Ud af mørket
Af samme forfatter:
Mit navn er Jensen
Pigen på billedet
Fundet i havnen
HEIDI AMSINCK
Ud af mørket
På dansk ved
Anne Matthiesen
GUTKIND
Ud af mørket
er oversat fra engelsk af Anne Matthiesen efter Out of the Dark © Heidi Amsinck 2025 by Agreement with Grand Agency
Denne udgave: © Heidi Amsinck og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Lonnie Hamborg / Imperiet Sat med BemboStd hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1083-6
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
December
Kriminalkommissær Henrik Jungersen talte til tre, åbnede bildøren og spurtede hen imod smedejernsporten til Ørstedsparken.
Regnen holdt i det mindste dæmonerne væk, tænkte han, idet han nikkede til den uheldige vagthavende betjent og smuttede ind i parken.
Nyhedsjournalisterne blev siddende inde i deres vogne og fulgte med gennem de duggede ruder.
Godt.
For han havde ikke nogen svar til dem.
Hele morgenen havde ét spørgsmål kørt rundt i hans hoved: Hvordan kunne det lade sig gøre at bortføre et barn midt i København, under hundrede meter fra en travl station, butikker og fastfoodrestauranter, uden at nogen opdagede det?
Den niårige Matilde Clausen havde været forsvundet i sytten timer.
Legepladsen, som lå på skråningen mellem gaden og den store, boomerangformede sø midt i parken, var nu et gerningssted. Da Henrik gik ned på det grusbelagte område, som var omkranset af træer og buske, kom kriminalbetjent Mark Søndergreen løbende hen til ham med en paraply.
Henrik kunne se på ham, at han også havde en stærk fornemmelse af, at der var sket noget forfærdeligt.
Alle forældres værste mareridt.
”De har ikke fundet noget, chef,” sagde Mark og pegede over på teknikerne, der gik og ledte inde mellem træerne.
Det kom ikke bag på Henrik. Området var nedtrampet af børn og forældre og gennemblødt af nattens regn, så de ville næppe finde noget. Men de var nødt til at forsøge. ”Lige nu er alt relevant,” havde han sagt til sit efterforskningshold ved morgenbriefingen.
Mobiltelefonen, som Matilde havde fået til sin niårs fødselsdag til trods for sin mors indvendinger, var slukket og sidst sporet inde i parken, et par minutter efter hun forsvandt. Hvis de fandt den, ville de måske kunne finde ud af, om hun havde været i kontakt med nogen, der kunne være interessante.
”Giv mig lige et øjeblik,” sagde Henrik og gik ind under Marks paraply, hvor regnen trommede.
Hans jeans og støvler var drivvåde, og der løb vand ind under hans skjortekrave og ned ad ryggen. Men den iskolde fornemmelse generede ham ikke; han havde brug for at holde sig vågen og klar i hovedet.
De sidste par måneder fortabte sig i tågerne, en tom trummerum af træning, vagter og skrivebordsarbejde.
Det var ikke meget dagslys, der trængte igennem de tætte skyer. Den modsatte ende af Ørstedsparken, en lille, fredfyldt oase tæt ved Nørreport Station, var forsvundet i en mørk tåge.
Man kunne næsten mærke den nordlige halvkugle bevæge sig længst væk fra solen. Julelysene, som var dukket op i hele byen, var et spinkelt værn mod det mørke, der indhyllede alting.
Henrik prøvede at forestille sig, hvordan der havde set ud på legepladsen i går eftermiddags, med råbende børn, der kravlede rundt i klatrestativet og blev gynget af voksne, som stod og sludrede og varmede hænderne på deres to go-krus.
Det havde været mere solrigt, et kort ophold i den konstante vinterregn, men bidende koldt. Parken måtte have været smuk, med eftermiddagssolen glinsende i søens overflade, og byens gamle tage og spir, der lige kunne skimtes over træerne hele vejen rundt.
”Lad mig høre,” sagde han efter et stykke tid og så på Mark, som havde ventet tålmodigt, fordi han vidste, at han ikke skulle forstyrre sin chef, når han stod og tænkte.
Gode, gamle Mark. Yngre og i bedre form end ham selv, energisk, loyal og hårdtarbejdende. Gjorde, som han fik besked på, hvilket Henrik altid havde syntes var en svunden dyd i samfundet.
Mark var kommet som sendt fra himlen efter sommerens voldsomme begivenheder og havde været en rolig støtte, når han følte, at knæene gav efter under ham.
Og vigtigst af alt forstod Mark, hvornår han skulle tie stille, og hvornår han skulle tale.
”Stine Clausen … moren … sad herovre, og Matildes halvbror lå og sov i barnevognen,” sagde Mark.
Han pegede over på et graffitiovermalet bord med bænke, som fik Henrik til at tænke på, at Ørstedsparken var åben døgnet rundt. Desuden var den kendt for at være mødested for homoseksuelle. Det havde den været i over hundrede og halvtreds år.
Henrik havde haft voldtægtssager, som var begået her, og et par knivstikkerier, men aldrig et forsvundet barn. Den slags sager blev som regel opklaret, før de nåede til hans skrivebord.
”Og hvor var Matilde?” sagde han.
”Derinde, åbenbart.” Mark pegede hen på et område med træer og buske tæt ved bordet, en blanding af stedsegrønt og nøgne grene med enkelte gule blade, der klamrede sig til livet.
Henrik havde læst i notaterne, at Matilde var et genert barn og lille af sin alder. Han rynkede panden. ”Hvad lavede hun derinde?”
Mark trak på skuldrene.
”Og Stine?” sagde Henrik.
”Sad vist med sin telefon. Indimellem løftede hun blikket og sikrede sig, at hun kunne se Matildes røde jakke, men så begyndte babyen at græde, og hun blev optaget af at få ham til at falde til ro. Da hun så op igen, kunne hun ikke få øje på sin datter.”
Hvor længe havde hun mon kigget væk? tænkte Henrik. Telefoner gjorde folk døve og blinde, de blev så opslugt, at de glemte alt omkring sig.
(”Ja, det ved du vist alt om,” sagde hans kone inde i hans hoved).
Han prøvede altid selv at lægge telefonen væk, holde op med at scrolle bevidstløst, men det havde nærmest været en tvangshandling for ham på det seneste, et værn mod tankerne og mod, Gud forbyde det, at skulle snakke med folk.
Der havde været andre mennesker i parken i går, masser af potentielle vidner, og der var ingen, som havde anmeldt, at en lille pige var blevet slæbt væk mod sin vilje. Var det mon en,
Matilde kendte?
Det virkede ikke tilfældigt, at der var så kort afstand mellem legepladsen og den nærmeste vej. Det måtte have været nøje planlagt og indøvet.
Han kørte hånden over den bare isse og over skægstubbene. ”Og hvad skete der så?”
”Først var Stine ikke så bekymret,” sagde Mark. ”Men da Matilde ikke svarede, når hun kaldte, begyndte hun at gå i panik. De andre forældre gav sig til at hjælpe med at lede. De løb rundt i hele parken, og efter et kvarters tid ringede Stine til politiet. Da var det næsten blevet mørkt.”
Henrik kunne alt for levende se det for sig. Han kunne mærke den dybe angst, høre de stadig mere desperate råb efter Matilde
runge mellem træerne og se, hvordan den stilfærdige hygge på et splitsekund havde forvandlet sig til rædsel.
”De første betjente var fremme efter otte minutter, og kort efter kom der flere,” sagde Mark. ”De afspærrede legepladsen og lukkede parken. Resten ved du.”
Ja, tænkte Henrik. Resten er et stort, rundt nul.
Nattens arbejde i den operative kommando på Bellahøj politistation havde været helt efter bogen, og han kunne ikke sætte en finger på det. Problemet var, at der ikke var kommet noget ud af det.
Henrik stod og så ud over søen og spekulerede på, om de skulle have dykkerne ud.
Mark læste hans tanker. ”Matilde havde fået at vide, at hun under ingen omstændigheder måtte gå ned til vandet.”
Siden hvornår har børn gjort, som de får besked på? tænkte Henrik.
Men han troede ikke rigtig på, at pigen var druknet i søen. Det var mere sandsynligt, at hun var gået ud ad udgangen nærmest legepladsen, den på hjørnet af Ahlefeldtsgade og Nørre Farimagsgade.
Alene eller sammen med en.
Frivilligt eller under tvang.
De fleste af de mennesker, der havde været i parken, da Matilde forsvandt, måtte være gået, da politiet kom. Disse potentielle vidner skulle de have fat i.
Han kiggede på sin telefon og kunne se, at der var ubesvarede opkald fra adskillige journalister.
Jensen var journalist, men hun havde ikke ringet.
Det var lykkedes dem at undgå hinanden i flere måneder.
I sommer, da Jensens forsøg på at opbygge et liv med en ny kæreste var endt katastrofalt, var han blevet glad og havde håbet, at deres relation kunne blive normal igen.
Indtil hun havde fortalt ham, at hun var gravid og ville beholde barnet.
Jensen som mor? Det var umuligt at forestille sig.
Og det havde ændret alt.
Drømmen om, at han og Jensen måske en dag skulle være sammen, havde gjort hans ægteskab udholdeligt, ligesom den minimale mulighed for at flygte forhindrer en fange i at opgive håbet.
Nu var drømmen død. Der ville altid være et barn mellem ham og Jensen.
En anden mands barn.
En psykopats barn.
Han havde ikke kunnet finde på andet at gøre end at kaste sig over arbejdet – jo mere arbejde, desto bedre.
Han sukkede og overvejede, om han skulle ringe tilbage til journalisterne. Medierne ville få nyheden til at sprede sig hurtigere og opfordre vidner til at melde sig, og det havde han brug for, men han ville nødig drages ind i spekulationer om, hvad der kunne og ikke kunne være sket.
Det ville spare tid at tale med dem alle sammen på én gang.
Og måske ville Jensen komme.
Hun havde snart termin, men hvis han kendte hende ret, ville hun arbejde, indtil hun fik veer, og sikkert længere endnu. Han kom til at smile ved tanken.
”Få presseafdelingen til at indkalde medierne til en kort briefing,” sagde han til Mark. ”Så hurtigt som muligt.”
Mark flyttede uroligt på sig, men var for høflig til at minde Henrik om, at hans chef, inspektør Jens Wiese, var træt af, at han talte med pressen.
Wiese var i det hele taget træt af ham.
Hvis det var op til Wiese, ville han kun blive sluppet ud med mundkurv på og i kort snor, når det var strengt nødvendigt.
”Du var ikke mit førstevalg,” havde Wiese sagt om morgenen, da han havde sat Henrik på som efterforskningsleder af Matildesagen.
Wiese havde brug for gode resultater, men var for fin til det virkelige, beskidte politiarbejde.
Henrik vidste kun alt for godt, at det ikke var ren idyl.
”Den sag skal håndteres forsigtigt,” havde Wiese sagt. ”Et forsvundet barn her op til jul vil gøre folk urolige. Hendes forældre er ude af sig selv af bekymring. Du skal ikke kage rundt og skabe endnu mere kaos.”
Henrik havde blinket uskyldigt til ham. ”Hvorfor tror du, at jeg ville gøre dét?”
”Jeg har holdt øje med dig, Jungersen,” svarede Wiese. ”Du er stresset, utilregnelig, irritabel. Hvornår har du sidst holdt orlov?”
”Det kan jeg ikke huske,” sagde han. ”Men som du selv påpegede, har vi travlt, så hvad vil du gøre, sende mig hjem?”
Wiese havde skulet til ham, men Henrik vidste, at han ikke havde noget valg. De var kun tre efterforskningsledere i Københavns enhed for grov kriminalitet, og de to andre, Jonas og Lotte, havde hænderne fulde med andre sager.
Han så på Mark. ”Bare gør det. Jeg kan godt håndtere pressen.”
Det var godt, at Jensen ikke hørte ham sige dét. Han kunne se hende for sig, med hænderne på hofterne og de mørkeblå øjne vredt stirrende på ham.
De øjne.
Hold op, Jungersen.
Han rystede på hovedet igen og begyndte at gå hen mod den nærmeste udgang med Mark lige i hælene.
”Tilbage til arbejdet, alle sammen,” råbte han brysk. ”Lad os finde Matilde.”
Et forsvundet barn, et vidne ingen vil tro på
- Jensens hidtil mørkeste sag
Niårige Matilde Clausen forsvinder sporløst fra en legeplads midt i København, og en febrilsk eftersøgning sættes i gang.
Det tyder på, at der er en forbindelse til en uopklaret sag om en anden forsvundet pige, tiårige Lea, og kriminalkommissær Henrik Jungersen genoplever et mareridt, der i sin tid var tæt på at koste ham jobbet.
Desperat efter ikke at begå de samme fejl må Henrik mod sin vilje række ud efter hjælp fra sin tidligere kæreste Jensen, der er journalist på Dagbladet. Jensen kaster sig hovedkulds ud i efterforskningen, en kærkommen anledning til at fortrænge den store forandring, der er på vej i hendes liv.
Hvad skete der med Lea, og hvor er Matilde?