Spot mistrivsel
En guide til forældre
Af samme forfatter
Pilot for dit barn – En guide til forældre (i samarbejde med Connie Dyrløv), 2014
Det professionelle kram – En guide til fagfolk som arbejder med børn og unge (i samarbejde med Connie Dyrløv), 2015
Flyvefærdig – En guide til voksenlivet (i samarbejde med Sabine Dyrløv Klindt), 2016
Få styr på dit barns digitale verden – Guide til det gode onlineliv (i samarbejde med Sabine Dyrløv Klindt), 2018
Ulla Dyrløv
Spot mistrivsel
En guide til forældre
Gutkind
Spot mistrivsel – En guide til forældre
Af Ulla Dyrløv i samarbejde med Connie Dyrløv © Ulla Dyrløv og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024
Omslag: © AletteB.dk
Forsidefoto: Carolina
Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0885-7
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
ulladyrløv.dk
Ulladyrløv.dk
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag
FORORD
Alle familier løber ind i perioder med turbulens og forskellige grader af mistrivsel, og stort set alle de børn, jeg taler med i min praksis, kommer hos mig, fordi de mistrives. De lider, og deres forældre lider med dem. Mistrivsel er uendelig destruktiv, og den gør så ondt på de mange familier, den rammer. Derfor besluttede jeg i begyndelsen af 2023 at dedikere året til at forebygge mistrivsel.
Jeg var selv engang et barn i mistrivsel. Det begyndte, da jeg som otte-årig flyttede fra Grønland til Danmark sammen med mine forældre og to søstre. Det var svært for mig at forlade mit land, min kultur og mine venner, og det var svært for mig at begynde i skole i Danmark. Jeg havde vanskeligt ved at følge med, og jeg tror, at det var en af grundene til, at jeg hurtigt udviklede mig til at blive en god gammeldags ballademager, enhver lærers skræk. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg var blevet smidt ud af skolen, hvis den havde haft et sted at smide mig hen, men vi var flyttet til en lille by med kun én skole.
Mine klassekammerater og nogle af mine lærere mobbede mig med min grønlandske herkomst. Især én lærer var rigtig slem. Han råbte tit til mig, at jeg skulle få det sælskindssnask ud af ørerne, og han lavede en indsamling, så klassen kunne spare op til en enkeltbillet og sende mig tilbage til Grønland. Det kan jeg måske godt grine af i dag, men dengang var det rigtig, rigtig hårdt. Jeg følte mig meget lidt velkommen og også lidt dum, fordi jeg var fagligt bagud i begyndelsen. Jeg hørte tit lærerne sige: Hvor mange gange skal jeg sige det til dig? Det kan da ikke være rigtigt. Nu har jeg sagt det til dig tyve gange! De sagde aldrig, at jeg var dum, men det var den følelse, jeg fik.
Jeg klagede min nød hjemme, og mine fantastiske forældre både lyttede og bakkede mig op. Alligevel kom jeg i så svær mistrivsel, at jeg i perioder ikke havde lyst til at leve længere.
Da jeg var 12 år gammel, fik min far konstateret kræft, og det stod ret hurtigt klart, at han ikke ville overleve. Mine forældre var meget åbne om hans sygdom. De fortalte os børn, at han ville dø af den, og de informerede også skolen. I mine gamle dagbøger kan jeg læse, at jeg tænkte, at nu ville lærerne helt sikkert synes, at det var synd for mig. Det gjorde de muligvis også, men ikke en eneste af dem tog fat i mig og spurgte, hvordan jeg havde det. De kunne have sagt: Jeg har hørt, at din far har kræft. Det må være rigtig svært. Eller bare: Jeg har hørt det. Min situation blev altså ikke tacklet i skolen, og jeg gik heller ikke selv hen og trak en voksen i
ærmet og sagde: Jeg har brug for at snakke. Det gør børn sjældent. Initiativet skal komme fra de voksne.
Jeg drømte om, at en bestemt lærer skulle tage mig i enrum og måske give mig et kram. I min dagbog har jeg ikke beskrevet præcis, hvad jeg ønskede, men som voksen og som børnepsykolog ved jeg, at jeg på det tidspunkt selvfølgelig havde brug for en anerkendelse af, at jeg havde det svært. Jeg havde brug for, at lærerne forstod, at det var på grund af min mistrivsel, at jeg opførte mig, som jeg gjorde. At det var derfor, jeg ikke lavede lektier og sprang over, hvor gærdet var lavest, som de sagde til skole-hjem-samtalerne.
Jeg kan se i mine dagbøger, at de næste par år gik med svær mistrivsel. Jeg råbte, og jeg lavede ballade, men der var ingen, der koblede min adfærd til min mentale tilstand.
Min far døde en tirsdag aften lige før midnat. Jeg var 14 år og gik i 8. klasse, og jeg ville gerne i skole allerede næste dag. Det er en helt normal reaktion hos et barn, for børn sørger meget anderledes end voksne. Børn har brug for, at alt er, som det plejer. Min mor ringede til skolen og fortalte, at min far var død, og at jeg absolut ville i skole med det samme. Min mor fortalte mig, at hun havde ringet til skolen, og nu var jeg 100 procent sikker på, at lærerne ville synes, at det var synd for mig. Nu ville den dér bestemte lærer endelig tage mig i enrum. Men der skete ingenting. Ikke et ord. Ikke en handling. Kun tavshed. Præcis den dag besluttede jeg, at jeg ville være en voksen, der kunne huske, hvordan
det var at være barn. Og jeg ville være en voksen, der talte med børn, der havde det svært.
Efter min fars død forandrede jeg mig meget. Jeg blev stille, og lærerne var glade: Ulla var endelig blevet nemmere. Men jeg var stille, fordi jeg var begyndt at vende vreden og sorgen indad. Jeg følte mig magtesløs, og jeg udviklede anoreksi, som fulgte mig det meste af mit ungdomsliv.
Min historie står desværre ikke alene. Jeg ser gang på gang, at mistrivsel typisk viser sig på to måder: Ved at et barn råber op og laver ballade, eller ved at et barn bliver stille, vender vreden indad og begynder at tvivle på sit eget værd. Uanset hvordan et barn reagerer, bliver barnets adfærd sjældent set som et udtryk for mistrivsel, og barnet får ikke den rette hjælp.
Siden jeg begyndte at læse udviklingspsykologi i 1992, har jeg beskæftiget mig med, hvad der skal til for, at et barn udvikler sig ad en sund sti. Alt i mit arbejdsliv har kredset om, hvordan vi opdager, behandler og forebygger mistrivsel hos børn, og jeg har især arbejdet for at få de voksne omkring et barn til at påtage sig det fulde ansvar for barnets udvikling. Et ansvar, børn alt for tit får lagt på deres skuldre, men ikke kan overskue. Og det skubber dem ud i mistrivsel.
I løbet af 2023 udviklede jeg onlinekurset Spot mistrivsel til forældre. Jeg lancerede podcasten Skoletræt, hvor børn og unge fortæller om deres mistrivsel for at gøre os alle sammen klogere. Jeg deltog i TV 2’s dokumentarserie Presset ungdom. Og jeg holdt stribevis af foredrag om mistrivsel for både forældre og fagfolk.
Min 2023-mission kulminerer med bogen her, som jeg har skrevet til forældre med børn i grundskolen og gymnasiet. I bogen guider jeg forældrene i, hvordan de opdager, håndterer og forebygger mistrivsel hos deres barn. Det er nemlig især de senere år blevet meget tydeligt for mig, at det kun er forældrene, der kan hjælpe og beskytte børnene i det samfund, vi lever i. Et samfund, der i mine øjne ikke bare er usundt for børn, men decideret uegnet. Børnene kan ikke mere, og forældrene er nødt til at stille sig beskyttende op mellem børnene og samfundet. Det burde egentlig ikke være forældrenes ansvar alene, men der er ingen andre, der beskytter børnene, og de er presset til bristepunktet.
Min kamp for at komme mistrivslen blandt danske børn og unge til livs slutter naturligvis ikke her. Jeg vil kæmpe, indtil ingen gider høre på mig mere.
Jeg håber, at I vil finde både trøst og masser af inspiration i bogen.
Rigtig god læselyst!
INDLEDNING
Når børn mistrives, har forældrene intet højere ønske end at hjælpe dem til at få det bedre. Helst så hurtigt som muligt. Det er nemt at falde i fælden med quickfix-løsninger og vidundermidler – og nærmest umuligt at navigere i de mange forskellige råd og forklaringer. Det er et meget svært felt at stå i som forældre. Som samfund befinder vi os midt i en trivselskrise.
De senere års undersøgelser har gang på gang vist, at danske børn mistrives i en grad, vi ikke tidligere har set. I slutningen af 2022 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen, at omkring 15 procent af alle børn har været i behandling for en diagnose som fx ADHD, angst eller depression, inden de fylder 18 år.1
I den offentlige debat er der mange meninger om, hvad den omfattende mistrivsel skyldes. Nogle mener, at børn er blevet for skrøbelige og har godt af at kunne udholde pres, mens andre mener, at presset er blevet
1 Sundhedsstyrelsen: “Tal og fakta om mental sundhed blandt børn og unge”, sst.dk, 6. december 2022
for stort. Nogle giver sociale medier og mobiltelefoner skylden, mens andre peger på, at kravene til lærere, pædagoger og forældre er blevet for store. Og så er der dem, der mener, at mistrivslen skyldes mediernes store opmærksomhed på problemet. Jeg mener, at alle forklaringerne er rigtige, men ingen af dem kan stå alene. Årsagerne er komplekse, derfor findes der heller ikke en enkel løsning på problemet. Men at vi har et problem, hersker der ingen tvivl om.
Som børnepsykolog møder jeg mange af de børn og unge, der gemmer sig bag statistikkerne. Jeg ville kunne fortælle den ene hjerteskærende historie efter den anden, men hvis vi skal forstå den kollektive mistrivsel blandt børn og unge, skal vi op i helikopterperspektiv: Vi har udviklet et samfund, der er uegnet for børn.
Jeg er overbevist om, at politiske tiltag som fremdriftsreformer og uddannelsesparathedsvurderinger har presset fagfolk, forældre og især børn og unge i en grad, ingen kan tåle. Fagfolk underkendes, forældre overbebyrdes, og børnene kæmper for at leve op til forventningerne eller opgiver kampen helt.
Arbejdslivet er nærmest rykket ind i barndommen. Fra første klasse skal børn lave PowerPoint-fremlæggelser, deltage i PISA-undersøgelser og nationale tests. De får at vide, at resultaterne fra de mange tests og vurderinger er helt afgørende for deres fremtid. I 7. klasse forventes de at være omstillingsparate og have styr på, hvad de vil med deres uddannelse – alt imens hormonerne pisker rundt i kroppen, og deres hjerner er i rivende udvikling. Børn og unge vil gerne leve op til de
voksnes ønsker og forventninger, men de kan ikke, når forventningerne ikke tager højde for deres kognitive og følelsesmæssige udvikling.
De mange vurderinger, kombineret med lange skoledage og færre kreative fag, gør, at børn ikke får nok af det, de har brug for: frisk luft og bevægelse, hygge, grineflip, tid til at falde i staver og socialt samvær. Nærvær både i og uden for skolen.
Børn, der presses ud over deres formåen gennem længere tid, bliver ramt af stress. Hvis der ikke ændres på deres vilkår, bliver de gradvist mere syge, og der er stor risiko for, at det ender med, at de ikke kan gå i skole.
Det er et af de helt store problemer, vi ser i dag. Vores sundhedsvæsen kæmper for at følge med. Ventetiderne er lange, og forældre må se på i årevis, mens deres barn indhentes af angst og ensomhed.
Forældre er underlagt store krav. De skal gøre sig umage for at ‘levere’ et undervisnings- og uddannelsesparat barn, og de forventes i høj grad at involvere sig i barnets skoleliv. Skolelivet fylder meget i relationen mellem forældre og børn, og der stilles så store krav til børnene i skolen, at mange forældre får lyst til at lette børnenes hverdag. Det gør de ved at forvente mindre af deres børn i hjemmet, men det frarøver børnene noget meget vigtigt: at føle sig værdifuld ved at gøre en forskel for fællesskabet.
Det ligger dybt i alle børn, at de gerne vil læres op i livet. De har brug for, at voksne viser dem vejen, men for at skåne børnene fastholder man dem ofte i
en ‘børneverden’, hvor de helt fritages for krav og forventninger og dermed ikke bliver lukket gradvist ind i de voksnes verden. Samtidig bliver der brugt en masse energi på at støtte børnenes udvikling, fx med sanselege og læringsspil. Men ligesom alle andre dyreunger udvikler børn sig helt af sig selv, så længe de har tid og ro til at lege og udforske verden. Det, de derimod ikke kan klare selv, er at lære voksenverdenen at kende. Der har de brug for voksne, der inddrager dem i praktiske gøremål og forventer noget af dem. Jeg er ikke i tvivl om, at opdelingen mellem børne- og voksenverdenen er sket i den allerbedste mening, men det er i mine øjne et forkert hensyn.
Børn har brug for at mærke, at vi voksne virkelig tror på dem. At vi regner dem for noget. De er ikke fra naturens side skrøbelige væsener, så de kan sagtens tåle krav og forventninger. Ja, faktisk elsker de dem, fordi de taler til styrken i børnene, og de mærker, at de er med til at gøre en forskel for fællesskabet og flokkens overlevelse. Men det er afgørende, at det er krav og forventninger, der tager hensyn til barnets kognitive og følelsesmæssige udvikling. Altså nogle ganske anderledes krav end arbejdsmarkedets forventning om tempo og præstation.
Børn skal langsomt og varsomt lukkes ind i en voksenverden. De har brug for nærværende voksne, der vejleder dem, når de møder bekymringer, sorger og forvirring. Voksne skal udfordre børnene og vise dem vejen mod et godt liv, der rummer sejre og nederlag, men også helt almindelige dage med rytmer og rutiner.
Børnenes mistrivsel er i bund og grund en sund reaktion på nogle meget usunde vilkår, hvor børn ikke får lov til at være børn og ikke bliver mødt med den respekt, de fortjener som mennesker.
Spot mistrivsel er henvendt til forældre og andre personer, der har ansvaret for et børneliv. Selvom mistrivsel hos et barn er uendelig hårdt for en familie, er der heldigvis meget, vi kan hjælpe barnet med, hvis vi tør forholde os til problemerne. Derfor er der også masser af håb for børn – både nu og i fremtiden.
Mistrivslen blandt børn og unge er uhyggelig høj, og årsagerne komplekse. Men hvad kan vi voksne gøre for at hjælpe børnene? Og hvordan lærer vi at spotte og tackle mistrivsel tidligt?
Det kommer Ulla Dyrløv med sit bud på i denne bog, hvor hun klæder forældrene på til at støtte, aflaste og udfordre deres barn i en verden, der stiller urimelige krav til både børn og forældre.
SPOT MISTRIVSEL er en klar og kompetent guide til at spotte og tackle mistrivsel. Bogen henvender sig til forældre og andre, der har ansvar for børn i skole- og gymnasiealderen.
ULLA DYRLØV er psykolog og specialist i klinisk børnepsykologi. Hun har mere end 20 års erfaring på børneområdet og har siden 2006 drevet Familiepsykologisk Praksis.
Ulla Dyrløv er derudover forfatter til en række bøger om børn og unge, en aktiv debattør og foredragsholder.
