Søstrene ved fyret

Søstrene ved fyret

Af samme forfatter på dansk:

Pigen på perron 1

Verdener imellem os

Gill Thompson Søstrene ved fyret

På dansk ved

Ursula Olander

Gutkind

Søstrene ved fyret er oversat fra engelsk af Ursula Olander efter

The Lighthouse Sisters

Copyright © 2022 Gill Thompson

All rights reserved

Denne udgave: © Gill Thompson og Gutkind Forlag A/S, 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024

Bogen er sat med Garamond MT hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

Omslag: © Lonnie Hamborg / Imperiet

Forsidefotos: © Trevillion og Shutterstock

ISBN 978-87-4340-907-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til Joshua Mit elskede barnebarn.

November 1996

Sommetider, når vinden er blid og kommer fra syd, er det som om, den bærer en svag duft af salt med sig. Som den havbrise, hun kender så godt fra dengang på øen. Og så er hun pludselig tilbage ved St. Aubins Bay, hvor den sene aftensol glitrer ud over havet og forvandler det våde sand til sølv. De bor alt for langt inde i landet nu, til at havduften kan nå dem. Ikke engang havmågerne kommer helt herind – i hvert fald ikke medmindre der er uvejr på vej. Men hvis hun lukker øjnene, kan hun stadig se dem svæve og dykke og høre deres høje, klagende skrig. Så stimler erindringerne sammen: William, der begraver deres far i sandet, så det kun er hovedet og så den hånd, der holder bogen, der stikker frem. Moren, der sidder tilbagelænet i en dækstol og hælder te op fra en gammel ternet termokande, mens søsteren kaster sig hvinende ud i de kolde bølger i sin hjemmestrikkede, blå badedragt. Skinnede solen da altid dengang i de berusende år, inden krigen brød ud? Eller er det bare hendes fantasi, der bader minderne i det bløde lys?

Hun sidder altid ved vinduet, og vinduet står altid åbent. Selv når brisen er sprød af frost, og ruderne matte af is. Om vinteren bider den kolde vind i ansigtet, om sommeren flyder det varme sollys omkring det. Det er hendes eneste kontakt med naturen i øjeblikket – medmindre man tæller de farvestrålende krysantemummer,

deres datter somme tider kommer med. De fylder værelset med deres jordduft.

Hun kommer stift op at stå. Hun tager fat i lænestolens polerede armlæn, sådan som hun har lært, og skubber sig op. Så tøffer hun over til kommoden, så gulvtæppet ryger ud til siden. Der står alle de smilende fotografier, hun taler med hver dag. Hun kører en finger hen over det blanke glas og ønsker sig, at de alle sammen bliver levende igen. De gamle af dem er i sort-hvid. De er falmet lidt med årene, og ejerne er formelt klædt i tøj fra en fjern fortid. Dér står hendes far i jakke og slips. Han smiler til kameraet. Som altid med en bog i hånden, som om han bare lige ser op fra den et øjeblik. Ved siden af står der et billede af hendes mor. Hun har den fine trilbyhat på skrå som moden foreskrev dengang. Dragten er mørk med lidt cremefarvet ved halsen, og nederdelen går til lige under knæet. Hun er umenneskeligt tynd. Hun er stadig ved at komme til hægterne oven på fødevaremanglen hen mod slutningen af krigen. Der var lukket for forsyningerne til øen, og mange af beboerne frygtede at dø af sult.

Så er der billederne af deres egne tre børn. I farver. Og derefter de ti børnebørn på forskellige alderstrin og i forskellige faser.

Men det billede, hun holdt mest af, det er nu det, far tog af hende og hendes søster i St. Catherine’s Tower. Det, der gav dem deres navn. Søstrene ved fyret. Hun smiler ved synet af deres uskyldige ansigter. Fastfrosset i tiden og i et øjebliks lykke for næsten halvfjerds år siden. Deres nærhed fra barndommen er blusset lidt op og ned i årenes løb, men kærligheden mellem dem er dyb. De var der for hinanden under krigen, og de er der for hinanden nu. Ligesom fyrtårnet. Et sted at finde håb og beskyttelse gennem tiden. Det har før ledt hende hjem.

I dag vil det endnu engang oplyse hendes liv.

Del et Juni-juli 1940

Jersey, Kanaløerne

De var alle sammen omme i haven, da Alice kom hjem fra sin vagt. Luften på afdelingen havde været indelukket, og selvom vifterne i loftet havde snurret og brummet, var der ikke meget, de kunne stille op imod den tætte varme. Hun havde glædet sig til gåturen hjem og til at mærke den friske brise mod sit ansigt. Men det var om muligt endnu varmere udenfor. Solen bagte, og den fugtige luft smøg sig om hende som et uldent tæppe.

Hun skubbede lågen op og styrede direkte hen i skyggen fra fars gamle æbletræer.

Mor stod og nippede løvemund henne ved køkkenvinduet. Farverne lyste i solskinnet. ”Du skal da ikke sidde i græsset, skat. Der står en dækstol i skuret.”

”Tak.” Alice hentede stolen og slog den op under træet. Hun tog de stramme snøresko af. ”Det var bedre.”

”Hvordan har du haft det i dag? Vil du have en kop te?” Mor stillede kurven og havesaksen fra sig.

”Jeg har det varmt, det har været en anstrengende dag … og ja tak!”

”Er på vej.” Hun forsvandt ind i køkkenet.

Alice tog de stive manchetter og kappen af og lagde det i græsset ved siden af stolen. Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Nede fra bænken ved muren for enden af haven kunne

hun høre fars og Jennys mumlende stemmer. De sad bøjet over en matematikbog, og havde været alt for opslugte til overhovedet at hilse på hende, da hun kom. William sad og plukkede græs og stak det ind i buret til Binkie. Ham gad hun ikke bruge energi på at hilse på, han ignorerede hende jo alligevel bare.

Så gjaldede en stemme ud over haven og annoncerede endnu et tysk bombeangreb mod Paris. Det måtte være mor, der havde tændt for radioen. Femogfyrre mennesker var omkommet. Det var rædselsvækkende, så hurtigt tyskerne rykkede frem. De var væltet hele vejen ned fra Dunkerque, og nu var de allerede nået over Sommefloden. Det var tydeligt, at Frankrig ikke kunne blive ved med at holde stand. Og hvad ville der så ske med Kanaløerne? En svedperle rislede ned langs hårgrænsen. Hun tørrede den væk med hånden.

”Værsgo, min skat.” Mor stillede en kop te ved siden af hende. Lidt af væsken skvulpede over. ”Hvordan har du det? Du ser lidt bleg ud.”

Alice tog koppen og nippede lidt til den varme te. ”Jeg har det fint nok, mor. Det var bare en lang vagt. Og så det her med Paris.”

”Ja, jeg ved det godt. Gid, jeg aldrig havde tændt den radio.”

”Jamen, vi kan jo heller ikke ignorere det. Der er jo ingen tvivl om, at tyskerne nærmer sig. Rebekah er også ved at blive meget nervøs.” Alice rynkede brynene ved tanken om sin gode venindes urolige ansigtsudtryk, da de sås på afdelingen tidligere på dagen. Rebekah var lige blevet gift med sin mand, Thomas Liron, da krigen brød ud. Og nu havde hun ikke set ham siden september, hvor han sluttede sig til hæren.

Mor tørrede hænderne i forklædet. ”Stakkels pige. Jeg kan forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis det var William, der var i kamp.”

Alice så hen på sin bror, der var suget helt ind i sin egen verden. ”Jeg vil godt nok håbe, at den her krig er slut, inden William bliver gammel nok til at slås.”

”Det må du nok sige.” Mor vendte sig om. ”James … Jenny … Er der nogen af jer, der vil have te?”

”Ellers tak, mor.” Jenny så op fra matematikbogen.

Far svarede ikke.

Mor himlede med øjnene og vendte tilbage til havearbejdet.

Alice lænede sig tilbage i stolen igen. Hun burde virkelig gå ind og skifte. Der var sikkert allerede kommet græspletter på manchetterne, og hendes kjole var garanteret også helt krøllet af at ligge her i stolen. Endnu mere vaske- og strygetøj. Men måske gik det an bare lige at ligge her et par minutter endnu og lade lidt op.

Det var stadig lummert. Hun børstede et par tordenfluer af armen. Der var helt sikkert uvejr på vej. Man kunne også høre en irriterende summen i det fjerne. Som en flok vrede fluer. Hun rettede sig op i dækstolen og skyggede for øjnene for at undgå det skarpe lys. Hen over himlen kunne man se en række sorte prikker bevæge sig i retning af Fort Regent.

”Far?” Hun rejste sig op.

”Mmm?”

”Hvad er det der?” Hun kunne godt selv høre, at hun lød lidt skinger.

Lydene begyndte at træde frem hver for sig. Smaskelydene fra Binkies bur. Mor, der klirrede i køkkenet. Bænken, der knirkede, idet far rejste sig op. Og så himlen, der skreg.

Prikkerne var blevet til fly, der nærmede sig et efter et i en lang række som en mørk pil. Alice’ bryst snørede sig sammen, og den tætte luft sad fast i halsen.

”Far!”

”Ned! Alle sammen!”

Alice kastede sig ned på jorden. Hendes puls steg, indtil den var én lang brusen af angst.

Endnu et klir inde fra køkkenet.

Jenny skreg. Alice drejede hovedet og så far lægge en beskyttende arm omkring hende, som de lå der ved siden af hinanden i græsset.

Hun kunne stadig høre William, der mumlede til Binkie, og pludselig gik det op for hende, at han stadig stod henne ved kaninburet. ”Will! Ned!” råbte hun.

William stivnede.

”William! Læg dig ned!” råbte far.

William rørte sig ikke.

Mor kom stormende ud fra køkkenet og væltede ham ned i græsset. Hun holdt ham nede med en hånd på hans ryg. Han klynkede.

Larmen var øredøvende nu, hvor maskinerne brølede hen over himlen lige oven over dem. Alice turde ikke kigge op. Der havde slet ikke været nogen advarsel. Ingen luftalarm. Ingen tid til at søge i dækning mod de bomber, de have frygtet i månedsvis. Det var et overraskelsesangreb, og nu blev de slået ihjel lige her i deres egen have. Hun beredte sig på eksplosionen. Den uudholdelige smerte, de røde stænk ud over græsset …

”Der er ingen fare. Det er vores egne.” En velkendt stemme tæt på.

Alice havde slet ikke hørt havelågen gå op på grund af motorlarmen. Men nu kom Pip Marett, en af hendes fars gamle elever pludselig gående op gennem haven. Hvordan i alverden kunne han tage det så roligt? Hun kunne mærke, hvordan hendes kinder blussede.

Far og Jenny kom på benene og børstede støvet af sig. Mor hjalp William op at stå.

Flyene var lige over dem nu. Deres metalkroppe skinnede i solen. Pip lagde nakken tilbage og talte dem messende for sig selv. Det føltes, som om de var en evighed om at flyve forbi. ”Wow! Atten!” sagde han til sidst. ”Whitleyer!”

”Whitleyer?” Far kom derhen. ”Dem har jeg da aldrig set på de her kanter før.”

Pip måtte råbe for at trænge igennem larmen. ”Ja, prøv at se den der trekantede næse. Det ligner lidt taget på et drivhus.”

Mens det sidste fly passerede hen over dem, fik Alice også øje på det mærkeligt formede cockpit, Pip talte om. Trods de tydelige RAFsymboler på skroget var hun stadig helt svag af rædsel. Det kunne så let som ingenting have været tyskerne. De var konstant på udkig efter dem nu, angrebet kunne komme når som helst. ”Hvad mon det er, der foregår?” Det var svært at holde stemmen i ro, og hun spekulerede et øjeblik på, om Pip overhovedet havde hørt hende.

Han fulgte stadig flyene med øjnene, mens de langsomt forsvandt i det fjerne. Så vendte han sig om mod hende. ”Det kunne godt se ud, som om de er på vej ud til St. Peter. De flyver nok ind mod lufthavnen fra øst.”

”Hvad mon de skal der?” spurgte far.

”Sikkert tanke op. Jeg tror, jeg tager Bynie May og sejler mig en tur over til St. Ouens og ser, hvad jeg kan finde ud af. Er der nogen, der vil med?”

Alice mærkede et sug af glæde. Hvor ville det dog være vidunderligt at tage med Pip ud på hans båd. Bare de to. Hun håbede ikke, der var andre, der ville med.

”Jeg er ikke den store sejler,” sagde far.

Pip smilede. ”Fru Robinson?”

”Mange tak, Pip, men jeg må hellere komme tilbage til aftensmaden. Nu er jeg jo kommet helt bagud i køkkenet.” Hun fik det til at lyde, som om flyene var kommet udelukkende for at forsinke hendes madlavning.

Pip rømmede sig. ”Øh … William?”

”Nej, Pip, det er nok ikke så godt,” sagde mor. ”Han bliver bare bange.”

Will havde åbnet kaninburet og taget Binkie ud. Nu stod han med hele ansigtet begravet i dens bløde pels. Det gjorde han altid, når han skulle berolige sig selv. Mor havde ret.

”Alice … Jenny?” Pip så ivrig ud.

Jenny trådte et skridt frem, men far gjorde en afværgende håndbevægelse. ”Det går desværre ikke med Jenny. Hun har eksamen i morgen.”

Jenny trak på skuldrene. ”Beklager.”

Pip kørte hænderne igennem det mørkebrune hår. Han var blevet højere siden sidst, Alice havde set ham. Sidste år, da han læste til studentereksamen, kom han tit og fik hjælp af deres far. Så var Jenny somme tider med, selvom hun næppe havde brug for det. Han havde gået et år over Jenny og et år under Alice. Alice kunne ikke huske, hvornår hun var blevet lun på ham, men i løbet af de sidste to år i gymnasiet, havde hun tænkt mere og mere på ham. Hun havde selvfølgelig altid været for genert til at sige noget, for slet ikke at tale om at antyde noget. Måske ville det hjælpe lidt at være så tæt sammen på en båd.

”Jeg vil meget gerne med,” sagde hun og blev med det samme helt pinligt berørt, som om hun følte, han kunne læse hendes tanker.

”Er du da ikke træt efter din vagt?” spurgte Jenny.

”Nej, jeg har fået det fint igen. Og en sejltur er jo en god måde at slappe lidt af på.”

Pip sank en gang og smilede. Lidt akavet, tænkte Alice, men måske var det bare noget, hun bildte sig ind. ”Fint. Jeg cykler ned til havnen og gør båden klar. Ved du, hvor hun ligger fortøjet?”

”Ja, det tror jeg nok.”

”Vi må nok hellere være hurtige. Har du en cykel?”

”Må jeg godt låne din, Jen?”

Jenny sparkede til en løs sten. ”Ja, det må du vel.”

”Så kommer jeg lige så snart, jeg har skiftet.”

”Godt, vi ses.”

Så forsvandt Pip ud af havelågen igen. Alice styrtede op ad trappen for at skifte. Hun var pludselig ikke spor træt mere. Nu skulle hun helt alene ud at sejle sammen med Pip Marett.

To søstre adskilt af krig

1940. Søstrene Alice og Jenny er i tyverne og har livet foran sig, da tyskerne besætter deres elskede hjem, kanaløen Jersey. Sygeplejersken Alice bliver beordret i tjeneste på et tysk hospital, et arbejde, som fører stor kærlighed og umenneskelige lidelser med sig.

Besættelsen knuser Jennys drømme om at studere på Cambridge, og i stedet slutter hun sig til en gruppe øboere, der sætter sig op mod besættelsesmagten.

1996. En ældre kvinde ser tilbage på sit liv. Hun mindes sin opvækst på Jersey og sin søsters sorgløse latter. Hun mindes, hvordan krigen ødelagde øen, og hvordan søsteren modvilligt måtte rejse væk.

Gill Thompsons gribende roman SØSTRENE VED FYRET skildrer to søstre, som tvinges fra hinanden af en krig, der forandrer dem for altid.