Spurv

SPURV

james hynes

Spurv

Roman På dansk ved Lorens Juul Madsen

Gutkind

Spurv er oversat fra engelsk efter

Sparrow

Copyright © James Hynes, 2023

All rights reserved

First published 2023 by Picador, an imprint of Pan Macmillan, a division of Macmillan Publishers International Limited

Dansk udgave: © James Hynes og Gutkind Forlag A/S, 2024

1. udgave, 1. oplag

Bogen er sat med Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

Omslag: Eyelab / Thomas Szøke

Printed in Sweden

ISBN 978-87-434-0579-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citat fra Ovids Eskapader, Gyldendal, 2005.

Citat fra Vergils Aeneide, Gyldendal, 2007. Begge oversat af Otto Steen Due.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9 · DK-1201 København K Gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Til Mimi

Qui invitus servit, fit miser, servit tamen

Den modvillige slave bliver ulykkelig, men er og bliver en slave

Publilius Syrus, Sententia

Jeg, Jacob, ingens søn, ingens far, ingens elskede, en slave, trækkerdreng, kastrat, eunuk, morder, luderkarl, muligvis jøde, muligvis syrer, muligvis Nilens bundslam, arbejder, tilsynsmand, krøbling, brystsyg svækling, et stykke hittegods, noget drivtømmer, som blev liggende, da tidevandet trak sig tilbage, sidste indbygger i en mennesketom by i en forladt provins i den blødende udkant af et døende imperium, nedskrev denne min livshistorie.

Den vil ikke blive skrevet til ende, for hvem skulle gøre det? Og i givet fald kommer ingen til at læse den, for den vil utvivlsomt gå i døden med mig, og jeg skal snart dø. Historien vil ikke leve meget længere, end det tager for min krop at rådne op. Den vil kun overleve mig, så længe denne papyrus holder, inden den smuldrer bort i et faldefærdigt hus, gnaves i kanterne af rotter, fortæres af biller og kakerlakker, gennemblødes af regnen, som trænger gennem det frønnede tag, og, når taget er borte, bleges til tavshed, når den britiske sol undtagelsesvis bryder gennem skyerne. Eller måske vil den simpelthen smuldre, ligesom alle de andre bøger i dette bibliotek, hvor jeg sidder og skriver, allerede er begyndt at blive til støv. Hvis det kan ske for Tacitus og Cicero og Juvenal og Seneca og selv kejser Julian og Marcus Aurelius, hvorfor skulle det så ikke ske for mig? Jeg er blot endnu en forfatter, ingen kommer til at huske, og dette er endnu en bog, som ingenting ændrer.

Men en ting vil jeg love dig, du ukendte læser, som aldrig kommer til at læse disse ord: Jeg vil aldrig lyve for dig. Jeg har levet et letfærdigt liv, men jeg er en retskaffen forfatter.

En kvinde er rasende i færd med at udbene en fisk. Hun arbejder vredt og målrettet, med øvede fingre, præcise bevægelser. Med en lang, skarp kniv skærer hun ind bag gællerne og ned langs rygraden og fjerner den lyserøde filet. Hun vipper de blå indvolde ud og skraber dem til side. Så løfter hun hovedet i vejret med to fingre bag gællerne og smider det nøgne rygben over til mig.

Jeg er et navnløst barn og sidder med spredte ben på en revnet sandstensflise i et mørkt hjørne af et køkken. Fiskehovedet og rygbenet kurer hen ad gulvet og standser mellem mine lår. Fisken måber og er tilsyneladende overrasket over pludselig at ligge nøgen på dette gulv. Den ved ikke, om den skal le eller græde. Er det her en leg? Måske, måske ikke. Fisken retter sine matte øjne mod mit forskrækkede ansigt, som om den vil advare mig.

”Det er dig, hun er vred på,” siger den.

Køkkenet er mørkt og kvælende varmt. Der lugter af røg, løg og hvidløg, harsk olie og fisk, selvfølgelig.

Der emmer af kraftige krydderier, som i årenes løb har sat sig i de sodsværtede vægge, en gennemtrængende lugt, jeg stadig kan mærke i næseborene. På et stenbord langs væggen står der flasker fulde af urter og krydderier, bulede potter og pander, bøtter fulde af kikærter og tørrede figner og plettede krukker med olivenolie, honning og garum.

Der hænger knive, tænger, en spatel, flere knive, to sleve og diverse skeer i kroge over bordet. Jerngryden på det murede ildsted langs den tilstødende væg er allerede i kog. I brændkammeret forneden er morgenens ild ved at dø ud, gløderne lyser rødt op i asken. Det eneste lys kommer fra en lav, firkantet døråbning, og uden for døren strømmer sollyset ned over en køkkenhave, en knæhøj jungle, hvor nogle høns går rundt og virrer med hovederne mellem de tørstige væksters hængende blade. En kalket væg i den fjerneste ende af haven lyser så hvidt op, at man dårligt kan se på den, og over væggen er himlen fuldendt blå. Selv nu, hvor jeg har levet det meste af mit liv under Britannias mælkeagtige og evigt omskiftelige himmel, betragter jeg stadig den knaldblå spanske himmel som et platonisk ideal for firmamentet, skyfri, uendelig, bundløs, fuldkommen. Det er det syn, jeg ville forvente at møde i Himmerig, hvis der da findes sådan et sted, og jeg kunne gøre mig nogen forhåbninger om at ende der.

Midt i det trange køkken står der et tungt træbord, vakkelvornt og umalet og fuldt af mærker efter knive. Den vrede kvinde med fiskene står bøjet over bordet. Jeg kan se den flossede kant af hendes skørt under bordet. Hendes snavsede tæer løsner og strammer grebet om sandstensgulvet, da hun sprætter endnu en fisk op. Jeg har endnu tidligere minder, men det er kun løsrevne fragmenter – solen, der glitrer i havets bølger, kattelorte på et trægulv, duften af mandeltræernes blomster. Dette er mit første sammenhængende minde. Det er begyndelsen på min historie, og som alle gode historier begynder den, som Horats siger, in medias res. Så da endnu et slangelignende fiskehoved med rygben kurer hen over gulvet og standser ved mig, bliver jeg forskrækket, men jeg græder ikke. Måske har jeg allerede lært, hvad der sker, hvis jeg gør det.

”Stadig vred,” siger det andet fiskehoved. ”Og stadig på dig.”

Kvindens ansigt skinner af sved i det kvælende, halvmørke køkken. Hendes tykke hår er samlet i en knude, og lyset fra døren rammer

nogle uregerlige røde lokker, der indrammer hendes ansigt. Hun har en anløben jernring om halsen. Hun ser aldrig på mig, endnu en grund til, at jeg ved, hun er vred på mig. Alligevel bliver fiskehovederne på en eller anden måde ved med at lande mellem mine ben med usvigelig præcision, en lille gravplads af stirrende øjne og forvredne ben. Hun ved, hvor jeg er, men værdiger mig ikke et blik.

Der glider en skygge ind foran døråbningen. Jeg drejer hovedet. Der er intet at se bortset fra den skarpe sol over havemuren, en høne, der virrer med hovedet, og blade, der er krøllet sammen i varmen. Jeg retter atter blikket mod kvinden, som i samme øjeblik stikker kniven i endnu en ulyksalig fisk. Lyset dæmpes igen. Der står en skarpt aftegnet skikkelse og svajer i døren, en mand med bare ben under den korte tunika. Da jeg misser mod ham fra mit mørke hjørne, støtter han sig med hænderne til begge sider af døråbningen.

”Er det her, lokummet er?” Han ånder tungt gennem munden, som om han lige er gået op ad en bakke.

Kvinden retter sig op med den ene hånd på bordet. ”Det her er køkkenet.” Hun peger med kniven. ”Lokummet er inde ved siden af.”

Manden vender ansigtet bort, men bliver stående. Han er ikke høj, men døråbningen er så lav, at hans hoved næsten støder mod karmen. Jeg kan ikke se hans ansigt eller farven på hans tunika i det skarpe modlys, men jeg kan høre ham ånde tungt. Jeg kan se, at benene ryster under ham, som om han lige havde stillet noget tungt fra sig. Jeg hører knivsbladet arbejde rytmisk mod bordet, da kvinden fermt går løs på endnu en fisk og stædigt ignorerer manden. Så tager han en dyb indånding og trækker sig gennem døren og ind i køkkenet. Lyset strømmer ind bag ham. Nu kan jeg se, at han har filtret sort hår og et tyndt skæg. Jeg kan se hans sko under bordet. En af remmene er knækket, og han har selv flikket den sammen ved at binde enderne sammen i en stram knude. Han vakler hen over sandstensgulvet mod kvinden. Hun trækker vejret dybt, gør front

mod ham og gør sig så høj som muligt. Planter sine fødder i jorden, spreder de snavsede tæer. Ved siden af bordet ser jeg hånden med kniven smutte ind i en fold i hendes skørt.

”Og hvad hedder du så?” Manden er så tæt på hende nu, at hun kan mærke hans ånde, og hun vender ansigtet bort. Han er kun en smule højere end hende. Han ryster på hånden, da han fører den op til hendes ansigt og vikler en af de uregerlige lokker om fingeren. Hun kaster hovedet til siden og træder et skridt tilbage. Men selv om han er fuld, er han hurtig, og inden hun kan nå at hæve kniven, griber han hende om livet og træder ind bag hende, holder om begge hendes håndled. Han bøjer hende ind over bordet og presser hendes ene hånd ned mod bordpladen, til hun stønner af smerte og slipper kniven. Hun forsøger at skubbe ham væk, og han presser hende ned mod bordet igen og slår luften ud af hende.

”Det er en af pigerne ovenpå, ulvene, du vil have,” stønner hun. ”Jeg er Focaria.”

”Jeg har penge,” mumler han. ”Jeg kan betale.” Han holder hende om livet med den ene hånd og ruller hendes skørt op med den anden, en håndfuld ad gangen. Focarias tæer hager sig fast til gulvet, og hendes hæle løftes i vejret. Mandens lægmuskler spændes. Han stemmer fødderne mod sandstensgulvet. Focaria siger ikke noget, hendes næsebor er vidåbne, læberne blege og sammenpressede. Med den ene hånd søger hun fæste mellem det slimede fiskeaffald på bordet, med den anden rækker hun ud efter kniven, men manden slipper skørtet og skubber den ud over bordkanten. Kniven lander klirrende på gulvet, og Focaria udstøder et stumt skrig, mens han igen giver sig til at rulle hendes skørt op.

Hvis det er en ny leg, synes jeg, den er uhyggelig. De brydes og stønner, så jeg får tårer i øjnene, men jeg er for bange til at græde. Så vælter bordet med et højt, hult drøn. Manden slipper taget om Focaria for ikke at miste fodfæstet og falder tilbage på hælene. Hun

falder på knæ, og mens han står og svajer som en rundbundet krukke, kravler hun væk under bordet.

Så begynder jeg at græde, og først nu lægger manden mærke til mig. ”Hvad er det?” Han svajer ind over mig med den ene hånd på bordet og den anden mod væggen. Han fylder hele synsfeltet ud, en ansigtsløs silhuet mod det blændende lys fra døråbningen. Jeg græder endnu højere. Han bøjer sig ned og fanger mig mellem to brutale, hårdhudede hænder og løfter mig hylende op fra gulvet. Han lugter af vin og sved.

”Hvem er du?” siger han.

Se, det var et godt spørgsmål! Nu, da jeg skriver mine erindringer, og mit liv næsten er forbi, imponeres jeg over mandens fordrukne skarpsindighed. In vino veritas, dit længst afdøde svin.

”Og hvad er du?” Han løftet mig op over hovedet og kigger ind under min tunika, så vender han igen blikket mod det sted, hvor Focaria befandt sig for lidt siden. ”Han er alt for mørk til at være din.” Heroppe under tagspærene, fra et udsigtspunkt, jeg aldrig har kendt, kan jeg se til de yderste grænser af min verden og alt, hvad den indeholder: den lyse døråbning, de snavsede vægge, det ridsede og slimede bord. Det murede ildsted, fiskehoveder ud over hele sandstensgulvet. Ildrageren, den lille jernskovl og blæsebælgen op ad ildstedet. En kvindeskikkelse, der er krøbet sammen i det fjerneste hjørne.

”Han vil måske gerne kigge på,” siger manden leende. ”Måske kan han lære noget af det.”

Han vender sig og kigger efter Focaria, lige tidsnok til at få et glimt af et blegt ansigt og et viltert hår, der kommer farende ud fra hjørnet med filetkniven lynende i hoftehøjde. Manden udstøder et råb og undviger. Han sætter hælen på et fiskehoved, fødderne forsvinder under ham, og han slipper mig, idet han lander på ryggen. Focaria trækker sig tilbage og jeg sætter i et hyl. Manden stemmer

hænderne i gulvet og forsøger at få fodfæste, men han træder hele tiden på fiskehoveder. Som en rutineret slagsbror vender Focaria

kniven i hånden, så bladet vender nedad, og hæver hånden højt op over skulderen. Hendes øjne slår gnister og ser skræmmende ud. Min eneste trøst er, at hendes vrede er rettet mod manden, ikke mig.

I samme øjeblik rykker en anden, kæmpemæssig hånd i Focarias halsring, så hun mister fodfæstet. Hun spræller og gisper, og kniven glider snurrende hen over gulvet. En ny skygge luder ind over mig, større end den første mand, og sparker mig til side. Han bøjer sig frem, griber fat i den første mands tunika med begge hænder og trækker ham op på benene.

”Den luder forsøgte at …” begynder den første mand, men skyggen, som er et hoved højere, presser ham op mod væggen og griber ham om begge håndled med den ene hånd, holder begge hans hænder fast. Med en kort, skarp kniv skærer den nye mand den første mand i ansigtet, lige under øjet.

Den sårede mand udstøder et vræl. Den store skygge trækker ham snublende gennem køkkenet og verfer ham ud ad døren. Han hvirvler ud i det klare sollys og vælter ind mellem havens planter, svinger med armene og forsøger at holde sig på benene. En kylling kommer kaglende og baskende ud fra vegetationen, manden standser brat op og falder, lige så lang han er.

Den nye skygge fylder døråbningen, og der bliver mørkt i køkkenet igen. Der siver kun en anelse lys ind omkring hans brede ryg, store mave og tykke lægge.

”Hold dig væk,” siger han. ”Næste gang røvpuler jeg dig og skærer halsen over på dig.” Han tørrer knivsbladet af i fingrene og gemmer den væk.

”Mine penge …” Nu sidder den første mand på knæ mellem de svajende planter med den ene hånd presset mod kinden. ”Mine

penge er vel lige så gode som alle andres.” Der siver lyst blod ud mellem hans fingre.

”Jeg vil skide på dine penge, din kusseslikker.” Manden i døråbningens stemme er på én gang buldrende og grødet. ”Jeg klarer mig fint uden.”

Mellem hans ben ser jeg den første mand komme besværet på benene, han tramper planterne ned omkring sig. Hønsene protesterer højlydt et eller andet sted derude. Skyggen i døråbningen truer ham med næven, og manden stavrer af sted, mens blodet drypper ned på de hængende blade. Den nye skygge vender sig atter mod køkkenet.

”Audo …” Focaria har trukket sig op ved bordet. Jeg hyler stadig som en stukken gris inde i hjørnet.

Den mand, Focaria kalder Audo, træder ind i køkkenet, og lyset strømmer ind bag ham. Han har et bredt, indfaldent ansigt, hans vom spiler bæltet om tunikaen ud som en fuld vinsæk, og hans tykke, hvide ankler er rødprikkede som skinker. Min fortvivlede, åndeløse gråd får ham til at rynke brynene.

”Få den til at holde kæft,” siger han med sin hæse og grødede stemme og peger over mod mig. ”Ellers skal jeg sende den tilbage, hvor den kom fra.”

”Gid du ville.” Focaria gnider sig på halsen, hvor halsringen har efterladt et blåt mærke. ”Hvad skal jeg stille op med ham?”

Nu ser Audo på mig. Jeg kan høre hans vejrtrækning, selv om han står i den modsatte ende af køkkenet. Hans øjne ligner et par sorte bær, der er presset ind i en bolle, og hans mørke blik får mig instinktivt til at indstille min hulken og snøften. Jeg er ved at gøre en af mine tidligste erfaringer: En slave græder ikke.

”Sæt ham til at bestille noget,” siger han. ”Hvad er problemet?”

Focaria sukker. Hun er også slave, men mere nyttig, end jeg er på dette tidspunkt, så hun kan tillade sig at svare en lille smule igen.

”Hvad skulle det være?” Hun er fastere i mælet nu. ”Han er alt for lille.”

Audo kniber øjnene sammen, og jeg holder helt kæft. Jeg er allerede blevet klogere.

”Slå ham.” Det er Audos svar på alt, finder jeg snart ud af. Audo er en hammer, og ethvert problem er et søm. ”En slaves ører sidder på ryggen …” begynder han, men Focaria, der åbenbart har besluttet sig for at sætte hans tålmodighed på prøve, gør sætningen færdig.

”… Han lytter kun, når han får prygl,” siger hun. ”Jeg ved det, Audo.” Hun peger på mig. ”Men jeg kunne prygle ham fra morgen til aften, og det ville hverken gøre fra eller til. Han er et barn. Nogen er nødt til at lære ham noget, og hvornår skal jeg nogensinde få tid til det? Jeg skal lave mad og gøre rent og købe ind. Hver aften skal jeg servere i tavernaen. Jeg skal bringe vand og vin op til ulvene og bære deres forpulede natpotter ud. Hvordan skal jeg kunne overkomme alt det og …” Hun gør et kast med hovedet i min retning, men ser stadig ikke på mig. ”… tage mig af ham der?”

Hun vil sige noget mere, men tager sig i det. Audo har sænket blikket. Focaria er et stykke uundværligt bohave og dermed ikke så udsat for tæv, som jeg er, men ingen kan vide sig sikker.

”Hvad skal jeg måske stille op?” Audo retter sig op. ”Pengene vokser ikke på træerne.” Det er endnu en af hans foretrukne talemåder. Sådan plejer han at sige, når han selv synes, han er rimelig. Focaria kan finde på at vrænge det bag hans ryg, mens hun efterligner hans tykke accent og kalder ham ‘Pecunia’. Når han ikke kan høre hende, kan hun også finde på at sige: ”Det er jo ikke hans forpulede penge, vel?”

Men nu siger hun bare: ”Send en af ulvene ned og passe ham.”

”En af ulvene?”

”Hvorfor ikke?” siger Focaria. ”Når de ikke arbejder.” Hendes stemme lyder anspændt. Hun ved, at hun går lige til grænsen. ”De sover alligevel hele formiddagen væk.”

Audo trommer i bordet med sine tykke fingre.

”Det behøver ikke være den samme hver dag.”

Audo pruster højlydt som en tyr, der skraber i jorden.

”De kunne skiftes. De kunne …”

Audo slår i bordet med begge hænder, så det hopper. Focaria tier og sænker blikket. Han har ikke slået hende, men det er det gode og effektive ved vold: På et tidspunkt behøver man bare true en hund med hånden, så kryber den.

Alligevel mener Focaria åbenbart, at hun har en smule mere spillerum. Hun sænker stemmen og skynder sig at sige: ”Jeg kan ikke hele tiden holde øje med ham. Hvis han kommer noget til, får jeg tæv af dig. Hvis han dør, får jeg tæv af dig. Hvis jeg beder om hjælp, får jeg tæv af dig. Hvad skal jeg stille op?”

Audo stirrer hen over bordet på hende eller rettere hendes sænkede hoved. Så vender han blikket mod det sted, hvor jeg sidder helt stille på gulvet og misser med øjnene. Endelig kigger han ud i haven, og der falder en smule sollys over hans ansigt. Jeg kan se de grå stænk i hans tykke, sorte hår. Jeg kan se de røde pletter på hans flade næse.

”Jeg sender Euterpe ned,” siger han. ”Om formiddagen.”

Focaria ser stadig ikke på ham og mumler et eller andet.

”Hvad?” siger Audo.

Focaria trækker skuldrene op om ørerne, som om hun er bange for at få et drag over ryggen.

”Send Urania ned,” siger hun og stirrer ned i bordet. ”Euterpe er skrupforvirret.”

”Det var den gamle Euterpe,” siger Audo. ”Den nye er ikke tabt bag en vogn.”

”Urania,” insisterer Focaria. ”Hvordan kan jeg vide, at den nye Euterpe ikke slår ham ihjel?”

”Det bliver op til dig at sørge for, at det ikke sker.”

”Hvad skal det så gøre godt for?” siger Focaria i et alt for skingert tonefald. ”Skal jeg holde øje med dem begge to nu?”

”Så er nok!” brøler Audo.

Focaria dukker sig og lægger armene skærmende over brystet.

”Eller vil du ned under akvædukten igen og sutte den af på mændene?”

”Nej, Audo,” hvisker Focaria.

”Nå, hvad siger man så?” siger Audo.

Så er det afgjort. Euterpe er det bedste, hun får. Focarias læber bevæger sig lydløst, så kommer ordene. ”Tak, Audo.”

”Godt.” Han bøjer hovedet og maser sig gennem den lave døråbning. Da han står i haven, peger han en sidste gang bydende ind i huset. ”Og sæt ham til at bestille noget.”

Så er han gået. Focaria sukker og sænker skuldrene. Stirrer surt ud ad døren og gør status over de planter, den første mand har trampet ned i haven. Hønen kommer klukkende forbi, virrer med hovedet og ruller med sit store, gule øje. Jeg begynder at klynke igen i hjørnet, er stadig chokeret og forslået af den hårdhændede behandling. Focaria sukker igen og stiller bordet på plads. Hun bøjer sig ned, samler kniven op og planter den dirrende i bordpladen. Så bukker hun sig, løfter mig i vejret og sætter mig på kanten af bordet. Hun stirrer på mig, indtil jeg holder op med at klynke og græde. Hun tørrer snottet af min næse og kind og ryster det af hånden. Så griber hun mig om hagen med sine fiskefingre, ikke hårdt, men heller ikke blidt, og betragter mit ansigt, som om hun aldrig har set noget lignende. Jeg ser hendes røde hår i lyset fra døren. Jeg ser fregnerne på hendes næse og kinder. Jeg ser de blå mærker på hendes hals efter halsringen, som Audo trak i. Jeg ser hendes blå øjne, som er lige så hårde og bundløse som himlen over havemuren.

”Så er festen forbi,” siger hun.

Slaven Jacob ser som gammel mand tilbage på sin umenneskelige opvækst: Navn- og forældreløs voksede han op på et bordel i Carthago Nova i Spanien i det 4. årh. e.Kr. En af de prostituerede blev hans plejemor, og hun kaldte ham for Spurv.

Spurv kan synge, men kender ikke noget til verden. Han begynder som køkkenhjælper, senere slider han i værtshuset, indtil han til sidst ender på den mystiske øverste etage, hvor de prostituerede har deres senge. Der venter en frygtelig skæbne ham. Men som en lille spurv bruger han sin sang til at undslippe den brutale virkelighed og på den måde vække håb i sig selv og andre.

”Hynes skildrer en skjult verden både kraftfuldt og meget levende.” – Guardian

”Spurv [er] virkelig uforglemmelig.” – Daily Mail

”Et fantastisk værk … Mesterlig i sin skildring af kærlighed, sex og venskab.” – Observer