For tolv et halvt år siden
Grayson og Jameson Hawthorne kendte reglerne. Man kunne ikke omgå reglerne, hvis man ikke kendte dem. Julemorgen må I ikke sætte fod uden for jeres værelser, før klokken slår syv.
Under dynen førte Jameson en militær-walkie-talkie op til munden. »Har du stillet urene frem?« Han var syv år, hans bror otte – og begge to gamle nok til at spotte et smuthul.
Det var dét, det handlede om. Udfordringen. Spillet.
»Ja,« svarede Grayson.
Jameson tøvede. »Hvad nu, hvis den gamle har stillet dem tilbage, efter vi gik i seng?«
»Så går vi over til plan B.«
Hawthornes havde altid en plan B. Men denne gang viste den sig at være unødvendig. Der var fem standerure i Hawthorne House, og de slog alle sammen syv på helt samme
tidspunkt: 06:25.
Succes! Jameson smed walkie-talkien fra sig, skubbede dynen af og skyndte sig afsted – ud ad døren, hen ad gangen, to gange til venstre, en gang til højre, hen over reposen til den store trappe. Jameson var flyvende. Men Grayson var et år ældre, et år højere – og han var allerede nået ud af sin fløj og halvvejs ned ad trapperne.
Jameson tog to trin ad gangen og var 70 % nede ad trappen, da han kastede sig ud over gelænderet og landede oven på
5
Grayson. De væltede omkuld på gulvet i et virvar af arme, ben og julevanvid, men de kom op at stå igen, løb om kap og nåede frem til døren til den store sal på præcis samme tid –blot for at opdage, at deres femårige lillebror allerede var der.
Xander lå sammenkrøbet på gulvet som en hundehvalp. Han åbnede øjnene med et gab og missede op mod dem. »Er det jul?«
»Hvad har du gang i, Xan?« Grayson rynkede brynene. »Har du sovet hernede? Reglerne siger ...«
»At man ikke må sætte fod,« svarede Xander og satte sig op. »Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg rullede.« Xanders brødre så måbende på ham, så han demonstrerede det.
»Er du rullet hele vejen fra dit værelse?« Jameson var imponeret.
»Ingen fødder.« Xander smilede bredt. »Jeg vinder!«
»Godt tænkt, stump.« Den 14 år gamle Nash kom slentrende hen til dem og løftede Xander op på skuldrene. »Er I klar?«
Den fem meter høje dobbeltdør til den store sal var kun lukket én gang om året, fra midnat juleaften, og indtil drengene kom derned julemorgen. Jameson stirrede på guldringene på døren og forestillede sig de vidundere, der ventede på den anden side.
Jul i Hawthorne House var magisk.
»Du tager dén dør, Nash,« beordrede Grayson. »Jamie, hjælp mig med den her.«
Jameson smilede og greb fat om guldringen ved siden af Graysons hånd. »En, to, tre ... hiv!«
De prægtige døre gik op, så de kunne se ... ingenting.
»Den er væk.« Grayson stod unaturligt stille.
»Hvad er?« spurgte Xander, der strakte hals for bedre at kunne se.
»Julen,« hviskede Jameson. Ingen julesokker. Ingen gaver.
6
Ingen vidundere eller overraskelser. Selv juledekorationerne var væk, på nær selve træet, og det var endda blevet ribbet for pynt.
Grayson sank en klump. »Måske ville den gamle ikke have, vi skulle bryde reglerne denne gang.«
Sådan var det med spil: Nogle gange tabte man.
»Bliver der så ingen jul?« spurgte Xander med bævende stemme. »Men jeg rullede.«
Nash satte Xander ned. »Jeg skal nok ordne det her,« sagde han dæmpet. »Det lover jeg.«
»Nej.« Jameson rystede på hovedet med en brændende fornemmelse i brystet og øjnene. »Der må være et eller andet, vi overser.« Han tvang sig selv til at lægge mærke til hver eneste detalje i rummet. »Dér!« udbrød han og pegede op mod toppen af træet, hvor der hang en enlig julekugle skjult inde mellem grenene.
Det var ikke tilfældigt. Intet var tilfældigt i Hawthorne House.
Nash gik gennem salen, snuppede julekuglen og holdt den frem. En kugle af gennemsigtigt plastik i et rødt bånd. Der var en synlig samling i plastikken.
Der var noget indeni.
Grayson tog julekuglen og åbnede den med neurokirurgisk præcision. Der faldt en hvid puslespilsbrik ud. Jameson var over den i samme sekund. Han vendte brikken om og så sin bedstefars skrift på bagsiden. 1/6.
»En ud af seks,« sagde han og spærrede så øjnene op. »De andre træer!«
Der var seks juletræer i Hawthorne House. Det i hallen var seks meter højt, og grenene var pyntet med glitrende lys.
7
✦
Træet i spisestuen var overhængt med perler, og det i testuen var dækket med krystalprismer. Velourbånd vævede sig ind og ud mellem grenene på et kæmpestort fyrretræ på reposen på anden sal; på tredje sal var der et hvidt træ, som var pyntet kun med guld.
Nash, Grayson, Jameson og Xander undersøgte dem alle sammen grundigt og fandt fem julekugler mere, hvoraf fire indeholdt en puslespilsbrik. Da de havde åbnet de fire kugler, kunne de samle puslespillet: et kvadrat. Et blankt kvadrat.
Jameson og Grayson rakte ud efter den sidste kugle på samme tid. »Det var mig, der fandt det første spor,« insisterede Jameson indædt. »Jeg vidste, der var et spil.«
Efter et langt øjeblik gav Grayson slip. Jameson åbnede lynhurtigt kuglen. Inden i den fandt han en lille metalnøgle, der sad i en nøglering med en minilommelygte.
»Prøv at lyse på puslespillet, Jamie.« Selv Nash kunne ikke modstå spillet.
Jameson tændte lommelygten og rettede lyskeglen mod puslespillet. Fem ord kom til syne. DET SYDVESTLIGE HJØRNE AF GRUNDEN.
»Hvor lang tid tager det at gå derhen?« spurgte Xander dramatisk. »Flere timer?«
Området omkring Hawthorne House var, ligesom selve huset, meget stort.
Nash knælede ved siden af Xander. »Forkert spørgsmål, lille fyr.« Han så op på de to andre. »Hvem af jer vil fortælle mig, hvad det rigtige spørgsmål er?«
Jamesons blik fløj over på nøgleringen, men Grayson åbnede munden, før han kunne nå at sige noget. »Hvad passer den nøgle til?«
8
✦
Svaret var en golfvogn. Nash kørte. Da de nåede frem til det sydvestlige hjørne af grunden, blev drengene helt stille og stirrede måbende på det syn, der mødte dem.
Den gave ville helt klart ikke kunne have været i den store sal.
Oppe i fire ældgamle, kæmpestore egetræer var der nu den største træhytte, som drengene – og muligvis noget menneske i verden – nogensinde havde set. Vidunderet i flere etager lignede noget fra et eventyr, der på magisk vis var dukket op i træerne, som om det hørte til der. Jameson talte ni broer mellem træerne. Der var to tårne. Seks snoede rutsjebaner. Trapper, stiger, trin, der så ud, som om de svævede i luften.
Det var den ultimative træhytte.
Deres bedstefar stod foran træerne med korslagte arme og antydningen af et smil på læben. »Nå, der er I, drenge,« råbte den store Tobias Hawthorne, mens golfvognen bremsede op, og vinden peb i træernes grene, »jeg havde troet, I ville være her noget før.«
9
Kapitel 1
Grayson
Hurtigere. Grayson Hawthorne var styrke og kontrol. Han var i topform. Han havde længe behersket kunsten at se sin modstander for sig, at mærke hvert slag, at kanalisere sin krops momentum ind i hver eneste parade, hvert eneste angreb.
Men man kunne altid blive hurtigere.
Da han havde været serien igennem ti gange, stoppede Grayson med sveden piblende ned ad sin nøgne brystkasse. Han holdt sin vejtrækning regelmæssig og behersket og knælede foran dét, der var tilbage af deres barndoms træhytte, foldede knivtasken ud og så sine muligheder an: tre daggerter, to med rigt udsmykkede skæfter og én, hvor det var nedtonet og glat. Grayson valgte den sidste.
Med kniven i hånden og armene ned langs siden rejste Grayson sig op. Klar i hovedet. Afspændt i kroppen. Sæt i gang. Der var mange former for knivkamp, og i en alder af 13 havde Grayson trænet dem alle. Men milliardæren Tobias Hawthornes børnebørn havde selvfølgelig aldrig bare trænet noget som helst. Når de havde valgt et fokusområde, skulle de leve og ånde for det, de skulle mestre det.
Og det seneste år havde Grayson lært følgende: Det hele handlede om ens stilling. Man skulle ikke bevæge kniven, men lade den følge ens egne bevægelser. Hurtigere. Hurtigere. Det skulle føles naturligt. Det skulle være naturligt. Så snart
10
ens muskler spændte op, så snart man glemte at trække vejret, så snart man røg ud af sin stilling i stedet for at glide fra den ene til den anden, havde man tabt.
Og Hawthornes tabte ikke.
»Det var altså ikke det her, jeg mente, da jeg sagde, du skulle få en hobby.«
Grayson ignorerede Xander længe nok til at færdiggøre serien – og med streng præcision kaste daggerten, så den ramte en lavtsiddende gren to meter fra ham. »Hawthornes har ikke hobbyer,« sagde han til sin lillebror, mens han gik hen for at hente kniven. »Vi har spidskompetencer. Ekspertiser.«
»Hvis noget er værd at gøre, er det værd at gøre ordentligt,« citerede Xander og vippede med øjenbrynene – hvoraf det ene først lige var begyndt at vokse ud igen efter et mislykket eksperiment. »Og hvis noget er gjort ordentligt, kan det stadig gøres bedre.«
Hvorfor skulle en Hawthorne nøjes med bedre, hviskede en stemme i Graysons baghoved, når man kan være den bedste?
Grayson greb fat om daggertens skæfte og trak den ud. »Jeg må tilbage til arbejdet.«
»Du er jo besat,« erklærede Xander.
Grayson satte daggerten fast i dens holder, rullede knivtasken sammen og snørede den. »Jeg har 28 milliarder grunde til at være besat.«
Avery havde stillet sig selv – og dem – en umulig opgave. Fem år til at give mere end 28 milliarder dollars væk. Det var størstedelen af Hawthorne-formuen. De havde brugt de seneste syv måneder bare på at sammensætte fondens bestyrelse og det rådgivende udvalg.
»Vi har fem måneder til at få styr på de første tre milliarder i donationer,« sagde Grayson nøgternt, »og jeg lovede Avery at være der for hende hele vejen.«
11
Løfter betød meget for Grayson Hawthorne – og det gjorde Avery Kylie Grambs også. Pigen, der havde arvet deres bedstefars formue. Den fremmede, der var blevet en af dem.
»Som én, der selv har venner, en kæreste og en mindre robothær, synes jeg godt, du kunne trænge til lidt mere balance i dit liv,« indvendte Xander. »En rigtig hobby? Fritid?«
Grayson sendte ham et skeptisk blik. »Du har søgt om mindst tre patenter, siden du fik sommerferie sidste måned, Xan.«
Xander trak på skuldrene. »Det er bare hyggepatenter.«
Grayson udstødte et lille grin, men så så undersøgende på sin bror. »Hvordan går det med Isaiah?« spurgte han blidt.
Ingen af Hawthorne-brødrene havde vidst, hvem deres fædre var – indtil Grayson opdagede, at hans far var Sheffield Grayson. Nashs far var en mand ved navn Jake Nash. Og Xanders hed Isaiah Alexander. Ud af de tre mænd var det kun Isaiah, der reelt fortjente at blive kaldt far. Han og Xander havde søgt om »hyggepatenterne« sammen.
»Nu var det lige dig, vi talte om,« sagde Xander stædigt.
»Jeg må tilbage til arbejdet,« gentog Grayson i et tonefald, der var yderst effektivt til at sætte alle på nær hans brødre på plads. »Og til trods for, hvad Avery og Jameson lader til at tro, har jeg ikke brug for en babysitter.«
»Du har ikke brug for en babysitter,« gav Xander ham muntert ret, »og jeg arbejder helt klart ikke på en bog, der hedder Håndbog i pasning og pleje af din nedtrykte 21-årige bror.«
Grayson kneb øjnene helt sammen.
»Jeg kan forsikre dig om,« fortsatte Xander højtideligt, »at der ikke er billeder i.«
Inden Grayson kunne nå at give igen med en passende trussel, vibrerede hans telefon. Han tog den op i forventning
12
om, at det var de tal, han havde bedt om, men det viste sig at være en besked fra Nash. Han så på Xander igen og vidste med det samme, at hans lillebror havde fået den samme besked.
Det blev Grayson, der læste det skæbnesvangre budskab højt: »SOS.«
13
Kapitel 2
Jameson
Vandfaldenes brusen. Den disede luft. Fornemmelsen af bagsiden af Averys krop mod forsiden af hans egen. Jameson Winchester Hawthorne var sulten – efter det her, efter hende, efter alt, det hele, mere.
Iguazú Falls var verdens største system af vandfald. Den gangbro, de stod på, førte dem op til en fantastisk udsigtspost.
Jameson så ud over vandfaldene og mærkede, hvordan mere trak i ham. Han så vurderende på rækværket. »Synes du, jeg skal prøve?« mumlede han ind i Averys nakke.
Hun rakte en hånd bagud og rørte hans kæbe. »Absolut ikke.«
Jamesons læber krusede opad – et drillende, skælmsk smil.
»Du har sikkert ret, Arving.«
Hun drejede hovedet til siden og mødte hans blik. »Sikkert?«
Jameson så på vandfaldene igen. Ustoppelige. Forbudte. Livsfarlige. »Sikkert.«
De boede i en luksusvilla i junglen, uden andre i miles omkreds, på nær Averys sikkerhedsteam og jaguarerne, der brølede i det fjerne.
14
✦
Jameson kunne mærke Avery komme hen mod ham, før han kunne høre det.
»Plat eller krone?« Hun lænede sig op ad rækværket og viftede med en sølvmønt. Hendes brune hår var ved at falde ud af hestehalen, og fugten fra vandfaldene sad stadig i hendes langærmede trøje.
Jameson førte hænderne op til hendes elastik og tog den langsomt og forsigtigt ud. Plat eller krone var en invitation. En udfordring. Du kysser mig, eller jeg kysser dig. »Dealeren bestemmer, Arving.«
»Hvis jeg er dealeren ...« Avery lagde en flad hånd på han s brystkasse, og hendes øjne udfordrede ham til at gøre noget ved hendes våde trøje, »skal vi bruge kort.«
Hvad vi ikke kunne gøre, tænkte Jameson, med et spil kort. Men før han kunne nå at sætte ord på nogle af de mere fristende muligheder, vibrerede satellittelefonen. Der var kun fem mennesker, som havde nummeret: hans brødre, hendes søster og hendes advokat. Jameson stønnede utilfreds.
Sms’en var fra Nash. Ni sekunder senere, da telefonen ringede, tog Jameson den. »Vidunderlig timing som altid, Gray.«
»Jeg går ud fra, du har fået Nashs besked?«
»Vi er blevet indkaldt,« svarede Jameson. »Har du tænkt dig at pjække igen?«
Alle Hawthorne-brødrene havde én SOS om året. Koden betød ikke så meget nødstilfælde, som den betød jeg vil have jer alle sammen hos mig, men hvis en af dem skrev det, kom de andre uden at stille spørgsmål. Hvis man ignorerede et SOS, fik det ... konsekvenser.
»Hvis du siger så meget som et ord om læderbukser,«
hvæsede Grayson, »så ...«
»Sagde du ‘læderbukser’?« Jameson nød det alt for meget.
»Du falder ud, Gray. Bad du mig sende dig et billede af de
15
ufatteligt stramme læderbukser, du blev tvunget til at have på, sidste gang du ignorerede et SOS?«
»Du skal ikke sende mig noget billede ...«
»En video?« spurgte Jameson højt. »Vil du gerne have en video, hvor du synger karaoke med læderbukserne på?«
Avery snuppede telefonen fra ham. Hun vidste lige så vel som Jameson, at Nashs indkaldelse ikke ville blive ignoreret, og hun havde en dårlig vane med ikke at plage hans brødre.
»Det er mig, Grayson.« Avery tjekkede Nashs besked. »Vi ses i London.«
16
