SØVNGÆNGEREN
Bøger i serien om Joona Linna:
Hypnotisøren (bind 1)
Paganinikontrakten (bind 2)
Ildvidnet (bind 3)
Sandmanden (bind 4)
Stalker (bind 5)
Kaninjægeren (bind 6)
Lazarus (bind 7)
Spejlmanden (bind 8)
Netspinderen (bind 9)
Andre bøger af samme forfatter: Playground
Nøgleserien (Alex Ahndoril):
Jeg skal finde nøglen (bind 1)
Jeg lukker øjnene og beder (bind 2)
KEPLER LARS SØVNGÆNGEREN
KRIMI
På dansk ved
Agnete Dorph Stjernfelt
Gutkind
Søvngængeren
er oversat fra svensk af Agnete Dorph Stjernfelt efter Sömngångaren
© Lars Kepler 2024
Published by agreement with Salomonsson Agency
Denne udgave: © Lars Kepler og Gutkind Forlag A/S, København 2024
1. udgave, 1. oplag, 2024
Omslag: © koitz.dk
Sat med Adobe Garamond Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0594-8
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9, 1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
SØVNEN OG DRØMMEN har altid ledsaget os mennesker som to gådefulde følgesvende.
I den græske mytologi hedder søvnens gud Hypnos. Han bor i en mørk grotte omgivet af valmuer ved glemslens flod. Når Hypnos sover, våger hans søn Morfeus – drømmenes gud – over ham.
I dag opdeler forskningen søvnen i to hovedfaser: den dybe søvn og REM-søvn. Under den dybe søvn er de elektriske bølger i hjernebarken store og langsomme. Men to-tre gange i løbet af natten bliver bølgerne korte og hurtige, ligesom hos vågne mennesker. Denne fase kaldes REM-søvnen – Rapid Eye Movements på engelsk – fordi øjnene bevæger sig hurtigt.
Parasomni er en fællesbetegnelse for funktionsforstyrrelser, hvor hjernen befinder sig delvist i sovende, delvist i vågen tilstand.
Den veldokumenterede forstyrrelse, som kaldes søvngængeri eller somnambulisme, optræder hos fem procent af alle børn, men er langt sjældnere hos voksne.
Som de fleste parasomnier optræder næsten alt søvngængeri under den dybe søvn og varer blot nogle få minutter, men der er også dem, der går i søvne under REM-fasen. For dem er det drømmene, der aktiverer fysiske handlinger som at tage tøj på, låse døren op og forlade hjemmet.
DET SØLVGRÅ LYS fra regnhimlen glitrer i vandpytternes rastløse ringe, i tagdryppet og den overfyldte zinkbalje.
Mor står i regnen på gruset mellem farfars rustne bil og brændeskuret. Hendes lyse hår er gennemblødt, og bh’en og bukserne er mørke af væde.
Frisk blod pibler frem fra sårene lige så hurtigt, som det skylles bort af regnen.
I morges skar hun sig selv over hele kroppen og smed dolken på gulvet i vindfanget, inden hun forlod huset på bare fødder.
Drengen kigger ud i vindfanget og betragter det blodige dørhåndtag, væggenes bulede tapet, bræddegulvet med kniven og en tom snapseflaske, som står mellem fars gummistøvler.
Hele natten igennem har mor snakket med benzindunken i bilen og med øksen i brændeskuret og råbt ad dem begge to, hvorefter hun med himmelvendte øjne har tigget far om at komme.
Drengen går ind på sit værelse igen og kigger på hende gennem ruden. Regnen trommer hurtigere på bliktaget og sålbænken foran ham.
Tagrenden er fuld af gamle blade og svømmer over.
Den plasticovertrukne stålwire omkring drengens venstre håndled løber langs en skinne, der er skruet fast i loftet. Den tillader ham at bevæge sig frit rundt i værelset. Han kan ligge i sengen, stå i vinduet eller sidde på gulvet og lege med sine ting.
Han har en trold af gummi med knaldgult hår, der er spidst som en flamme, en elastisk Pink Panter og en amerikansk politibil, som kunne blinke blåt den første uge.
Når han er koblet til wiren, kan han gå ud i vindfanget og ind på toilettet, men ikke helt ud til yderdøren. Hvis han strækker armene ud og spænder wiren, så det brænder i håndleddene og strammer i armhulerne, kan han se ind i køkkenet med det opbrudte gulv.
Hans mor henter øksen i brændeskuret, går ud i regnen igen og står med hængende hoved ved siden af bunken med bildæk og rustne motorblokke.
Lyset fra det store neonskilt, hvor der står Traktorservice, får regndråberne til at lyse bag hende. Hun løfter hovedet, vender sig langsomt om, peger på ham i vinduet og begynder at gå hen imod huset med lange skridt.
Indledning
DET STORE RUMSKIB, Razor Crest, svæver blikstille i mørket og stilheden. Moren smiler, idet hun ser på sin søn. Hans ansigt er blegt i måneskinnet, som falder ind gennem det forseglede vindue. En lille rynke anes mellem brynene.
Maven og brystkassen hæver og sænker sig roligt.
Efter bad, aftenmellemmad og tandbørstning gav hun ham femten milligram fentiazin, og nu sover han tungt.
Hun er stadig stresset over, at Robert kom, mens drengen var vågen, over at hun løj for sin søn og sagde, at det var et budfirma, der skulle aflevere en pakke kopipapir.
Babykameraets linse er vendt mod hans sovende krop.
Der opstår en svag bevægelse i luften, selvom hun rejser sig forsigtigt, og det grå lego-rumskib gynger i sine nylonliner.
Hun smyger sig ud på gangen, så stille hun kan, lukker døren og skal netop til at dreje nøglen om i låsen, da der lyder et bump derindefra.
Hun holder vejret og lytter mod døren.
Han sover.
Der høres svag musik fra det store soveværelse, selvom hun bad Robert om at være musestille.
Hun låser, glatter kjolen, går hen ad gangen og passerer døren med glasruden i og trappen til underetagen.
Robert sidder i mørket i armstolen med sin telefon i hånden og hvisker undskyld til hende. Hun kan ikke lade være med at smile, da hun møder hans blik. Roberts korte, krøllede hår, sølvmønten
om halsen og den nøgne brystkasse får ham til at ligne en ung, romersk kejser.
”Så sover han,” siger hun.
”Okay, hvad venter vi på?” siger han smilende.
”Altid på dig, hvis du spørger mig,” svarer hun.
”Jeg er her, jeg kom,” siger han og rejser sig.
Du kom, du så, du sejrede, tænker hun og går hen til vinduet og trækker gardinerne fra. En pludselig angst fylder hende. Fuldmånen hænger stor og arret og sølvfarvet over trætoppene. Nede i indkørslen holder Roberts rustne bil i skyggen af ahorntræet.
”Er han nogensinde kommet for tidligt hjem?” spørger Robert.
”Jeg føler mig alligevel urolig,” siger hun og ser på ham.
”Kom nu. Jeg snuppede en flaske bobler fra …”
”Vent,” afbryder hun og slår hånden for munden.
”Hvad er der?” spørger han.
”Jeg kom bare til at tænke på, at jeg kom til at dreje nøglen to gange rundt.”
”Kan det ikke være lige meget?”
”Jo, det er bare mig, du ved, en vane, jeg vil kunne komme hurtigt ind til ham, hvis det skulle blive nødvendigt,” siger hun og forlader soveværelset.
Gangen er mørk og sval.
På gulvet ved væggen står støvsugeren med ledningen viklet omkring.
Da hun standser foran sin søns dør, kan hun ikke lade være med at se sig tilbage over skulderen.
Robert står lige inden for døren og vifter med flasken med mousserende rosévin, som han fandt nede i køkkenet. Altid så ivrig. Hun smiler, vender tommelfingeren opad og vrider så nøglen venstre om i låsen.
Det klikker i mekanismen.
Hun tænker, at hun skal lægge øret mod døren, men glemmer det, da hun hører et dæmpet puff fra soveværelset.
Robert venter midt i måneskinnet med to fyldte glas, da hun kommer tilbage. Han giver hende det ene og ser hende dybt ind i øjnene.
De skåler, kysser hinanden og drikker. Deres skygger bevæger sig spøgelsesagtigt over den gamle nadverklokke, der hænger på væggen over dobbeltsengen.
”Lækkert,” siger hun og sætter sig på sengekanten.
På monitorskærmen kan man se drengens rolige ansigt og åndedrættets jævne takt under den lyseblå dyne. Gennem højttaleren høres en skrattende lyd, når han i søvne bevæger sin lille hånd hen over lagenet.
Robert tømmer sit glas, stiller det på bordet ved siden af flasken, går hen til hende, bøjer sig ned og giver hende et blødt kys på munden.
Forsigtigt stiller hun glasset fra sig på natbordet, lægger hænderne på hans hofter og ser op i hans intense øjne.
”Hvad tænker du på?” spørger hun uden at kunne skjule sit smil.
”Hvad tror du?”
Hun sænker blikket og ser, at hans jeans er begyndt at stramme, kysser ham blødt på gylpen flere gange, indtil han bliver stiv, og stoffet spændes ud, så man kan se lynlåsen.
”Kom nu,” ler hun.
Hun skubber sig op i sengen, puffer en pude væk, lægger sig på ryggen og kigger på monitoren. Hendes søns ansigt ligner et æg af bly i fuldmånens kølige lys. Robert knapper bukserne op og vakler lidt, da han træder ud af dem. Han kryber op i sengen, kysser hende på venusbjerget og ånder varmt ind gennem hendes tøj.
Hun får sommerfugle i maven, da han stikker hænderne ind under hendes kjole, trækker trusserne ned og skiller hendes ben.
”Kom,” hvisker hun og ser hen mod den mørke dør.
Han lægger sig oven på hende og kysser smilende hendes mund.
Hun stønner stille, da han langsomt glider ind i hende. Lårene bliver
presset fra hinanden, og i et stillestående øjeblik omslutter hun ham helt og holdent.
Brystvorterne bliver stive mod bh’ens glatte inderside.
Han trækker sig lidt ud og begynder at støde rytmisk med stadig større intensitet. Sengen banker mod væggen, og nadverklokken begynder at ringle i takt.
For sit indre blik ser hun en forladt dreng, som går igennem fyrreskoven med en bjælde i en snor om halsen.
Hun ser på monitoren, skubber tankerne bort, lukker øjnene og finder tilbage til nydelsen.
Hendes bryster gynger i takt med stødene, og hun spænder lår og bækkenbund, holder om hans bølgende ryg, nærmer sig, slapper stønnende af i nogle sekunder, spænder musklerne og får en lang orgasme.
Hun forsøger at stønne sagte, bøjer tæerne, bliver svedig i hårbunden og hører fjernt en bil standse på vejen udenfor.
Robert fortsætter, ånder hurtigt, støder hårdere og kommer med et halvkvalt støn, og så ligger han pustende oven på hende. Det løber ud af hende, ned mellem ballerne. Hans hjerte hamrer hurtigt mod hendes hjerte.
Disse hjerteslag, tænker hun, denne nedtælling.
De ligger tæt omslyngede, og hun tænker, at de skal drikke resten af vinen, sidde i sengen og snakke om deres fælles fremtid.
Et tungt bump får hende til at vågne med et sæt i mørket.
Soveværelsesvinduet står på vid gab.
Der lyder et smæld, da en tagsten knuses mod græsplænen nedenfor, og så høres et grufuldt skrig.
NOVEMBERHIMLEN ER MØRK som smedejern over Vårbergs centrum. Klokken er næsten tre om natten, og gaderne ligger øde hen.
En politibil triller langsomt forbi en skønhedssalons tilgitrede vinduesrude.
Kollegerne John Jakobsson og Einar Bofors sidder tavse ved siden af hinanden. De holdt op med at tale sammen for snart et år siden.
Hvis de ikke er nødt til at kommunikere, tier de.
Posen med resterne fra grillbaren står på gulvet ved Einars fødder, og lugten af stegeos og kold fritureolie fylder bilen.
John trommer på rattet og tænker som sædvanlig på sin storebror med den blege, grålige hud, mens han kigger ud ad forruden.
Støvede vinduer med reklamer spejler lyset fra indgangen til undergrundsbanen.
Mellem arkadens betonsøjler har der samlet sig affald, gamle blade og knust glas.
Uden for missionshuset ligger der spraydåser, plasticposer og fladmaste papkasser.
Hensunkne i deres egne tanker kører de to politimænd forbi parkeringspladsen og drejer til højre ved den etiopiske kirke.
Store snefnug begynder at dale ned gennem gadelygternes skær, og hele kvarteret fremstår pludselig helt eventyragtigt.
For John er det som en ubehagelig hilsen fra barndommen.
Det mælkeagtige lys fra Polman-stationens skærm oplyser hans hårdt knyttede hånd.
Einar er netop ved at finde snusdåsen frem, da de får et opkald fra regionscentralen.
Det drejer sig om et indbrud på Bredängs camping.
Einar svarer, mens John svinger ind bag supermarkedet, kører rundt om de grønne genbrugscontainere og drejer ud på vejen igen.
”Campingpladsen er lukket for vinteren, og ejeren befinder sig i Florida,” fortæller operatøren. ”Men overvågningskameraerne er koblet til hans telefon, og han kan se, at der er lys i en af deres campingvogne.”
Uden sirener eller blåt blink kører politibilen hurtigt af sted på den øde vej, forbi højhusene og det gamle varmeværk.
Vinduesviskerne fejer snefnuggene væk fra forruden.
De taler ikke, men tænker begge, at indbruddet sikkert handler om en eller anden, der forsøger at undgå at fryse ihjel i nat: hjemløs, papirløs, misbruger eller en psykisk syg.
Det er det sædvanlige.
De passerer Scandic Hotel og svinger ind på Skärholmsvägen.
For næsten fem år siden lykkedes det John at dirke døren op til sin storebrors værelse. Luke lå på gulvet ved siden af sengen med blå læber. Den gulnede gummislange hang slapt omkring armen, og vatrondellen med blodprikken hang fast i hans Nirvana-T-shirt.
John glemmer aldrig pupillerne i de vidtåbne øjne. De var uvirkeligt små, som om de var blevet malet på med spidsen af kanylen.
Siden John begyndte på patruljetjeneste, har han altid tre pakker med modgiften Naloxon med, selvom det ikke hører til standardudstyret. Det er ikke noget, han taler højt om, men indtil videre er det lykkedes ham at redde otte personers liv med næsesprayen.
De kører forbi den mørke fodboldbane, gennem industriområdet og ind i Sätraskogens naturreservat.
Da de standser foran campingpladsens stålgitter, er der gået otte minutter, siden de modtog opkaldet.
Butikken, kontoret og den thailandske restaurant er lukket for vinteren.
Sneen daler stille gennem luften og lander på asfalten foran dem.
John og Einar forlader tavst bilen og klatrer over lågen. De kigger på oversigtskortet, finder standplads G og begynder at gå.
Den store campingplads er mærkeligt øde uden biler, telte og mennesker.
De krydser en gul græsplæne med et rudemønster af veje mod et campingvognsområde.
Til højre er der bakker med nøgne løvtræer. Snefnuggene flagrer ned mellem de sorte, strittende grene.
De passerer en lille legeplads og tanken til toilettømning, inden de går ind mellem de opklodsede campingvogne. Akustikken forandres, og lyden af deres skridt giver en påtrængende genlyd.
Vinduerne er mørke, vimplerne i de høje tv-antenner hænger slappe ned, og de små udepladser ligger tomme hen.
John tænker på, at han var bange for sin bror det sidste år, at Luke indimellem blev vred og hensynsløs, som dengang John bad om at få de penge tilbage, Luke havde lånt.
Allerede på lang afstand ser de lyset fra en af de fjerneste campingvogne. Da de kommer nærmere, kan de se, at lyset stammer fra en lampe bag gardinerne i et af vinduerne.
John standser op og fylder lungerne med den kølige luft, trækker sit tjenestevåben, går op på metaltrappen, banker hårdt på og åbner døren.
”Politiet, vi kommer ind,” råber han uden rigtig kraft i stemmen. Han træder ind i den dunkle campingvogn og ser, at mørke fodspor leder i begge retninger på det parketmønstrede vinylgulv. Han kigger til højre i gangen, forbi to lukkede døre og det lille badeværelse.
Alt er tyst og stille.
Med pistolen rettet mod gulvet begynder han at gå i retning af det oplyste opholdsrum.
Det knager i vægge og loft for hvert skridt, han tager.
Det eneste, han kan se ret frem for sig, er køkkenbordet med fire stole. Det indirekte lys fra lampen længere inde glitrer svagt i møblernes ridsede overflader.
Han standser brat, da en kvinde begynder at tale dæmpet et sted skråt foran ham.
”Svar, hingst, svar,” siger hun skælmsk. ”Svar, hingst …”
”Politiet, jeg kommer ind,” råber John og mærker, hvordan hårene på armene har rejst sig af adrenalinsuset.
”Svar, hingst … svar, hingst, svar … sva…”
Kvinden tier brat, og John fortsætter fremad med hævet våben.
En metallisk lugt, der minder om fugtig slibesten, fylder den stillestående luft.
Han mærker vibrationerne i gulvet, da Einar træder ind i campingvognen med tunge skridt.
John standser, trækker skælvende vejret gennem næsen, lytter og træder så et skridt ud i køkkenet, fejer til siden med våbnet og udstøder en jamrende lyd.
På køkkenbordet af rustfrit stål ligger benet af et menneske, med plaster på knæet og en sort herrestrømpe på foden. Muskler og sener er blevet kappet over med en halv snes sjuskede øksehug.
Lårbensknoglen er blevet rykket ud af hofteskålen og lyser hvidt mod det mørkerøde væv.
”Hvad fanden …?”
Vægge, loft og gulv er overstænket af blod. På sofabordet mellem de to urtepotter med plasticblomster ligger dele af et hoved. Selvom kæbe og hage mangler, ser John, at ofret er en mand med sort strithår og affarvede spidser.
Blodet dækker hele bordpladen og drypper klæbrigt ned i en stor pøl på gulvet.
En telefon, der ligger i sofaen, lyser op. På displayet ses navnet Anna, samtidig med at den personlige ringetone begynder forfra igen:
”Svar, hingst, svar … Svar, hingst …”
I den anden del af campingvognen åbner Einar samtidig døren til det store soveværelse og lyser ind med sin lommelygte. På dobbeltsengen ligger en torso uden ben og arme. Snitfladerne er ujævne og forrevne, med bleg brusk og splintrede knoglestumper.
Han stirrer på den parterede mands behårede mave, den slappe penis og det muskuløse, tatoverede bryst, halsen og det nederste af hovedet.
Madrassen er gennemvædet af blod, og hele kroppen glinser mørkt.
Einar mærker, hvordan pistolen sitrer i hans hånd, som om den var elektrisk.
Synet er så lammende, at han er nær ved at besvime.
Han klemmer lommelygten fast under armen og holder sig for munden. Det vender sig i ham, da ketchuplugten fra hans fingre blander sig med lugten af frisk blod.
John hører Einars trampende skridt, kigger bagud i gangen, og ser ham bakke ud fra det ene soveværelse. Kollegaen taber lommelygten på gulvet, idet han famler efter radioen. Så går han ud af campingvognen og kaster op.
John begynder at gå tilbage ad gangen, men standser brat op og lytter. Det løber ham koldt ned ad ryggen.
Der lyder en mærkelig slap, nærmest mekanisk latter gennem væggene.
Måske kommer den udefra, tænker John. I det samme går latteren over i jamrende klynk. Så bliver der helt stille igen.
Med hamrende hjerte nærmer han sig den sidste, lukkede dør.
Han tænker pludselig irrationelt, at hans bror Luke står derinde med blå læber, bittesmå pupiller og en blodig machete over den ene skulder.
Uden for campingvognen kan han høre Einar tale oprevet og usammenhængende med regionscentralen.
John trykker håndtaget ned, lister døren op og sigter ind i mørket med pistolen.
På væggen under vinduet med de nedrullede persienner er der en hvid radiator. Stikket er trukket ud. Der er blod på den.
Hængslerne knirker svagt, netop som døren stopper.
John rækker hånden frem, åbner døren helt og træder ind.
På gulvet ved siden af køjesengen ligger en dreng på siden med en afhugget arm som en pude under hovedet.
Det blege ansigt er slapt, og øjnene lukkede.
Han er klædt i jeans, sportssko og en mosgrøn trøje.
John nærmer sig for at mærke efter hans puls.
En økse ligger på underkøjens madras.
Einar råber noget udenfor.
Gulvet knager under Johns vægt, da han strækker sig frem.
Pludselig ler drengen med lukkede øjne. Tænderne lyser hvidt op i det blodige ansigt.
John snubler baglæns, famler med pistolen og afsikrer den, glider i en blodpøl, støder ryggen mod væggen og affyrer våbnet ned i gulvet.
Det giver et sæt i drengen. Han sætter sig op, glipper med øjnene og ser uforstående på John. Så stryger han pandehåret væk med en blodig hånd og fugter læberne.
”Hvor er jeg? Hvad er der sket?” spørger han forskræmt.
JOONA LINNA – OG HYPNOTISØREN
–ER TILBAGE
En nat anmeldes et indbrud på en vinterlukket campingplads udenfor Stockholm. Da politiet ankommer, er der lys i en afsidesliggende campingvogn. Her bliver de mødt af et frygteligt syn: Et menneske er blevet dræbt og sønderlemmet med en økse.
På gulvet sover en ung mand med en afhugget arm som hovedpude. Det viser sig, at han lider af en sjælden form for søvngængeri. Han kan enten være gerningsmand eller vidne, men han hævder, at han ikke husker noget fra den nat.
Joona Linna sættes på sagen og må kontakte sin gamle ven Erik Maria Bark for at bruge hypnose i jagten på en morder, der netop er gået ind i en yderst aktiv fase.
SØVNGÆNGEREN er bind 10 i Joona Linna-serien, en af de største skandinaviske krimisucceser.
ISBN 978-87-434-0594-8