The Cocka Hola Company. Skandinavisk misantropi 1. Roman, 2001
Macht und Rebel. Skandinavisk misantropi 2. Roman, 2002
Snort Stories. Korte tekster, 2005
Kaldt produkt: et skuespil i tre akter. 2006
Unfun. Skandinavisk misantropi 3. Roman, 2008
The Hills. Roman, 2019
Vi er fem. Roman, 2020
roman
På dansk ved
Sara Koch
Gutkind
Stakkel er oversat fra norsk af Sara Koch efter
Stakkar
Copyright © Matias Faldbakken 2022
All rights reserved
Published by agreement with Salomonsson Agency
Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2024
1. oplag, 1. udgave, 2024
Omslag: Dan Solbach
Sat med Sabon hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0643-3
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 3. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
Børn på landevejen er en god titel.
Engang for ikke så længe siden kom et barn, den stakkel, krybende ud af skoven. Ungen kravlede op ad grøftekanten og begyndte på må og få at lunte hen ad grusvejen. Det var et sørgeligt syn. Ungen var snavset og ulækker. Håret lå i uglede totter. Panden var rynket. Et skræmt blik stak frem, øjnene flakkede over to skorpede næsebor. Læberne var stive og blå, og halsen alt for tynd. På overkroppen hang en lang klud eller laset vest, og nedenfor stavrede to spinkle ben med knæled der var bredere end både lægge og lår. Ungen var barfodet. De overdimensionerede fødder lignede våde ragsokker. Knoerne på den ene hånd stødte af og til mod jorden. Og den spæde, krumme figur klemte en slidt mappe, måske en konvolut, ind mod ribbenene, som et dyr der kom ud af skoven med en besked.
Fra den anden side kom Oskar. Han havde arbejdet på sletten og var på vej hjem til gården. Op ad denne grusvej gik han hver eftermiddag efter arbejde, og han gik alene som altid. Kun tre små sving til, så var han fremme, så skulle han hvile for aftenen. Men der så han en bevægelse foran sig, og det var en unge på alle fire, eller snarere på tre, humpende, med den ene arm limet ind til kroppen på grund af en mappe. Da ungen fik øje på Oskar, gled den ned i grøften og
smuttede ind i granskoven. Men Oskar havde set hvad han så, og det var et uhyrligt syn. Han stivnede. Nej, det kunne ikke være sandt. Var han blevet tosset af al den tid alene?
Oskar bevægede sig langsomt hen til grøftekanten og stirrede ind mellem træstammerne. Efter et par anspændte sekunder rykkede det til derinde, en krop satte i spring og forsvandt i en voldsom fart. Oskar måbede og tænkte at det måtte være et lille rådyr, en kalv. Men hvad med det lasede tøj og kuverten … Hvad med ansigtet?
Den aften var Oskar stille under fællesmåltidet på gården. Det var onsdag, og de spiste klar suppe. Under middagen var det mest gårdejeren, Olav Blum, kaldet Blum, der talte, som altid, i konkurrence med de to teenagedøtre Karin og Guro, som skar samtalen i stykker med deres skarpe stemmer. Sådan var det. Mor på gården, fru Blum, eller Aud, som hun foretrak, slog med jævne mellemrum ned på upassende sprogbrug, fjollerier og urimeligheder – som hr. Blum og døtrene var storleverandører af. Sikke noget bavl, kunne hun finde på at sige. Magen til vrøvl.
Agnes, en sindig, ferm og flittig gårdkvinde i halvtredserne, bidrog med lidt perspektiv hvis påstandene blev for viltre, alle lyttede til hende. Så var der Annar, en ældgammel karl der altid havde været på gården, en elskværdig gammel pebersvend. Han sagde ikke så meget og koncentrerede sig om at få suppen op på skeen og ind i munden. Og ned i svælget. Skeen bevægede sig i et jævnt tempo. Omkring deres ben strøg den leverfarvede kat, et utyske som alle på gården hadede.
Oskar var nitten år og fåmælt. Han havde stridt lyst hår, ja, hårstråene stod lige op i vejret som små linealer, men midt i panden havde han koslik. Han udførte et godt stykke arbejde som dreng på gården. At være »dreng« var hans metier, og han blev bare kaldt »dreng« eller »drengen«. Oskar gjorde ikke så meget væsen af sig, og det var ikke unormalt at han var tavs, men Olav Blum, en høj mand der lige havde rundet de halvtreds, fulgte godt med. I aften så han at drengen havde en ekstra skal, en svagere tone. Da der opstod en pause rundt om bordet, satte Blum glasset fra sig og slog til. Han huggede til med sin vittige tunge. Hvad tænker drengen på? Åh, ikke noget særligt, sagde Oskar. Blum rettede ryggen og trak skuldrene tilbage. Du tænker så det knager helt herover, sagde han og plirrede med øjnene. Oskar harkede som svar og så tummelumsk ud. Ja ja, sagde Blum. Du må sige til hvis du får brug for hjælp. Han vendte sig om mod døtrene igen.
Næste dag var drengen tilbage på sletten og knoklede videre, han var ikke meget andet end sit arbejde. Med seje tag sled han under en stærk sol, og sveden rislede ned ad den solbrune nakke. Men Oskars hoved var ikke med ham på sletten, i arbejdet, i dag, det var oppe ved grusvejen hvor han havde fået det væmmelige glimt og set et spring i skovbrynet. Det var dæleme lidt mærkeligt, tænkte drengen. Da det lakkede mod aften og arbejdet var gjort, lagde han redskaberne fra sig og gik op mod gården, men langsommere denne gang. Han gik med korte og lydløse skridt. Øjnene ledte mellem træstammerne. Der var stille i skoven og tomt bag alle granerne. Men så. Et nyt
ryk og et dump mod skovbunden. Oskar stoppede op og stod afventende. Han stirrede stift mod punktet, en mosgroet sten, en rod og en tue der var vokset sammen. Af tre madder i madpakken havde han kun spist to klokken tolv, og nu fiskede han lydløst den sidste op fra rygsækken mens pulsen steg og hænderne rystede. Han rev madden i to og smed den ene del ind mod stedet så pølsen fløj ud til siden som en diskos. Med ung fjedring i knæene knælede han på gruset og sad stiv som en statue. Ingenting. Minutterne gik. Nu stak det i menisken, og ryggen brændte. Nej, det kan have været en fugl eller sådan noget. Oskar smed den anden halve mad lidt længere ind i skoven, men der skete stadig ikke noget. Æv. Han måtte se at komme tilbage til gården før de begyndte at undre sig, det var torsdag og køddag – ingen kom for sent til en kødmiddag.
Men så var der en bevægelse bag tuen, og den benede krop dukkede op igen i et forfærdeligt, blitzagtigt blink. Oskar mærkede et stik af afsky, men han sprang afsted og udbrød at nu skal den satan fanges.
Det blev en kort og hektisk jagt mellem granerne. Oskar var ingen snøvl, og i sin bedste alder, nitten, med eksplosiv kraft i lægge og lår. Men var det nok til at fange det lille krapyl? Ungen satte i en voldsom fart ind i skoven, mere på alle fire end på to, og mere på tre end på fire på grund af mappen, der sad som klistret under armen. Den brugte overkrop og underkrop, eller burde man sige for- og bagdel, til effektivt at zigzagge mellem træstammerne. Oskar, som skød god fart på vej ned ad grøftekanten og skubbede fra mod rødder og tuer, forstod efter små femten sekunders sprint at han måtte give op. Han havde ingen jordisk
chance. Han sænkede farten og lod fuglen flyve, eller ungen løbe, eller trave, eller hvad man nu skulle sige. Der forsvandt den ind mellem de grå granstammer i øst, samme vej som i går. Oskar forstod ingenting. Et barn? Det var da et barn? Hvis han havde været et andet sted på kloden, ville han have gættet på en abekat, men han havde aldrig været andre steder, og her fandtes ikke aber. Nej, i Norge har man ikke dyr med flade ansigter og begge øjne i front. Det var en menneskeunge, og ungen var vild.
I stuehuset, hvor den hvide maling skallede af væggene, sad hele gården bænket rundt om bordet, og kødmiddagen var sat frem. Men Oskar manglede. Drengen havde uden tilladelse sneget sig ind på oldingen Annars spartansk møblerede og uopvarmede værelse, som lå ved siden af Oskars eget og to døre fra den pålidelige Agnes’ værelse i det lille, trange karlehus, som knejsede på en lille bakke oven for gårdspladsen, og fiskede en bog ud fra Annars reol.
Gamle Annar var virkelig gammel. Han hørte hjemme i helt andre tider. Lad os sige at han var født i 1880. Hvis Annar var hundrede år gammel, var dette 1980. Ikke at det var 1980, det er umuligt at sige præcis hvornår det er, men man kunne sige at det var 1980, og i så fald havde Annar været hundrede. Da Annar var ti år gammel, i 1890, kunne han selv have mødt en hundrede år gammel fyr, og det havde han vitterlig også gjort, havde Oscar hørt, hvilket betød at den fyr Annar mente han mødte som tiårig i 1890, var født i 1790. Hver gang Oskar kastede et blik hen på Annar, og Annar mødte Oskars blik med sine glasagtige øjne, tænkte Oskar at disse øjne
havde haft øjenkontakt med øjne fra syttenhundredetallet. Unge Annar havde høfligt givet landsbyens ældste grabben, og havde i sin hånd holdt en hånd der åbnede sig første gang sent i syttenhundredetallet. Det var lidt af en tanke for Oskar. Og han tænkte den også hver gang han så Annars hånd eller ind i hans gopleblå øjne.
Nu var ældgamle Annars fingre gigtplagede, benene langsomme og synet svagt, det vidste Oskar godt. Det var derfor han havde vovet sig ind på Annars kølige værelse og hen til den vakkelvorne metalreol; faren for at blive taget på fersk gering var lille. Annar havde en rig bogreol. Oskar fiskede en tør, gulnet bog frem med titlen Livet i Lapland. Han sneg den ind på sit eget værelse og gemte den under madrassen, som lå tynd over lamellerne i træsengen. Så gik drengen på gården tankefuld hen over gårdspladsen.
Der var dunkelt i spisestuen, og alle spiste. Oskar var sidste mand til bords. Han holdt blikket nede.
Blum selv sad for enden af bordet og var som altid et stort smil, men smilet var også et grin, der var altid en dråbe spot i Blums brede smil. Han bed i en krumme mellem de udstående tænder, kunne man sige, og den dobbelte bund i smilet kunne mærkes på kroppen, ikke mindst Oskars krop; der blev dagligt smilet ad den klodsede, men vævre dreng.
Endelig kom drengen, sagde Blum, og så blev der stille.
Ja, mumlede Oskar.
Blum stirrede på den nittenårige, det var tydeligt at drengen havde sine tanker et andet sted, og Blum spekulerede på hvor. Hvor var drengens hoved? Hvor?
Lange dage på sletten?
Bliver snart kortere, sagde Oskar.
Så har du vel brug for kød? sagde Blum.
Det var et tegn til Agnes. Hun lagde tre skiver kød på Oskars tallerken. Varm sky blev hældt over de gode skiver så de svømmede rundt.
Med kniv og gaffel i korte, kraftige næver skar Oskar kødet i grove terninger og indtog maden i jævnt tempo, han sank mere end han tyggede. De andre genoptog snakken. Først diskuterede de reparationer af køretøjer. Derefter fnisede pigerne af at lektorens pyjamas stak ud under jernbanefløjsbukserne i første time i skolen. Han kiggede nok dybt i flasken, blev der konkluderet. Til sidst faldt der nogle krasse ord fra Blum mod selveste Smith-Petersen på hovedgården, sådan var det hver dag. Hver evig eneste dag skete der noget der opretholdt det gamle nag, eller fik naget til at gære. Ærgrelserne mod hovedgården havde brug for udløb. Ingen middag på gården blev gennemført uden en krashed mod hovedgården og den pokkers pralhals Smith-Pedersen.
Engang for ikke så længe siden kom et barn krybende ud af skoven, den stakkel. Barnet kravlede op af grøftekanten og begyndte formålsløst at vandre hen ad grusvejen. Det var et trist syn.
Den ensomme plejedreng Oskar arbejder på Aud og Olav Blums mølle for kost og logi. En dag opdager Oskar et barn i skoven, en utæmmet unge, som han fanger og tager med hjem. Barnet er lille af vækst og næsten helt stumt. Men under Oskars pleje og omsorg begynder det at udvikle sig i en rasende fart.
STAKKEL er en kærlighedsfabel og en dannelsesroman, skrevet med stor forestillingskraft, sprogligt overskud og en særlig blanding af inderlighed og ironi.
”Skræmmende grusomt og hylende morsomt fra en af vores mest originale forfattere.“ – VG 6
”Faldbakken tryllebinder.“ – DAGBLADET 5
”Årets mest ellevilde roman.“ – ADRESSEAVISEN 5