mænd på samme måde, som den ofte behandler fattige sorte og brune mænd. For fattige, brune eller sorte mænd og kvinder er en hvid kvindes falske voldtægtsanklage blot en lille del af en stor, sårbar grundmasse i forholdet til statsmagten.18 Men falske voldtægtsanklager er et unikt eksempel på hvide middelklasse- og overklassemænds sårbarhed over for den form for uretfærdighed, der typisk rammer fattige brune og sorte mennesker. Velstående hvide mænd stoler instinktivt og berettiget på, at retssystemet tager sig af dem; at systemet ikke med fuldt overlæg placerer stoffer hos dem, ikke skyder dem ned og senere påstår at have set et våben, ikke chikanerer dem, fordi de går rundt i et kvarter, hvor de ikke »hører til«, og ser igennem fingre med, at de har et gram kokain eller en pose hash i lommen. Men når det kommer til voldtægt, er velstående hvide mænd bange for, at det stigende krav om, at vi skal tro kvinder, vil betyde, at de ikke længere er beskyttet mod retssystemets fordomme.19 Den forestilling er selvfølgelig forkert; selv når det drejer sig om voldtægt, er staten på de velhavende, hvide mænds side. Men det, der betyder noget – det, der ideologisk set er virkningsfuldt – er ikke virkeligheden, men den forvanskede fremstilling. I den falske 22

voldtægtsanklage fejlfortolker velhavende, hvide mænd deres egen sårbarhed over for kvinder og over for staten. I 2016 idømte højesteretsdommer i Santa Clara County Aaron Persky en 21-årig Stanford-svømmer, Brock Turner, seks måneders fængsel (hvoraf han afsonede de tre) på baggrund af tre anklagepunkter ved rørende et seksuelt overgreb mod Chanel Miller. I et brev til dommeren skrev Brock Turners far, Dan A. Turner: Brocks liv er for altid dybt forandret på grund af begiven hederne, der fandt sted den syttende og attende januar. Han vil aldrig blive sit sorgløse jeg med den afslappede personlighed og imødekommende smil ... Det kan man se i hans ansigt, måden, han går på, hans svækkede stemme, hans mangel på appetit. Brock har altid sat pris på visse former for mad og er selv en god kok. Jeg har altid godt kunnet lide at købe en stor ribeyesteak til ham eller sørge for, at han havde sin yndlingssnack. Jeg var nødt til at gemme nogle af mine yndlingspretzels ellerchips væk, for jeg vidste, at de ellers ville forsvinde, når Brock kom hjem efter en lang svømmetræning. Nu har han nærmest mistet appetitten, han spiser kun for at eksistere. Disse domme har knust og ødelagt ham og vores familie på så mange måder. Hans liv kommer aldrig til at se ud som det, han drømte om og knoklede så hårdt for. Det er en høj pris at betale for tyve minutters action i hans lidt over tyveårige liv.20

Det snævre fokus på sin søns velbefindende – blev Millers liv ikke også »dybt forandret for altid«? – er iøjnefaldende. Og det (formodentlig utilsigtede) seksuelle ordspil er endnu mere iøjnefaldende: »tyve minutters action« – sunde teenageløjer. Skal Brock virkelig straffes for det, synes Dan Turner at sige. Så er der maden. Brock elsker ikke længere sin bøf? Det er ikke længere nødvendigt at gemme chipsposerne for Brock? Det er sådan, man taler om sin golden retriever, ikke om et voksent menneske. Men på en måde taler Dan Turner om et dyr, et perfekt opfostret eksemplar på den velhavende, hvide, amerikanske drengerace: »sorgløs«, »afslappet«, sporty, venlig og udstyret 23

med sund appetit og et blankpoleret ydre. Og som et dyr eksisterer Brock også uden for gængse moralske normer. Disse virile, hvidhudede, ærkeamerikanske drenge – og alle de ærkeamerikanske piger, der dater dem og gifter sig med dem (men som aldrig nogensinde bliver seksuelt chikaneret af dem) – er nogle gode unger, de bedste unger, de er vores unger. At højesteretsdommer Brett Kavanaugh var en af disse ærkeamerikanske unge, var i sidste ende hans eneste forsvar mod Christine Blasey Fords beskyldninger om, at han havde begået seksuelle overgreb mod hende, da de begge gik i high school. Ifølge Kavanagh havde Ford »ikke befundet sig i de samme sociale cirkler« som han og hans venner.21 I sommeren 1982 havde Brett – det eneste barn af Martha og Everett Edward Kavanaugh Jr. – tilbragt tid med sine venner fra Georgetown Prep, en af USA’s dyreste privatskoler (og også Neil Gorsuchs og to af Robert Kennedys sønners alma mater), sammen med elever fra de katolske pigeskoler i nærheden: Stone Ridge, Holy Child, Visitation, Immaculata, Holy Cross. Gruppen – Tobin, Mark, P.J., Squi, Bernie, Matt, Becky, Denise, Lori, Jenny, Pat, Amy, Julie, Kristin, Karen, Suzanne, Maura, Megan, Nicki – tilbragte sommeren på stranden med fodboldtræning, vægttræning, at drikke øl, gå i kirke om søndagen og i det hele taget nyde den bedste tid i deres liv. 65 kvinder, der kendte Kavanaugh i high school, underskrev et brev, der forsvarede ham, efter at Fords beskyldninger blev offentliggjort. »Livslange venskaber,« sagde Kavanaugh om disse kvinder, »baseret på mange års samtaler gennem skolen og livet, der begyndte allerede, da vi var 14.« Ford var, objektivt set, en del af Kavanaughs sociale og økonomiske kreds. Hun var hvid og rig, og – hvis vi formoder, at hun husker korrekt, og er der nogen grund til andet? – hun hang ud med Brett og hans venner mindst én gang. Men Fords beskyldninger gør hende landflygtig i et miljø med sunde hvide piger og drenge, der indimellem gør ting, som (med Kavanaughs ord) er »fjollede« og »pinlige« – men aldrig kriminelle. I deres blå bog fra det år, hvor de bliver færdige på high school, bruger Kavanaugh og hans venner 24

udtrykket »Renate Alumnius [sic]« om sig selv – en henvisning til Renate Schroeder, en af de 65 venner for livet, som underskrev det brev, der bevidnede, at Kavanaugh »altid havde behandlet kvinder pænt og respektfuldt«. Da der blev spurgt ind til udtrykket, fortalte Kavanaugh, at det »var en klodset måde at vise hengivenhed på, og at hun var en af os«, og at det ikke havde noget »med sex at gøre«. Schroeder, der først blev bekendt med den nedsættende kommentar i den blå bog, efter at hun havde underskrevet brevet, sagde i en erklæring til New York Times, at det var »forfærdeligt, sårende og helt igennem usandt«. »Jeg begriber ikke, hvad der foregår i 17-årige drenges hjerner, når de skriver den slags,« sagde hun. »Jeg beder til, at deres døtre aldrig bliver behandlet på den måde.«22 Efter Kavanaughs indsættelse gav Christine Blasey Fords far, Ralph, et varmt håndtryk til Bretts far, Ed Kavanaugh, ved The Burning Tree Club i Bethesda, hvor de begge spiller golf. »Jeg er glad for, at Brett blev udnævnt,« sagde Ralph Blasey tilsyneladende. Fra den ene republikanske far til den anden.23 Hvad hvis Brett Kavanaugh ikke havde været hvid? Det er et hårdt kontrafaktisk forhold at tage ind i ens overvejelser, for verden ville være meget anderledes, hvis en sort eller brun dreng skulle vokse op, ikke bare med den form for økonomiske og sociale privilegier, som Brett havde – den velhavende familie, eliteskolen, eftermælet på Yale – men også med den tætte klike af mennesker med de samme privilegier, som ville have hans ryg i tykt og tyndt. Den solidaritet, der lyste ud af de mennesker, som kendte Kavanaugh, da han var ung – det, Kavanaugh omtaler som »venskab« – var solidariteten mellem rige, hvide mennesker. Vi kan ikke forestille os en sort eller brun Kavanaugh uden at vende op og ned på de racemæssige og økonomiske normer i USA.