En helt ny tid
MERLIN P. MANN
En helt ny tid
Baseret på Poul Bergs julekalender
Tidsrejsen. En helt ny tid
Skrevet af Merlin P. Mann
Baseret på karaktererne fra
DR’s julekalender Tidsrejsen (2014), skabt af Poul Berg
© DR og Gutkind Forlag A/S, København 2024
1. udgave, 1. oplag, 2024
Omslag: © Rasmus Funder
Forsidefoto: © Søren Bay
Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service
og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-1066-9
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag
“Mens sana in corpore sano, Sofie!” råbte idræts-Lone, så hele klassen kunne høre det. Sofie stod ellers lige foran den spinkle kvinde i smart, sort joggingsæt, der lavede så høje knæløft, mens hun talte, at hun var lige ved at ramme sin egen hage. “Det er latin: ‘En sund sjæl i et sundt legeme’. Det er ikke nok at træne hovedet. Kroppen skal med. Hep!”
“Oo-kay.” Sofie prøvede at se undskyldende ud, som hun stod der i sine stramme jeans og en lidt for stor trøje. “Men jeg har altså glemt mit idrætstøj. Sorry.” Klassen kunne nok godt klare Lones løbetur ud til fuglereservatet en småvåd martsdag uden hende.
“Jeg ved godt, du står til at få den bedste 9. klasses eksamen nogensinde fra skolen,” sagde Lone og lagde hånden på Sofies skulder. “Ville det ikke være ærgerligt, hvis et 00 i idræt skulle trække dit gennemsnit ned?”
“Du har ret.” Sofie kiggede ned i jorden og var
stille længe nok til, at et smil kunne nå at brede sig over Lones læber, inden hun fortsatte: “Jeg ville ende med et snit på 10,2. Lidt af et traume, jeg skal komme mig over …”
Der gik syv-otte sekunder, før ironien gik op for Lone. Hendes mund blev helt spids og kinderne så røde, at man skulle tro, hun allerede havde løbet turen to gange.
“Sofie. Du er den mest begavede elev på skolen, men livet mærker man ikke oppe i hovedet. Det mærker man i maven og i hjertet. Du kan sagtens løbe i det dér. Afsted!”
“Please, Lone. Sidst vi løb, fik jeg så ondt i benene, at jeg ikke kunne gå i en uge.”
“Nemlig. Du trænger til noget træning. Hep-hep!”
Lone klappede i hænderne for at samle klassen.
“9. B! Vi lægger ud i et roligt tempo! Det er vigtigt ikke at brænde al energi af fra starten.”
I samme øjeblik begyndte Sofies mobil at brumme. Selvom den var på ‘lydløs’ og gemt væk i en baglomme, opfangede Lone lyden så nemt som en hund, der hører en fløjte.
“Er der nogen, der har deres mobil med?! Det troede jeg, vi havde talt om!”
Sofie greb ned i lommen og forsøgte at slukke telefonen, mens Lone som en terminator-robot hurtigt scannede klassen, låste blikket på Sofie og gik direkte mod hende. I panik hev Sofie telefonen op, men i et snuptag tog Lone telefonen og besvarede
opkaldet. Sofie nåede lige at se, at der stod ‘skjult nummer’ på skærmen.
“Hallo!? Hvem er det, der ringer midt i skoletiden?!” Hele klassen stirrede på Lone, som var det et godstog, der var ved at køre af skinnerne. Sofie holdt vejret.
“Nå, Michael … er det dig? Nej, det er ikke Sofie. Det er Lone. Idræt, du ved. Du kan da ikke … ah … jeg forstår …” Lones ansigtsudtryk forvandlede sig fra knivskarpt til lettere skamfuldt.
Michael? Fysik-Michael? Sofie anstrengte sig for at høre stemmen i den anden ende. Det lød som ham. Godt nok var han en af Sofies yndlingslærere, men hvorfor i alverden skulle han ringe til hende?
Og så midt i idrætstimen?!
“Jo. Selvfølgelig. Det siger jeg. Det er bare i orden.
Hej-hej, Michael.”
Lone lagde på og rakte telefonen tilbage til Sofie med et akavet smil. “Ja. Det må du undskylde. Men hvorfor sagde du ikke bare, at du havde en aftale med Michael?”
“Øh … hvaf--?”
“Det er da rigtig sødt af dig, at du vil hjælpe 8. klasserne og være deres støttelærer i fysik.”
Sofie fattede ikke, hvad Lone talte om, men det tog hende kun et splitsekund at regne ud, at det var bedre at være lektiehjælper end sportsløber.
“Nåja! Det er jo i dag. Hvis ikke man holder
hjernen i form, risikerer man at glemme vigtige aftaler. Jeg smutter!”
“Okay, men husk også at få kroppen i form. Det hele hænger sammen,” sagde Lone og vinkede til Sofie, mens flere fra klassen straks begyndte at brokke sig over, hvor snyd det var, da det gik op for dem, at Sofie endnu en gang havde fået sneget sig udenom idræt.
Sofie var næsten nået tilbage til skolebygningen, da en lille rød scooter kom drønende ned ad stien lige imod hende. Den lød som en forvokset plæneklipper, og Sofie sprang til siden, netop som scooteren lavede en hård sidelæns opbremsning, så grus og småsten stod i en sky omkring den. Scooteren kom tættere og tættere på, men i sidste øjeblik rettede den sig op og stoppede ti centimeter fra hende så elegant og koreograferet, som var det et stunt i en Hollywood-film. Nærmest i slowmotion tog køreren sin hjelm af.
“Hvad så, Sofie? Skal du ud at køre på min nye kværn?”
“Dixie?!”
Selvom det efterhånden var to et halvt år siden, at Dixie og Sofie havde mødt hinanden i den mest vanvittige december måned nogensinde, kunne hun stadig blive overrasket over ham. Dixie, gadedrengen fra fremtiden, der var rejst fra 2044 tilbage til 2014 ved hjælp af den tidsmaskine, som Sofie
netop var gået i gang med at opfinde sammen med sin farfar. Dixie var det levende bevis på, at det åbenbart ville lykkes for dem. Han havde opsøgt hende for at få hjælp til at genoptanke sit tidsrejsende køretøj. Han var på flugt, for selvfølgelig var tidsrejser forbudt, og to tidsrejseagenter, hvis job det var at stoppe ethvert ulovligt forsøg på at rejse i tiden, var lige i hælene på ham.
Helt galt gik det, da Sofie fik den idé, at en tidsrejse kunne få hendes far og mor til at fortryde deres skilsmisse. Hun ville jo bare have, at hele familien skulle være sammen til jul, men på den hårde måde fik Sofie lært, at man ikke skal pille ved tidslinjerne og slet ikke ved andres kærlighed og skæbne. Det var mere held end forstand, at det eventyr endte godt.
“Hvor har du fået den fra?” spurgte Sofie og pegede på den røde scooter.
“Fra din farfar. Den var smadret, men vi fiksede den sammen. Er den ikke sej?” Dixie drejede et par gange på gashåndtaget, men da motoren var gået ud, måtte han selv lave motorlydene.
Da Sofie, Dixie og farfar sammen havde løst knuderne på tidslinjen, valgte Dixie at blive sammen med Sofie i hendes tid. Det var det bedste og vildeste, der kunne ske, for selvom deres venskab var startet skævt, havde deres oplevelser ført dem sammen på en måde, der ikke kunne beskrives med ord. Dixie var irriterende, men han var
også fantastisk, og venskabet blev hurtigt til noget, Sofie aldrig havde regnet med ville ske for hende. En kærlighed, der helt bogstaveligt var udenfor tid og sted. Det var drømmende, vildt og til at blive fuldkommen rundtosset af.
Desværre var det ikke uden problemer at være en del af en verden, hvor man i virkeligheden ikke engang var født endnu. Især ikke når man skulle gå i skole, have et sted at bo, kunne komme til lægen og alt det praktiske ved at være menneske i Sofies tidsalder. Hvem ville tro på, at Dixie i virkeligheden kom fra fremtiden, og selvfølgelig måtte ingen andre finde ud af sandheden om ham. Farfar var redningsmanden. Den eneste, udover Sofie, der vidste, hvordan det hele hang sammen, og den eneste, Sofie kendte, som havde en hjerne, der kunne rumme det.
I fællesskab opdigtede de en detaljeret baggrundshistorie, lavede falske papirer, og så blev farfar Dixies værge. Alle fik at vide, at han var opvokset i udlandet, men havde mistet sine forældre.
Historien blev købt, men Dixie blev aldrig den store fan af skolen. Tit sneg han sig bare væk og endte altid med at hænge ud i farfars værksted. Lige så god farfar var til at beskytte en dreng fra fremtiden fra myndighederne, lige så dårlig var han til gengæld til at få Dixie til at passe sine pligter. Sofie havde på fornemmelsen, at farfar kunne se noget af sig selv i den skøre teenagedreng, og nogle gange greb Sofie sig selv i at tænke, at Dixie efterhånden
havde et tættere forhold til farfar, end hun selv havde.
“En ‘kværn’?” Sofie kunne ikke lade være med at grine. Var det ikke noget, man sagde i 80’erne? “Jeg anede ikke, farfar havde sådan en. Er den overhovedet sikker at køre på?”
“Slap af. Den er tunet og ombygget. Den spinder som en kat, spurter som en gepard og er stærk som løve!”
Sofie fik åbenbart et helt forkert udtryk i ansigtet, da Dixie sagde ‘ombygget’, for Dixie skyndte sig at forklare: “Altså, vi har ikke indbygget noget farligt. Ingen gyroer, Sofie. Den kan køre landet rundt, men den skal nok blive på tidslinjen.”
Sofie rystede opgivende på hovedet, men det var tydeligt at se smilet i hendes øjne.
“Skal du ikke ha’ en tur?”
“Nej, og det skal du heller ikke. Det er skoletid. Klassen har løbetræning med Lone.” Sofie pegede i retning af strandstien. “Du kan stadig nå det, Dixie.”
“Mig?!” Dixie rynkede brynene og så meget seriøs ud. “Jeg er da fritaget for udendørs idræt. Du ved da godt, jeg har allergi. En hel masse allergi.”
“Du er en fusker, Dixie.” Sofie gjorde sit allerbedste for ikke at grine. Han skulle ikke tro, han altid kunne charmere sig ud af alt.
“Hvad med dig selv? Du er da heller ikke i løbetøjet?”
“Nej, for jeg skal åbenbart være hjælpelærer i fysik for 8. klasserne. Michael ringede til mig. Er det ikke mærkeligt?”
Dixie sendte Sofie et drillende blik. Så førte han en finger op til struben, og først nu lagde Sofie mærke til, at han havde en rem om halsen med en lille sort æske, der hang over brystbenet, lige dér hvor stemmebåndet sad. Med fingeren trykkede
Dixie på en knap, og i en perfekt efterligning af fysik-Michaels stemme sagde han: “Jo, Sofie. Meget mærkeligt. Men planen er ændret. Du skal ud at køre med Dixie på hans nye, seje kværn!”
“Dixie! Jeg skulle aldrig have repareret din stemme-modulator! Jeg vidste, du ikke kunne styre det!” Sofie kunne ikke længere styre sit grin, og da Dixie rakte hende en gammel knallerthjelm, tog hun imod den og satte sig op på sædet bag ham.
Dixie drejede nøglen på scooteren, og efter to forsøg gik motoren i gang igen.
“Hold godt fast,” sagde Dixie og gassede op et par gange. At motoren spandt som en kat, var lidt en overdrivelse, men der var ingen tvivl om, at der var masser af smæk på ‘kværnen’, så Sofie lagde armene om ham og pressede sig helt ind til Dixies ryg. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Lugten af olie og benzin kildede i næsen, men det kunne ikke overdøve duften af Dixies hår og nakke. En duft, Sofie elskede. Så gav det et voldsomt ryk i
scooteren, gearet fandt sin plads, og de susede afsted ud ad vejen.
Sofie og Dixie har bekæmpet fjender i både fortiden og fremtiden, men hvad hvis nu den største fare for deres venskab viser sig at ligge i nutiden?
Da en ny dreng starter i Sofie og Dixies klasse, kommer deres forhold under pres.
For Baltazar viser sig at dele Sofies interesse for videnskab og eksamenslæsning. Dixie føler sig rastløs og skoletræt, og hans humør bliver ikke bedre af, at kommunen har fået mistanke om, at han opholder sig ulovligt i landet. Er det overhovedet muligt for Dixie at lægge fremtiden bag sig? Og vil det lykkes Sofie at overbevise Dixie, kommunen og ikke mindst sig selv om, at Dixie hører til her sammen med hende?
