Skæbnen og håbet by Gutkind Forlag

Skæbnen og håbet

Roman

På dansk ved Christina Westenholz Bojlén

GUTKIND

Skæbnen og håbet er oversat fra svensk af Christina Westenholz Bojlén efter Ödet och hoppet

Published by agreement with Salomonsson Agency

Denne udgave: © Niklas Natt och Dag og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Jes B. Madsen og Simon Lilholt / Imperiet Sat med Stempel Garamond LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-1042-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Til Mats Linday

Regnabo

Regno

Regnavi

Sum sine regno

Jeg får magt

Jeg har magt

Jeg har haft magt

Jeg er uden magt

ORD RUNDT OM ALBERTUS PICTORS

(CA.

1440-1509) KALKMALERI AF LIVSHJULET I

VÅBENHUSET I HÄRKEBERGA KIRKE.

Byer

Borge

Faxeholm

Borganäs

Gävle

Västerås

Köping

Örebro Arboga

Amneholm

Vadstena

Göksholm

Norrköping

Linköping

Tälje

Uppsala

Sigtuna

Stockholm

Nyköping

Stegeborg

Söderköping

Stäkeholm

Älvsborg

Varberg

Falkenberg

Halmstad

Kalmar

Brömsehus

1360

Med pesten høster manden med leen det halve kongerige. Kong Magnus Eriksson har brug for sølv. For at kunne betale sine lån tilbage pantsætter han sin jord. Bo Jonsson af adelsslægten Grip ejer snart alt land omkring Østersøen, fra Blekinges grænse til Den Finske Bugt.

Men for Bo Jonsson Grip er hans lod ikke nok.

1364

Da kong Magnus ikke vil betale det tilbage, han skylder, inviterer Bo Jonsson Grip kongens nevø, Albrecht af Mecklenburg, til at regere Sverige. En nikkedukke, en lydkonge, der kun skal holde tronsædet i Stockholm varmt for Bo Jonsson Grip.

Men for kong Albrekt er hans lod ikke nok.

1386

Kong Albrecht hævder sig, prøver at befæste sin magt, vil indskrænke stormændenes godsrigdom. Bo Jonsson Grip går tidligt i graven, 51 år gammel og stadig ukronet. Den stærkeste i Bo Jonsson Grips kreds er hans fætter, Sten Bosson til Ekhult, af den slægt, hvis slægtsvåben er delt i blåt og guld, ridder og rigsråd, en af de mest magtfulde i riget.

Men for Sten Bosson er hans lod ikke nok.

1388

Sten Bosson har lært nok af Bo Jonsson Grip til at prøve lykken i det samme spil. Han inviterer Margrethe, dronning af Danmark og Norge, til Sverige for at overtage Albrechts trone. En kvinde, svag og føjelig, og desuden langt væk. Hvem skulle hun søge hjælp hos til at regere sin nordlige provins, hvis ikke hos den, der har inviteret hende?

Sten Bosson har til hensigt at regere kongeriget i Margrethes navn.

Men for dronning Margrethe er hendes lod ikke nok.

1390

Dronning Margrethe giver Sten Bosson en ærefuld opgave: at være eksekutor for Bo Jonsson Grips bo og tilbagelevere alt, der uretmæssigt er blevet taget. Dronningens fælde klapper for Sten Bosson. Inden længe strømmer alle rigets stormænd til Ekhult, og mens adelen strides, indsætter Margrethe sine danskere og tyskere som fogeder på alle slotte. Skuffet og besejret går Sten Bosson i graven. Dronningen følger ham året efter: Hvor alle mænd er kommet til kort, vinder pesten. Hun efterlader sine tre kongeriger til sin arving, Bugislav af Pommern, som hun omdøber til Erik af hensyn til undersåtterne.

Men for kong Erik er hans lod ikke nok.

1410

Kong Erik vil udvide sit rige og fører krig langs rigets grænse mod syd. Unge svenskere mønstres til kamp og drager sydpå for aldrig at vende tilbage, mens kongens udenlandske fogeder udplyndrer folket, de kræver højere skatter for hvert år og fylder skamløst deres egen pung; hvad der ikke gives frivilligt, tager de med magt. Svenske stormænd skuler bittert til de borge, som for nylig var deres. Blandt dem er Sten Bossons mange sønner, arvinger til blåt og guld: riddere, rigsråder, rigets mægtigste mænd, med kongeblod i årerne.

For Stensønnerne er deres lod ikke nok.

1434

JUNI 1434

de land. Sommersolen gemmer sig bag et slør af hvide skyer, luften er varm og lummer. En sværm af insekter væver en kappe om ham, og et andet sted står hans søster i flammer. Finns blik fejer hen over alt det, der ligger foran ham: Vejens slidte fure, støvet i tørken. En tilgroet mark mellem klynger af træer. I udkanten af synsfeltet et tremmeværk af tættere skov. Han skærper sine sanser for at fornemme den verden, der befinder sig hinsides denne, under fødderne på ham og højt foroven, men dér er intet at opfatte for menneskelige sanser. Jorden knaser i svedige hudfolder, da han gnider sig i ansigtet og går videre. Tørsten er slem, men der er stadig langt til aftenen, og Finn ved, at han skal være taknemmelig for de kvaler, han har. Han ønskede sig det værre, bad præsten om en bodsskjorte og en ligegyldig byrde, men fik kun en hovedrysten og en advarsel mod hovmod. Alligevel bærer han sten i sin rygsæk og fylder sine sko med grus om morgenen.

Han vandrer alene, møder kun få. På afstand ser han gårde, mørke og kølige, deres tidligere beboere er for længst under mulde eller blevet til støv. Den lune vind linder på trætte skodder og finder ud igen på den modsatte side mellem utætte bjælker uden at have fundet noget, der var værd at opholde sig ved.

Finn prøver at forestille sig landet, som hans farmor beskrev det, helt fyldt af mennesker i sorrig og glæde, en vrimmel af børneflokke i hver landsby, marker og enge, der spandt som katte under de sagtmodiges omsorg. Var det ikke, fordi han kunne se det med sine egne øjne, ville han have troet, at konen var gået i barndom, men overalt gør de døde opmærksom på sig selv og går igen i de tomrum, de har efterladt. Glemte kamre og dyrket jord, der ligger brak i evigheder, forsømt husgeråd, slidt af svundne generationer. Hele hans liv, snart

tyve år, har udspillet sig i en verden, der var indrettet til flere, hans barndom var leg på andres grave. I forgårs en skvatmølle, stadig med hjulet i bækken, gulvbrædderne blege af støv fra møllestenen, der kun har sig selv at male. Stenmel som kost for spøgelser, uden tilskuere klager bjælken sin nød. Sortedøden tog dem alle.

Blandt de overlevende fortælles de samme skrøner igen og igen om, hvor lunefuld manden med leen er. Ikke langt herfra i en landsby tog han alle undtagen én mand, i nabolandsbyen alle undtagen én kvinde. Begge søgte til byens kirke og ringede med klokken af deres sjæls nød. På den måde fandt de hinanden, og fra det favntag, de trøstede sig med, udsprang en ny landsby. Altid fortællerens egen. I næste åndedrag fortælles om børn, som sult og nød drev væk fra den landsby, hvor alle de voksne var døde: Ingen nåde fandt de på deres vej, men blev rask gravet ned, stadig grædende og vildt fægtende, for at de ikke skulle sprede smitten til den landsby, de var kommet til. Altid en andens. En menneskealder er gået og mere til, men riget er stadig sparsomt befolket. Jorden ligger milevidt, stilheden som jernbånd om tindingen, hvor der er alt for få tilbage til at arve muld og stemme. Herude på slettelandet ligger hele landsbyer stadig forladte hen. De overlevende er draget videre, har fundet nabolandsbyen fuld af tomme huse og har taget dem i besiddelse, hellere det end at blive boende hos spøgelserne. Liv søger liv. Mennesker lever ikke godt sammen, men kan ikke klare sig alene.

Göksholm og Hjälmarens strand ligger allerede tre dagsmarcher bag ham. Finn kunne være kommet hurtigere frem, han er vant til slid og hurtig til bens, men han er nødt til at gøre holdt ved hver eneste kirke, han kommer forbi, spørge efter relikvieskrinet, bede Fadervor og Hil dig Maria hele rosenkransen rundt. Ofte passer hans ankomst dårligt sammen med præstens gøremål; der går mange timer med at vente ved kirkedøren. Hvis han når sent frem, kommer aftenen hurtigt snigende, og der er ikke andet at gøre end at vente på daggry. Han foretrækker at sove udenfor, pakket ind i sit eget

tøj og med en tue som hovedpude. Kirkegårdene er alligevel det sikreste sted. Finn nærer ikke megen frygt for andre, men ser ikke sin egen styrke som tilstrækkelig grund til at friste tyve og røvere. Inden for kirkemuren er der lyst fred. Her forstyrrer ingen ham, bortset fra sognets angrende, der gør bod i skumringen ved at gå med solen rundt om den indviede jord. Langsomt falder natten på, lang og lys. Fuglene kvidrer i timevis, før de falder til ro. De har travlt med at leve, så længe denne nådens årstid varer. Først når det er allermørkest, forstummer de og overlader nattehimlen til sløruglens ridt på usynlig vind. Selv har han svært ved at falde til ro, tankerne kværner lige så ubønhørligt i ham som den glemte bæks ensomme møllesten. Han gentager for sig selv, hvad præsten sagde: at hans trængsler er som en kølende brise over hendes brændte hud, som salve på vabler og sår, et løfte om snarlig lindring. Nætterne er lune, og alligevel finder han ingen ro. Hvert øjebliks hvile er som en torn i kødet. I tankerne er hun der altid. Ylva. Som børn var de ét, alt delte de, begge græd lige meget over det blå mærke, som kun pyntede på den ene. Forskellige blev de senere, uenige om den rette vej. Hvor han så Guds nåde i deres skæbne, så hun noget andet. Han lod sig tæmme, føjede sig, så den tilværelse, de fik forærende, som en nådesbevisning. Men Ylva var naget af det, for hende var det en straf, og oprøret var aldrig en fjern tanke.

Nu brænder hun alene. Han har aldrig set et menneske i flammer, men alt, hvad han ved om ild, tjener hans frygt. Han husker sin egen barnehånds for hurtige greb om en varm ildrager, det overraskende bid i fingrene, smerten, der varede ved. Hvad hvis han ikke havde kunnet give slip, selv når hånden begyndte at ryge og blodet syde, ikke før kødet var sort og forkullet som de sidste trevler på stegespiddet? Sådan må det føles for hende. Når han vågner af sin slummer, og natten er allermørkest, er det, som om søvnen har skrællet al fromhed af ham og blottet en kerne af vrede. Hjertet galopperer, med hvert et slag trommer det af had og raseri. Uretfærdigheden, grusomheden. Når han atter er herre over sine tanker, bliver han grebet af angerens panik i stedet. Han ved, at han er kommet til at

afsløre sin sjæls inderste og har spottet den, der ser alt, han ved, at han lige har gjort alting værre, end det var i forvejen. Når morgensolen når hans hvilested, er der kun et aftryk tilbage mellem tuerne. Han er allerede på vej andetsteds hen.

Aftenen kommer og finder kun sten i hans ransel, og noget må han have at spise, men kun lidt. En landsby på vejen, en kirke, enkel og ydmyg, et undseeligt værtshus ligger tæt på den smule pløre, som husene er bygget op omkring. Hans ærinde er allerede afhandlet, det lille stykke stof fra Johannes Døberens lændeklæde er tilbedt, bønnerne sagt. Brød og vand foran ham på det uhøvlede plankebord, lyset er dæmpet og gråt, jordgulvet køligt. Finn bliver siddende, træt og stopmæt nu, hvor hans mave kun er vant til så lidt. Med skumringen kommer folk strømmende. Når forsamlingen er stor nok, trækker de lod om, hvem der skal hugge brændet, og overtaler værten til at tænde op. Han får lov at ligge længe med bøjede knæ og krum ryg for at puste liv i gløden, der er blevet båret ind på en ske fra et varmere ildsted, men så får den endelig fat i bark og pinde. En skrøbelig flamme spirer mellem grenene. Pludselig er rummet et andet. Gyldent lys spreder varme i sindet, før kroppen mærker det. Skyggefigurer lister langs med væggene og giver rumlighed til lokalet. Det er et øjebliks verdslig andagt. Alle sidder stille og stirrer længselsfuldt på flammernes dans, på denne trøstende ting, som ikke engang de lærde kan forklare, så almindelige mennesker kan begribe det. Også Finns øjne lokkes af den, indtil det går op for ham, at det kun er en hån. Fra sin skammel ved siden af døren stemmer en gammel mand i med en lang, enstonig sang til gengæld for en bid brød og lidt at drikke. Sangen luller Finn i søvn.

“Hold nu mund, fortæl os hellere en historie!”

Udbruddet forskrækker ham og vækker ham af en urolig søvn. Han er stiv i nakken, hvor han har hængt med hovedet. Nu er der kommet endnu flere mennesker på bænkene, og de mange kroppe er nok til at hjælpe ilden med at varme rummet op. Den gamle, der har sunget, gør gerne, som de ønsker, men rækker sit medbragte

bæger frem for at få sin løn på forskud, og nogen skænker op til ham. Han tømmer bægeret til sidste dråbe, mens alle hans tilhørere rykker nærmere, så nær, som de anser sig selv for værdige til. Han rømmer sig og begynder. Finn genkender ordene. Nogle kan fortælle historien på vers, men hjemme på Göksholm er man ikke glad for at høre den. Tre unge, smukke prinser tager på jagt i skoven i fryd og gammen. Inden længe farer de vild i tågen. Så kommer tre skikkelser dem i møde mellem træerne, og det går snart op for en, at det er tre lig, der er stået op fra jorden, levende, men døde, de stinker af gravens favntag. Prinserne viger tilbage, gysende, men de døde beder om stilhed og ro. Af vore slægtled er I rundet, siger de med ormædte stemmer. Som I er nu, var vi engang. Som vi er, vil I blive. Vi spildte vore liv på forfængelighed og dårskab, siger de. Gør bod og bedring, mens tid er. Så er deres møde forbi, og tågen letter.

Forsamlingen nikker og mumler anerkendende, den gamle mand bliver beskænket på ny. Aftenen er blevet sen, folk er begyndt at søge mod døren, og Finn skutter sig lidt for at skik følge, da en fremmed kommer hen til hans bord og holder sine tomme hænder frem.

“Guds fred.”

Manden er ung, på alder med ham selv, i en velskåret kjortel med vejstøv i sømmen. Taske i bæltet. Lyst pandehår under sommerkappens hætte. Et smil på læben, et udtryk, som skal vise respekt og venskab i et ansigt, der er som skabt til formålet. Forsigtigt sætter den fremmede sig på sædet overfor.

“Kunne du lide historien?”

Finn trækker på skuldrene.

“Ny er den ikke. Men jeg har hørt den dårligere fortalt.”

“Olaus Jonae kaldes jeg.”

Finns øjne bliver smalle.

“Hvad er det for et navn? Det ville passe bedre til en biskop end til en landstryger.”

Olaus rødmer.

“Det er rigtigt, at jeg er i kirkens ærinde. Men Olof er jeg født, Jöns hedder min far, i Skänninge er jeg født og båren. Skal du sydpå ved daggry?”

“Hvad kommer det dig ved?”

Manden, der har kaldt sig Olof, vrider sig lidt.

“Min vej går ad Linköping til, og jeg har ikke andre muligheder end at vandre til fods. Stien er ikke fremmed, men jeg har kun set den fra den anden side, og det på den årstid, hvor træerne var nøgne.”

Forlegent finder hans hånd en fold i stoffet, før han fortsætter.

“Jeg har været rundt i hele landet, og alle steder fortæller de mig om skoven Tiveden. Det siges, at onde ting sker for den, der begiver sig ind i dens skygge alene.”

“Så er du heldig, for Tiveden ligger på den anden side af Vättern, ikke her hos os.”

“Det kan godt være, at skoven her ikke har navn, men træerne er vel de samme? De dækker landet i endeløse rækker fra den anden side af søen og hertil. Vi kan kun komme til Motala ved at begive os ind under deres mægtige kroner. En fredløs iblandt os kunne træde ud over tærsklen her til aften og vandre uset i retning af solnedgangen i dagevis.”

“Er det fredløse, du frygter? Ikke troldtøj?”

Olof Jönsson læner sig tættere på og sænker stemmen for ikke at høres af andre ører end de nærmeste.

“Det siges, at en nidding har gravet sig en hule dér, hvor skoven står allertættest, at han lever derinde som et dyr, langt væk fra andre mennesker, vild og gal af sorg og vrede og ønsker kun sin næste ondt. Et stort mandfolk med lemmer som jern, tilsodet hud, for høj til at stå oprejst under bjælker. De kalder ham Ganger-Tor. Han hyler om natten, når månen er fuld, lyden bæres milevidt omkring, og ulvene svarer ham, som om han var en i deres flok. I skumringen vandrer han på skovens stier, og hver eneste, han møder, røver han. Er det en kvinde, gør han med hende, hvad enhver stimand har gjort med kvinder siden tidernes morgen, og hvis han er tilfreds med hende, beholder han hende, indtil han keder sig. Men er det en mand, han

møder, skærer han hans manddom af med sin kniv for at slukke sit begær med noget, der mere ligner en mø. Og når man finder de døde, har han skåret deres ører af og næsen med, kun fordi det morede ham, og for, at han kan have dem siddende i bæltet til pynt.”

Finn kan ikke undertrykke et fnys.

“Hvad får dig til at tro, at jeg ikke selv er en røver og fri som fuglen? Måske Ganger-Tor selv.”

Olof nikker mod Finns bælte, og da han kigger ned, opdager han, at det klæde, han har over skuldrene, er gledet til side og blotter hans dolk. Han bander stille over sin dumhed, han burde aldrig have ladet sig friste til at søge andres selskab, selv om han var aldrig så sulten.

Olof smiler skævt.

“Du kunne godt ligne en, det er sandt. Men det er ikke hvem som helst, der går med den slags våben.”

Dolken ved Finns side adskiller ham fra småkårsfolk, den er smukt forsiret, dog uden at pynten skjuler dens egentlige formål, i en kostbar skede med hans herres farver i guld på blå. Finn siger intet for en stund, men ser sin bordfælle an, mens han prøver at finde ud af, om det er til hans fordel eller ulempe, at denne Olof ikke er dum. Til sidst sukker han og træffer en beslutning.

“Finn Sigridsson er mit navn. Jeg tjener hr. Bengt på Göksholm ved Hjälmarens kyst. Den, der spørger efter mig dér, får svar. Jeg går sydpå, når det bliver lyst. Hvis du står i vejkanten på det tidspunkt og skal samme vej, kan jeg ikke forhindre dig i det, hvor gerne jeg end ville.”

Olof Jönsson vrider sig på bænken.

“Der er også en anden ting. Jeg har en tung oppakning, mere end en mand kan bære alene. En stor mængde osmundjern. Jeg plejede at have en hest, men uheldet ville det anderledes. Hvis du vil hjælpe mig, er jeg klar til at betale for ulejligheden.”

Finn opfyldes af nåde. Det kan ikke være en tilfældighed. Guds nåde over hans syndige tanker, en måde at sone på. Han prøver at beherske sin stemme, men kommer alligevel til at lyde hæs og grødet af sindsbevægelse. Det eneste, han kan, er at gøre det kort.

“Jeg bærer det, det hele. Uden betaling.”

Så trækker han bæltet på plads og dækker dolken til med kappen, går hen mod døren og ud for at finde et sted at sove. Han mærker Olof Jönssons blik på sin ryg, dets tavse undren. Solen, som hver aften, siden han begav sig ud på sin vandring, er gået under med dyb rødme, dør bleg denne aften. Han pakker sig godt ind i sin kappe og strammer hætten til om kind og pande. Hidtil har vejret været mildt, men som alle, der har sovet i det fri, læser han skriften på himlen og ved, at med morgendagen kommer regn, regn eller det, der er værre.

I drømmen venter hans søster. Og han hører sin mors stemme, hæs af sygdom og dæmpet fra den anden side af døren, hun havde låst, gentage de sidste trøstende ord, hun gav dem. Ord, hvis sandhed han og Ylva aldrig kunne blive enige om, og som til sidst skilte dem fra hinanden.

“Det er Guds vilje. Alt, der sker, er Guds vilje.”

Natt och Dag vækker middelalderen og sin egen familiehistorie til live

Året er 1434: Kalmarunionen knager i fugerne og styres med usikker hånd fra Danmark af Erik af Pommern. I nord bryder et oprør ud, ledet af mineejeren Engelbrekt Engelbrektsson. Den unge Måns Bengtsson bliver sendt afsted for at vinde Engelbrektssons gunst, så hans slægt, der bærer våbenskjoldet i blåt og guld, nat og dag, kan komme til at stå stærkere i opbrudstiden.

Måns rejser fra sit hjem på Göksholms slot og lader sin mor, far og søster blive tilbage. Den ene fortaber sig i længsel, den anden lægger hemmelige planer om tronen og kronen, og den tredje får mulighed for at rejse sig fra sin brors skygge.

I Skæbnen og håbet optrævler Niklas Natt och Dag et af de mest berygtede mord i den nordiske middelalder på den eneste måde, der er mulig i dag: gennem fiktionen.

Niklas Natt och Dag er Måns Bengtssons barnebarn i femtende generation.

Skæbnen og håbet