Spænd

SPÆND

Af samme forfatter:

Soul. Roman, 2001

Stormesteren. Roman, 2003

Ann Lie. Roman, 2005

Kantslag. Noveller, 2008

Dage. Digte, 2010

Minna mangler et øvelokale. Roman, 2013

Spejl, skulder, blink. Roman, 2016

Kort over Canada. Noveller, 2018

En linje i verden. Essays, 2021

Dorthe Nors Spænd

GUTKIND

Spænd

© Dorthe Nors og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Alette Bertelsen

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0346-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Sidste sætning side 103 er et indirekte citat fra Johan P. U. Fynbo: “Jeg drømmer om de allerførste stjerner”, i: Lyset fra Bohr. Den nyeste forskning fra Niels Bohr Institutet (red. Anja C. Andersen) Strandberg Publishing, 2021.

Tak til Statens Kunstfond

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Det blev tørvejr, og så gik hun. Hun gik, som hun bedst kunne lide det, retningsbestemt. Fødderne mod gruset, lungerne arbejdede, men forsled sig ikke. Undertrøjen blev våd, det var godt sådan. Starten af januar, nymåne og klare nætter. Orion tegnede sig klart i sydlig retning, men her til formiddag var himlen grå. Inden længe, måske et par dage eller tre, ville dagslyset gribe om sig, og hun travede ad ridestien langs læbæltet. På marken bag det var der majs sidste sommer. Et venligt menneske lod et område stå høstet, men upløjet. Til gæs og sangsvaner. De holdt til derude. Af og til lettede de og slog et sving ind over området.

Ved lunden kiggede hun tilbage på Magnas hus. Det var hendes nu og lå lille og rødt for enden af stien. Hun kunne se maskinhuset med de rustne pandeplader. Regn og vind tærede sideportene. Den ene var ikke til at åbne, og den anden skreg, når hun skubbede til den. Men den store i gavlen stod åben året rundt. Åbningen tegnede et sort kvadrat, som pyntede i landskabet, og til aften, når hun skulle hente brænde derinde, ville hun stille sig der og nyde duften af harsk olie og træspåner. Hvis hun var heldig, ville det blæse. Så klaprede pandepladerne som et grydelågsorkester.

Derinde var et sted for det, der har trukket sig tilbage, tålmodigt ventende. Og nogle gange, hvis hun gik

tur i skumringen, lod hun køkkenlampen være tændt. Så opstod der en lysende firkant i halvmørket. Den svævede et stykke til højre for den store i maskinhuset i en smuk balance, og det var nemt at ane det liv, der var opstået der. Det var, som om hun så hende konen, der havde givet huset dets navn, stå ved køkkenvasken og skrælle kartofler. Eller hun så hende gå rundt på gårdspladsen, måske tøvede hun i vinklen mellem stuehuset og stalden. Kunne være noget på himlen, kunne være rågerne, hun lyttede efter.

Alt dette måtte man forestille sig, tænkte Gunn, mens hun fortsatte nordpå ad den gamle mælkerute, nu nedgjort til ridesti, og hun satte farten op. Hun skulle forbi dyngen med marksten. Videre op til gruskrydset, for på den anden side af det forgrenede hulvejene sig. Terrænet skiftede mellem marker, hede og skov. Nogle områder var fredet af staten, andre ejet af kommunen og jagtkonsortier. Der var pletter, lodder og udstykninger, som tilhørte utydelige navne. PRIVAT, stod der af og til ved nødtørftige afkørsler, og ved konsortierne var der klampet advarsler om videoovervågning op på granstammerne. Hvem der ejede ting her, var uvist, men for enden af hjulsporene lå der steder, som engang havde udgjort tilværelsen for nogen. Vinkelbyggede stuehuse med stalde. Af og til var kun soklen tilbage. Når hun ledte i krattet, fandt hun resterne af indbo og nedrustede markredskaber. Der var skår, syvtommersøm, gummidæk. Der var glas og møtrikker. Og mos, det er klart.

Sidste vinter kørte hun op ad sådan en hulvej. Det var kort efter, hun flyttede hertil for alvor, og alting var

svært at aflæse. Instituttet holdt på hende. De lokale hilste med løftede pegefingre fra bilerne. Hvis de altså hilste. Der, hvor hjulsporet drejede fra, stod et blåt, emaljeret vejnummer, sytten, og så måtte der være et sted, og derfor burde bilen kunne køre igennem stedet. De mennesker, som i sin tid havde bosat sig her, skulle sælge mælken, låne en hest, en harve, lidt sukker. Det måtte betyde infrastruktur, så hun drejede fra.

For enden af vejen havde hun fundet en lille ejendom med gårdsplads, men gennemkørslen var sløjfet, og hun havde hurtigt noteret sig, at stuehusets gavlende var styrtet sammen. Der var minusgrader; om natten knirkede det. Ingen kunne bo i sådan et hus, og hun tog telefonen med. Sneen var frosset i knuder på gårdspladsen, hun gik forsigtigt hen til gavlen, kiggede efter. I hvad der måtte være en slags entre indenfor, lå de nye mursten stablet. Nogen ville reparere huset, og hun kunne ikke huske, om det var dette tegn på aktivitet, der gjorde, at hun havde undladt at tage billeder. Det var enten det, eller det var lugten af fugt og råd, de væltede plasticstole og gulvene længere inde.

Hun var i stedet gået langs stuehuset, skævende ind ad vinduerne. I bygningsvinklen, hvor stuehus og stald var muret sammen, et dæksel, som hun ikke turde træde på, og over det en vildtkrog og en vildtkrog til. Porten sortmalet, men nogen havde presset en mørtelfarvet hånd imod den. Som advarsel, vel, for alt ved det sted, huskede Gunn, simrede af hård grænsesætning, og alligevel var hun gået rundt om staldens gavlende. Der var en trafik af fødder deromme, og hun trak frakkehætten godt op om hovedet.

Ny i området, men allerede klar over, at den mindste bevægelse ved skydetårne og foderpladser kunne aktivere diverse vildtkameraer. Og på dette sted ville det være oplagt. Det, der holdt til der, skammede sig ikke over den slags, og ja, der havde de så hængt; vildtkameraerne. Hun havde set dem, da hun kom om gavlenden. De var spændt fast med remme om nogle halvstore, selvsåede træer, og de pegede mod en foderplads midt i den lysning, som engang havde udgjort stedets have. Så kom der altså af og til nogen og hentede kameraernes små memory cards, havde hun tænkt. Så sad vedkommende derhjemme og drak dåseøl, mens rådyr, ræve, katte og folk som hende selv bevægede sig rundt om foderstationen. Hårdt spændte erektioner. Kummefrysere klar til kød, og et sted inde i buskadset en kasseret septiktank.

Hun havde fotograferet vildtkameraerne uden at komme i deres aktiveringsvinkel. Armygrønne var de, camouflagemønstrede. På et enkelt fremstod linsen som en klynge af små heksagoner, og det var vel meningen, at det skulle ligne et insekt. Det gjorde det i hvert fald, og alligevel var hun ikke gået tilbage til bilen.

Det var sidste år, den første rigtige vinter i det hus, som man kaldte Magnas, men det næste, der skete, sad levende i hende endnu. Synet ud gennem træerne. Af bilen. Den kom i forholdsvis høj fart ned mod huset, og modsat hende kendte den ruten. I hele sit udtryk virkede den opgaveorienteret, og så forstod hun, at hun var blevet taget i noget. At der et eller andet sted, givetvis ved den nedstyrtede stuehusgavl, havde været stukket et kamera af vejen. Ja, nogen havde haft mere travlt med

at sætte et kamera op derinde end med at få muret gavlenden op inden vinter, og denne nogen var i høj fart på vej ned ad hjulsporene til hende.

Det var et spørgsmål om sekunder, men hun nåede alligevel at forstå, at der ville blive en konfrontation. Der skulle konstrueres en historie, og hun prøvede at finde på noget at sige på vej hen til sin bil. Men så var den der allerede, den anden. Hun nåede det ikke, før bilen skar sig ind på gårdspladsen. En mørkeblå BMW, sænket. Føreren parkerede hidsigt, med præcision, og Gunn erkendte, at hendes eget førersæde var uden for rækkevidde. For nu holdt den anden der og spærrede.

Bildøren blev åbnet, nu ville han materialisere sig. Der var lyden af hans bukseben og det knirkende førersæde. Hans støvler mod jorden, nu foldede han sig ud, husets herre. I fuld jagtcamouflage, kvabset ansigt. Og med hestehale. Våbnet var hævet; en telefon tydeligvis i gang med at filme Gunn. Ja, Gunn stod ved bagsmækken af sin bil og blev filmet af en kampklædt kvinde med skrævende ben.

Mon Gunns overraskelse siden havde været aflæselig på optagelserne?

Et lille træk ved munden, måske, og Gunn havde sagt:

– Jeg er kørt forkert, jeg kommer ikke herfra, jeg vidste ikke, at man ikke kunne komme gennem gårdspladsen, så jeg satte lige bilen her for at se, om man kunne køre videre, og det var derfor, jeg kom derommefra. Sådan noget havde hun sagt og peget på staldens gavlende.

–

Det er privat ejendom, vejen ender her, sagde kvinden.

– Men der stod ikke privat ved opkørslen, svarede Gunn og gentog, at hun var ukendt, hvilket var sandt nok, men ikke sandt. – Jeg har ret beset ingen anelse om, hvor jeg er henne. Min GPS var ikke til megen hjælp. Har du dækning på telefonen? spurgte Gunn, for det slog hende, at der var døde pletter i området, og at dette meget vel kunne være en af dem, og nu stod den anden der og filmede hende. Nævenyttig, optændt af sin magt.

– Det er privat ejendom, vejen ender her, gentog kvinden.

Gunn var nødt til at kante sig om til førersædet, mens hun stadig blev filmet. Ned i ansigtet, og den andens kraftige krop alt for tæt på. Lugtede hun af motorolie, kvinden, eller kom lugten fra bilen? Det var ikke til at sige, men når Gunn sidst på dagen skulle over at hente brænde i maskinhuset, ville den være der, olielugten, men harsk af ælde, og så ville billedet af kvinden fra huset med den sammenstyrtede gavl komme som i flashbacks, og det var okay, for Gunn havde fået lov til at bakke bilen ud. Hun havde lavet en skamfuld retræte, mens mennesket filmede hendes nummerplade og lod hende slippe fri af den fælde, hun var kørt ind i.

Det gode ved denne kvinde, tænkte Gunn og travede videre, var, at man havde kunnet se, hvad hun stod for. At hun turde møde op alene, var én ting, og at hun talte for sig selv, noget andet. Nej, hun lod ikke sine budskaber afsende gennem andre. Hendes ansigt havde været optændt af ejendomsret, men hun handlede

ikke i mørket. Intet spytsøle. Intet maskelignende smil til afvæbning af andres instinkter. Hendes følelser var stærke og definerede virkeligheden for hende. Hun var givetvis på afveje, men tydelig i sin vildfarelse, konstaterede Gunn, og tydelighed var godt. Det skrabalderhus var hendes, og det skulle forsvares. Til formålet havde hun valgt sit våben, og hun havde lignet en, der var stolt af at bruge det. Lige ned i Gunns ansigt.

Jeg er stadig lidt bange for at møde hende igen, tænkte Gunn. Hvis nu hun finder ud af, hvilket hus jeg er flyttet ind i. Så skal jeg vel også have et gevær, smilede hun og var ikke engang sikker på, hun ville kunne genkende kvinden, hvis hun skulle løbe ind i hende. Det var mest hendes krop, så konkret den var. De der skrævende ben. Som om hun var nødt til at stå sådan for at få plads til sin kolossale pik.

Gunn nåede gruskrydset, så sig til begge sider. Et stykke til venstre et par ejendomme, hvoraf den første havde været til salg i umindelige tider. Ejendomsmæglerens skilt stod skævt og rustent, og at dømme efter, hvor længe det skilt ifølge naboerne havde stået der, var huset for enden af den lange grustarm en trist størrelse. Og hvis kvinden med gavlen havde lært hende noget, tænkte Gunn, så var det at vælge sine stikveje med omhu. Det var også derfor, hun ikke drejede til venstre her ved krydset, for vejen endte ved en lille hvid ejendom dernede, det vidste hun. Sløjfet gennemkørsel, og derfor fortsatte hun lige over krydset.

Hun travede ind i systemet. Den ene støvle efter den anden, og hun gik, indtil hun måtte forbi opkørslen til

nummer sytten. Det var fint nok, så længe man ikke standsede noget videre der. Ja, man skulle bare fortsætte; så gjorde man ikke noget forkert. Og alligevel standsede hun, da hun nåede så langt. Kiggede på det blå skilt i det tørre græs. Spejdede op ad hulvejen, så den svinge og forsvinde mellem træerne, og alt afhængigt af grundens størrelse var de omgivelser, Gunn stod i, mineret med vildtkameraer. Digitale snubletråde, det var sikkert. Men hun havde alligevel været et tydeligt menneske, hende Gavlkvinden. Hendes magt havde fejet Gunn om ansigtet i skikkelse af en telefon. Og det var interessant, syntes Gunn. Ingen handler under bordet, ikke noget smiskeri. Nej, der var klare linjer:

Det er privat ejendom, vejen ender her.

Hun havde været plump i det, Gavlkvinden. Stærk, ingen tvivl om det, primitiv, ja, og Gunn fortsatte nordpå et stykke. Standsede så alligevel og gik tilbage. Betragtede det emaljerede skilt, så sig lidt omkring og strakte så sin langemand mod tallet sytten. Hun gjorde det hurtigt, og hun gjorde det i trods. For hun stod på en kommunal vej, og hvad end dette skrummel af en kvinde havde surret fast til træerne bag husnummeret for at registrere alle bevægelser, ville Gunns nærvær finde sted i offentligt rum. Ja, hun stod uden for Gavlkvindens jurisdiktion. Der måtte hun gerne stå, og hun måtte stå der, så længe det passede hende; en regel er en regel, men så gik hun. Hun gik, som hun bedst kunne lide det; retningsbestemt. Et par hundrede meter længere fremme drejede hun ind mellem granerne. Gik ad et brandbælte, til hun nåede et skydetårn. Det stod lænet op ad en hvidgran længere inde.

Kaffetid, tænkte Gunn og gik lokationen efter. På den anden side af brandbæltet krummede skoven let, og bag hende åbnede træerne sig i en ældre rydning. Stubbe, affaldsgrene, en enkelt overset fritstående og skallet gran. Som en kat, nogen havde barberet og hængt op ved halen, og her kunne også være vildtkameraer. De plejede ikke at pege mod jægerne selv, men hun trak alligevel hætten op over hovedet og gik rundt om tårnet. Tog et par billeder af det med telefonen, satte foden på nederste trin og afprøvede soliditeten; besteg det.

Det var vindstille her, fugtig januardis. Hun skænkede kaffen og tjekkede mobiltelefonen for stolper. To, men ingen beskeder, og så skrev hun i stedet et par linjer i notesbogen:

Søndag, skrev hun, skydetårn i nordvestlig retning, og jeg er et godt stykke inde i systemet. Vinterheksagonet tydeligt i nat. Betelgeuse klar og rød. Ingen gammaglimt, intet nyt fra drengen. Niels meldte Godt Nytår. Så klart og stille alting er, nætterne tydelige. På en gang hemmelighedsfulde og lindrende.

Så tegnede hun nogle savtakker, der skulle forestille skoven overfor, verdenshjørner og en ring i sydøstlig retning.

Betelgeuse i nat, estimeret, skrev hun og under det nogle ligninger, og da de var løst for adspredelsens skyld, strakte hun armene op over hovedet.

Vegetationen lugtede af sur væde, og varmen kom indefra; undertrøjen klæbede til huden. Som hun sad sådan, bildte hun sig ind, at det kløede mellem skulderbladene. Hun lynede frakken ned for at prøve, om fingrene kunne nå. Kradsede lidt. Kradse, ja, kradse tilbage

og igennem det, tænkte hun. Dette sted, der var lige uden for neglenes rækkevidde, og så stilheden, der ikke ville byde ind med noget. Nej, det, der skulle række ud efter hende, rakte ikke, og hun kunne ikke andet end vente. Så det gjorde hun, og hun lukkede øjnene og lyttede efter, og så kom stilheden trods alt imod hende med noget. Først var det fjernt, men siden handlede det kun om at lokalisere det:

Det nærmer sig. Det kommer denne vej, og det gjorde det. Det kom fra det område, hun selv var udgået fra.

En flok sangsvaner i konversation under transporten, og hun lagde nakken tilbage og fattede ingenting.

kalder man Gunn Haven i det lille landsamfund, hun er flyttet til for at hellige sig sit forskningsprojekt om gammaglimt og det tidligste univers. Her forestiller Gunn sig, at hun kan være i fred med sine stjerner og sine rutiner, mens hun vandrer i landskabet og venter på livstegn fra fjerne galakser og den dreng, hun skal forsøge at slippe ud i voksenlivet på den anden side af kloden. Men det kniber med at holde fokus på evigheden, for også herude, mellem skydetårne og læbælter, findes der andre mennesker, som kommer drivende ind over grænser og skel, med nysgerrighed eller vold og magt.

SPÆND

handler om længslen efter at gribe det ubegribelige og række over urimelige afstande. Universets, men også dem mellem mennesker, de levende såvel som de døde. Om at være hjemme i det dybe univers, men føle sig fremmed de fleste andre steder.