Strik dig glad med Runa

Page 1


RUNA SOMMERFELT

Strik dig glad med Runa

40 OPSKRIFTER PÅ FARVERIGE SWEATRE OG CARDIGANS

På dansk ved Gitte Sloth Poulsen

Min strikkehistorie – fra nybegynder til strikdesigner

Dette er historien om, hvordan et langsommeligt strikkeprojekt med tiden blev til egne strikdesign. Jeg har altid godt kunnet lide at lave ting, og helst på min egen måde, uden opskrift. Mit strikkeeventyr begyndte allerede tidligt i de små klasser, hvor jeg skulle strikke en sovepose til min dukke. Utålmodig, som jeg var, blev jeg ikke færdig, men den var blevet til et ret stort stykke strik. Derfor endte den som min mors numsevarmer på kolde skiture.

SENERE FANDT JEG af og til pindene frem for at strikke halstørklæder, men det var ikke særlig spændende, så de blev aldrig færdige. En dag havde min søster, Kristianne, set en superenkel sweater, hun skulle strikke. Jeg efterabede hende og forsøgte mig med den samme opskrift – det var på pind 12 og gik superhurtigt. Overraskende nok fik jeg den færdig!

DET VAR I 2019 , og optimistiske mig ville nu prøve at strikke en klassisk norsk Mariussweater. Jeg kan godt huske, at damen i garnbutikken så spørgende på mig, da jeg sagde, at jeg ville strikke sweateren uden at have særlig meget erfaring. Det tog nogle måneder, men jeg fik det gjort. Herefter blev jeg helt vild med at strikke. Jeg ville lave en oversigt og dele alt det, jeg strikkede, så derfor oprettede jeg Instagramkontoen @runastrikk uden andre tanker, end at det skulle være en strikkedagbog. Det varede ikke længe, før jeg opdagede, at strik på Instagram var et univers for sig. Jeg strikkede og delte ikke mere end to-tre projekter, før jeg begyndte at lave mine egne strikdesign.

Bjergkrystalsweater

Forårsfugl

Cinnamonsweater

Jeg har endelig fået samlet alle mine opskrifter, og jeg håber, du kan lide bogen lige så meget, som jeg kan.

Bobleglædecardigan

EN DAG BESTILTE jeg over 20 nøgler af en masse farverigt garn uden at have en plan. Jeg satte farverne sammen og begyndte at strikke en cardigan uden at have en opskrift. Det blev til Runacardigan. Jeg lagde et billede ud på Instagram og fik en overvældende respons. Folk ville gerne vide, hvilken opskrift det var, hvilket var virkelig fedt og overraskende. Jeg kunne ikke helt huske, hvordan jeg havde strikket den, så jeg måtte sætte mig ned og lave en mere og samtidig skrive alt det ned, jeg gjorde. I det første udkast til en opskrift angav jeg ikke engang strikkefastheden. Jeg var ikke klar over, hvor vigtigt det er. Hele sommeren solgte jeg opskrifter ved hjælp af e-mails og betaling via mobilen, og jeg tjente nok til en dejlig ferie som studerende. I efteråret 2019 var jeg i Nordnorge for at besøge min kæreste og havde lyst til at lave en rigtig farverig og glad sweater. Jeg kiggede på forskellige strikketeknikker og faldt over sømandsbobler. I den lokale garnbutik i Setermoen købte jeg garn i sprælske farver. Heller ikke denne gang bekymrede jeg mig om at lave en strikkeprøve, men gik bare direkte i gang med selve sweateren. De billeder, jeg delte undervejs af Bobleglæde, fik en god respons, til trods for at det var en typisk sommersweater. Så bestemte jeg mig for at åbne min egen webshop, hvor kunderne kunne bestille opskrifter direkte.

SIDEN HAR JEG solgt strikkeopskrifter dagligt. Strikningen medførte også, at jeg stoppede på lærerstudiet, fordi @runastrikk førte til, at jeg fik arbejde som indholdsproducent. Nu kan jeg lave det, jeg bedst kan lide, hver dag: at være kreativ. Jeg har endelig fået samlet alle mine opskrifter, og jeg håber, du kan lide bogen lige så meget, som jeg kan. Uanset om du er nybegynder eller en erfaren strikker, tror jeg, du vil finde noget, du kan lide. Nyd hver en maske i dine projekter, god strikkelyst, og hvis der skulle være noget, skal du ikke tøve med at tage kontakt på Instagram: @runastrikk.

Du skal bruge:

EN LILLE SAKS MÅLEBÅND

NÅL

MASKEMARKØRER

PINDE

GARN

Tips til nybegynderen

01.

Start med noget sjovt. Alt for mange gange begyndte jeg på ”noget enkelt” som et halstørklæde, der var kedeligt at strikke. Jeg vil anbefale dig at starte med noget, du har lyst til, selvom det kan være sværere. Et perfekt første strikkeprojekt er Nybegyndersweater på side 40 her i bogen.

02.

Lær ret- og vrangmasker at kende. Retmaskerne ligner et ”V”, og vrangmaskerne har en ”knop”. Vrangmasker er egentlig bare sådan, som retmasker ser ud på vrangsiden, så kig på strikketøjet fra begge sider. Det tog lang tid, før jeg kunne se forskel på dem, men lige pludselig kan du også se det. Måske først efter at have strikket over 10.000 masker.

03.

Brug markører til at holde overblik over maskerne. Sæt en markør i starten af omgangen.

TIP: Du kan lave markører af tråde – gerne i en anden farve end den, du strikker med – som du binder sammen som små løkker, eller du kan bruge ringe.

04.

Spørg en strikker, eller brug Google/YouTube/ Instagram. Jeg havde ikke selv nogen, der kunne lære mig andet end ret- og vrangmasker, så der var YouTube min bedste ven. Søg efter videoforklaringer, for eksempel: ”sætte masker af til hals” eller ”samle masker op under ærmet”. Hvis du ikke forstår den første video, så prøv en anden. Der findes masser af gode videoer med forklaringer.

05.

Tålmodighed er nøgleordet! Strik er svært i starten. At trævle op og prøve igen er en del af processen, når man skal lære at strikke. Pludselig sidder det i fingrene, og så kan du strikke hvad som helst.

06.

Strikkefasthed er vigtigt, men ikke det vigtigste for en nybegynder. Jeg bekymrede mig ikke om strikkefasthed, da jeg strikkede mine første stykker tøj. De blev ikke perfekte, men jeg gjorde dem færdig. Læs mere om strikkefasthed på side 18 og 265, men jeg anbefaler, at du bare går i gang og så lærer detaljerne efterhånden.

SOMMERDRØM Opskrift s. 118.

Før du går i gang

Jeg har inddelt alle opskrifterne efter niveau, så du som nybegynder kan arbejde dig opad fra niveau et til fem. Hvis du er erfaren, er det også meget godt at kende til niveauet, før du begiver dig ud i et nyt projekt. Alle de angivne pindestørrelser er vejledende, hvilket betyder, at det er min strikkefasthed med disse pinde. Derfor er det en god ide at lave en strikkeprøve for at finde ud af, hvilken pindestørrelse du bør bruge. Husk også, at garnmængden kun passer, hvis du strikker efter de mål, der er angivet.

Jeg vil også opfordre dig til at prøve med dine egne farvekombinationer og garnalternativer. Se side 18, hvis du vil lære, hvordan du kan skifte til en helt anden garntype. Den overvidde, der er angivet, er målet på sweateren og er uden bevægelsesrum. Bevægelsesrum vil sige, hvor meget større tøjet er end din krop, så tøj uden bevægelsesrum er helt tætsiddende. Den overvidde, der står i opskrifterne her i bogen, har intet bevægelsesrum, hvilket betyder, at du selv skal lægge den ønskede vidde til. Så mål din overvidde, og så kan du finde den størrelse, du ønsker at strikke. Hvis der er ord eller begreber, du undrer dig over, kan du tjekke ordlisten bag i bogen.

God fornøjelse med strikningen. Tag mig gerne, eller send billeder, for det er altid dejligt at se, at nogle andre strikker mine design.

Der er læst grundig korrektur på bogen, men fejl kan forekomme. Hold øje med runastrikk.com/bokrettelser, hvor jeg lægger rettelser ind.

Kram, Runa

Denne sweater er perfekt som dit første strikkeprojekt. Opskriften er enkel og grundigt forklaret, og du behøver ikke lære andet en ret og vrang og at lukke af. Du skal nok regne med at trævle op mange gange; at lave fejl er en del af det at strikke. Du skal huske, at dette er din første sweater, og at strik ikke behøver være perfekt. Masser af held og lykke!

Nybegyndersweater

SVÆRHEDSGRAD

1 2 3 4 5

STØRRELSE: XS-S (M-L) XL-XXL

OVERVIDDE: 100 (130) 150 cm

LÆNGDE: 60 (70) 70 cm

PINDE: Rundpind 9 mm, 40 og 80 cm

STRIKKEFASTHED: 10 masker = 10 cm

GARNMÆNGDE OG FARVE:

400 (500) 600 gram Drops Air (38 Elektrisk orange)

Sweateren strikkes med to tråde.

GARNALTERNATIVER:

Sweateren kan også strikkes med to tråde Viking Garn Alpaca Bris eller Sandnes Garn Kos. Vil du gerne have en luftig sweater?

Så kan den strikkes med to tråde: 11 (14) 16 nøgler Sandnes Garn

Børstet Alpakka/Viking Mohrino eller 9 (10) 12 nøgler Drops Melody.

Tip!

Efter at du har strikket Nybegyndersweater, vil jeg anbefale Runacardigan som næste projekt eller en af de sweatre, der har sværhedsgrad 1 eller 2.

Forklaringer

KROP:

KROPPEN ER NEDERST PÅ SWEATEREN, UDEN ÆRMER.

BÆRESTYKKET: DEN ØVERSTE DEL AF SWEATEREN, SOM DÆKKER SKULDRENE OG DEN ØVERSTE DEL AF BRYSTET. INKLUDERER ÆRMEGABENE.

LUK AF: STRIK TO RET, TRÆK DEN FØRSTE MASKE OVER DEN SIDSTE MASKE, DU STRIKKEDE.

KROP

1.SLÅ OP. 100 (130) 150 masker på rundpind 9 mm, 80 cm med to tråde.

2.STRIK RIB. Sæt en markør i starten. Strik rundt og rundt med skiftevis ret og vrang, til arbejdet måler 6 cm.

3.STRIK GLATSTRIK (= ret på alle omgangene), til arbejdet måler 36 (40) 40 cm. Dette betyder kun retmasker rundt og rundt.

4.NU SKAL DU LUKKE AF TIL ÆRMEGAB og skal derfor strikke for- og bagstykket færdigt hver for sig. Del arbejdet i to lige store dele = 50 (65) 75 masker. Hvis du vil, kan du sætte de masker, du ikke strikker, på en anden rundpind eller tråd, men det er også fint at have maskerne på pinden.

FORSTYKKE

5.STRIK GLATSTRIK frem og tilbage over de 50 (65) 75 masker. Det vil sige, at du strikker retmasker, når du strikker fra retsiden, og vrangmasker, når du strikker fra vrangsiden. Strik hver anden pind ret og vrang, til arbejdet måler 52 (60) 60 cm fra opslagskanten (starten af arbejdet).

6.STRIK HØJRE SKULDER. Strik 15 (20) 25 masker. Vend arbejdet. Luk 2 masker af ind mod halsen fra vrangsiden. Fortsæt med hver anden pind ret og vrang på højre skulder. Strik, til arbejdet måler ca. 60 (70) 70 cm fra opslagskanten, og luk alle maskerne af. Bryd garnet.

7.SÆT MASKER AF TIL HALS. Sæt de næste 20 (25) 25 masker af til hals på en tråd/strikkepind/maskewire.

8.STRIK VENSTRE SKULDER. Begynd på vrangsiden med en ny tråd. Strik 15 (20) 25 masker. Vend arbejdet. Luk 2 masker af ind mod halsen. Fortsæt med hver anden pind ret og vrang på venstre skulder. Strik glatstrik, til arbejdet måler ca. 60 (70)70 cm fra opslagskanten, og luk alle maskerne af.

BAGSTYKKE

9.STRIK GLATSTRIK frem og tilbage over resten af maskerne: 50 (65) 75 masker. Strik hver anden pind ret og hver anden vrang, til arbejdet måler 60 (70)70 cm.

Luk 15 (20) 25 masker af.

Sæt 20 (25) 25 masker af til hals på en tråd/strikkepind/maskewire.

Luk 15 (20) 25 masker af.

10.SY SKULDRENE SAMMEN.

ÆRMER

11.SAML OP. Mellem 50 og 60 masker (lige antal) rundt i ærmegabet. Brug rundpind 9 mm, 40 cm. Begynd nederst i ærmegabet, og strik rundt.

12.NÅR ÆRMERNE MÅLER ønsket længde, skal du vælge mellem bred og smal afslutning på ærmet. Foreslået længde 54 (58) 58 cm fra under ærmegabet.

13.VALG AF SMALLE ELLER BREDE ÆRMER.

SMALLE: Hvis du vil have smalle ærmer, tager du masker ind ved at strikke masker sammen 2 og 2 = 26-30 masker.

NB! Husk, at du skal tage ind, så du har et lige antal masker tilbage.

BREDE: Hvis du vil have brede ærmer, begynder du direkte med næste trin.

14. Strik rib med hver anden maske ret og vrang, til ribben måler 6 cm. Luk af. 15. Hæft garnender.

HALS

16.SAML OP. Ca. 50-60 masker (lige antal) rundt i halsen fra retsiden, inklusive de 40/50 masker, du satte af til hals på for- og bagstykket. Brug rundpind 9 mm, 40 cm.

17.STRIK RIB. Brug rundpind 40 cm. Strik rib, en ret og en vrang, til arbejdet måler 10 cm.

18.LUK HALSEN AF løst, buk den indad, og sy den fast.

SKAN QR-KODEN, OG SE VIDEO!

Tak!

Først og fremmest vil jeg rette en stor tak til dig, mor, for dit engagement, dine ideer og din hjælp til at få modellerne i bogen på plads. Jeg er overbevist om, at min kreative side kommer fra dig, selvom du benægter det! Tålmodigt, og utålmodigt, har vi trævlet op, testet nye måder, og du har hjulpet mig med at skabe mange af de fine design. Tusind tak! I 2023 traf jeg mange store valg, og jeg vil takke dig, min kære Jens, for den støtte, du har vist mig i løbet af året. Du har hjulpet mig med at få det til at løbe rundt at skrive en bog med fuldtidsjob ved siden af og har bidraget med alt fra kundeservice til oversættelse af opskrifter. Tak for, at du holder ud på 34 kvadratmeter sammen med mig, alle mine garnnøgler og projekter. Tusind tak til min bedste ven, Hannah, for al strikkehjælp; du strikker de mest perfekte bobler. Tak til min familie for ideer, engagement og hyggelige strikkeaftener og en hjertelig tak til min bror, Olve, som stillede sejlbåden til rådighed under fotograferingen.

Tak til redaktør Elsebeth, fordi du havde troen på bogprojektet og har skabt min drømmebog. Det har været en meget spændende og lærerig proces, og det har været ekstra sjovt, at vi så den samme magiske bog for os. Tak til min kære kollega Miriam, som har siddet time efter time og regnet på alle strikkeopskrifterne og virkelig har gjort sit bedste for, at opskrifterne bliver forklaret enkelt og så fejlfrit som muligt. Jeg ved, hvor meget arbejde der ligger bag. En stor tak skal også lyde til Ida, som har designet bogen. Du har været så skøn at samarbejde med, og resultatet er blevet både pænt og kreativt. Jeg vil også takke solstråle og fotograf Gry og min helt Susanne, som har gjort alt for at fange de bedste øjeblikke. Fotograferingen blev en af mine bedste dage i 2023 takket være jer. Jeg vil også takke mine kære veninder, som har stillet op som modeller til bogen. Det ville ikke være blevet lige så godt uden hver og en af jer: Helene, Hannah, Elise, Maria, Rikke og Sofie. Også tak til Maiken for lån af den fine hytte ved Oslofjorden.

Tak til alle, der har teststrikket for mig. En særlig tak til Hilde, Anne-Hege, Irene og Kathrine. Det har været til stor hjælp med jeres grundige gennemgang og input til opskrifterne. Jeg må også takke Hilde, Carina, Johanne og Josefine for lån af sweatre. Til sidst vil jeg takke hver eneste følger, der har været med til at gøre dette muligt. Min strikkebog er resultatet af deres input, engagement og beskeder – tusind tak!

Strik dig glad med Runa – 40 opskrifter på farverige sweatre og cardigans er oversat fra norsk af Gitte Sloth Poulsen efter Runastrikk – 40 fargerike gensere og cardigans © Runa Sommerfeldt, 2024. Published in agreement with NORTHERN STORIES. (All rights reserved) Denne udgave: © Runa Sommerfelt og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024 Omslag: © Ida Bru Versionering: Henriette Wiberg Danielsen Fotos: © Gry Traaen Sat med Work Sans, Bookman Old Style og Above the Beyond Script hos Henriette Wiberg Danielsen, sidenhen.dk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1079-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk

: gutkindforlag : gutkind_forlag

Hop med på strikkeb en!

Norske Runa Sommerfelt (f. 1997) startede @Runastrikk som en strikkedagbog på Instagram i foråret 2020. Hun begyndte at designe strikkeopskrifter og åbnede sin egen webshop. I dag har Runa over 100.000 følgere på Instagram og 38.000 følgere på TikTok.

Gitte Sloth Poulsen er oversætter med speciale i strikkebøger.

Runa Sommerfelt, som er kendt for sit unikke og farverige strikkeunivers, deler i Strik dig glad med Runa 40 af sine mest populære opskrifter på bløde sweatre og cardigans.

Her kan alle være med. Har du aldrig strikket før, kan du trygt gå i gang: Runa hjælper dig i mål med din første sweater, og har du mod på mere, er der tips til, hvordan du udfolder din kreative side og f.eks. designer din egen sweater.

Bogen vil også inspirere den garvede strikker. Opskrifterne spænder fra niveau 1 til 5 og strikkes med garn af forskellig tykkelse og kvalitet. Her er både mønsterog strukturstrik, og i flere af opskrifterne kan du bruge garnrester.

Strik dig glad med Runa er meget mere end en samling opskrifter. Bogen er også en skattekiste af tips og tricks, bl.a. til farvesammensætning, pleje af dit strik, tilpasning af opskrifterne og garnalternativer til enhver pengepung. Bogen indeholder alt, en strikkeelsker har brug for at vide.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.