Udslet verden i aften by Gutkind Forlag

stina jackson Udslet verden i aften

roman

På dansk ved Dorte Einarsson

GUTKIND

Udslet verden i aften er oversat fra svensk af Dorte Einarsson efter Förinta världen ikväll

Published by agreement with Salomonsson Agency

Denne udgave: © Stina Jackson og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Sara R. Acedo

Dansk versionering: Kenneth Schultz

Forsideillustration: © John D. Sirlin/Shutterstock og Ales Krivec/Unsplash Sat med Sabon hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0888-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Hun stod i døråbningen og lyste op i natten. En voksen kvinde med et barns rædsel i blikket. Mor, må jeg sove hos dig? Ewa vidste, det var en drøm, allerede før hun løftede op i dynen og gjorde plads i sengen, alligevel kunne hun høre de lette skridt gennem værelset, det hurtige åndedræt. Hun foldede instinktivt sine arme rundt om den unge, bløde krop, holdt fast i sin egen sovende tilstand. Mumlede trøstende ord ned i barnets hår. Det skal nok gå, hviskede hun lige ned i sin ensomme pude, det hele ordner sig. Bare du kommer hjem.

Da hun slog øjnene op, hvilede et fremmed halvmørke over lejligheden. Alt var tyst og stille, kun støvet fløj rundt, hvirvlede uroligt, da hun bevægede sig gennem de velkendte rum. De sociale medier kom først, før både kaffen og nyhederne. Det var sådan, hun fik hjertet i gang om morgenen, den håbefulde banken, mens hun klikkede sig frem til Matilda. En voldsom længsel efter hendes ansigt, efter alle det voksne barns gådefulde udtryk. Men der var ingen nye opslag. Skuffelsen gav Ewa trang til at gå i seng igen. Hun forsøgte at trøste sig med det seneste billede, der var over en uge gammelt: Matilda i et hav af solsikker med armene strakt op mod himlen, alligevel var blomsterne højere end hende, deres ansigter mod solen. Hun var forsvindende lille mellem de lange stilke. Et hvidt, blændende lys over hele hendes skikkelse, og Ewa kunne fornemme

den stærke varme, der flimrede over marken, sådan en varme, som man kunne blive syg af, hvis man ikke var forsigtig. Den fregnede Matildahud med alle skønhedspletterne tålte ikke sådan et solskin, hun burde have noget på hovedet, beskytte sig bedre. Og hvad spiste hun egentlig på de der veje, hvor der næppe var et ordentligt måltid mad at få? Matilda, der ikke havde noget at tære på, som altid havde haft en tendens til at pine sin krop, presse den til det yderste. Nu var der ingen, der kunne sige stop, det her går ikke. Du slår dig selv ihjel, barn. Det eneste, der var at se, var en lang skygge, som strakte sig ind i billedet. Hvis Ewa zoomede helt ind, kunne hun ane den fremmede mandeskikkelse, der holdt kameraet. Det umiskendelige omrids af et udyr.

Nætterne

Tylers dage begyndte i skumringen, og i dag begyndte skumringen med hende. Hun trådte ind i lobbyen med aftenlyset i ryggen og noget vildfarent i blikket, som afslørede, at hun var langt væk hjemmefra. Hun trak en rullekuffert efter sig, en rød og beskidt sag, der så ud til at have tilbragt adskillige nætter udendørs, i parker og snævre gyder i al slags vejr, og hun så ikke selv meget bedre ud, snavset og forbrændt af alt for mange timer i solen, og da hun spurgte, om der var ledige værelser, ville han sige nej, ikke til dig, ikke her. Men hun var så ung, og hun havde en fjer i sit hår, en blank fjer fra en våge, der dinglede ned ad halsen som en enorm ørering, og han forstod, at han ikke kunne sende hende ud i natten igen. – Vi har nogle enkeltværelser ledige i stueetagen. Hun gav et lettet råb fra sig og smilede med hele ansigtet, stort og blændende. Han kunne ikke fordrage den slags smil, de gjorde ham så svag, han undlod at se på hende. Sådan var det tit med de unge kvinder, de var svære at se på, de lyste for stærkt, de blændede næsten. – Jeg skal bare lige hente min kæreste. Han venter udenfor. Hun talte med en ejendommelig accent, som han ikke kunne placere, og snart var hun gået hen til døren for at vinke til en midaldrende mand, der så næsten lige så beskidt og elendig ud som hende, hans ansigt var hærget, mærket af vold og hård

levevis, et ældet ansigt, der så nærmest grusomt ud ved siden af pigens milde og lyse.

– Giv os det bedste, I har, forlangte han med en arm rundt om pigen, han hvilede sit arrede ansigt mod hendes pande, fik fjeren til at dirre imellem dem.

En kæreste, altid en kæreste. Tyler bad om legitimation, og manden sendte ham et langt blik og mumlede er det virkelig nødvendigt, inden han halede sit kørekort frem og lagde det på disken, Joshua Grimes fra Jacksonville, Florida. Han var betydelig ældre, end han så ud til, betydelig ældre end den unge, lysende.

– Jeg vil også gerne se dit, sagde Tyler til pigen.

Hun gjorde sig fri af manden, gravede et stykke tid i en blå rygsæk, indtil hun fik et pas frem. Det var sjældent, Tyler stødte på den slags. Han bladrede i siderne mellem det stive omslag og skævede til hende ud ad øjenkrogen, det der livsfarlige smil og det vilde hår, og hun var virkelig langt hjemmefra, længere end han havde vovet at gætte på. Han spekulerede på, hvordan hun var havnet her, i byens skidtrand, i hjertet af de mest berygtede kvarterer blandt alle nattens kvinder, dem, der var undsluppet og på flugt, blandt danserinderne og luderne, der plejede at glippe med deres langsomme øjenlåg og lave sjov med ham.

Han var sikker på, at hun ikke var en af dem, i hvert fald ikke endnu, med den der klare modermælk i blikket.

Tyler så dem ud på de små timer: rovdyrene og deres bytte.

Manden talte til hende, som om hun var et laverestående væsen, et husdyr, hvis væsentligste opgave var at adlyde og stille tilpas, han gav hende et par pengesedler og nikkede over mod slikautomaten.

– Køb noget, vi kan drikke, baby.

Pigen tog pengene ud af hans hånd, hun svajede lidt. En langsomhed i hendes bevægelser, som Tyler ikke havde lagt

mærke til før, så forblændet havde han været, men nu så han beruselsen, den bedøvede hinde over hendes ansigt. Han så, at hun befandt sig i grænselandet, fjernt fra dette motel og manden og alle de store følelser, hun svævede over dem alle, både bundet og fri, for bedøvet til at mærke, hvordan natten trængte sig på med sin grumhed, sin sult. Han så mandens sejrssikre bevægelser, og han vidste, at det var sådan her, det gik til, han havde bevidnet den samme leg millioner af gange før – han vidste, at der var tusind måder at fælde et bytte på, og det her var en af de grusomste. Giv hende kanylen, pillerne, sprutten, giv hende det, hun tror, hun vil have, hold hendes hoved ned under overfladen og kald det kærlighed.

Han skubbede nøglerne til værelset hen over disken og ønskede dem en god aften. Manden havde et stort kors tatoveret på oversiden af højre hånd, men i hans øjne var der ingen gud. Han tog nøglerne og greb ud efter pigen, skubbede hende bryskt foran sig. De hviskede og slingrede ud af lobbyen, sammenslynget som en eneste skabning, og vågefjeren skinnede ildevarslende i det sølvagtige hår, men vinger havde hun ikke, ingen mulighed for at bevæge sig væk derfra. I døren vendte hun sig pludselig om og sendte Tyler et søgende blik, sådan et blik, der får tiden til at gå langsommere for derefter at suse afsted, et helt liv i løbet af nogle skælvende sekunder. Så var han alene igen.

Nætterne var hans. Fra skumring til daggry sad han i den sparsomt oplyste reception på Old West Inn og tog imod alle nattens væsener. I tyve år havde han siddet der, tyve år med lange, ensomme nætter, mens de billige værelser blev dyrere og dyrere, og byen svulmede op til ukendelighed omkring ham.

Motellet lå på den allermest rå gade i byen, en lang, beskidt strækning, kantet af neon og håbløshed – butikker med gitter for vinduerne, der solgte spiritus, marihuana og sexlegetøj, side om side med takeawaykæder, vinduesløse barer og den katolske katedral, som strakte sine hånlige spir op mod den vældige Coloradohimmel og mod den bortvendte gud, der ikke længere lyttede til råbene og bønnerne, som steg op fra den stinkende gyde, eller de halvkvalte skrig, der sivede ud fra motelværelsernes låste døre – åh gud! åh gud! – med en fremmed hånd for munden, og det var vel ikke så mærkeligt, at han ikke ville lytte. Katedralen lå kun et par gader væk, men det var motellet, som var det virkelige fristed, her samledes de vildfarne, eventyrerne og lykkeridderne og de evigt fortabte. Motellets menighed var en broget skare af urolige sjæle, som ikke havde andre steder at tage hen. Man kunne leje et værelse for en time eller en måned og alt derimellem, visse gæster blev hængende i flere år, andre kom bare på grund af flygtige møder, mange var på flugt, de gemte sig for samfundet eller for deres ægtemænd eller måske bare for sig selv; andre var der for at lave forretninger, for at sælge sådan noget, som ikke kunne sælges andre steder, kærlighed og smertelindring og et par timer i total glemsel. Det angik ikke ham, hvis der var noget, det her arbejde havde lært ham, så var det at vende blikket bort, præcis som Gud havde gjort det for længe siden, at se gennem fingre og aldrig blande sig. Hans tilstedeværelse var så sammensmeltet med motellet, at han knap nok eksisterede, han var bare et anonymt ansigt bag disken, hvem som helst, blind og døv over for alt, hvad der ikke havde noget med ham at gøre, han var kun et par udstrakte hænder i den navnløse nat, der byttede værelsesnøgler for pengesedler, en dæmpet stemme, som sagde velkommen, jeg håber, du vil nyde dit ophold, hav en god aften. Han var lydløse skridt gennem oplyste gange,

og alle mørkets indbyggere lod ham være. For nætterne var hans, og han styrede dem med sine egne love og regler.

Da Yesenia kom for at afløse ham i morgengryet med sin Cherry-Cola og sine lange, skinnende negle, havde søvnløsheden lagt et gråt slør over byen, der fik gaderne og bygningerne til at krænge ligesom i drømmen. Hun lagde fingrene om hans hage, som hun gjorde hver morgen, trak ham tæt ind til sig for at studere det hvide i hans øjne og de trætte linjer i hans ansigt.

– Pust på mig, kommanderede hun, og Tyler åbnede munden og gjorde, som hun sagde, deres læber var så tætte, at de næsten kyssede hinanden, mens Yesenia lukkede øjnene og inhalerede hans ånde, et par sekunders stilhed, før hun klappede ham på kinden på den hårdhændede måde, som fortalte, at han var hendes.

– Hvordan har natten været, mi hijo?

Sådan kaldte hun ham, til trods for at han havde sølvstænk i håret og umuligt kunne være hendes barn, og til trods for at de indimellem gjorde ting, som en mor og en søn aldrig ville gøre. Han fortalte om den fulde gæst, der havde pisset i lobbyen lige efter midnat, om den gennembankede kvinde med et barn på armen og et i maven, der ikke havde haft råd til at betale fuld pris for en nat, men som havde lovet at betale tilbage, så snart hun fik mulighed for det. Yesenia klikkede med tungen. Tænk, at du er sådan et latterligt bløddyr. Han fortalte om faren, der måske i virkeligheden var alfons, og som viste billeder af en ung pige, der skulle forestille hans forsvundne datter. Har du set hende? havde han spurgt med sved på overlæben, og Tyler havde studeret fotografierne omhyggeligt og sagt nej, hende har jeg ikke set. Unge kvinder var der masser af i denne del

af byen, de flakkede rundt i mørket som lygtemænd i mosen med en livsappetit, der trak alle de værste uhyrer til sig, og han skulle nok lade være med at lagre dem i sin hukommelse. Det var de ting, han fortalte Yesenia om, indtil hun fik nok og knipsede med fingrene og sagde, at han kunne gå nu.

– Sørg nu for at få hvilet dig lidt, mi hijo, inden længe begynder en ny nat.

Han gik de toogtredive skridt hen til det værelse, som han havde gjort til sit eget, det var så godt som et hjem. Det var det første værelse i stueetagen med dør ud mod boulevarden og vindue mod baggården. Et motelværelse præcis som alle andre, indrettet på samme enkle og upersonlige måde: en seng, en lænestol, tunge gardiner, som beskyttede mod solen og den trøstesløse udsigt. Han havde været tæt på at dø i det værelse engang for længe siden, men Yesenia havde pustet liv i ham i sidste øjeblik, og siden havde han været hendes hijo, hendes barn. Nu er du min, havde hun sagt, og sådan gik det til, at han blev ét med motellet. Han havde stået ansigt til ansigt med døden, kun for at vågne op og få et helt nyt liv.

Han gik ind i det lille badeværelse og vaskede natten af sig, omhyggelig med at undgå sit ansigt i spejlet. Han brød sig ikke om at se, hvad timerne, dagene, alle de lange år i receptionen havde gjort ved ham. Han satte en American Spirit i mundvigen og gik ud på afsatsen for at tænde den, han mærkede Yesenias blik brænde om kap med solen. Hendes nysgerrighed sneg sig ind overalt, hun var i hans værelse, i hans lommer, i hans inderste tanker. Hendes stemme var i hans hoved, så snart han forlod motellet. Gør nu ikke noget dumt, mi hijo. For så er jeg jo nødt til at straffe dig.

Han lukkede øjnene og lyttede til den søvndrukne by, bilerne, som maste sig sammen på boulevarden, bussernes sukkende døre og et skateboard, der skramlede ned igennem gyden, og måske kunne han mærke, at nogen iagttog ham, for da han åbnede øjnene igen, så han hende ud ad øjenkrogen. Pigen med vågefjeren stod i et af vinduerne, hun havde trukket det tunge gardin til side, og manden, hun rejste med, var ikke at se. Hun havde ingen tøj på overkroppen, kun nøgne skuldre, nøgne arme, som skjulte brysterne, og han kunne høre ekkoet af Yesenias stemme i hovedet – man skider ikke, hvor man spiser – og han gjorde sig umage med ikke at stirre, selvom den mælkehvide hud trængte sig på, selvom det måske var det, hun ville have ham til. Han røg og missede med øjnene mod himlen, men yderst i hans synsfelt stod pigen og skinnede, og han syntes, hun gjorde en bevægelse, et hemmeligt tegn af en art, og han ville så forfærdelig gerne se på hende, men han vidste godt, hvad der var bedst for ham i den situation. Kvinderne, sprutten og stofferne hørte fortiden til. Han skoddede cigaretten under sin sko og trak sig tilbage til sit værelse. Ind i det ensomme mørke, som var blevet hans verden, og hvor det eneste, der ventede på ham, var søvnen.

Der sad en mand ved Ewas klaver. Han var ny, både i landet og i byen, i hendes lejlighed. En fremmed med et navn, hun ikke kunne udtale. Hun stillede sig ved vinduet, på det sted, hvor Matilda plejede at stå og synge med den der kølige stemme, der var som snevejr gennem lejligheden, altid så blød og stille i begyndelsen, senere vild og rasende, en stemme, som fik himlen til at åbne sig. Men nu sved solen i rummet, et smertende lys over den fremmedes nakke og ryg, mens hans hænder strøg hen over tangenterne. Hans hår var mørkt og glinsende, Ewa mærkede en kriblen i fingrene, en pludselig trang til at røre ved ham.

Spil, hvad du vil, havde hun sagt. Så kan jeg høre, hvilket niveau du befinder dig på. Han boede i barakkerne henne ved batterifabrikken, meget mere end det havde han ikke afsløret, sproget rakte ikke til det. Men han var nydeligt klædt i skjorte og habitbukser, og han kunne spille klaver, bedre end nogen af hendes nuværende elever, bedre end Ewa selv. Måske var det derfor, hun lod ham blive ved, hun stod bare der ved vinduet med armene tæt, tæt ind til kroppen og spekulerede på, om det var hendes tur til at synge nu. Når der ikke var andre, der gjorde det.

Et stykke af Rachmaninovs anden klaverkoncert steg i styrke og tog hele rummet i besiddelse, mens alle de grønne blade vibrerede nede i gården, blikket standsede ved klatrestativet,

hvor den lille Matilda havde svævet højt oppe over jorden for mange somre siden. Ewa havde stået ved vinduet og råbt, at hun skulle være forsigtig – så du ikke slår dig ihjel! – men pigebarnet havde svaret ved at give slip med den ene hånd og bagefter med den anden, til hun hang i knæhaserne med det lange hår i vinden, og Ewa så hende for sig, derovre på de amerikanske veje, helt alene i grøftekanten, mens tusmørket sænkede sig over prærien og ørknerne og de brutale skyskrabere, som voksede i det land – hun så brede motorveje, der endte i ingenting, afsvedne marker og tyktflydende floder, anonyme hotelværelser med hviskende loftventilatorer og fluer, der kravlede hen over sovende munde. Hun så ansigtsløse mænd ved støvede rastepladser, og Matilda, som bevægede sig ned ad gader, der bugtede sig som labyrinter gennem de hensynsløse byer, hvor hun ikke var nogen som helst, og hvor ingen ville forbarme sig over hende. Se mig, mor, uden hænder! Og Ewa så hende helt tydeligt, på den anden side af klatrestativet og gården og byens trygge slummer, hendes lille vildbasse, som grinede og skreg og langsomt slap taget, først med den ene hånd, så den anden, til hun hang dér med hovedet nedad i et fremmed land, skrigende og grinende og helt, helt alene.

Manden var holdt op med at spille, uden at hun havde lagt mærke til det. Han vred sig på bænken, rynkede ansigtet mod lyset, som faldt ind bag hendes ryg. Hun blev usikker på tiden, på om den i det hele taget gik, eller om det bare var hende, der stod stille.

– Bravo, fik hun sagt. Jeg tror, det er nok for i dag.

Rosen fik ham til at vokse. Det var tydeligt, at han var sulten efter skalaer og etuder, efter metronomens stadige pulseren og nogle, der lyttede og opmuntrede og drev ham fremad. En drenget iver over hans ansigt, som skræmte hende, selv var hun

blevet helt udmattet. Hun fumlede med partituret, mumlede noget om, at han var meget begavet – very talented. Men nu var lektionen desværre slut, nu måtte de holde inde.

En forfærdelig stilhed lagde sig over lejligheden, da manden endelig rejste sig og gik ud i entréen. Den kommende ensomhed buldrede i hovedet, og hun syntes, han bevægede sig unødigt langsomt, næsten modvilligt, han stod bare der på måtten og indsugede de forladte rum, de tomme stole i køkkenet og mørket, som sivede ud fra Matildas værelse.

– Du har familie? spurgte han og strøg sit hår tilbage, samlede det til en lille hestehale i nakken.

Hans ansigt var åbent, nysgerrigt. Et ansigt, som det var let at forelske sig i.

– Jeg har en datter, men hun er voksen nu, hun er fløjet fra reden.

Ewa gjorde en bevægelse med armene, lod, som om det var vinger. Manden smilede.

– Like a bird, sagde han, din datter.

– Ja. Som en fugl.

Han kæmpede med sine sko, med ordene, spurgte, hvornår han kunne komme igen til næste lektion.

– Jeg holder ferie fra i morgen, sagde Ewa. Så du må klare dig selv i nogle uger.

Hans skuffelse gjorde hende lille og flagrende, gav hende en følelse af, at hun måtte give ham noget som en undskyldning for sin egen utilstrækkelighed. Hun gik tilbage til stuen, samlede et bundt nodehæfter sammen – Chopin, Liszt, Bach, alt det, som hun alligevel ikke ville kunne holde ud at spille, ikke denne sommer. Hun lagde dem omsorgsfuldt ned i en pose, som hun overtalte ham til at tage imod. Manden havde ikke noget klaver i barakken, kun et lille keyboard, som han havde

taget med sig fra hjemlandet, og som han plejede at klimpre på ude i skoven efter arbejde for ikke at forstyrre naboerne. It’s no problem, havde han sagt. Det blev jo alligevel ikke mørkt om aftenen.

Han tog taknemmelig imod posen og bukkede, så de sorte krøller faldt frem i panden. Åbnede hoveddøren på klem, men tøvede så, vendte sig mod Ewa med en ny alvor i blikket.

– Musik holder ikke ferie, sagde han og lagde en hånd på sit bryst. Musik er blod, musik er luft, without music we die.

Ordene blev hængende i lejligheden længe efter, at manden var gået. Ewa sank ned på klaverbænken og blev siddende med hænderne viljeløse i skødet. Et hvidt, koldt lys løb igennem lejligheden, en bedøvende stilhed. Bag øjenlågene gemte vejene og solsikkerne sig. Den ensomme fugl med sine udbredte vinger.

Synger du, Matilda? Lever du?

Kærligheden mellem mor og datter overvinder alt

I Skellefteå i Nordsverige vågner Ewa og tjekker rastløst sine apps. På den anden side af jorden i det vestlige USA udlever datteren Matilda sine drømme. Dagene kommer og går, op- og nedture og relationer afløser hinanden. Eventyret venter i det næste møde, i den næste flaske vin, og bag sig har hun lagt det trygge liv hjemme i Västerbotten og sin mor Ewa. Da Matilda holder op med at tage telefonen, driver den nye ensomhed Ewa ud i det svenske sommermørke i en desperation, som hun har svært ved at tøjle.

I skyggen af Rocky Mountains passer Tyler sit arbejde på det nedslidte motel, som er blevet hans verden. Aftenerne og nætterne er en lang række af gentagelser – lige indtil han møder Matilda, og sammen tager de af sted mod Los Angeles, drømmenes by.

Udslet verden i aften