FØRSTE DEL
7
Bobbi og jeg mødte Melissa første gang til en digtoplæsning inde i byen, hvor vi optrådte sammen. Melissa tog fotografiet af os udenfor: Bobbi ryger, og jeg holder selvbevidst om venstre håndled med højre hånd, som om jeg er bange for, at håndleddet skal stikke af fra mig. Melissa brugte et stort, professionelt kamera og havde et hav af forskellige objektiver i en særlig kamerataske. Hun snakkede løs og røg, mens hun fotograferede. Hun talte om vores optræden, og vi talte om hendes værker, som vi var faldet over på nettet. Baren lukkede omkring midnat. Det begyndte at regne, og Melissa sagde, at vi var velkomne til at tage med hjem til hende og få en drink.
Vi satte os ind bag i en taxa og begyndte at spænde selerne. Bobbi sad i midten, med ansigtet drejet for at snakke med Melissa, så jeg kunne se hendes nakke og det lille, skeformede øre. Melissa gav chaufføren en adresse i Monkstown, og jeg vendte mig om, så jeg kunne se ud ad vinduet. En stemme i radioen sagde: Firserne ... pop ... klassikere. Så kom der en jingle. Jeg var spændt, klar til den udfordring, det var at komme ind i et fremmed menneskes hjem, og var allerede i gang med at forberede komplimenter og bestemte ansigtsudtryk, så jeg kunne virke charmerende.
9 1
Huset var et rødstensrækkehus med et ahorntræ foran. Under gadelygterne så bladene orange og kunstige ud. Jeg kunne godt lide at se folks huse indvendigt, især folk, der var lidt berømte, som Melissa. Jeg besluttede med det samme, at jeg ville huske alt fra hendes hus, så jeg senere kunne beskrive det for vores andre venner, og så Bobbi kunne give mig medhold, mens jeg gjorde det.
Da Melissa lukkede os ind, kom en lille, rød cockerspaniel susende ud gennem hallen, mens den gøede ad os. Entréen var varm, og lysene var tændt. Ved siden af døren stod der et lavt bord, hvor nogen havde efterladt en stak mønter, en hårbørste og en åben læbestift. Der hang et Modigliani-tryk over trappen, en nøgen kvinde i halvt liggende stilling. Jeg tænkte: Det her er et rigtigt hus. Her kunne der bo en familie.
Vi har gæster, råbte Melissa ned gennem gangen.
Der dukkede ikke nogen op, så vi fulgte efter hende ud i køkkenet. Jeg kan huske, at jeg så en stor skål af mørkt træ fuld af moden frugt, og at jeg bemærkede vinterhaven, der var lavet af glas. Rige mennesker, tænkte jeg. Jeg tænkte altid på rige mennesker dengang. Hunden var fulgt efter os ud i køkkenet og snusede omkring vores fødder, men Melissa nævnte ikke hunden, så det gjorde vi heller ikke.
Vin? sagde Melissa. Hvid eller rød?
Hun skænkede op i enorme, skålformede vinglas, og vi satte os omkring et lavt bord. Melissa spurgte til, hvordan vi var begyndt at optræde sammen med spoken word poetry. På det tidspunkt var vi netop blevet færdige med tredje år på universitetet, men vi havde optrådt sammen siden gymnasiet. Eksaminerne var overstået. Det var sidst i maj.
Melissa havde sit kamera liggende på bordet, og af og til tog
10
hun det op og tog et billede, mens hun grinede misbilligende ad sig selv over at være sådan en arbejdsnarkoman. Hun tændte en cigaret og vippede asken af i et kitschet glasaskebæger. Der lugtede slet ikke af røg i huset, og jeg overvejede, om hun normalt røg derinde.
Jeg har fået nye venner, sagde hun.
Hendes mand dukkede op i døren til køkkenet. Han løftede hånden for at hilse på os, og hunden begyndte at bjæffe og hyle og løbe rundt i cirkler.
Det er Frances, sagde Melissa. Og det er Bobbi. De er digtere.
Han tog en ølflaske ud af køleskabet og åbnede den på køkkenbordet.
Kom og sæt dig sammen med os, sagde Melissa.
Jaeh, det ville jeg super gerne, men jeg bør prøve at få lidt søvn, inden jeg skal flyve.
Hunden hoppede op på en køkkenstol ved siden af ham, og fraværende rakte han hånden ud for at kærtegne dens hoved.
Han spurgte Melissa, om hun havde givet hunden mad, hun sagde nej. Han løftede hunden op i sine arme og lod den slikke sin hals og kæbe. Han sagde, at han ville give den mad, og så gik han ud af køkkenet igen.
Nick skal filme i Cardiff i morgen, sagde Melissa.
Vi vidste allerede, at hendes mand var skuespiller. Han og
Melissa blev jævnligt fotograferet sammen ved forskellige events, og vi havde venner, der havde venner, som havde mødt dem. Han havde et stort, flot ansigt og så ud, som om han snildt ville kunne lægge den ene arm om Melissa, mens han med den anden afværgede påtrængende typer.
Han er meget høj, sagde Bobbi.
Melissa smilede, som om »høj« var en eufemisme for noget
11
andet, der ikke nødvendigvis var flatterende. Samtalen fortsatte. Vi gled ind i en kort diskussion om regeringen og den katolske kirke. Melissa spurgte, om vi var troende, og vi sagde nej. Hun sagde, at hun fandt religiøse begivenheder, såsom begravelser og bryllupper, »trøsterige på en beroligende måde«. De er kollektive, sagde hun. Det virker rart for den neurotiske individualist. Og jeg gik i klosterskole, så jeg kan stadig de fleste af bønnerne.
Vi gik også i klosterskole, sagde Bobbi. Det gav os visse problemer.
Melissa smilede bredt og sagde: Såsom?
Altså, jeg er lesbisk, sagde Bobbi. Og Frances er kommunist.
Jeg tror heller ikke, jeg kan huske en eneste af bønnerne, sagde jeg.
Vi sad og talte og drak i lang tid. Jeg kan huske, at vi talte om digteren Patricia Lockwood, som vi beundrede, og også om det, Bobbi nedsættende kaldte »ligelønsfeminisme«. Jeg begyndte at blive træt og småfuld. Jeg kunne ikke komme i tanke om noget vittigt og åndrigt at sige, og det var svært at finde et ansigtsudtryk, der kunne demonstrere min humoristiske sans. Jeg tror, jeg grinede og nikkede meget. Melissa fortalte, at hun skrev på en essaysamling. Bobbi havde læst hendes første, men det havde jeg ikke.
Den er ikke særlig god, sagde Melissa til mig. Vent til den næste udkommer.
Ved tre-tiden viste hun os ind på gæsteværelset og sagde, at det havde været fantastisk at møde os, og at hun var så glad for, at vi blev og sov. Da vi var kommet i seng, lå jeg og stirrede op i loftet og følte mig meget fuld. Rummet blev ved med at dreje rundt i korte, gentagne snurreture. Når jeg indstillede mine
12
øjne på én rotation, begyndte der straks en ny. Jeg spurgte
Bobbi, om hun også havde den udfordring, men hun sagde nej. Hun er fantastisk, er hun ikke? sagde Bobbi. Melissa. Jeg kan godt lide hende, sagde jeg.
Vi kunne høre hendes stemme ude fra gangen og hendes skridt fra rum til rum. På et tidspunkt gøede hunden, og vi kunne høre hende råbe et eller andet og så hendes mands stemme. Men derefter faldt vi i søvn. Vi hørte ham ikke tage af sted.
Bobbi og jeg lærte hinanden at kende i gymnasiet. Dengang holdt Bobbi stædigt fast ved sine meninger og fik ofte eftersidninger for den type krænkende opførsel, vores skole kaldte »forstyrrelse af undervisningen«. Da vi var seksten, fik hun piercinger i næsen og begyndte at ryge. Der var ikke nogen, der kunne lide hende. Engang blev hun midlertidigt bortvist, fordi hun havde skrevet »fuck patriarkatet« på væggen ved siden af et gipsaftryk af krucifikset. Der var ingen solidaritetsfølelse omkring den episode. Man betragtede Bobbi som en, der førte sig frem. Selv jeg måtte indrømme, at undervisningen forløb meget mere gelinde i den uge, hvor hun ikke var der.
Da vi var sytten, skulle vi deltage i en fundraisingfest i skolens festsal, hvor en delvist ødelagt discokugle kastede lys på loftet og de tilgitrede vinduer. Bobbi var iført en luftig sommerkjole, og det så ud, som om hun ikke havde redt sit hår. Hun strålede og var meget tiltrækkende, og alle måtte anstrenge sig for ikke at lægge mærke til hende. Jeg sagde til hende, at jeg kunne lide hendes kjole. Hun gav mig noget af den vodka, hun drak fra en colaflaske, og spurgte, om resten af skolen var aflåst. Vi tjekkede døren til bagtrappen, og den
13
var åben. Alle lysene var slukkede, og der var ingen deroppe. Vi kunne høre musikken brumme op gennem gulvbrædderne, som en ringetone fra en andens mobil. Bobbi gav mig noget mere af sin vodka og spurgte mig, om jeg kunne lide piger. Det var meget nemt at opføre sig uanfægtet sammen med hende. Jeg sagde: Klart.
Jeg svigtede ikke nogens loyalitet ved at være Bobbis veninde. Jeg havde ingen nære venner, og i spisefrikvarteret plejede jeg at sidde alene på skolebiblioteket og læse undervisningsbøger. Jeg kunne godt lide de andre piger, jeg lod dem kopiere mine opgaver, men jeg var ensom og følte ikke, jeg fortjente at have venner. Jeg skrev lister over ting, jeg skulle forbedre hos mig selv.
Da Bobbi og jeg begyndte at være sammen, forandrede alt sig. Ingen spurgte længere, om de måtte se mine opgaver. I spisefrikvarteret gik vi hånd i hånd hen over parkeringspladsen, mens de andre så væk på en måde, der virkede ondsindet. Det var sjovt, det var første gang nogensinde, jeg havde det rigtig sjovt.
Efter skole lå vi som regel på hendes værelse og lyttede til musik og talte om, hvorfor vi godt kunne lide hinanden. Det var lange og intense samtaler, og jeg følte, de var så betydningsfulde, at jeg i hemmelighed om aftenen skrev dele af dem ned efter hukommelsen. Når Bobbi talte om mig, føltes det som at se mig selv i et spejl for første gang. Jeg begyndte også oftere at se mig i rigtige spejle. Jeg begyndte at studere mit ansigt og min krop nøje, hvilket jeg aldrig havde gjort før. Jeg stillede Bobbi spørgsmål som: Har jeg lange ben? Eller korte?
Til vores dimissionsfest på skolen lavede vi en spoken wordoptræden sammen. Nogle af forældrene var meget berørte, men
14
vores klassekammerater så bare ud ad vinduerne i festsalen eller talte dæmpet med hinanden. Adskillige måneder senere, efter at Bobbi og jeg havde været sammen i mere end et år, slog vi op.
Melissa ville gerne skrive et portræt af os. Hun sendte os en mail, hvor hun spurgte, om vi var interesserede, og vedhæftede nogle af de fotografier, hun havde taget uden for baren. Hjemme på mit værelse downloadede jeg en af filerne og åbnede den i fullscreen. Bobbi så mig skælmsk i øjnene, mens hun holdt en cigaret i højre hånd og med den anden tog sin pelsstola på. Jeg så interessant ud, der ved siden af hende, og som om jeg kedede mig. Jeg prøvede at forestille mig mit navn i en portrættekst, i serif med tykke nedstreger. Jeg besluttede mig for at anstrenge mig lidt mere for at imponere Melissa næste gang, vi mødtes.
Bobbi ringede til mig næsten lige efter, vi havde fået mailen.
Har du set billederne? sagde hun. Jeg tror, jeg er forelsket i hende.
Jeg holdt mobilen i den ene hånd og zoomede ind på Bobbis ansigt med den anden. Billedet var i høj opløsning, men jeg zoomede ind, til jeg kunne se pixeleringen.
Måske er du bare forelsket i dit eget ansigt, sagde jeg.
Bare fordi jeg har et smukt ansigt, er det ikke ensbetydende med, at jeg er narcissist.
Jeg lod den passere. Jeg sad stadig og zoomede. Jeg vidste, at Melissa skrev for mange store litterære websites, og at hendes artikler cirkulerede vidt omkring online. Hun havde skrevet et meget læst essay om Oscar-uddelingen, som alle postede igen og igen hvert år op til prisuddelingen. Nogle gange skrev hun også portrætter om mindre kendte, om kunstnere, der solgte
15
deres værker i Grafton Street, eller om gadegøglere i London; disse var altid ledsaget af smukke fotografier af de portrætterede, som så menneskelige ud og var fulde af »karakter«. Jeg zoomede ud og prøvede at se på mit eget ansigt, som var jeg en fremmed, der så det på nettet for første gang. Det var rundt og hvidt, øjenbrynene lignede kæntrede parenteser, mine øjne forsøgte at undgå linsen og var næsten lukkede. Selv jeg kunne se, jeg havde karakter.
Vi mailede tilbage til hende og sagde, at det ville vi frygtelig gerne, og hun inviterede os ud til middag, så vi kunne snakke om vores værker og få taget nogle flere billeder. Bobbi og jeg diskuterede udførligt, hvad Bobbi skulle tage på til den lejlighed, mens vi foregav at snakke om, hvad vi begge skulle tage på. Jeg lå på mit værelse og betragtede hende se sig selv i spejlet, mens hun flyttede dele af sit hår kritisk frem og tilbage.
Så når du siger, du er forelsket i Melissa, sagde jeg.
Jeg mener, at jeg tænder på hende.
Så ved du godt, at hun er gift.
Tror du ikke, hun kan lide mig? sagde Bobbi.
Hun holdt en af mine hvide skjorter i børstet bomuld op foran spejlet.
Hvad mener du med kan lide dig? sagde jeg. Mener du det alvorligt eller joker du bare?
Jeg mener det lidt alvorligt. Jeg tror godt, hun kan lide mig.
Som i en udenomsægteskabelig affære?
Det grinede Bobbi bare ad. Med andre mennesker havde jeg normalt en fornemmelse af, hvad jeg skulle tage alvorligt, og hvad jeg ikke skulle, men det var umuligt med Bobbi. Det var, som om hun aldrig tog noget hverken helt alvorligt eller helt
16
for sjov. Derfor havde jeg tilegnet mig en form for zen-accept af de underlige ting, hun sagde. Jeg så på hende, mens hun trak sin bluse af og tog den hvide skjorte på. Hun foldede ærmerne omhyggeligt op.
Pænt? sagde hun. Eller forfærdeligt?
Pænt. Det ser godt ud.
17
Det regnede hele dagen, inden vi tog til middag hos Melissa. Jeg sad i sengen hele formiddagen og skrev digte og trykkede på returtasten, hver gang jeg havde lyst. Til sidst drejede jeg persiennerne, så lyset kom ind, og gik i bad. Min lejlighed havde dør ud til husets baggård, som bugnede af grønne planter og et blomstrende kirsebærtræ i det fjerneste hjørne. Det var næsten juni nu, men i april var blomsterne lyse og silkeagtige som konfetti. Parret inde ved siden af havde en lille baby, som nogle gange græd om natten. Jeg var glad for at bo her.
Bobbi og jeg mødtes inde i byen den aften og tog en bus til Monkstown. Turen tilbage til Melissas hus føltes som at lege Tampen brænder. Jeg nævnte det for Bobbi på vejen, og hun sagde: Er det varmere eller koldere nu?
Den tager vi efter middagen, sagde jeg.
Vi ringede på, og Melissa lukkede op med kameraet hængende over den ene skulder. Hun takkede os, fordi vi var kommet. Hun havde et udtryksfuldt, indforstået smil, som jeg kunne forestille mig, alle hendes motiver fik, som for at sige: For mig er du ikke bare et motiv i rækken, du er min helt særlige favorit. Jeg var klar over, at jeg senere misundeligt ville øve det smil foran
18 2
spejlet. Hendes cockerspaniel stod i køkkendøren og bjæffede, mens vi hængte vores jakker op.
Hendes mand stod og snittede grøntsager i køkkenet. Hunden var helt oppe at køre over selskabet. Den hoppede op på en køkkenstol, hvor den sad og gøede i ti eller tyve sekunder, før han bad den stoppe.
Må vi byde jer på et glas vin? spurgte Melissa.
Vi sagde ja, gerne, og Nick skænkede op i glassene. Jeg havde googlet ham, efter at vi havde mødt ham sidst, blandt andet fordi jeg ikke kendte andre skuespillere. Han havde hovedsageligt arbejdet på teatre, men han havde også lavet TV og film. Flere år før var han blevet nomineret til en stor pris, som han ikke vandt. Jeg var stødt på et stort udvalg af fotografier af ham i bar overkrop, hvoraf de fleste var fra, da han var yngre og steg op fra en swimmingpool eller tog brusebad i et TV-show, som for længst var blevet droppet. Jeg sendte Bobbi et link til et af disse fotografier og skrev: Trofæmand.
Der var ikke mange billeder af Melissa på nettet, selvom hendes essays havde fået stor opmærksomhed. Jeg var ikke klar over, hvor længe hun havde været gift med Nick. Ingen af dem var berømte nok til, at den slags information lå online.
Skriver I alting sammen? sagde Melissa.
Nej, slet ikke, sagde Bobbi. Frances skriver det hele. Jeg hjælper ikke engang.
Det er ikke rigtigt, sagde jeg. Det er ikke rigtigt. Du hjælper. Det er bare noget, hun siger.
Melissa lagde hovedet på skrå og kom med en form for latter.
Okay, så hvem af jer lyver? sagde hun.
Jeg løj. Bobbi berigede mit liv, men hun hjalp mig ikke med
19
at skrive poesi. Så vidt jeg vidste, havde hun aldrig skrevet skøn litteratur. Hun kunne lide at optræde med dramatiske monologer og synge antikrigsballader. Når vi var på scenen, var hun den overlegne performer, og jeg skævede tit nervøst til hende for at huske mig selv på, hvordan jeg skulle gøre.
Vi fik spaghetti i en tyk hvidvinssovs og masser af hvidløgsbrød. Nick var for det meste tavs, mens Melissa stillede os spørgsmål. Hun fik os alle til at grine meget, men på samme måde som når man får nogen til at spise noget, de ikke helt har lyst til at spise. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg brød mig om denne livlige kraftfuldhed, men det var tydeligt, at Bobbi nød den. For mig at se grinede hun meget mere, end hun havde behøvet.
Selvom jeg ikke helt kunne sætte fingeren på hvorfor, følte jeg tydeligt, at Melissa var mindre interesseret i vores skriveproces nu, hvor hun vidste, at jeg skrev materialet alene. Jeg vidste, at det, at den forandring skete så subtilt, var nok til, at Bobbi senere ville benægte den, hvilket allerede irriterede mig. Jeg begyndte at føle mig afkoblet fra hele setuppet; det var, som om den dynamik, der nu havde afsløret sig for mig, ikke interesserede mig eller på nogen måde involverede mig. Jeg kunne have lagt mere energi i at engagere mig, men jeg var sikkert fornærmet over, at jeg var nødt til at anstrenge mig for overhovedet at blive bemærket.
Efter middagen ryddede Nick af bordet, og Melissa fotograferede. Bobbi sad i vindueskarmen og så på et tændt stearinlys, mens hun grinede og lavede skøre grimasser. Jeg sad helt stille ved spisebordet og drak mit tredje glas vin færdigt.
Jeg er vild med, at du sidder i vinduet, sagde Melissa. Kan vi tage et tilsvarende ude i vinterhaven?
20
Vinterhaven åbnede sig fra køkkenet via et par fløjdøre. Bobbi fulgte efter Melissa, som lukkede dørene bag dem. Jeg kunne se Bobbi sidde i vindueskarmen og grine, men jeg kunne ikke høre hendes latter. Nick begyndte at fylde vasken med varmt vand. Jeg gentog, at maden havde været lækker, og han så op og sagde: Tak skal du have.
Gennem ruden kunne jeg se Bobbi fjerne en klat makeup under øjet. Hendes håndled var slanke, og hun havde lange, elegante hænder. Når jeg lavede noget kedeligt, såsom at gå hjem fra arbejde eller hænge vasketøj op, kunne jeg lide at forestille mig, at jeg lignede Bobbi. Hun havde en bedre holdning end mig og et bemærkelsesværdigt smukt ansigt. Forestillingen var så levende for mig, at jeg fik et sært, depersonaliserende chok, når jeg kom til at se mit spejlbillede og min egen fremtoning. Det var sværere at gøre det nu, hvor Bobbi sad lige i mit synsfelt, men jeg forsøgte alligevel. Jeg havde lyst til at sige noget provokerende eller dumt.
Jeg er vist i overskud, sagde jeg.
Nick så ud i vinterhaven, hvor Bobbi var i færd med at gøre noget ved sit hår.
Tænker du, Melissa gør forskel? sagde han. Jeg kan snakke med hende om det, hvis du gerne vil have det.
Det er okay. Bobbi er alles foretrukne.
Er det rigtigt? Jeg synes bedre om dig, må jeg sige.
Vi så på hinanden. Jeg kunne se, han var med på legen, så jeg smilede.
Ja, jeg følte, vi havde en god og naturlig kontakt, sagde jeg.
Jeg er tiltrukket af de poetiske typer.
Okay. Jeg har også et rigt indre liv.
Han grinede, da jeg sagde det. Jeg vidste godt, at jeg opførte
21
mig lidt upassende, men jeg havde det ikke særlig dårligt med det. Ude i vinterhaven havde Melissa tændt en cigaret og sat sit kamera fra sig på det lave glasbord. Bobbi nikkede intenst af noget.
Jeg havde troet, denne middag ville blive et mareridt, men det var faktisk hyggeligt, sagde han.
Han satte sig sammen med mig ved bordet. Jeg kunne lide hans pludselige oprigtighed. Jeg var bevidst om, at jeg havde kigget på billeder af ham i bar overkrop på nettet, uden at han vidste det, og i øjeblikket fandt jeg den viden om ham meget underholdende og havde næsten lyst til fortælle ham om det.
Jeg er heller ikke det mest selskabelige menneske, sagde jeg.
Jeg synes, du klarede det ret godt.
Du klarede det rigtig godt. Du klarede det fantastisk.
Han smilede til mig. Jeg prøvede at huske alt, hvad han sagde, så jeg kunne gengive det for Bobbi senere, men i mit hoved lød det ikke nær så sjovt.
Dørene gik op, og Melissa kom ind med kameraet i begge hænder. Hun tog et billede af os siddende der ved bordet, mens Nick holdt sit glas i den ene hånd, og jeg stirrede fraværende ind i linsen. Så satte hun sig over for os og så ned i skærmen på sit kamera. Bobbi kom også ind og fyldte sit vinglas uden at spørge om lov. Hun havde et saligt udtryk i ansigtet, og jeg kunne se, hun var fuld. Nick så på hende, men sagde ingenting.
Jeg foreslog, at vi snart vendte næsen hjemad, så vi kunne nå den sidste bus, og Melissa lovede at sende os billederne. Bobbis smil falmede lidt, men det var blevet for sent at foreslå, at vi blev hængende lidt endnu. Vi havde allerede fået vores jakker. Jeg følte mig fjantet, og nu hvor Bobbi var blevet stille, blev jeg ved med at grine ad absolut ingenting, helt for mig selv.
22
Vi skulle gå ti minutter for at komme hen til bussen. I begyndelsen var Bobbi afdæmpet, så jeg gik ud fra, hun var vred eller fornærmet.
Har du haft en god aften? sagde jeg.
Jeg er bekymret for Melissa.
Hvad er du?
Jeg tror ikke, hun er lykkelig, sagde Bobbi.
Hvordan ikke lykkelig? Talte hun med dig om det?
Jeg tror ikke, hun og Nick er lykkelige sammen.
Er det rigtigt? sagde jeg.
Det er trist.
Jeg påpegede ikke, at Bobbi kun havde mødt Melissa to gange, selvom jeg måske burde have gjort det. Jeg måtte indrømme, at det ikke virkede, som om Nick og Melissa var vilde med hinanden. Han havde ud af det blå fortalt mig, at han havde regnet med, at det middagsselskab, hun havde arrangeret, ville blive »et mareridt«.
Jeg syntes, han var sjov, sagde jeg.
Han åbnede dårligt nok munden.
Nemlig, der var en humoristisk tavshed over ham.
Bobbi grinede ikke. Jeg droppede det. Vi talte knap nok i bussen, fordi jeg kunne fornemme, at hun ikke ville være interesseret i at høre om den ubesværede kontakt, jeg havde etableret til Melissas trofæmand, og jeg kunne ikke komme i tanke om andet at snakke om.
Da jeg kom tilbage til min lejlighed, følte jeg mig mere fuld, end jeg havde været hjemme hos Melissa. Bobbi var taget hjem, og jeg var alene. Jeg tændte alle lysene, inden jeg gik i seng. Det var noget, jeg af og til gjorde.
23
Den sommer befandt Bobbis forældre sig midt i en bitter skilsmisse. Bobbis mor, Eleanor, havde altid været følelsesmæssigt skrøbelig og forfalden til lange perioder med uspecificeret sygdom, hvilket gjorde hendes far, Jerry, til den foretrukne forælder under bruddet. Bobbi kaldte dem altid ved deres navne. Det var formentlig opstået som en slags oprør, men nu virkede det bare kollegialt, som om deres familie var en lille virksomhed, de drev i fællesskab. Bobbis søster Lydia var fjorten og så ikke ud til at håndtere det med Bobbis sindsro.
Mine forældre var blevet skilt, da jeg var tolv, og min far var flyttet tilbage til Ballina, hvor de havde mødt hinanden. Jeg boede i Dublin med min mor, indtil jeg blev færdig med skolen, og så flyttede hun også tilbage til Ballina. Da jeg skulle på college, flyttede jeg ind i en lejlighed i The Liberties, som tilhørte min fars bror. Når semesteret var i gang, lejede han det andet værelse ud til en anden studerende, så jeg måtte være stille om aftenen og hilse høfligt, når jeg mødte min roommate i køkkenet. Men om sommeren, når min roommate tog hjem, kunne jeg bo der alene og lave kaffe, lige når jeg havde lyst, og lade mine bøger ligge opslåede overalt.
Jeg havde dengang et praktikophold på et litterært agentur. Der var en anden praktikant, der hed Philip, som jeg kendte fra college. Vores job bestod i at læse stakkevis af manuskripter og skrive énsiders udtalelser om deres litterære kvalitet. Kvaliteten var næsten altid lig nul. Nogle gange læste Philip hånligt dårlige sætninger højt for mig, hvilket fik mig til at grine, men vi gjorde det ikke foran de voksne, som arbejdede der. Vi arbejdede tre dage om ugen og fik et vederlag, hvilket vil sige, at vi stort set intet fik. Jeg havde ikke brug for andet end mad, og Philip boede hjemme, så det betød ikke så meget for os.
24
Det er sådan her, privilegier gøres permanente, sagde Philip en dag til mig på kontoret. Rige røvhuller som os, der tager ulønnede praktikophold og bagefter stjæler sig til jobs på baggrund af det.
Tal for dig selv, sagde jeg. Jeg får aldrig et job.
25
