Sandhed eller konsekvens

Sandhed eller konsekvens

Vilde hjerter:

Hvis sandheden skal frem

Aldrig sige aldrig

I kampens hede

(Flere bind under forberedelse)

VILDE

HJERTER

SARA EJERSBO gutkind Sandhed eller konsekvens.indd 3 15/09/2023 13.12

Sandhed eller konsekvens – Vilde hjerter 4

© Sara Ejersbo og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Rasmus Funder

Forsidefoto: © Skomskiy / Shutterstock og Christoffer Chrintz / Shutterstock

Forfatterfoto: © Ditte Capion

Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service

og trykt hos Nørhaven

ISBN 978-87-434-0695-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Del 1

Kapitel 1

Hver gang jeg drejede hovedet, kunne jeg mærke det. Eller snarere mærke det, der ikke var der. Ikke længere.

Siden folkeskolen havde jeg haft langt, lyst hår til under skuldrene. Hår, jeg kunne skjule mig bag, og hår, jeg kunne sætte op, trække væk fra ansigtet, men det gjorde jeg bare aldrig.

Klip, klip, klip, og væk var det. Nu var der i stedet en kort page, som kildede mig på kinderne og manglede den tyngde, jeg var vant til at mærke, når jeg bevægede hovedet. Der var også andre ting, jeg ikke længere havde.

Håret var bare den mest synlige del.

“Skal jeg hente en omgang?” Jeg havde knap drukket ud, men jeg havde brug for at rejse mig.

“Klart.” Linda så overrasket på mig. “Bare hvidvin igen.”

“Tjek.”

Jeg gik op til baren og bestilte. Rystede lidt på hovedet for at forsøge at vænne mig til den nye følelse. Prøvede at huske mig selv på, at det var følelsen af frihed. Ikke af at have mistet noget.

Jeg drejede hovedet og fik øjenkontakt med en mand. Mørk, brune øjne. Et ar gennem det ene kraftige øjenbryn gav ham et barsk udtryk, men de lange, tætte dådyrvipper sagde det modsatte. Hans blik holdt mig fast. Uden at se væk løsnede han sit hårbånd og lod lokkerne falde. Hans tykke, knaldsorte hår var en anelse længere end mit, lige langt nok til, at han kunne samle det i en lille knold bagpå.

Han virrede med hovedet, ligesom jeg lige havde gjort, så hans hår fejede frem og tilbage.

“Jeg duer ikke til at lave shampooreklame,” sagde han ærgerligt og begyndte at samle det på ny. “Du vandt.”

“Jeg var ikke klar over, at det var en konkurrence.” Jeg kunne ikke lade være med at grine.

Han rynkede brynene og lagde hovedet på skrå, som om han ville sige come on, det vidste du jo udmærket godt.

“Taberen giver?” foreslog han og hev sin pung frem.

Jeg stivnede. Hvad var nu det her?

“Jeg giver,” sagde jeg hurtigt.

Jeg skubbede hans pung væk fra disken, og i det samme stødte vores hænder sammen, og han greb fat om min. Hans hånd føltes overraskende varm og blød. Stor nok til, at min hånd nærmest forsvandt i den.

“Det var bare for sjov.” Han gav min hånd et lille klem og slap den igen. “Det var ikke for at lokke gratis drinks ud af dig.”

På et splitsekund havde han betalt for sin egen drink, han havde åbenbart en åben regning, for han gjorde bare tegn til bartenderen, som nikkede, og så satte han kurs mod et bord nede bagved.

Jeg fik fumlet mit kort frem og betalte, mens jeg gentog som et mantra for mig selv, at jeg ikke skulle stirre.

Hov. Arh, det er vel heller ikke at stirre, at man kaster et enkelt blik efter en mand, man lige har talt med. Og følger ham lidt med blikket.

Wow, også flot bagfra.

“Hvad. Var. Det?” spurgte Linda, da jeg kom ned til bordet igen.

“Bare en eller anden gut.” Jeg satte mig ned. “Jeg kender ham ikke.”

“Han stod og flirtede med dig,” sagde hun med store øjne.

“Desværre.” Jeg rystede på hovedet. “Han hentede bare drinks.”

“Han gjorde da det der med håret.”

“Det var for sjov,” protesterede jeg.

“Husk nu, at du er single.” Hun vippede sigende med øjenbrynene og tog en slurk af sin vin. “Du må godt.”

“Okay, av, tak for påmindelsen.” Jeg daskede til hende for sjov, så hun var ved at spilde sin vin. Så pegede jeg på den meterhøje backpackerrygsæk, hun havde fundet på loftet og taget med til mig. Nu stod den ved siden af bordet som den tredje gæst i selskabet. “Jeg har faktisk store planer med den der.”

“Mon ikke du kan nå begge dele, inden Asger i sin uendelige visdom indser, at han har begået en kæmpe fejl?

Måske skal du bare rykke på Tall handsome stranger derovre, mens du har chancen.”

Typisk Linda at sidde og lyde, som om det var det letteste i verden at gøre. I sit enogtredive år lange liv havde

hun samlet præcis lige så mange mænd op i en bar, som jeg havde: nul.

“Det er jo ikke en natklub eller sådan noget,” sagde jeg. “Hvordan kan man score nogen her? Der er ingen høj musik, og der er ikke noget dansegulv eller noget.”

“Klart.” Linda nikkede sagligt. “For hvis der var det, ville du gå agurk. Så kunne de bare vente sig.”

“Det var ikke det, jeg mente,” sagde jeg og daskede til hende igen. “Jeg mente, at det er komplet umuligt for mig under alle omstændigheder, men her må det da være umuligt for alle.”

Hun grinede. “Så hold dig til din jordomrejse. Bare du gør et eller andet.”

“Selvfølgelig.” Jeg kiggede søgende rundt på bordet.

“Jeg er i gang med at planlægge det hele. Glem alt om ham fyren. Det er mig og hr. rygsæk, der har en date.”

“Hvor er din øl?” spurgte Linda.

“Ej, pis. Jeg tror, jeg glemte at købe noget til mig selv.”

“Okay, yes. Men bortset fra det er du overhovedet ikke påvirket af den hotte sheik.”

“Du må altså ikke kalde ham sådan noget,” protesterede jeg. “Det er garanteret racistisk.”

“Det er det da garanteret ikke, hvis jeg ikke er racist,” påpegede Linda.

“Så er det stereotypiserende,” insisterede jeg.

“Verden er kompliceret. Man er nødt til at inddele ting og folk i nogle kategorier, der måske ikke lige tager hensyn til hvert eneste aspekt af deres individuelle personlighed. Det er rent lavpraktisk.”

“Det gider jeg i hvert fald ikke diskutere, når du har et glas vin, og jeg ikke har noget.”

Med de ord begav jeg mig tilbage til baren.

En del af mig ønskede, at ham den flotte fyr stod der igen, men det gjorde han selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle han også det? Han havde lige været i baren for mindre end fem minutter siden.

“Vi kan ikke blive ved med at mødes på den her måde,” lød det bag mig, mens jeg prøvede at få bartenderens opmærksomhed.

Jeg snurrede rundt og så direkte på ham. Han var et halvt hoved højere end mig, og han stod virkelig tæt på med sin forvirrende kombination af barsk og blid.

“Du drikker godt nok hurtigt,” sagde jeg.

“Spejl.” Han smilede. Det kunne godt være, han drak hurtigt, men han så nu ikke spor påvirket ud.

“Nej, for jeg glemte at købe noget.”

Det fik ham til at smile. “Jeg var ellers lige ved at tro, at du var helt immun over for min charme.”

“Åbenbart ikke.”

“Jeg var på vej ud for at trække en mundfuld frisk luft.” Han rakte en hånd frem mod mig. “Vil du med?”

Jeg stirrede ned på hånden. Den så ret almindelig ud, men jeg vidste, at den føltes stor og varm.

“Bedre med den anden?” jokede han og byttede hånd, da jeg havde stirret på den i lidt for lang tid.

“Det er ikke det.” Jeg smilede og sænkede hovedet. Han virkede så utrolig sød, og han troede, det her var en eller anden flirt, men det var jo helt misforstået. Gid det var,

men sådan noget kunne jeg slet ikke finde ud af længere. Hvis jeg da nogensinde havde kunnet. “Jeg er lige kommet ud af verdens længste forhold. Jeg har ikke holdt i hånd med en anden mand i tolv år. Altså bortset fra lige før, da du holdt om min hånd. Ikke at jeg lagde helt vildt meget mærke til det eller noget.”

“Jeg kan ikke rigtig høre dig,” sagde han. “Musikken er så høj. Lad os gå udenfor.”

Jeg fulgte efter ham ud på et lille torv, hvor efterårsvinden viste sig at være lidt for kølig til at gå ud uden jakke. Et par festklædte mennesker gik forbi, mens de højlydt diskuterede, hvor de skulle fortsætte aftenen.

“Jeg hedder Jamal.” Endnu en gang rakte han hånden frem.

Jeg tog den. “Victoria.”

“Håndtryk har du givet, eller er det også det første i tolv år?”

Jeg rystede på hovedet ad mig selv. “Så kunne du altså godt høre mig?”

“Kun lidt af det.” Han blinkede til mig. Du godeste, fandtes der folk, der gjorde det i virkeligheden? Det var utrolig charmerende. Og han var utrolig flot med sit kulsorte hår redt glat tilbage, de absurd tætte og lange øjenvipper og de fyldige øjenbryn, det lille ar og det tætte, korte skæg. Han havde også en flot krop, selv under jakken kunne jeg se det.

“Jeg …” Pludselig havde jeg overhovedet ikke lyst til at snakke mere om, hvem jeg havde holdt i hånden de sidste tolv år. Jeg gad ikke være hende, der lige var blevet forladt af sin kæreste. Og teknisk set var jeg vel single, ikke?

Asger var jo rent faktisk skredet. “Jeg vrøvler vist lidt i dag. Det må være din charme, der gør mig konfus.”

“Konfus.” Han smagte på ordet. “Det tror jeg aldrig, jeg har gjort nogen.”

Jeg så skeptisk på ham. “Det tror jeg nu nok, du har. De kaldte det sikkert bare noget andet.”

“Nej, jeg sværger.” Han grinede igen. Jeg kunne godt lide at få ham til at grine, kunne jeg mærke. Hver gang han smilede på den måde, kunne jeg mærke et smil brede sig på mit eget ansigt også.

“Du går garanteret bare rundt i nattelivet nonstop og gør alle de stakkels kvinder helt konfuse med dit blinkeri.”

“Nattelivet?” Nu grinede han endnu højere og kiggede på sit armbåndsur. Af en eller anden grund kunne jeg enormt godt lide, at han gik med ur. “Klokken er ikke engang enogtyve!”

“Så tør jeg da slet ikke blive her,” sagde jeg. “Jeg synes allerede, det er crazy.”

“Jeg tror ikke, det bliver meget vildere.” Han lænede sig frem mod mig, som om han betroede mig noget, andre helst ikke skulle høre. “Her plejer at være stille og roligt.”

“Kommer du her tit?” Jeg vippede lidt med øjenbrynene, fordi det lød som en virkelig sløj scorereplik.

“Det gør jeg faktisk. Jeg er egentlig uddannet socialpædagog, men jeg står i baren nogle gange.”

Ah, det forklarede den åbne regning og det indforståede nik til bartenderen.

“Så kan det jo være, vi ses en anden gang. Jeg må hellere gå ind igen.” Det gik pludselig op for mig, at Linda stadig sad og ventede. “Hyggeligt at møde dig, Jamal.”

“I lige måde, Victoria. Nu har jeg allerede været så heldig at møde dig to gange i aften, så hvem ved, måske ses vi igen.”