Af samme forfatter: 1913
Kærlighed i hadets tid
FLORIAN ILLIES
Stilhedens fortryllelse
Caspar David Friedrichs rejse gennem tiderne
På dansk ved
Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
GUTKIND
Stilhedens fortryllelse. Caspar David Friedrichs rejse gennem tiderne er oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad efter Zauber der Stille.
Caspar David Friedrichs Reise durch die Zeiten © S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main 2023
Denne udgave: © Florian Illies og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024
Omslag: © Marlene Diemar / Imperiet
Forsideillustration: © bpk / Hamburger Kunsthalle, SHK / Elke Walford Sat med Minion Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0917-5
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
indhold
På sejlbåden 7
I. Ild 11
II. Vand 71
III. Jord 123
IV. Luft 169
Tak 215
Tidstavle 217
Litteratur 221
Originaltitler 225
på sejlbåden
det er en smuk augustdag i 1818. Lysende sol, glitrende hav. Tidligt om morgenen gik de ombord i Wiek på Rügen, fik anbragt deres bagage og Friedrichs malergrej på den lille sejlbåd og gled lydløst over det søvnige Bodden, til højre passerede de Hiddensees lysegrønne bøgelunde og satte så kurs mod Stralsund i syd. Østfra, fra Rügens blide bakker og gravhøje fra en længst svunden tid, blæser en varm vind, der får sejlene til at spile sig ud, og tovværket til at spænde sine muskler. Åh, hvor han elsker det øjeblik, hvor de store lærredssejl pludselig lydløst strammes og på magisk vis sætter skibet i bevægelse. Har menneskeånden nogensinde udtænkt noget smukkere? spørger han sig selv. Præcis sådan vil han male, når han er tilbage i Dresden, så usynligt som vinden får liv i sejlet, vil han med sin pensel få liv i lærredet. Så river Line ham ud af hans tanker, se, Caspar, siger hun, se nu, der på sandbankerne, kan du se sælerne, som stiger op fra bølgerne? Undskyld, Line, smiler han forlegent, undskyld, jeg var opslugt af mine drømme.
Det er den 11. august 1818, de har netop været på bryllupsrejse til Rügen, han, den sære 43-årige maler fra Greifswald, og hun, den 25-årige kvinde fra Dresden. Der er stille på deres sejlbåd, af og til høres mågernes kraftige vingeslag og skrig, af og til sprøjter skum op på dem, og et øjeblik glitrer et par salte dråber i Friedrichs kraftige, røde bakkenbarter. Line har aldrig før været ombord på en båd, hun har været rigtig bange, men hvis hun skal drukne, så skal det være nu og sammen med ham, har hun sagt, ja, det har hun virkelig sagt. Caspar David Friedrich kan ikke fatte sit held. Tænk, at jeg fandt dig, mumler han og holder hende fast i hånden. »Kærligheden er en snurrig sag,« skrev han til sin bror Christian, da han hals over hoved giftede sig med hende. Men Line, landkrabben, har skam allerede lært, sådan fortsatte han, hvordan hun skal guffe de pommerske sild i sig, som broderen har sendt til bryllupsparret fra Greifswald. Ja, nu, hvor hans Jeg er forvandlet til et Vi, har et og andet forandret sig i hans hjem i Dresden. Han kan ikke længere lade fyldte spyttebakker stå, det bryder hun sig ikke om, men ellers bliver der: »spist mere, drukket mere, sovet mere, leet mere, møsset mere.« Ja, møsset, det har han skrevet, hvad det så end skal betyde, men året efter får de i hvert fald deres første barn.
Deres sejltur gennem Bodden varer næsten hele dagen, vandet glimter snart mørkeblåt, snart turkis, Friedrich kan ikke få nok af det, han suger alt til sig med sine malerøjne, båden, tovværket, masten, det knitrende sejl, kystlinjen til venstre og til højre, de mørkegrønne træer over klipperne. Mens den magiske augustdag går på hæld, sidder
solstrålernes varme stadig i plankerne under dem, de har ikke brug for hverken frakke eller sjal. Så dukker Stralsund op forude i den aftenlige dis, som et syn. Line sætter højtideligt sit hår op. Byens tårne rejser sig i det rødlige lys, deres sejlbåd glider blidt hen imod dem, Friedrich er fuld af andægtig længsel, og det tror han også, Line er. Netop dette øjeblik må jeg male, tænker han glødende af begejstring; måske, måske er jeg netop for første gang i mit liv virkelig lykkelig, vandet under mig, jorden foran mig, luften omkring mig, min hånd i hendes.
I aften i Stralsund, kunne vi måske, spørger Line ham så pludselig, for en gangs skyld spise noget andet end fisk?
Kapitel I Ild
lunt er det denne forsommernat, himlen, der har været dyb mørkeblå, får netop nu langsomt en sart lysegul farve, og i syrenbuskadset synger nattergalene deres sidste sang. Så begynder München med ét at lyse: Meterhøje, grelle, røde flammer slår op fra det kolossale glaspalads, ildens genskær illuminerer husfacaderne i de nærliggende Sophientraße og Elisenstraße, hele firmamentet flimrer.
Stilheden sønderrives af et øredøvende drøn, da de store jernbjælker brister. Glas splintres og styrter bragende ned i flammernes svælg.
Det er tidligt om morgenen den 6. juni 1931. Alt, hvad Caspar David Friedrich elskede, forsvinder i flammer i Münchens glaspalads: maleriet af den stenede »Østersøstrand«, som han altid længtes efter, »Havnen i Greifswald«, maleriet af hans fødeby, som han vemodigt savnede, den daglige udsigt fra hans hjem, som han indfangede med »Augustusbroen i Dresden«, og, særligt smerteligt, »Aftentime«, maleriet af hustruen Line og datteren Emma, der med armene om hinanden ser tankefuldt ud ad vinduet
på en lun, sachsisk forsommernat. Flammerne sluger grådigt blændrammernes tørre træ og får lærredsrester til at hvirvle op i den søvnige himmel som sorte askestumper, de løftes gang på gang op af flammernes hede bølger, igen og igen, indtil de til sidst forsvinder.
Det selskab, der forvalter Münchens glaspalads, har i øvrigt netop her i 1931 af sparehensyn ikke forlænget den brandforsikring, der blev tegnet, da bygningen blev opført i 1854, da glas og stål jo ikke kan brænde.
I Eugen Roths lejlighed, kun hundrede skridt fra glaspaladset, ringer telefonen skingert lidt over halv fire om morgenen den 6. juni 1931. Redaktøren for Münchner
Neueste Nachrichten er i røret, avisens lokalreporter skal skynde sig hen til det brændende glaspalads, lyder ordren. Roth kommer hurtigt i tøjet og lægger med søvnige fingre en film i sit kamera. Så kaster han et kort blik på de to tegninger af Caspar David Friedrich, der stadig slumrer i halvmørket over hans seng. Hvad end det er lyst eller mørkt, kender han hvert græsstrå på dem. Roth er besat af at samle på kunst. Hver rigsmark, han får for at skrive, bruger han hos byens kunsthandlere, og hans gud hedder
Caspar David Friedrich. Hver aften, før han falder i søvn,
kigger han kort på den lille udsigt fra Sächsische Schweiz og længe på den stille, magiske Østersøstrand, som Friedrich tegnede på Rügen.
For en uge siden deltog Roth i glaspaladsets glansfulde åbning af særudstillingen »Værker af tyske romantikere fra Caspar David Friedrich til Moritz von Schwind«, 110 af de allersmukkeste romantiske billeder, udlånt fra de bedste museer. Og denne lørdag, hvor han har fri, havde han faktisk tænkt sig at gå derhen igen ud på eftermiddagen for at se og for at nyde. Nu må han desværre løbe derhen tolv timer tidligere end planlagt, og han aner, at det snarere er gru end nydelse, der venter ham. Treenighedskirkens klokke slår fire slag, da han fra Arcisstraße baner sig vej hen over brandvæsnets tykke, røde slanger og holder sit pressekort op foran politibetjentene. Himlen over ham er mørkerød, og så ser han det – glaspaladset, eller det, der er tilbage af det. 234 meter lang og 67 meter bred står den gigantiske bygning i lys lue, heden slår imod ham, den rammer ham i ansigtet som glødende knytnæver. Han flygter ind i en opgang, trækker blyant og notesbog frem og vil skrive, men kan ikke vende sine øjne væk fra det grusomme skuespil. Her i de tidlige morgentimer af denne smukke og skrækkelige junidag tænker han på hvert eneste af de ni malerier af Caspar David Friedrich, som netop nu forsvinder for øjnene af ham, på »Aftentimen« med hustruen og datteren, på havnen i Greifswald, på landskabet i Riesengebirge. Han tænker på den fattige mand, der på »Efterårsbillede« samler usle kviste på en
øde mark for at kunne tænde op med dem om aftenen, og som nu selv forsvinder i flammerne. Og så tænker han naturligvis frem for alt på sit yndlingsbillede, på den »Dame på stranden«, der med sit lommetørklæde vinker blidt til en båd, som sejler bort. Han ser stadig hendes afskedshilsen for sig, den rørte ham, og nu ved han, at det er en afsked for altid. Hendes hvide lommetørklæde er en stump sort aske; damen er ikke mere af denne verden.
For ikke at komme til at græde begynder Eugen Roth at skrive: »Blikket flakker omkring i flammehavet. Ilden slår slikkende op, tordner som en brænding, synker ned, bruser atter op, funklende, fygende og fortryllende, den æder med brede tunger, dukker sig fejt for de plaskende vandstråler og stormer straks igen tusindfoldigt frem, den danser spottende, vinker og hvirvler.«
Få timer senere bringer morgenudgaven af Münchner Neueste Nachrichten hans skælvende øjenvidneberetning, avisdrengene falbyder den af fuld hals, da de løber gennem gaderne i Schwabing og hen over den skrækslagne
Marienplatz. Eugen Roth tegner sit portræt af ildebranden med en præcision, som var han Caspar David Friedrich selv, han ser hver flamme, hvert genskær på firmamentet, hvert spruttende, hvæsende vindstød, ja, med denne tekst bliver han endelig til den digter, han gerne vil være. På et tidspunkt bliver han nødt til at afbryde sit skriveri i askeregnen, for han kan ikke bære at se på de fortvivlede duer. De flagrer i panik gennem luften, flyver selvforglemmende ind i flammehavet, og Eugen Roth forstår pludselig, at de leder efter deres reder
i nicherne mellem jernbjælkerne, hvor deres unger sov saligt under deres vinger for et øjeblik siden.
Og hvordan oplevede Thomas Mann mon det frygteligt lysende München og den tilintetgørende brand tidligt om morgenen den 6. juni, der faktisk var hans 56-års fødselsdag? Beklagede han sig til sin hustru Katja over brandvæsnets unødvendige larm? Eller over den ubehagelige brandlugt, der »afficerer« hans næse? Besigtigede han mon brandstedet? Vi ved det ikke. Vi ved kun, at han i juli holdt en forelæsning på universitetet for at samle penge ind til ofrene for branden. Og at han nogle år senere, da han skrev sin roman Lotte i Weimar, ville lade Adele Schopenhauer sværme for »den himmelske David Caspar Friedrich«. Det er alt, vi ved, for dagbøgerne fra 1931, der kunne fortælle os om hans reaktion på tilintetgørelsen af den romantiske malerkunsts skatte, brændte Thomas Mann helt uromantisk i 1945 i sit californiske eksil, i haven bag huset i Pacific Palisades.
Adolf Hitler og hans niece Geli Raubal, hans halvsøsters datter, som han i to år har boet med på Prinzregentenplatz 16 i München i en form for samliv, hvad det end vil sige, bliver revet ud af deres søvn af brandbilernes sirener, da
de drøner gennem byen. Fra alle bydele iler brandbiler til, Münchens indbyggere åbner deres vinduer, ser ud i morgendæmringen på de gigantiske røgskyer, som en tidlig brise hurtigt bærer fra den indre by til Schwabing og endnu længere ud.
Hundreder af mennesker løber søvndrukne og oprevne gennem gaderne, halvt rædselsslagne, halvt nysgerrige. På himlen kæmper solens første stråler med flammernes røde genskær og de sodede askeskyer. Da Hitler når frem til Stachus, ser han, at det gigantiske glaspalads, Münchens perle, der regnedes for brandsikkert, er forvandlet til ét stort kogende ildhav, tusinder og atter tusinder af glasruder er splintret, og jernbjælkerne ser ud som et kolossalt, forkullet edderkoppespind, som flammerne smyger sig om som vilde ranker. I de høje lindetræer, der står rundt om glaspaladset, bruser kronerne panisk i varmebrisen fra ilden, deres lysegrønne blade svides af heden og krøller sig sammen. For et par dage siden så Hitler glaspaladsets store udstilling om tysk romantik, den mest pragtfulde sammenstilling af billeder fra tyske museer i årtier. Men nu har flammerne endegyldigt ødelagt alle de 110 enestående billeder af Runge, Friedrich og Schinkel. Et ubændigt raseri vokser frem i Hitler. Han sværger, at han her på stedet for den ødelæggende brand vil bygge et tempel for den tyske kunst, der aldrig skal gå under, et »Kunstens hus«. Og det får han skam gjort. Men tre måneder efter glaspaladsets skrækkelige brand, den 18. september 1931, vil Geli Raubal, Hitlers 23-årige niece, i den fælles lejlighed på Prinzregentenplatz 16, hvis leje
betales med indtægterne fra Mein Kampf, åbne ild mod sig selv og dø.
Caspar David Friedrich leger med ilden. Han tegner igen og igen figurer, selvom han slet ikke kan. Allerede på akademiet i København lo de ad ham, og her i Dresden gør de nu igen nar ad ham. At tegne efter nøgenmodel. Det vil ganske enkelt ikke lykkes ham. Benene bliver altid for lange, og overkroppene altid for slappe. »De er jo den største modeltegner her,« spotter maleren Johann Joachim Faber, da de sidder side om side på akademiet i Dresden, »jeg mener: den, der tegner de største og længste modeller.« Friedrich ser rasende på ham under sine røde øjenvipper. Han skulle bare vide. De brede sachsiske kvinder burde egentlig være glade for, at han tegner dem lidt længere, end de er. Men så vittig er han kun, når han skriver til sine brødre. Når han sidder over for de nøgne frøkner i tegnesalen, mister han mælet, dem kan han faktisk kun se ganske kort på – så må han straks vende blikket bort i et stykke tid, ellers svimler det for ham, ikke noget under, at arme og ben bliver lidt for lange. Ak, menneskene, tænker han, de er så fremmede for mig. Især kvinderne. Hvis de var træer, ville han vide, hvad de følte. Så kunne han se på dem og male dem i timevis, med alle detaljer.
Vi skriver året 1802, den løjerlige pommeraner, en lang asparges med røde bakkenbarter og slæbende gang, har
lejet et lille værelse hos enken Vetter ved fæstningsgraven i Dresden, han kalder hende »madam« og hendes teenagedøtre »madmosels«, men de har længe været dødeligt fornærmede, fordi han aldrig taler med dem, aldrig inviterer dem ud og ikke skyder blomster til dem i skydeteltene, når det er kermesse. Åbner han sin mund, kramper alt sig sammen, han får intet sagt, hans blege ansigt bliver helt rødt, han er lettet, hvis han en hel dag ikke skal sige mere end »godmorgen« og »godaften«, eller endnu bedre, kun »nuvel«, det dejlige ord, som han har lært i Dresden, og som kan bruges når som helst. Det er snarere et suk end et ord. Sådan sidder han en vinteraften i skæret fra lysene i sin beskedne stue, værtinden og hendes døtre sover endelig, det er koldt, og han har den pelsfrakke på, hans familie har sendt ham fra det høje nord, så han kan overleve i det fjerne Sachsen. Og lysene, de kommer skam også hjemmefra, fra hans barndomshjem i Greifswald, broderen støber dem sammen med faderen i deres lille sæbesyderi bag domkirken. Faderen ville have, at Caspar David også skulle lære dette håndværk, men han er for klodset, han brændte hele tiden fingrene. Og så støber han i stedet for lys lange figurer på sine tegninger. Det kan man da kalde familietradition.
Denne triste vinteraften i Dresden tager Friedrich altså sin radernål i hånden og ridser de fineste linjer i metalpladen. Han begynder naturligvis med træerne, pragtfulde, store linde, det kan han. Foran dem ruiner, det kan han også, han er jo, når alt kommer til alt, romantiker. Men så skitserer
han også en knælende kvinde og en mand med hat, der læner sig kejtet og alt for lang op ad en søjle. Det er tydeligt, at kunstneren har haft store problemer med at tegne dem, for man forstår ikke helt, hvad der tynger de to. De synes under alle omstændigheder at være utilfredse med deres situation. Titlen forklarer det imidlertid: »Mand og kvinde foran deres nedbrændte hus«, sådan kalder Friedrich den uhyggelige tegning. Men det må allerede være et stykke tid, siden huset brændte, for der er hverken flammer eller røg at se, faktisk virker resterne af huset snarere så antikke, at man skulle tro, branden fandt sted for århundreder tilbage. »Mand og kvinde foran deres nedbrændte hus« – hvorfor tegner man noget så trist? Og hvorfor undrer man sig siden over, at ingen vil købe det?
Et par år senere maler han endnu en gang et nedbrændt hus. Han kan ikke lade være. Denne gang i olie, og denne gang også med ild. Og med røg! Den smyger sig hen over billedet og gør det mørkt og mærkeligt. Desværre er det også nat, man kan knap nok se noget, et apokalyptisk landskab.
En forkullet tagkonstruktion står og ulmer. Foran er der kragetæragtige, mørke træer, svagt oplyst af ilden. Derover er der en kirke, uskadt. Menneskene har Friedrich udeladt denne gang, han har indset, at de ikke gør hans billeder bedre. Men det er og bliver ikke desto mindre et sært billede. Der er intet fortryllende over det, noget mangler. Det har ingen himmel.
tidstavle
1774 Friedrich bliver født den 5. september i Greifswald (dengang Svensk Forpommern) som det ottende af sæbesyderen Adolf Friedrichs ti børn.
1781 Friedrichs mor dør.
1787 Friedrichs 12-årige bror Christoffer drukner den 8. december, da han redder Friedrich fra at drukne.
1794 Efter sine første tegnetimer hos Johann Gottfried Quistorp i Greifswald påbegynder Friedrich et fireårigt studium på kunstakademiet i København.
1798 I oktober slår Friedrich sig ned i Dresden.
1801 Lang rejse til Rügen efter en kunstnerisk og sjælelig krise. Friedrich tegner med blyant og maler med sepia.
1805 Friedrich vinder den halve førstepræmie ved prisopgaven i Weimar, som Goethe har udskrevet.
1808 »Alteret i Tetschen«, et af Friedrichs første oliemalerier, skaber stor debat om, hvilken opgave landskabsmaleriet har.
1810 Den 18. september besøger Goethe Friedrichs atelier i Dresden og ser »Munken ved havet«. I oktober bliver billedet udstillet i Berlin og købt af kronprins
Friedrich Wilhelm (IV).
1813 Dresden besættes af franske tropper. Friedrich og Napoleon befinder sig i landsbyen Krippen på den samme dag. Friedrich maler patriotiske billeder.
1816 Friedrich bliver medlem af akademiet i Dresden og ven med maleren Carl Gustav Carus.
1818 Den 21. januar gifter Friedrich sig overraskende med Caroline Bommer. I juli og august bryllupsrejse til Greifswald, Rügen og Stralsund. Maleriet »Kridtklipper på Rügen« bliver til som et minde om rejsen.
1819 Datteren Emma bliver født, i årene efter følger datteren Agnes Adelheid og sønnen Gustav Adolf.
1820 Friedrichs familie flytter ind i huset på An der Elbe 33 i Dresden.
1821 Besøg af den russiske digter Vasilij Zjukovskij, der bliver en nær ven, og som formidler salget af talrige af Friedrichs malerier til den russiske zars hof.
1823 Den norske maler Johan Christian Clausen Dahl flytter ind i An der Elbe 33, en etage over Friedrich, og bliver en nær ven.
1824 Friedrich udnævnes ikke til professor for landskabsklassen ved akademiet i Dresden og føler sig alvorligt krænket. »Ishavet« bliver til.
1826 Friedrichs sidste rejse til Rügen.
1832 Den sachsiske kunstforening køber »Den store fælled«.
1835 Friedrich får et slagtilfælde og bliver lam i højre side.
1840 Friedrich dør den 7. maj og bliver herefter fuldstændig glemt.
1906 I forbindelse med »Århundredeudstillingen« i Berlin genopdager man Friedrich.
1920 »Kridtklipper på Rügen« bliver anerkendt som et værk af Friedrich.
1939 »Vandreren over tågehavet« dukker op i Berlin.
1974 Friedrichs 200-års fødselsdag fejres med store udstillinger i Hamburg og Dresden, og han betragtes nu som en af det 19. århundredes centrale tyske malere.
2024 Endnu større udstillinger i Hamburg, Berlin, Dresden og New York etablerer endegyldigt Caspar David Friedrich som den centrale tyske maler i det 19. århundrede.
Aften – Abend
Aftentime – Abendstunde
Arminius’ grav – Grab des Arminius
Augustusbroen i Dresden – Augustusbrücke in Dresden
Bjerge i aftenlys – Gebirgsgegend in Abendbeleuchtung
Bjerghytte i tåge – Gebirgshütte im Nebel
Bjergkæde med måne – Bergkette mit Mond
Bjerglandskab i Bøhmen – Berglandschaft in Böhmen
Bjerglandskab med regnbue – Gebirgslandschaft mit Regenbogen
Bjergtinde med drivende skyer – Hochgebirgsgipfel mit treibenden Wolken
Brændende hus – Brennendes Haus
Dame på stranden – Dame am Meeresstrand
De faldne frihedskæmperes grave – Gräber gefallener Freiheitskrieger
Den store fælled – Das Große Gehege
Det brændende Neubrandenburg – Das brennende Neubrandenburg
Det ensomme træ – Der einsame Baum
Drivende skyer – Ziehende Wolken
Efterårsbillede – Herbstbild
Ensomt hus ved fyrreskov – Einsames Haus am Kiefernwald
Fiskere ved Østersøen – Fischer am Ostseestrand
Graner på en klippeskrænt i aftenrøde – Tannen an einem Berghang im Abendrot
Gravhøj i sneen – Hünengrab im Schnee
Havbred i måneskin – Meeresufer bei Mondschein
Havnen i Greifswald – Der Hafen in Greifswald
Hvil under høhøsten – Rast bei der Heuernte
Ishavet (Det bristede håb) – Das Eismeer (Die gescheiterte Hoffnung)
Kirkegården – Der Friedhof
Klipperev ved havet – Felsenriff am Meeresstrand
Klippeslugt – Felsenschlucht
Kloster i egeskov – Abtei im Eichwald
Klosterkirkegård i sne – Klosterfriedhof im Schnee
Korset i bjergene (Tetschen-alteret) – Das Kreuz im Gebirge (Tetschener Altar)
Kors ved Østersøen – Kreuz an der Ostsee
Kridtklipper på Rügen – Kreidefelsen auf Rügen
Kvinde foran solnedgang – Frau vor der untergehenden Sonne
Kvinde med edderkoppespind mellem nøgne træer – Frau mit Spinnennetz zwischen kahlen Bäumen
Kvinde med ravn på randen af en afgrund – Frau mit Raben am Rande eines Abgrundes
Kvinde ved vindue – Frau am Fenster
Landskab i Riesengebirge med opstigende tåge – Riesengebirgslandschaft mit aufsteigendem Nebel
Landskab med regnbue – Landschaft mit Regenbogen
Livsaldrene – Die Lebensalter
Mand og kvinde foran deres nedbrændte hus – Mann und Frau vor den Resten ihres verbrannten Hauses
Mand og kvinde ser på månen – Mann und Frau in Betrachtung des Mondes
Min begravelse – Mein Begräbnis
Morgen i bjergene – Morgen im Gebirge
Morgen i Riesengebirge – Morgen im Riesengebirge
Morgentåge i bjerge – Morgennebel im Gebirge
Munken ved havet – Der Mönch am Meer
Nordlys – Nordlicht
Pløjemark – Sturzacker
På sejlbåden – Auf dem Segler
Riesengebirgelandskab – Riesengebirgslandschaft
Skibe i havn ved aften – Schiffe im Hafen am Abend
Sommeren – Der Sommer
To mænd ser på månen – Zwei Männer in Betrachtung des Mondes
To vandrere ved havet – Zwei Wanderer am Meer
Tågeskyer – Nebelschwaden
Udsigt over en havn – Ansicht eines Hafens
Udsigt med sol i Riesengebirge – Sonnenblick in Riesengebirge
Udsigt over Neubrandenburg ved solnedgang og en ildebrand – Ansicht der Stadt Neubrandenburg bei Sonnenuntergang und einer Feuersbrunst
Uttewalder Grund
Vandreren over tågehavet – Der Wanderer über dem Nebelmeer
Watzmann
Østersøstrand – Ostseestrand
’’Caspar David Friedrich indånder natur for at udånde den igen som kunst.’’
Få malere har været så dygtige til at fremkalde følelser hos beskueren som Caspar David Friedrich. Hans storslåede landskabsbilleder udløser en melankoli, der har inspireret mange, fra de danske guldaldermalere til Walt Disney, hvis Bambi bor i en skov taget ud af et af Caspar David Friedrichs billeder.
Caspar David Friedrich begyndte at male mennesker set bagfra, mens han tog sin uddannelse på Kunstakademiet i København – muligvis fordi han havde svært ved at få dem til at lykkes forfra – og skabte dermed en længselsfuld stil, der sidenhen har dannet skole, og som vi kender fra Vilhelm Hammershøi.
Florlet og underholdende gelejder Florian Illies læseren gennem Caspar David Friederichs liv og værk og viser ikke mindst, hvordan forskellige tider gennem 250 år har set forskelligt på hans billeder, som skiftevis er blevet elsket eller set ned på, glemt eller forsøgt røvet i spektakulære millionkup.
