Sømærke

Sømærke

© Lærke Kløvedal og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1.udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Alette Bertelsen

Forsidefoto: © Lasse Helner

Vignet af sømærket ved Stenbjerg: © Alette Bertelsen

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0416-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

SLUTNING OG BEGYNDELSE

Min far dør den 23. december 2018 om formiddagen. Hans kone og vi fem børn sidder rundt om hans sygeseng. Den står i stuen ved siden af hans skrivebord. Jeg tror, at han har besluttet sig for at dø der, jeg tror, at han har planlagt det sådan.

Vores egne familier kommer senere på eftermiddagen eller næste formiddag for at fejre jul. Min far har bedt sin gamle ven, en kok fra Aalborg, om at lave julemaden til os. Alt står klar i fadeburet og skal bare varmes. Det er betænksomt. Det er planlagt.

Jeg tror, at han selv får sit hjerte til at holde op med at slå. Han ligger i respirator, så hans vejrtrækning kan kun stoppes manuelt. Men han stoppede selv sit hjerte, siger lægen, der sidder ved siden af os, rødkindet, lidt perpleks.

Først forvirringen. Er han død? Nu? Eller nu? Så kommer chokket. Som et stød. Tænk, at han er død. Lydene, gråden. Hulkene.

Lettelsen over, at vi alle sammen er her. At der ikke er en, der er i Brugsen eller på toilettet eller på Sri Lanka. Vi er her. Det er en nådegave.

Der er noget eksalteret ved døden. Et sært high. Alting bliver både knivskarpt og fuldstændig sløret. Luften fra haven, kongeørnen, der tager sin sidste tur over gården og derefter aldrig mere kommer tilbage. Min fars kones hår, der stadig er fugtigt efter badet. Smagen af sur maskinkaffe, så smagen af gin. En sær pligtfølelse af at skulle berette, hvad der er sket. Jeg sender en sms til mine nærmeste: Min far er død.

Senere en nærmest primal følelse af, at noget er forsvundet. Som en kattemor, der får taget sine killinger væk før tid og søger og leder, mens hun siger dybe lyde, der minder om gråd. Fysisk uro og langsom overgivelse. Som at dykke.

Pludselig ligger der et lig i stuen, der er min far. Pludselig er min far et lig i stuen.

Om aftenen bærer vi ham ud. Vi synger, mens vi bærer ham ud igennem vognporten. Vi synger “Danmark nu blunder”, fordi vi lige der ikke kan komme i tanke om andre sange. Og fordi min far skrev allerbedst i de sankthanstaler, han godt kunne lide at holde rundtomkring i landet. Vi bærer ham

gennem gårdens vognport, her har han boet i 30 år. Min far var sømand, men han døde på land. Lidt evig jord i lommen.

Hans eftermæle er allerede ved at blive skrevet i landets aviser. Om aftenen bliver vi sindssygt fulde. Alle græder på skift, brøler. Sorgen er begyndt.

Næste dag ankommer de sidste, og det bliver en mærkelig jul. Risengrøden vokser i munden. Vi får grineflip over et eller andet ligegyldigt. Vi græder. Jeg fryser. Jeg vil gerne væk.

Dagen efter tager min kæreste, Peter, og jeg ind til Aarhus og overnatter på et hotel. Jeg vil ikke tilbage til gården på Djursland, jeg vil ikke hjem til København, hvor vi bor. Aarhus føles midt i. Jeg sidder i et badekar med løvefødder og græder ned i vandet. Jeg har mistet en far, der aldrig har været der, og alligevel føler jeg mig endnu mere fortabt, end da han var i live.

Min far bliver begravet den 3. januar 2018. Det er en offentlig begravelse, det har han selv bestemt. Holmens Kirke er fyldt, og udenfor står pressen og TV 2 News og dækker begivenheden live. Det er præcis, som min far har planlagt det, og det er ikke rart at være i. Jeg glemmer min frakke,

da vi skal bære kisten ud, og jeg klaprer af kulde og sorg i en lidt for stram sort kjole, mens fotograferne filmer.

Kisten er alt for tung, og jeg bliver bange for, at jeg skal tabe den, bange for, at min far vil falde ud af kisten for rullende kameraer. Min nevø overtager mit håndtag, og jeg holder ham i hånden i stedet. Mit hår sidder dårligt, og jeg synes ikke, nogen bør skulle forholde sig til, om deres hår sidder dårligt, når deres far bliver begravet.

På Holmens Kirkegård bliver kisten sænket i jorden. Fotografen Jacob Holdt, som jeg aldrig har mødt før, tager billeder, mens kisten bliver firet ned. Jeg står med min mor og min søn i hånden, og jeg kan ikke lide, at der bliver taget billeder af dem. Det føles, som om noget hårdt ruller videre. Som om noget aldrig stopper. Det er mig, der skal passe på min søn, skærme ham. Men er det også mig, der skal passe på min mor, eller er det hende, der skal passe på mig?

Vi holder gravøl i lokaler tæt på Holmens Kirkegård, og min bror holder en virkelig god tale. Jeg har bestilt alt for meget smørrebrød fra Aamanns, og vi prøver forgæves at få nogen til at tage det med hjem.

Der står konkylier og lanterner med lys ved min fars grav, og da det er blevet mørkt, er vi pludselig låst inde på kirkegården. Vi fniser i mørket, griber den hånd, der er nærmest, og finder en smutvej ud. Min kæreste og jeg tager en taxa, jeg bliver urimelig sur på chaufføren, fordi han ikke

kan finde fra Øster Farimagsgade til Nørrebrogade, jeg har hovedpine og kvalme. På vores stambar drikker vi vin, og jeg er tom og fuld og kan ikke huske, hvordan jeg kommer i seng.

Nogle dage senere gennemgår vi alle blomsterkortene, og jeg finder et kort fra min mor. Hun har en meget karakteristisk, højredrejet skrift, og hun fatter sig som altid i korthed.

Tak for Lærke, står der.

Det var det.

Et øjeblik er jeg ikke helt sikker på, hvad det er, der er slut. Men noget nyt er begyndt.

Jeg ligner min far. Det har jeg fået at vide, lige så længe jeg kan huske. Især på børnebilleder, men selv i dag, som voksen, skriver fremmede mennesker uopfordret til mig, at hvor jeg dog ligner min far. Jeg kan godt selv se det. Det er noget med øjnene og blikket, noget med smilet. Noget næsten barnligt, naivt. Begejstret. Jeg har samme kropsbygning som min far. De lange ben, lange arme. Og hans umulige hår, som jeg troligt føntørrer hver morgen. Hvis

jeg ikke gør det, får jeg samme flade, tottede uldhår, som han havde. Jeg er det af hans børn, der har tilbragt mindst tid med ham, og måske den, der fysisk ligner ham mest.

Det meste af mit liv har jeg oplevet, at folk spørger til min far, så snart de opdager mit efternavn. Er du så i familie med ...? Nå, er han DIN FAR? Så må du nok have sejlet meget / har du så været med ude på de lange rejser som barn / er du så vokset op på Nordkaperen? Jeg har forskellige variationer af de nejer, der uvægerligt følger, og jeg har altid oplevet det, som om folk bliver skuffede over svaret. Og at det er mig, der skal sørge for, at vi kommer videre derfra i samtalen.

I en periode prøvede jeg at sige noget spændende om mit liv med min mor, men det prellede altid af. Sidenhen overgjorde jeg mine få ture med Nordkaperen, det fungerede bedre. Den dag i dag har jeg stadig et standardsvar.

Min velopdragenhed kan godt forstå, at folk spørger, og den forsøger altid at svare ordentligt. En anden del af mig krummer tæer. Bliver forlegen over, at de ikke kan regne ud, at jeg er blevet stillet det spørgsmål hele mit liv. Jeg bliver først forlegen, så skuffet, så vred og til sidst sorgfuld over, at jeg skal tage ansvaret for deres tonedøvhed. Igen og igen og igen. Forlegenhed, skuffelse, raseri, sorgfuldhed. Alle de følelser er med årene kogt ned til at vare ét sekund. Men de dukker op hver gang.

Jeg kan ikke finde ud af at placere størrelsen af min fars berømthed i samtalerne med mennesker, jeg ikke kender. Jeg vakler mellem to positioner. I den ene aner folk ikke, hvem min far er, og det er uendelig pinligt, at jeg selv italesætter ham som kendt og italesætter mig som barn af en kendt. At jeg overhovedet bilder mig ind at have den slags tanker, når absolut ingen ved, hvem han er. Troels hvem? Der er jo mange, der er meget, meget mere kendte end ham. Børn af mere kendte forældre, der for alvor ved, hvordan det føles. Hvem tror jeg, at jeg er? Mit skamfulde spænd mellem at være privilegieblind og indbildsk.

I den anden position er det kikset, at jeg bare lader, som om han er en almindelig far, og lidt henkastet forsøger at forklare, hvem han er. Når de folk, jeg så taler med, rent faktisk har læst alt, hvad han har skrevet. At noget, han har skrevet eller sagt, har været afgørende for deres liv. Det intense og fortrolige blik, når de siger: Hans bøger har ændret mit liv. Hvis de kender ham, har de fleste en mening om ham: Ej, hvor må det have været fantastisk at være datter af Troels Kløvedal, hans liv var så spændende. Eller: Har det ikke været hårdt at være datter af Troels Kløvedal, fordi han var så meget væk. Jo. Det har det.

Begge dele.

Min far er død, og tiden efter er underlig. Jeg kan ikke mærke, at han ikke længere er der, og det forvirrer mig. Jeg kan ikke mærke forskel. Der er ikke noget hul. Ikke en plads, hvor han plejede at være, som nu er tom. Sådan beskriver mine søskende det, som om han mangler i deres tilværelse. Jeg mangler ham ikke, for han var der ikke.

Jeg føler mig pludselig lettet over, at han aldrig var der, for så slipper jeg for at savne noget, der plejede at være der.

Jeg kan ikke mærke sorg, jeg kan ikke mærke noget. Min fornemmelse af tid ændrer sig i de måneder. Tiden var inde for min far. Det var tid. I det store tidsbillede er jeg nu den yderste på bænken. Jeg opsøger min læge unaturligt meget. Jeg tror, jeg mærker en knude i brystet, jeg tror, jeg har en begyndende diskusprolaps, jeg tror, jeg har tarmkræft, pludselig går det op for mig, at min farmor døde – ung – af tarmkræft. Min læge kigger længe på mig og sender mig til undersøgelse efter undersøgelse. Alt ser fint ud.

Jeg sygemelder mig fra mit arbejde som vært og redaktør på DR. Der er forståelse og blomsterbuketter, og tag al den tid, du skal bruge. Men også, hvornår kommer du tilbage, vi skal lige vide, hvad vi skal gøre. Og der er en fyringsrunde forude, en “sindedag” hedder det på DR, den dag, man får at vide, om ens chef har i sinde at fyre én.

Mine veninder skriver lange, søde beskeder, nu skal du virkelig passe på dig selv, skriver de, men de skriver også,

hvornår skal vi ses, med flere og flere spørgsmålstegn efter, som månederne går. Jeg vil bare være i fred. Jeg går i nattøj fra morgen til aften og ser tv. Men jeg går også ture i Østre Anlæg, når jeg har afleveret min søn i skole. Fra Østerport Station til Østre Anlæg til min fars gravsten på Holmens Kirkegård tilbage til vores lejlighed på Nørre Søgade. Og bagefter ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge dagen til.

Jeg hører The Minds of 99, hver gang jeg bevæger mig. Alle de tårer, jeg græder over min far, græder jeg til lyden af dem. Deres sange er et rum, der er bart nok til, at jeg kan være i dem. Hvor der er plads til mig. En enkelhed og forløsning. Nogle gange nærmest en afstumpethed. Blottede nervetråde, der famler og griber. Med to stavelser på skæve steder og rim, der kun nogle gange vil. Og Niels Brandts stemme, der griber fat i noget i mig, noget, der både føles som fortid og fremtid. De sange bliver et værn, hver gang jeg går ud ad min hoveddør.

Dagen er bare til besvær, min ven, du står op, men hvad skal du dog her, er du bange for, du bare gør den værre, hviskesynger jeg ned i mine tårer i S-toget.

Men hver gang jeg tror, det’ her, jeg bor, så skal jeg altid ud igen, ung kniv, helt skarp, råbesynger jeg vredt ud over Gothers-

gade, når jeg cykler hjem om natten efter endnu en aften med alt for meget vin. På fotorullen er der uskarpe billeder af danseben og tomme glas og svaner på de isdækkede søer og tåkrummende drukpoesi skrevet i telefonens noter. Jeg drikker meget, og jeg drikker hurtigt, og det hjælper.

Tømmermændene dagen efter hjælper også. Den bløde hinde mellem mig og dagen, accepten af, at denne dag ikke skal bruges til andet end at få det bedre. Lovlige, forklarlige tømmermænd i stedet for bare at ligge på sofaen hele dagen i lyset eller bevæge mig rastløst rundt i lejligheden, helt klar i hovedet. Lov til chips og dip til morgenmad og til hundredvis af leverpostejmadder med mayonnaise og groft salt. Døse hen til billedet af kopper med årringe af kold sort te med sukker og Panodiler på sofabordet.

Alle skuffer over tid, vrængesynger jeg, først mod min døde far og senere ad Peter, da han en aften tager med mig ud i natten. Og jeg vil komme til at skuffe dig, fortsætter jeg mod ham, mens en taxadør smækker. Jeg brøler mod ham, som en bølge mod et bolværk, jeg vil have ham til at gå fra mig, jeg vil have, at jeg fik ret. At jeg fik ret, at min mor fik ret, at min far fik ret, at det er min, og ikke Peters opvækst, der får ret: ret i, at han selvfølgelig forlader mig, og hvis ikke, så forlader jeg ham først, for sådan er det, kærlighed går i stykker, folk går fra hinanden, for helvede. Men han går ikke. Tag mine hænder, mine hurtige hænder. Følg mine læber. Kys mig og elsk mig.

Han kysser mig, aer mig over håret, lytter til mine tågede historier om natten, når jeg iskold kryber ind til ham, suger mig ind i ham for at få hans varme, hans duft, hans ro. Han lytter videre om morgenen, lytter til ligegyldige fortællinger om, hvad jeg spiste, hvad vi drak, hvem der kom forbi, hvem der sagde hvad. Han laver kaffe til mig, køber ind, vasker mit tøj, han lever med mine bizarre følelsesudbrud og lægger en dyne om mig, når jeg igen, igen, igen falder i søvn på sofaen.

Og en dag bestiller han en weekendrejse til os til Barcelona, selvom han godt ved, at jeg hader at rejse. På billederne er jeg tynd og sidder med lukkede øjne i vintersolen. Det ser fredfyldt ud, selvom der ikke er fredfyldt indeni. Men det hjælper.

Du skal have det godt, svarer Peter langsomt og tydeligt, som om der er et punktum efter hvert ord, da jeg udmattet, igen, spørger ham, hvad jeg skal gøre, hvad jeg skal vælge, hvad jeg skal blive til. Bare have det godt, hvæser jeg spørgende og spydigt efter hans ord. Og så bliver jeg stille, fordi jeg pludselig kan høre, hvad det er, jeg siger.