The HAWTHORNE LEGACY
På dansk ved Amalie Harder Hesel
Gutkind
3 JENNIFER LYNN BARNES
TESTAMENTET
Kapitel 1
»Fortæl mig lige igen, om første gang I spillede skak i parken.« Jamesons ansigt var lyst op af levende lys, men selv i det svage skær kunne jeg se, hvordan hans mørkegrønne øjne funklede.
Der var ikke noget – eller nogen – der kunne få Jameson Hawthornes hjerte til at banke som en gåde.
»Det var lige efter min mors begravelse,« sagde jeg. »Et par dage, måske en uge.«
Vi befandt os i tunnellerne under Hawthorne House –alene, hvor ingen kunne høre os. Det var under en måned siden, jeg første gang var trådt ind i det gigantiske hus i Texas, og en uge siden vi havde opklaret gåden om, hvorfor jeg var blevet bragt hertil.
Hvis vi da havde opklaret den.
»Min mor og jeg gik tit ture i parken.« Jeg lukkede øjnene, så jeg kunne fokusere på sagen og ikke på, hvordan Jameson hang ved mine læber. »Hun kaldte det Slentrelegen.« Jeg åbnede øjnene og skubbede mindet lidt på afstand. »Få dage efter hendes begravelse gik jeg for første gang alene over i parken. Henne ved den lille sø fik jeg øje på nogle mennesker, som var stimlet sammen om en mand. Han lå med lukkede øjne på stien med nogle lasede tæpper over sig.«
»En hjemløs.« Jameson havde allerede hørt alt det her, men hans knivskarpe fokus var fast rettet mod mig.
»De troede, han var død – eller døddrukken. Så satte han
5
sig pludselig op. Jeg fik øje på en politibetjent, der banede sig vej gennem mængden.«
»Men du nåede hen til manden først,« sagde Jameson med opadvendte mundvige og øjnene rettet mod mine, »og spurgte, om han ville spille skak.«
Jeg havde ikke forventet, at Harry ville sige ja, og da slet ikke, at han ville vinde.
»Derefter spillede vi hver eneste uge,« sagde jeg. »Nogle gange to-tre gange om ugen. Han fortalte mig aldrig andet end sit navn.«
Harry var ikke hans rigtige navn. Han løj. Og det var grunden til, at jeg befandt mig nede i tunnellerne sammen med Jameson Hawthorne. Det var grunden til, at han igen var begyndt at se på mig, som om jeg var et mysterium. En gåde, som kun han kunne løse.
Det var næppe en tilfældighed, at milliardæren Tobias Hawthorne havde efterladt sin formue til en fremmed, der kendte hans »afdøde« søn.
»Er du sikker på, det var Toby?« spurgte Jameson. Stem ningen mellem os var elektrisk.
Det var efterhånden noget af det eneste, jeg var sikker på. For tre uger siden havde jeg været en helt almindelig pige. Jeg knoklede for at få det hele til at hænge sammen, klare mig gennem high school, få et studielegat og komme væk. Men så fik jeg pludselig besked om, at en af landets rigeste mænd var død og havde skrevet mig ind i sit testamente. Tobias Hawthorne havde efterladt mig flere milliarder, stort set hele sin formue – og jeg anede ikke hvorfor. Jameson og jeg havde brugt to uger på at optrevle de gåder og ledetråde, som den gamle havde lagt ud. Hvorfor lige mig? På grund af mit navn. På grund af den dag, jeg blev født. Tobias Hawthorne havde satset hele butikken på, at jeg på en eller anden måde ville kunne samle hans splintrede familie.
6
Det var i hvert fald den forklaring, vi var nået frem til, ud fra hvordan den gamles sidste spil var endt.
»Jeg er helt sikker,« sagde jeg bestemt. »Toby er i live. Og hvis din bedstefar vidste det – og jeg ved godt, det langtfra er sikkert – men hvis han gjorde, må vi gå ud fra, at han enten valgte mig, fordi jeg kendte Toby, eller at det på en eller anden måde var ham, der sørgede for, at vi overhovedet mødte hinanden.«
Hvis der var én ting, jeg vidste om den afdøde milliardær, Tobias Hawthorne, var det, at han var i stand til at orkestrere næsten hvad som helst og manipulere næsten hvem som helst. Han elskede udfordringer og gåder og spil.
Ligesom Jameson.
»Hvad nu, hvis den dag i parken ikke var første gang, du mødte min onkel?« Jameson tog et skridt hen imod mig med en sitrende energi omkring sig. »Prøv lige at tænke over det, Arving. Du sagde, at den eneste gang, min bedstefar mødte dig, var, da du var seks år gammel, og det var på den diner, hvor din mor var tjener. Han hørte dit fulde navn.«
Hvis man byttede om på bogstaverne i Avery Kylie Grambs, blev det til a very risky gamble. Det var et navn, en mand som Tobias Hawthorne ville huske.
»Nemlig,« sagde jeg. Jameson stod tæt på mig nu. For tæt. Alle Hawthorne-brødrene havde en magnetisk tiltræknings kraft. De var superstjerner. De gjorde indtryk på alle – og Jameson var god til at udnytte det til at få, hvad han ville have. Han vil have et eller andet af mig.
»Hvorfor skulle min bedstefar – en milliardær fra Texas med et helt hold af kokke – spise på en snusket diner i en lille by i Connecticut, som ingen nogensinde har hørt om?«
Mine tanker fór rundt i hovedet. »Tror du, han ledte efter noget?«
7
Jameson smilede skælmsk. »Eller nogen. Hvad nu, hvis den gamle tog afsted for at lede efter Toby, men fandt dig?«
Der var et eller andet ved den måde, han sagde ordet dig på. Som om jeg var nogen. Som om jeg betød noget. Men Jameson og jeg havde været igennem det her før. »Og så er alt det andet bare ligegyldigt?« spurgte jeg uden at kigge på ham. »Mit navn. At Emily døde på min fødselsdag. Hele den gåde, din bedstefar efterlod os – var det alt sammen bare løgn?«
Jameson reagerede ikke på Emilys navn. Når han var opslugt af en gåde, var der ingenting, der kunne distrahere ham – ikke engang hende. »Løgn,« gentog han. »Eller vild spor.«
Han rakte hånden frem og strøg et hår væk fra mit ansigt. Hver eneste nerve i min krop gik i alarmberedskab, og jeg trådte baglæns. »Lad være med at se sådan på mig,« sagde jeg strengt.
»Hvordan?« spurgte han.
Jeg lagde armene over kors og stirrede på ham. »Du skruer altid op for charmen, når du vil have et eller andet.«
»Nu sårer du mig, Arving.« Jameson så utilgiveligt godt ud, når han smilede smørret. »Det eneste, jeg vil have, er, at du graver lidt i din hukommelse. Min bedstefar var typen, der altid tænkte tingene igennem på alle leder og kanter. Han kan sagtens have haft mere end én grund til at vælge dig. Han sagde altid: ‘Hvorfor skulle man nøjes med at slå to fluer med ét smæk, hvis man kan få ram på 12?’«
Der var noget ved hans stemme og ved den måde, han stadig kiggede på mig på, som ville have gjort det let at lade sig rive med af det hele. Mulighederne. Mysteriet. Ham.
Men jeg var ikke typen, der begik den samme fejl to gange. »Måske er det den anden vej rundt.« Jeg vendte mig væk fra ham. »Hvad nu, hvis din bedstefar ikke vidste, at Toby var i
8
live? Hvad nu, hvis det var Toby, der opdagede, at den gamle holdt øje med mig? At han overvejede at efterlade hele sin formue til mig?«
Den Harry, jeg kendte, havde været en fremragende skakspiller. Måske havde den dag i parken slet ikke været et tilfælde. Måske havde han opsøgt mig.
»Der er et eller andet, vi ikke ved,« sagde Jameson og stil lede sig lige bag mig. »Eller også,« mumlede han ind i min nakke, »er der noget, du ikke fortæller mig.«
Han var ikke helt galt på den. Jeg var ikke typen, der lagde alle kortene på bordet – og Jameson Winchester Hawthorne lod ikke engang, som om han var til at stole på.
»Okay, Arving.« Jeg kunne nærmest høre ham smile skævt. »Hvis det er sådan, vi leger, så lad os da sætte noget på spil?«
Jeg vendte mig om mod ham. Når jeg så ham i øjnene, var det svært ikke at blive mindet om, at når Jameson kyssede, var det ikke forsigtigt. Det var ikke blidt. Det var ikke ægte, mindede jeg mig selv om. Han havde set mig som en del af mysteriet, som et redskab. Jeg var stadig en del af mysteriet.
»Ikke alt er et spil,« sagde jeg.
»Og måske,« svarede Jameson med strålende øjne, »er det netop dét, der er problemet. Måske er det derfor, vi bare bliver ved og ved med at køre rundt i det samme hernede uden at komme nogen vegne. Fordi det ikke er et spil. Endnu. I et spil er der regler. Og der er en vinder. Måske er det eneste, vi mangler for at løse mysteriet om Toby Hawthorne, lidt motivation.«
»Hvad skulle det være for en motivation?« spurgte jeg med sammenknebne øjne.
»Hvad med et væddemål?« Jameson løftede et øjenbryn. »Hvis jeg regner alt det her ud først, skal du slå en streg over, at min dømmekraft svigtede lidt, da vi havde afkodet Black Wood.«
9
Black Wood var dér, hvor det gik op for os, at hans ekskæreste var død på min fødselsdag. Det var dér, det stod klart, at Tobias Hawthorne ikke havde udvalgt mig, fordi jeg var noget særligt. Han havde valgt mig ud fra, hvordan det ville påvirke dem.
Og Jameson havde droppet mig fra den ene dag til den anden.
»Og hvis jeg vinder,« sagde jeg, mens jeg kiggede ind i hans grønne øjne, »skal du glemme, at vi kyssede – og du skal aldrig prøve at kysse mig igen.«
Jeg stolede ikke på ham, men jeg stolede heller ikke på mig selv.
»Okay, Arving.« Jameson tog et skridt frem. Han stod ved siden af mig, førte munden hen til mit øre og hviskede: »Lad spillet begynde.«
10
Kapitel 2
Da vi havde indgået vores væddemål nede i tunnellerne, begav Jameson sig afsted i én retning, og jeg gik i en anden. Hawthorne House var gigantisk, overvældende, så kæmpestort, at jeg efter tre uger stadig ikke havde set det hele. Man kunne bruge flere år på at udforske huset uden at kende alle de hemmelige gange og skjulte rum – og det var uden at medregne tunnellerne.
Heldigvis var jeg lærenem. Fra tunnellen under fløjen med træningslokalerne gik jeg ned ad den gang, der lå under musiklokalet. Jeg gik under orangeriet og så op ad en hemmelig trappe, der førte op til den store sal. Der fik jeg øje på Nash, som stod og lænede sig op ad en kamin. Han ventede.
»Hej, stump.« Nash fortrak ikke en mine over, at jeg tilsyneladende lige var dukket op ud af den blå luft. Faktisk så den ældste Hawthorne-bror ud, som om han ville blive stående op ad kaminen, om så hele huset styrtede sammen om ørerne på ham. Nash Hawthorne ville sikkert lette høfligt på cowboyhatten, hvis manden med leen skulle komme forbi.
»Hej,« svarede jeg.
»Du har vel ikke set Grayson?« spurgte Nash. Hans texanske dræven fik spørgsmålet til at lyde næsten dovent.
Men det gjorde ikke dét, han lige havde sagt, mere behage ligt. »Nej.« Jeg holdt mit svar kort og mit ansigt neutralt. Grayson Hawthorne og jeg holdt os på afstand af hinanden.
11
»Og du ved ikke tilfældigvis noget om den snak, som Gray havde med vores mor, lige inden hun flyttede ud?«
Skye Hawthorne, Tobias Hawthornes yngste datter og mor til alle fire Hawthorne-børnebørn, havde forsøgt at få mig slået ihjel. Ham, der havde trykket på aftrækkeren, sad i fængsel, men Skye var blevet tvunget til at forlade Hawthorne House. Af Grayson. Jeg vil altid beskytte dig, havde han sagt til mig. Men det her ... os ... Det går ikke, Avery.
»Niks,« sagde jeg.
»Det tænkte jeg nok.« Nash blinkede til mig. »Din søster og din advokat leder efter dig. Østfløjen.« Der lå så meget i den besked. Min advokat var hans tidligere forlovede, og min søster var ...
Jeg vidste ikke, hvad Libby og Nash Hawthorne var.
»Tak,« sagde jeg, men da jeg gik op ad den snoede trappe til Hawthorne Houses østfløj, var det ikke for at finde Libby. Eller Alisa. Jeg havde indgået et væddemål med Jameson, og det havde jeg tænkt mig at vinde. Første stop: Tobias Hawthornes arbejdsværelse.
På arbejdsværelset stod et mahogniskrivebord, og bag det var der en væg fuld af trofæer og patenter og bøger med efternavnet Hawthorne på ryggen – en overvældende påmindelse om, at der ikke var noget som helst almindeligt ved Hawthorne-brødrene. De havde fået alle muligheder i verden, og den gamle mand havde forventet helt exceptionelle præstationer af dem. Men jeg var ikke kommet for at glo på trofæer.
I stedet satte jeg mig ved skrivebordet og åbnede det hemmelige rum, jeg havde opdaget for ikke så længe siden. Der lå en mappe. I mappen var der billeder af mig. Utallige fotografier, der gik mange år tilbage. Efter det skæbnesvangre møde på dineren var Tobias Hawthorne begyndt at holde øje med mig. Kun på grund af mit navn? Eller lå der noget andet bag?
12
Jeg bladede hurtigt gennem fotografierne og tog to af dem ud af bunken. Jameson havde ret i det, han havde sagt nede i tunnellen. Der var noget, jeg ikke havde fortalt ham. Jeg var blevet fotograferet sammen med Toby to gange, men fotografen havde ikke fanget andet end hans nakke.
Havde Tobias Hawthorne genkendt Toby bagfra? Havde »Harry« opdaget, at der blev taget billeder af os, og med vilje vendt sig væk fra kameraet?
Det var ikke, fordi det gav mig specielt meget at arbejde med. Det eneste, mappen for alvor beviste, var, at Tobias Hawthorne havde holdt øje med mig i flere år, før jeg havde mødt »Harry«. Jeg bladede videre, indtil jeg kom til min fødselsattest. Min mors underskrift var sirlig, min fars var en mærkelig blanding af kursiv og almindelig skrift. Tobias Hawthorne havde fremhævet min fars underskrift og min fødselsdato.
18/10. Jeg vidste godt, hvad der lå i dét. Både Grayson og Jameson havde været forelsket i en pige ved navn Emily Laughlin. Hendes død – den 18. oktober – havde splittet dem ad. Den gamle mand havde ment, at jeg på en eller anden måde kunne genforene dem. Men hvorfor skulle Tobias Hawthorne fremhæve min fars underskrift? Ricky Grambs var fuldstændig uduelig. Han havde ikke engang ringet til mig, dengang min mor døde. Hvis det havde været op til ham, var jeg blevet anbragt. Jeg stirrede på Rickys underskrift og prøvede af al magt at forstå, hvad der havde fået Tobias Hawthorne til at fremhæve den.
Det lykkedes ikke.
I baghovedet kunne jeg høre min mors stemme. Jeg har en hemmelighed, havde hun sagt, længe før Tobias Hawthorne havde skrevet mig ind i sit testamente, om den dag, du blev født.
Hvad hun end havde ment, ville jeg aldrig kunne gætte
13
det, nu hvor hun ikke var her længere. Det eneste, jeg med sikkerhed vidste, var, at jeg ikke var en Hawthorne. Hvis min fars navn på fødselsattesten ikke var bevis nok, havde en DNA-test allerede vist, at der ikke løb Hawthorne-blod i mine årer.
Hvorfor opsøgte Toby mig? Havde han opsøgt mig? Jeg tænkte på dét, Jameson havde sagt om, at hans bedstefar slog 12 fluer med ét smæk. Jeg kiggede på alle papirerne igen og prøvede at få en eller anden form for mening ud af dem. Hvad var det, jeg overså? Der måtte være et eller andet ...
Et bank på døren var den eneste advarsel, jeg fik, inden der blev taget i dørhåndtaget. Jeg skyndte mig at samle fotografi erne sammen og lægge mappen tilbage i det hemmelige rum.
»Der var du.« Min advokat Alisa Ortega var indbegrebet af professionalisme. Hun løftede brynene og gav mig det, jeg i mit stille sind havde døbt et Alisa-blik. »Har jeg ret i, at du har glemt alt om kampen?«
»Kampen,« gentog jeg, uden at vide, hvilken kamp hun talte om. Det føltes, som om alt havde været en kamp, lige siden jeg trådte ind ad døren til Hawthorne House første gang.
»Kampen i aften,« præciserede Alisa med endnu et Alisablik. »Del to af din debut i Texas’ selskabsliv. Nu hvor Skye har forladt Hawthorne House, er det vigtigere end nogensinde før, at alting tager sig ordentligt ud. Vi er nødt til at kontrollere historien. Det her er en Askepot-historie, ikke en skandale – og det vil sige, at du skal spille Askepot. I offentligheden. Så ofte og så overbevisende som muligt. Og det første, du skal gøre, er at gøre brug af din ejerlounge i aften.«
Ejerlounge. Så faldt tiøren. »Kampen,« sagde jeg igen, mens det dæmrede for mig. »Som i NFL-kampen. Fordi jeg ejer et hold.«
Det var stadig så fuldkommen ufatteligt, at det næsten
14
fik mig til at glemme resten af det, Alisa havde sagt – det om Skye. Jeg havde lovet Grayson ikke at sige til nogen, hvilken rolle hans mor havde spillet i mordforsøget på mig. Til gengæld havde han taget sig af situationen.
Fuldstændig som han havde lovet.
»Der er 48 pladser i ejerloungen.« Alisa var gået i fore læsnings-mode nu. »Gæstelisten bliver lavet flere måneder i forvejen. Kun VIP’er. Det handler ikke bare om amerikansk fodbold. Det er en måde at købe sig indflydelse på inden for en masse forskellige områder. Invitationerne er ekstremt eftertragtede af alle lige fra politikere og topchefer til berømtheder. Jeg har fået Oren til at sikkerhedsgodkende alle, der kommer i aften, og vi medbringer en fotograf til at tage et par strategiske billeder af dig. Landon har skrevet en pres semeddelelse, som bliver sendt ud en time inden kampen. Det eneste, vi mangler at få styr på, er ...«
Alisa lod varsomt sætningen hænge i luften.
Jeg fnøs. »Mig?«
»Det her er en Askepot-historie,« mindede hun mig om. »Hvad tror du, Askepot ville tage på til sin første NFL-kamp?«
Det måtte være et trickspørgsmål.
»Noget i den her stil?« Libby dukkede op i døråbningen. Hun havde en Lone Stars-trøje på med matchende halstørklæde, handsker og støvler. Hendes blå hår var sat op i rottehaler med en masse blå og gyldne bånd.
Alisa smilede anstrengt. »Ja,« sagde hun, henvendt til mig. »Noget i den stil – minus den sorte læbestift, den sorte neglelak og chokeren.« Libby var nok verdens mest posi tive goth, og Alisa var ikke fan af min søsters stil. »Som jeg sagde,« fortsatte Alisa med eftertryk, »er det en vigtig aften. Mens Avery giver den som Askepot foran kameraerne, cirkulerer jeg rundt blandt vores gæster og danner mig et overblik over, hvor de står.«
15
»Hvor de står med hensyn til hvad?« spurgte jeg. Jeg havde fået at vide igen og igen, at Tobias Hawthornes testamente var fuldstændig uomtvisteligt. Så vidt jeg vidste, havde Hawthorne-familien opgivet at gøre indsigelser mod det.
»Det skader aldrig at have lidt flere stærke spillere på sit hold,« sagde Alisa. »Og vi vil gerne have, at vores venner føler sig trygge.«
»Jeg håber ikke, jeg forstyrrer.« Nash opførte sig, som om han bare tilfældigvis var stødt på os – som om det ikke var ham, der havde advaret mig om, at Alisa og Libby ledte efter mig. »Fortsæt bare, Lee-Lee,« sagde han til min advokat. »Du var ved at sige noget om at være tryg?«
»Vi har brug for, at folk ved, at Avery ikke har tænkt sig at vende op og ned på det hele.« Alisa undgik at se på Nash som én, der undgik at se direkte på solen. »Din bedstefar havde investeringer, forretningspartnere, politiske forbindelser –det forudsætter en balance.«
»Det, hun mener,« sagde Nash til mig, »er, at hun har brug for, at folk tror, McNamara, Ortega & Jones har styr på situa tionen.«
Situationen? tænkte jeg. Eller mig? Jeg brød mig ikke om at være nogens marionetdukke. Det var jo firmaet, der skulle arbejde for mig. I hvert fald i teorien.
Det gav mig en idé. »Alisa? Kan du huske, at jeg bad dig give nogle penge til en af mine venner?«
»Harry, så vidt jeg husker?« svarede Alisa, men jeg mistænkte kraftigt, at hendes opmærksomhed gik i tre forskellige retninger: mit spørgsmål, hendes store planer for i aften og så den måde, Nashs mundvige krusede op i et smil på, da han så Libbys outfit.
Det sidste, jeg havde brug for, at min advokat fokuserede på, var, hvordan hendes ekskæreste kiggede på min søster. »Ja. Lykkedes det dig at give ham pengene?« spurgte jeg. Den
16
enkleste måde at få svar på alle spørgsmålene på ville være at få fat i Toby – inden Jameson gjorde det. Alisa løsrev sit blik fra Libby og Nash. »Desværre kunne mine folk ikke opspore din ven,« svarede hun kortfattet.
Jeg overvejede, hvad der lå i det. Toby Hawthorne var dukket op i parken, få dage efter at min mor døde, og mindre end en måned efter, at jeg rejste, var han væk. »Nå,« sagde Alisa og foldede hænderne foran sig, »angående dit tøj ...«
17
Kapitel 3
Jeg havde aldrig set en eneste amerikansk fodboldkamp, men som den nye ejer af Texas Lone Stars kunne jeg jo ikke så godt sige det til den hob af journalister, der stimlede sammen om bilen, da vi holdt foran stadion, ligesom jeg heller ikke kunne sige, at sportstrøjen, der blottede min ene skulder, og de metallicblå cowboystøvler føltes omtrent lige så naturlige at have på som et halloween-kostume.
»Rul vinduet ned,« sagde Alisa. »Smil og råb ‘Kom så, Lone Stars!’«
Jeg havde ikke lyst til at rulle vinduet ned. Jeg havde ikke lyst til at smile. Jeg havde ikke lyst til at råbe noget som helst – men jeg gjorde det. Fordi det her var en Askepot-historie, og det var mig, der var stjernen.
»Avery!«
»Avery, herovre!«
»Hvordan føles det at skulle se din første kamp som ejer af holdet?«
»Har du nogen kommentarer til rygterne om, at du skulle have overfaldet Skye Hawthorne?«
Jeg havde ikke fået særlig meget medietræning, men nok til at kende den vigtigste regel, når journalister bombarde rede én med spørgsmål: Lad være med at svare. Der var stort set kun én ting, jeg måtte sige, og det var, at jeg var spændt, taknemmelig, imponeret og overvældet på den mest fantastiske måde.
18
Så jeg gjorde mit bedste for at virke spændt, taknemmelig og imponeret. Der ville være næsten 100.000 tilskuere på stadion. Flere millioner mennesker over hele verden ville se kampen og heppe på holdet. Mit hold.
»Kom så, Lone Stars!« råbte jeg. Jeg skulle til at rulle vinduet op, men netop som min finger strejfede knappen, var der en skikkelse, der trådte ud af menneskemængden. Ikke en journalist.
Min far.
Hele mit liv havde Ricky Grambs behandlet mig, som om jeg kom i anden række, hvis jeg da overhovedet gjorde dét. Jeg havde ikke set ham i over et år. Men nu hvor jeg havde arvet flere milliarder?
Så dukkede han pludselig op.
Jeg vendte hovedet væk fra ham – og paparazzierne – og rullede vinduet op.
»Ave?« lød det usikkert fra Libby, mens vores skudsikre SUV forsvandt ned i en privat parkeringskælder. Min søster var optimist. Hun troede på det bedste i alle mennesker –inklusive en mand, der aldrig havde gjort noget som helst for nogen af os.
»Vidste du, at han ville være her?« spurgte jeg lavt.
»Nej!« svarede Libby. »Jeg sværger!« Hun bed sig i under læben, så den sorte læbestift blev tværet ud. »Men han vil bare tale med dig.«
Det er jeg ikke i tvivl om.
Oren, min sikkerhedschef, der sad bag rattet, parkerede bilen og talte roligt ind i sit headset. »Vi har en situation ved den nordlige indgang. Der skal kun observeres, men jeg vil have en fuld redegørelse.«
Det fede ved at være milliardær og have et sikkerhedsteam fyldt med tidligere specialstyrke-soldater var, at risikoen for, at jeg skulle falde i baghold igen, var stort set lig nul. Jeg
19
undertrykte de følelser, det at se Ricky havde bragt op, steg ud af bilen og bevægede mig ind på et af de største stadioner i verden. »Okay, så kører vi,« sagde jeg.
»Lad mig lige understrege,« sagde Alisa, idet hun steg ud a f bilen, »at firmaet er fuldt ud i stand til at tage sig af din far.«
Og det var det fede ved at være den eneste klient hos et gigantisk advokatfirma.
»Er du okay?« pressede Alisa på. Hun var ikke ligefrem føle-føle-typen, så det handlede nok mest om at finde ud af, om hun skulle være bekymret for, hvad jeg kunne finde på.
»Ja,« svarede jeg.
»Hvorfor skulle hun ikke være okay?«
Den dybe, bløde stemme kom fra en elevator bag mig. For første gang i syv dage vendte jeg mig om og kiggede direkte på Grayson Hawthorne. Han havde lyst hår, isgrå øjne og knivskarpe kindben. To uger tidligere ville jeg have sagt, at han var den mest selvretfærdige, skråsikre og arrogante idiot, jeg nogensinde havde mødt.
Nu var jeg ikke længere så sikker på, hvad jeg skulle mene om Grayson Hawthorne.
»Hvorfor,« gentog han skarpt, idet han trådte ud af eleva toren, »skulle Avery ikke være okay?«
»Min uduelige far dukkede bare op udenfor,« mumlede jeg. »Det er okay.«
Grayson stirrede på mig med et gennemborende blik og vendte sig så om mod Oren. »Er han en trussel?«
Jeg vil altid beskytte dig, havde han lovet. Men det her ... os ... Det går ikke, Avery.
»Du behøver ikke beskytte mig,« sagde jeg skarpt ti l Grayson. »Når det kommer til Ricky, er jeg ekspert i at beskytte mig selv.« Jeg gik med lange skridt forbi Grayson og ind i den elevator, han lige var trådt ud af.
20
Tricket ved at blive forladt var aldrig nogensinde at give sig selv lov til at længes efter dén, der var skredet.
Da elevatoren et øjeblik senere gik op, trådte jeg ind i ejer loungen med Alisa på den ene side og Oren på den anden. Jeg så mig ikke tilbage efter Grayson. Når han havde taget elevatoren ned, havde han tydeligvis allerede været heroppe, sikkert for at mingle. Uden mig.
»Avery. Du kom.« Zara Hawthorne-Calligaris havde en elegant perlekæde om halsen. Der var noget ved hendes skarpe smil, der fik mig til at tænke, at hun kunne slå ihjel med de perler. »Jeg vidste ikke, om du ville komme i aften.«
Og du var klar til at holde hof uden mig, konkluderede jeg. Jeg tænkte på dét, Alisa havde sagt – om allierede og stærke spillere og den indflydelse, man kunne købe sig til med en billet til ejerloungen.
Som Jameson ville have sagt: Lad spillet begynde.
21
