Senfølger

Senfølger

Af samme forfatter:

Knust, 2019

Låst, 2021

Blæst, 2022

Dobbeltfejl, 2023

Anne Mette Kirk

Senfølger

Psykologisk thriller GUTKIND

Senfølger

© Anne Mette Kirk og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Sofie Winding

Forsidefoto: © Ahmed Nishaat /Unsplash Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0904-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Tak til Statens Kunstfond

Til

Signe & Anne Tak

Fordi I findes, knækker jeg ikke

Og jeg har et skib indeni, der ikke helt kan tåle vand. august høyen, “forsvinder”

Prolog

Al tankevirksomhed ophører.

Både den indskydelse, som potentielt kan fortælle Jeppe, at det her – det, han foretager sig netop nu – er verdens dårligste idé.

Men også den anden pol er fraværende.

Ingen rødklædt miniaturedjævel med en trefork i hånden hvisker insisterende fra hans skulder, at det er verdens bedste idé og måske den eneste, som er tilbage.

Igen sætter Jeppe tempoet i vejret. Fodsålerne slår brutalt mod fortovets fliser, sender stød op gennem hele hans krop. Armene svinger med en hastighed, som forsøger han at lette fra jordens overflade. Måske er det også tilfældet.

Én ting er sikker. Han har mistet overblikket, aner ikke, hvor længe han har løbet.

Munden står halvt åben, og den hvide ærmeløse undertrøje er gennemblødt. Mest af sved, men ved brystpartiet også af blodstænk.

Blodet stammer fra rifterne i den tynde hud omkring hans øjne. Og fra det åbne kødsår i panden. Mens området omkring kæben formentlig først i morgen vil indtage farve og form efter de indre blødninger.

Samtlige skader og sår i hans ansigt skiftevis dunker og strammer. Strammer og dunker.

Han flænser sig videre gennem natten.

På forunderlig vis får mørket omkring ham flyttet

hans gerninger over i en anden dimension. Som forbliver hans handlinger en pagt mellem natten og ham. Der er ingen, han skal stå til regnskab overfor. Altså ud over det kulsorte mørke.

Klokken nærmer sig fire, og hovedstaden er midlertidigt bedøvet, men den dulmende effekt udebliver på Jeppe.

En ledig taxa overhaler ham. Passerer i lavt tempo, chaufførens erfaring fortæller sikkert, at mennesker, som er ude så sent på natten, oftest søger mod deres egen adresse.

Men Jeppe skal ikke hjem. Han sætter farten op igen, og taxaen speeder op, efterlader ham igen alene i mørket.

Alene i verden med de lyde, som alle stammer fra ham selv.

Fødderne, der slår hårdt mod fliserne. Hjertet, som er ved at eksplodere i brystkassen. Og den spruttende kvælningsfornemmelse i svælget, der på trods af Jeppes gode fysiske form konstant omsættes til gisp, host, snøft eller sure opstød.

Han drejer om hjørnet eller slet og ret tilter sin krop tilpas meget til siden, så hans retning ændres, stadig i sit eksplosive tempo. Langsomt toner hans slutdestination frem.

En auberginefarvet villa i tre etager.

Han fæstner sit blik på ejendommen, der rager en smule op over de øvrige huse i området.

En Villa Villekulla med personlighed omgivet af et henrivende virvar af klatrehortensiaer, kaprifolier og æbletræer. Tilgroet på den kontrollerede måde.

Huset er områdets eneste bedårende ælling blandt de kliniske kridhvide svaner. Nyopførte type-palæer med perlegrus i indkørslen, glaserede tagsten og lanterner på hver side af hoveddøren, hvor en håndlavet krans i efterårets brændte farver dækker over klistermærket med alarmfirmaets logo.

Om et øjeblik er han fremme.

Det sorte bindingsværk, som i dagslys er en af husets mest charmerende detaljer, fremstår nu mere som en edderkops velkomponerede spind.

Fem meter til.

Hvis en af kvarterets hundeluftere – i tilfældigt fodtøj fra entréen – i dette øjeblik passerede Jeppe, ville vedkommende uden tvivl studse over hans gispen og rallen. Men den øredøvende støj, som buldrer dybt i hans indre, ville aldrig nå dem.

Og netop de indvendige og konstante brøl af desperation er årsagen til, at han hverken kan bremse sig selv eller i det mindste gentænke sin plan. Som på ingen måder er en rigtig plan.

Nu er han fremme.

Han standser op ved begyndelsen af fliserækken, der peger inviterende op mod hoveddøren, han bøjer sig forover og lægger håndfladerne mod sine skælvende lår. Smagen i hans mund har ændret sig, men om det er blod eller endnu et surt opstød, virker ikke afgørende. Han sender en slimet spytklat mod fortovet.

I flere sekunder suger han den krystalklare natteluft

dybt ind. Det smerter i næseryggen og dulmer langtfra hans nerver, men det er sådan set heller ikke hensigten. Lungerne skal blot fyldes med en tilpas mængde ilt, så han øjeblikket efter kan råbe for fuld styrke:

“Kom ud! Kom fucking ud!”

Han vælter op mod hoveddøren, snubler over sine egne fødder, tager fra med hænderne mod fliserne og tilføjer et par nye hudafskrabninger til samlingen.

“Kan du høre mig? Jeg bliver her, til du viser dig. Du slipper ikke, fatter du det?”

I et par sekunder løfter han næverne i vejret, parat til at smadre ansigtet på hvem som helst, som måtte dukke op.

Men intet sker.

Han ser rasende op mod de to sprossede vinduespartier på førstesalen, flytter lidt på fødderne for at mindske uroen, men det har ingen effekt. I stedet løber han det sidste stykke hen ad flisegangen og tager den brede stentrappe i tre kæmpeskridt. Hæver hænderne igen og slår dem med al tænkelig styrke mod hoveddøren.

Banker hårdt, banker inderligt, banker længe.

“Jeg bliver her. Fatter du det? Flytter mig ikke!” Spytdråberne står ud af munden som små udråbstegn. “Hvorfor fuck gemmer du dig? Tør du ikke se mig i øjnene?”

Da huset stadig bare står der uden at reagere det mindste, løber han om på den anden side og tæsker løs på de vinduer, han passerer.

“Jeg har fucking fået nok!” Han håber, ruderne splintrer, at glasskår vil flyve gennem luften som små

skarpe pile. Længes efter, at et eller andet vil kollapse.

Men bygningen holder stædigt sammen på sig selv.

Og på mennesket, som han ved findes derinde et sted.

En hund bjæffer et sted i nærheden, ikke ildevarslende, men bare højt, og en ældre mandestemme, sikkert tilhørende en nabo, råber noget om, at han skal smutte hjem og sove sin forpulede brandert ud. Jeppe deler med glæde natten med disse opråb. Med denne opstandelse.

Han spæner om til hoveddøren igen, rusker i håndtaget, men selvfølgelig giver døren sig ikke en millimeter. Han træder et skridt tilbage, så endnu et.

“Kom fucking ud!” Denne gang råber han så højt, at den efterfølgende tørhed i halsen ikke kan bekæmpes med at synke.

Sekundet efter hører han en bil nærme sig. Et kongeblåt lysskær svøber sig om ham. Han kigger ned. Undertrøjens blodpletter, hænderne, fingerneglene, jeans og sneakers. Alt er indhyllet i den samme blå tone.

En skinger sirene trækker bundproppen ud af natten. Den overdøver alt. Hundens gøen forsvinder, naboens råb forsvinder, og det føles næsten, som om Jeppe selv forsvinder.

I nærheden smækker et par bildøre, han stivner på stedet, fornemmer tydeligt de to personer, der nærmer sig. Fornemmer deres mørke tøj, deres ordløse aftaler, indlærte fremgangsmåde og målrettethed.

Han rører sig ikke ud af stedet, men stirrer fortsat direkte op på villaen. Han kører håndryggen frem og

tilbage under næsen, fjerner, hvad der enten må være blod eller snot, mens han gentager for sig selv, helt lavt, næsten som en lydløs hvislen:

“Du er færdig. Hører du mig? Helt og aldeles færdig.”

Så mærker han de fremmede hænder, der griber om hans håndled og samler dem bag hans ryg. “Vi kommer fra politiet.”

Seks uger tidligere

Ramona sidder med høretelefoner på.

De spinkle ankler i gummistøvlerne dingler let i luften. Hendes fødder kan ikke nå underlaget, støvlerne ser ud, som er de få sekunder fra at ryge af og dumpe stumt mod linoleumsgulvet.

Jeppe læner sig en smule frem på plasticstolens sæde, holder åndedrættet tilbage, forsøger at undgå, at hans vejrtrækning eller hjertets intense banken påvirker undersøgelsens resultat.

I sin ene hånd løfter Ramona en controller. Øverst sidder en rød knap. Og Jeppe ved fra sidste undersøgelse, at hun helst skal trykke på den. Altså ikke hele tiden, kun de øjeblikke, hun registrerer en lyd.

Selvom Ramona sidder med ryggen til, kan han se på hestehalens påfaldende stilstand, at hun koncentrerer sig. Gør sit bedste.

Hun trykker bare ikke på controlleren. Tommeltotten rører sig ikke. Løfter sig ikke. Bevæger sig ikke.

Han skæver til Elisa, der sidder ved hans side på en

identisk plasticstol. Opdager ved selvsyn, hvordan de sidste måneder har sat sig i hendes ansigtstræk.

Noget omkring hendes øjne er både kollapset og blevet hårdt på samme tid.

Og så har hun igen gjort det der, hvor hun næsten har slugt sin egen mund. De fyldige læber er forsvundet bag en lige linje.

Når Elisa lagde ansigtet i netop disse folder, da de var indlagt på intensiv med Ramona, gik det ham altid på nerverne, men han sagde det aldrig. På samme måde antændte det alt i Elisas nervesystem, når hans hurtigt pumpende fod gik op og ned på hospitalsgulvet. Den andens kropslige ageren blev det eneste sted, de kunne kanalisere deres frustrationer hen.

Jeppe lægger en dæmpende hånd på sit lår.

Overlæge Lennart Riedel sidder ved skrivebordet over for dem i det højloftede kontor. Den nye tilbygning til Rigshospitalet er nærmest indbydende. Gigantiske ruder sørger for masser af dagslys, og de moderne møbler i konsultationen er holdt i lyse og beige farver. Her er ingen blinkende lysstofrør eller lasede gardiner i hysterisk halvfemsermønster som ovre i hovedbygningen. Den rolige atmosfære herinde er alt andet end institutionsagtig. Hvilket næsten får Jeppe til at glemme, at han igen befinder sig på et hospital.

Næsten.

Overlægens læsebriller glider længere og længere ned på den buede næseryg. Bag ham står Jane-Marie, afdelingens ledende audiologopæd. Ingen af dem kigger på controlleren i Ramonas hånd, de har blikkene stift rettet mod en computerskærm.

Der går yderligere fem sekunder eller 17 år, Jep-

pe ved det ikke længere, men til sidst åbner Lennart munden, nikker en enkelt gang. “Tak, det er nok.”

Jane-Marie befrier Ramona for høretelefonerne og læner sig erfarent ind mod pigens venstre øre. Taler højt og tydeligt. En ny koreografi, som Jeppe fortsat ikke er fortrolig med.

“Flot, Ramona, det var supergodt gået!” Jane-Marie laver thumbs-up og peger med overdrevne fagter på et rundt bord fyldt med legesager i lokalets modsatte ende. “Nu går vi sammen over og laver lidt flere øvelser.”

Al information til Ramona samlet i en tommeltot og en pegefinger.

Jeppe læner sig endnu længere frem på stolesædet. “Så hvad siger du? Hvordan gik det? Er det blevet bedre?”

Lennart drejer sin skærm, så både Elisa og Jeppe kan følge med. Overlægens ansigtsudtryk afslører stadig intet. “Som I kan se på de to grafer, er resultatet fuldstændig identisk med den undersøgelse, vi foretog for 14 dage siden. Ramona registrerer først lyde på omkring 70 decibel på sit venstre øre, det vil sige svarende til moderat til høj råben.”

Elisas læber folder sig ud. “Og hvad med det højre?”

“På højre øre,” siger Lennart og puffer brillen tilbage til udgangspunktet, “har Ramona stadig ikke, hvad vi kalder en registrerbar hørelse.”

Jeppe skæver tilbage over skulderen, selvom han inderst inde godt ved, at Ramona ikke opfanger deres samtale. Han rykker sig endnu længere frem, sidder helt ude på kanten af sædet. Hans fod løfter sig fra jorden. Igen og igen.

Elisa sukker lavt.

“Men jeg kan huske,” begynder Jeppe, “sidst vi var her, der sagde du, at hørelsen kunne komme tilbage. Altså når hendes meningitis var endnu mere på afstand. Er det ikke korrekt?”

Lennart tygger på spørgsmålet. “I princippet jo, men min erfaring siger mig også, at så var det allerede sket. Vi havde i så fald registreret forbedringer i dag. Og det gjorde vi beklageligvis ikke.”

Læberne forsvinder ind i Elisa igen. Jeppe får lyst til at tage hendes hånd, give den et klem, men det kan han ikke længere. Det kunne han i ugerne på intensiv, der kunne de alt og intet. De kunne gå i dagevis uden at vaske sig eller børste tænder. De kunne lægge deres tunge hoveder i hinandens skød for blot at jagte minutters søvn. De kunne, når natten var mørkest, hviske til hinanden: Jeg tror, vi mister hende. Og de kunne lade disse dystre forudsigelser fortone sig, når solen stod op: Jeg ved, hun bliver hos os.

Men nu er noget andet kommet mellem dem.

“Jeg har fuld forståelse for,” fortsætter Lennart, “at I skulle sunde jer efter Ramonas forløb, men jeg må også understrege over for jer, at vi har et vindue lige nu, hvor vi kan foretage indgrebet. Venter vi meget længere, risikerer vi en såkaldt ossifisering – altså at væsken efter hendes meningitis forbener. En operation vil derefter ikke længere have samme effekt.”

Hverken Elisa eller Jeppe formår at sige noget.

Siden Ramona fik konstateret meningitis for snart to måneder siden, og i tre fulde uger lå på intensiv, også her på Rigshospitalet, har de mødt så mange forskellige læger og sygeplejersker, lyttet til så mange for-

klaringer, fagtermer og fakta. Og da de endelig troede, det var slut, og truslen om Ramonas død ikke længere hang klaustrofobisk over deres hoveder, da de endelig begyndte at tro på, at Ramona overlevede, så viste udfordringen sig fra en mere uventet kant: et omfattende høretab. En ikke atypisk senfølge af meningitis.

Så længe vi beholder hende, klarer vi alt andet, messede han ustoppeligt for sig selv i den periode, og han gentog også sætningen højt for Elisa utallige gange. Men nu er han ikke længere skråsikker.

For Ramona er forandret.

Hendes verden er forandret.

Hendes humør er forandret. Alt er forandret.

“Hvis nu vi takker ja til indgrebet …” Jeppe famler sig langsomt gennem sætningen, ved, at Elisa kan bremse ham hvert øjeblik. Med en hånd, et blik eller en synkelyd. “Er vi så sikre på, at Ramona kommer til at høre igen?”

Elisa siger intet, men ud af øjenkrogen ser han hende samle armene stramt hen over brystpartiet, som nu løfter sig i små overfladiske ryk.

Lennart tager forsigtigt et lille implantat op af en plasticæske på sit skrivebord. Det ligner et almindeligt høreapparat med en ledning fæstnet til en flad skive på størrelse med en tokrone.

“Ja, det kan jeg faktisk stort set garantere. Det er i bund og grund et yderst simpelt indgreb. Hendes gamle hørelse vender ikke tilbage, men Ramona vil få det, vi kalder en funktionel hørelse. Forestil jer et billede, som vi andre ser rent, men som Ramona fremover vil opfatte pixeleret.” Implantatet hænger mellem Lennarts fingre, slår kortvarigt mod hans brede vielsesring

i guld. “Denne del skal ikke engang opereres helt ind i hjernen. Den sidder under huden lige her over øret.”

Elisa smiler stramt ved demonstrationen, inden hun åbner munden. Jeppe ved udmærket, hvor hun er på vej hen, faktisk er han overrasket over, at hun har holdt sig i skindet så længe. Spørgsmålet er, om Lennart Riedel kender til Elisa. Ikke til hendes personlighed, men til hendes skriverier.

Da Ramona kom til verden for seks år siden, skrev Elisa et debatindlæg til Politiken under overskriften Med det nye liv som indsats. Teksten handlede om Elisas nedbrydende oplevelse på fødselsgangen. Jeppe forstod det aldrig fuldstændigt. Ja, der havde været travlt, men intet virkede hasarderet. Ramona kom skrigende, fedtet og helt perfekt til verden. Alligevel støttede han Elisa i hendes opråb. Præcis som han stiltiende gør nu.

“Hvor mange børn opererer du om året, Lennart?”

Nu er det Elisa, som læner sig en smule frem. “Med præcis det her implantat?”

“Jamen, i Danmark opererer vi typisk lige omkring 40 børn årligt med denne type. Vi er to specialister her på Rigshospitalet. To holder til i Aarhus.”

Minefeltet, Elisa har konstrueret, er yderst sofistikeret. Og det lader ikke til, at Lennart har kendskab til hendes nyeste bidrag til debatsiderne.

Ugen efter at Ramona blev udskrevet fra intensiv, forfattede Elisa en kronik til Information. Rubrikken lød: Et svigt for livet. Et harmdirrende indlæg om Elisas mistillid til det danske sundhedsvæsen, som hun mente havde fejlet totalt. Hendes tekst blev afsluttet med ordene: Aldrig mere vil jeg udsætte mit barn for

dette inhumane system af hvide kitler og umenneskelighed.

“Så du opererer altså personligt omkring ti børn hvert år?” Elisa har bidt sig fast.

“Ja, det passer meget godt. Plus minus et par stykker.”

“Nu er det, fordi jeg oprindeligt er fra USA, og …”

“Din mor er fra USA,” pipper Jeppe lavt. “Du er fra Ramløse.”

Han nævner Elisas sjællandske fødeby i et desperat forsøg på at fortælle Lennart, at Jeppe ikke selv bygger minefelter. Og han siger det for at stikke, om ikke andet så en mikroskopisk pind i Elisas maskineri.

“Min storebror er ergoterapeut. Eller rettere sagt occuppational therapist. Han bor i Massachusetts, hvor min familie stammer fra.” Elisa sender et skarpt blik i Jeppes retning. “Og han fortæller, at de er meget længere fremme der. At lægerne på det hospital, hvor han arbejder, opererer børn med høretab fra samtlige stater – og derfor har langt mere erfaring og mange flere børn mellem hænderne. Han arbejder på Boston Children’s Hospital. Kender du det?”

“Ja, de er utrolig dygtige på BCH. Ingen tvivl om det. Det er vi nu også her i Danmark. Statistikken taler sit klare sprog.” Lennart er ikke sådan at vælte omkuld. Årene som overlæge har udstyret ham med en selvsikkerhed, som ikke let punkteres.

“Bare ikke så erfarne som i Boston, vel?” Elisa rækker armene bagud og begynder at trække i trenchcoaten, der hænger over stoleryggen. “Det skal vi bare lige have med i vores overvejelser, inden vi igen sender Ramona i fuld narkose og udsætter hende for endnu et hospitalsophold.”

Jeppe står midt i en gigantisk krise.

Hans seksårige datter har mistet hørelsen, og der findes kun én løsning: En operation på et privathospital i USA. Pris: 400.000 kr. De penge har Jeppe ikke. Hans husbådscafé løber knap rundt, banken er iskold, og hans ekskæreste ejer ikke en krone.

Derfor er det næsten for godt til at være sandt, da han forelsker sig hovedkulds i varme og finurlige Christiane, som generøst tilbyder ham beløbet, der kan redde hans datter.

Eller sådan begynder det i hvert fald.

SENFØLGER er en klaustrofobisk thriller om personlige grænser, der gradvist udviskes.

For hvordan råber man om hjælp, når man aldrig har lært det?