JENNIFER LYNN BARNES The final gambit SLUTSPILLET
På dansk ved
Amalie Harder Hesel
3
Gutkind
Kapitel 1
»Vi skal have talt om din 18-års-fødselsdag.« Alisas stemme rungede gennem det største af Hawthorne Houses fem biblioteker. Reolerne strakte sig to etager op og omgav os med tykke, læderindbundne bøger. Mange af bøgerne var uvurderlige, og hver eneste af dem var en påmindelse om den mand, der havde opført biblioteket.
Den mand, der havde opført hele huset.
Hele dynastiet.
Det føltes næsten, som om Tobias Hawthornes spøgelse holdt øje med mig, da jeg satte mig på knæ og lod fingrene løbe over mahognigulvbrædderne for at mærke, om der var nogen uregelmæssigheder i samlingerne.
Da jeg ikke fandt nogen, rejste jeg mig op og svarede Alisa. »Skal vi det?« spurgte jeg. »Skal vi virkelig det?«
»Juridisk set?« Den uforlignelige Alisa Ortega løftede et øjenbryn. »Ja. Det kan godt være, at du ikke længere har en værge, men hvad angår betingelserne for din arv ...«
»Er der ikke noget, der ændrer sig, når jeg fylder 18,« sagde jeg og så rundt i biblioteket i jagten på mit næste træk. »Jeg kan først arve, når jeg har boet i Hawthorne House i et år.«
Jeg kendte min advokat godt nok til at vide, at det var dét, hun i virkeligheden ville tale om. Min fødselsdag var den 18. oktober. I den første uge af november ville jeg have boet her et år og med et trylleslag blive den rigeste teenager i verden. Indtil da havde jeg andre ting at tænke på.
5
Et væddemål, der skulle vindes. En Hawthorne, der skulle jordes.
»Ikke desto mindre ...« Alisa var lige så nem at afspore som et lyntog. »Din fødselsdag nærmer sig, og i den forbindelse er der nogle ting, vi bør drøfte.«
Jeg fnøs. »46 milliarder ting?«
Alisa så opgivende på mig, men jeg fokuserede på min mission. Hawthorne House var fuld af hemmelige gange. Jameson havde væddet på, at jeg ikke kunne finde dem alle sammen. Med blikket rettet mod den enorme træstub, der blev brugt som bord, stak jeg hånden ned i min ene støvle og fiskede en kniv op af den skede, der var gjort fast i skaftet. Jeg pirkede til en sprække i træet.
Jeg havde lært på den hårde måde, at jeg ikke kunne gå nogen steder uden et våben.
»Nedturskontrol!« Xander ‘Menneskelig Rube GoldbergMaskine’ Hawthorne stak hovedet ind i biblioteket. »Avery, på en skala fra et til ti – hvor meget trænger du så til at blive distraheret, og hvor tæt knyttet er du til dine øjenbryn?«
Jameson var omme på den anden side af Jorden. Grayson havde ikke ringet en eneste gang, siden han tog på Harvard. Xander, min selvudnævnte BHFF – Best Hawthorne Friend Forever – så det som sin pligt at holde mit humør oppe, mens hans brødre var væk.
»Et,« svarede jeg. »Og ti.«
Xander bukkede hurtigt. »Jamen, så adieu.« Og så var han væk.
Der var helt klart noget, der ville eksplodere inden for de næste ti minutter. Mens jeg vendte mig om mod Alisa igen, sugede jeg resten af rummet til mig: de endeløse reoler, de snoede smedejernstrapper. »Sig nu bare dét, du er kommet for at sige, Alisa.«
»Ja, Lee-Lee,« lød en drævende dyb, fløjlsblød stemme
6
ude på gangen. »Lad os høre.« Nash Hawthorne stillede sig i døren med cowboyhatten trukket ned i panden.
»Nash.« Alisas jakkesæt var som en rustning. »Det her kommer ikke dig ved.«
Nash lænede sig op ad dørkarmen og lod dovent højre fod krydse venstre ankel. »Jeg går, hvis hun siger, jeg skal.« Nash var ikke tryg ved at lade mig være alene med Alisa. Det havde han ikke været længe.
»Det er okay, Nash,« sagde jeg. »Du kan godt gå.«
»Det kan jeg vel.« Nash gjorde ikke mine til at skubbe sig væk fra dørkarmen. Han var den ældste af de fire Hawthornebrødre, og han var vant til at passe på de andre. I løbet af det seneste år var han også begyndt at passe på mig. Han og min søster havde »ikke-datet« i flere måneder.
»Er det ikke i aften, I har ikke-date-night?« spurgte jeg. »Burde du ikke se at komme afsted?«
Nash tog cowboyhatten af og mødte roligt mit blik. »Jeg tør vædde på,« sagde han og slentrede videre, »at hun vil tale med dig om at oprette en trust.«
Jeg ventede, til Nash var uden for hørevidde, før jeg vendte mig om mod Alisa igen. »En trust?«
»Jeg vil bare give dig et overblik over dine muligheder.« Alisa undgik på bedste advokat-vis at gå i detaljer. »Jeg laver en mappe, du kan kigge på. Nå, hvad angår din fødselsdag, skal vi også have talt om festen.«
»Jeg vil ikke have en fest,« sagde jeg hurtigt. Det sidste, jeg ønskede, var, at min fødselsdag skulle blive en begivenhed, der trak overskrifter og eksploderede på de sociale medier.
»Har du et yndlingsband? Eller en yndlingssanger? Vi skal have noget underholdning.«
Jeg kneb øjnene sammen. »Jeg vil ikke have en fest, Alisa.«
»Er der nogen, du gerne vil have på gæstelisten?« Når Alisa
7
sagde nogen, mente hun ikke folk, jeg kendte. Hun mente kendisser, milliardærer, kongelige ...
»Der skal slet ikke være en gæsteliste,« sagde jeg, »for jeg vil ikke have nogen fest.«
»Du bør virkelig overveje, hvilket signal det sender ...« begyndte Alisa, og jeg zonede ud. Jeg vidste, hvad hun ville sige. Det var det samme, hun havde sagt i næsten 11 måneder nu. Alle elsker en Askepot-historie.
Men den her Askepot havde et væddemål, hun skulle vinde. Jeg så grundigt på smedejernstrapperne. Tre af dem snoede sig mod uret. Men den sidste ... Jeg gik hen til den og op ad trinnene. Da jeg kom op til svalegangen, mærkede jeg på undersiden af den reol, der var lige over for trappen. En udløser. Jeg trykkede på den, og hele den buede reol gled tilbage.
Det var nummer 12. Jeg smilede skævt. Tag den, Jameson Winchester Hawthorne.
»Ingen fest,« råbte jeg ned til Alisa. Og så forsvandt jeg ind i væggen.
8
Kapitel 2
Sengetøjet af egyptisk bomuld var køligt og glat mod min hud, da jeg krøb i seng om aftenen. Mens jeg ventede på, at Jameson skulle ringe, søgte min hånd hen til natbordet efter et lille, nøgleformet bronzeemblem.
»Hvad for en hånd vil du have?« Jameson holder to knyttede hænder frem. Jeg prikker til den højre, og han åbner den. Tom. Jeg prøver den venstre – også tom. Så lukker han min egen hånd. Jeg åbner den igen, og der ligger emblemet.
»Du regnede nøglebundtet ud, hurtigere end nogen af os andre,« minder Xander mig om. »Det er på høje tid, du får dit emblem!«
»Beklager, stump,« siger Nash. »Du har boet her i et halvt år. Du er en af os nu.«
Grayson siger ingenting, men da jeg vil tage emblemet på, og det glider ud mellem fingrene på mig, griber han det, inden det rammer jorden.
Det minde var lige ved at glide over i et andet – Grayson, mig, vinkælderen – men jeg bremsede det. I de seneste par måneder havde jeg udviklet forskellige metoder til at distrahere mig selv. Jeg tog min telefon og gik ind på en crowdfunding-hjemmeside, hvor jeg søgte på lægehjælp og husleje. Der var stadig seks uger tilbage, før Hawthorneformuen blev min, men partnerne i McNamara, Ortega & Jones havde allerede udstyret mig med et kreditkort med nærmest uendelige midler.
Donér anonymt. Jeg klikkede på feltet igen og igen. Da min
9
telefon endelig ringede, lænede jeg mig tilbage og tog den. »Hej.«
»Jeg skal bruge et anagram for ordet nøgen.« Jamesons stemme sitrede af energi.
»Nej, du skal ej.« Jeg lagde mig på siden. »Hvordan er Toscana?«
»Arnestedet for den italienske renæssance? Fyldt med bugtede veje og bakker og dale, hvor morgendisen breder sig i det fjerne, og de gyldenrøde skove får det til at føles, som om hele verden står i flammer på den allerbedste måde? Det Toscana?«
»Ja,« mumlede jeg. »Det Toscana.«
»Jeg har set bedre.«
»Jameson!«
»Hvad vil du høre om først, Arving: Siena, Firenze eller vingårdene?«
Jeg ville høre om det hele, men der var en grund til, at Jameson havde valgt at bruge det traditionelle Hawthornesabbatår på at rejse. »Fortæl mig om villaen.« Har du fundet noget?
»Din toscanske villa blev opført i 1600-tallet. I princippet er det en landejendom, men det ligner mere et slot, og så er den omgivet af en olivenplantage på mere end 40 hektar. Der er pool, en brændefyret pizzaovn og en kæmpestor, original stenkamin.«
Jeg kunne se det for mig. Levende – og ikke bare, fordi jeg havde en mappe fyldt med fotos. »Og da du undersøgte kaminen?« Jeg behøvede ikke engang spørge, om han undersøgte den.
»Jeg fandt noget.«
Jeg satte mig op i sengen, og mit hår faldt ned ad ryggen. »En ledetråd?«
»Sandsynligvis,« svarede Jameson. »Men til hvilken gåde?«
10
Hele min krop var elektrisk. »Sig det, eller jeg smadrer dig, Hawthorne.«
»Det synes jeg,« svarede Jameson, »lyder som en dejlig plan.« Min forræderiske mund var lige ved at kruse op i et smil. Jameson måtte kunne fornemme sejren og gav mig mit svar. »Jeg fandt et trekantet spejl.«
Min hjerne begyndte at arbejde på højtryk. Tobias Hawthorne havde flasket sine børnebørn op med gåder, mysterier og spil. Spejlet var garanteret en ledetråd, men Jameson havde ret: Det var ikke til at vide, hvilket spil det hørte til. Det var i hvert fald ikke det, han rejste rundt i verden efter.
»Vi skal nok regne ud, hvad det var for en skive.« Jameson læste nærmest mine tanker. »Hele verden er vores spillebræt, Arving. Vi skal bare blive ved med at slå med terningerne.«
Det kunne godt være, men denne gang fulgte vi ikke et spor eller spillede et af den gamles spil. Vi famlede i blinde og håbede på at finde svar – svar på, hvorfor en lille, møntagtig skive med koncentriske cirkler på skulle være en formue værd.
Hvorfor Tobias Hawthornes navnefælle og eneste søn havde efterladt den til min mor.
Hvorfor Toby havde snuppet den fra mig, inden han forsvandt og gik tilbage til at spille død.
Toby og den skive var de sidste forbindelser, jeg havde til min mor, og de var begge to væk. Det gjorde ondt at tænke for meget på. »Jeg fandt endnu en af de hemmelige gange i dag,« sagde jeg brat.
»Nå?« svarede Jameson – den verbale pendant til at række hånden frem i begyndelsen af en vals. »Hvilken af dem?«
»Den i det runde bibliotek.«
Tavsheden, der fulgte, var kort men ikke til at tage fejl af.
Så gik det op for mig. »Den kendte du ikke.« Sejren var
11
seriøst så sød. »Skal jeg fortælle dig, hvor den er?« spurgte jeg sukkersødt.
»Når jeg kommer tilbage,« mumlede Jameson, »finder jeg den selv.«
Jeg anede ikke, hvornår han kom tilbage, men mit år i Hawthorne House var snart gået. Snart var jeg fri. Snart kunne jeg rejse lige hvorhen jeg ville, gøre præcis hvad jeg ville.
»Hvad er dit næste stop?« spurgte jeg. Hvis jeg dvælede for længe ved præcis hvad jeg ville, risikerede jeg at drukne i tanker – i ønsker og længsel og troen på, at vi kunne få det hele.
»Santorini,« svarede Jameson. »Men bare sig til, Arving, så ...«
»Rejs videre. Bliv ved med at lede.« Min stemme blev hæs. »Bliv ved med at fortælle mig det hele.«
»Det hele?« gentog Jameson. Hans dybe, ru stemme ledte mine tanker hen på, hvad vi kunne lave, hvis vi var sammen.
Jeg rullede om på maven. »Det anagram, du ledte efter? Det er nøgne.«
12
Kapitel 3
Ugerne gled forbi i en tåge af velgørenhedsarrangementer og eksaminer, sene telefonsamtaler med Jameson og for meget grubleri over, om Grayson nogensinde havde tænkt sig at tage sin telefon.
Fokusér. Jeg tømte hovedet for tanker og sigtede. Jeg så ned ad pistolløbet, trak vejret dybt og affyrede et skud – og så et mere og et mere.
Hawthorne House havde alt, herunder en skydebane. Jeg brød mig ikke om pistoler. Jeg syntes ikke, det var sjovt at skyde. Men det var heller ikke sjovt at være forsvarsløs. Jeg tvang min kæbe til at slappe af, sænkede mit våben og tog høreværnet af.
Nash undersøgte skiven. »Flot skudgruppe, stump.«
I teorien ville jeg aldrig få brug for en pistol – eller for kniven i min støvle. I teorien var Hawthorne House uigennemtrængeligt, og jeg ville altid have bevæbnede vagter med, når jeg bevægede mig ud i verden. Men siden jeg blev nævnt i Tobias Hawthornes testamente, var jeg blevet skudt efter, kidnappet og næsten sprængt i luften. Teorien havde ikke holdt mareridtene for døren.
Det havde Nashs undervisning i selvforsvar til gengæld. »Har din advokat givet dig trust-dokumenterne endnu?« spurgte han henkastet.
Min advokat var hans ekskæreste, og han kendte hende alt for godt. »Måske,« svarede jeg, med Alisas forklaring
13
rungende i hovedet. For en arving på din alder gælder der almindeligvis visse sikkerhedsforanstaltninger. Eftersom mr. Hawthorne ikke valgte at indføre dem, er det en mulighed, du selv bør overveje. Alisas budskab var, at hvis jeg satte pengene i en trust, ville der være en formueforvalter med ansvar for at beskytte og øge formuen på mine vegne. Alisa og partnerne i McNamara, Ortega & Jones ville naturligvis være villige til at påtage sig ansvaret for formueforvaltningen, og jeg ville aldrig blive nægtet noget. En trust, der kan tilbagekaldes, mindsker bare det pres, der ligger på dig, indtil du er klar til helt at tage styringen.
»Må jeg lige høre,« spurgte Nash, der lænede sig frem for at fange mit blik. »Hvad er vores regel om at bruge feje kneb?«
Han var ikke nær så subtil, som han selv troede, når det handlede om Alisa Ortega, men jeg svarede på spørgsmålet. »Der er ikke noget, der hedder feje kneb,« sagde jeg, »så længe man vinder.«
14
