Sønnen

Titel

JEA N - BAP T I S TE DE L AM O

Sønnen roman På dansk ved François-Eric Grodin

Gutkind

Sønnen er oversat fra fransk af François-Eric Grodin efter Le fils de l’homme Copyright © Éditions Gallimard 2021 Published by agreement with Rogers, Coleridge & White Ltd. Denne udgave: © Jean-Baptiste Del Amo og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Kasper Vang Foto: © S.G. Sat med Baskerville hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0247-3

På s. 84 citeres der fra Gary Brooker/Keith Reid/Matthew Fisher,

A Whiter Shade of Pale © Onward Music Limited.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

»Og i enhver generation skal fædrenes raseri gives videre til deres sønner.« Seneca, Thyestes

5

6

Føreren standser op, løfter ansigtet mod himlen, og i et kort øjeblik falder hans pupillers sorte cirkel sammen med solens hvide, stjernen gennemborer nethinden, og væsnet, der kryber i ursumpen, vender blikket væk og betragter den dal, han vandrer gennem sammen med sine egne: Det er en vind­ blæst hede med lav bevoksning og spredte, jammerlige buske; et dystert land, hvor stjernens negativ svæver over horisonten som en sort måne.

De har i flere dage vandret mod vest, mod den bidende efterårsvind. Mændenes hårde ansigter er skjult af buskede skæg. Rødmossede kvinder bærer nyfødte børn under tyndslidte pelse. Mange vil dø undervejs, blive blå i kulden eller revet bort af dysenteri, når de slukker deres tørst med det stillestående vand fra pytterne, hvor også de vilde dyreflokke drikker.

Mændene vil grave triste huller til dem i jorden med deres bare hænder eller med knive.

Der vil de lægge den indsvøbte krop, som vil se endnu mere ubetydelig ud i gravens natsorte mørke; de vil lægge unyttige ting derned, pelsen, som barnet puttede sig i, en hampdukke, en halskæde af knogler, som inden længe vil ligge mellem knoglerne fra den afdøde krop. De vil kaste nogle håndfulde jord på ansigtet for at lukke øjne og mund til, og så vil de lægge tunge sten på den lille forhøjning for at beskytte de jordiske rester mod ådselædere på jagt efter føde. Til sidst vil 7

de begive sig videre, og kun moren vil måske kaste et sidste blik over skulderen i retning af den funklende lille jordbunke, som hurtigt forsvinder i skyggen fra en skråning.

En afpillet gammel mand slæber sig af sted under en fedtet pels, dens hår bevæger sig i vinden. Han har også engang ført gruppen hinsides højsletterne og dalene, langs vandløb med bugtende bredder, mod nærende jorde og mere nådige himmelstrøg. Nu følger han med stort besvær efter andre, der er yngre og mere rørige end ham selv, og det er dem, der går forrest, som beslutter at slå lejr sidst på dagen og bryde op ved daggry. Når de går ind i en grotte for at gøre holdt, hænder det, at de tænder bål, og flammerne skærer natten op og kaster lys på omridset af hulemalerier, som er blevet lavet af andre før dem i skæret fra en fedtlampe.

I det tætte mulm trykker de deres barkede kroppe mod hinanden under store huder, så kun deres ansigter stikker op. Deres ånde fortættes, og deres øjne forbliver længe åbne, mens mødrene forsøger at dæmpe spædbørnenes gråd ved at stryge en brystvorte hen over læben. Nogle af mændene taler sagte, rager i gløderne, som blusser rødt og flyver op – deres genskin bevæger sig som satellitter hen over øjet på dem, der holder vagt – de flagrer omkring, som om de vil slutte sig til det endeløse himmelrum, hvor andre himmellegemer alle­ rede brænder op, bliver opslugt af det grådige mørke og forsvinder.

De ligger så tæt sammen under huderne, der dækker dem, at de ikke kan andet end parre sig. Hannen tager fat om hunnens kryds, hvad enten hun byder det til eller vægrer sig, og under­ tiden endda uden at ænse det barn, som hun stadig holder 8

varm mod sin mave. Så støder han løs i hendes køn, som han forinden har smurt ind i en tyk spytklat, får sammen­trækninger og tømmer sig i hende. Mens hunnen falder i søvn, vil sæden måske befrugte hende, inden den løber ned ad hendes lår, og tre årstider senere vil hun med tænderne i et stykke træ nedkomme i skyggen af en lille busk få skridt fra det sted, hvor gruppen har slået lejr, mens fødslen står på.

Siddende på hug, mens andre kvinder holder fast i hendes arme og på skift tørrer hendes pande, hendes lægge, hendes køn, vil hun udstøde frugten af sin bedækning direkte ned på jorden eller i hænderne på en fødselshjælper. Navle­ strengen bliver skåret over med en flintekniv. Når afkommet er blevet trukket ud i lyset og anbragt på mavens tømte sæk, vil det krybe hen for at drikke råmælken af brystet og således indlede den uophørlige, livs­nødvendige cyklus, hvor det nedsvælger verden og afsondrer den igen.

Hvis barnet overlever de første somre og de første vintre, hvis dets afsjælede legeme ikke føjer sig til dem, de allerede har ladt bag sig – af et barn, der blev taget af en mår i nærheden af en lille dam, ligger der i nogen tid bare brystkassen, halvt nedsunket i dyndet, men inden ribbenene bliver til støv, rejser en ager­padderoks knoglehvide stilk sig op imellem dem – så vil det snart vandre sammen med sine egne, som en af dem, aflæse vejen i stjernerne, slå sten mod hinanden for at frem­ bringe ild og knive, lære planternes hemmeligheder, forbinde sår og gøre de dødes kroppe klar til deres sidste færd.

Måske får barnet lov at leve længe nok til, at dets allerede trætte legeme pålægger det at forplante sig. Så vil det uophør­ ligt forsøge at forene sig med en af sine egne og famlende trykke sig mod en af de andre elendige skabninger i den optændte 9

nattekulde, mens Mælkevejen løber hen over dem på himlen.

Og når det har vandret en stund på jorden og set himlen skumre og dæmre nogle gange, mens den lysende barndom afløses af kroppens uundgåelige forfald, vil det krepere på den ene eller den anden måde inden sit tredivte år.

Men for øjeblikket er barnet stadig en del af intetheden; det er blot en minimal, uholdbar sandsynlighed i en horde af menne­ sker, der skrider frem mod vinden med bøjede hoveder; en opretstående flok, lige så vedholdende som lurvet. På skuld­ rene eller på primitive slæder, som de trækker efter sig, bærer de garvede huder og håndformede lerpotter med deres forråd af fedt. Der opbevarer de rødder, nødder, frugter og bær, som de har sanket undervejs og opretholder livet med. De tygger det ind­­tørrede frugtkød, som de bløder op og gør spiseligt med spyt, og nedsvælger de bitre eller vammelsøde safter.

Efter flere ugers vandring når de frem til bredderne af en fiskerig flod, der bugter sig, så langt øjet rækker, på en slette, der gennemkrydses af østgående skyer. Skyggerne følger skyernes bane og kommer dem i forkøbet, de lægger hele landskaber i mørke, gør dalkløfter dybere, jævner tørvemoser ud, gør skovene tættere, så det grønbrune pludselig bliver kulsort. Det for­­ vandler mosevandet til vidstrakte glasflader spækket med tørre siv, der knitrer i vinden som insektvinger. Skyerne driver væk med deres skinnende hvide toppe, og lyset vender tilbage og varmer jorden op. En flok hejrer letter fra sumpene; deres halse flænser luften som pile, og deres udfoldede vinger glimter på den lyseblå baggrund.

Mændene gør holdt og slår lejr. De dygtigste fiskere træder ud i strømmen, der skummer mod klipperne og mod træstammer, 10

som den rivende bæk har ført med sig dertil. Fiskerne går langs bredderne og gransker bunden. Overfladen genspejler deres abelignende ansigter og den disede himmel, der flyder hen over det spættede tæppe af sten, som er blevet rullet og poleret af floden. Larmen fra bækken og de anstrengelser, fiskerne må gøre sig for at se noget i de gnistrende strøm­ hvirvler, hensætter dem inden længe i en form for trance.

Med armene ned langs siden og skum om lårene eller op til livet lader de finger­spidserne glide hen over vandoverfladen, mens de bevæger sig foroverbøjede frem som brune vadefugle, der har tilpasset sig livet ved floden.

En af dem bøjer sig endnu længere frem og stikker sine hænder ned i vandet. I en fordybning med stille vand tæt på en træstamme, der ligger halvvejs oppe på bredden, har fiskeren skimtet en laks, der med spøgelsesagtige be­vægelser gyder mod strømmen, og set de metalliske reflekser, der smelter sammen med vandets konstante uro. Han nærmer sig ekstremt langsomt uden på noget tidspunkt at lade sin skygge falde foran sig. Han sænker sine underarme i, lader dem hænge der – overfladen forvrænger de to lemmer, så de nu virker adskilt fra fiskeren som en del af flodens afgrænsede virke­ lighed – og han holder blikket rettet mod laksens øje, pupillen med de gyldne pailletter, det opalfarvede skæl ved øjet.

Uendelig varsomt samler fiskeren sine hænder under laksens bug, og det ser et øjeblik ud, som om han holder fisken som en offergave, at han giver laksen til floden, eller i det mindste, at han støtter den i dens statiske, fine, sarte svømning. Da hans håndflader strejfer laksens bugfinner, slår den et plud­ seligt slag med halen, uden at den dog forsøger at flygte.

Fiskeren venter tålmodigt, og i hans håndflader er der 11

kun lysglimt i bevægelse. Han flytter igen hænderne ned under laksen; denne gang lader den sig berøre let og endda løfte op, og det er først i det øjeblik, hvor dens ryg kløver vand­overfladen, at den med et voldsomt spjæt forsøger at gøre sig fri.

Men fiskerens hænder har lukket sig sammen om den; med en kraftfuld bevægelse trækker han fisken ud af strømmen og kaster den op i luften i retning af bredden, hvor nogle børn går rundt med tilspidsede hasselgrene. En af dem, en lille enøjet pige med pjusket hår, skynder sig hen til laksen, som ligger og spræller på stenene, og hun sætter sig på hug og holder den nede med den ene hånd. Hun fører spydspidsen ind i gælleåbningen og stikker den ud gennem munden på den. Underkæben går forgæves op og i, og da den lille pige løfter den spiddede fisk op i strakt arm, glimter den ene side i sollyset.

To kvinder sidder på hug på stenene ved vandkanten og tilbereder de laks, som fiskerne har fanget. Skællene glimter på deres brune hænder som stjerner, da de stikker spidsen af en flintekniv ind i gatåbningen, skærer bugen op på langs og fører pege- og langfinger ind for at gribe fat i bughulen. De trækker en lille bunke røde og brune indvolde ud og kaster dem på jorden med en kraftig håndleds­ bevægelse. Den enøjede pige står tæt på og iagttager dem opmærksomt. Hun snupper svømmeblæren, der ligger mel­­­lem to sten, og betragter et øjeblik den iriserende hvidhed, inden hun sprænger den mellem sine fingre.

Kvinderne hænger en hud op på et stativ lavet af grene, fylder den med vand og lægger sten, som de forinden har varmet op i gløderne fra et bål, derned. De kommer også de 12

flod­muslinger, som børnene har samlet, ned i vandet sammen med rodknolde, krydderurter, der er blevet plukket og tørret den foregående sommer, og til sidst fiskene, hvis kød hurtigt løsner sig i flager. Inden længe breder duften fra suppen sig på den stille, blålige flodbred.

Om aftenen spiser de sig mætte, og de yngste, som er udmat­ tede efter vandringen og deres leg i den brusende bæk, falder i søvn til lyden af den gamle førers messende sang ved bålet.

Hans sang stammer fra noget, der kom før sangen, før selve stemmen, en modulerende klage fra struben af dissonerende bølger, med vibrato og tunge, dybe udåndinger med hele oldingens krop som klangbund. Det virker nu og da, som om sangen ikke kommer fra oldingen, men fra et sted uden for ham, fra hemmelighederne, der har hjemme i den bælg­ mørke nat, på den usynlige slette, i det sorte flodleje og stenenes indre – hemmeligheder, som samler sig i denne krop, der er lige så tør og knortet som en træstub, for ansigtet bag det tjavsede skæg er ubevægeligt, og kun en bue af lys fra flammerne bevæger sig hen over det.

Læberne bæver nærmest ikke under hans skæg, hans øjne er lukkede, og blikket vendt ind i ham selv. Den monotone sang udløser dybt i dem alle en strøm af billeder og følelser, som rummer en sørgmodighed over deres omflakken på jorden, uden mål og blottet for mening, over årstidernes gang, som bestandigt gentages, over de døde, der fortsætter med at vandre ved deres side, og som sender dem hilsner ude fra nattens kulisser i form af en flygtig skygge eller et ulvehyl.

Og da oldingen tier, da sangen ophører i ham, holder de vejret; der er netop blevet sagt noget om, hvor ubetydelige og ophøjede de er.

13

En morgen står verden indhyllet i rimtåge og funkler i det blege lys. Mændenes ånde fortættes i den iskolde luft, mens de får ilden til at blusse op igen. Her og der har de gravet huller i jorden og spændt huder ud på pæle og på den måde lavet nogle hytter, hvor kvinderne og børnene stadig ligger tæt sammen og sover svøbt i endnu flere huder.

Nogle alliker, der er fløjet hen over lejren, sætter sig i grenene på et træ lidt længere væk, og deres begsorte fjerdragt står skarpt mod den hvide rimfrost, der dækker barken. De holder øje med mændene, som måske vil efterlade dem en bid mad, og mændene holder øje med allikerne, som af og til viser dem vej til et ådsel, når de flokkes om det og strides. Så tager mændene ådslet fra dem og bringer det tilbage til lejren for at stille deres sult.

Inden længe slipper deres forråd op. De lever af nødder og af agern, som de knuser og koger mange gange for at fjerne garvesyren, ælter til fladkager og steger på gløderne. De gennemsøger døde træstammer for larver, graver rødder op, skræller træer for bark og spiselige mosser.

I en ny dags morgengry får de øje på en flok hjorte, der græsser i udkanten af en skov. De bevæbner sig med kastespyd med skafter af unge afbarkede fyrrestammer, spidser af flint og styrefjer fra høge, falke eller slørugler. De begiver sig af sted; en kvinde og tre mænd, alle tavse. Den sidste går i hælene på et knap kønsmodent barn med afmagret ansigt. Han har tynde lemmer, usikre bevægelser, og hans overlæbe og kinder er dækket af en dunet skægvækst. Han ser fra den ene jæger til den næste med sine mørke, bestyrtede øjne, som sidder lejret i de dybe øjenhuler, der er mejslet ud under pandens frem­ spring. Han vender sig ustandselig om mod den, der går bagest – hans far – og holder sig tæt til ham. Han forsøger at 14

aflure jægernes måde at bevæge sig på, deres tavshed, som han anstrenger sig for at gøre efter.

De bevæger sig tilsyneladende først væk fra rådyrene, som uanfægtet fortsætter med at græsse – et af dem, en buk, som har kastet sin opsats i efteråret, retter sig op og ser sig spej­ dende omkring, snuser, pruster flere gange, dens hvide ånde hænger over hovedet på den, som om den lige har blæst sin sjæl ud – og de skrider videre i en stor bue i retning mod vest, gennem kratbevoksninger, hvor natten stadig dvæler, og deres s­ ilhuetter kan akkurat skelnes under månen, der er i af­tagende og falmer hen over deres hoveder, mens morgendæmringen, der med ét er blevet rosa og purpurrød, bryder frem og skiller himmel fra jord.

Ser bukken vagtsomt op, stivner jægerne, og de går først videre, når dyret atter sænker hovedet. De står helt stille i det hvide græs, og den unge dreng ser faren trække en læderpung frem fra det virvar af huder, han er dækket af. Han løfter den op og presser med fingrene en sky af aske ud, som spreder sig ind imellem deres kroppe, som de står der opmærksomme og tæt samlet, og den viser, at en stille vind fejer hen over sletten imod dem.

Faren nikker, og jægerne sætter sig i bevægelse igen. De når til skovbrynet og trænger ind i underskovens skygge, i samme øjeblik som den store brand bryder ud i øst og spreder et rødgult lys ud over fladlandet.

Jægerne går videre og er opmærksomme på, hvor de træder på skovens bund af blade og grene dækket af rim. Snart begynder de bedre at kunne skelne flokken, der består af bukken, tre råer 15

og et lam, som må være født i foråret, for dens dragt ligner allerede de voksnes, mørkegrå og dækket af dugdråber. Ved halsen har de også en lys plet, som bliver synlig, når de løfter hovedet; deres underlæbe er hvid under de sorte næsebor, og krydset er prydet af et hvidt spejl.

Med en hurtig håndbevægelse beordrer han de to andre jægere til at dele sig op for at komme uden om flokken, og de trænger ind i skoven. Drengen står alene tilbage med faren, og han ser dem forsvinde og hurtigt blive opslugt mellem de brune stammer i skovens nat. Manden lægger en hånd på hans skulder og får ham til at bukke sig ned bag et væltet træ. Der sidder de sammenkrøbne begge to og spejder ud mod sletten, hvor der nu ligger tåge, mod røgen fra lejren i det fjerne, mod rådyrene, som i modlyset fra den opstigende sol står som s­ ilhuetter – de er kompakte i midten, men omridset udviskes af lyset, så de virker højere, tyndere, mere skrøbelige, som om de kan fordufte, hvornår det skal være.

Deres kroppe er ømme af at ligge på lur i kulden. De holder om spydskaftet med et fast greb. Sønnen tager ikke øjnene fra farens ansigt. I det fjerne høres en lyd, der minder om en rovfugls skarpe skrig, manden sætter spyddet i kastetræet, og sønnen gør det samme. De holder vejret, indtil det andet signal flænger luften over sletten. De ser rådyrene rive sig løs fra deres græsning, springe op og storme hen imod dem i ét samlet ryk.

De to klappere er sprunget frem fra underskoven og løber i fuld fart bag flokken med god afstand imellem sig.

Bukken fører flokken frem og lægger an til at ville flygte i retning af det åbne stykke af sletten, men den kvindelige jæger afskærer den vejen og driver den tilbage. Med hånden løftet i brysthøjde giver faren sønnen besked på ikke at røre sig.

16

Sønnen ser rådyrene styrte imod dem i en stilhed, der kun bliver brudt af deres åndedræt og af klovenes dæmpede banken mod jorden mellem to majestætiske spring.

Faren sænker hånden, og de rejser sig begge, som var de én krop, og skyder op over den væltede træstamme. De ser bukken trække hovedet tilbage i et hurtigt ryk. Øjet er spilet op i rædsel, og dyret flytter sin kropsvægt til venstre og drejer af mod ­underskoven.

I samme øjeblik kaster jægerne deres spyd, og de stiger til vejrs i den grå morgen. Alting står stille: våbnene, der følger deres bane op over sletten, rådyrene, der hænger i luften oven over græsset, bukkens hals, der allerede har nået skyggen fra underskoven, hvor visne blade stadig hvirvler ned fra træernes løvhang, mændenes mørke kroppe, der følger i hælene på dem, og længere væk en flok hvide fugle, der er blevet skræmt op af den flygtende flok og letter fra et buskads.

De spyd, som faren og den kvindelige jæger kastede på samme tid, lander lige bag rådyrene, og nedslaget forplanter sig gennem skaftet i en klangfuld vibration. Den anden klappers spyd slår ned i græsset med en snogeagtig hvislen, mens spyddet, som den unge dreng har kastet, uden en lyd rammer en rå i s­ kulderen.

Dyret trækker mod højre og synker sammen på forbenene på det isede tæppe af visne blade og grene, der knager under dets vægt. Med en voldsom krampetrækning i hele kroppen formår det at rejse sig igen og er i et spring inde i skoven.

Jægerne henter deres våben og følger efter flokken, men rå­­­ dyrenes pels går allerede i ét med stammerne, der gentager sig i et endeløst mønster, og spejlet på deres kryds er det 17

eneste, der gør det muligt at skimte deres rykvise bevægelser, efterhånden som de trænger længere og længere ind i de høje bregner, der er blevet brune af frosten. Nu spreder jægerne sig ud igen, og med god afstand til hinanden bevæger de sig møjsommeligt gennem vanskelig vegetation og duftende tørvemoser.

Underskoven er indhyllet i et koldt lys, der ophæver alle former og farver. Faren bøjer sig ned og lægger fingerspidserne på en hensmuldrende stub, og da han løfter hånden op igen, ser blodpletten på blommen underligt mørk ud; han må række armen ind i en lyssøjle, der falder ned mellem de nøgne grene på et bøgetræ, for at se, at aftegningen er skinnende rød. Han tørrer fingrene af i det skind, der dækker hans overkrop, under­ søger jorden og får i nærheden af et mudderhul øje på nogle spor afsat af den sårede rå, som viser, at den halter og ikke længere kan støtte på sit venstre forben.

Med regelmæssige mellemrum høres en spætte, der banker på en hul stamme. En gren falder ned på løvbunden med en dæmpet raslen. Længere væk, uden for farens synsvidde, løfter sønnen ansigtet op mod trækronerne og deres mørke grenværk.

Hans ånde stiger op og opløser sig over ham. Han betragter det sammenfiltrede netværk af planter, som man skal kæmpe sig igennem, de glinsende stammer, de edderkoppeagtige rødder, der træder frem fra muldjorden. Duften fra skoven stiger ham til hovedet og bringer ham ud af ligevægt. Han fornemmer ikke længere de andre jægeres tilstedeværelse. Det forekommer ham, at skoven har skubbet ham ned i det orga­ niske dyb, til det knudrede, klæbrige sted, hvor dets skjulte gæringsprocesser finder sted. Han støtter sig til træernes våde bark, løfter foden fra et vandhul, fra en lian, hiver sig selv 18

op fra den store forrådnelse, som nærer jorden, og hvorfra et ubarmhjertigt liv igen vil vælde op til foråret. Foran ham på den anden side af træstammerne skinner et svagt dagslys.

Han går videre og kommer til en lysning, der er dækket af vinterlyng. Råen ligger i et krat, der er overstrøet med lilla blomster. Den har vendt hovedet og slikker sig på flanken, hvor spyddet sidder med skaftet hvilende på jorden. Den unge dreng holder sig ude af syne i skjul af træerne. Han ser lammet trippe nervøst frem og tilbage ved skovbrynet.

Råen opgiver at slikke sit sår, løfter hovedet og ser på lammet.

Den forsøger at støtte på bagbenene for at komme op, men formår kun at løfte bagkroppen, inden den falder tungt ned igen. Den strækker halsen, hviler hovedet på jorden og løfter det ikke, da den unge jæger går hen imod den uden at holde sig skjult. En indskydelse til at flygte sender en sidste kort skælven gennem dens krop, og lammet trænger ind i under­ skoven, hvor det standser op.

Den unge dreng går helt hen til råen, og hans skygge breder sig over dens bryst og flanke, som løftes op og ned af et gispende åndedrag. Han indånder den liflige duft af vildtet og lugten af jern fra pelsen, der er indsmurt i blod. Han fornemmer h­ jertets febrile sammentrækninger under ribbe­ nenes frem­trædende bue. Øjet med den ovale pupil og den brune regnbuehinde reflekterer et forvrænget billede af verden, omridset af den unge jæger, de buede, kobberrøde stammer, den hvælvede himmel over træ­­kronerne. Ud af det løber en gennemsigtig væske, som klistrer til øjenvipperne og mørkner de korte hår på siden af hovedet. Der lyder skridt i bladene. Den unge jæger drejer hovedet og ser omridset af faren, der kommer gående imellem træerne.

19

Han vender sin opmærksomhed mod lammet, der stadig er på vagt i underskovens halvmørke, bukker sig ned efter en sten, der stikker op af jorden, og kaster den af alle kræfter efter det unge dyr. Projektilet rammer en træstamme, lammet stikker af, standser op for at kaste et sidste blik mod lysningen og den liggende rå og forsvinder så i et spring.

Faren træder ind i den åbne lysning og går hen mod sin søn med tunge skridt og et fast greb om sit spydskaft. Da han når hen til ham, kigger han ned på råen, sætter hånden ved munden og udstøder en kort, gentagen lyd, der stiger op i den dirrende luft. Dyret ånder hæst ud, da manden sætter sig på hug ved dets side. Solen er netop brudt frem bag træerne og indhyller nu dem alle tre – manden, drengen, råen – i et varmt lys, som får deres dugvåde huder til at dampe. De to andre jægere dukker frem fra skoven og går hen imod dem.

Faren lægger sit våben i lyngen, lægger venstre hånd på råens skulder, og med den anden griber han om skaftet på det spyd, som den unge jæger har kastet. Han lader hånden glide langs det glatte træskaft for at få fat længere oppe. Med en kraftfuld bevægelse, der i et nu får halsens sener til at stå tydeligt frem, jager han det ind i dyrets bryst. Flintespidsen baner sig vej gennem det indviklede net af muskler, nerver og blodkar før det gennemborer hjertet, og råen gør et enkelt spjæt, som bliver dæmpet af jægerens hånd på dens skulder. Med en modsat ­bevægelse trækker manden spyddet ud igen. Skaftet og spidsen kommer til syne, og skarlagenrødt blod løber ud på flanken og drypper ned på jorden.

Faren stikker sine fingre ned i det åbne sår på råens flanke, rejser sig op og sætter en lodret rød streg på den unge jægers pande. Derefter flytter han hånden til hans kind og holder 20

sin blodige tommelfinger på kindbenet og de andre fingre under hans øre. Han lader hånden dvæle i et kærtegn, og fornemmelsen af den ru og iskolde hånd bliver siddende på drengens hud længe efter, at faren har fjernet den igen. De to andre jægere kommer hen til dem, betragter vildtet og mærket på drengens pande, der allerede er blevet mørkt.

Faren løfter den døde rå i haserne og tager den på skuldrene.

Dyrets hals hviler på hans arm; øjet er udslukt og uklart, det genspejler ikke længere noget, men det siver stadig svagt fra såret. Da han med råens hoved dinglende mod sin arm bevæger sig ind i skoven med retning mod lejren, følger jægerne efter. Drengen bliver stående ubevægelig midt i lysningen.

Han løfter blikket op mod en falk, der hænger i luften, og hans ansigt er badet i lys. Da han vender sin opmærksomhed mod sine fæller, ser han den kvindelige jæger standse op og kigge i hans retning, inden hun går gennem skovbrynet. Han er nu alene midt i skovens dyb. Fuglene er blevet tavse. Det er, som om han overvejer at blive der, blandt lyngen og træernes hvisken, og opgive at følge efter de andre. Han kunne lægge sig i det stadig lunkne aftryk af den døde rå og med øjnene fæstnet på himlen lade sig synke ned i de brune blade og den frugtbare muld.

Falken udstøder et gennemtrængende skrig og styrtdykker ned mod et lille bytte et sted på sletten. Så bukker den unge jæger sig ned og samler sit spyd op fra jorden.

21

22