Tavshedens ø by Gutkind Forlag

DEL I

”Han beundrer stilheden på øen; ruger over den som et stort øre, har spioner, der rapporterer til ham dagligt, og ser hellere sine undersåtter synge end tale.”

- Robert Louis Stevenson, In the South Seas

Jeg har grebet mig selv i at læne mig tungt op ad denne smerte. Først prøvede jeg at tvinge den til tavshed i den tro, at den ville forsvinde og overlade mig til mit eget oprørte indre. At den ville vare et stykke tid som et tungt vink om den uro, der ligger på lur og vrider sig bag livets facader, vores hovmodige selvbedrag. Men den slap ikke taget, blev tværtimod tydeligere, mere nøjagtigt stedfæstet, konkret. En ting, som optog plads inden i mig, kakerlakagtig, mørk og privat, og gav en tyk, osende røg fra sig, der stank af bange ensomhed. Hver morgen, når jeg vågnede, famlede jeg efter den og sukkede fortabt, når jeg mærkede, at den var i fuld vigør og vred sig indeni. Emma sagde, at det måtte være min fordøjelse eller sådan noget, men hendes undrende, bekymrede blik sagde mig, at hun ikke selv troede på det. I ugevis prakkede hun mig pulvere og tabletter på, og hun læste løs om specielle diæter, mavesyre og fibre og vitaminer. Det var sådan, Emma forholdt sig til problemer. Hun gav dem sin fulde opmærksomhed, i hvert fald en overgang. Vi fik aldrig prøvet de specielle diæter, selv om nogle af dem lød fine nok, for hver morgen mærkede jeg, at bæstet i mig havde vokset sig større og stærkere.

Til sidst gik jeg til min læge. Jeg frygtede for mit usle liv og gik altså til min læge. Det kan man sige i England. Min læge. Her har alle en læge helt for sig selv. Som sidder på en drejestol bag et stort skrivebord, flankeret af medicinsk lekture og en bakke med nydeligt ordnede instrumenter. Med en

konsultation oplyst af lamper, som er betænksomt vinklet, så de ikke skærer patienten i øjnene, selv i hjørnet, hvor briksen står bag et forhæng. Jeg forklarer dette af hensyn til mine mindre heldige brødre og deres kvinder, deres søstre og mødre og tanter, som må tie eller lire banaliteter af for at fremstå som normale mennesker med omtanke for familiens ære. Jeg mener de arme stakler, som lever i verdens mørkere afkroge og må henslæbe dagevis i sol og regn, hærget af tornadoer og støvstorme, mens de venter på at få amputeret et koldbrandsbefængt ben eller på en indsprøjtning mod slangebid eller på bakteriedræbende creme til deres væskende sår eller måske bare på at få behandlet en smule solskoldning. For dem lyder tanken om egen læge måske som en utrolig fantasi.

Her er det noget andet. Sundhedspleje fra vugge til grav, høfligt og hensynsfuldt forestået i store klinikker indrettet med tanke på patientens velvære og bekvemmelighed, og hele herligheden gratis. Og er det ikke gratis for alvor, så føles det sådan. Det er et lille gode, som ikke blev vundet uden sværdslag, men som England nu under sig selv efter generationers slid og århundreders slæb med at bygge de smukke ruiner. Man kan bare stille sig på bredden af Themsen, hvor som helst mellem Blackfriars Bridge og Westminster Bridge, og vende blikket mod nord og se, om ikke hjertet fyldes af ærefrygt over, hvor meget arbejde det har krævet at bygge det hele: de mægtige tårne og enorme kontorbygninger og søjlegange og vidtstrakte hvælvinger og pragtfulde pavilloner og propre palæer og forgyldte broer med guirlander af lys. Lad nu blikket vandre videre ud. Der ligger fabrikkerne og pakhusene, de mekaniserede landbrug, mønsterbyer, kirker og museer, der bugner af rov fra andre folks knuste historier, og biblioteker proppet med bøger, som er blevet skrabet

sammen gennem århundreder. Sammenligner man alt det med en hvilken som helst af de boblende kloakker, der går for at være byer i de mørkere dele af verden, og tager man de opofrelser i betragtning, som gjorde det hele muligt, så virker et beskedent gode som egen læge ikke videre ekstravagant. Ruinerne er noget af det, der gør England til en nation, sammen med en vis skråsikker, hedonistisk kynisme, der giver sig ud for at være raffinement og durkdrevenhed. For disse ruiners England eksisterer ikke mere. Det eksisterer ikke, spørg bare hvem som helst. Ikke det England, som lyste op i mørket og gav verden dampjernbanen og Greenwich-meridianen og penicillinet, alt sammen i øvrigt opfundet af skotter i eksil. Ikke det England, som skabte os med sine fortællinger om verden. Nu er det Storbritannien og Det Forenede Kongerige og det Hellige Europæiske Imperium, der truer i horisonten, trods visse højlydte protester i Englands gamle koloniprovinser, hvor nogle ser denne angivelige forvandling som et smidigt fupnummer, som bare skal holde dem nede i den samme historiske trældom, som har varet i generationer. Folk ligefrem krymper sig af skyld, når de siger England. De vil så nødig opfattes som rablende, nationalistiske, racistiske fascister. Og når der skal ses nærmere på den dystre, røveriske historie, tilgiver skotske og irske stemmer stilfærdigt sig selv for deres rolle i det spændende eventyr, og minder dem, der vil lytte, om deres egne afsavn under den engelske kolonimagts hæl. Det eneste ved England, man kan tale frit om med god samvittighed, er bondelandet eller de mange hårdt prøvede sportshold, som udgør en evig kilde til frydefuld afsky og foragt – der dog fluks slår over i hjernedødt pral, hornmusik og hyperbler, når der kommer en uventet sejr.

Men altså, efter alle disse barske tidsaldre med slid og kævl, netop som det udmattede folk skulle til at læne sig tilbage og betragte lyset, som legede i buske og vand, spænde sværdbæltet af, lytte til de mildt syngende zefyrer og nyde de saftige frugter af deres anstrengelser, gav en masse, en hob af fremmede folk sig til at råbe og skrige uden for murene.

Hver epoke og hver by og lille flække har sine galninge, sine spedalske, sine udskud, sine omvandrende kedelflikkere og vise eneboere, men hvad laver sådan en pøbel her? Hvordan kom de alle sammen hertil? Ja, selvfølgelig ved vi hvordan. Men hvorfor kunne de ikke nøjes med den viden, som de uvægerligt fik på rejsen til Europa, uanset hvor uhyrlige begivenheder der havde gjort rejsen nødvendig? Hvorfor kunne de ikke bare måbe og juble over idealet? Hvad er der nu galt med at have en smule distance, en vis værdighed i modgang? Hvad er der galt med at gøre som Pocahontas?

Her er, hvad man siger om hende. Hun var en algonkinsk prinsesse, datter af kong Powhatan. Historien om hende er fra dengang, man plantede – o, skønne ord – den engelske koloni i Virginia, på den gode dronning Bess og tronfølgeren Jimbo Stuarts tid. John Smith, operationens engelske hejtman, blev taget til fange, mens han var ude at rekognoscere – for at lodde oddsene for en rask, lille etnisk udrensning, han havde i tankerne – og blev ført til Powhatan. Da John Smith var blevet trakteret og bespist (gæt selv hvorfor) i flere dage, bad man ham lægge sit hoved på en sten, mens forskellige noble algonkinske individer stod rundtom med køller i hænderne. Pocahontas kastede sig ned på englænderen og skærmede hans hoved med sit og frelste altså hans liv. Det blev et øjeblik, som skulle optræde igen og igen i beretningerne om imperiets eventyr: Den smukke

indfødte prinsesse falder i svime over den europæiske ridder og sætter dumdristigt alt over styr for kærligheden. Men Pocahontas var der først. Chokerende nok var hun bare 11 år dengang, sådan en fremmelig lille djævel. Hun hoppede senere af til den engelske koloni (hun blev taget til fange som 18-årig) og røbede villigt og dagligt algonkinernes lumske, dristige angrebsplaner. Inden længe blev hun døbt Rebecca og gift med en englænder. Rebecca: Bliv mor til tusinder af millioner, og lad dit afkom erobre deres fjenders porte. Men der ventede hende en langt mere farefuld rejse end denne første overfart til civilisationen. Hendes mand tog hende med til England, hvor hun blev hyldet som et ædelt vildt kuriosum, og kort tid efter døde hun i Gravesend, i Kent, en råkold, forsumpet kloak i Englands nedre regioner, langt fra Virginia. Hun skulle måske være blevet hjemme i stedet for at stikke næsen i imperiets historier. Men historien melder intet om, at hun beklagede sig.

Så er det anderledes fat med denne mærkværdige pøbel, som tilsyneladende hverken kan holde på ro eller værdighed eller i det mindste bare opføre sig ukompliceret og passende eksotisk. De vifter med deres gummikontrakter og udspyr deres klagesange og bræger og brøler af raseri. Så vil de have mere spalteplads i aviserne, så brokker de sig over, at ingen læser deres alenlange bøger, så vil de i tv. Og sikke nogle røverhistorier, alle disse anklager! Hvad de dog ikke påstår, herregud! Intet kan lægge en dæmper på dem, og det er umuligt at forstå, hvad de mener. Åbenbart er historien en løgnekabale, som dækker over århundreders morderiske røvertogter rundt om på kloden – og gæt, hvem der skal forestille at være barbarerne. Selv de mest fredsommelige fortællinger bliver tolket som lumske metaforer, der gør dem

til udyr og undermennesker, usle kræ og slaver. Selv deres

åbenlyse råhed mod hinanden kan altid tilskrives noget andet: slaveri, kolonialisme, kristendom, en europæisk uddannelse, alt andet end deres egen ustyrlige griskhed eller deres

hæmningsløse vold eller deres kunstfærdige krumspring for at slippe for byrden ved at gøre noget ved noget som helst.

Loven er imod dem, arbejdsgiverne afviser dem, bankerne diskriminerer dem. Lutter ævl og kævl!

Og hos lægerne braser de også ind og blotter deres groteske bylder og gabende flænger. Lægerne palperer stoisk disse gamle sår, som svulmer under syg hud eller siler og drypper betændt. Det er sådan, jeg tænker om læger: ufatteligt empiriske og programmatiske. De håndterer kroppe, der oser af beklagelser, og så udskriver de en lille lap papir mod smerterne.

Min læge smilede, en ung mand i kridhvid skjorte, med lysebrunt hår og mørkeblå øjne, en af den slags mænd, som styrer verden, lige meget hvilken vinkel du ser den fra. Jeg så for mig, hvordan han steg træt ind i sin Range Rover efter arbejde og kørte hjem til sin kønne kone i det rare hus i en charmerende forstad. Så snart han slukker for motoren i den grusbelagte indkørsel, bliver han rendt over ende af sit forgudende afkom, (en pige på 11 og en dreng på 9, er mit gæt) og måske en kærlig blond collie. Måske venter konen et tredje barn, en lille efternøler, der skal genopfriske den ungdommelige kærlighed, de to første børn så fuldendt symboliserer. I hvert fald smilede han, sukkede mageligt og strakte kroppen på knap to meter i den bekvemme drejestol. ”Og hvad kan jeg så gøre for dig?” Han trommede og bankede på min brystkasse og lyttede til den med et fjernt, spørgende

udtryk. Han kunne ikke dy sig, men kneb i det lille bildæk, som på det seneste har lagt sig om mit mellemgulv. Hvad han forventede at få ud af det, ved jeg ikke. Et hvin, en uhellig ed, en stråle af homogeniseret materie, et ufrivilligt spjæt i en atrofieret muskel, måske? Jeg stod i tavshed, mens han æltede mit udbrændte skrog, klemte og nev og knækkede fingre mod mine knogler. Så rynkede han panden og sagde, at mit hjerte var kaput. Det kunne jeg sandelig selv have fortalt ham. Det var det, jeg var kommet for at sige, men jeg satte mig tavst og ærbødigt, mens han lirede replikkerne af.

Noget ved den måde, jeg opførte mig eller så ud på, gav ham vist indtryk af, at jeg havde gået på kostskole. Det var ikke bare det bryske, mandige kaput. Han spurgte også, hvad jeg typisk fik i skrutten, og om jeg havde nogle usædvanlige griller. De eneste, jeg kunne forestille mig, der sagde i skrutten og omtalte dårlige vaner som griller, var tegneserielæsere og mænd, som havde gået på kostskole – men jeg gætter bare, og dét naturligvis baseret på en snæver, beskeden livserfaring. Jeg sagde, at jeg kunne lide grønne bananer og røget abe til morgenmad. Han studsede lidt. Det forbavsede ham uden tvivl, at jeg ikke havde forsyningsproblemer, men så nikkede han anerkendende. Han begyndte at gå mig på nerverne. Jeg overvejede at nævne som en grille, at jeg spillede den af på aberne, inden de røg på gasgrillen – det gav ligesom bare kødet en bedre konsistens – men jeg ville nødig have, at han skulle klaske mig på den gale skulder og sende mig i armene på djinnen med stopur i venstre hånd og sværd i højre, den hærdebrede, skæggede fyr, som siger: Du har et år tilbage, før du er min. Jeg havde brug for hans sympati. Jeg ville ikke tirre ham ud i onde spådomme. Lægen sendte mig et lydløst grin, måske for at vise, at han havde luret mig, og så fortsatte han

ellers med rynket bryn og tomt blik. Jo mere han snakkede løs, des mere sølle følte jeg mig, som et tungnemt barn eller en døvstum, mimrende olding, som om jeg var en indfødt, der ingenting forstod.

”Afrocaribiere har upålidelige hjerter,” sagde han og smilede for at opmuntre mig i nødens stund, ”og de har tendens til højt blodtryk, hypertension, seglcelleanæmi, demens, denguefeber, sovesyge, diabetes, hukommelsestab, galde, flegma, melankoli og hysteri. Du burde ærlig talt ikke være overrasket. Det er selvfølgelig uhelbredelige sygdomme, men der er ingen grund til panik. Ingen grund til at lægge battet på hylden, hvis jeg må bruge en passende metafor. Lad os nu se. Er kvaler med hjertet noget, der ligger til familien? Du skal virkelig ikke bekymre dig. Du har bare et mildt tilfælde, tror jeg, det er slet ikke usædvanligt for en af din alder og race, men nu henviser jeg dig til en specialist, som kan tage nogle prøver og bekræfte min diagnose. Hvis du bliver urolig, så husk, at sundhedsklinikken har en glimrende rådgivning. Der kan du få hjælp til at indrette dig efter situationen. Betaler du selv, eller har du privat forsikring? Vi kunne havde ordnet prøverne meget hurtigere, hvis du havde haft privat forsikring. Men der er ingen grund til panik, forstår du?”

Efter så meget drama nænnede jeg naturligvis ikke at nævne, at jeg hverken var afrocaribier eller caribier af nogen art i det hele taget. At jeg ikke havde den mindste tilknytning til Atlanten – men slet og ret var en knægt fra det Indiske Ocean. En muslim, opdraget som ortodoks sunni, med et vist tilhørsforhold til wahhabismen, der stadig ikke havde formået at løsrive sig fra konsekvenserne af disse tidlige påvirkninger. Jeg sank alle hans uhelbredelige sygdomme i en stoisk mundfuld og vrængede indvendigt af hans selvglade

uvidenhed. Han nævnte ikke aids, for eksempel, som har hovedkvarter i vores del af verden, sikkert fordi vi ikke kan holde fingrene fra aber. Jeg burde nok have irettesat ham, men netop da ville jeg hellere være solidarisk med mine brødre.

De kunne ikke gøre for det, så hvorfor gøre nar? Hvis jeg havde sagt det, ville han måske desuden have tvivlet på sin diagnose og givet sig til at ælte og dunke løs igen og forlange blodprøver og kviksølvkure, eller hvad de nu ellers bruger for tiden, når de skal afprøve deres teorier om degenererede racer. Det var mere, end jeg kunne overkomme. Min krop føltes forslået og feberhed nok, som det var.

For resten mente han ikke afrocaribiere. Han mente sortsmudskere, hubshier, abider, bongobongoer, sig-det-højtjeg-er-sort-og-jeg-er-stolt ofre for sult og tyranni og sygdom og uhæmmede lyster og historien etc. Du ved, min race. Jeg kunne se, at han værdsatte min ærbødige tavshed, for han smilede, mens han udstedte sine forbud og påbud, og vrikkede nu og da med fingeren for at advare mig mod uartige fristelser.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige det til Emma, så snart hun kom hjem, eller vente til specialisten havde taget sine prøver og sat sit stempel på mit flakkende hjerte. Men der kunne gå måneder, inden specialisten fik tid til mig, eller brevet kunne gå tabt i posten, når hospitalet endelig fik smølet sig sammen til at indkalde mig, eller en maskine kunne bryde sammen under konsultationen, så jeg måtte have en ny tid. Der kunne ske hvad som helst. Men egentlig vidste jeg allerede, at jeg ville sige det med det samme – jeg fortalte hende jo alt. Og hvordan skulle jeg ellers forklare, at jeg på lægens forlangende droppede de tre glas rom og tre cigaretter, som jeg tog mig hver fyraften? Det er som regel mit livs lykkeligste time, og

den gentager sig dagligt på klokkeslæt, hvis man da ser bort fra sjældne katastrofer som forældremøder og ferier. Tre glas rom og tre smøger, slag i slag, indtil hele livet svinder ind til bare et par minutter før og efter, og alt andet reduceres til en svag gurglen i en fjern grøft. Emma havde nødtvungent lært at lade mig nyde min time i fred, for talte hun til mig, trak jeg mig væk … ud på brandtrappen, den lille, vakkelvorne pyntealtan, hvor som helst, bare væk fra hende. Det skete, at hun ikke kunne nære sig og fulgte efter mig alligevel, sprængfyldt af nyheder om diverse urimeligheder på jobbet eller i undergrundsbanen. Når hun havde lettet sit hjerte, gav hun los for sin harme over mine undvigemanøvrer og det, hun kaldte min vattede egoisme, og gik til angreb på manden, som var skyld i al hendes ulykke, og sådan endte en hel del af vores samtaler. Ret skal være ret, hun havde måske nok sine grunde. Jeg er tilstrækkeligt kolonialt uddannet til at være rimelig i den slags sager.

Hvad var der for resten også at sige, som hun ikke allerede havde opfanget, første gang jeg beskrev smerten i min brystkasse? Men jeg vidste, at hun alligevel ville hænge med hovedet, se trist ud og endda græde – og derefter trøste sig med at udpønse og planlægge forandringerne i vores liv, som om vi skulle på ferie, og hun stod for alt det praktiske. Det gjorde hun typisk, og det passede mig fint. Selvfølgelig var det ikke sådan, jeg regnede med, håbede på, at hun ville tage det. Jeg forestillede mig, at hun et øjeblik ville blive stum og ulykkelig, men bagefter ville hun overøse mig med ømhed og varme, tage både sit eget og mit tøj af og elske ømt med mig i timevis. Hun har det i sig. Det ved jeg.

Der var altså ingen vej udenom. Så snart hun kom hjem, ville jeg sige det. Jeg kunne ikke skjule noget som at droppe

mine tre glas rom og tre cigaretter. Selvfølgelig overvejede jeg at tie stille – hun ville ikke opdage noget, og jeg ville ikke behøve at forklare noget – men det forekom mig temmelig vattet, egoistisk og svigefuldt. Jeg hader svig. Og jo før jeg fik sagt det, des bedre for mig, for så kunne hun sige det til Amelia, vores datter, og så kunne vi også få dét overstået. Lad mig fortælle om min datter. Det er ikke sådan, at jeg er skuffet over hende, men siden hun var omkring de 14, har hun været skuffet over mig. Jeg så for mig, hvordan hun ville se ud, når hun hørte om mit smadrede hjerte, at hun ville stirre på mig, himmelfalden over, at jeg igen var havnet i problemer. Så ville hun stille mig et helt igennem praktisk spørgsmål om noget, jeg aldrig selv ville have overvejet, og således demonstrere, hvor lidt jeg vidste om verden. ”Har du overvejet at gå til en specialist?” Faktisk ikke, skat, det havde jeg slet ikke tænkt på. Sikke en god idé! Du er så kvik, min snut! Hvad skulle vi gøre uden dig? Jeg vil gøre det straks. Og så ville hun gå sin vej med et plaget udtryk og mumle snøftende frækheder om mig. Det er derfor, jeg taler sarkastisk til hende på den måde. Det er mit eneste forsvar – svagt og forgæves, men det er, hvad jeg har. Hvad skulle jeg ellers gøre? Slå hende? Tale kærligt til hende? Ignorere hende? To måneder forinden, da hun gik sin vej på den måde, havde hun slynget tilbage over skulderen: Du kan være lige så led, du har lyst til, det bliver du ikke mindre mislykket af. Min første reaktion var at fare efter hende – hvis jeg havde været roligere, ville jeg ikke have ulejliget mig – men under alle omstændigheder var hun for hurtig.

”Jeg er ikke mislykket,” råbte jeg ind i den lukkede dør. ”Jeg er en tragedie. Vi lever i en kold, kaotisk verden, og jeg er en af de fortabte.” Jeg hørte en halvkvalt lyd bag døren og

håbede, at hun var ved at hænge sig i gardinstangen. Det er der så mange unge, der gør, de fortvivler over materialismens amokløb eller mister modet på grund af deres slappe fysik eller seksuelle frustrationer. Det var ikke noget særligt.

Hun var nu engang sådan – hun var præcis sådan. Jeg havde håbet på noget andet – uden nogen særlig grund andet end vores maniske ambitioner på vegne af vores stakkels, indforskrevne afkom – men hun er ikke faldet bedre ud end os andre, bortset fra, at hun stiver sin særlige afart af patetisk egoisme af med skarp og skinger frækhed. Lad gå, hun har sikkert mange andre sider, men det eneste, hun har tilovers for mig, er en sårende uforskammethed, jeg ikke kan svare igen på. Når vi skændtes sådan, skulede Emma til mig, som om jeg havde madet Amelia med galde som spæd, trænet og oplært hende hele hendes endeløse barndom og så revet hende væk fra lektierne for at give hende det sidste nye inden for sur, grov kæft.

Emma, som skulede til mig! Forlangte, at jeg skulle tage skylden for min uduelige kærlighed til en datter, som gladelig har forædt sig i den skadefro selvsikkerhed, der kendetegner kulturen, hun er opvokset i. Det var som at klandre hullet i ozonlaget eller de skrumpende regnskove eller lækkende atomreaktorer for alle denne vaklende verdens problemer.

Men hør lige her, det er ikke mig, der har gjort alt det, og heller ikke de nordafrikanske indvandrere i Frankrig eller de tadsjikiske ryttere, som tordner hen over Centralasiens sletter eller Winnie Mandela eller en forbipasserende komet.

Hvorfor skal råddenskaben i Amelias generation lægges over på mig? Er det mig, der har proppet dem med berigede vitaminer og blødsøden kærlighed og eventyr om verden og et helt proportionsløst hovmod? Er det mig, der har fyldt

deres hoveder med skrækkelig plebejisk hybris, der jævnfører tænkning, kunst og principper med at spise råt affald offentligt eller hengive sig til lurvet sensualitet? Hvilken rolle har jeg haft i at overbevise dem om, at der skulle være noget vittigt ved fornedrelse eller perversion?

Emma grinede hånligt, når jeg sagde den slags, og det gjorde jeg til tider, når jeg fik nok af Amelias skulen og sigende blikke. Emma har ikke altid gjort grin med mig, og nogle gange har hun endda selv svunget lansen, men det var i gamle dage, dengang vi var unge nok til at bilde os ind, at vores lille verden var i forandring, og at det, vi sagde og tænkte, på en eller anden måde kunne påvirke retningen.

”Så kører vi igen, det dekadente England på anklagebænken,” kunne hun finde på at sige efter et af mine udbrud. ”For alt i universet og nu også, fordi vi har fejlet som forældre. Jeg er faktisk ikke engang sikker på, at barnet gør noget galt. Det kan umuligt være din fejl, nå ja, eller så vores fejl da. Hun er nu engang din datter, og det ansvar slipper du ikke for, bare fordi du prædiker for mig om, hvor fordærvede vi er og alt det der. Du behøver ikke at gentage det! Vi har efterhånden hørt det alle sammen, og jeg kan måske også give dig ret et stykke ad vejen. Men siden du er så ubesmittet af alt snavset, så tag du og frels hende. Lær hende om ædelhed og principper og opofrelse og latter og hvad vores fallerede kultur nu ellers ikke længere magter. Frels hende.” Sig det, hvem skulle gengive mennesket med de sønderflængede håb erindring om livet? Jeg plejede at citere den linje af Léopold Sédar Senghor for hende, da vi lærte hinanden at kende, og somme tider kom hun i tanker om den og smed den ind i sit England-på-klagebænken-foredrag. Det hændte, at jeg nød vores sammenstød. De gav mig mulighed for at harcelere over

den historiske og kulturelle undertrykkelse, jeg var udsat for.

I hendes ører lød det som ordskvalder, men sådan ender den vildes kritik af Europa altid med at lyde. (Det har jeg læst i en bog). Samtalerne tog generelt en drejning, der førte til, at jeg i sidste ende blev kaldt intolerant, utaknemmelig, en fundamentalist, en værre mujahedin, et svin og et røvhul.

Men tænk engang. Efter disse sammenstød og mod alle odds havnede vi sommetider i heftige natlige orgier af tilgivelse og ømhed. Jeg sværger på, at de stunder var alt råberiet værd.

Jeg kunne lide at hænge mig i forskelle – det kan jeg stadig – reflektere over, hvordan hybris og grådighed har tæret på grundvolden. Hvordan det kontinent, vi lever på, nu glider i pøle af slim og affald og snusk. Hvordan kynismen og udmattelsen dømmer os alle til at leve af pis og lort, og hvordan denne verdens overmætte bare kan rynke hovedløst på næsen af dem, de har kuet og banket i sænk. Emma kaldte mig narcissistisk – eller hun beskrev floromvundet det, jeg havde gang i, som de små forskelles narcissisme. Hun har altid haft sans for at finde på talemåder, men netop den har hun samlet op et sted. Når hun fandt sig en lille vending, pudsede og gned hun den, til den var hård og skinnende blank. Og så sørgede hun for at have den ved hånden, i tilfælde af at hun måtte brillere med sin kvikhed. Jeg tror ikke, hun mente noget ondt med det. Hun kunne bare godt lide at vinde sine skænderier, og gjorde det ikke altid uden charme. Nå, men hun mente altså, at jeg lagde for meget vægt på de små forskelle, især fordi jeg egentlig bare prøvede at sige NEJ til visse historier, som opstod og bølgede vildt omkring mig trods mine svage protester. Hvor indigneret jeg end var, og hvor meget jeg end beklagede mig, forblev historien altid den samme: Mine skavanker og utilstrækkeligheder forblev

i forgrunden. Mine tarvelige grusomheder ville aldrig blive mindre smålige, og når alt kom til alt, ville jeg stadig synke hen i dannet kaos ved den mindste anledning, sulte mig af ren og skær tankeløshed og for evigt behøve herskabets faste, styrende hånd for ikke at være til fare for mig selv og alle andre. Hun ventede på mig med øjne, der lyste af kløgt. ”For ser du, du kan ikke forandre historien, så længe du selv er i den, og deraf følger det, afgjort og utvivlsomt, at du ikke får noget som helst ud af at sige NEJ til det, der sker i den.

Historien eksisterer, fordi det er nødvendigt, og det er nødvendigt for historien, at du er alt det der, så vi ved, hvem du er. Så du kan ase og mase så tosset, du vil, det er bare hysteri, og din forargede ammestuesnak er bare nedbrydende fantasier. Vi har for meget brug for dig, og vi har brug for dig, som du er.” Det var her, min narcissisme lå, vil jeg tro, i min trang til at placere mig selv i en selvforherligende diskurs, som forudsatte, at England var skyldig og dekadent, i stedet for at spille min rolle lige så godt og lydløst som Pocahontas.

”Hvad er meningen overhovedet med at dvæle ved alt det der?” sagde hun. ”Du ender bare med at føle dig impotent og undertrykt, som om du i særlig grad er offer for historien. Vi snakker hele tiden om alt det grufulde, der er sket, men det forhindrer da ikke, at det sker igen. Vi kom jo bare først med dampmaskinen og bomuldsmaskinen og den slags. Og så blev det os, der måtte gøre det beskidte arbejde.”

Og vores andel i den handel var at blive koloniseret, assimileret, uddannet, fremmedgjort, integreret, lide under kultursammenstødene, vinde et flag og en nationalsang, blive korrupte, sulte og brokke os over hele molevitten. Det er en god forretning, og vi spiller vores roller, så langt vores beskedne talenter rækker. Men det tilfredsstiller ikke nærtagende

patrioter, der føler sig trængt af de hysteriske fremmede, som faretruende har slået sig ned inden for portene. De fik rovet, og vi fik angsten, men selv det er ikke godt nok til dem. Så de gejler deres bestialske plebejere op med eventyr om fortidens storhed og nutidens elendighed, fremprovokerer et par optrin, måske et uundgåeligt dødsfald her og der, og så er det tilbage til bibliotekshylderne efter flere eventyr om standhaftighed over for vanskelige omstændigheder og deklamationen af det stadigt tiltagende omkvæd: Vestens triumf. I mellemtiden får hubshierne stadig sværere ved at modstå de fristende og skammelige antydninger af, at de lever i en klagekultur, at de er blevet forfaldne til den rådne stank af deres egne sår, at de ikke tør se deres begrænsninger i øjnene, at de ikke kan det, der skal til, for at befri sig fra historiens hængedynd.

Hun grinede anerkendende af ironien, som jeg smurte så tykt på, og så fortsatte hun: ”Men tænk bare på alt det, vi har givet jer, som I måske ellers ikke ville have haft. Det må du i det mindste indrømme. Vi har måske nok rapset et nips her og der og udstillet det på British Museum, men vi kom ikke tomhændede. Vi gav jer individualisme, elkøleskabet, Den Hellige Ægtestand … ”

”Hellig!” Det var det, jeg engang kunne lide ved hende. Da vi fandt sammen, opdyrkede vi et øretæveindbydende had til alt, som hørte vores liv til. Den Hellige Ægtestand var en del af det, og slummen, og tomatketchup og pølser og irish stew og cottage pie. Vi delte begmænd ud til højre og venstre og syntes selv, at vi var hylende morsomme og anarkistiske. Men apropos Den Hellige Ægtestand havde jeg et problem, som altid lå mig på sinde, selv om hun ikke anede det. Jeg var klar over, at jeg måtte se at få det sagt. Det begyndte at blive latterligt.

”Hvis det ikke var for os, ville du være nået til kone nummer tre nu, en stakkels syttenårig, som burde tænke på sine lektier, ikke på den trætte penis, som snart ville ødelægge hendes liv,” sagde hun. ”Det ville have været dig nu. Indrøm det.”

Før eller siden må jeg vende tilbage til begyndelsen og fortælle historien ordentligt. Jeg har ikke helt styr på begyndelsen endnu, hvor den er, så at sige. Når jeg synes, at jeg har fundet et godt udgangspunkt, lader jeg mig friste af tanken om, at det hele ville stå klarere, hvis jeg tog udgangspunkt i det, der førte til udgangspunktet. Jeg tænker mig frem til en række startpunkter – nogle før jeg blev født, nogle efter, nogle i går, andre i det levende nu – men efter få minutter hænger de mig langt ud af halsen. De virker alle sammen kalkulerede og gennemskuelige. Jeg snubler rundt i dette triste vildnis og håber på at falde over udfrielsens øjeblik.

Men altså, tilbage til Den Hellige Ægtestand. Det sjove var, at Emma og jeg ikke var gift, men havde levet i stadig mere gnaven synd i årevis. Nå ja, vi var ikke altid gnavne, men krakilskhedskvoten var nogle gange ret høj, og jeg ved ikke helt, hvordan det endte sådan. Hvad angår Den Hellige Ægtestand, drev vi ikke bare tilfældigt udenom. Vi gik til kamp mod den, satte hårdt mod hårdt, stod fast mod middelklassens agtværdighed uden at blinke og vendte så blikket mod havenes frihed. Det var først og fremmest Emmas idé. Hun havde mange idéer om den agtværdige middelklasse, hvormed hun mente sine forældre. På den måde var hendes angreb på klasse temmelig indavlede. Hun nærede et inderligt had til jul med familien, for eksempel, afskyede selv den mindste interesse i opera, som hendes forældre forgudede, og

havde kun fnysende foragt tilovers for ægteskabet. Hun elskede musik og havde spillet klaver på højt niveau i studietiden, og hun var stadig allermest intens, når hun hørte et af sine yndlingsstykker opført på en ny måde. Men der skulle bare ét pip fra en opera til, så rakte hun ud efter sluk-knappen, skar ansigt i væmmelse og harcelerede mod det fascistiske parnas. Det var nogenlunde det samme med ægtestanden. Jeg lod Emma føre an i den sag som i så mange andre. Hun ville være en anti-borgerlig rebel, og det passede mig fint. Alt ved hende passede mig fint.

Hun hadede nysselighed og orden, eller det påstod hun i hvert fald, især når hendes mor kunne høre det, så det blev mig, der stod for al rengøring og oprydning. Når hun var irriteret på mig, påpegede hun, at min ordensmani afspejlede min autoritære natur og bekræftede, at jeg var den fødte burgøjser. Hvis ikke for nogle få tilfældigheder, hvad angik tid og sted, kunne det lige så godt have været mig, der stod på havnen i Liverpool og så mit slaveskib stævne ud mod Guineakysten, eller jeg kunne have været blandt dem, der jublede, mens soldaterne mejede de strejkende ned i Peterloo. Eller man havde måske set mig proppe munden fuld af lammebov i røgen fra den lokale koncentrationslejr. Den slags sagde hun kun, når hun var edderspændt rasende, eller irriteret over et eller andet forsvar, jeg fremturede med, mod noget, hun selv fandt indiskutabelt, eller hvis hun var fuld, eller sandsynligvis alle tre ting på én gang, i hvert fald siger det lidt om, hvad hun mente om middelklassens agtværdighed. Det var altid lammebov, jeg frejdigt proppede i mig, mens en eller anden uhyrlighed fandt sted. Ifølge Emma var det den arketypiske burgøjserspise. Et sted mellem suppe, røget makrel, kogt oksekød, skinke og blommetærte, dér fandt

man lammeboven, og en federe klump af skam og bebrejdelse skulle man lede længe efter. Den var selve symbolet på selvtilfreds, kuende egoisme. Når der blev vist noget uhyrligt i tv-nyhederne, kunne jeg tænke – javel, der har vi endnu en lammebovsspiser. Og hvis jeg syntes, at Emma så lidt mør ud, råbte jeg det højt for at få hende til at smile. Jeg tror aldrig, hun har set en lammebov – jeg må spørge hende engang – men det ville ikke forbavse mig, hvis det var det, hun så for sig, når hun anklagede mig for at plage Amelia med lunefulde autoritære udfald.

Hvorom alting er, vi giftede os ikke, og Emmas mor reagerede helt efter bogen. Mindst en gang om måneden bragte hun emnet på bane med slet skjult forpinthed i stemmen. Før i tiden skete det endnu oftere, og kampen rasede, og det endte i blodigt kaos. Nå ja, i hvert fald i hårde ord og lange tavsheder. Men alderen, udmattelsen eller fortroligheden dæmpede gnisten i sammenstødene. Snart tacklede Emmas mor dem med et let anstrøg af høflig ondsindethed, og hendes datter med henkastet frækhed. Hvor de før havde været bitre slag badet i galde og gift, blev de med tiden bare et fast ritual, hovedløst som ternernes parringsdans.

Jeg tror ikke, at Emma har været sådan mod sine forældre altid. Den første gang, jeg mødte dem – er jeg mon stødt ind i min begyndelse? Den første gang, jeg mødte dem har den helt rigtige klang af bolden mod battet. Den første gang, jeg mødte hr. og fru Willoughby, var både Emma og jeg studerende.

Hr. Willoughby havde for nylig trukket sig tilbage fra en fredelig tilværelse som advokat inden for finanssektoren. Hans speciale havde været firmaer, som drev handel med verdens mørke afkroge. Fru Willoughby styrede hans liv med hård hånd, og sådan, gættede jeg på, havde det været i mange år.

Den unavngivne fortæller er flygtet fra Zanzibar til England, hvor han har skabt sig en tilværelse og stiftet familie. Men livet i England er ikke, som han forestillede sig.

Overfor sin nye engelske familie fortier han sandheden om hjemlandet, og i brevene til familien på Zanzibar fortæller han intet om sit liv i England.

Da muligheden for at besøge hjemlandet byder sig efter 20 års fravær, vender han tilbage til et stærkt forandret Zanzibar. Og i gensynet med familien får hans lange tavshed konsekvenser for både ham selv og for alle omkring ham.

Tavshedens ø er en roman om at være fremmed alle steder, ikke mindst overfor sig selv. Om ensomhed og om rodløshedens gordiske knude som en uomgængelig del af immigrantens liv.

Tavshedens ø

Tavshedens ø

Af samme forfatter

ABDULRAZAK GURNAH

Tavshedens ø

roman

DEL I