Sfinx

SFIN X

Af samme forfatter Vi er ikke konger – digte, 2013 Spejlkamel – digte, 2015

Daniel Dalgaard

SFINX Roman

Gutkind

Sfinx © Daniel Dalgaard og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0045-5 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til alle som har læst og interesseret sig for romanen undervejs.

Tak til Steffen og Jo, Michael, Andreas, Niels og Kristina, Martin og Rasmus, Lasse, Jeppe.

Tak til min gode redaktør Louise.

Især tak til Stine.

Tak til Statens Kunstfond

Tak til Autorkontoen

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·

gutkind_forlag

1

Genfærd

7

8

Min overkrop er i færd med at tilte forover, og alt i mit synsfelt bevæger sig opad så jeg nu efterhånden kun kan se mine lår, der har samme tykkelse som to mørbrader og er til skue for alle og enhver på grund af disse ‘shorts’ jeg blev iklædt i morges. Varmen slutter tæt om min krop med en tyngde som et vådt håndklæde. Knækket i hoften kan nu ikke føres videre, mit hoved hænger få centimeter over mine knæ, armene dingler ned langs læggene. Sådan sidder jeg, svedig og foldet sammen som en klapstol, da et par hænder endelig trækker mig tilbage i opret stilling i kørestolen så jeg igen kan se verden omkring mig: mennesker iført badetøj, en stor pool med forskellige vanddybder, et blåligt, skridsikkert gummiunderlag omkring og så himlen, et gennemført babyblåt univers. Mellem to palmer hænger et banner der fremviser det utrolige navn, Paradise Beach. Louise spænder bæltet over maven på mig så jeg ikke tipper igen.

Undskyld, jeg havde fuldstændig glemt det, siger hun.

Det er som om jeg ikke ved hvor længe jeg har siddet her, selvom jeg godt ved det, for på en bambusvæg over for mig hænger et hvidt plastikur som meddeler hvert eneste sekunds kommen og gåen med sine tik. Alligevel er det som om tiden er begyndt at strække og vride sig og smelte her i varmen så jeg mister enhver form for perspektiv og føler mig endnu 9

mere fortabt i mit indre end jeg gjorde i forvejen, da Louise lægger en hånd på mit hoved og taler til mig i et toneleje som jeg indtil min lammelse havde opfattet som eksklusivt reserveret til børn og dyr: Nu går vi snart op og får noget mad, far.

Der er noget ved denne sukrede måde at tale på, denne smurte stemme, der gør mig desperat. Den vidner om at jeg er en dukke, et kæledyr, noget man af sentimentale årsager ikke skiller sig af med. Den giver mig en stærk lyst til at slå fra mig, flygte, fordi det netop er det jeg ikke kan. Og her på den anden side af kloden er jeg igen lige så fanget bag mine grånende øjenlåg, min rynkede hud, mit skrøbelige kranium, som jeg var dengang jeg var fjorten og på vej til at vokse ud af mig selv. Dengang det var som om jeg bar et frø i mig der voksede og voksede til det sprængte min hud og foldede en vulgær plante ud der intet havde med mig at gøre, men indeholdt alt hvad jeg var. Den i dag så fejrede ungdom virkede nærmere til at være en slags skærsild jeg måtte igennem for at se hvad der ventede af lykke eller ulykke på den anden side.

Mit ophold der var forholdsvis kort, kun et enkelt år eller to brugte jeg på at komme fra den ene ende til den anden og så selvfølgelig på at vente på båden der skulle føre mig over det store hav hvor – som jeg forestillede mig dengang – min afklarede fremtid lå og ventede. Det viste sig ikke at være tilfældet. Om det var lykken eller ulykken der mødte mig, forekommer mig nu at være et umodent spørgsmål der ikke engang kan afgøres på det mest overfladiske plan, hvilket det at jeg nu sidder lammet i en kørestol under den tropiske sol på et julepyntet hotel sammen med min datter og hendes mand, muligvis illustrerer klarest. Barndommen er barndommen, 10

og den er hvad den er. Men på et tidspunkt begynder man at vokse sammen med De små ting og De store ting der udspiller sig omkring en, man rusker lidt i kulisserne og ser hvad der bliver stående, og en dag kan man ikke længere finde vejen hjem. Eller som min mor engang sagde, livet gør med os hvad det vil. Det startede for mit vedkommende da jeg stadig var et stort barn. Det var et rædselsfuldt år der begyndte med at jeg fandt et lig, og derfra gled tingene lidt ud af kontrol.

Jeg boede i et anneks på Norresân med en kvinde jeg kaldte mor, og hun var min mor, men alligevel tænkte jeg nogle gange: Hvad er en mor? Og nu hvor Louise, som altså er min datter, så meget har jeg da opnået, pusler om mig for at kompensere for det glemte bælte på en måde jeg kun kan kalde moderlig, spørger jeg igen. Hvad er en mor?

Nedarvede ansigtstræk, nedarvet øjenfarve? Nej. Nedarvet temperament, dovenskab, eventyrlyst, melankoli, nedarvede præferencer for fisk eller ej, skaldyr eller ej, den store tud midt i mit fjæs? Nej. En særlig måde at gå på, en genkendelig silhuet i tusmørke, en bestemt måde at være koncentreret på, en tilbøjelighed til at fortrænge ydmygelser? En nedarvet naivitet? Nej. Kvinden jeg kaldte min mor, havde en tot kruset, gråt hår og ét sort øjenbryn og ét hvidt. Sådan havde det været så længe jeg kunne huske, og det blev det ved med til sidste gang jeg så hende. Jeg havde hvidt hår og ingen øjenbryn. Sådan var det. Jeg gik rundt med et nøgent ansigt, og jeg blev kaldt Genfærdet af børnene i byen. De voksne kaldte mig Jan Schnecker, og det kalder de mig stadig, og om lidt vil Louises mand komme hen og kalde mig det, Jan med et a som i spanskrør, Snækker med S som i stomibælte, som i 11

stænkskærm, sanitetsklud. Schnecker, sagde min mor, som i sjatpisser eller sjnaps, som i Schloßen og Schlackerschnee.

Det var en dag med Sonnenschein i 1944, hvor hun havde sendt mig ud for at slå tiden ihjel og jeg gik ad stien der førte mod Helligdommen, at jeg første gang så en død. Jeg havde plukket en håndfuld brombær som jeg spiste mens jeg gik, og pludselig var jeg nået til en af de dybe klippespalter. Den kravlede jeg ned i og fandt en stenflade hvor jeg kunne læne mig frem og nå vandet som var blevet skyllet op i et lille bassin der havde dannet sig i klipperne. Jeg foldede hænderne, lilla af saften fra bærrene, til en skål og plaskede det i ansigtet. Så fik en impuls mig til at føre hænderne op til munden, og jeg drak af vandet og følte straks at mit indre trak sig sammen. Jeg tog en slurk mere, et ubehag bredte sig i mit bryst, og det var som om luften i mine lunger med ét slag var blevet salt. Jeg kravlede tilbage op ad skrænten mens jeg kæmpede mod kvælningsfornemmelsen, og da jeg var kommet op på stien, kiggede jeg ned mod stedet hvor jeg havde siddet, og opdagede et par meter ude i vandet en mørk plet og midt i pletten en lille krop. Og kroppen havde et hoved, men kun et halvt hoved, den anden del var under vandet eller smadret mod en klippe og spredt ud imellem tangen og de halvt komposterede træer der lå nedstyrtede i spalten. Jeg begyndte at løbe tilbage så hurtigt jeg kunne, i takt med mit hjerte der slog under ribbenene som ét hidsigt dyr inde i et andet. Der var tre gode grunde til at jeg bagefter ikke fortalte det til nogen. Jeg troede at de ville tro det var mig der havde gjort det. Og jeg vidste ikke om det virkelig var en død. Og jeg havde glemt hvor jeg havde fundet den døde, så 12

snart jeg var løbet derfra. De tre ting stod jeg en time senere og repeterede for mig selv mens det regnede som det aldrig havde regnet før – jeg stod under et tagskæg og så den døde for mig mens en overfyldt tagrende lod en fed snor af vand fosse ned på jorden ved siden af mig så mine bare lægge blev plasket våde af varmt regnvand.

Da regnen var stilnet af, gik jeg med våde ben op og bankede på hos Silde-Kaj som boede på Holkavej, men da han ikke lukkede op, gik jeg videre til den næste dør, og der var der en der åbnede, en kone med et forklæde og kort hår og mørke sprukne læber. Jeg præsenterede mig som jeg havde lært, og som ingen børn lærer i dag, med fornavn og efternavn, sagde så hvem min mor var, men ikke hvorfor jeg havde banket på. Efter at jeg havde præsenteret mig, forsvandt hun ind i mørket, og jeg fulgte efter hende og mærkede straks at temperaturen var endnu højere inde i huset. Der var ild i komfuret, og der stod damp op fra en stor gryde som udsendte en duft jeg ikke genkendte. Jeg blev placeret på en bænk og sad og betragtede konen der stod i det andet hjørne af køkkenet. Bag vinduet ud mod vejen så jeg et af de gadespejle som hang overalt i byen. Det var en anordning med to spejle som mødtes i en spids vinkel og gjorde det muligt at se hvad der skete ude på gaden i begge retninger. Det var første gang jeg kiggede i sådan et spejl indefra, tidligere havde jeg udelukkende været den der ude fra gaden havde opdaget et ansigt i et af spejlene, kun for at se det forsvinde i samme øjeblik. Så kom kvinden hen til mig med en skål fyldt til randen med suppe og satte den hastigt foran mig så noget af væsken skvulpede ud på bordet. Suppen dampede op i 13

ansigtet på mig og fremkaldte svedperler på min pande som langsomt gled ned i mine øjne mens jeg spiste. Kort efter kom hun med et stort glas mælk som jeg straks slugte. Da jeg var færdig med suppen, spurgte hun om jeg ville have en portion mere, og hun havde samme blik, vrantent og overbærende, som en der ikke har haft noget at være glad over i hele sit liv, samme kærlige og vidende og grusomme blik som jeg mødte nogle måneder senere en mørk vintereftermiddag hvor jeg lå i hendes seng. Jeg havde besøgt hende hver søndag siden den dag jeg så den døde. Når byen gik i kirke og lod deres gadespejle stå tomme, efterlod jeg min mor i annekset bag Norresân og gik op på Holkavej hvor frøken Drejer (det havde jeg mærket mig da jeg forlod huset første gang, stadig med sveden løbende ned over tindingerne, navnet over brevsprækken, Kira Drejer, og da jeg kom tilbage søndagen efter, sagde jeg, goddag, frøken Drejer, selvom hun aldrig havde fortalt mig sit navn) lukkede mig ind og serverede suppe for mig, forskellige supper, kartoffelsuppe, fiskesuppe, løgsuppe, klar suppe, suppe kogt på okse eller kylling eller svin, med melboller og fedtperler i overfladen, altid med store glas mælk ved siden af. Imens fortalte jeg om hvad jeg havde oplevet nede ved havnen, eller hvad jeg havde hørt i huset Norresân, og hun lyttede uden at sige noget, men en dag hvor det var vinter, og hvor kulden havde fortrængt varmen fra hele rummet på nær en meter rundt om det tændte komfur, sagde hun pludselig noget, hun sagde, du fryser, lad os lægge os under dynen. Jeg gik forrest over det knagende gulv og lagde mig i sengen, og hun kravlede ned bag mig og lagde dynen over os. Hurtigt spredte varmen 14

sig mellem os, og jeg nød at mærke hvordan musklerne blev slappe og det igen blev lunt og blødt at have en krop, og så mærkede jeg frøken Drejers runde arme der trak min krop ind mod hendes, og jeg mærkede at armene havde små hår på oversiden, og jeg mærkede at min ryg faldt ind i hendes mave og bryster, og jeg mærkede at hun tog min ene arm og førte den ned mellem sine ben, og jeg mærkede kruset hår mellem mine fingre, og jeg mærkede varme, og jeg mærkede fugtig varme i min nakke, fugtig varme fra hendes mund i min nakke, og jeg mærkede noget rejse sig inde i mig som en kutter der kommer nærmere, og jeg mærkede svimmelhed, og jeg mærkede at mit hoved blev enormt og svulmede til dobbelt størrelse, dobbelt og dobbelt igen, indtil hele værelset med dets kulde og mørke var blevet opfyldt af min pulserende, fedtede hjerne, og da jeg vendte mig om og kiggede på hendes ansigt, så jeg igen det blik, vrantent og overbærende og kærligt og vidende og grusomt, som under mit første besøg havde ramt mig gennem den iltløse hede i køkkenet, fulgt af en stemme som spurgte om jeg ville have en portion suppe mere. Det ville jeg gerne.

Efter at have spist forlod jeg Kiras hus og begav mig hen over Bokulbakken og hjem til annekset i Norresâns have hvor min mor som tjenestepige fik lov at bo, og hvor jeg derfor også boede. Jeg lagde mig i min seng, og så kom den døde til mig igen, klart og entydigt, et tredimensionelt stilleben jeg kunne træde ind i som i et raritetskabinet, tydeligt og overfladisk, afgrænset og uden betydning, altså som en drøm, men jeg sov ikke, jeg lå på ryggen i sengen med blikket rettet mod loftsbrædderne fuldt til stede og 15

handlede på baggrund af den verden jeg så for mig, vel som et barn der spiller computer i dag, eller Louise der nu igen sidder tilbagelænet i en sammenklappelig liggestol og læser i sit blad og adlyder nøjagtig de krav som den verden hun kigger på, stiller: Hun bladrer. Kun én ting trængte fra omgivelserne ind i mine tankers snævre rum: lyden af bragende latter. Den steg ud fra hovedbygningens åbne kælderdør og ragede op gennem havens plateauer, som den gjorde hver dag omkring middag når Maleren gik på toilettet, og man kunne høre lyden af vittigheder der blev læst af en mand der sad fredeligt på sit lokum.

I løbet af de næste dage begyndte der at skylle træstumper i land i den nordvestlige del af byen. De blev til vragdele som tiden gik, og til sidst skyllede Silde-Kaj op ude ved Tejn.

Hans søn fandt de et par uger senere ved klipperne mellem Gudhjem og Helligdommen allerede dækket af alger. Jeg var til begravelsen, men kisten var lukket. Man sagde at hans krop var svulmet op. Allerede der ønskede jeg at komme væk. Så begyndte efteråret og stormene, og havet gik i gang med at rive øen ned.

Hver dag var min mor inde i huset for at støve af og gøre rent, og nogle gange hjalp jeg hende med arbejdet. En dag, mens vi begge var ved at skure gulvet i stuen, kunne man fra soveværelset høre Fruen i huset tale med sig selv, og selvom det ikke lå i de ord hun sagde, lød det på hendes stemmeføring som om hun skældte ud: Man kan da ikke gå i seng klokken otte. Jo, hvis man har et spejl. Det går ret nemt med det franske når man først bor her. Jeg lægger mig og sover i et kvarter indtil jeg skal sove. Giv mig så isen.

16

Jeg kiggede over på min mor som stirrede ned i plankerne og skrubbede. Uden et ord så hun op på mig og holdt en finger til den ene tinding og trykkede af.

17

Norresân havde været to små huse indtil Maleren og Fruen købte dem. I stueplanet mellem de to oprindelige huse fik de opført en enorm stue der bandt fløjene sammen. Den ene fløj bestod af soveværelser til dem og deres søn, og den anden indeholdt køkken, en hel række opbevaringsrum til Malerens grej, ekstra køkkenudstyr og Fruens gamle malerier som Maleren insisterede på at beholde på trods af at de bare stod i lange rækker ud fra væggene og fyldte to hele værelser. Da jeg var et stort barn, tog Fruen mig nogle gange med ind i de opbevaringsrum og fortalte om sit liv. Så gik vi rundt mellem alle genstandene, og mens hun fortalte, pillede hun ved et gammelt piskeris, et nedpakket stel eller et storblomstret fad, men aldrig malerierne der stod tavse med ryggen til og motiverne vendt ind mod væggen, selvom det hun fortalte, ofte handlede om dem.

Hun og Maleren havde mødt hinanden på Kunstakademiet i København. Hendes familie var blevet velhavende i sidste halvdel af attenhundredetallet ved at handle med kunstgødning, og i det store palæ i udkanten af København syntes man ikke at en kvinde var en passende arvtager til familiefirmaet. Faren, der altid havde betragtet kunstnere med en ambivalent følelse af mindreværd og beundring, ønskede at hans datter skulle blive maler. Han ønskede 18

også at hun skulle finde sig en egnet mand til at videreføre firmaet; han var selv pragmatiker og opfattede ikke nogen dis­k repans mellem de to ønsker. Hun blev indskrevet på en privat malerskole og kort efter optaget på Kunstakademiet. I praksis betragtede hendes far det på samme måde som en ny stor kontrakt eller et særligt godt årsregnskab, sagde hun, et bevis på at han ikke behøvede stå tilbage for nogen. I mellemtiden var der sket det at Fruen, der stadig var ung og endnu ikke nogens frue, faktisk havde fattet reel interesse for at male og særligt for de avantgardegrupper der på det tidspunkt sprang frem overalt i Europa. Da hun begyndte på akademiet, kom hun til at høre under en ekspressionistisk maler ved navn Hesse, og ved den første årsudstilling kunne hun fra en balkon se sin fars sammensunkne krop iført mørkt jakkesæt bevæge sig fra maleri til maleri. Flere af billederne havde utvetydigt erotiske undertoner, og for at beskytte sin kone mod de mest modbydelige af dem så han sig til sidst nødsaget til at eskortere hende ud ad en bagdør uden at sige farvel til deres datter. Skabede farvelader. Det var hvad han senere kaldte hendes malerier. Og da hun efter tre år på akademiet meddelte ham sit ønske om at gifte sig med en bornholmsk bondesøn hvis kunstneriske frembringelser var næsten lige så grimme og uforståelige som hendes egne, så hendes far det som sit endelige nederlag, en straf der ramte ham fordi han havde forsøgt at begå sig på et område hvor han ikke hørte til (sådan tænkte han, sagde Fruen, hans tankegang var blevet næsten middelalderlig, sagde hun), men han installerede dem ikke desto mindre i en bolig oppe under taget i en bygning tæt på akademiet. Han betalte også for etableringen af et enormt 19

ovenlysvindue som ifølge hans nye svigersøn var nødvendigt for at kunne male i den mørke lejlighed. Det varede ikke længe før Fruen indstillede sit maleri og i stedet begyndte at holde lejligheden og lave mad til sin mand og stå ved hans side når han udstillede. Hvad følte hun ved det? Både frygt og lettelse, tror jeg. Fra begyndelsen havde hun malet for sin fars skyld, hun havde med stor pligtfølelse udført sine værker, og lige da hun var begyndt at forstå hvad det var hun havde brugt årevis på at arbejde sig frem imod, havde hans vrede ramt hende som en lussing. Uanset at hun nok havde haft en fornemmelse af at det ikke var ekspressionistiske malerier hendes far havde forestillet sig hun skulle male, kom det alligevel bag på hende den dag på årsudstillingen. Hver gang jeg spurgte til malerierne, trak hun ansigtet sammen i en grimasse og sagde det: Skabede farvelader. Så da hun besluttede (hvis man kan sige det, for måske kan man lige så godt sige at omgivelserne, tiden, besluttede det for hende) at det var bedre at bruge sin tid på at føre hus så hendes mand kunne koncentrere sig om sin karriere, var det en stor lettelse for hende. Men frygt. Hvorfor frygt? Fordi malerierne, alle de tekniske øvelser, perspektivlinjerne, croquiserne og siden idéerne om det ubevidste, om det subjektive udtryk, værdien af intensitet, panik og rædsel, alt sammen gennem tiden havde taget plads og gravet en grav i hende og fyldt sig selv ned i den. Nu stod graven tom og rungende og gav hendes følelser et underligt ekko.

De boede ikke i København længe. De fik deres søn midt i 1920’erne, og kort efter gav Fruens fars krop endelig efter og lod ham ligge helt stille en morgen i sengen uden et 20

eneste ansigtsudtryk. Kort tid efter døde også hendes mor, der under alle omstændigheder kun havde kunnet se frem til nogle triste år jagtet af gamle mænd der udelukkende var efter hende for pengenes skyld. Maleren og Fruen overtog familiens firma, solgte det for en pris der var dårlig, sagde hun, men alligevel sikrede at de ikke behøvede tjene penge resten af deres liv. De opkøbte de to små huse som de byggede sammen til ét og døbte Norresân.

Ud til gaden så Norresân større ud end gadens andre huse, men ellers var det upåfaldende, en enkel, rød facade. Bagtil fremstod bygningen derimod nøjagtig så pompøs som den var. De to fløje ragede begge mange meter ud i haven, og mellem dem var en terrasse foran den samlende tilbygning, hvor efeu dækkede murene. Der var tre skorstene og to kviste.

Haven skrånede voldsomt op mod Bokulbakken. Maleren fik delt den op i flere mindre plateauer med en stentrappe der gik hele vejen fra terrassen i bunden op til hans atelier på det øverste plateau. Mellem de to fik han bygget et anneks hvor pigen i huset kunne bo. Man har vel altid svært ved at forklare hvordan man selv træder ind i historien. Hvad jeg ved, er at det er her jeg optræder første gang. Som en lille bylt spændt op på min mors ryg mens hun arbejdede i hovedbygningen.

Fruen havde hang til at fremmane dens slags sentimentale billeder af min mor, tilsyneladende uopmærksom på sin egen ugunstige rolle i dem som nådesløs arbejdsgiver.

Alligevel følte jeg en nærhed med hende på de dage hvor vi gik rundt sammen mellem gamle, henlagte genstande, som jeg formoder må have været det der fik minderne til at vælde frem hos hende. Alt hvad der skete på Norresân, dette 21

afsindige hus, havde samme kvalitet som disse bortvendte malerier der virkede til at udgøre en gåde som ville pulveriseres i samme øjeblik man vendte dem om for at se hvad de indeholdt. I løbet af efteråret 1944 begyndte både De små ting og De store ting at forandre sig og skride ind over grænserne og ændre vores afsondrede liv på måder jeg stadig kæmper for at forstå. Jeg husker alt fra denne tid der stadig forekommer mig at hænge alt for godt sammen, klistre til sig selv, klæbe ligesom lort. Tragediers uafvendelighed gør dem så nemme at huske, men svære at begribe.

22

410

Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!

Jakob Knudsen, 1891.

411