THE GRANDEST GAME CHANCEN
The Inheritance Games-serien:
The Inheritance Games – Arvingerne
The Hawthorne Legacy – Testamentet
The Final Gambit – Slutspillet
The Brothers Hawthorne – Brødrene
Flere bøger fra The Inheritance Games-universet er på vej!
JENNIFER LYNN BARNES
THE grandest gamE CHANCEN
På dansk ved
Amalie Harder Hesel
Gutkind
The Grandest Game – Chancen er oversat fra engelsk af Amalie Harder Hesel efter The Grandest Game
Copyright © Jennifer Lynn Barnes
Published by agreement with Curtis Brown Ltd, New York and Ia Atterholm Agency, Sweden
Denne udgave: © Jennifer Lynn Barnes
og Gutkind Forlag A/S, København 2024
1. udgave, 1. oplag, 2024
Omslag: © Karina Granda
Forsideillustration: © Katt Phatt
Dansk versionering af omslag: Rasmus Funder
Design af bogsnit: Rasmus Funder
Sat med Palatino hos LYMI DTP-service
og trykt hos ScandBook EU 2024
ISBN 978-87-434-0947-2
Til Rose
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
ET ÅR TIDLIGERE
Magt havde altid en pris. Spørgsmålet var bare, hvor høj prisen var – og hvem der betalte. Det vidste Rohan bedre end de fleste. Han vidste også, at det ikke var noget at hidse sig op over. Hvad betød lidt blod, et knust hjerte eller en brækket finger mellem venner?
Ikke at Rohan havde nogen venner i ordets egentlige forstand.
“Spørg mig, hvorfor du er her.” Indehaverens dæmpede befaling flænsede luften som et sværd.
Indehaveren af Devil’s Mercy var magt, og han havde opfostret Rohan som en søn – en machiavellistisk, amoralsk, nyttig søn. Rohan havde allerede fra barnsben lært, at i dette skjulte, underjordiske palads var viden en valuta, og uvished en svaghed.
Han vidste bedre end at spørge om noget som helst.
I stedet smilede han et skælmsk smil, der var mindst lige så meget et våben som hans samling af knive og hemmeligheder. “Spørgsmål er for dem, der ikke har andre måder at skaffe svar på.”
“Og du mestrer disse andre måder,” medgav Indehaveren. “Iagttagelse, manipulation, evnen til ikke at blive lagt mærke til, at tage kontrollen over et rum, som det passer dig.”
“Og så ser jeg også ret godt ud.” Rohan spillede et farligt spil, men han havde aldrig prøvet andet.
“Hvis du ikke vil spørge …” Indehaverens hånd lå rundt om håndtaget på den smukke sølvstok. “Så fortæl mig, Rohan: Hvorfor har jeg tilkaldt dig?”
Øjeblikket var kommet. Visheden pumpede gennem Rohans årer, da han svarede. “Magtoverdragelsen.”
Devil’s Mercy var, på overfladen, en hemmelig, luksuriøs spilleklub, som kun medlemmerne kendte til: aristokraterne, de stenrige og de indflydelsesrige. I virkeligheden var the Mercy meget mere end det. En skyggemagt. Et sted med en lang historie. Et sted, hvor aftaler blev indgået og skæbner beseglet.
“Magtoverdragelsen,” bekræftede Indehaveren. “Jeg skal bruge en arvtager. Jeg har fået to, højst tre år at leve i. Den 31. december næste år giver jeg tronen videre.”
Andre ville måske have fokuseret på dødsdommen, men ikke Rohan. I to hundrede år var magten over the Mercy kun blevet overdraget fire gange. Arvtageren var altid ung, og udnævnelsen var livslang.
Det her var og havde altid været Rohans endemål. “Jeg er ikke din eneste kandidat.”
“Hvorfor skulle du være det?” Rohan vidste, at det ikke var et retorisk spørgsmål. Tal din sag, knægt.
Jeg kender the Mercy ud og ind, tænkte Rohan. Hver eneste skygge og hver eneste hemmelighed. Klientellet kender mig. De ved, at de ikke skal komme på tværs af mig. Mine evner har du allerede nævnt – i hvert fald de mere stuerene af dem.
Rohan valgte en anden strategi. “Vi ved begge to godt, jeg er et pragteksemplar.”
“Du er alt det, jeg har gjort dig til. Men nogle ting skal man vinde.”
“Jeg er klar.” Rohan havde det, ligesom når han trådte ind
i ringen for at kæmpe og vidste, at smerte var uundgåeligt – og irrelevant.
“Der er en pris for at være med.” Indehaveren gik lige til sagen. “For at få muligheden for at vinde kontrollen over the Mercy er der en buy-in. Ti millioner pund kan gøre det.”
Rohans hjerne begyndte automatisk at udtænke veje til tronen. Det, at han overhovedet kunne se muligheder, aktiverede hans sjette sans. “Hvad er benspændet?”
“Benspændet er det samme, som det altid har været – for mig og alle dem, der kom før os, helt tilbage til den første Indehavers arvtager. Du må ikke optjene din formue på the Mercy eller bruge den indflydelse, du har opnået under din ansættelse. Du må ikke så meget som sætte fod på stedet, bruge the Mercys navn eller kontakte eller modtage tjenester fra medlemmerne.”
Uden for the Mercy havde Rohan ingenting – ikke engang et efternavn.
“Du skal forlade London inden for fireogtyve timer og først komme tilbage, når du har skaffet pengene.”
Ti millioner pund. Det var ikke bare en udfordring. Det var et eksil.
“Mens du er væk,” fortsatte Indehaveren, “vil hertuginden overtage din rolle som Faktotum. Hvis ikke det lykkes dig at skaffe pengene, bliver hun min arvtager.”
Nu var det hele på bordet: spillet, indsatsen, truslen.
“Afsted,” sagde Indehaveren og blokerede vejen tilbage til Rohans værelser. “Nu.”
Rohan kendte London. Han kunne færdes i alle dele af byen, både de fine og de snuskede, som et spøgelse. Men for første
gang, siden han var fem år gammel, kunne han ikke trække sig tilbage til the Mercy.
Led efter en åbning. Led efter et smuthul. Led efter en svaghed. Mens tankerne kørte rundt i Rohans hoved, ledte han efter en fadøl.
Uden for hans foretrukne pub var to hunde oppe at slås. Der var noget ulveagtigt over den mindste af dem. Hun var ved at tabe. Det var nok ikke specielt fornuftigt at lægge sig imellem, men fornuft var heller ikke det, Rohan gik mest op i lige nu.
Da den store hund var stukket af, tørrede Rohan blodet af sin underarm og satte sig på knæ foran den lille. Hun snerrede. Han smilede.
Døren til baren gik op. Indenfor var der skruet helt op for fjernsynet – han kunne høre en nyhedsvært. “Vi har lige fået meldinger om, at den storslåede, hjernevridende konkurrence, udtænkt og finansieret af Hawthorne-arvingen Avery Grambs, det første af de årlige Største Spil, har nået sin afslutning. Vinderen af præmien på sytten millioner dollars forventes at blive kåret via livestream snar…”
Døren gik i.
Rohan mødte hundens ulveblik. “Årlige,” sagde han lavt. Der ville altså blive afholdt endnu et spil næste år. Han havde et år til at forberede sig. Til omhyggeligt at få det hele på plads. Heldigvis havde Avery Grambs aldrig været medlem af Devil’s Mercy.
Hej, smuthul. Rohan rejste sig op. Han greb fat om dørhåndtaget og så ned. “Kommer du?” spurgte han hunden.
Ejeren af pubben genkendte Rohan med det samme. “Hvad skulle det være?”
Selv uden at have the Mercy i ryggen havde en mand med Rohans ry og evner stadig en trumf eller to i ærmet. “En fadøl til mig,” sagde han. “En steak til hende.” Rohans mundvige
gled op, mere i den ene end den anden side. “Og et lift ud af London. I aften.”
KAPITEL 1
LYRA
Drømmen begyndte, sådan som den altid gjorde, med blomsten. Synet af kallaliljen i hendes hånd fyldte Lyra med kvalmende sød rædsel. Hun så ned på sin anden hånd – og de sørgelige rester af en slikhalskæde. Der var kun tre stykker slik på.
Nej.
Et eller andet sted vidste Lyra godt, at hun var nitten år, men i drømmen var hendes hænder små – børnehænder.
Skyggen, der tårnede sig op foran hende, var stor.
Og så kom den sagte hvisken: “A Hawthorne did this.” Det er en Hawthorne, der står bag.
Skyggen – hendes biologiske far – vendte sig om og gik. Lyra kunne ikke se hans ansigt. Hun hørte fodtrinnene gå op ad trappen.
Han har en pistol. Lyra vågnede med et sæt, med et åndedrag, der sad fast i brystet, helt stiv i kroppen og med hovedet … på et bord. På den tid, det tog for hendes syn at stille skarpt og for den virkelige verden at falde på plads foran hende, kom Lyra i tanker om, at hun var til undervisning.
Bortset fra at auditoriet var næsten tomt.
“Der er ti minutter tilbage af prøven.” Det eneste andet menneske var en halvtredsårig mand med blazer på.
Prøven? Lyras blik fløj over på uret på væggen. Da hun så, hvad klokken var, begyndte panikken at slippe hende.
“Du kan lige så godt bare dumpe.” Læreren skulede til hende. “De andre på holdet er færdige. De har nok ikke festet hele natten.”
For den eneste grund til, at en pige, der ligner mig, kunne være så træt, at hun falder i søvn i timen, er selvfølgelig, at hun har været ude at feste. Irritationen vældede op i Lyra og fik det sidste af rædslen fra drømmen til at fordufte. Hun så ned på prøven. Multiple choice.
“Jeg ser, hvad jeg kan nå på ti minutter.” Lyra fiskede en kuglepen op fra sin rygsæk og begyndte at læse.
De fleste mennesker kunne se billeder for deres indre blik. For Lyra var der kun ord og begreber og følelser. Det eneste tidspunkt, hvor hun så noget inde i hovedet, var, når hun drømte. Heldigvis gjorde det hende til en meget hurtig læser, at hun ikke hængte sig i mentale billeder. Og heldigvis havde den, der havde lavet prøven, fulgt et velkendt, forudsigeligt mønster.
For at finde det rigtige svar skulle man bare afkode forholdet mellem de forskellige muligheder. Var der to, der var hinandens modsætninger? Var der en af de to modsætninger, der kun på overfladen adskilte sig fra de andre muligheder? Eller var der to svar, der lød ens? Eller et eller flere svar, der virkede rigtige, men nok ikke var det?
Det var det, der var med multiple choice-prøver. Man behøvede ikke vide noget om stoffet, hvis man bare kunne knække koden.
Lyra besvarede fem spørgsmål på det første minut. Fire på det næste. Jo flere felter hun udfyldte, jo tydeligere blev lærerens irritation.
“Du spilder min tid,” sagde han. “Og din egen.”
Den gamle Lyra ville måske være blevet ramt af hans
hårde tone. Men hun læste bare hurtigere. Find mønsteret, find løsningen. Hun blev færdig med et minut tilbage og vidste præcis, hvad læreren så, da han kiggede på hende: en pige med en krop, der i nogles øjne sagde fest, mere end den nogensinde havde sagt danser.
Ikke at hun var danser længere.
Lyra tog sin taske og vendte sig om for at gå, men læreren stoppede hende. “Vent,” beordrede han kort. “Lad mig bedømme den for dig.” Det, han egentlig mente, var: Lad mig give dig en lærestreg.
Lyra vendte sig langsomt om, så hun kunne nå at gøre sit ansigtsudtryk neutralt.
Efter de første ti spørgsmål havde læreren kun markeret et af dem som forkert. Hans øjenbryn trak sig sammen, da han gik videre, og procentsatsen holdt – og så blev den endnu bedre.
“94 %.” Han så op fra prøven. “Ikke dårligt.”
Nu kommer det, tænkte Lyra.
“Tænk, hvad du kunne opnå, hvis du rent faktisk gjorde dig umage.”
“Hvor ved du fra, om jeg gør mig umage?” spurgte Lyra. Hun talte stille, men så ham lige ind i øjnene.
“Du har nattøj på, dit hår er uglet, og du sov gennem det meste af prøven.” Han så hende ikke længere som en festabe, men en slacker. “Jeg har aldrig set dig til undervisningen,” fortsatte han hårdt.
Lyra trak på skuldrene. “Det er, fordi jeg ikke tager det her fag.”
“Du …” Han tav. Han stirrede. “Du tager …”
“Jeg tager ikke det her fag,” gentog Lyra. Jeg faldt i søvn i timen inden.” Uden at vente på svar vendte hun sig om og bevægede sig gennem midtergangen hen mod døren. Hun
gik med lange skridt. Måske var hendes gang elegant. Måske var hun stadig elegant.
Læreren råbte efter hende. “Hvordan kunne du få 94 % rigtige i et fag, du ikke engang tager?”
Lyra fortsatte med at gå og svarede med ryggen til ham. “Det giver bagslag at lave trickspørgsmål, hvis den, der tager testen, kan spotte ens tricks.”
I DET STØRSTE SPIL AF ALLE
ER DER INGEN TILFÆLDIGHEDER
Den unge milliardær, Avery Grambs, afholder en årlig konkurrence med en pengepræmie, der er stor nok til at ændre vinderens liv. I år uddeles der syv eksklusive guldbilletter.
Nogle spillere er med alene for pengenes skyld, andre for magten. Nogle har helt andre mål. Men hver og en har hemmeligheder og skjulte agendaer. Midt i det hele står Grayson Hawthorne, som har en vigtig rolle i årets spil. Men som spændingen stiger, og deltagerne presses til det yderste, står det hurtigt klart, at ikke alle har tænkt sig at følge spillets regler ...
Magt har altid en pris. Spørgsmålet er bare, hvor høj den er – og hvem der betaler.
The Brothers Hawthorne – Chancen er en fortælling fra The Inheritance Games-universet.
