LÆSEKREDS MATERIALE Miniinterview & spørgsmål
ANMELDELSER ★★★★★ Kristeligt Dagblad
"Daniel Dalgaard imponerer med et episk vovestykke ... En på en gang nådesløs og befriende psykologisk analyse af det komplekse sociale spil, mennesker på godt og ondt indgår i."
★★★★★ Jyllands-Posten
"En foruroligende, intens og morsom debutroman ... Bobler og syder af akut præcise sproglige og sociale iagttagelser ... En imponerende bastard af en roman." Weekendavisen "Detonerer vidunderligt ... Kan man skrive sådan, kan man skrive alt ... Jeg kan næsten ikke få mig til uironisk at kalde noget 'en stor roman'. Men det er altså, hvad det er."
Foto: Lea Meilandt
Information "En fascinerende fortælling om almindelig modbydelighed ... Elegant og overraskende ... Et imponerende blik for at give små, ellers ubetydelige, men sansemættede ord og detaljer vigtige funktioner ... Besættende ubehag, der får en til at sluge siderne i Sfinx."
DANIEL DALGAARD
♥️♥️♥️♥️ Politiken
"Sfinx får én til at måbe over verdens virvar ... Husker os på den skønne banale sandhed, at hvert eneste menneske rummer sin helt egen uerstattelige historie. Historier, som Dalgaard fintmærkende skraber fri, samtidig med at han skildrer de på én gang pinsomme og følsomme bånd, der løber mennesker imellem."
Daniel Dalgaard, f. 1987, er uddannet fra Forfatterskolen og har udgivet to anmelderroste digtsamlinger: Vi er ikke konger (2013) og Spejlkamel (2015). Derudover har han bidraget til adskillige antologier og tidsskrifter.
★★★★ Berlingske
På gutkind.dk kan du læse mere om Daniel Dalgaard og Sfinx, finde interviews, videoer, podcasts og blive inspireret til mange flere læseoplevelser. Du kan også abonnere på vores nyhedsbrev eller følge os på Facebook: gutkindforlag og på Instagram: @gutkind_forlag
”Årets mest gådefulde udgivelse, som både imponerer, frustrerer og efterlader én tvivlende, men også så draget, at man hurtigt må læse den igen."
2/5
SPØRGSMÅL · Hvem er Jan Schnecker? Hvordan var han som dreng? Hvordan klarer han sig gennem besættelsen? Og hvordan ser han på sin barndom/ungdom nu?
· Del 5 er fortalt fra Theas fars perspektiv, her får vi lidt mere at vide om Theas baggrund, og også et portræt af en far-datter-relation. Hvordan er deres forhold? Og hvordan adskiller deres forhold sig fra Jan og Louises?
· Da vi møder Thea første gang, ligger hun paralyseret på et hotelværelse, hvorfor?
· Magt og afmagt spiller en rolle i næsten alle relationer; i den lille by på Bornholm, i mødet med sygdom og besættelsesmagten, i mødet med et andet fællesskab og en anden kultur, hvordan viser det sig?
· Hvad vil Thea med sin rejse? Og hvad vil hun gerne væk fra? · Hvilken backpackerkultur møder Thea? Hvad er hun fascineret af? Og hvad er svært? Hvordan navigerer hun i det?
· Sfinx er en vidtforgrenet fortælling, der begynder og slutter ved en pool i Thailand, hvordan samles trådene i sidste del? Hvad synes du om slutningen?
· Hvilken rolle spiller titlen? Hvem er SFINX? · Sfinx er i 7 dele, hvordan er hver enkelt del fortalt? Daniel Dalgaard har i et interview sagt, at han holder af labyrintiske fortællinger, der forgrener sig – hvordan har det smittet af på bogen? Hvad synes du om denne måde at fortælle på?
· Jan og Thea er begge enspændere, hvor ligner de hinanden, og hvor er de forskellige? Hvorfor står de uden for fællesskabet?
PODCAST Hvordan er det at skrive sin første roman? Scan QR-koden og lyt med, når Daniel Dalgaard og hans redaktør fortæller om opture og nedture i den seks år lange skriveproces med Sfinx. I denne episode af Gutkind Bogcast fortæller de om det fortrolige forhold, som kan opstå mellem forfatter og redaktør.
3/5
INTERVIEW Daniel Dalgaard fortæller om tilblivelsen af Sfinx.
Foto: Lea Meilandt
Sfinx er en historie med både backpackere og nazister i. Og en cirkusbjørn i bur. Og drukneulykker. Og vådeskud. Og en kærlighedshistorie. Hvad handler romanen om for dig? Først og fremmest handler bogen om de personer, man møder i den, men samtidig løber fortællingerne hen mod et fælles punkt. Sammenhængen mellem de ting, der sker i dag, og de ting der kommer til at ske om fem år, ti år, halvtreds år, for os selv og for andre, som vi måske ikke engang kender endnu. Det, at vores liv på alle mulige synlige og usynlige måder er filtret sammen med mange andres liv, har altid interesseret mig. Alle har siddet med en ven eller en kæreste og spekuleret: Tænk hvis jeg ikke var taget til den fest, så havde vi aldrig … Det er en form for dagligdagsmagi, som også har sit mere faretruende, skræmmende udtryk: Hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hvordan er fortællingen opstået? Først på efteråret 2014 sad jeg i et nedlagt røgeri på havnen i Gudhjem og kiggede ud over vandet og byen og havde fornemmelsen af at være del af et sært, forvrænget eventyr. Husene lå i bunker ned ad klipperne hele vejen til vandkanten. Turisterne var taget hjem. Hver aften sled bølgerne stenene ned uden for vores vindue. Der begyndte romanens fortælling om Jans barndom. Helt fra begyndelsen vidste jeg, at det skulle være en roman med flere hovedpersoner og flere forskelligartede dele. Efter at have haft tusind idéer lagde jeg mig alligevel ret hurtigt fast på, at det var de to spor med Thea og Jan, som resten skulle vokse ud af. Det har taget mig mere end seks år at skrive denne bog, og listen over kasserede udkast og idéer kunne udgøre en bog i sig selv. Den ville måske ikke være ret god, men den ville fandme være underlig. I en tidligere udgave af romanen var Josef, en af de store bikarakterer, for eksempel undercoveragent i en forening, der i 1980erne ville forhindre opsætningen af vindmøller på vestjysk jord, fordi han ved et uheld havde investeret i en skrantende smedje, som altså viste sig at blive til Vestas. Jeg spoiler ikke noget ved at sige, at den del af historien blev taget ud, og det var nok meget godt.
En del af romanen foregår i et backpackermiljø i Asien. Hvad fascinerede dig ved det miljø? Det var rigtig mange ting. Alene det, at alle er langt hjemmefra og uden de sædvanlige sandhedsvidner skaber den meget specielle situation, at man er fri til at definere sig selv. I hvert fald når man taler om den lidt mere kommercialiserede backpackerkultur, er der så meget, der handler om at opfinde en ny udgave af sig selv. Det skaber en meget lystfuld stemning, som samtidig har noget meget skingert og hult over sig. Den frihed, der ligger i at kunne starte forfra, er berusende, men har også en tilbøjelighed til at skabe illoyale fællesskaber, som mere har karakter af spejlkabinetter end af sammenhold. Alle, man møder, bliver en potentiel tilskuer til ens egen selvfremstilling. På samme tid er hele kulturen bygget op om en fortælling om, at man netop søger noget andet end sig selv: det fremmede, noget autentisk. Alle de sammenstød mellem forskellige viljer og forestillinger fascinerer mig meget. Når man så placerer det her cirkus et sted, hvor man får utroligt meget for meget få penge, og hvor det er pinligt tydeligt, hvem der spiller hvilke roller i forestillingen, bliver det virkelig et besynderligt miniportræt af en global virkelighed.
på en bar, og hvem bliver ignoreret? Hvorfor er noget sjovt, når en siger det, men akavet eller ligefrem skræmmende hvis en anden gør?
Status, magt, hierarkier er en uundgåelig, integreret del vores liv, som man alligevel sjældent rigtig taler om. Forældre og barn-relationen er også en del af det, er den ikke? Er der noget specifik ved den relation, der interesserer dig? Forældre-barn relationen er i sagens natur altid ulige, men den bliver jo ikke ved med at være ulige på samme måde gennem hele livet. Som barn forestiller man sig, at ens forældre ved alt, kan alt, fordi det kan de i forhold til en selv. Senere forsøger man måske at skille sig ud fra dem, skabe sit eget liv, indtil man pludselig opdager, at alt hvad man har gjort har ført en frem til det, man troede, man flygtede fra. Livet er klogere, end vi er. Det at have forældre binder en fast til tilværelsen, de dukker op i os som genstridige spøgelser, umulige at fordrive. Det at have børn derimod er et langt uvejr af lykke og pinsler og frygt. Ens børn spejler ens egne drømme og længsler, mens de er små, og så er de også udtryk for vores største frygt. Man fremhæver alt godt ved dem, som om det var egenskaber ved en selv, og man skammer sig over at se ens egne mangler gengivet så nådesløst. Og så en dag viser det sig alligevel, at de er blevet sig selv, og at man slet ikke spiller så stor en rolle som man gik og troede. Så har man på en måde sagt farvel både til dem og til en stor del af sig selv, fordi børnene har taget den med.
Magtrelationer står vel i det hele taget centralt, eller måske rettere det at være prisgivet andre. Det forekommer mig, at der er en ulighed i de fleste af relationerne i bogen. Hvilke overvejelser har du gjort dig om det? Status, magt, hierarkier er en uundgåelig, integreret del vores liv, som man alligevel sjældent rigtig taler om. Jeg husker fra folkeskolen en fornemmelse af, at man vidste, hvem der var de populære, og hvem der ikke var. Og hvem der var i midten. Og det interne hierarki mellem dem i midten. Detaljegraden var skræmmende. Med årene bliver den slags naturligvis mere komplekst og belagt med en fernis af kultur og dannelse, med mindre man befinder sig i helt bestemte, lagdelte miljøer, militæret og den slags. Det er svært at tale direkte om de her ting, dels fordi det kan føles pinligt, men også fordi det for mennesker er ligesom vand for fisk. Det er det, vi bevæger os rundt i. Så det man kan sige om det, føles altid plat og forenklet i forhold til det, vi oplever. På et ubevidst plan forholder vi os hele tiden til det på ekstremt sofistikerede måder. Hvem bliver lyttet til, ikke bare til et møde på jobbet, men også hvis man sidder fire om et bord
Find hele interviewet på Gutkind.dk
Andre bøger som tager dig med ud i verden: Kristina Stoltz: Paradis først, Sally Rooney: Skønne verden, hvor er du, Emeli Bergman: På undersiden af dagen
5/5