Skønne verden, hvor er du by Gutkind Forlag

SALLY ROONEY

—

SKØNNE VERDEN, HVOR ER DU På dansk ved Karen Fastrup

Gutkin d

Skønne verden, hvor er du er oversat fra engelsk af Karen Fastrup efter Beautiful World, Where Are You © 2021, Sally Rooney. All rights reserved. Published by agreement with The Wylie Agency (UK), Ltd Denne udgave: © Sally Rooney og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © gray318 & Marlene Diemar, Imperiet Forsideillustration: © Manshen Lo / Heart Sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0175-9 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citatet på s. 21 er fra Rainer Maria Rilkes Udsat på hjertets bjerge, oversat af Thorkild Bjørnvig og udkommet på Gyldendal (1998). Citatet på s. 193 er fra Marcel Prousts I skyggen af unge piger i blomst 1, oversat af Else Henneberg Pedersen og udkommet på Multivers (2009). Citatet på s. 293 er fra T. S. Eliots Ødemarken og andre digte, oversat af Kai Friis Møller og Tom Kristensen og udkommet på Gyldendal (1964). Øvrige citater er oversat af Karen Fastrup.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Nå r jeg sk r iver noge t, tæn ker jeg som regel, at de t er mege t v ig t ig t, og at jeg er en mege t f i n for fat ter. Jeg t ror, de t sker for a l le. Men i é t hjø r ne a f m i n b e v id st hed ved jeg ud mærke t, hvad jeg er, og de t er en l i l le, en mege t l i l le for fat ter. Jeg sværger, at jeg ved de t. Men de t g ø r i k ke den store forskel for m ig. Nata li a Gi n zb urg , Il mi o mest ie re

En kvinde sad i en hotelbar og holdt øje med døren. Hendes ydre var pænt og nydeligt: hvid bluse, lyst hår, som var omhyggeligt sat og trukket om bag ørerne. Hun så på sin telefon, hvor en beskedapp var åben, og så kiggede hun hen mod døren igen. Det var i slutningen af marts, der var stille i baren, og uden for vinduet til højre for hende var solen begyndt at gå ned over Atlanterhavet. Klokken var fire minutter over syv, og så fem, seks minutter over. Hun kastede et hurtigt og ikke synderlig interesseret blik på sine fingernegle. Otte minutter over syv kom en mand ind ad døren. Han var spinkel og mørkhåret, ansigtet var smalt. Han så sig om i lokalet, lod blikket glide hen over de andre gæsters ansigter, så tog han sin telefon frem og kiggede på skærmen. Kvinden ved vinduet bemærkede ham, men ud over at iagttage ham gjorde hun sig ikke yderligere anstrengelser for at fange hans opmærksomhed. De så ud til at være på omtrent samme alder, sidst i tyverne eller i begyndelsen af trediverne. Hun lod ham stå der og se sig om, indtil han opdagede hende og gik over til hende. Er det dig, der er Alice? sagde han. Ja, det er mig, svarede hun. Fint, det er mig, der er Felix. Undskyld, jeg er sent på den. Hun svarede med mild stemme: Det er okay. Han spurgte

hende, hvad hun havde lyst til at drikke, og så gik han op i baren for at bestille. Den kvindelige bartender spurgte, hvordan det gik, og han svarede: Fint, og hvad med dig? Han bestilte en vodka tonic og en stor fadøl. I stedet for at tage tonicflasken med hen til bordet, hældte han tonicen i glasset med en hurtig og øvet håndbevægelse. Kvinden ved bordet trommede med fingrene mod en ølbrik, ventede. Hendes opførsel virkede mere opmærksom og levende, efter at manden var kommet ind i rummet. Nu så hun ud ad vinduet mod solnedgangen, som om den fangede hendes interesse, selvom hun ikke havde hæftet sig ved den før. Da manden kom tilbage og satte glassene fra sig, skummede en dråbe øl over, og hun betragtede den, mens den hurtigt gled ned langs ydersiden af hans glas. Du fortalte, at du lige var flyttet hertil, sagde han. Er det rigtigt? Hun nikkede, tog en slurk af sin drink, lod tungen glide hen over overlæben. Hvorfor er du det? spurgte han. Hvad mener du? Jeg mener bare, at det ikke er så tit, folk flytter hertil. Det normale er, at folk flytter herfra. Du er her vel ikke på grund af et job? Å h, nej, ikke rigtigt. Et kort blik mellem dem syntes at bekræfte, at han forventede yderligere forklaring. Hendes øjne flakkede, som om hun forsøgte at træffe en beslutning, og så sendte hun ham et lille, ligefremt og næsten indforstået smil. Jeg havde i forvejen tænkt mig at flytte, sagde hun, og så hørte jeg om et hus lige uden for byen her – en af mine venner kender dem, der ejer det. De har åbenbart forsøgt at sælge det i

lang tid, så til sidst besluttede de at finde nogen, der kunne bo der imens. Og jeg tænkte, det ville være dejligt at bo ved havet. Det var nok i virkeligheden lidt impulsivt. Så ... Men det er i hvert fald hele historien, der var ikke nogen anden grund. Han tog en slurk, mens han lyttede til hende. Mod slutningen af hendes udsagn virkede det, som om hun blev en anelse nervøs, hvilket kom til udtryk ved stakåndethed og en art selvironisk ansigtsudtryk. Han betragtede hende uanfægtet, og så satte han glasset fra sig. Okay, sagde han. Og du boede i Dublin før, ikke? Jeg har boet lidt rundtomkring. I New York en tid. Jeg er fra Dublin, det fortalte jeg dig vist. Men jeg boede i New York indtil sidste år. Og hvad vil du så lave, mens du er her? Finde et arbejde eller noget? Hun svarede ikke. Han smilede og lænede sig tilbage i stolen, mens han så på hende. Undskyld, jeg spørger så meget, sagde han. Men jeg har vist ikke fanget hele historien endnu. Det gør ikke noget. Jeg er bare ikke særlig god til at svare for mig, som du kan høre. Hvad arbejder du så med? Det er mit sidste spørgsmål. Hun smilede til ham, lidt anspændt nu. Jeg er forfatter, sagde hun. Men fortæl mig, hvad du laver? A h, mit arbejde er ikke så usædvanligt som dit. Jeg ville gerne vide, hvad du skriver om, men jeg skal nok lade være med at spørge. Jeg arbejder på et lager, uden for byen. Med hvad? Med hvad, gentog han eftertænksomt. Med at indsamle ordrer fra hylderne og lægge dem på en vogn og så køre dem

op, så de kan blive pakket. Det er det, og det er ikke særlig spændende. Så du kan ikke lide det? Shit, nej, sagde han. Jeg fucking hader det sted. Men de ville jo nok ikke betale mig for at lave noget, jeg godt kunne lide, vel? Sådan er det med arbejde, hvis det var sjovt, ville man gøre det gratis. Hun smilede og sagde, at det var rigtigt. Uden for vinduet var himlen blevet mørkere, og lysene nede på campingpladsen blev tændt: udendørsbelysningens kølige, saltagtige skær og vinduernes varmere gule lys. Bartenderen var gået ud af baren for at tørre de tomme borde over med en klud. Kvinden, som hed Alice, betragtede hende et øjeblik, og så kiggede hun på manden igen. Hvad laver folk her, når de ikke er på arbejde? Det samme som alle andre steder. Her er et par pubber. En natklub nede i Ballina, cirka tyve minutter væk i bil. Og så har vi selvfølgelig et par forlystelser, men det er mest for børn. Jeg går ikke ud fra, at du har fået venner her endnu? Jeg tror, du er det første menneske, jeg har snakket med, siden jeg flyttede hertil. Han hævede øjenbrynene. Er du genert? sagde han. Hvad synes du? De kiggede på hinanden. Hun så ikke længere nervøs ud, men lidt fjern, idet hans blik bevægede sig rundt i hendes ansigt, som om han forsøgte at få hold på noget. Han betragtede hende lidt endnu, men så ikke ud til at konkludere, at det var lykkedes ham. Det tror jeg måske, du er, sagde han. Hun spurgte, hvor han boede, og han sagde, at han boede til

leje i et hus sammen med nogle venner her i nærheden. Han så ud ad vinduet og tilføjede, at grunden næsten kunne ses herfra, hvor de sad, lidt længere væk end campingpladsen. Han lænede sig ind over bordet for at prøve at udpege huset, men sagde så, at det vist alligevel var for mørkt. Men i hvert fald, lige på den anden side dér, sagde han. Mens han lænede sig ind mod hende, mødtes deres øjne. Hun så ned i skødet, og da han lænede sig tilbage i stolen, så det ud, som om han undertrykte et smil. Hun spurgte, om hans forældre stadig boede her. Han sagde, at hans mor var død året før, og guderne måtte vide, hvor hans far var. Jeg mener, i virkeligheden er han nok bare i Galway, tilføjede han. Han er ikke typen, der pludselig befinder sig i Argentina for eksempel. Men jeg har ikke set ham i årevis. Jeg er ked af at høre om din mor, sagde hun. Ja. Tak. Jeg har faktisk heller ikke set min far i et stykke tid. Han er ... ikke helt til at stole på. Felix så op fra sit glas. Hm? sagde han. Er han alkoholiker? Mm. Og han ... han finder på historier. Felix nikkede. Det troede jeg, var dit job, sagde han. Hun rødmede synligt ved den bemærkning, hvilket så ud til at overraske ham og sågar forurolige ham. Meget morsomt, sagde hun. Nå, men vil du have mere at drikke? Efter den anden omgang tog de en tredje. Han spurgte, om hun havde søskende, og hun sagde én, en bror. Han sagde, at han også havde en bror. Efter den tredje drink var Alices ansigt blevet rødblussende og hendes øjne blanke og klare. Felix så ud på nøjagtig samme måde, som da han kom ind i baren, ingen forandring i hverken væremåde eller stemmeleje. Men hans opmærksomhed på hende var blevet mere årvågen og ufravendt,

i takt med at hendes blik i stigende grad og mere diffust flakkede omkring i lokalet. Hun klirrede med isterningerne i det tomme glas, så ud til at have det godt. Har du lyst til at se mit hus? spurgte hun. Jeg har haft lyst til at vise det frem, men jeg kender ikke nogen, jeg kan invitere. Jeg mener, jeg vil selvfølgelig invitere mine venner. Men de er alle mulige steder. I New York. De fleste er i Dublin. Hvor ligger huset, sagde han, kan vi gå derhen? Det kan vi i hvert fald. Vi er faktisk nødt til det. Jeg kan ikke køre, kan du? Ikke lige nu, nej. Eller, jeg ville ikke tage chancen. Men jeg har kørekort. Har du, mumlede hun. Hvor romantisk. Vil du have en til, eller skal vi gå? Spørgsmålet fik ham til at rynke brynene, eller også var det hendes betoning eller brugen af ordet »romantisk«, der gjorde det. Hun rodede i sin håndtaske uden at se op. Ja, lad os gå, sagde han. Hun rejste sig og tog sin jakke på, en beige, enradet regnfrakke. Han iagttog hende, mens hun smøgede det ene ærme op, så det matchede det andet. Da de stod over for hinanden, var han kun lige akkurat højere end hende. Hvor langt er der? sagde han. Hun smilede drillende til ham. Fortryder du? sagde hun. Hvis du bliver træt af at gå, kan du altid forlade mig og vende om, det er jeg ret vant til. Altså at gå. Ikke at blive forladt. Det er jeg måske også vant til, men det er ikke sådan noget, jeg plejer at sige til folk, jeg lige har mødt.

Det svarede han ikke på, nikkede bare, med et strejf af modvillig overbærenhed, som om denne side af hendes personlighed, hendes tilbøjelighed til at være »vittig« og ordrig, her efter et par timers samtale, var en egenskab, han havde lagt mærke til og besluttet sig for at ignorere. Han sagde godnat til bartenderen, da de gik. Det så ud til at støde Alice, og hun kiggede sig tilbage over skulderen, som for at få et sidste glimt af kvinden. Da de var kommet ud på fortovet, spurgte hun, om han kendte hende. En tidevandsbølge slog ind mod kysten bag dem med et lavt, beroligende brus, og luften var kold. Den pige, der arbejder derinde? sagde Felix. Ja, hende kender jeg. Sinead. Hvorfor? Hun undrer sig nok over, hvad du lavede der sammen med mig. Felix svarede med klangløs stemme: Mon ikke, hun godt kunne regne det ud. Hvilken vej skal vi? A lice stak hænderne i lommerne på regnfrakken og gik op ad bakken. Hun havde tilsyneladende opfanget en slags modstand eller måske ligefrem afvisning i hans stemme, og det var, som om det ikke kuede hende, men i stedet bestyrkede hende i en antagelse. Mødes du da tit med kvinder der? spurgte hun. Han måtte gå hurtigt for at følge med hende. Det er et underligt spørgsmål, svarede han. Er det? Jeg er nok bare et underligt menneske. Kommer det da dig ved, hvis jeg mødes med folk der? sagde han. Der er selvfølgelig ikke noget ved dig, der kommer mig ved. Jeg er bare nysgerrig. Det virkede, som om han overvejede det, hun sagde, og mens

han gjorde det, gentog han lavere og mindre sikkert: Okay, men jeg forstår bare ikke, hvordan det kommer dig ved. Lidt efter tilføjede han: Det var dig, der foreslog, at vi skulle mødes på hotellet. Bare så du ved det. Jeg plejer ikke at komme der. Så nej, jeg mødes ikke særlig tit med folk der. Okay? Det er okay, det er helt fint. Jeg blev bare nysgerrig, fordi du sagde, at pigen i baren »godt kunne regne ud«, hvad vi lavede. Okay, men jeg er sikker på, at hun godt kunne se, vi var på date, sagde han. Det var bare det, jeg mente. Selvom hun ikke kiggede på ham, så Alices ansigt lidt mere fornøjet ud end før, eller fornøjet på en anden måde. Så du har ikke noget imod, at folk, du kender, ser dig være på date med nye mennesker? spurgte hun. Fordi det ville være akavet, eller hvad? Nej, det ville ikke gøre mig noget. Resten af gåturen hen til Alices hus, op forbi rundkørslen og langs kystvejen, talte de om Felix’ venner, og hvad han lavede i sin fritid, eller rettere, Alice stillede ham en række spørgsmål om emnet, som han grundede over, inden han svarede, og begge talte højere end normalt, fordi de måtte overdøve larmen fra havet. Han virkede ikke overrasket over hendes spørgsmål, og besvarede dem beredvilligt, men uden at udbrede sig i lange sætninger eller komme med oplysninger, der rakte ud over det, hun direkte havde ansporet til. Han fortalte hende, at han især var sammen med mennesker, han kendte fra skolen, eller folk fra arbejdet. De to cirkler overlappede en smule, men ikke meget. Han stillede ingen spørgsmål tilbage, måske fordi hendes tilbageholdende svar på de spørgsmål, han havde stillet tidligere, havde gjort ham forsigtig, eller også var han ikke længere interesseret.

Her er det, sagde hun endelig. Hvor? Hun løftede klinken af en lille, hvid havelåge og sagde: Her. Han standsede og så op på huset over dem, som lå et stykke oppe i en skrånende, grøn have. Der var ikke lys i nogen af vinduerne, og husets facade var ikke synligt i alle detaljer, men hans ansigtsudtryk tydede på, at han vidste, hvor de var. Du bor i den gamle præstegård? sagde han. Å h, jeg troede ikke, du kendte den. Ellers ville jeg have fortalt dig det på baren, det var ikke, fordi jeg prøvede at virke mystisk. Hun holdt lågen for ham, og han gik bag hende op ad skråningen uden at tage blikket fra husets omrids, som tonede frem over dem, og hvorfra der var udsigt ud over havet. Rundt om dem raslede den dunkle, grønne have i vinden. Hun gik ubesværet op ad stien, mens hun ledte i sin taske efter nøglen. Man kunne høre lyden af nøglerne nede i tasken, men det så ikke ud til, at hun kunne finde dem. Han stoppede op uden at sige noget. Hun undskyldte og tændte lommelygten på sin mobil, som både lyste ned i hendes taske og kastede et koldt, gråt skær på trappen op til huset. Han havde stadig hænderne i lommerne. Dér var de, sagde hun. Så låste hun døren op. Man trådte ind i en stor hall med rød- og sortmønstrede gulvklinker. Over dem hang en lampeskærm af marmoreret glas, og på et spinkelt, langt og smalt bord langs væggen stod en odder udskåret i egetræ. Hun smed nøglerne fra sig på bordet og kastede et hurtigt blik i det slørede, skjoldede spejl på væggen. Bor du her alene? sagde han. Jeg ved godt, at det selvfølgelig er alt for stort. Og det koster

mig en formue at varme det op. Men her er dejligt, synes du ikke? Og jeg skal ikke betale for at bo her. Skal vi gå ud i køkkenet? Jeg skal lige tænde for varmen. Han fulgte efter hende ned ad en gang og ind i et stort køkken med køkkenbord og skabe langs den ene væg og et spisebord i den modsatte ende af rummet. Over vasken var et vindue ud mod baghaven. Han blev stående i døren, mens hun gik hen til et af vitrineskabene for at hente noget. Hun vendte sig om og så på ham. Du kan bare sætte dig ned, hvis du vil, sagde hun. Men bliv for alt i verden ved med at stå op, hvis du hellere vil det. Vil du have et glas vin? Det er det eneste, jeg har at drikke. Men jeg skal have et glas vand først. Hvad er det for noget, du skriver. Hvis du er forfatter. Hun vendte sig uforstående om. Hvis jeg er? sagde hun. Du tror vel ikke, at jeg har løjet for dig. Hvis jeg havde, ville jeg have fundet på noget bedre. Jeg er romanforfatter. Jeg skriver romaner. Og det tjener du penge på? Hun kastede endnu et blik på ham, som om hun fornemmede en ny betydning i hans spørgsmål, hvorefter hun gik hen til vasken og fyldte vand i et glas. Ja, det gør jeg, sagde hun. Han blev ved med at betragte hende og satte sig så ved bordet. På stolesæderne lå der hynder af kreppet, groft stof. Alt så meget rent ud. Han gned spidsen af pegefingeren hen over den glatte bordplade. Hun stillede et glas vand foran ham og satte sig på en af stolene. Har du været her før? sagde hun. Du kendte huset. Nej, jeg kender det kun, fordi jeg er vokset op her i byen. Jeg har aldrig vidst, hvem der boede her.

Jeg kender dem knap nok selv. Et ældre par. Kvinden er billedkunstner, tror jeg. Han nikkede og sagde ikke noget. Jeg kan vise dig rundt, hvis du vil, tilføjede hun. Han sagde stadig ikke noget, og nu nikkede han ikke engang. Det så ikke ud til at gøre hende urolig; det virkede snarere, som om det bekræftede en mistanke, hun havde næret, og da hun igen talte, var det i samme tørre, næsten spottende tone. Du tænker nok, at jeg er skør, fordi jeg bor her alene, sagde hun. Gratis? svarede han. Seriøst? Du ville da være skør, hvis du ikke gjorde. Han gabte, tilsyneladende uden at være bevidst om det, og så ud ad vinduet, eller rettere på vinduet, eftersom det nu var mørkt udenfor, og ruden kun reflekterede rummet. Hvor mange soveværelser er der, bare sådan af nysgerrighed? spurgte han. Fire. Hvor er dit? Hun reagerede på det pludselige spørgsmål ved først slet ikke at flytte blikket, men bare stirre ufravendt på sit glas, inden hun så direkte op på ham. Ovenpå, sagde hun. De er allesammen ovenpå. Skal jeg vise dig det? Hvorfor ikke, sagde han. De rejste sig fra bordet. På reposen oven for trappen lå en tyrkisk kelim med grå kvaster. Alice åbnede døren til sit værelse og tændte en lille standerlampe. Til venstre stod en stor dobbeltseng. Gulvplankerne var blotlagte og ved den ene væg var der en muret pejs med jadefarvede kakler. Til højre var der et stort skydevindue ud mod havet, ind mod mørket. Felix

gik over til vinduet og lænede sig ind mod ruden, så hans egen skygge formørkede skæret fra det reflekterede lys. Her må være en flot udsigt om dagen, sagde Felix. A lice stod stadig ved døren. Ja, det er smukt, sagde hun. Men faktisk endnu flottere om aftenen. Han vendte sig fra vinduet og kastede et vurderende blik ud over resten af rummet, mens Alice iagttog ham. Meget flot, konkluderede han. Et meget flot værelse. Skal du skrive en bog, mens du er her? Det tror jeg. Jeg vil prøve. Og hvad handler dine bøger om? Å h, det ved jeg ikke, sagde hun. Mennesker. Det er lidt vagt. Hvilken slags mennesker skriver du om, mennesker som dig? Hun så roligt på ham som for at fortælle ham noget: at hun havde opfattet hans spil, måske, og at hun ovenikøbet ville lade ham vinde det, så længe han spillede det på en ordentlig måde. Hvilken slags menneske tror du, jeg er? sagde hun. Der var noget i hendes rolige og selvsikre blik, som så ud til at gøre ham usikker, og han udstødte en hurtig, bjæffende latter. Okay, okay, sagde han. Jeg har kun kendt dig i et par timer, jeg har ikke taget stilling til dig endnu. Jeg håber, du fortæller mig, hvad du når frem til. Måske. Hun stod helt stille i rummet, mens han gik omkring og lod, som om han så på de forskellige ting. De vidste begge, hvad der snart ville ske, selvom ingen af dem kunne have sagt præcist, hvordan de kunne vide det. Hun stod der, uinteresseret, og ventede, mens han blev ved med at se sig om, indtil han til sidst, og måske fordi han ikke længere havde energi til

at udsætte det uundgåelige, takkede hende og gik. Hun fulgte efter ham ned ad trappen – halvvejs. Hun stod på et af trinnene, da han gik. Det var, hvad der kunne ske. De havde det begge skidt bagefter, uden at nogen af dem var helt klar over, hvorfor aftenen var endt med at være sådan en fiasko. Hun dvælede der på trappen, alene nu, og så op på reposen. Følg hendes blik og bemærk soveværelsesdøren, som stadig står åben, en stribe hvid væg er synlig gennem gelænderet.