Som sprækker i jorden by Gutkind Forlag

Clare Leslie Hall Som sprækker i jorden

Roman

På dansk ved Jarl Viktor Schultz

Gutkind

Som sprækker i jorden

er oversat fra engelsk af Jarl Viktor Schultz efter Broken Country

Denne udgave: © Clare Leslie Hall og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © John Murray Press

Dansk versionering: Kenneth Schultz

Forsidefotos: © Millennium Images og Abi Warner Photography

Sat med Sabon LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-1045-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til Jake, Maya og Felix, mine tre stjerner

Første del Gabriel

Landmanden er død, han er død, og det eneste, folk gerne vil vide, er, hvem det var, der dræbte ham. Var det en ulykke, eller var det mord? Det ligner mord, siger de, med det der skudsår lige i hjertet, så præcist, at det må have været med vilje.

De venter på, at jeg siger noget. To par øjne, ufravigeligt stirrende på mig. Men hvordan kan jeg fortælle dem det, han vil have mig til at fortælle dem, de ord, vi har øvet igen og igen, i minutterne før politiet ankommer?

Jeg ryster på hovedet, jeg har brug for mere tid.

Det passer, hvad de siger: Man kan nå at leve et helt liv i et enkelt, afgørende øjeblik. Vi er ham drengen og hende pigen igen, med hele livet foran os, et gyldent vindue af lys og forunderlig skønhed, af nætter under stjerner.

Han venter på, at jeg møder hans blik, og smiler, da jeg gør det, for at vise mig, at han er okay, et ganske kort nik med hovedet.

Sig det, Beth. Sig det nu.

Jeg ser på hans ansigt igen, så smukt i mine øjne, dengang og nu og for altid, et sidste blik mellem os, før alting forandrer sig.

1968

Hemston, North Dorset

“Gabriel Wolfe er flyttet tilbage til Meadowlands,” siger Frank, imens vi sidder og spiser morgenmad. Navnet føles som en eksplosion i hovedet på mig. “Han er blevet skilt. Så det bliver bare ham og hans dreng, der kommer til at tøffe rundt i det der kæmpestore hus.”

“Jamen dog.”

Det er åbenbart de eneste ord, jeg kan komme på.

“Jeg tænkte nøjagtigt det samme,” siger Frank. Han rejser sig fra sin ende af bordet og bevæger sig rundt om det, hen til mig, lægger hænderne på mit ansigt og kysser mig. “Fjolset får ikke lov til at genere os. Vi skal ikke have noget som helst med ham at gøre.”

“Hvor hørte du det henne?”

“Det var det helt store samtaleemne nede på pubben i går. Krævede to kæmpestore lastvogne at få fragtet alle deres ting herned fra London, åbenbart.”

“Gabriel hadede at bo her. Hvorfor kommer han dog tilbage nu?”

Hans navn føles fremmed på min tunge, det er første gang i mange år, jeg siger det højt.

“Der er ingen andre til at tage sig af huset. Med hans far, der døde for længe siden, og hans mor ovre på den anden side af jorden. Halvt begravet i dingolort, hvis vi er heldige.”

Det er det, der er med Frank. Han kan altid få mig til at le.

“Hvad har han ellers at komme tilbage til?” siger Frank, henkastet, men jeg ser det, den uudtalte tanke, der passerer igennem hans hoved. Bortset fra dig. “Han ender sikkert med at sælge det hele og flytte til Las Vegas eller Monte Carlo, eller hvor det nu er, de der …” – han leder efter ordet og ser meget tilfreds ud med sig selv, da han finder det –“berømtheder hænger ud.”

Frank bruger alle døgnets lyse timer, og tit også en del af natten, på at tage sig af gården og dyrene, på at passe vores jord. Han arbejder hårdere end nogen andre, jeg kender, men tager sig altid tid til at stoppe op og nyde en smuk forårssolnedgang eller en lærkes pludselige, svimlende himmelflugt. Hans fornemmelse for vejret og dyrelivet er dybt indlejret i hans knogler, en af de mange ting, jeg elsker ved ham. Frank har ikke tid til at læse romaner eller gå i teatret. Han ville ikke kunne genkende en dry martini, om så man kastede den i ansigtet på ham. Han er den diametrale modsætning til Gabriel Wolfe, i hvert fald den Gabriel, vi læser om i aviserne. Jeg ser min mand læne sig op ad døren, så han kan få sine støvler på. Om tyve minutters tid vil lugten af komøg være sunket dybt ind under neglene på ham.

Der bliver banket hårdt på døren fra den anden side, og det får Frank til at fare op. “For pokker, altså,” siger han og flår den op så hurtigt, at hans bror snubler ind i rummet.

Alle vores morgener starter uden undtagelse på denne måde.

Jimmy er stadig rødmosset efter sin tur på pubben i går, øjnene halvt sammenknebne. En enkelt hårlok stritter direkte op i luften, som om den er sat op med gelé. Han siger: “En panodil, Beth? Har den vildeste hovedpine.”

Fra køkkenskabet finder jeg medicinkassen frem.

Det er primært i forbindelse med Jimmys tømmermænd, den kommer i brug. Der var engang, hvor den var fuld af plastre og smertestillende til børn.

Der er fem år imellem dem, men Frank og Jimmy ligner hinanden så meget, at selv jeg kan have svært ved at skelne dem fra hinanden på afstand. De er begge to over seks fod høje med mørkt, næsten kulsort hår, og øjne så blå, at folk, der ser dem, tit er nødt til at kigge en ekstra gang. Deres mors øjne, fortæller man mig, men jeg nåede aldrig at møde hende. De er begge to klædt i store, posede fløjlsbukser og tykke skjorter, som snart vil være skjult under de mørkeblå smækbukser, der udgør deres daglige uniform. I landsbyen bliver de sommetider kaldt for ‘tvillingerne’, men kun i spøg; Frank er helt åbenlyst storebroren.

“Hvad blev der af det der med, at du bare lige skulle ‘drikke ud og så hjem i seng’?” siger Frank og smiler smørret.

“Øl er guds gave til mennesket efter en lang dags slid og slæb.”

“Er det fra Bibelen?”

“Hvis ikke, så burde det være.”

“Vi går ud til lammene ved middagstid. Ses vi der?” råber Frank, idet de to brødre forlader huset. De går begge to stadig og griner, da de krydser gårdspladsen.

Nu hvor mændene er gået ud for at malke køerne, og jeg har køkkenet for mig selv, er der masser af ting at gå i gang med. Vasketøj – utrolige mængder af det – begge brødrenes smækbukser ligger skyllet og klar til en tur på vaskebrættet. Opvasken efter morgenmaden. Et gulv, der altid trænger til at blive fejet, uanset hvor tit jeg finder kosten frem.

Men i stedet laver jeg mig en frisk kande kaffe og tager Franks gamle oilskinsjakke på, sætter mig ved det lille smedejernsbord udenfor og ser ud over markerne omkring os, indtil mit blik møder sit mål: tre røde skorstene i forskellige højder, der titter op gennem sværmen af grønne egetræer ude i horisonten.

Meadowlands.

1955

Jeg er slet ikke klar over, at det er forbudt at være her, jeg er fortabt i en drømmeverden, mit hoved fuld af romantiske scenarier med mig som den store triumfator. Jeg forestiller mig selv ved siden af et springvand, med et orkester, der spiller alt, hvad de kan, mig, der modtager en lidenskabelig kærlighedserklæring. Jeg læser en masse Austen og Brontë for tiden, jeg har en tendens til at pynte på tingene.

Jeg må have gået og stirret op på himlen, med næsen i sky, bogstaveligt talt: Sammenstødet kommer helt bag på mig.

“Hvad fanden?”

Den dreng, jeg støder ind i, hans skulder hamret ind mod min, er ikke nogen helt. Høj, slank, arrogant, som en teenageudgave af mr. Darcy.

“Kan du ikke læse?” siger han. “Det her er privat grund.”

Hele den der ting med ‘privat grund’ forekommer mig lettere absurd, især når den ledsages af en afmålt og krystalklar overklasseaccent som den, drengen taler med. Denne eng, vi befinder os på, grøn og bugtende, egetræerne med deres kroner i fuld flor, er England i al sin pragt. Det er Keats, det er Wordsworth. Det burde alle have lov til at nyde.

“Undskyld, står du og smiler?” Han ser så irriteret ud, at jeg er lige ved at le.

“Vi befinder os midt ude i ingenting. Der er ingen andre i nærheden. Hvordan kan det på nogen måde være vigtigt?”

Drengen stirrer på mig et øjeblik, imens han fordøjer det, jeg lige har sagt. “Du har ret. Du godeste. Hvad er der galt med mig?” Han strækker hånden frem, en forsonende gestus. Efter et øjebliks tøven tager jeg den. “Gabriel Wolfe.”

”Jeg ved godt, hvem du er.”

Han ser forventningsfuldt på mig, venter på mit navn. Men jeg har ikke lyst til at fortælle ham det endnu. Jeg har hørt folk snakke om Gabriel Wolfe, drengen fra det store hus, berømt for sit gode udseende, men det her er første gang, jeg ser ham i levende live. Han har et godt ansigt: mørke øjne indrammet af øjenvipper, mine veninder ville slå ihjel for, kruset brunt hår, der lægger sig ned over hans pande, markerede kindben, elegant næse. En aristokratisk form for skønhed, kunne man vel kalde det. Men han har tweedbukser på, og lange, uldne sokker, der er trukket op over bukserne. En jakke i matchende tweed ligger draperet hen over hans skuldre som en kappe, et bælte dingler ned fra den. Gammelmandsklæder. Han er slet ikke min type.

“Hvad laver du egentlig her?”

“Jeg ledte bare efter et sted at sidde og læse.”

Jeg finder min bog frem fra min jakkelomme – et lille Emily Dickinson-bind.

“Ah. Poesi.”

“Du lyder lidt skuffet. Du er måske mere til P.G. Wodehouse?”

Han sukker. “Jeg ved godt, hvad du tænker. Men du tager fejl.”

Jeg smiler igen, jeg kan ikke lade være. “Er du da tankelæser eller sådan noget?”

“Du tror, jeg er et enfoldigt overklasseløg. En Bertie Wooster.”

Jeg lægger hovedet lidt på skrå, tager ham i øjesyn. “Han ville elske det der antræk, det kan du ikke løbe fra. Han ville sige, at det var skæppeskønt.”

Gabriel ler, og det forandrer ham fuldstændig.

“Det her er min fars gamle fiskebukser. Jeg nappede dem fra en kasse med ting, der skulle sælges på loppemarkedet. Men jeg ville ikke have taget dem på, hvis jeg havde vidst, at du ville tage sådan på vej over det.”

“Er det dét, du er i gang med? At fiske?”

“Ja, lige dernede. Jeg vil gerne vise dig mit sted, hvis du vil se det?”

“Jeg troede ikke, der var adgang for pøblen?”

“Jamen det er derfor, du bliver nødt til at komme med og se det. Jeg var uforskammet før, og jeg vil gerne gøre det godt igen.”

Jeg står foran ham, i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke lyst til at blive fanget i noget, der er bøvlet at komme ud af igen. Jeg ville bare gerne finde et rart sted at sidde og læse.

Han smiler igen, det der smil, der forandrer hele hans ansigt. Han er faktisk flot at se på, selv

i sit bedstefarkluns. “Jeg har kiks. Vil du ikke nok komme med?”

“Hvilken slags kiks?”

Gabriel tøver. “Sådan nogle med creme.”

Springvand, orkester. Sø, kiks. Det er tæt nok på. “Nå, men i så fald …” siger jeg, og det er på den måde, det begynder.

Den første kærlighed. En ny chance. Hvor meget er du villig til at ofre?

Sydengland, 1968. Beth og hendes mand

Frank driver en stor fårefarm sammen. Livet er godt, og de elsker at leve tæt på naturen.

Men en dag dukker Beths ungdomskærlighed Gabriel op på gården sammen med sin søn Leo – en dreng, der minder Beth og Frank om deres lille søn, som de har mistet.

Langsomt men sikkert drages Beth tilbage til Gabriel, stemningen på gården ændrer sig, og mørke hemmeligheder afsløres. Da en mand bliver dræbt, vendes der op og ned på deres liv, og mens hun venter på retssagen, tvinges Beth til at vælge mellem den kvinde, hun engang var, og den hun er blevet.

”En kærlighedshistorie, der ikke ligner nogen anden ... Fantastisk.”

–Chris Whitaker, forfatter til Vi begynder med slutningen