Prolog
Da den halve time var gået, vidste han at, han aldrig mere ville få sin datter at se. Hun havde åbnet døren, havde endnu en gang kortvarigt vendt sig mod ham og var så gået ind til den gamle mand. Men Josephine, hans lille tolvårige datter, ville ikke komme ud mere. Det var han sikker på. Hun ville aldrig igen smile glædestrålende til ham, når han fulgte hende i seng. Han ville aldrig igen slukke hendes lille, kulørte natlampe, når hun var faldet i søvn. Og aldrig mere ville han midt om natten blive vækket af hendes rædselsskrig.
Denne erkendelse ramte ham pludseligt som en voldsom trafikulykke.
Da han rejste sig, ville hans krop blive siddende på den vakkelvorne plastikstol. Det ville ikke have undret ham, hvis hans ben var bristet under ham. Hvis han simpelthen bare var væltet omkuld og var blevet liggende på det slidte parketgulv i venteværelset. Lige ned mellem den fyldige husmor med psoriasis og det lille bord med de gamle ugeblade. Ulykkeligvis blev han ikke ramt af besvimelsens nåde. Han forblev ved bevidsthed.
Patienter behandles ikke i den rækkefølge, de møder op, men i takt med deres behandlingsbehov.
Det forklarende skilt på den hvide, læderbeklædte dør ind til allergologens konsultationsværelse flimrede for hans øjne.
Doktor Grohlke var ven af familien og læge nummer toogtyve. Viktor Larenz have lavet en afkrydsningsliste. De forudgående enogtyve læger havde ikke kunnet finde ud af noget. Slet ikke noget.
Den første, vagtlægen, var kommet til familiefesten i Schwanenwerder anden juledag. Det var nøjagtig elleve
7
måneder siden. Først troede de alle, at Josephine bare havde fået dårlig mave på grund af festmenuen. Om natten havde hun flere gange kastet op og havde derefter haft tynd afføring. Hans kone, Isabell, ringede til privathospitalets vagtlæge, og Viktor bar Josy i hendes fine batistnattøj ned i dagligstuen. Den dag i dag kunne han fornemme hendes tynde, små arme, når han tænkte på det. Den ene havde hun lagt om hans hals for at søge hjælp, i den anden krammede hun sit yndlingsstofdyr, den blå kat Nepomuk. Under de tilstedeværende pårørendes bekymrede blikke havde lægen lyttet til pigens lille bryst, givet hende en indsprøjtning og skrevet en recept på et homøopatisk middel.
„En lille mave-tarm-infektion. Den slags huserer netop i vores by. Ingen grund til bekymring! Det skal nok blive godt alt sammen,“ var vagtlægens ord, da han gik. Det skal nok blive godt alt sammen! Manden havde taget fejl.
Viktor stod lige foran Doktor Grohlkes konsultationsværelse. Da han ville åbne den tunge dør, kunne han ikke engang trykke håndtaget ned. Først troede han, at de sidste timers kraftanstrengelser havde tappet ham for kræfter. Så blev han klar over, at døren var låst. En eller anden havde sikret døren med en slå fra den anden side.
Hvad er det, der foregår her?
Pludselig vendte han sig om og havde fornemmelsen af at se sine omgivelser som i en gammeldags tegnefilm. Alt, hvad han så, nåede hans hjerne asynkront og i stød: de vanvittige landskabsbilleder på væggene i konsultationsværelset, det støvede gummitræ i vinduesnichen, damen med psoriasis i stolen. Larenz rykkede en sidste gang i døren og slæbte sig gennem venteværelset ud på gangen. Entreen var stadig håbløst fyldt. Som om doktor Grohlke var Berlins eneste læge.
Langsomt gik Viktor frem til receptionen. En teenager med akneproblemer, der ikke var til at overse, var netop
8
ved at få udstedt en recept, men Larenz skubbede ham hensynsløst til side og begyndte omgående at tale til klinikdamen. Han kendte Maria fra sine tidligere besøg. Da han og Josy en halv time tidligere var trådt ind i klinikken, havde hun endnu ikke været her. Nu var han glad for, at hendes vikar tilsyneladende havde fri, eller at der var brug for, vikaren et andet sted. Ganske vist var Maria endnu i begyndelsen af tyverne og lignede en tætbygget målvogter på et kvindefodboldhold, men hun havde selv en lille datter. Maria ville hjælpe ham.
„Det er meget vigtigt, at jeg kommer ind til hende,“ sagde han mere højlydt end han havde tænkt sig.
„Åh, goddag, hr. dr. Larenz, det er dejligt at se Dem igen!“
Maria genkendte øjeblikkeligt psykiateren. Det var længe siden, han havde været i klinikken, men hun havde tit set hans markante ansigt i fjernsyn og tidsskrifter. Han var en skattet gæst i talkshows. Ikke mindst på grund af hans gode udseende og hans afslappede måde at forklare komplicerede psykiske problemer på, så også lægmænd kunne forstå dem. I dag talte han imidlertid i gåder.
„Jeg skal straks ind til min datter!“
Drengen, som han havde skubbet til side, fornemmede instinktivt, at der var noget i vejen med denne mand, og trådte et skridt til side. Også Maria var blevet usikker og bestræbte sig på ikke at slippe sit stereotype, indøvede smil.
„Jeg forstår desværre ikke, hvad det er, De taler om, dr. Larenz,“ sagde hun og tog sig nervøst til sit venstre øjenbryn. Almindeligvis sad der en piercing, som hun plejede at røre ved, når hun blev ophidset. Men hendes chef, doktor Grohlke, var konservativ, og han havde forlangt, at hun skulle pille sølvstiften ud, så snart der var patienter i klinikken.
„Har Josephine i det hele taget en tid i dag?“
Larenz åbnede munden for at kunne slynge sit svar direkte tilbage mod hende, men så stoppede han op og lukkede
9
atter munden. Selvfølgelig havde hun en tid i dag. Isabell havde aftalt den telefonisk. Og han havde kørt Josy derhen. Som altid.
„Hvad er en allergolog egentlig for en, far,“ havde hun spurgt ham i bilen. „Er det ham, der laver vejret?“
„Nej, min skat. Det er en meteorolog.“ Han havde betragtet hende i bakspejlet og havde ønsket, at han kunne kærtegne hendes lyse hår. Hun var forekommet ham så skrøbelig. Som en engel på japansk silkepapir.
„Allergologen tager sig af mennesker, som ikke må komme i berøring med bestemte stoffer, for så bliver de syge.“
„Som mig?“
„Måske,“ havde han svaret. Forhåbentlig , havde han tænkt. Det ville i al fald være en diagnose. En begyndelse. Hendes sygdoms uforklarlige symptomer dominerede efterhånden hele familien. I et halvt år havde Josy ikke gået i skole. Kramperne kom som regel ganske pludseligt og uregelmæssigt, så hun havde ikke kunnet holde ud at sidde ret lang tid i et klasseværelse. Derfor arbejdede Isabell kun halvdags og arrangerede Josys privatundervisning. Og Viktor havde helt lukket sin praksis i Friedrichstrasse, så han døgnet rundt kunne hellige sig sin datter. Eller rettere sagt hendes læger. På trods af det mediciner-maraton som hun havde gennemgået i de seneste par uger, var alle eksperter, som de konsulterede, ganske rådvilde. De kunne ikke give nogen forklaring på Josys periodisk tilbagevendende feberkramper, på de vedvarende infektionssygdomme eller hendes natlige næseblod. Sommetider blev symptomerne svagere, i perioder forsvandt de ovenikøbet, så familien kunne vinde lidt håb. Men efter en kortere pause begyndte det hele forfra, som regel med endnu værre angreb. Indtil nu havde medicinerne, hæmatologerne og neurologerne dog kunnet udelukke kræft, aids, hepatitis – og enhver anden infektion, de kendte til. Selv malaria var Josephine allerede blevet testet for. Negativt.
10
„Dr. Larenz?“
Marias ord katapulterede Larenz tilbage til virkeligheden, og han registrerede, at han hele tiden med åben mund måtte have stirret på klinikassistenten.
„Hvad har De gjort ved hende?“ Han havde genvundet sin stemme, og for hvert ord voksede den i styrke.
„Hvad mener De?“
„Josy. Hvad har De gjort ved hende?“
Nu tordnede Larenz, og samtalen mellem de ventende patienter forstummede. Man kunne se på Maria, at hun ikke havde mindste begreb om, hvordan hun skulle klare denne situation. Selvfølgelig var hun som klinikassistent hos doktor Grohlke vant til patienters usædvanlige opførsel. Dette var trods alt ikke noget privathospital, og det var længe siden, Uhlandstrasse havde hørt til blandt Berlins fornemste adresser. Til stadighed skyllede den nærliggende Lietzenburger Strasse prostituerede og junkier ind i venteværelserne. Og ingen undrede sig, når for eksempel en afmagret fyr på nedtrapning skreg klinikdamen lige op i hovedet, fordi han ikke ville lade sig behandle på grund af sit eksem, men bare havde behov for noget stærkt, som kunne lindre hans smerter.
Men i dag var situationen en anden. For doktor Viktor Larenz gik hverken klædt i beskidt joggingtøj eller i en hullet T-shirt. Han havde ikke udtrådte kondisko på fødderne, og hans ansigt var ikke samlingssted for åbne, betændte sår. Tværtimod. Han så ud, som om begrebet „distingveret“ specielt var opfundet for at beskrive ham: slank kropsbygning, rank kropsholdning, brede skuldre, en høj pande og markante kindben. Selv om han var født og opvokset i Berlin, troede de fleste, at han stammede fra Østersøkysten. Han manglede blot de grålige tindinger og den klassiske næse. Selv ikke hans teaktræsbrune, bølgende hår, som han på det seneste havde ladet vokse noget længere, eller hans skæve næse – den smertefulde erindring om en sejlsportsulykke –
11
ændrede ved helhedsindtrykket af en verdensmand. Viktor Larenz var treogfyrre. En mand, hvis alder kunne være svær at vurdere, men hvor man kunne være forvisset om, at han havde stoflommetørklæder med broderede initialer på sig, men til gengæld aldrig nogen småpenge. Hvis påfaldende blege ansigtskulør skyldtes for meget overarbejde. Og lige netop det gjorde situationen så vanskelig for Maria. For af en psykiater, der havde skrevet disputats, og som møder frem i skræddersyet jakkesæt til 2200 euro, forventer man ikke, at han råber op og skriger i fuld offentlighed. At hans stemme kammer over, mens han gestikulerer vildt og udslynger uforståelige ord. Og lige netop derfor anede Maria ikke, hvad hun nu skulle gøre.
„Viktor?“
Larenz vendte sig om mod den dybe stemme. Doktor Grohlke havde hørt spektaklet og havde omgående afbrudt sin behandling. Den garvede, gamle læge med det sandfarvede hår og de dybtliggende øjne så meget bekymret ud.
„Hvad er det, der foregår her?“
„Hvor er Josy,“ råbte Viktor mod ham som svar, og doktor Grohlke veg uvilkårligt tilbage fra sin ven. Han havde kendt familien i ti år, men sådan havde han aldrig oplevet Larenz.
„Viktor? Skulle vi ikke hellere gå ind på mit kontor og …?“ Larenz hørte slet ikke efter, men stirrede i stedet bare hen over lægens skulder. Da han så, at døren til behandlingsrummet stod en anelse på klem, for han frem. Han sparkede døren op med højre fod. Den fløj indad og ramte et rullebord med instrumenter og medikamenter. Kvinden med psoriasis lå på briksen. Hun var næsten afklædt, og da hun forskrækket for op, glemte hun at dække brystet.
„Men Viktor, hvad er der sket med dig,“ råbte doktor Grohlke efter ham, men da stormede Larenz allerede ud af rummet og ind på gangen.
„Josy?“
12
Han løb ned ad gangen og skubbede alle døre op.
„Josy, hvor er du,“ brølede han panisk.
„For guds skyld, Viktor!“
Den gamle allergolog fulgte efter ham, så hurtigt han kunne, men Viktor ænsede ham slet ikke. Angsten havde standset hans forstand.
„Hvad er der derinde,“ råbte han, da han ikke kunne åbne døren til venstre for venteværelset.
„Rengøringsredskaber. Bare rengøringsredskaber. Det er vores pulterrum.“
„Luk op!“ Viktor flåede som en vanvittig i dørhåndtaget.
„Tag nu og hør efter…“
„LUK OP!“
Doktor Grohlke greb med overrumplende kraft fat om begge Larenz overarme og holdt ham fast.
„Slap nu af, Viktor! Og hør så efter. Din datter kan slet ikke være derinde. Rengøringsdamen tog nøglen med i formiddags, og hun kommer først igen i morgen tidlig.“
Larenz trak vejret dybt og registrerede ordene uden at fatte deres mening.
„Lad os nu dog gå logisk frem.“ Doktor Grohlke løsnede sit greb og lagde en hånd på Viktors skulder.
„Hvornår har du sidst set din datter?“
„For en halv time siden, her i venteværelset,“ hørte Viktor sig selv sige. „Hun gik ind til dig.“
Den gamle læge rystede bekymret på hovedet og vendte sig mod Maria, som var fulgt efter.
„Jeg har ikke set Josephine,“ sagde hun til sin chef. „Og hun har ikke nogen tid i dag.“
Idioti, råbte Larenz i tankerne og tog sig til tindingen.
„Isabell har aftalt tiden telefonisk. Og selvfølgelig kan Maria da ikke have set min datter. Ude i receptionen sad en vikar. En mand. Han bad os tage plads. Josy var så afkræftet. Så træt. Jeg forlod hende i venteværelset og gik ud for at hente et glas vand til hende. Og da jeg vendte tilbage, da var hun …“
13
„Vi har ikke nogen mandlig vikar,“ afbrød Grohlke sin ven. „Hos os arbejder kun kvinder.“
Viktor så målløs på doktor Grohlke og prøvede at forstå det, han netop havde hørt.
„Jeg har ikke behandlet Josy i dag. Hun har ikke været hos mig.“
Lægens ord kæmpede mod en gennemtrængende, øredøvende larm, som Larenz pludselig hørte på nogen afstand, og som blev stadig kraftigere.
„Hvad vil I mig,“ råbte han fortvivlet. „Selvfølgelig er hun gået ind i behandlingsrummet. I har da kaldt på hende. Jeg var lige ved siden af og hørte manden fra receptionen råbe hendes navn op. I dag ville hun selv gå ind til lægen. Det havde hun bedt om lov til. Hun er netop fyldt tolv, ved I ikke det? For nylig er hun også begyndt at lukke døren til badeværelset efter sig. Derfor troede jeg, da jeg vendte tilbage til venteværelset, at hun allerede var inde i konsultationen.“
Viktor åbnede munden og opdagede pludselig, at han ikke havde sagt et eneste af disse ord. Hans hjerne arbejdede, men tilsyneladende var han ikke længere i stand til at udtrykke sig. Han så sig hjælpeløst omkring og havde på fornemmelsen, at han så verden, som foregik den i slowmotion. Han fornemmede, at alle talte til ham: Maria, doktor Grohlke og ovenikøbet nogle af patienterne.
„Jeg har ikke set Josy i et år,“ var de sidste ord fra doktor Grohlke, som Viktor tydeligt kunne høre. Og så stod alt pludselig klokkeklart. I et kort øjeblik vidste han, hvad der var sket. Den forfærdelige sandhed blinkede skarpt og flygtigt som en drøm, i det øjeblik man vågner. Lige så hurtigt forsvandt den igen. I en brøkdel af et sekund forstod han alt. Josys sygdom. Hvad de havde lidt så hårdt under i de forgangne måneder. Pludselig så han, hvad det var, der var sket. Hvad man havde gjort mod ham. Han var ved at blive kvalt, da han blev klar over, at de nu også var efter ham. De ville finde ham. Før eller siden. Det vidste han. Men så gled
14
den forfærdelige erkendelse ham af hænde. Den forsvandt igen. Så enestående som den enkelte vanddråbe i afløbet. Med begge hænder slog Viktor sig i tindingerne. Nu var den gennemtrængende, kvælende, rædselsfulde lyd ganske tæt på, og den var ikke til at holde ud. Den lød som et forpint kreaturs brøl, og der var ikke længere noget menneskeligt ved lyden. Den forsvandt først, da han langt senere igen lukkede sin mund.
15
I dag, nogle år senere
Viktor Larenz havde aldrig forestillet sig, at han engang skulle komme til at skifte synsvinkel. Tidligere havde det prunkløse enkeltværelse i Wedding-klinikken for psykosomatiske traumer stået til rådighed for hans mest plejekrævende patienter. I dag lå han selv på den hydraulisk indstillelige sygeseng. Arme og ben var fikseret med grå, delvist elastiske remme.
Indtil nu havde der ikke været besøg. Hverken venner, tidligere kolleger eller slægtninge. Den eneste afveksling, ud over at stirre på et gulnet savsmuldstapet, to fede, brune gardiner og et plettet værelsesloft, havde været doktor Martin Roth, den unge overlæge, som dukkede op to gange om dagen. Ingen havde hos ledelsen af den psykiatriske klinik anmodet om tilladelse til at aflægge besøg. Ikke engang Isabell. Det havde Viktor hørt fra dr. Roth, og han kunne ikke bebrejde sin kone dette. Efter alt det, der var sket.
„Hvor længe er det siden, jeg holdt op med at tage medicin?“
Overlægen, som ordene var rettet mod, var netop i færd med at kontrollere droppet, elektrolyt-kogsaltopløsningen, som hang i en trearmet holder over sengens hovedgærde. „Omkring tre uger, dr. Larenz.“
Viktor satte pris på, at manden stadig tiltalte ham med hans titel. I samtlige de samtaler, som de havde ført i de seneste par dage, havde dr. Roth altid behandlet ham med den størst mulige respekt.
„Og hvor længe er det siden, man har kunnet tale med mig?“
„Ni dage.“
„Aha.“ Han gjorde en kort pause.
„Og hvornår bliver jeg løsladt?“
16 1.
Viktor bemærkede, hvordan dr. Roth måtte smile ad hans spøg. Begge vidste de, at han aldrig ville blive løsladt. I al fald ikke fra en institution med et tilsvarende sikkerhedsniveau.
Viktor så på sine hænder og rykkede let i sine remme. Tilsyneladende var man blevet klog af skade. Allerede ved hans ankomst havde man frataget ham livrem og snørebånd. Og i badeværelset var spejlet ovenikøbet blevet fjernet. Når han nu to gange om dagen under bevogtning blev fulgt til toilettet, kunne han ikke engang længere kontrollere, om han vitterlig så så jammerlig ud, som han følte sig. Tidligere havde man altid fremhævet hans udseende. Han havde vakt opsigt på grund af sine brede skuldre, sit tætte hår og den gennemtrænede krop, der måtte betegnes som perfekt for en mand af hans alder. Dette udseende var der ikke meget af tilbage.
„Sig mig helt ærligt, dr. Roth. Hvad føler De, når De ser mig ligge her?“
Overlægen undgik fortsat den direkte øjenkontakt med Viktor, mens han greb ud efter tavlen, som hang ved sengens fodende. Man kunne se på ham, at han spekulerede. Medlidenhed? Bekymring?
„Angst.“ Dr. Roth havde valgt ærligheden.
„Fordi De frygter, at der kunne ske Dem noget lignende, som det, der er sket for mig?“
„Synes De, det er egoistisk?“
„Nej. De er ærlig, og det kan jeg lide ved Dem. Desuden er tanken jo nærliggende. Vi har da visse ligheder.“
Dr. Roth nikkede bare.
Lige så forskellig de to mænds aktuelle situation var, lige så overensstemmende forekom nogle etaper i deres livsforløb. Begge var vokset op som beskyttede enebørn i Berlins fornemste kvarterer. Larenz i Wannsee som søn af en gammel advokatfamilie, der havde specialiseret sig i selskabsret. Dr. Roth som beskyttet barn af to håndkirurger i Westend. Begge havde de studeret medicin på Freie
17
Universität i Dahlem – og havde specialiseret sig i psykiatri. Begge havde af deres forældre arvet familievillaen og en ikke helt ubetydelig formue, hvilket gav dem mulighed for et liv uden arbejde. Alligevel var det et tilfælde eller skæbnen, der havde ført dem sammen på dette sted.
„Det er i orden,“ fortsatte Viktor. „De ser altså en parallel mellem os. Hvordan ville De så have handlet i min situation?“
„De mener, hvis jeg havde fundet ud af, hvem der havde gjort det mod min datter?“
Dr. Roth havde skrevet sit dagsnotat på tavlen og så for første gang direkte mod Viktor.
„Ja.“
„Ærlig talt, så ved jeg ikke, om jeg havde overlevet det, som De har måttet stå igennem.“
Viktor lo nervøst.
„Det har jeg jo heller ikke. Jeg er død. På den mest forfærdelige facon, De kan forestille Dem.“
„Måske De vil fortælle mig det hele?“
Dr. Roth satte sig på sengekanten hos Larenz.
„Om hvad?“ Viktor stillede spørgsmålet, selv om han selvfølgelig kendte svaret. I de seneste par dage havde lægen gentagne gange foreslået ham dette.
„Alt. Hele historien. Hvordan De fandt ud af, hvad der skete med Deres datter. Hvad der var med Josephines sygdom. De fortæller mig, hvad der skete. Og vel at mærke helt fra begyndelsen.
„Det meste har jeg da fortalt Dem.“
„Ja. Men det er detaljerne, der interesserer mig. Jeg vil høre Dem fortælle det hele nøjagtigt. Især hvordan det kunne slutte på den måde.“
Til katastrofen.
Viktor trak vejret dybt og kiggede igen mod det plettede loft.
„Forstår De. I alle årene efter Josys forsvinden har jeg tænkt, at der ikke findes noget mere grusomt end uvidenhed.
18
Fire år uden et eneste spor, uden et livstegn. Sommetider har jeg ønsket, at telefonen ringede, og at man meddelte os, hvor hendes lig lå. Jeg mente virkelig, at der ikke fandtes noget værre end den flydende tilstand mellem forudanelse og viden. Men jeg tog fejl. For ved De, hvad der er endnu værre?“
Dr. Roth så spørgende på ham.
„Sandheden.“ Viktor næsten hviskede. „Sandheden! Jeg tror, jeg er stødt på den et par gange i doktor Grohlkes klinik. Kort efter at Josy var forsvundet. Og den var så forfærdelig, at jeg ikke ville kendes ved den. Men så stødte jeg på den igen. Og denne gang kunne jeg ikke fortrænge den, for den har forfulgt mig i ordets mest sande betydning. Pludselig stod sandheden lige foran mig og skreg mig lige op i ansigtet.“
„Hvordan mener De?“
„Lige som jeg siger det. Jeg stod over for det menneske, som var ansvarlig for hele elendigheden, og jeg kunne ikke holde det ud. Men De ved jo bedst, hvad jeg foretog mig på øen. Og hvad der så til sidst skete med mig.“
„Øen,“ gentog dr. Roth. „Parkum, er det rigtigt? Hvorfor var De overhovedet der?“
„Som psykiater burde De egentlig vide, at det er det forkerte spørgsmål.“ Viktor smilede. „Alligevel vil jeg prøve at give Dem et svar: Magasinet Bunte havde atter, år efter Josys forsvinden, bedt mig om et solo-interview. Umiddelbart ville jeg afvise anmodningen. Isabell var også modstander af det. Men så tænkte jeg, at de spørgsmål, som bladet sendte mig pr. fax og e-mail, kunne hjælpe mig til at få styr på mine tanker. At falde til ro. Forstår De?“
„De tog altså derover for at arbejde på interviewet?“
„Ja.“
„Alene?“
„Min kone hverken ville eller kunne komme med. Hun havde en vigtig forretningsaftale i New York. Og for at være helt ærlig, så var jeg glad for at være alene. Jeg håbede
19
simpelthen, at jeg på Parkum kunne lægge den fornødne afstand.“
„Afstand, for at tage afsked med Deres datter.“
Viktor bekræftede med et nik, selv om dr. Roth ikke havde formuleret den sidste sætning som et spørgsmål.
„Ja, sådan noget. Altså tog jeg min hund, kørte til Vesterhavet og lod mig sejle derover fra øen Sild. Jeg kunne jo ikke forestille mig den stribe af begivenheder, som jeg udløste med denne rejse.“
„Fortæl mere om det. Hvad var det helt præcist, der skete på Parkum? Hvornår opdagede De første gang, at det hele hang sammen?“
Josephines uforklarlige sygdom. Hendes forsvinden. Interviewet.
„Jo, altså.“
Viktor lod sit hoved køre rundt og hørte lyde fra nakkehvirvlerne. På grund af remmene var dette i øjeblikket den eneste afspændingsøvelse, som han var i stand til at gennemføre. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene. Som altid tog det kun få øjeblikke, før hans tanker havde ført ham tilbage. Tilbage til Parkum. Tilbage til det stråtækte strandhus. Stedet, hvor han havde planlagt at få styr på sit liv fire år efter tragedien. Hvor han håbede at kunne få det hele på afstand og begynde på en frisk. Og hvor han i stedet tabte alt.
20
