Ulvemælk
Af samme forfatter
Klimaet og kunstneren – essay, 2022
Rosarium – roman, 2021
Mørke cyklister – samling af fortællinger, 2016
Den afskyelige – roman, 2016
Harzen-sanger – roman, 2013
Det hvide kvarter – fortællinger, 2011
Sværmeri – roman, 2010
Mørkets egne – fortællinger, 2005
Parken – radioteater, 2005
Brevbæreren – roman, 2003
Tandfeen – radioteater, 2003
Fandekke – roman, 2001
Bjergtaget – fortællinger, 1999
Skifting – fortællinger, 1996
Ulvemælk
© Charlotte Weitze og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Alette Bertelsen, AletteB.dk Sat med ITC Stone Serif hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0487-3
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Charlotteweitze.dk
Denne roman er skrevet af et meneske.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag
Skov, at se – opdaget hemmelighed.
fra den gamle cyprianus, den rigtige drømmebog
De nærmeste følgende vintre […] gik jeg efter endt skoletid ved aftenens frembrud, og når vejret nogenlunde tillod det, hen til mine kilder og kom sjældent hjem før kl. 1 om natten. Jeg frøs som en hund, men agtede ikke derpå. Jeg vadede gennem de oversvømmede enge og vandrede over de uvejsomme heder, mangen gang med livsfare. evald tang kristensen
Inga Tværmose
29. februar 2040
Tunge skridt nærmer sig. Følelsen af ensomhed og sorg kommer vandrende gennem gårdspladsens perlegrus. Jeg åbner øjnene og stirrer op i loftsbjælkerne. Gråt månelys blandet med gult fra Emma og Malthes udendørslamper sejler ind under rullegardinet. Jeg hører piben og knurren. Indimellem er der små hyl og en rislen.
Min krop ligger som støbt i sengens bue. Udstrakt er jeg under den hvide dundyne. Da jeg åbner munden for at kalde på Alexander, kommer der, som altid, intet ud, og han fortsætter bare sit arbejde inde i stuen. Det blålige skærmlys flimrer under soveværelsesdøren, og tasterne lyder som regn.
Så rykker han i hoveddøren, ham derude. Først tøvende, nu ruskende. Men Alexander har låst. Derefter krattes der på ruden. Hans negle må være lange, sådan som de hviner.
Gid jeg var i stand til at tænke, at dette bare er den susende blæst, som tager om en gren med små fine knopper og gnider dem over glasset. At skridtene og prustene kun er fra et vildsvin, som går og roder. At denne riven er måren, der har smøget sig ind mellem væggene. Eller Malthe, der ikke kan sove og går sig en tur. Har han en morgenvagt, og ser han, på vej ud til bilen, at en af vores skraldespande er væltet i nattevinden. Er han ved at rejse den op?
Lugten af svedig uld og råd siver ind gennem husets porer. Et tungt pust, og så traves der rundt om huset igen. Nu et bump, som om et kranium støder mod udhænget, og herefter følger hulkene. Så åndes der igen på ruden, ruskes i hoveddøren, og det lyder, som om han giver sig til at gnave i dørstolpen. Til sidst: skridt væk, og Malthe og Emmas hunde begynder at gø.
Jeg tager mig til brystet, til hjertet, til maven. Det er, som om nogen vil ind til alt det, der er mig. Og så kommer min gråd. Overfyldte vandløb brister øjnene, det våde løber ud. Jeg hulker og falder i søvn igen.
Morgensolen stænker guld nederst på væggen. Inde fra stuen lyder stadig Alexanders fingerslag mod computerens tastatur.
Nu er jeg i stand til at råbe og gør det så højt, at stjerner sprænges for øjnene: – Alexander!
Knirk fra kontorstolen, hurtige sokketrin gennem entréen: – Inga!
Han smider OS-brillerne på dynen, og jeg ser op i min kærestes ansigt. Fregnerne, skægget, de lange fletninger, tørre læber og blege, rødrandede øjne. Han trækker OS-handskerne af, lægger en hånd på min pande, aer kinderne, klapper min krop hele vejen op og ned. Under dynen er jeg gennemblødt af sved, og han rækker mig glasset fra sengebordet. Vandet smager kalktungt. Jeg drikker liggende, det løber ned ad kinderne og ind i ørerne.
– Sæt dig op, siger han.
Jeg har allerede fortrudt, at jeg kaldte. Jeg er jo vred på Alexander, ked af det, skuffet. Han forstår ikke noget, hører og ser intet.
Stjernestykkerne begynder at bevæge sig i cirkler. Alexander får mange øjne, soveværelset har ligesom flere rum. Døren til entréen bliver til en kæde af døre. Væggene synes gennemsigtige.
– Han var der igen, siger jeg.
Min ånde lugter virkeligt skidt. Alexander begynder at rede mit hår ud med fingrene. Det gør mere ondt end godt.
– Var det drømmen?
– Hvem siger, det er en drøm?
Under dynen lader jeg fingrene glide over mit bankende bryst og ned til maveskindet. Det er helt fladt. Den første gang jeg hørte nattelydene, efter vi flyttede herover i oktober, gik jeg ud næste morgen for at kigge efter fodspor. Jorden var mudret, men der var intet at se andet end aftryk fra rådyr og en mosegris eller rotte.
– Hvad er det, der foregår i dit hoved? siger Alexander med et lille smil.
Jeg svarer ikke. En forfatter, eller hvad jeg nu er, skal altid høre for sin fantasi: Det der er noget, du kan skrive en roman om.
Ikke at Alexander har været rigtig slem til det.
Han giver mig et hurtigt kys, rejser sig. Jeg hører ham åbne hoveddøren. Et øjeblik står min kæreste ude i morgenluften, som også finder vej ind til mit ansigt. Brisen føles kold. I dag er det den niogtyvende februar, og foråret er på vej. Alexander låser igen og kigger på mig fra entréen. – Jeg skulle en tur i skoven i nat, siger han, – undskyld, jeg ikke var der, hvis du vågnede og var ked af det. OS sagde, at Q498 kunne være drægtig. Jeg fandt hende, hun var ved at grave en hule. Jeg fik sat kamera op.
Sådan taler Alexander tit, for han forsker i ulve og observerer dem, der er herude. Men uroen, jeg oplever omkring huset, må være noget andet end bare et dyr, der lusker rundt.
For mig begyndte det, da jeg mistede mor og far for snart ti år siden. Først var det en forsigtig kradsen og forgæves hiven i døren. Altid kun om vinteren ved fuldmåne og nætterne omkring.
Ved sidste fuldmåne, og omkring denne, har det været voldsommere end ellers. Som om den derude er vokset i størrelse og blevet desperat.
Første gang Alexander oplevede min opvågnen, og jeg var nødt til at fortælle ham, hvad der sker herude i vinternætterne, gav han sig til at spørge OS ud om spøgelser. For kunne det være et eller andet overnaturligt, når han ikke kunne se noget på de overvågningskameraer, der er her ved huset?
OS svarede, at fire procent af alle mennesker har svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. De hallucinerer, blander ting sammen, uden nødvendigvis at have en diagnose. Oplevelserne kan blive mere udtalte, hvis man i forvejen er syg, i sorg eller på andre måder mentalt sårbar. Det, der høres, mærkes og lugtes, sagde OS, kan i virkeligheden bare være éns eget åndedræt eller hjertebanken. Det er altså ikke vores, mormors, hus, der er hjemsøgt, men min hjerne, forstås.
Man kan også have den slags oplevelser, når der er et vejrskifte på vej eller ligefrem en anden årstid. Eller måske er det bare natten, som er ved at blive til dag. Ved temperaturskifte, og dermed ændret luftfugtighed, forandres kraften i undergrundens vandmasser. Det sker også, når der er faldet meget regn. Det nye hydrauliske tryk får fundamenter til at ryste eller trægulve, især i gamle huse, til at give sig i knirk, så det lyder, som om fodtrin nærmer sig. Alt det med tryk og temperatur kendes også fra, når man sætter brød til hævning. Nogle gange rejser dejen sig fint, andre gange falder den sammen. Før i tiden kunne vejrlig desuden gøre, at det var umuligt at kærne fløde til smør.
Hvis vinden skifter retning i løbet af natten, kan den medfølgende træk få én til at føle, at nogen ånder ganske tæt på.
Dyr mærker tydeligt vejrforandringer og reagerer ved at
gemme sig eller øge aktiviteten. Deres lyde, inklusive de lavfrekvente, kan opfattes som overnaturlige.
Folk, som bor tæt på naturen, kan blive mere overtroiske. Ikke alt i skovene, moserne, på havet og hederne er endnu kommet ind i OS. Slet ikke i de her år, hvor naturarealerne vokser. Det, der endnu er ukendt, har altid udfordret menneskeverdenen.
OS nævnte også, at øjet har en blind plet, og at vi ubevidst har kompenseret for den, siden vi var spæde, ved at udfylde med egne forestillinger. Som om hjernen aldrig helt kan slappe af og lade noget være uset.
Er øjenpletterne så indgangen og udgangen til det eventyrlige, eller ligefrem guddommelige, både af den gode og onde slags? tænkte jeg, mens Alexander scrollede videre i teksten. Historierne vælter ind og ud af øjnene, især når man befinder sig i mørke. Hvor lyset ikke er, må man selv skabe. Som barn legede mine venner og jeg med vores sengelamper. Vi havde set på TikTok, at man kunne få øje på et spøgelse ved pludselig at trykke på lyskontakten klokken tolv. Men dengang hverken hørte eller så jeg noget.
OS siger videre, læste Alexander, at nogle mener, at de døde kan komme frem ved hjælp af elektricitet. I starten af 1900-tallet blev forandringer i den usynlige, men varme og sitrende strøm, brugt af clairvoyante medier til at få svar på spørgsmål fra det, man kaldte det hinsides. Sjæle på vej til de dødes land.
Nu er der elektricitet overalt. Menneskeverdenen drives af den. Ud over det er der signalerne, som satellitter og elektroniske devices udsender. De mudrer atmosfæren til og kan sikkert forstyrre sanserne. Men kan de også fremkalde afdøde, altså sådan rigtigt? Der var flere ting, jeg kom til at tænke på, som OS ikke sagde noget om. Eller måske stod det bare alt for langt nede til, at Alexander fik det læst. For hvad med OS
selv? Er OS ved at blive en slags overnaturlighed, en ånd? OS kender os ud og ind. Den store algoritmiske gestalt smyger sig omkring os og ind i os. Både når vi har givet tilladelse, og når OS bare gør det. Har vi, gennem vores devices, fået en form for telepatiske evner, vi ikke selv er herre over?
OS sagde heller ikke noget om, at det overnaturlige måske er ren og skær virkelighed. Måske fordi ingen videnskabsperson endnu har kunnet lave en fysisk måling, et bevis, på det. Det er og bliver en slags enestående fænomener, og OS er mest til det gængse. Men jeg har altid følt mig vågen og klar i hovedet, når det rumsterer udenfor. Der er bare det, at min krop bliver paralyseret. Jeg bliver så forskrækket, når han rumsterer derude.
Alexander mistede koncentrationen, begyndte at kigge på alt muligt andet, OS kom op med, som OS mente, at Alexander måtte interessere sig for: insektspray, jagtrejser til Østeuropa og weekendophold for to på hoteller tæt ved Jægersborg Dyrehave. Jeg stod derfor op, uden Alexander opdagede det, gik i bad, spiste morgenmad og gav ham hurtigt et kys i nakken, inden jeg cyklede på arbejde.
Mormors hus, her, hvor Alexander og jeg bor, ligger i Tværmose. Et område nord for Gjellerup, øst for Herning og vest for Ikast.
Som barn kom jeg her kun i sommerferien. Når alt var lyst, og markerne bølgede gult. Dengang var huset fritidsbolig for mormor og morfar. Til hverdag boede de i villaen i Gjellerup, men efter morfars død, jeg var vel seks år, flyttede mormor herud permanent. Hun kunne lide at bo tæt på naturen, sagde hun. Derefter begyndte jeg også at komme her i efterårsferien og vinterferien. Jeg lå ved siden af mormors varme, bløde krop i denne dobbeltseng, som fylder det meste af soveværelset. Hun strøg mig over håret og sagde suselyden, når jeg skulle sove.
Efter morfars død mærkede mormor, i sin sorg, måske alle lydene og lugtene derudefra? Hun nævnte aldrig noget for mig.
Men da mor og far døde, kort før jeg startede på Forfatterskolen i København, og jeg kom her i mange weekender, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv, hørte mormor og jeg dem sammen. Nu vågnede jeg i fuldmånenætter inde på stuens sovesofa, skræmt fra vid og sans. Det var ikke længere flodbølgen, jeg mærkede i drømme, mens jeg så mor og far vælte ned af caféstolene som tøjdukker. Det var denne prusten og skraben udenfor.
Mormor! råbte jeg, når det var væk, og jeg igen kunne sige noget.
Du skal ikke være bange, sagde hun, da jeg rystende, svedende og ulykkelig lagde mig herind ved siden af hende. Det sker sommetider. Jeg tror, det er en, der hed Evald Tang Kristensen, som spøger. Han kom engang og nedskrev folkeminder her. Dengang boede Ane Povlsdatter i huset, og hendes storebror, Peder, din tiptiptipoldefar, ejede Emma og
Malthes gård. Min mor, din oldemor, hørte også alt det dér, efter hun mistede sin lillebror. Hun sagde, at sådan er det: Sorg tiltrækker sorg. Efter hvad jeg ved om Tang Kristensen, så var hans liv svært. Lad dig ikke overvælde, Inga. Det derude er kun, hvad vi gør det til.
Min mormor er blevet dement. Sygdommen skred langsomt frem, men i efteråret blev hun pludseligt meget dårlig, og det var tydeligt, at hun ikke længere kunne klare sig selv. Vi måtte flytte hende ind på plejehjemmet i Gjellerup.
I den periode kæmpede jeg stadig med at skrive noget, som nogen ville udgive. Jeg gav mig endda til at søge i Evald Tang Kristensens indsamlede folkeminder. Måske kunne nogle af historierne bruges som inspiration? Fandtes der fortællinger, som endnu ikke var blevet scannet ind? Hvis altså folk
overhovedet interesserer sig for noget, OS ikke kan finde på, tænkte jeg.
Nøglehullet for udgivelser er blevet mindre og mindre det sidste årti. Nu er det nærmest stoppet til. En tot vat er proppet i hullet, hvorfra noget engang lyste fra den anden side. Fra et andet menneske, der sad ved computeren og fandt på med sin egen hjerne og med hjertet. Noget menneskebåret, noget virkeligt erfaret, der blev givet videre. I det var der vel en slags kærlighed.
Nu bliver de fleste historier lavet af OS.
Efter jeg havde været på Det Kgl. Bibliotek for at undersøge papirmateriale og havde søgt på Evald Tang Kristensens liv på OS, fik jeg reklamer for slægtsforskningskurser, høreapparater, inkontinensbind, urtepiller mod søvnløshed og potensmedicin. Som om OS troede, jeg havde fået et crush på en olding, selvom jeg er en kvinde på seksogtredive. Og pludselig var skærmbilledet på mit device blevet et foto af folkemindesamleren. Jeg, som ellers i så mange år havde haft et billede af en ulv, fordi jeg har lavet så mange OS-søgninger på dét og bor sammen med Alexander, der næsten ikke tænker på andet.
Mine venner har skærmbilleder af deres børn, mens jeg har et vædderagtigt ansigt med stort hvidt skæg og hår. Evald Tang Kristensen stirrer tomt på mig. Måske fordi man dengang skulle sidde helt stille for fotografen.
Evald Tang Kristensen blev født i Nørre Bjert 1843 og døde i Mølholm ved Vejle i 1929. Han var skolelærer og degn og indsamlede folkeminder, hovedsageligt i Jylland, ikke mindst her på Gjellerupegnen, da heden strakte sig over det meste af Vestdanmark. Tang Kristensen begyndte at tage på samlerture i 1867 og fortsatte det meste af sit liv, selvom der i starten af 1900-tallet ikke længere var meget at finde. På det tidspunkt var den mundtlige fortælling og resterne af den folkelige fore-
stillingsverden næsten uddød. Industrialiseringen var kommet, heden, ja naturen, var svundet ind.
Tang Kristensens originale optegnelser af folkeminder: Eventyr, viser, sagn, ordsprog, lege, gåder, dagligliv og skikke, svarer til fireogtyve tusinde håndskrevne sider. Evald besøgte tre tusinde tre hundrede og otteogfyrre meddelere.
Han gik om vinteren, for det var kun, når det var mørkt og koldt udenfor, at folk havde tid. De sad rundt om tællelyset, spandt, kartede, strikkede og fortalte. Det skulle være stjerneklart, helst fuldmåne, hvis han skulle kunne finde vej.
Dengang var Tværmose en åben hedemose og ikke næsten overgroet af skov som nu.
Malthe og Emmas hunde gør igen. Knurrende og snerrende løber de frem og tilbage bag gårdens havehegn. Malthe råber: – Rolig, SÅ stopper I. Stop så!
Spredte bjæf. Derefter stilhed.
Nu kører den første bil ind på gårdspladsen, hurtigt efter den anden, for Emmas dagpleje åbner. Et barn græder, et andet udstøder høje hvin.
– Godmorgen, børn, hilser Emma.
Forældrene siger hej skat og god dag.
Døre smækker, der køres tilbage til Thorupvej. Derude hvor bilerne suser, og lastvognene brummer.
Huset her var en aftægtsbolig. Malthe og Emma bor på selve gården, som Malthes far og forfædre før ham. Malthe er min grandfætter, og vi legede sammen som børn, når jeg var på besøg hos mormor. Nu er hans landbrug afviklet, både markerne og svineholdet. Han har bare en fåreflok, der fungerer som landskabspleje og næsten passer sig selv. Malthe var en af de første bønder, der tog imod regeringens kompensationspakke i 2028. Jeg så billeder af ham på OS. Den dag han fik pengeoverførslen, var han lykkelig. Thumbs-up. Nu arbejder han på mormors plejehjem, hvor jeg også har fået vagter.
Alexander kommer ind med mad på bakke: æblejuice og boller med nøddesmør. Han kysser min kind og spørger, om jeg vil have mit device tilbage. Skal han hente det? – Ellers tak.
Den sidste måned har jeg ikke villet have noget med OS at gøre.
Evald Mindebo
27. december 1906
Ane Povlsdatters hus svæver, gråt og udtværet hænger det i fygningen.
Bag Evald, i måneskinnet, ligger markerne, heden og kærene. Det hele dækket af sne.
Vandet fra Storå klirrer som istapper fra hans kappe, hår og skæg. Hele vejen har der været potespor i den retning, han skulle gå. Til sidst håbede han, de førte til Ane. Men nu er der pludselig ingen.
Vil Ane fortælle slutningen på historien? Sidder hun stadig oppe, strikkende på en strømpe? Den svage orange stribe fra ovnlågen plejer at give lys nok, hvis hun skal samle masker op.
Sneen knirker under støvlerne. Peders gård ligger til højre, som om den passer på Anes lille aftægtshus, og dér, på gården, brænder stadig lys. Rudernes flimrende firkanter spejles ud på det hvide.
Evald falder fremover og kravler på alle fire. Sneen rejser sig om ham som tinder. Han hiver efter vejret, knaser iskrystaller mellem hvinende tænder. Så kæmper han sig op på to ben igen, et øjeblik ser han tilbage på de spor, han lavede i sneen. Det svage måneskin lyser på en blanding af støvle- og poteaftryk, der kommer helt nede fra Storå.
Så når han gårdspladsen, og nu er der småsten, som rasler under støvler og poter. Fremme ved Anes dør banker han på, men ingen svarer. Kan den gamle kone ikke høre noget for blæsten?
Evald hiver sine gennemblødte bælgvanter af, men klinken er ikke, som den plejer at være, sort og overgroet af isblomster. I stedet har døren nu et buet håndtag af sølvglinsende metal, og de røde mursten er kalket hvide. Vinduerne, der er kommet flere, har ingen sprosser, men består af store stykker glas.
Rundt om huset begynder små træer at flokkes i blød jord.
Anes hus ligger pludselig i en skov. Sneen er væk, der er små knopper på grenene. Et eventyrland, noget forhekset? Bjergfolkets, ellefolkets lokkende rige? Indgangen til himmel eller helvede eller bare en anden tid?
Evald prøver at trykke håndtaget ned. Hænderne er behårede, og lange, brune negle vokset frem. Inde i håndfladerne er trædepuder.
Evald snuser ind, dybt ned i lungerne. Der siver ikke røg fra Anes skorsten, ingen tørveild brænder i ovnens hjerte.
Han forsøger at kigge ind gennem vinduet ved siden af døren. Sidder Ane oppe? Med hue på? Pakket i nattrøjen og det store sjal, der krydser stramt om brystet. Koger kartoflerne på komfuret? Står natpotten under bænken dækket af sin gule skorpe is?
Inde på sengen ligger noget hvidt og udstrakt. Et ansigt med sorte øjne stirrer op i loftet.
Han vil have dét, der er inde i dét menneske.
Evald støder hovedet mod det lave tag, hvor der ikke længere er strå, men sorte, glaserede tagsten. Bowlerhatten krattes af, vinden griber og bærer den væk. Han roder sig i håret, en tot er blevet skrabet af, og i hovedbunden er nu en blodig, skaldet plet. Grene, eller er det snefnug, slår mod ansigtet, og han kan ikke længere se ind til den, der ligger på Anes seng. Kulden siver gennem hans tøj og ind til hud, kød og knog-
ler. Nu når den vel snart hans hjerte og sjæl, så han synker sammen foran døren og bliver til en død, som Peder og den lille Karen kan finde, når det bliver morgen? Lang og stivnet foran døren.
Åh, Ane, fortæl mig slutningen, vil Evald råbe, men der kommer bare en tuden fra munden. Eller er det blæstens sang?
Han trykker panden mod døren. Det er ikke længere ru planker, men malede og glatte brædder.
Fortæl mig resten af historien, hvisker han uden ord. Måske kan slutningen få hullet i hjertet fyldt ud? Eller kan han få sig et nyt og starte forfra?
Den sidste del af springet sker her. Buen, hvis afsæt startede, da han forlod sin kone, højgravide Grethe, hjemme i Gjellerup. Evalds muskler strækkes ud. Håret, neglene og tænderne vokser videre.
Så hamrer han på døren, kradser brædderne. Træsplinter sætter sig mellem tænderne, da han begynder at gnave i dørstolpen.
Pludselig kommer han i tanke om Marie.
Lille Marie. Barnet, han efterlod ved Storå.
Marie? Hvor er hun?
Marie, der nu er blevet hans tredje kone.
Hvor er han selv?
Hvad er det, der ringer?
Evald slår øjnene op. Rødligt morgenlys svæver ind mellem gardiner, panden er dækket af kold sved, og hjertet slår som en hammer. Han befinder sig i soveværelset på første sal i Villa Mindebo. Kirkeklokkerne fra Sankt Nicolai nede i Vejle er ved at ringe solen op.
Evald ligger på den bløde madras under sin knitrende varme dyne. I halsen svider det igen, som om han har råbt. Tårer har gjort kinderne våde og klistrede af salt.
Årstal
Evald Tang Kristensen (1843-1929).
Gift med Frederikke Duedahl (1840-1866) i 1866.
Gift med Grethe (Ane Margrethe) Risum (1840-1900) i 1872.
Gift med Marie (Kirsten Marie Jensen) Huus (1863-1934) i 1905.
I 1867 begynder Evald Tang Kristensen at indsamle folkeminder.
I 1872 går han sin sidste indsamlingstur til Ane Povlsdatter i Tværmose.
til sin mormors hus i Tværmose i et Jylland, der nu, i 2040, er dækket af skov. Kæresten overvåger områdets ulvebestand, og selv var hun forfatter, indtil kunstig intelligens overtog fortællingerne.
I 1872 går folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fra gård til gård i Tværmose for at indsamle viser og eventyr fra en snart svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som er rig på ulvehistorier, men én af dem får Evald ikke slutningen på, før hun dør. Det nager ham.
Inga bor i det, der dengang var Anes hus. Men det er ikke det eneste, der forbinder Evald og Inga. Ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser på Ingas dør. Et dyr, som Evald både kender alt for godt og ikke rigtig vil kendes ved.
