The Inheritance Games
På dansk ved Amalie Harder Hesel Gutkind
3 JENNIFER LYNN BARNES
ARVINGERNE
Kapitel 1
Da jeg var barn, fandt min mor altid på forskellige lege. Der var Hviskelegen. Hvem-kan-få-sin-småkage-til-at-varelængst?-legen. Skumfiduslegen var en evig favorit, der blandt andet gik ud på at spise skumfiduser iført store dunjakker fra Goodwill, så vi ikke behøvede at tænde for varmen. Når strømmen gik, legede vi Lommelygteleg. Vi gik aldrig nogen steder – vi løb om kap. Jorden var næsten altid giftig. Puder var til for, at vi kunne bygge huler.
Jeg-har-en-hemmelighed-legen var den, der holdt længst, for mor sagde, at man altid burde have mindst én hemmelighed. Nogle gange gættede hun min. Andre gange gjorde hun ikke. Vi legede den leg hver eneste uge, indtil en af hendes hemmeligheder fik sendt hende på hospitalet, da jeg var 15.
Og så var hun pludselig væk.
»Din tur, prinsesse.« En rusten stemme trak mig tilbage til nutiden. »Jeg har ikke hele dagen.«
»Jeg er ikke nogen prinsesse,« svarede jeg skarpt og flyt tede en springer. »Din tur, du gamle.«
Harry skulede til mig. Jeg vidste faktisk ikke, hvor gammel han var, og jeg anede ikke, hvordan han var endt med at blive hjemløs og bo i den park, hvor vi spillede skak hver morgen. Jeg vidste bare, at han var en fremragende modstander.
»Hvor er du modbydelig, pige,« knurrede han med blikket på brættet.
5
Tre træk senere havde jeg ham. »Skakmat. Du ved godt, hvad det betyder, Harry.«
Han skulede. »Du får lov til at købe morgenmad til mig.« Sådan lød vores langvarige væddemål: Hvis jeg vandt, måtte han ikke afslå det gratis måltid.
Til mit forsvar var jeg kun en lille smule skadefro. »Det føles godt at være dronning.«
✧
Jeg nåede lige akkurat i skole til tiden. Jeg havde det med at nå alting på et hængende hår. Jeg gik samme balancegang med mine karakterer: Hvor lille en indsats kunne jeg yde og stadig få A? Jeg var ikke doven. Jeg var praktisk. Det kunne godt betale sig at få 92 % i stedet for 98 %, hvis det betød, at jeg kunne tage en ekstra vagt.
Jeg sad i spansktimen og var godt i gang med en engelsk stil, da jeg blev kaldt ind på rektors kontor. Piger som mig skulle helst være usynlige. Vi blev ikke kaldt til samtale hos rektor. Vi lavede kun lige præcis så meget ballade, som vi kunne tillade os – og for mit vedkommende var det slet ikke noget.
»Avery.« Rektor Altmans hilsen var ikke ligefrem varm. »Sid ned.«
Jeg satte mig.
Han foldede hænderne på skrivebordet mellem os. »Jeg går ud fra, du ved, hvorfor du er her.«
Medmindre det handlede om de ugentlige poker turneringer, jeg afholdt nede på parkeringspladsen for at skaffe penge til Harrys morgenmad – og nogle gange min egen – så anede jeg ikke, hvad der skulle have tiltrukket administrationens opmærksomhed. »Jeg beklager,« sagde jeg, så ydmygt jeg kunne, »men det ved jeg ikke.«
6
Rektor Altman lod mit svar hænge lidt i luften, inden han rakte mig et sammenhæftet bundt papirer. »Det her er den fysikprøve, du afleverede i går.«
»Okay,« sagde jeg. Det var ikke det svar, han var ude efter, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. For en gangs skyld havde jeg faktisk læst op. Så dårligt kunne det simpelthen ikke være gået.
»Mr. Yates har rettet prøverne, Avery. Din var den eneste helt uden fejl.«
»Super,« sagde jeg for at undgå endnu et okay.
»Ikke spor super, unge dame. Mr. Yates tilrettelægger bevidst prøverne, så de udfordrer elevernes evner. I 20 år har han aldrig været ude for, at nogen har scoret 100 %. Kan du se problemet?«
Jeg kunne ikke holde mit instinktive svar tilbage. »At en lærer laver prøver, som de fleste af hans elever ikke kan bestå?«
Mr. Altman kneb øjnene sammen. »Du er en dygtig elev, Avery. Især i betragtning af dine omstændigheder. Men du er ikke ligefrem kendt for at få topkarakterer.«
Det var jo rigtigt nok, så hvorfor føltes det som en mave puster?
»Jeg har skam forståelse for din situation,« fortsatte rektor Altman, »men du skal være helt ærlig nu.« Han fastholdt mit blik. »Vidste du, at mr. Yates har backups af alle sine prøver i skyen?« Han troede, jeg havde snydt. Han så direkte på mig, men jeg havde aldrig følt mig så lidt set. »Jeg vil gerne hjælpe dig, Avery. Du har klaret dig utrolig godt, trods dine vanskelige kår. Jeg ser meget nødig, at det her skal ødelægge dine eventuelle fremtidsplaner.«
»M ine eventuelle fremtidsplaner?« gentog jeg. Hvis jeg havde haft et andet efternavn, hvis jeg havde haft en far, der var tandlæge, og en mor, der var hjemmegående,
7
ville han ikke opføre sig, som om fremtiden var noget, jeg eventuelt havde overvejet. »Jeg dimitterer næste år,« sagde jeg sammenbidt. »Til den tid har jeg optjent mindst to semestres point på collegeniveau. Mine karakterer bør være gode nok til, at jeg kan søge et studielegat til UConn, der har en af landets bedste uddannelser i forsikrings matematik.«
Mr. Altman rynkede panden. »Forsikringsmatematik?«
»Statistisk risikovurdering.« Det var det tætteste, jeg kunne komme på at tage dobbelt hovedfag i poker og mate matik. Og så var det en af de uddannelser, der gav den højeste jobsikkerhed i universet.
»Kan du godt lide at løbe kalkulerede risici, miss Grambs?«
Du mener at snyde? Jeg var nødt til at lægge låg på min vrede. Jeg lod, som om jeg spillede skak. Gennemtænkte trækkene. Piger som mig måtte ikke eksplodere. »Jeg snød ikke,« sagde jeg roligt. »Jeg læste op.«
Jeg havde skrabet tid sammen – i andre timer, mellem mine vagter og sent om aftenen, når jeg burde være gået i seng. Mr. Yates’ ry for at lave umulige prøver havde givet mig lyst til at flytte grænserne for, hvad der var muligt. For en gangs skyld ville jeg ikke bare lige akkurat få A, men se, hvor godt jeg kunne gøre det.
Og det her var så, hvad jeg fik ud af alle mine anstrengelser, for piger som mig klarede ikke umulige prøver med nul fejl.
»Jeg kan tage prøven igen,« sagde jeg og prøvede på ikke at lyde rasende eller – endnu værre – såret. »Jeg får den samme karakter.«
»Hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig, at mr. Yates faktisk har forberedt en ny prøve? Nye spørgsmål. Men akkurat lige så svær som den første.«
8
Jeg tøvede ikke engang. »Jeg tager den.«
»Du kan gøre det i morgen i tredje lektion, men jeg må advare dig om, at det vil gå markant bedre for dig, hvis ...«
»Nu.«
Mr. Altman stirrede på mig. »Hvabehar?«
Glem alt om at lyde ydmyg. Glem alt om at være usynlig. »Jeg vil gerne tage den nye prøve her på dit kontor, lige nu.«
9
Kapitel 2
»Hård dag?« spurgte Libby. Min søster var syv år ældre end mig og alt for empatisk for sit eget bedste – og for mit.
»Nej nej,« svarede jeg. Hvis jeg fortalte om min tur på rektors kontor, ville hun bare blive bekymret, og indtil mr. Yates havde bedømt min anden prøve, var der alligevel ikke noget at gøre. Jeg skiftede emne. »Jeg fik gode drikkepenge her til aften.«
»Hvor gode?« Libbys stil lå et sted mellem punk og goth, men af sind var hun en af de der ukuelige optimister, som troede, at man sagtens kunne tjene en formue i drikkepenge på en lillebitte diner, hvor de fleste hovedretter kostede 6,99 dollars.
Jeg trykkede et bundt krøllede endollarsedler ind i hendes hånd. »Gode nok til at hjælpe med huslejen.«
Jeg sprang væk, før hun kunne nå at give mig pengene tilbage. »Jeg kaster dem efter dig,« advarede hun.
Jeg trak på skuldrene. »Så undviger jeg bare.«
»Du er håbløs.« Libby gemte modstræbende pengene væk, fremtryllede et fad med muffins og så på mig. »Nu har du værsgo at tage imod den her muffin.«
»Javel!« Jeg trådte frem for at tage den muffin, hun rakte til mig, men da jeg kiggede over på køkkenbordet bag hende, så jeg, at hun ikke bare havde bagt muffins. Der var også cupcakes. Jeg fik et ubehageligt sug i maven. »Åh nej, Lib.«
10
»Det er ikke det, du tror,« lovede Libby. Hun var en undskyldnings-cupcake-bager. En dårlig-samvittighedscupcake-bager. En vær-nu-ikke-sur-cupcake-bager.
»Ikke det, jeg tror?« gentog jeg lavmælt. »Vil det sige, at han ikke flytter ind igen?«
»Den her gang bliver det anderledes,« lovede Libby. »Og det er chokoladecupcakes!«
Mine yndlings.
»Det bliver aldrig anderledes,« sagde jeg, men hvis jeg kunne overbevise hende om dét, var det allerede sket.
I samme øjeblik kom Libbys on-off-kæreste – som havde en svaghed for at slå løs på væggen og pudse sin egen glorie over, at det ikke var Libby, han slog – ind ad døren. Han snuppede en cupcake fra køkkenbordet og gav mig elevator blikket. »Hvad så, smukke?«
»Drake,« sagde Libby.
»Slap af.« Drake smilede. »Du ved jo godt, jeg bare laver sjov, Libby-min. Du og din søster skal altså lære at tage en joke.«
Der var ikke engang gået et minut, og han havde alle rede gjort os til problemet. »Det her er ikke sundt,« sagde jeg til Libby. Han havde været imod det, dengang hun lod mig flytte ind – og han havde straffet hende for det lige siden.
»Det her er ikke din lejlighed,« gav Drake igen.
»Avery er min søster,« insisterede Libby.
»Halvsøster,« rettede Drake hende og smilede endnu en gang. »Det var for sjov.«
Det var ikke for sjov, men det var heller ikke forkert. Libby og jeg havde samme far, som vi aldrig så, men vi havde hver sin mor. Som børn så vi kun hinanden et par gange om året. Ingen havde regnet med, at hun ville vælge at blive min værge for to år siden. Hun var ung. Hun kunne knap nok
11
forsørge sig selv. Men hun var Libby. Hendes kærlighed var grænseløs.
»Hvis Drake flytter ind,« sagde jeg lavmælt til hende, »så flytter jeg ud.«
Libby tog en cupcake og holdt forsigtigt om den med begge hænder. »Jeg gør det, så godt jeg kan, Avery.«
Hun prøvede altid at gøre alle glade. Drake elskede at gøre hende til en lus mellem to negle. Han brugte mig til at såre hende.
Jeg kunne ikke gå rundt og vente på, at han begyndte at slå andet end bare vægge.
»Hvis du vil mig noget,« sagde jeg til Libby, »så bor jeg i min bil.«
12
Kapitel 3
Min oldgamle Pontiac var totalt smadret, men i det mindste fungerede varmen. Sådan nogenlunde, i hvert fald. Jeg parkerede omme bag dineren, hvor ingen ville se mig. Libby skrev til mig, men jeg kunne ikke få mig selv til at svare, så jeg sad bare og gloede på min telefon. Skærmen var revnet. Mit abonnement var stort set uden data, så jeg kunne ikke gå på nettet, men til gengæld havde jeg ubegrænsede sms’er.
Ud over Libby var der kun ét menneske i mit liv, som var værd at skrive til. Jeg holdt min besked til Max kort: Du-vedhvem er tilbage.
Der kom ikke noget svar. Max’ forældre var store til hængere af »mobilfri« tid og konfiskerede tit hendes telefon. De var også berygtede for at gennemgå hendes beskeder, og det var derfor, jeg ikke havde nævnt Drakes navn og heller ikke havde tænkt mig at skrive noget om, hvor jeg overnattede. Hverken familien Liu eller min sagsbehandler skulle vide, at jeg ikke var dér, hvor jeg burde være.
Jeg lagde telefonen fra mig og kastede et hurtigt blik på min rygsæk, der lå på passagersædet, men blev enig med mig selv om, at de sidste lektier måtte vente til i morgen tidlig. Jeg lænede sædet tilbage og lukkede øjnene, men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg åbnede handskerummet og greb det eneste værdifulde, min mor havde efterladt mig: en bunke postkort. Masser af dem. Masser af steder, vi havde talt om at rejse til.
13
Hawaii. New Zealand. Machu Picchu. Jeg kiggede på hvert enkelt billede og forestillede mig, at jeg var et hvilket som helst andet sted. Tokyo. Bali. Grækenland. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde siddet i mine egne tanker, da min telefon bippede. Jeg tog den op og så Max’ svar på min besked om Drake.
Det rævehul! Og så, lidt efter: Er du okay?
Max var flyttet væk i sommerferien efter 8. klasse. Vi kommunikerede mest på skrift, og hun nægtede at skrive bandeord, af frygt for at hendes forældre skulle se det.
Så hun var kreativ.
Jeg har det fint nok, svarede jeg, og det var lige det puf, hun skulle bruge for at give sin vrede frit løb.
DEN NARHVAL KAN SUTTE EN FED PIKACHU OG KNAPPE SIG SELV!!!
Et øjeblik efter ringede min telefon. »Er du sikker på, du er okay?« spurgte Max.
Jeg kiggede ned på postkortene i mit skød og mærkede halsen snøre sig sammen. Jeg ville klare mig gennem high school. Jeg ville ansøge om alle de legater, jeg kunne komme i betragtning til. Jeg ville tage en brugbar uddannelse, så jeg kunne arbejde hvor som helst og få en god løn.
Jeg ville rejse jorden rundt.
Jeg udstødte et langt, skælvende suk og svarede på Max’ spørgsmål. »Du kender mig, Maxine. Jeg klarer mig altid.«
14
Kapitel 4
Dagen efter måtte jeg betale prisen for at have sovet i min bil. Jeg havde ondt i hele kroppen, og jeg var nødt til at gå i bad efter idræt, fordi der trods alt var grænser for, hvad papirservietterne på dinerens toilet kunne udrette. Jeg kunne ikke nå at tørre håret, så jeg mødte drivvåd op til næste time. Det så ikke specielt smart ud, men jeg havde gået i skole med de samme mennesker hele livet. Jeg gik i ét med tapetet.
Der var ingen, der bemærkede mig.
»Romeo og Julie er spækket med ordsprog – korte, fyndige udsagn, der udtrykker noget om, hvordan verden og vi mennesker er skruet sammen.« Min engelsklærer var ung og pligtopfyldende, og jeg var ret overbevist om, at hun havde fået for meget kaffe. »Men lad os vende blikket lidt væk fra Shakespeare. Hvem kan give mig et eksempel på et helt almindeligt ordsprog?«
Man må tage, hvad man kan få, tænkte jeg, mens det dunkede i mit hoved, og det dryppede ned ad nakken på mig. Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Man skal ikke begære det, man ikke kan få.
Døren til klasseværelset gik op. En fra kontoret ventede på, at læreren skulle lægge mærke til hende, før hun sagde, højt nok til at hele klassen kunne høre det: »Avery Grambs bedes komme ned på kontoret.«
Jeg gik ud fra, det betød, at min prøve var blevet rettet.
15
Jeg var ikke så naiv, at jeg forventede at få en undskyldning, men jeg havde heller ikke regnet med, at mr. Altman ville tage imod mig ved sekretærens bord, storsmilende, som om han lige havde mødt paven. »Avery!«
Jeg mærkede alarmklokkerne ringe, for der var aldrig nogen, der var så glade for at se mig.
»Kom ind, kom ind.« Han åbnede døren til sit kontor, og jeg fik øje på en velkendt neonblå hestehale.
»Libby?« Hun havde sin plejehjemsuniform med dødningehoveder på og ingen makeup, hvilket tydede på, at hun kom direkte fra arbejde. Midt i en vagt. De ansatte på pleje hjemmet kunne ikke bare gå midt i en vagt.
Ikke medmindre der var noget galt.
»Er far ...« jeg kunne ikke få mig selv til at gøre spørgsmålet færdig.
»Din far har det fint.« Den dybe, fyldige stemme tilhørte hverken Libby eller rektor Altman. Mit blik fløj op forbi min søster. I rektors stol sad en fyr, der ikke var meget ældre end mig. Hvad er det, der foregår?
Han havde jakkesæt på og lignede én, der burde have et crowd.
»I går,« fortsatte han afmålt, »var Ricky Grambs aldeles levende, om end bevidstløs, på et motelværelse i Michigan, en time fra Detroit.« Han talte lavmælt og velovervejet.
Jeg prøvede på ikke at stirre, men uden held. Blond. Lyse øjne. Ansigtstræk så skarpe, at de kunne skære gennem sten.
»Hvordan ved du det?« spurgte jeg. Jeg vidste ikke engang, hvor min uduelige far var henne. Hvor i alverden skulle han så vide det fra?
Drengen i jakkesættet svarede ikke på mit spørgsmål. I
16 ✧
stedet løftede han et øjenbryn. »Mr. Altman?« sagde han. »Må vi få et øjeblik i enrum?«
Altman åbnede munden, sikkert for at protestere mod at blive smidt ud af sit eget kontor, men drengen løftede bare ø jenbrynet endnu mere.
»Vi havde vist en aftale.«
A ltman rømmede sig. »Naturligvis.« Og så drejede han om på hælen og forlod kontoret. Døren gik i, og jeg fortsatte med åbenlyst at stirre på den dreng, der havde smidt min rektor ud.
»Du spurgte, hvordan jeg kunne vide, hvor din far er.« Hans øjne havde samme sølvgrå farve som hans jakkesæt. »Indtil videre kan du bare gå ud fra, at jeg ved alt.«
Hans stemme ville have været behagelig at lytte til, hvis det ikke havde været for dét, han sagde. »En fyr, der tror, han ved det hele,« mumlede jeg. »Det er da noget nyt.«
»En pige, der er hurtig på aftrækkeren,« svarede han igen, med de sølvgrå øjne rettet stift mod mine og antydningen af et smil på læben.
»Hvem er du?« spurgte jeg. »Og hvad vil du?« Mig, var der noget inden i mig, der tilføjede. Hvad vil du mig?
»Jeg vil ikke andet,« sagde han, »end at overbringe en besked.« Uden at jeg helt forstod hvorfor, begyndte mit hjerte at slå hurtigere. »En besked, som det har vist sig at være vanskeligt at sende på almindelig vis.«
»Det er muligvis min skyld,« sagde Libby spagt ved siden af mig.
»Hvad er muligvis din skyld?« Jeg vendte mig om mod hende. Jeg var taknemmelig for at have en grund til at kigge væk fra Grå Øjne, men måtte alligevel bekæmpe en trang til at skæve til ham igen.
»Først og fremmest skal du vide,« sagde Libby – så højtideligt som nogen iført arbejdstøj med dødningehoveder
17
nogensinde havde sagt noget – »at jeg ikke anede, at de breve var ægte.«
»Hvilke breve?« spurgte jeg. Jeg var den eneste i lokalet, der ikke vidste, hvad der foregik, og jeg følte mig ubehageligt sårbar. Som at stå midt på et jernbanespor uden at vide, hvilken retning toget kom fra.
»De anbefalede breve,« sagde drengen i jakkesættet med en stemme, der smøg sig om mig, »som min bedstefars advokater har sendt til din adresse igennem snart tre uger.«
»Jeg troede, det var svindel,« sagde Libby.
»Jeg kan garantere dig for,« svarede drengen fløjlsblødt, »at det ikke er tilfældet.«
Jeg stolede ikke på garantier fra flotte fyre.
»Jeg må hellere begynde forfra.« Han foldede hænderne på bordet mellem os. Hans højre tommelfinger bevægede sig i bløde cirkler rundt om venstre håndleds manchetknap. »Mit navn er Grayson Hawthorne. Jeg er her på vegne af McNamara, Ortega & Jones, et advokatfirma i Dallas, der bestyrer boet efter min bedstefar.« Graysons lyse øjne mødte mine. »Min bedstefar døde tidligere på måneden.« Han holdt en kunstpause. »Hans navn var Tobias Hawthorne.« Grayson studerede min reaktion – eller rettere manglen på samme. »Siger det navn dig noget?«
Følelsen af at stå på togskinnerne vendte tilbage. »Nej,« sagde jeg. »Burde det da det?«
»Min bedstefar var en meget velhavende mand, miss Grambs. Og det lader til, at du, foruden min familie og nogle af de mennesker, der har arbejdet for ham i mange år, er nævnt i hans testamente.«
Jeg hørte ordene, men forstod dem ikke. »Hans hvad?«
»Hans testamente,« gentog Grayson med et diskret smil. »Jeg ved ikke, hvor meget han har efterladt dig, men din
18
tilstedeværelse er påkrævet ved oplæsningen af testa mentet. Vi har måttet udskyde det i flere uger.«
Jeg var faktisk rigtig godt begavet, men Grayson Hawt horne kunne lige så godt have talt finsk.
»Hvorfor skulle din bedstefar efterlade mig noget?« spurgte jeg.
Grayson rejste sig op. »Ja, det er det store spørgsmål, ikke sandt?« Han stillede sig ved siden af bordet, og pludselig vidste jeg lige præcis, hvilken retning toget kom fra.
Hans.
»Jeg har tilladt mig at arrangere rejsen for jer.«
Det her var ikke en invitation. Det var en indkaldelse. »Hvorfor skulle ...« begyndte jeg, men Libby afbrød mig. »Perfekt!« sagde hun og sendte mig et skarpt blik ud af øjen krogen.
Grayson smilede skævt. »I får lige et øjeblik.« Han fastholdt mit blik i længere tid, end jeg brød mig om, og så gik han uden at sige mere.
Libby og jeg var tavse i fem lange sekunder, efter at han var gået. »Nu må du ikke misforstå mig,« hviskede hun så, »men jeg tror måske, han er Gud.«
Jeg fnøs. »Det mener han da tydeligvis selv.« Nu hvor han var væk, var det lettere at ignorere den virkning, han havde haft på mig. Hvem var så grænseløst selvsikker? Det lyste ud af ham, lige fra hans kropssprog til hans ordvalg, i alt hvad han sagde og gjorde. For ham var magt et lige så grund læggende vilkår som tyngdekraften. Hele verden rettede sig efter Grayson Hawthorne. Hvis der var noget, hans penge ikke kunne skaffe ham, kunne hans øjne garanteret.
»Start helt fra begyndelsen,« sagde jeg. »Og lad være med at springe noget over.«
Hun pillede ved hestehalens blæksorte spidser. »For
19
nogle uger siden begyndte vi at modtage de her breve – de var stilet til dig med mig som c/o. Der stod, at du havde arvet og skulle ringe til et bestemt nummer. Jeg troede, det var fup. Ligesom de der mails, der skal forestille at være fra en udenlandsk prins.«
»Hvorfor skulle ham Tobias Hawthorne – som jeg aldrig har mødt eller hørt om – skrive mig ind i sit testamente?« spurgte jeg.
»Det ved jeg ikke,« sagde Libby, »men det der« – hun pegede i den retning, Grayson var gået – »er ikke et svindel nummer. Så du, hvordan han opførte sig over for rektor Altman? Hvad tror du, det var for en aftale, de havde? Bestikkelse ... eller en trussel?«
Begge dele. Jeg sagde det ikke højt, men tog min telefon frem og loggede på skolens wi-fi. Jeg søgte på Tobias Hawthorne, og vi læste overskriften: Fremtrædende filantrop død i en alder af 78.
»Er du klar over, hvad filantrop betyder?« spurgte Libby alvorligt. »Det betyder rig.«
»Det betyder én, der giver penge til velgørende formål,« indvendte jeg.
»Altså ... rig.« Libby sendte mig et sigende blik. »Hvad nu, hvis du er et velgørende formål? De ville ikke sende hans barnebarn ud for at hente dig, hvis han bare havde efterladt dig et par hundrede dollars. Det må være flere tusind. Du kunne tage ud at rejse, Avery. Eller bruge pengene på college eller en ordentlig bil.«
Mit hjerte begyndte at slå hurtigere igen. »Hvorfor skulle en fuldstændig fremmed mand efterlade mig noget som helst?« gentog jeg og modstod trangen til at dagdrømme bare den mindste smule, for hvis jeg først begyndte, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde op igen.
»Måske kendte han din mor?« foreslog Libby. »Jeg aner
20
det ikke. Jeg ved bare, at du er nødt til at være der, når det testamente bliver læst op.«
»Jeg kan ikke bare tage afsted,« sagde jeg. »Og det kan du heller ikke.« Vi skulle begge to på arbejde. Jeg skulle i skole. Og dog ... om ikke andet ville rejsen betyde, at Libby kom væk fra Drake, i hvert fald midlertidigt.
Og hvis det her er ægte ... Det blev allerede sværere og sværere ikke at overveje mulighederne.
»Jeg har fået nogen til at tage mine vagter de næste to dage,« sagde Libby. »Jeg ringede lidt rundt, og jeg har også fået afsat dine.« Hun tog min hånd. »Kom nu, Ave. Kunne det ikke være hyggeligt med en rejse, bare os to?«
Hun gav min hånd et klem. Efter et øjeblik klemte jeg tilbage. »Hvor er det helt præcis, at testamentet bliver læst op?«
»Texas!« Libby smilede bredt. »Og de har ikke bare bestilt vores billetter. De har bestilt dem på første klasse.«
21
399
