Tænk ikke på mig by Gutkind Forlag

Vilma Sandnes Johansson

Tænk Tænk ikke ikke på mig pa mig Vilma Sandnes Johansson GU T K IND Gutkind

GUTKIND_Taenk ikke paa mig_OMSLAG_FINAL.indd 6

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 3

12/11/2021 15.36

12-11-2021 16:25:52

Tænk ikke på mig © Vilma Sandnes Johansson og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Alette Bertelsen/Aletteb.dk Sat med Palatino og Calibri hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0160-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citaterne i bogen stammer fra følgende sangtekster: s. 32 Lille Mor af Er de sjældne, s. 46 Åh Döds af Bob Hund, s. 55 Olé olé, Ambulancer; s. 56 Kære drømmetyder, Spurvehøg og Isfugl af Er de sjældne

Tak til Tore Johansson, Marie Sandnes, Ida Røllum-Larsen, Morten Jacobsen, Anne Mette Degn-Petersen, Clara Serup, Mathilde Serup og Kornelius Brammer Rygaard for at læse med undervejs. Tak til Morten Jacobsen for at sætte det hele i gang. Tak til Tine Flyvholm, min redaktør. Tak for tilliden, trygheden og troen på projektet.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 4

12-11-2021 16:25:52

Jeg går ind i min mor med mit blik. Kryber ind i hver eneste fuge og linje i dit ansigts landskab af folder bid for bid indtil jeg (fejlagtigt) forstår at det er mit eget landskab jeg går i. – Lone Hørslev

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 5

12-11-2021 16:25:52

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 6

12-11-2021 16:25:52

NU Forår 2018 DE S T RUER , BEHOL D, HVAD ER DE T Sengen: væk. Gulvtæppet: mast op på loftsrummet. Tøjet: i sorte sække. Bortset fra det flotteste, som nu hænger i mit garderobeskab. Sko: givet væk. Bøger: sorteret, doneret, lagt til side. Alt det, jeg ikke kan kategorisere: gemt til senere. Ligegyldige ting, som pludselig har fået værdi, for eksempel nogle kryds og tværs blade og en afbarket gren: Jeg nænner ikke at smide det ud. Krykker: UD Og jeg vidste ikke, at vi havde en blodtryksmåler. Men den har stået her længe, siger pappa, jeg har bare ikke lagt mærke til den: UD. Speciallavet kropspude: Jeg kan ikke sige det nok gange – Ud! Ud! Ud! Jeg mumler navnene på medicinerne højt, mens jeg kigger på udløbsdatoerne. Her må være over hundrede, og nogle af pakkerne er tomme og flere år gamle. Kornelius ser på, mens pakkerne, glassene og receptsedlerne lander

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 7

12-11-2021 16:25:52

i de forskellige bunker foran ham på køkkenbordet: DE S T RUER , BEHOL D, og HVAD ER DE T ? »Det er heftige sager,« siger han og lægger en pilleæske i DE S T RUER . »Det må man fandme sige.« Jeg får øje på en pakke Temesta i samme bunke. Pappa gav os en Temesta hver i går, så vi kunne falde i søvn. Han tog også en selv. »Dem vil min far gerne have,« siger jeg og laver en ny bunke til GAVER . Moster ringer for sjette gang i dag. »Har du destrueret pillerne?« spørger hun. »Jeg er ved at sortere dem.« »Nååå, godt nok. Hvordan går det ellers?« »Det går helt fint. Du ved godt, at du ringede for en time siden og spurgte mig om det samme, ikke?« »Jo-jo, jeg skal bare lige ... du skal jo nødigt ende på sprøjten, vel?« Kornelius kan også høre, hvad hun siger, og vi begynder begge at grine. »Hold nu kæft, moster. Jeg er jo ikke dum.« Hun griner også, vi siger farvel. Kornelius og jeg sætter os på det grå linoleumsgulv op ad køkkenskabene og snakker lidt. Det er, som om det eneste, der skiller min rygsøjle fra skabet, er et tyndt, tyndt lag hud, og det gør ondt. Det er mørkt udenfor, og lyset herinde er unaturligt: Jeg hader det. De små, kobberfarvede loftslamper, som hænger lavt, er også pissegrimme. Jeg hader dem. Det hele skal ud.

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 8

12-11-2021 16:25:52

2013 – 2018

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 11

12-11-2021 16:25:52

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 12

12-11-2021 16:25:52

2013

DAG B O G Når mor og jeg snakker om sygdommen, virker det næsten, som om hun er sikker på, at hun er død om et år. Hun siger ting, som at man godt kan få et godt liv, selvom ens mor dør tidligt, og at hun og moster har aftalt, at jeg skal flytte sammen med moster og Rita, når hun dør. Jeg undrer mig lidt over, at jeg ikke skal bo med pappa. Måske synes hun, han er for dårlig til at gøre rent. Måske er det besværligt, at han er svensker. Jeg har ikke skrevet dagbog om, at mor er syg før nu, det her er første gang, selvom det fylder meget. Men der er ikke andre end mig, der ved, at det fylder. Det er noget pis. Jeg har brug for mor, også når jeg bliver voksen. Nogle gange, når jeg er sammen med hende, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg skal huske at nyde det. At jeg ikke må tage hende for givet. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Cancer stadie 4. Jeg ved ikke en gang, hvad det betyder. Noget dårligt. Men jaja. Jeg bliver bange, men jeg prøver ikke at tænke på det. Godnat.

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 13

12-11-2021 16:25:52

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 14

12-11-2021 16:25:52

Tilbagefaldet Jeg har officielt været teenager i fire måneder. Jeg har fået menstruation, og mine bryster er vokset. Imens har mor klaget over smerterne i sin ryg, og nu er hun begyndt at sige, at den gamle kræftsygdom måske er vendt tilbage. Lægerne på Rigshospitalet har taget røntgenbilleder af hende. Det gør de nu og da. »Kontrol,« som mor har forklaret mig så mange gange, siden hun blev erklæret sygdomsfri for syv år siden. Nu har pappa kørt hende derhen i en af sine slidte, beskidte biler, og jeg ved, at mor får rengøringsvanvid af at sidde i den. Hvis bare hendes sølvgrå Peugeot 107 ikke havde været på værksted, kunne de have kørt i den i stedet. Selv går jeg frem og tilbage gennem haveforeningshuset på Safirgangen på Amager og kigger en gang imellem ud på indkørslen. Den er tom, og den bliver bare ved med at være det. Jeg længes efter mine forældre, jeg længes efter at se dem parkere bilen og stige ud, mens mor griner af noget, som pappa siger. Noget, som jeg ved, jeg også ville grine af. Men indkørslen er tom, så jeg fortsætter min rastløse vandretur gennem huset. I virkeligheden er mor og pappa slet ikke kærester. Det har de ikke været, siden de blev skilt og flyttede fra hinanden, da jeg var fire år gammel, og de fleste synes nok også, det er underligt, at de er flyttet sammen igen. Det var heller ikke,

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 15

12-11-2021 16:25:52

fordi de længtes efter at bo sammen. Og det var virkelig heller ikke, fordi de blev kærester. Mor manglede penge, og pappa var alligevel i sit musikstudie i Malmø i den del af ugen, jeg var hos mor, og så stod huset jo bare tomt. Pappa renoverede det, og mor flyttede ind i den ene ende, mens pappa fik værelse i den anden. I ndtil da havde mor og jeg boet i en lille lejlighed på Christianshavns Voldgade. Dér var både væggene og gulvene hvide, og man behøvede ikke at tænde op i en brændeovn for at få varmen. Mor gav mig heller ikke et sæt nøgler til en snavset bil, jeg kunne gå ud at varme mig i, hvis det blev for koldt indenfor. Hjemme hos mor var der faste rammer og tændte stearinlys, og jeg kunne lege med Lola, som boede i samme gård. Vi havde mange ting tilfælles. Især at vi begge to havde enlige mødre og kom fra andre lande end Danmark. Lola er nemlig både nigerianer, græker, thai og dansker, og jeg selv er halv svensker, kvart dansker og kvart nordmand. Mor vidste godt, hvor frie tøjler jeg havde hos pappa, men hun vidste også, hvor tryg man er hos ham, så det var måske derfor, hun accepterede det. Jeg går ud i køkkenalrummet. Før pappa renoverede huset, fandtes det ikke. Dengang var det et lille hus med væg-tilvæg-tæpper, snoede gange, snævre døre og lave lofter. Jeg var otte år gammel, da han købte det af en mand, der hed Ib, som efterlod alt, han ejede, her, selv sin tandbørste. Mens pappa fjernede væg-til-væg-tæpperne og malede alting grønt og mønstret, gjorde Frida – min klassekammerat, der bor på Rubingangen – og jeg lige, hvad vi havde lyst til. Vi sov på taget, vi sov på trampolinen, vi lavede konfekt og kærlighedseliksirer, vi skrev sange til vores band, vi så Desperate Housewives og spillede Sims til langt ud på natten.

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 16

12-11-2021 16:25:52

Men nu er haveforeningshuset på Safirgangen hvidmalet og rummeligt ligesom mors gamle lejlighed på Christianshavns Voldgade. Det er dét, der er med pappa. Han kan forvandle alt og skabe de flotteste rum helt uden hjælp. Men pappa er også sådan en, som altid har det samme tøj på: en mørkeblå hættetrøje med lynlås, en T-shirt i en brunlig nuance af grøn, et par jeans, som han højst vasker én gang om året (allt annat är ju vansinnigt!) og et par sneakers. Det er ikke, fordi han ikke har råd til nyt tøj, det er mere fordi: Hvorfor skulle han dog købe noget nyt, når det gamle fungerer så fint? Sådan er mor ikke. Mor og pappa er måske lige præcis så forskellige, man kan blive. Og dog. De har også en del tilfælles: musik. Og mig. Jeg åbner hoveddøren ud til haven. Indkørslen er stadig tom. Jeg går over til trampolinen, men kommer så i tanke om, at det bliver underligt, hvis jeg hopper på trampolin, mens mor skal fortælle mig, at hun har fået kræft igen, så jeg går ind igen og venter. Ser på klokken. De har været væk i tre timer. De har ikke ringet. Lola har til gengæld skrevet en masse beskeder til mig og spurgt, hvad tid hun skal komme. Jeg ved, jeg burde aflyse, men svarer, at hun kan komme sen eftermiddag. Jeg hører den velkendte brummen af pappas bil og går hen til vinduet. Bilen er parkeret, og mor og pappa er på vej ind i huset. Jeg sætter mig ved spisebordet. De er stille, da de kommer ind. Mor lægger en pose fra apoteket på bordet, før hun sætter sig over for mig. Pappa rækker mig en croissant. »De havde nogle dårlige nyheder i dag,« siger mor og ser

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 17

12-11-2021 16:25:53

ned på sine hænder. »Det er kræft. Tilbagefald.« Hun nikker hurtigt, som hun altid gør, når hun er ved at græde. Jeg taber croissanten på gulvet. Ryster på hovedet, mens jeg ser op på hende. Mor nikker endnu vildere. Så begynder jeg at græde, og hun begynder at græde. Pappa går i gang med at vaske op. »Det er uhelbredeligt, så jeg kan ikke blive rask igen.« Jeg ryster på hovedet, det gør ondt i halsen. »Men det betyder ikke, at jeg dør med det samme. De siger, at der måske kan gå fire år, men der kan også gå et halvt.« Jeg nikker. »Jeg skal ikke have kemoterapi til at starte med, så man kommer ikke til at kunne se, at jeg er syg. De giver mig noget medicin, som kan holde sygdommen nede, og når den holder op med at virke, får jeg en anden. Der er seksten forskellige mediciner, de kan prøve på mig.« Pappa spørger, om jeg vil med i Silvan. Jeg siger nej, for Lola skal jo komme. I stedet går jeg i bad og græder, til jeg falder ned på fliserne. Gemmer tårerne i vandet.

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 18

12-11-2021 16:25:53

Dårlige ting Jeg ved godt, at man dør af kræft. Morfar døde af kræft. En fra skolens far døde af kræft. I filmene dør de af kræft hele tiden. Da mor havde kræft første gang, vidste jeg til gengæld godt, at hun ville overleve. Mor troede sikkert, at hun skulle dø, for ud over at morfar lige var død, var hun og pappa også blevet skilt, så hvorfor skulle der ikke ske én til dårlig ting, nu vi var så godt i gang. Hun blev døbt uden hår på hovedet og sørgede for, at jeg fik to gudmødre: Mia og Anne Cathrine, hendes to bedste veninder, som i øvrigt er gift med hinanden. »Hun skal nok klare det, hun skal nok klare det,« sagde Anne Cathrine til mig en dag på hospitalet, da mor lige var blevet opereret, og vi sad på hendes hospitalsseng. Jeg tænkte: selvfølgelig skal hun nok klare det, hvad mener du? Og jeg havde ret: Mors hår blev langt og tykt igen.

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 19

12-11-2021 16:25:53

Kærlighedshistorier »Vilma, jeg synes, du skal aflyse med Lola,« siger mor senere, da vi ligger i sofaen og græder. Jeg vil helst gerne løbe langt væk, men jeg er forstenet. »Det kan jeg ikke,« siger jeg. »Jo, det kan du altså sagtens.« »Nej, jeg kan ikke, mor.« »Vilma, jeg tror, det bliver for hårdt for dig at være sammen med nogen lige i dag. Jeg synes virkelig, det er en dårlig ide, at hun kommer.« Mor kan ikke forstå, at Lola er insisterende og vil tvinge mig til at fortælle hende, hvad der er sket, hvis jeg aflyser. Mor kan sikkert heller ikke forstå, hvorfor jeg ikke kan fortælle Lola, hvad der er sket. Hun sukker. Så aer hun mig over hovedet. »Hvis du tror, du kan klare det, så er det okay for mig.« Jeg henter Lola ved Sundby Metrostation og fortæller hende ikke, hvad lægerne har sagt til mor. Lola bliver ved med at ævle om en pige fra sin parallelklasse, som hun er vild med, og om sin far, der skal have et nyt barn med sin franske kone, som han bor sammen med i Paris. Jeg kan pludselig ikke rumme, at Lola skal se mor og pappa, eller at de skal se os, så hele eftermiddagen sørger jeg for, at vi er udenfor, væk fra huset. Vi sidder i tårnene på haveforeningens legeplads, og da det

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 20

12-11-2021 16:25:53

bliver koldt, henter jeg tæpper og trøjer, så vi kan blive ude. Lola forstår ikke, hvorfor vi ikke bare kan gå ind, og det er først, da pappa kalder på os, at det ikke længere er muligt at undgå huset. Pappa har lavet grøntsagslasagne, og vi sætter os til bords. Lola fortæller om, hvordan hendes forældre mødte hinanden til en strandfest i Grækenland, og bagefter spørger hun mor og pappa, hvor de mødte hinanden. Jeg ser op på mor for første gang under aftensmaden. Hendes ansigt er stramt og blankt, renset af tårerne, som jeg forestiller mig, hun har grædt hele dagen inde bag døren til sit værelse. »Total kliché,« siger pappa. Mor smiler. »Tore producerede mit første soloalbum i sluthalvfemserne. Og så tror jeg ligesom bare, at det ene tog det andet, og lige pludselig var vi blevet kærester. Og så fik vi hende dér.« Hun peger hen på mig. Vi spiser lasagne, og for fem timer siden fik mor konstateret kræft. Tilbagefald. Uhelbredeligt. Bryst og knogle. Prognose: 6-48 måneder. Jeg har ikke sagt det til nogen.

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 21

12-11-2021 16:25:53

Sladder Mens vores klasselærer Kristine taler oppe ved tavlen, sidder jeg omme bagerst og tegner i mit kladdehæfte. Cille sidder ved siden af og gør det samme, selvom hun er dårlig til det. Cille maler sine øjenbryn sorte, og Frida og jeg synes nogle gange, at hun er en dramatisk snob, men vi hænger alligevel ud med hende, fordi hun laver rav i den og ved, hvor man kan købe alkohol, når man ikke er gammel nok. Jeg skal fortælle noget gossip. Cille holder sit kladdehæfte hen mod mig. »Hvad er det?« hvisker jeg. »Jeg siger det i frikvarteret.« Jeg skal også fortælle jer noget, skriver jeg under hendes besked i kladdehæftet. Cille ser straks op på mig. Jeg kan se, hun vil vide det. »Det er ikke noget, det er ikke noget,« hvisker jeg. »Jeg siger det i frikvarteret.« Mor har tvunget mig til at fortælle mine venner om tilbagefaldet. Hun kan tvinge mig til alt, vinde hvert et skænderi. Men hun har også studeret retorik i fem år, så hun er uddannet i at vinde vores skænderier. Ikke at det var et skænderi, da hun bad mig fortælle mine venner om sygdommen. Det var mere sådan: »Jeg synes, det er en rigtig god ide, hvis du siger det til dine venner, Vilma. Så du ikke går og er så alene med det,« og jeg sagde: »Ja,« og så sagde mor: »Jeg kan også bede

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 22

12-11-2021 16:25:53

Kristine om at sige det til dem. Jeg har allerede fortalt det til dine lærere,« og så sagde jeg: »Nej, mor, aldrig i livet, jeg siger det selv.« Vi lå på hendes lille værelse. Mor har knap nok forladt det, siden hun fik at vide, at det var kræft. Som om det hele bare blev meget værre fra den ene dag til anden. Men det gjorde det jo faktisk også. Så snart Kristine giver os frikvarter, råber Cille tværs gennem lokalet: »Frida, Frida! Vilma har gossip!« Jeg kan mærke lidt panik vokse i min mave, og det går op for mig, at jeg kommer til at skuffe dem helt vildt. Det er jo verdens værste sladder. Cille, Frida og jeg løber ned ad trapperne til sundhedsplejerskens kontor, som er fyldt med sjove bøger, kondomer, bind og tamponer. Det er altid her, vi gemmer os. »Hvad var det, du ville fortælle, Cille?« spørger jeg og håber desperat, at hun også vil fortælle os noget forfærdeligt. »Ej, det var bare for sjov, jeg har ikke noget gossip.« Hun griner højt, mens vi sætter os på gulvet. »Nå, hvad så, Vilma?« Hun vil vide det nu. »Øhm, ja,« begynder jeg. »Altså, det er ikke så sjovt, det er faktisk ret nederen, det er ikke sådan sladder.« Frida og Cille er stille, og jeg kan selv høre, at min stemme lyder helt forkert. »Øh, det er, fordi i fredags fik vi at vide, at min mor har fået kræft igen.« »Nej!« Udbryder Cille og tager hånden op foran sin mund. Frida nikker stille. »Ej, Vilma.« »Jaer, det er ikke så godt, men jeg er okay, jeg er helt okay, det er jeg virkelig.« »Men sådan, hvor slemt er det?« spørger Cille og gemmer et lille, panisk smil bag hånden.

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 23

12-11-2021 16:25:53

»Altså, sådan, ret slemt. Eller, hun kommer ikke til at dø lige med det samme, men det er uhelbredeligt, så hun bliver ikke rask igen.« »Okay,« siger hun. Der bliver stille et stykke tid: Jeg skulle aldrig have sagt det. »Jeg vidste det faktisk godt,« siger Frida så. »Din mor har sagt det til min mor.« »Ja, okay,« siger jeg. Typisk mor. Klokken ringer ind, og hele vejen op ad trapperne plaprer Cille løs om sin papbror, som vi alle sammen godt ved, hun er hemmeligt forelsket i. Jeg tænker over alle mine bevægelser, som om de ikke længere er naturlige, som om alle kan høre, at jeg trækker vejret, som om alle kan se, at jeg tænker over, hvor jeg placerer mine hænder, som om alle kan lugte, hvor meget jeg anstrenger mig for at se helt almindelig ud i ansigtet. Efter skole følges jeg hjem med Frida. Vi snakker om de ting, vi plejer at snakke om: vores band og alt det, vi glæder os til at få lov til, når vi bliver ældre. Da vi når til hendes hus på Rubingangen, drejer hun ind og siger farvel. Jeg ved ikke, om hun forventer, at jeg siger noget om mors sygdom, før vi skilles. Bare lige nævner det. Jeg ved ikke, om jeg forventer, at hun siger noget. Jeg håber ikke, hun tror, at jeg forventer, at hun siger noget. »Vi ses i morgen,« siger jeg så og drejer ned ad tværgangen og hjem til Safirgangen.

b3k_bb1201_tænk_ikke_på_mig_135x215mm.indd 24

12-11-2021 16:25:53