Ukraines døtre

Ukraines døtre

UKRAINES DOETRE.indd 1

18/12/23 1:17 PM

UKRAINES DOETRE.indd 2

18/12/23 1:17 PM

Erin Litteken

Ukraines døtre oversat af Ulla Lauridsen

Gutkind

UKRAINES DOETRE.indd 3

18/12/23 1:17 PM

Ukraines døtre er oversat fra engelsk af Ulla Lauridsen efter The Lost Daughters of Ukraine © Erin Litteken, 2023 Denne udgave: © Erin Litteken og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign © Head Design Ltd, Boldwood Books, og Christian Bach Omslagsillustrationer: Shutterstock Sat med Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0775-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9,1. ∙ 1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

UKRAINES DOETRE.indd 4

18/12/23 1:17 PM

Tilegnet Bobby

UKRAINES DOETRE.indd 5

18/12/23 1:17 PM

UKRAINES DOETRE.indd 6

18/12/23 1:17 PM

HISTORISK BAGGRUND

For at forstå omstændighederne for denne roman er det nødvendigt at kende lidt til den historiske ramme. I kølvandet på Første Verdenskrig afsluttede en fredsaftale underskrevet i Riga i 1921 den polsk-sovjetiske krig og gjorde samtidig en ende på Ukraines årelange flerfronts­ krig for at skabe en selvstændig nation. Ukraine blev delt imellem Polen og Sovjetunionen. Volhynien, en region beboet af primært etniske ukrainere i det nuværende vestlige Ukraine, kom under polsk herredømme.

I denne mellemkrigsperiode ønskede Polen at assimilere indbyggerne i de nyerhvervede områder i den traditionelle polske levevis. De polske myndigheder lukkede ukrainske skoler, ødelagde ortodokse kirker og anholdt ukrainske ledere, lærere og præster. Polske veteraner fra Første Verdenskrig blev tildelt den bedste landbrugsjord i Volhynien i et forsøg på at kolonisere området og styrke den polske indflydelse. Som gengældelse myrdede ukrainske nationalister lokale polske ledere og angreb polske landmænd. Det polske styre oprettede, hvad der nu anerkendes som en koncentrationslejr, Bereza Kartuska, hvor ukrainske nationalister blev fængslet uden rettergang, mishandlet og tortureret.

UKRAINES DOETRE.indd 7

18/12/23 1:17 PM

I 1939 startede Nazityskland og Sovjetunionen Anden Verdenskrig ved at invadere Polen og dele landet imellem sig. Mod øst besatte Sovjetunionen Volhynien indtil 1941, hvor Hitler brød sin pagt med Stalin og angreb Sovjetunionen. Under den tyske besættelse blev Volhynien en del af det nydannede Reichskommissariat Ukraine. Begge regimer hærgede Ukraine og Polen, ødelagde byer og landsbyer og arresterede, deporterede og myrdede millioner af mennesker. Under disse omvæltninger kom de historiske spændinger imellem polakker og ukrainere til udtryk i en række voldsomme sammenstød og brutale massakrer på uskyldige civile.

Hele landsbyer blev udslettet og selve brutaliteten i drabene – ofte udført med landbrugsredskaber – stod i skarp kontrast til, hvordan ukrainere og polakker havde stiftet venskaber og giftet sig indbyrdes igennem generationer. Det er en grim og mangefacetteret historie, der den dag i dag er vanskelig at begribe.

Min ene bedstefar er født i Volhynien. Han og hans familie gennemlevede disse omvæltninger, og en stor del af den følgende roman er inspireret af deres oplevelser.

UKRAINES DOETRE.indd 8

18/12/23 1:17 PM

PROLOG

Halya foldede det slidte stykke papir ud – hendes vigtigste tilbageværende personlige ejendel – og stirrede ned på tegningen af sine forældre. De var unge og uskyldige og anede ikke, hvilken modgang deres datter en dag ville møde, eller at den bemærkelsesværdigt livagtige tegning af dem en dag ville blive til trøst for deres datter i kampen for at overleve krigen. Men hvem kunne også have forudset den slags rædsler? Hvem kunne have forestillet sig sådan et mareridt?

Hun vendte papiret om, og den hårde hud på hendes fingre fangede de ujævne kanter, mens hun omhyggeligt skrev navnene, nøjagtig som mama havde gjort i sin bønnebog. Mama havde to lister i sin – en med de døde og en med de levende. Halya havde kun dette ene ark papir til at dokumentere begge.

Hun lod tavst navnene dvæle på sine læber, mens hun skrev dem ned. Hun åndede dem ud i natteluften og påkaldte sig mindet om dem for at lade den trøst, de bragte, trænge ind i sig.

Alina Katya Kolya

UKRAINES DOETRE.indd 9

18/12/23 1:17 PM

Slavko Liliya Vika Maksym Bohdan Sofia Nadya Nogle af dem var døde. Nogle af dem var levende.

Nogle var fra den familie, hun havde skabt. Nogle var fra den familie, hun havde mistet.

Ligesom arrene på hendes krop ville de for evigt være en del af hende.

Hendes fars ord dirrede i natteluften, som om han var til stede og hviskede i hendes øre, mens han knugede hende ind til sig. Hun kunne næsten mærke hans skægstubbe kilde hendes kind.

Lov mig, at du altid vil være modig, at du altid vil kæmpe, uanset hvad der sker. Kæmp, for livet er altid værd at kæmpe for. ”Jeg kæmpede, tato,” hviskede hun. Hun strøg en tåre væk fra kinden med bagsiden af hånden, inden den kunne nå at falde og få navnene til at løbe. ”Og jeg vil blive ved med at kæmpe. Det lover jeg.”

UKRAINES DOETRE.indd 10

18/12/23 1:17 PM

1

LILIYA Juni 1941, Volhynien Oblast, det sovjetiske Ukraine

Liliya genkendte liget af sin bror på det ujævne ar under hans højre øje. Hun havde selv givet ham såret otte år tidligere, da hun var syv, og han var ti, ved at svinge en spand mod hans ansigt, da han sneg sig ind på hende, mens hun var ved at fodre og vande hønsene. Hendes bror, som altid havde været en spøgefugl, havde leet ad hendes reaktion, mens hun græd over, hvordan han blødte.

Nu føltes det som en fjollet ting at græde over.

Der undslap hende en halvkvalt hulken, som tilkaldte hendes far, idet hun sank ned på knæ. Halvdelen af Mykhailos ansigt var borte, og kroppen var svulmet op. En beboer fra landsbyen Lutsk havde fortalte dem, at NKVD – den sovjetiske politistyrke – havde slæbt den første gruppe af fanger ind i gården og smidt håndgranater ind imellem dem, samtidig med at de beskød dem med en kampvogn. De havde tvunget de tilbageværende fanger til at begrave de døde, før de dræbte flere og derefter flygtede fra de fremrykkende nazister og lod de sidste lig ligge i solen og rådne.

Fanger. Fjender af folket. Intelligentsia. Nationalister.

Enhver, der ikke støttede Stalin.

Hendes bror.

11

UKRAINES DOETRE.indd 11

18/12/23 1:17 PM

Hvor svært det end var at se Mykhailos ene livløse blå øje stirre op på hende, var det bedre end aldrig at få vished om, hvad der var sket ham. Usikkerheden ville give mulighed for håb, og håb havde ingen plads her.

Mykhailo – hendes storebror, forbillede og største støtte. Da de var yngre, og Volhynien var under polsk styre, havde han tjent penge til at købe og forære hende en skitsebog ligesom deres mors. Mama havde ment, at Liliya var for lille, men han havde set, hvordan hendes blik fulgte svalerne, når de susede omkring laden, og hvordan hun tegnede deres flugt på jorden med en finger. ”Værsgo, Liliya,” havde han sagt og trukket hende i fletningen, da han gav hende bogen. ”Begynd nu, så vil du i løbet af ingen tid blive lige så dygtig som mor.

Måske endnu dygtigere.”

Liliya havde stadig den skitsebog gemt væk under sit tøj i en dragkiste derhjemme. Den var fuld af småtegninger og barnlige skriblerier og næsten grinagtig i forhold til de detaljerede tegninger, hun lavede nu.

Hun troede dog ikke, at hun nogensinde ville blive en lige så dygtig kunstner som deres mor, som til trods for manglende formel uddannelse havde lært sig selv mere om lys og skygge ved at tegne dyreliv og familiemedlemmer, end mange professionelle kunstnere kunne. ”Kom, Liliya.” Hendes far, hvis ansigt var magert og fortrukket, lagde hånden på hendes skulder. ”Vi begraver dem sammen. Her. Tyskerne er ikke ret langt herfra, og jeg vil hjem til din mor, inden de kommer.”

Liliya trådte tilbage, da mændene bar hendes bror hen til en massegrav, men hun vendte sig ikke bort.

Hun ville bære vidnesbyrd om det her og alt det andet, 12

UKRAINES DOETRE.indd 12

18/12/23 1:17 PM

russerne havde udsat dem for igennem to års besættelse.

Jorden på gårdspladsen, som var gennemvædet af blod, ville blive vasket ren af regnen og tidens gang, men den sovjetiske besættelse efterlod et rødt mærke, som aldrig ville kunne vaskes bort. To års gru og lidelser havde sat sit permanente mærke på Volhynien.

Tabet af Mykhailo var ikke det første, kun det seneste.

Det mest pinefulde. Hun gøs ved tanken om den landsbyboer, som russerne havde tortureret måneden før ved at skrælle huden bort fra hans bryst og strø salt i såret, mens han så dem henrette hans kone og børn. Bagefter dræbte de ham og kaldte ham for tyv og sabotør, men ikke før de havde ladet ham lide.

Endnu en grusomhed til hendes liste.

Mændene lagde liget af Mykhailo ned i graven til de andre fanger og skovlede jord hen over ham. ”Farvel, Mykhailo,” hviskede Liliya. Hun slog kors for sig og kyssede sine fingerspidser, hvorefter hun borede dem ned i den jord, der dækkede ham. ”Flyv med fuglene under himlen.” *** En blid vind tumlede over engen og fik kornblomsterne til at vugge og stryge Liliya over armene. Hun ignorerede følelsen, satte skitsebogen på sit skød og holdt blyanten i en flad vinkel for at skravere de mørke skægstubbe, hendes bror altid havde omkring kæben. At tegne hans ansigt sådan som hun mindedes det fra før hans arrestation, hjalp hende til at holde det, hun havde set ved fængslet, på afstand.

Hendes mor havde ikke sagt et ord, siden de vendte hjem aftenen før. Hendes normalt så muntre blik var 13

UKRAINES DOETRE.indd 13

18/12/23 1:17 PM

blevet fraværende og tomt, da tato trak hende ind til sig og hviskede nyheden i hendes øre. Mama havde bedt dem bringe Mykhailo hjem død eller levende, men tato havde besluttet, at Mykhailo skulle stedes til hvile sammen med sine fæller i OUN, de øvrige medlemmer af Organisationen af Ukrainske Nationalister, som russerne havde taget til fange og dræbt.

Mama sad tavs ved bordet og bød hverken på mad eller drikke, da Nina, Liliyas ældste og nærmeste veninde, og hendes mor kom for at kondolere tidligt på formiddagen. Liliya havde påtaget sig rollen som værtinde og budt på brød og blommemarmelade, vel vidende at hendes mor normalt aldrig ville lade nogen forlade hendes køkken uden at have fået noget at spise og drikke. ”Giv hende tid,” hviskede Nina, idet hun omfavnede Liliya. ”Hun er stadig i chok.”

Liliya havde lyst til at skrige: ”Det er jeg også!”, men hun ville ikke lade sin vrede gå ud over den søde Nina.

Dens rette mål var russerne, så hun bed sig i tungen og nikkede stumt, mens Ninas varme omfavnelse lindrede den kulde, der ikke havde sluppet hendes knogler, siden hun havde set sin døde bror.

Liliya skævede op mod koen, der græssede ved siden hende uden at ænse de dæmpede eksplosioner og rumlen af kampvogne, der næsten var blevet dagligdag.

Siden tyskerne var brudt igennem den russiske frontlinje ved Volodymyr-Volynsky nogle dage tidligere, var de væltet ind i Volhynien med en syndflod af kampvogne, som rumlede igennem landskabet, og fly, der brummede over hovederne på dem. Liliya og hendes far havde to gange måttet tage en omvej hjem for at undgå dem. Da de fra lugen på høloftet over laden havde set en række 14

UKRAINES DOETRE.indd 14

18/12/23 1:17 PM

russiske kampvogne stå stille syd for landsbyen, havde han sagt til hende, at hun skulle lade koen græsse i det høje græs lige ved siden af frugthaven i stedet for at trække den hele vejen ud til den sædvanlige eng.

Liliya tøvede, da en nattergal strøg forbi med kurs mod krattet i skovbrynet lige i nærheden. Et par minutter senere lød den sødmefulde sang over engen, og sangens skønhed vakte følelser så stærke og bittersøde hos Liliya, at hun måtte stemme hænderne mod jorden for ikke at blive skyllet bort af dem. ”På grund af deres navn er der nogen, der tror, at de kun synger om natten,” havde hendes mor sagt, da hun lærte Liliya at tegne dem, ”men disse søde forårsbebudere synger både dag og nat.”

Mama kaldte Liliya sin lille soloveiko, fordi hun som lille hele tiden pludrede løs, nøjagtig som en nattergal, men det havde Liliya aldrig haft noget imod. Hun syntes, at det var en stor kompliment at blive sammenlignet med så smuk en lille fugl.

En dyb brummen, forskellig fra kampvognenes rumlen, trængte ind i Liliyas bevidsthed. Hun kiggede tilbage mod huset og så sin mor stå ude på vejen og betragte himlen. Bag mama så hun to fly fra Luftwaffe i horisonten. De fløj hurtigt, dykkede ned over rækken af sovjetiske kampvogne i det fjerne og sendte en byge af kugler ned mod dem. Så rettede de op igen og kredsede i en stor bue rundt om Liliyas hjem for at nærme sig rækken af kampvogne fra den anden side. Liliya sprang op, så skitsebogen gled ned på jorden. ”Mama! Smid dig ned!” Panikken fik Liliya til at handle. Hendes bare fødder hamrede mod den dugvåde jord, og det fugtige græs klæbede sig til hendes ben, indtil hun nåede ud på grusvejen.

15

UKRAINES DOETRE.indd 15

18/12/23 1:17 PM

”Smid dig ned, mama!” Liliya viftede med armene, mens hun løb, men hendes mor rørte sig ikke. Hun stirrede på flyene, stivnet i sin sorg eller lammet af frygt – Liliya vidste ikke, om det var det ene eller det andet.

Hun blev ved med at løbe, da flyene lavt og larmende dukkede op bag hendes mor på vej tilbage mod kampvognene, men det føltes, som om hun kæmpede sig igennem honning.

En skarp, smældende lyd som af en haglbyge mod et bliktag trængte igennem motorlarmen.

Mama tumlede fremad, faldt ind i favnen på Liliya og væltede hende omkuld, da de omsider mødtes. Liliya landede hårdt på ryggen, så luften blev slået ud af lungerne på hende, mens hendes mor lå slap oven på hende.

Flyene passerede, og deres motorlarm blev erstattet af Liliyas skrig. Chokket fik hende til at ligge ubevægelig og klynge sig til sin mor. Blodet løb ud af mama og gennemvædede Liliyas bluse. Da hun mærkede sin mors sidste, dirrende åndedrag, kneb hun øjnene i. Minutterne, eller måske timerne, gik. Liliya vidste det ikke længere.

Først da hendes ven Oleksiy lagde sine store hænder på hendes kinder, åbnede hun øjnene igen. ”Nu er jeg her, Liliya,” sagde han beroligende, mens han nænsomt trak hende væk fra mamas livløse krop.

Oleksiy, der allerede var stor og stærk som en okse, selvom han kun var seksten, et år ældre end Liliya, løftede hende op til sit bryst, som om hun var et spædbarn, og bar hende hjem, hvorefter han gik tilbage og bar hendes mors lig hjem.

I to dage, mens hendes far sørgede, sad Oleksiy hos Liliya. Hans ansigt var det første, hun så, når hun skrigende vågnede op, og det sidste, inden hun faldt i en urolig søvn fuld af blod og kugler og vansirede ansigter.

16

UKRAINES DOETRE.indd 16

18/12/23 1:17 PM

”Jeg vil passe på dig altid, Liliya,” lovede han igen og igen, indtil hun endelig troede ham. Der var ikke længere noget andet for hende at tro på. *** ”Jeg vil ikke af sted, tato.” Det var ikke første gang, hun havde sagt det til sin far i ugerne efter sin mors død, og han svarede det samme som alle de andre gange. ”Vi kan ikke bo her lige nu.” Han pressede læberne sammen og tog tømmerne. ”Maksym og hans kone Vika har brug for et større hus, og vi har brug for at komme væk. Sognet i Kholm-distriktet vil være en god luftforandring. Du er den eneste, jeg har tilbage, min pige, så du skal med. Der er ikke mere at tale om.” ”Vi er meget taknemlige for din gæstfrihed,” sagde Vika henne fra døren. ”Vi skal nok passe godt på huset, og I vil altid være velkomne.”

Liliya syntes godt om sin onkel Maksym, som var hendes mors lillebror, hans kone, Vika, og deres børn.

Den ældste, Slavko, var kun et par år yngre end hende, og hans karismatiske personlighed havde været en velkommen kontrast til hendes egen mørke sindsstemning på det seneste. Da han kom valsende ind i deres dystre hjem og gav hende et stort knus, nøjagtig som Mykhailo altid havde gjort, fik hun den velkendte svien i øjnene, men inden tårerne kunne nå at falde, havde han trukket et stykke chokolade op af lommen. ”Værsgo. Jeg gemte det her til dig.”

Hans veltalenhed fik ham til at virke meget ældre, end han var, men hans fjollede spilopper afslørede en drenget side, som fik Liliya til at smile for første gang i 17

UKRAINES DOETRE.indd 17

18/12/23 1:17 PM

flere uger. Det betød dog stadig ikke, at hun havde lyst til at overlade sit hjem til dem.

Liliya fik sin dragkiste op bag i vognen og klatrede op på kuskesædet ved siden af sin far. Hun så sig ikke tilbage, da vognen rullede hen ad vejen, men hun kunne mærke Oleksiys blik på sig, som han stod der ved siden af Maksym. ”Det bliver bedre sådan her, bare vent og se,” sagde tato. ”Jeg vil få bedre tid til at lære dig sprog, og det vil komme dig til stor gavn, når du skal på universitetet. Jeg kan lære dig grundlæggende tysk, og da der er mange polakker i vores nye landsby, vil du også få lejlighed til at øve dig i at tale polsk.” ”Jeg vil ikke lære tysk, og jeg har ikke brug for at øve mig i polsk. Jeg foretrækker at tale ukrainsk, og jeg vil blive her. Hvor jeg er vokset op. Hvor mine venner bor.

Hvor min mor og min bror har levet. Vi kan ikke bare stikke af fra vores følelser, tato,” sagde Liliya. ”Mama og Mykhailo vil være akkurat lige så døde i Kholm, som de er her.”

Tato krympede sig, og hun mærkede et stik af dårlig samvittighed. ”Undskyld, tato. Jeg mente det ikke på den måde.”

Tato smilede sørgmodigt og klappede hende på låret. ”Vi kommer over det sammen, Liliya. Jeg tager mig af dig, og du tager dig af mig, nøjagtig som din mor og Mykhailo ville have ønsket. Men det bliver nemmere et nyt sted. Vent og se. Og når tiden er inde, og krigen er forbi, sørger jeg for, at min begavede datter kommer på universitetet, præcis som vi altid har planlagt.”

Liliya kiggede på sit hjem en sidste gang. Mamas elskede valmuer var eksploderet i farvepragt fra den ene dag til den anden og blomstrede for første gang den 18

UKRAINES DOETRE.indd 18

18/12/23 1:17 PM

sommer – de strålende røde kronblade lignede blodstænk mod husets strenge, hvidkalkede mure.

Liliya skyndte sig at se væk og lagde hovedet mod tatos skulder, mens hun bad til, at han havde ret. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle stille op med den smerte og vrede, der knugede hendes hjerte så hårdt sammen, at det gjorde ondt.

UKRAINES DOETRE.indd 19

18/12/23 1:17 PM