Sejrs vilje by Gutkind Forlag

SEJRS VILJE

roman

Sejrs vilje

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Alette Bertelsen

Forfatterfoto: © Lea Meilandt

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0609-9

Denne roman udfolder sig på et historisk bagtæppe, men handlingen og fortællingens karakterer er fiktive.

Vi vil gerne takke alle dem, som har hjulpet os med denne bog – i Birkerød, Torup, Hillerød, Hørsholm og på Fanø. Tak til folkene på Gutkind, og tak til Johannes Riis for læsning og gode input.

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

romanens vigtigste personer

Familierne i Eskemosen

Anja – advokat, gift med Rune

Rune – journalist, gift med Anja

Thea – Runes datter af første ægteskab

Oskar – Anjas og Runes søn

Malte – lydtekniker, gift med Lene

Lene – boghandler, gift med Malte

Ragna – Lenes og Maltes datter

Troels – murer i eget enmandsfirma, far til Malte

Dea – folkeskolelærer, gift med Sejr

Sejr – folkeskolelærer, gift med Dea

Anton – Deas og Sejrs søn

Maren – sygeplejerske, Deas veninde

Øvrige:

Maria, psykolog

Maàt (født Mathilde), Marias datter

Jakob og Lotte, venner af Troels

Hunde: Einstein, verdens klogeste hund – 1 år

Sejrs vilje

Hørsholm Kirke, 13. december 2019

Man kunne godt få den tanke, at nogen havde placeret kirken på det flade, åbne terræn midt i søen for at understrege den verdensfjernhed, der i urolige og usikre tider kan være troens vigtigste beskyttelse mod menneskelivets vanvid – eller bare skæbnens rastløse behov for forandring; på sådan en diset decembereftermiddag stod det hvide vartegn nærmest uindtageligt som en lille Guds fæstning på en skrøbelig skorpe af fast grund, hvor den endda kunne spejle sit eget overjordiske eventyrbillede i det blikstille vand.

Intet kunne være mere misvisende, tænkte Anja. Ingen eventyrfortællere var i hvert fald inviteret til dette ufrivillige besøg; kun en tavs skare sørgende, som ville vandre ad den lange trøstesløse allé ud til kirken med tunge knasende støvler, standse et øjeblik foran den portlignende dør, måske kaste et blik på den sydlige vinterhimmel langt derude over Rungsted Hegn, før de afsluttende klokkeslag kaldte dem ind til Sejrs sidste afsked.

Et utroligt passende navn, tænkte hun – især for en mand, der altid var gået forrest blandt venner, og uden tvivl havde tænkt, at han skulle blive den sidste i kredsen på netop dette sted.

Hun var steget ud af bilen med sin søn i hånden, mens Rune som sædvanlig baksede med et eller andet, der skulle aflæses, finindstilles eller helt omprogrammeres på instrumentpanelet i hans nyleasede Volvo.

Kun en gang tidligere havde hun nærmet sig Hørsholm Kirke, og det var ironisk nok sket i forlængelse af en højskolekomsammen i Sejrs røde rækkehus nogle få hundrede meter derfra; den lille, men festlige sammenkomst var faldet på en weekend i december, akkurat

som nu – og søndag morgen havde Sejr vækket sine overnattende gæster fra Fyn, helt uberørt af det tidlige tidspunkt og deres tømmermænd, og sagt: “Skal vi ikke gå i kirke, det er fantastisk vejr!”

“Hvad fanden – er du blevet religiøs?” havde hun drillet ham hen over rundstykkerne fra Kringlebageren, men han grinede bare og ringede til Malte og Lene, der straks kørte de fem kilometer fra Birkerød til Hørsholm – og selvfølgelig ville Malte reagere sådan på ethvert tilbud med udsigt til sang og musik, uanset sin hovedpine –det havde været sådan, lige siden de mødtes på Vallekilde Højskole tyve år tidligere.

Der var ingen synlig forandring at se; den kompakte kirkebygning med det sært stumpede tårn lå underligt afskåret fra fastlandet derude midt i slotssøen, et hvidt monument i et smukt landskab, som passede perfekt til den døde, der havde båret selve livets navn. I hvert fald en konges.

“Vi er de første,” konstaterede Rune og betragtede kirken.

“Ja, hvad ellers,” sagde Anja efter at have siddet tavs det meste af turen fra Odense og følt sig trist på den sentimentale måde, hun afskyede. “Er vi ikke altid det?”

Hendes mand var præcis, helst mere end det, en slags fagskavank, kaldte han det selv.

Faktisk holdt der en enkelt, mørk bil længst væk, men det var sikkert præstens eller kirketjenerens, og Rune kæmpede med Oskar, der reagerede surt på udsigten til den lange gåtur under portalen af lindetræer, som stod vinternøgne det sidste stykke vej.

Hun huskede Sejrs farverige beskrivelse af enevoldsslottet Hirschholm, der i al sin senbarokke pragt havde rummet både kærlighed, fornedrelse og en falden dronnings landsforvisning – foruden en magtfuld kongelig livlæges blodige endeligt, som på ingen måde lignede de konsekvenser, nutidens topembedsmænd blev udsat for. “Nej, tværtimod,” havde Sejr grinet oven på de spraglede fortællinger, der sikkert var blevet delt med utallige årgange af elever i historietimerne på Usserød Skole.

Dengang blev slottet udødeliggjort som et valfartssted for hofsnoge, en elskovsrede, en skamplet, der ovenikøbet resulterede i en horeprinsesse, hvorefter kirken blev bygget i ruinerne af stråleglansen midt i utugtpaladsets tidligere gård – som en slags soning af alle synder.

Anja havde lyttet til Sejrs fortælling med et smil, for de eventyrlige historier og selvfundne pointer var allerede på højskolen gjort af et stof, de færreste kunne modstå; hun huskede den første aften på hans og Maltes værelse for enden af Lilla Gang, hvor hun og Dea lidt småfulde drattede omkring i stearinlysskæret – og måske troede hun den nat, at Sejr også var faldet for hende, for de var blevet sammen til daggry.

“Hallo, I to – jeg mener tre,” lød Maltes stemme fra kirkedøren.

Hun havde haft det sådan med drenge siden de små klasser i Odense: De blev forelskede og ville ikke slippe hende igen.

Men Sejr var aldrig vendt tilbage.

Malte gentog sin hilsen og trådte ud i sollyset, fulgt af Lene; han var mindst et hoved højere end Rune.

“Ja, vi tog bussen fra Birkerød,” sagde han – “temmelig dumt, når man bor i en rigmandskommune, hvor offentlig transport stort set er afskaffet til fordel for privatbiler.”

Lene trak i hans frakkeærme og afbrød ordstrømmen. Han kom ofte med lidt for høje, overflødige kommentarer, og Anja tænkte, det var en arv fra hans murerfar.

Lige inden for kirkedøren stod Ragna, som med sit stille, mørke blik virkede helt forskellig fra både Lene og Malte; en ret spinkel pige, der i en form for instinktivt selvforsvar knap så op eller talte til andre mennesker, men helst trak sig baglæns ind i det skjul, hvor hun havde tilbragt det meste af sin barndom og første teenageår.

Det var sjældent, hun foretog sig meget andet end at skule lidt skeptisk ud til omverdenen, og på Anja virkede det sært, når pigens far var vokset op i sådan et livligt, kombineret læge- og murerhjem, der favnede både højt og lavt.

“Jeg kan forstå, at vi ikke skal over på kirkegården og sænke kisten i jorden?” bemærkede Malte på vej ind i våbenhuset, og Anja nikkede.

Stik imod forældrenes ønske havde Dea besluttet, at hendes mand skulle bisættes – og derefter brændes. Hvor urnen med asken skulle placeres, vidste ingen.

“Men hans forældre – har de ikke haft en skid at skulle have sagt?” hviskede Malte, og denne gang svarede Anja bare med en hovedrysten. Som advokat vidste hun præcis, hvor de juridiske bånd bandt og ikke kunne åbnes – af andre end ægtefællen – for eksempel lige her, for enden af livet.

“Det er sgu da lidt mærkeligt, ikke?” sagde han, og Lene berørte igen hans ærme, til tonelejet ramte en lidt dybere brummen: “Dea og Anton sidder allerede derinde på forreste række, helt oppe ved alteret og kisten.”

Han åbnede døren til kirkerummet på klem for dem. “Ja, jeg lovede at blive her og tage imod folk.”

Anja tog Oskar i hånden og gav tegn til Rune.

Bag dem kunne hun høre den sidste, lidt for høje hvisken fra Malte: “Det er sgu da lidt mærkeligt,” gentog han, hvad enten bemærkningen stadig gjaldt kremeringen eller det dødsfald, ingen havde ventet.

Et par dage inden havde Anja kontaktet præsten med tilbud om inspiration til talen ved kisten før jordpåkastelsen, og her hørte hun, at Malte ikke ønskede at stille op med et nummer fra det band, han og Sejr havde turneret lokalt med i mange år.

Det undrede hende, for det var en indlysende tanke. Der var især én sang, som ville være helt oplagt, og hun kunne ikke finde nogen forklaring på afvisningen. Rune ved hendes side havde været fuldstændig ligeglad; det tætte bånd mellem de gamle venner fra højskolen var mest en irritation for ham, og det var kun udsigten til en ny, lovende tilværelse som freelancejournalist i hovedstaden, der havde lokket ham med på Sejrs sidste, vilde planer – tilsat drømmen

om, at både Oskar og hans teenagedatter kunne få noget natur op under neglene.

Han var selv fra en lille landsby på Sjælland, som Anja aldrig kunne huske navnet på.

Helt oppe ved alteret stod den skinnende, hvidlakerede kiste på et lille podie med en dekoration af gran og roser midt på låget. Hvid er virkelig dødens farve, tænkte hun: hvide bænke, hvide søjler, den runde, høje hvidkalkede kuppel over alteret og kisten, i hvis spor nogen havde forsøgt at bryde evighedens monotoni, så godt de kunne; på hele den korte tur op ad midtergangen lå der kranse og buketter i et smalt, manende sørgeflor som ét langt duelighedsbånd, en god mand havde efterladt sig; det sidste tegn på hans tilstedeværelse eller bare en hob hastigt afleverede udmærkelser, der skulle minde forsamlingen om den, han var.

Som ægtemand, som far, som skolelærer og ven.

Sejr var buset gennem livet i en bred bane, sådan havde hun altid oplevet det, ligesom han var kommet brusende ind i den bøgeudsmykkede festsal den første dag, hun så ham på Vallekilde – fuld af liv.

Han havde ligget i koma i tre uger efter ulykken, og de troede ikke, han kunne forlade dem.

Han ville naturligvis holde fast, selv på intensivafdelingen i Hillerød, tænkte de, og de havde sunget for ham ved sengen, spillet hans yndlingsmusik og læst højt af hans favorithistorier, mens de tænkte, at han trods de lukkede øjne og den tørre raslen fra apparaterne stadig kunne høre deres ord.

Hvis der var en raslen i kirken ved det endelige farvel, kom den fra et sted bag Anja, og da hun vendte sig mod lyden, var det Ragna, som var endt på sidste række i den allerfjerneste ende af rummet.

I to-tre sekunder mødtes deres øjne, men så sank den mørke pige sammen og lænede sig endnu længere ind i skyggen.

Koret fra Usserød Skole stemte i med en styrke, der næsten forskrækkede hende, og foran Anja rettede Dea synligt ryggen, mens hendes søn Anton, som var på Oskars alder, blev siddende helt sammensunket.

Hun havde altid virket en lille smule gennemsigtig, nærmest alfeagtig, og måske var det netop dét, Sejr var faldet for; det var uden tvivl Dea, der stod for salmevalget, og selv om kirkerummets decemberhvidhed ligesom det faldne slot mindede om forgængeligheden, slog lyden af de mange stemmer mod vægge og mure med en klang af noget mere uregerligt end afmagt og død.

Sejr havde været skolens mest energiske lærer med sit speciale i musik og kærlighed til historie, og nu sang hans elever for ham i den stopfyldte kirke.

Hvilken salig jubel ... skønt alt er tyst ... medens lyset lander på verdens kyst ...

Anja kunne fornemme, at selv Rune, der ellers foretrak rollen som den objektive, upåvirkelige iagttager, bøjede hovedet ved Oskars side og sang med.

Sejr havde kaldt øjeblikke som dette for ordenes evne til at danse med musikken, og det var længe før, han kunne vide, at det også ville gælde hans egne udgangsstrofer.

“Kan du høre det ... hvor de danser ...?” Han havde pustet ind i hendes øre, og blæsten derude var den fra Bjergesø, Starreklinte og Nekselø Bugt.

Dengang var det en rocksang, og de fik aldrig hørt nummeret til ende.

Mon Dea vidste, at Malte havde afslået præstens forslag om at spille en af Sejrs yndlingssange i kirken?

Der var også opstået heftig diskussion om sammenkomsten efter bisættelsen – hvor den skulle holdes, og hvem der skulle med.

Dea ville hjem til Klintevej, et par hundrede meter oppe ad Usserød Kongevej, lidt ind til højre, men Sejrs forældre protesterede: “Dit hus er ikke stort nok til så mange mennesker – tænk på, at

vores søn var en meget, meget afholdt lærer, og at alle eleverne fra hans klasser også skal kunne være der.”

De boede et par hundrede meter oppe ad Kongevejen, lidt ind til venstre, i de røde blokke på Frennevænget, hvor arbejdere og småborgere gennem generationer var rykket sammen i deres små lejligheder, dør om dør.

Her kunne de låne et lavloftet festlokale i kælderen og få plads til både unge og gamle. Under det hele lå selvfølgelig den anklage, tænkte Anja, at deres svigerdatter havde fravristet dem adgangen til et klassisk gravmæle med nedsænket kiste, mindesmærke og evige søndagsture – hvorefter hun selv måtte give afkald på det sidste farvel i sit eget hus.

I kirken kunne hun høre Sejrs mor snøfte i stilheden efter de sidste toner af den gamle salme, siddende ved siden af Dea, der havde sat sit lyse hår op i et skinnende sølvspænde og sad med armen om sin søn.

Hun var mødt op på Vallekilde stille, ordinær, en smule sky, mens Anja selv var kommet til højskolen som den feterede, friske, rapkæftede pige fra Fyn – og alligevel havde Sejr efter den første, lovende nat vendt al sin opmærksomhed mod den blege, usikre Aarhus-pige, som derfor var kommet med i den lille ubrydelige højskoleklike på Lilla Gang.

Præsten var begyndt at tale, stående bag kisten, der altså ikke skulle i jorden, men ind i en overophedet ovn, hvor den ville blive til finstrøget aske sammen med sit indhold. Sejr ville uden tvivl have foretrukket det sidste opholdssted af naturtræ, økologisk korrekt og miljømæssigt rigtigt, bygget fra bunden af de bedste håndværkere, og det burde nogen måske have tænkt på – selv om det varede kort.

Han var kørt hjem fra Malte sent søndag aften i et af de pludselige skybrud, der fik Danmark til at minde om en fjern turistdestination, efter at de to havde jammet i deres øvelokale i Birkerød – og et stykke ude ad Ravnsnæsvej blev han ramt af en hvid Volvo stationcar fra Rungsted Kyst.

Da hun fik opringningen hen på morgenen i Odense, så hun i et glimt Sejr, der stod i højskolesalen, gestikulerende, dirigerende, selvsikker; som en danser, en skjald, en snurrende top; umulig at fælde, usårlig.

Han havde hængt stædigt ved i sin langvarige koma på Nordsjællands Hospital og nægtet at forlade dem. I tyve dage, fra midt-november til starten af december, holdt en eller anden kraft ham i live, men på den enogtyvende valgte hans svækkede krop at indstille modstanden.

Give op og dø på intensivafdelingen.

“Det var lige før det gamle Isterødvejkryds,” sagde Dea i telefonen til Odense, tonløst, som om hun refererede nogle fjerne impulser, der kom til hende fra en grøn, flimrende computerskærm.

Burde hun og Anton ikke stå ved siden af præsten, mens han opremsede de gode ord, han havde hørt fra andre: Afholdt ... kærlig ... energisk ... musikalsk ... en idealist ... en ildsjæl ... en ledestjerne ...

Eller var det kun til barnedåb, man gjorde sådan?

Skulle nogen ikke stå der, mens de små dynger af mørk, klumpet jord fra præstens håndholdte skovl landede midt i alt det hvide og spredtes ud over kistelåget?

Sejr ville have sagt undskyld, det kendte hun ham godt nok til at vide; han ville have set på dem, og hun kunne helt tydeligt høre hans stemme, nasal, insisterende: Undskyld, undskyld ...

Undskyld, jeg gik bort, ville han have sagt, og hun var nær begyndt at fnise, eller også var det slimen i svælget, der ikke ville forsvinde på et meget dårligt tidspunkt; fandens også, den fornemmelse kom aldrig i retten – selv ikke når hun forsvarede de mest afstumpede væsner med lange, juridiske kæder af velindøvede løgne, der var ved at kvæle hende.

Hele efteråret havde de lagt planer for alt det, der skulle samle den gamle klike i en fælles, fremtidig tilværelse i Eskemosen, hvor Maltes far, murer-Troels, allerede boede. De andre huse i hans lille

andelsbofællesskab stod pludselig tomme, de kunne flytte direkte ind, det var et mirakel.

Stedet lå så idyllisk, at alle til sidst var blevet overbeviste: lige ud til Eskemoseskoven, der strakte sig ned til bredden af Sjælsø, og i de forløbne måneder var andelene blevet gjort klar, dokumenterne skrevet under ét for ét.

Havde Dea overhovedet råd til at flytte ind alene nu, på en enkelt lærerløn? Eller ville drømmen vandre ud af deres liv og det hele gå i sig selv?

Foran alteret sang en høj dreng på Ragnas alder, og hans stemme var endnu et par fuldmåner fra at gå i overgang; hun kendte ikke melodien, men Rune sad selvfølgelig med et lille hæfte over hele bisættelsen i skødet: Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor ...

Og døden en aftenoverraskelse for enden af Ravnsnæsvej, når ingen venter den.

Til hendes egen forskrækkelse begyndte tårerne at løbe ned ad kinderne, og hun havde ellers aldrig, hverken privat eller i sit arbejdsliv, haft ry for noget, der bare mindede om blødsødenhed.

Hun bar kisten ud af kirken sammen med Rune og Malte, med hjælp fra Maltes far og et par af Sejrs kolleger; de løftede ham ned fra forhøjningen, hen over blomsterfloret og videre ud i eftermiddagsdisen, fulgt af orgeltoner, som langsomt forsvandt.

Til sidst var der kun lyden af de knasende skridt i gruset.

Ved rustvognens åbne bagsmæk blev Dea og Anton et par sekunder stående, inden drengen rakte sin mor noget, som Anja først genkendte, da Dea lænede sig ind i den sorte bil; det var Sejrs godt slidte, himmelblå yndlingskasket, fremstillet i hundrede procent økologisk bomuld med ordet Elsk trykt hen over hatteskyggen.

Hun lagde den forsigtigt på kisten, hvorefter hun placerede en rød rose oven på det blå.

Så rullede vognen næsten lydløst væk fra den tavse forsamling og ned ad den gamle allé, der engang havde båret de strålende slotskareter med den unge danske dronning, hvis få livsfortumlede dage kulminerede hen over én eneste kort, lykkelig sommer, hvor hun troede, kærlighed ville vare evigt. Anja havde set hofskilderierne af hendes mærkværdigt plumpe hvidpudrede teenageåsyn med den høje pande, smalle, krummede næse og rosenmunden, der tværs gennem alle kunstnerens bestræbelser rakte en århundredgammel bedrøvelse videre til de efterfølgende generationer – sammen med en umiskendelig, underkuet vrede.

Anja ventede med Rune og Oskar på Dea, der holdt Anton tæt ind til sig, og bagerst fulgte Malte og Lene med deres datter Ragna på slæb.

De fleste biler på parkeringspladsen var kørt, mange af dem sikkert med kurs mod det traktement, Sejrs forældre havde forberedt i boligkarréens festlokale. Det var mærkeligt, at sådan to lidt enfoldige, indadvendte mennesker kunne opfostre en dreng som Sejr, tænkte hun – og især at de nu også havde overlevet ham.

Han havde altid været opsat på at slippe væk fra sit barndomskvarter, det vidste hun, selv om han til sidst var blevet boende i kommunen og endda fik job på sin gamle skole.

“Nu er her lige så tomt, som da vi kom,” sagde Rune og trykkede på bilnøglen.

Et par skridt fra venstre fordør stod han stille og kneb øjnene sammen: “Bortset fra – hun holder her sørme endnu. Det er da lidt mærkeligt.”

“Hvem holder hvor?” Anja havde ikke lagt mærke til nogen på det store parkeringsareal, da de ankom.

Han pegede, og hun vendte sig mod søen.

Der holdt en sølvgrå Opel med front mod vandet og kirken.

Chaufføren var tydeligvis en kvinde med mørkt, udslået hår, men ansigtet var vendt væk og i skygge.

I

FORÅRET 2020

FLYTTER

fire familier sammen i en lille klynge huse tæt på skoven for at virkeliggøre drømmen om en bæredygtig fælles tilværelse, sådan som Sejr har lovet, det vil blive – men han er ikke længere iblandt dem.

Kort efter rammer den første ulykke beboerne i Eskemosen, og de opdager en hemmelighed, der trækker dybe spor tilbage til den højskole, hvor de mødtes som helt unge.

Ragna og hendes bedstefar bliver fanget mellem truslerne udefra og det indre kaos, der vælter deres nye tilværelse omkuld. Er der en vej ud – og kan de nå at finde den?

SEJRS V IL JE handler om et fællesskab, der slår uforudsete revner, og opruller på samme tid en periode i danmarkshistorien, hvor samfundet udenom rammes af lige så uventede forandringer.