To dybe åndedrag by Gutkind Forlag

GILL THOMPSON

TO DYBE ÅNDEDRAG

To dybe åndedrag

Af samme forfatter:

Pigen på perron 1

Verdener imellem os Søstrene ved fyret

Gill Thompson To dybe åndedrag

Roman

På dansk ved

Ursula Olander Gutkind

Denne udgave: © Gill Thompson og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Lonnie Hamborg / Imperiet Omslagsillustration: © Shutterstock og Arcangel Sat med Garamond MT hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1019-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til mine kære venner og forfatterkolleger

Stephanie og Jane med taknemmelighed.

Prolog

Skotland, december 1964

Når hun sætter sig noget for, er der ikke noget, der kan holde hende tilbage. Og hun har markeret denne dag på den samme måde i tyve år efterhånden, trods den bitre kulde.

Det gælder om at komme i gang med at svømme så hurtigt som muligt. Hun vader udad gennem det iskolde vand, indtil det når hende til livet, og så kaster hun sig fremefter. Det er som at blive nedsænket i is, og hun tager nogle hurtige svømmetag, indtil hun igen kan mærke sin krop. Men trods kulden nyder hun den vægtløse fornemmelse.

Floden Clyde er grå som mat tin, og langs bredden flyder der mørke nedfaldsgrene og forrådnede blade. En let vind giver krusninger og små bølger på overfladen. Under overfladen hiver og flår strømmen i hendes ben, og de ranke vandspir stryger mod hendes tæer, men hun svømmer videre. Hun ved, at den brændende smerte letter, så snart hun vænner sig til vandet. Hun dykker under med ansigtet og mærker den rene kulde, som får læberne til at stivne på et øjeblik. Hun kan ikke blive under ret længe i dag, det er for risikabelt på denne årstid. Hun elsker floden, men hun har også respekt for den.

Hun tager en dyb indånding, dykker og svømmer et par tag, idet hun skubber en glat vandplante til side med hånden. Det grumsede vand farver huden gylden, og kulden stikker i hendes skuldre. I det

rolige mørke slår en stalling med halen og glider forbi. Somme tider er der også ørreder og barber. Engang på en tidlig morgentur fik hun øje på en odder. I denne del af floden er der ferskvand, men længere nede bliver det mere og mere salt, jo tættere det kommer på flodens munding. Det begynder at stramme til i brystet, og hun skubber sig op mod overfladen i et brus af bobler.

Floden er anderledes nu, end da hun var ung. For det første er den blevet renere. Dengang hun kom her som barn, var den meget forurenet på grund af kulminerne og skibsværfterne. Hun gyser ved tanken om, hvordan hun har svømmet rundt i alt det skidt. Der er stadig et par værfter tilbage, men nu er der kommet regler om, hvad de må udlede. Kulminerne er for længst væk, og med dem forsvandt også minearbejderne og den gamle måde at leve på. Et øjeblik bliver hun næsten overvældet af vemod, men hun skubber det fra sig og lader floden vaske følelsen væk.

Her på årsdagen fører minderne hende til en anden flod – langt væk i både tid og rum. Det er de begivenheder, der fandt sted der, hun er kommet for at mindes. Hun kan stadig se de to rædselsslagne piger for sig, som de stod og skælvede ved flodbredden. Og hun kan stadig høre de skud, der fik dem til at springe i vandet. I dag svømmer hun for sin fornøjelses skyld, og som en hyldest til de to piger. Dengang svømmede hun for livet.

Første del

Juli 1939

Badeanstaltens særlige duft slog Kirsty i møde, så snart hun åbnede døren. Den velkendte, skarpe lugt af klor med en snert af noget jordet gjorde hende altid i godt humør, selvom hun duftede den hver dag.

”Godaften.” Maggi havde allerede håndtasken klar på skranken. Hun lukkede den op og fandt nøglerne frem og låste kontoret af.

”Godaften, Maggie. Har der været travlt i dag?”

”Ja. Fuldt hus. Det må være varmen.” Sommervarmen hang stadig i luften. Den og kemikalierne. Luften var næsten lidt diset derinde, som om hun betragtede Maggies røde, blanke ansigt gennem et slør.

”Så kommer der nok også mange senere.”

”Det gør der nok, ja. Sørg for at gøre godt rent efter dem, ikke?”

Maggie skar en grimasse. ”Vi ses.”

Minearbejderne plejede altid at komme om fredagen for at gå i bad og få vasket snavset fra minerne af kroppen efter fyraften. Så lagde de vejen forbi pubben på vej hjem. Det var Kirstys opgave at spule det sorte snavs af fliserne, når de var færdige. Det var beskidt arbejde, men der var også gode ting ved det. For eksempel at hendes far var der. Han kom sammen med sine kammerater, højrøstet og munter, men han sørgede altid for at blinke til hende, når han gik forbi. Hun holdt sig på god afstand af badene, mens mændene vaskede sig. Hun sørgede for at holde sig beskæftiget langs med bassinet eller gjorde

rent på toiletterne. Der var i hvert fald ingen, der skulle tro, at hun kiggede på de nøgne kroppe eller lyttede til deres vulgære samtaler.

Hun var jo fjorten år, og hun blev så let pinligt berørt.

Men når mændene forlod stedet, mirakuløst befriet for den beskidte camouflage, der dækkede deres hud, så blev det deres tur.

Hendes og fars. Så havde de bassinet for sig selv. Og så fik hun lov at svømme.

Hun kastede et uroligt blik på uret, idet hun åbnede rengøringsskabet og tog spanden frem. Metallet skrabede støjende hen over gulvet. Den var over fem. Minearbejderne plejede da at være her nu. Men der var nok ikke noget at bekymre sig om. Det var sikkert bare værkføreren, der havde holdt lidt længere på dem i dag, eller også havde de måske været dybere nede i minen, end de plejede, så det tog ekstra tid at komme op igen.

Hun bar spanden hen til vasken og fyldte den med varmt vand. Så stak hun en hånd i lommen efter posen med sæbespåner. Hun rev det altid derhjemme, så hun kun behøvede at hælde flagerne i vandet, når hun kom derhen. Hun rørte rundt i vandet med begge hænder, indtil sæben opløste sig. Så gik hun tilbage efter moppen, dyppede den i vandet og klemte det overskydende sæbevand ud. Minearbejderne ville helt sikkert være her, inden hun var færdig med toiletterne. Så kunne hun gå videre med området omkring bassinet, mens de gik i bad.

Men da klokken blev halv seks, var der stadig intet spor af dem. Hun forsøgte at ryste den snigende uro af sig, men den blev ved med at krybe op langs ryggen. Gid hun dog ikke altid bekymrede sig så meget. Tabet af moren i så ung en alder havde gjort hende rædselsslagen for også pludselig at miste sin far. Og det var sådan et farligt job at være minearbejder. Så langt nede under jorden og med alle de sprængstoffer, de brugte. Hun var altid bange for, at tunnelen skulle styrte sammen over dem, eller at der pludselig

skulle ske et stenskred. ”Sikke noget pjat, Kirsty,” sagde far altid, når hun gav udtryk for sine bekymringer. ”De gør så meget ud af at holde den mine i god stand. Der har ikke været en eneste ulykke i hele min levetid.” Men det hjalp ikke. En eneste fejlbedømmelse, det var alt, hvad der skulle til … et eneste uopmærksomt øjeblik.

Der var ikke mere at gøre i omklædningsrummet, så hun fortsatte ind til bassinet. Normalt elskede hun at gå her alene i det højloftede rum og nyde stilheden og det blågrønne vand med den dragende, blanke overflade. Far, som havde svømmet en hel del i sine unge dage, havde engang fortalt hende, at vandet i hvert eneste bassin havde sin helt egen smag. Vandet her i Hamilton var blødt og sødt. I Motherwell, hvor han havde trænet som ung, var det mere syrligt. Det havde jo nok med de anvendte kemikalier at gøre, men for Kirsty var det alligevel en kilde til undren.

Hun lænede sig ud over kanten og trak fingrene igennem vandet, så der kom små krusninger på overfladen. Når bassinet var fyldt, steg og faldt vandet på grund af de mange kroppes bevægelser. Det var svært at forstå, hvordan noget, der normalt var så turbulent og uroligt, pludselig kunne være så stille og fredfyldt. Om lidt var det hende selv, der svømmede rundt dernede og mærkede det vidunderlige, kølige vand smyge sig som silke omkring kroppen. Hun elskede at svømme. Det opmuntrede hende, når hun var nedtrykt, det beroligede hende, når hun var vred. Hun var begyndt at lære det, da hendes mor døde, og faren havde taget hende med på et par vagter, når han arbejdede som livredder i weekenden. I begyndelsen stod hun bare i den lave ende af bassinet og lod vandet skvulpe omkring kroppen. Hun var alt for bange til at slutte sig til de andre svømmere. Far sad på sin stol ved kanten og betragtede hende med et fjernt blik – eller også ignorerede han hende helt. Men en dag var han kommet ud fra omklædningsrummet i badebukser og var klatret ned ad trappen til hende. ”Ikke sådan, skat,” sagde han,

mens han hoppede op og ned i vandet og plaskede med hænderne ligesom hende. Så tog han fat om hende og lagde hende på maven i vandet, mens han støttede hende med en stærk arm. ”Spark så ud med benene.” Han havde grinet ad hendes cykelbevægelser. Det var første gang i månedsvis, at han havde leet ad noget. ”Du sidder ikke på en cykel. Gør sådan her.” Han gav slip på hende og tog fat i bassinkanten, så han kunne strække benene ud og bevæge dem i rolige, rytmiske spark. Kirsty tog også fat i kanten og begyndte at kopiere hans bevægelser. ”Det var bedre. Godt klaret.”

Nu kom fars opmuntrende smil tilbage til hende fra dengang. Efter den dag var de fortsat med svømmeundervisningen. Hver fredag, når minearbejderne var færdige med at bade, var det deres tid. Og efter et par måneder var hun blevet helt god til at svømme. Først på den korte led i bassinet, så på den lange. Nu kendte hun alle de forskellige svømmetag, og hun kunne endda også både vende i vandet og springe på hovedet. Han sagde, at hun var et naturtalent – ligesom ham selv.

Men hvor blev han dog af? Hvor var de alle sammen henne?

Uret i hallen viste nu kvart over seks. Så sent var de aldrig kommet før. Luften føltes pludselig tyk, og det var, som om den sad fast i halsen på hende.

Med bankende hjerte var hun på vej tilbage til omklædningsrummene, da hun hørte yderdøren gå. Hun åndede lettet op. Endelig. Hun så minearbejderne for sig strømme ind i forhallen, mens de mumlede noget om et eller andet, der skulle ordnes i sidste øjeblik, og som havde taget al deres fritid. De var nok desperate efter at få smidt tøjet og komme i vandet. Men da hun åbnede døren ud til forhallen, stod der kun en enkelt person derude. Og det var ikke far. Eller nogen af de andre arbejdere.

”Åh, er det dig, Maggie. Har du glemt …?” Hun gik i stå ved synet af Maggies udtryk.

”Kirsty.” Maggie rakte en hånd frem og trak Kirsty hen imod sig. ”Der er sket en ulykke.” Hun var lige så hvid i ansigtet som fliserne.

”Ne-e-e-e-e-ej!” Hvis hun skreg tilstrækkeligt højt, kunne hun måske forhindre Maggie i at sige mere. Måske kunne hun få ordene til at gå baglæns, indtil de holdt op med at eksistere. Så ville Maggie bare smile til hende og indrømme, at hun havde glemt sine nøgler eller sin trøje … eller at der var et eller andet, hun havde glemt at sige. Men ikke det her. Alt andet end det. Alt andet end lige præcis det, Kirsty frygtede allermest.

Gulvet begyndte at skråne under hende, så hun måtte støtte sig til en væg. Maggie trak en stol hen og fik hende blidt ned at sidde. Hun havde to dybe furer mellem brynene.

Kirsty følte en voldsom kvalme. ”Hvad er der sket?” hviskede hun.

”Jeg er bange for, at jeg ikke ved så meget. Jeg smuttede forbi the Black Bull på vej hjem for at spørge Archie, hvad han kunne tænke sig til aftensmad. Men der var så mange, der styrtede ud fra pubben, at jeg nærmest ikke kunne mase mig ind. Der har åbenbart været brand ude ved minen.” Maggies stemme var mærket af chokket. ”Jeg tænkte, det var bedst, du fik det at vide.”

Kirstys knæ rystede ukontrollabelt. Maggie rakte en beroligende hånd frem. ”Skal vi gå derhen sammen?”

Kirsty nikkede stumt. Hun kunne ikke få vejret. Det var, som om der var noget tungt, der pressede på hendes brystkasse.

”Kom.” Maggie hjalp hende op at stå, lagde en arm om hende og gelejdede hende ud af bygningen.

De vaklede op ad Saffronhall Lane og videre ad Montrose Crescent, og Kirsty bemærkede omtåget, at der var flere, der sluttede sig til dem. Fru McKay, der boede lidt nede ad Beckford Street, sendte

hende et ængsteligt blik, idet hun skyndte sig forbi dem på sine klaprende hæle. Hr. McKay var en af fars kolleger i minen. Kirsty fik et glimt af Pattison-parret lidt længere fremme. Hun havde gået i skole med deres Jamie. Hans far var også minearbejder. Det var der så mange af dem, der var. Nu var alle de mænd, hun havde regnet med at se på badeanstalten, fanget under jorden på grund af branden. Måske endda døde. Hun indåndede lugten af sin egen sved og angst. Der var mange måder at komme af dage på, hvis man arbejdede i jordens indre. Kvælning, drukning, gas, man kunne blive begravet levende … det sidste var nok den værste skæbne. Bølger af varme og intens kulde pulserede langs hendes rygrad for hver ny tanke.

Jo tættere de kom på minen, desto flere mennesker var der. Mødre med tudende småbørn på armen. Et par stykker med barnevogne eller småbørn svøbt i sjaler. Unge kvinder med hinanden under armen og røde skjolder i ansigtet. De gik alle sammen meget langsomt. Den skarpe lugt af røg fyldte luften, og Kirsti mærkede maven snøre sig sammen ved synet af den tynde, sorte spiral i det fjerne.

Det var tilsyneladende rigtigt nok, at der havde været brand derude, og den så stadig ud til at være i gang. Trods de mange mennesker var der stille i gaderne. Ingen vovede at sige noget, men det var tydeligt, hvad de alle sammen frygtede. Det eneste, Kirsty kunne høre, var lyden af de mange fodtrin og angsten, der brusede inde i hovedet.

Folk stod i dystre små klynger og talte dæmpet sammen eller stirrede ængsteligt i retning af minens indgang. En kæde af mænd sendte spande med vand fra hånd til hånd.

”Vent her, søde.” Maggie gav Kirstys skulder et lille klem og begav sig hen imod en af de kvinder, der stod tættere på. Efter en kort, intens samtale vendte hun tilbage. ”Redningsarbejderne er på vej fra Coatbridge. Og brandvæsenet er også tilkaldt.”

Kirstys hals snørede sig sammen. ”Det tager alt for lang tid.”

”Prøv at lade være med at tænke for meget på det,” sagde Maggie. ”Måske ser det værre ud, end det er.”

Men Kirsty kunne umuligt holde den skæbnesvangre fornemmelse på afstand. Gid far dog bare havde arbejdet i en butik eller været bartender på the Black Bull! Hvorfor var han ikke blevet svømmelærer eller livredder på fuld tid? Minearbejderne satte jo hele tiden livet på spil. Og selv hvis de aldrig kom ud for en ulykke, levede de sjældent længe. Arbejdet var alt for hårdt og vilkårene var alt for opslidende. De få ældre minearbejdere, hun kendte, led alle sammen af sorte lunger efter alt det kulstøv, de havde gået og indåndet. Det gav arvæv i lungerne, så det blev svært at trække vejret. Så selv hvis man fik lov at leve, til man blev gammel, var der ingen glæde ved det.

Men Hamilton var en mineby, og de fleste af byens mænd arbejdede i minerne. Sådan var livet her.

Lidt efter ankom arbejdsformanden med en pose små metalbrikker. Han bredte brikkerne ud på jorden, og folk for hen til ham.

Ved begyndelsen af hver vagt fik hver arbejder udleveret to små metalbrikker, en rund og en firkantet. Når han trådte ind i buret for at blive hejset ned i minen, gav han den ene til formanden, så han kunne registrere, hvem der var i minen, og hvornår de var gået derned. På den måde holdt man hele tiden øje med, hvor mange arbejdere, der befandt sig i minen. Ved fyraften afleverede man sin anden brik, og det blev noteret, hvornår man forlod minen igen. Hendes fars nummer var hundrede enoghalvtreds.

Kirsty stavrede fremad. Benene føltes pludselig meget svage under hende. Måske havde far alligevel ikke været nede i minen. Måske var han blevet sendt ud i et ærinde og var lige nu på vej tilbage fra en helt anden mine efter at have tilbragt dagen trygt og sikkert på et eller andet minekontor. Hun koncentrerede sig om de

glimtende små metalbrikker i aftensolen, mens hun langsomt læste sig igennem tallene. 96 … 34 … 23 … 17 … Hvert tal bekræftede en families dybeste rædsel. De jamrende udbrud hang i luften for hver gang der var en, der genkendte et tal. Menneskemængden opløste sig, efterhånden som folk forlod stedet, tynget af sorg. Kirsty læste videre på brikkerne. 74 … 120 … 236 … 149. Det vendte sig i maven og hun mærkede en bølge af kvalme. 151. Far var i minen. Maggie trak hende lidt væk og lagde armene omkring hende, mens de fortsat ventede.

Den lavthængende sol kastede et blødt skær over mineområdet. Uroen bølgede gennem menneskemængden. Af og til nåede et par ord hendes ører. Mineudtryk, som hun var vant til at høre, når faren talte med sine arbejdskammerater. Ikke at hun nogensinde havde hørt særlig godt efter. Men nu var det altså bekræftet. Hendes far var nede i minen. Sandsynligvis i Skakt 1. Hun havde en vag erindring om, at han havde nævnt noget om at gøre overfladen af kulminen klar til på mandag, da hun rakte ham hans grød i morges.

Men det var ikke noget, hun havde bidt særligt mærke i. Nu ransagede hun sin hukommelse for at finde ud af, om han havde sagt andet. Det kunne være afgørende at vide, hvor han helt præcist befandt sig. Men hun kunne ikke huske mere. Han havde været mere interesseret i at tale om politik. De havde hørt radio. Den tyske kansler havde indkaldt den britiske ambassadør til en samtale om situationen i Polen, og far havde sagt at han var en pokkers idiot. Kirsty var ikke sikker på, om det var Adolf Hitler, han mente, eller Neville Henderson. Under alle omstændigheder havde far været overbevist om, at krigen nu var uundgåelig. I månedsvis havde Kirsty frygtet, at han skulle blive indkaldt og sendt i kamp, ligesom farfar var blevet det under Den Store Krig. Tænk, hvis han vendte såret hjem ligesom farfar – eller det, der var værre. Men nu

virkede begivenhederne i Europa pludselig så fjerne og ligegyldige. Den virkelige fare befandt sig langt tættere på.

En let brise strøg hen over menneskemængden og purrede op i folks hår og gav nogle af kvinderne gåsehud, så de trak deres cardiganer tættere om sig. Der var kommet mange flere til. De stod helt ud på vejen og op ad baneskråningen med udsigt over området. Lysene fra maskinerne og gløden fra smelteovnene oplyste de mange urolige og bange ansigter.

Så gik der et sus gennem mængden.

”Der kommer redningsarbejderne,” sagde Maggie og pegede i retning af en gruppe mænd i lange overalls og tunge støvler, der var på vej ned fra en lastvogn. De havde alle sammen iltmasker på og lamper i hånden.

”Det var da på tide,” mumlede Kirsty og følte et lille glimt af håb i hjertet, mens hun så formanden, hr. Fleming, føre mændene over til indgangen til Skakt 1. Så forsvandt de ned i mørket.

Folk ventede.

Men mændene kom alt for hurtigt op igen. De rystede på hovedet.

”Røgen er nok for tyk,” sagde Maggie.

”Hvad skal man med et redningshold, hvis de alligevel ikke kan redde nogen?”

Nogle vendte sig mod hende ved lyden af hendes lidt for høje stemme.

”Bare rolig. I det mindste er der da nogle brandfolk dernede.” Maggie trak hende lidt tættere ind til sig. Både politiet og brandvæsnet var kommet inde fra Glasgow tidligere.

Kirsty følte sig så hjælpeløs, som hun stod der uden for minen uden at ane, hvad der foregik dernede. Hun prøvede at se sin fars ansigt for sig, da han tog af sted i morges. Der var kommet lidt rynker omkring øjnene efterhånden, og hans skæg var blevet lidt

gråsprængt, men han så stadig ud til at glæde sig til at slutte sig til sine kolleger – eller kammerater, som han kaldte dem. ”Det er et spørgsmål om samarbejde, forstår du.” Sådan sagde han altid. ”Sørg for at have dine venners ryg, så har de også din.”

En bevægelse gennem menneskemængden fik Kirsty tilbage til virkeligheden. ”Nu kommer de ud.” Maggie stirrede i retning af indgangen til Skakt 1, hvor en minearbejder i det samme blev båret ud på en båre efterfulgt af en flok medtagne mænd. De stirrede tomt frem for sig, og deres tøj var dækket af støv. Nogle af dem humpede. Andre havde ildrøde striber af blod løbende ned over deres støvdækkede hud. Kirstys mave trak sig sammen i kold angst.

De ventende mennesker, som efterhånden var blevet helt apatiske af ængstelse og udmattelse, vågnede pludselig op. Folk råbte og pegede. En ung kvinde, som Kirsty ikke genkendte, satte i løb og styrtede hen og kastede sig i armene på en af arbejderne. Han begravede ansigtet i hendes skulder og sank helt sammen. Kirsty sank en klump og vendte hovedet bort.

Nogle børn kom stormende for at tage imod deres fædre, og hele familier fandt sammen i fælles omfavnelser. Kvinderne og også nogle af mændene græd. Efterhånden som mændene dukkede frem fra skakten, spejdede Kirsty hektisk efter sin far. Den kolde klump i maven voksede for hvert ansigt, hun granskede, indtil hun var som fastfrosset af angst.

”Kirsty?” Maggies stemme var fuld af bekymring.

Kirsty rystede på hovedet, som om hele verden styrtede i grus omkring hende. ”Jeg kan ikke få øje på far,” hviskede hun.

En bevægende historie om venskab

og tab

Efter en personlig tragedie i sommeren 1939 forlader Kirsty sit hjemland Skotland for at undervise på en religiøs skole i Budapest. Hun rejser med tog gennem et uroligt Europa til det neutrale Ungarn i håb om et mere sikkert liv. Kort efter bryder Anden Verdenskrig ud.

I Budapest møder Kirsty Anna, en jødisk studerende, og de to bliver venner. Mens krigen lurer overalt, træner de svømning, hvilket ikke kun bringer dem tættere sammen, men også giver dem begge en chance for at overleve.

TO DYBE ÅNDEDRAG er fortællingen om to venners desperate kamp for overlevelse og deres stærke drøm om at blive genforenet.