Julie Sten-Knudsen
SYV LAG Digte
Gutkind
Af samme forfatter Hjem er en retning – digte, 2011 Atlanterhavet vokser – digte, 2013 Måske vil det hele vende på et tidspunkt – Giro d’Italia-digte (med Rasmus Lippmann Nikolajsen), 2016 Spor efter fugle – digte, 2017 Jeg drømte om at få den østlige takvinge at se igen – sommerfugledigte, 2020
I starten forstod vi ikke at vi skulle give hende tøj på Hun er jo et menneske, sagde sundhedsplejersken men I kan da også bare svøbe hende i en stofble I starten forstod vi ikke at vi skulle bade hende Vi tænkte at hun måtte være selvrensende I skal også vaske hende bag ørerne sagde lægen, ellers vil der altså samle sig skidt Hvad er det for et væsen der har taget bolig hos os Noget helligt, urørligt en ny sjæl Jeg krummer mig sammen om hende så fjenderne ikke kan nå hende og slikker hende i ansigtet
21
Kastanjerne står mægtige ved Åboulevarden Hun sover med bare tæer i barnevognen Magnolierne er allerede afblomstret Nu spreder kastanjerne et støvet lys
22
Søerne er fulde af alger Hver dag fra tidlig morgen til sen aften: sol grumt og vidunderligt Hun synger for sig selv i barnevognen bider i en gummigiraf En lille dreng med cykelhjelm stirrer mut ud over vandet Små piger med hestehaler hopper af sted med hinanden i hånden
23
Byen er opkogt om dagen Dem der kan, færdes om natten i stedet Stemmer stiger op fra den mørke gård lange forelskede samtaler skænderier på sprog jeg ikke forstår Jeg niver ham hårdt i armen og hvæser: Du er så dum du er så dum og latterlig Han bliver ikke engang sur Når solen tager over ligger folk og sover under træerne på Assistensen børn i barnevogne og klapvogne hjemløse mænd på liggeunderlag mellem buskene Tørre blomsterbuketter på de friske grave Luften står stille
24
Vi bader nøgne på en tom strand cykler på smalle stier gennem skoven gennem et afsvedet villakvarter varm asfalt, gulligt græs Vi klæder barnet helt af og sætter os under parasollen fylder en opvaskebalje med vand og viser hende hvordan man plasker Om aftenen kan jeg ikke falde i søvn tænker på at ilden kunne tage fat i et træ og brede sig gennem skoven Det brænder i Sverige og uden for Athen Han holder om mig og siger at det ikke kan ske at den her skov er saftig og stærk Næste morgen griner min mor: Den er da knastør den ville brænde ned på fem minutter
25
Endelig regner det, endelig kom regnen lyden af dråber der falder tungt på skraldeskurets tagpap, containernes plasticlåg Vi løfter rullegardinet til side og ser
26
Hun går rundt mellem andre børn i sandet, i gruset, i græsset og opdager hvad sand er hvad grus, hvad græs vådt klistret mellem fingrene små sten gemt i ærmet orange bær lyser på træernes grene en mor må holde øje med alt det der ikke kan spises det giftige, beskidte det der kan sætte sig fast i halsen små sten gemt i ærmet et agern i en varm lille hånd
27
Et øjeblik endnu er hun sig selv I lyset af hende virker civilisationen pervers Så glider hun ind og bliver en del af den Vi lærer hende ord: hårtørrer, bold, frikadelle
28