Ved havet

VED HAVET

Af samme forfatter Tavshedens ø Paradis Efterliv

Ved havet

roman

På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Gutkind

Ved havet

er oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter By the Sea

Copyright © 2001 by Abdulrazak Gurnah

All rights reserved

Denne udgave: © Abdulrazak Gurnah og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet

Forsideillustration: © Getty Images

Sat med Granjon hos Geethik Technologies

og trykt hos ScandBooks EU

ISBN 978-87-434-0275-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Hun sagde, at hun ville kigge forbi senere, og nogle gange når hun siger det, så gør hun det. Rachel. Hun sendte mig et postkort, da jeg ikke har telefon i lejligheden, det nægter jeg at have. På kortet stod der, at jeg skulle ringe til hende, hvis det ikke passede, at hun kom, men det har jeg ikke gjort. Jeg føler intet behov for at gøre det. Nu er klokken mange, så hun kommer nok ikke alligevel, ikke i dag.

Men på kortet skrev hun faktisk efter seks i dag. Det var måske bare sådan en gestus, der var fuldbragt, da den var gjort, som betød, at hun havde tænkt på mig og var klar over, at det ville trøste mig, og det gør det. Det er lige meget, jeg vil bare nødig have, at hun dukker op midt om natten og slår dens svangre stilheder itu med al sin hurlumhej, når hun forklarer og undskylder og rabler planer af sig og lægger beslag på endnu flere af de mørke timer, der er tilbage.

Jeg er forundret over, at jeg er kommet til at holde af døgnets mørke timer, over at nattens stilheder er blevet så fulde af mumlen og hvisken, når de tidligere var så rædselsvækkende tomme, så ladede med den foruroligende lydløshed, som svævede over ordene. Som om en smal dør blev lukket, da jeg bosatte mig her, og en anden blev åbnet ud til en stadig bredere boulevard. I mørket mister jeg rumfornemmelsen, og i dette intet fornemmer jeg mig selv på en mere håndgribelig måde og hører stemmernes leg tydeligere, som om

det var første gang, de var der. Nogle gange hører jeg fjern musik, musik, der bliver spillet i det fri og kommer til mig som en dæmpet hvisken. Jeg længes hver frugtesløs dag efter natten, selv om jeg gruer for mørket og alle dets uendelige gemakker og diffuse skygger. Nogle gange tror jeg, at det er min skæbne at bo i faldefærdige huses brokker og uorden.

Det er svært at sige med sikkerhed, hvordan tingene blev, som de blev, at kunne sige med nogen overbevisning, at først var det sådan, og det førte til det og det, og nu er vi her. Øjeblikkene smutter mellem fingrene på mig. Selv når jeg genkalder mig dem, hører jeg ekkoer af det, jeg fortier, af noget, jeg har glemt at mindes, og det gør det så svært at fortælle, selv om jeg ikke vil have, at det skal være sådan. Men noget er det muligt at sige, og jeg har behov for at efterlade denne redegørelse, at redegøre for de ubetydelige dramaer, jeg har bevidnet og spillet en rolle i, og som begynder længe før min tid og vil slutte længe efter. Det er nok ikke noget ædelt behov. Jeg mener bare, jeg kender ikke til nogen stor sandhed, som jeg brænder efter at dele, og jeg har heller ikke gjort mig nogen eksemplariske livserfaringer, som kan belyse vores vilkår og vores tid. Men jeg har levet, jeg har levet. Der er så anderledes her, at det føles, som om et liv er afsluttet, og jeg nu lever et andet liv. Så måske burde jeg sige om mig selv, at jeg engang levede et andet liv et andet sted, men det er forbi nu. Alligevel ved jeg, at dette tidligere liv myldrer og pulserer i uforskammet god vigør bag mig og foran mig. Jeg har masser af tid på hånden, jeg er i tidens hænder, så jeg kan lige så godt redegøre for mig selv. Før eller senere må vi tage os af det.

Jeg bor i en lille by ved havet, og det har jeg gjort hele mit liv, skønt jeg, det meste af det, boede ved et varmt grønt

hav langt herfra. Nu lever jeg den fremmedes halvliv, ser glimt af interiører på tv og forestiller mig, hvad det er for en utrættelig uro, der plager de folk, jeg ser på mine gåture. Jeg aner ikke det mindste om deres trængsler, og selv om jeg altid holder øjnene åbne og observerer, hvad jeg kan, er jeg bange for, at jeg ikke forstår så meget af det, jeg ser. Ikke fordi de er gådefulde, men fordi de er så fremmede, at jeg må give fortabt. Jeg ved så lidt om den kamp, som lader til at være forbundet med deres mest hverdagsagtige handlinger. De virker besatte og forvirrede, og det svier i deres øjne, mens de kæmper mod et indre kaos, som jeg slet ikke begriber. Måske overdriver jeg, eller måske kan jeg ikke lade være med at hænge mig i, at jeg er så anderledes end dem, ikke modstå det dramatiske ved kontrasterne mellem os. Måske strider de bare mod den kolde blæst, som kommer ind fra det dunkle hav, og måske gør jeg mig for meget umage med at forstå det, jeg ser. Efter alle disse år er det ikke let at lære ikke at se, at lære at være forsigtig med at tolke det, jeg tror, jeg ser. Deres ansigter fascinerer mig. De håner mig. Det tror jeg, at de gør.

Gaderne gør mig anspændt og nervøs, og selv inde i min aflåste lejlighed mærker jeg af og til, at jeg ikke kan sove eller sidde i ro og fred på grund af al den raslen og hvisken og tisken, der skaber uro i den nedre atmosfære. Den øvre atmosfære er altid fuld af uro, eftersom det er der, hvor Gud og hans engle bor og drøfter højere principper og jager forrædere og oprørere. De tillader ikke tilfældige tilhørere eller stikkere eller opportunister. De har nok i universets skæbne, der gør deres åsyn mørkt og deres hår hvidt. For en sikkerheds skyld sender englene nu og da en ætsende byge for at afskrække lumske smuglyttere med truslen om vansirende

sår. Mellematmosfæren er en stridens arena, hvor bogholdere og forgemakkernes ifritter, vidtløftige djinner og blegfede slanger bugter sig og slasker og fråder, mens de kappes om råd fra dem, som er højere på strå. Ak, ak, hørte I, hvad han sagde? Hvad kan det betyde? Det er i den nedre atmosfæres mørke, man finder de tandløse medløbere og drømmerne, som tror på alt og bøjer sig for alt, de godtroende og sjælløse skarer, som flokkes i og forplumrer de stadig trangere rum, og det er der, man finder mig. Intet andet sted passer mig lige så godt. Jeg burde måske sige, at intet andet sted passede mig lige så godt. Der ville man have fundet mig i min storhedstid, for siden jeg er kommet hertil, har jeg ikke været i stand til at ignorere de bekymringer og den uro, jeg mærker i denne bys luft og stræder. Dog ikke alle steder. Jeg mener, jeg mærker ikke denne uro alle vegne og til enhver tid. Møbelforretninger om morgenen er tavse, vidtstrakte steder, og jeg spadserer rundt i dem med en vis sindsro, kun besværet af de bitte små partikler af kunstige fibre, der fylder luften og ætser hinderne i mine næsebor og bronkier, og som til sidst driver mig væk for en stund.

Jeg fandt møbelforretningerne ved et tilfælde, kort tid efter at de flyttede mig hertil, selv om jeg altid har været interesseret i møbler. I det mindste tynger de os ned og sørger for, at vi bliver på jorden og forhindrer os i at klatre op i træer og hyle nøgne, når rædslen ved vores nyttesløse liv overvælder os. De afholder os fra at vandre planløst omkring i krat uden stier, fra at pønse på kannibalisme i skovlysninger og dryppende huler. Jeg taler for mig selv, skønt jeg vover at inkludere de umælende i min banale visdom. Under alle omstændigheder fandt flygtningefolkene denne lejlighed til mig og førte mig hertil fra pensionatet,

hvor jeg boede før, fra Celias pensionat. Rejsen derfra var kort, men bugtede og snoede sig gennem korte gader med rækker af ensartede huse. Det føltes, som om jeg blev ført til et skjulested. Men gaderne var så stille og så lige, at kvarteret kunne have ligget i den anden by, hvor jeg boede engang. Nej, det kunne ikke. Det var for rent og lyst og åbent. For stille. Gaderne var for brede, lygtepælene for regelmæssige, kantstenene stadig hele, alt virkede, som det skulle. Ikke at byen, jeg boede i før, var udpræget snavset og mørk, men dens gader snoede sig om sig selv, viklede sig stramt om forvitringsmaterialet fra fermenterede intimiteter. Nej, kvarteret kunne ikke have ligget i den by, men der var noget genkendeligt ved det, fordi det fik mig til at føle mig klemt inde og observeret. Så lige så snart de forlod mig, gik jeg ud for at se, hvor jeg var, og for at se, om jeg kunne finde havet. Det var sådan, jeg fandt den lille klynge møbelforretninger rundt om hjørnet, seks stykker, hver på størrelse med et varehus og anlagt i en firkant markeret med parkeringspladser. Den hed Middle Square Park. De fleste morgener er her stille og tomt, og jeg spadserer rundt mellem sengene og sofaerne, indtil fibrene jager mig væk. Jeg besøger en ny butik hver dag, og efter første eller anden gang prøver personalet ikke længere at få øjenkontakt. Jeg vandrer rundt mellem sofaerne og spisebordene, sengene og anretterbordene, slænger mig på et møbel i et par sekunder, afprøver maskineriet, tjekker prisen, sammenligner det ene møbelbetræk med det andet. Jeg behøver vel ikke at sige, at nogle af møblerne er grimme og overpyntede, men nogle af dem er udsøgte og kunstfærdige, og i disse varehuse mærker jeg for en stund en slags sindsro og muligheden for nåde og tilgivelse.

Jeg er en flygtning, en asylansøger. Disse ord er ikke simple, selv om man hører dem så ofte, at de til sidst kommer til at virke sådan. Jeg landede i Gatwick Lufthavn sent om eftermiddagen den 23. november sidste år. I vores fortællinger er det et velkendt mindre klimaks at forlade det, vi kender, og ankomme til fremmede steder, at slæbe på stumper af rodet bagage og undertrykke hemmelige og forskruede ambitioner. For nogle var det, præcis som det var for mig, første gang, de fløj og ankom til et sted, der var så monumentalt som en lufthavn, men jeg har rejst til havs og på land og i fantasien.

Jeg gik langsomt gennem noget, der føltes som køligt oplyste og stille, tomme tunneller, men nu, når jeg tænker efter, ved jeg, at jeg gik forbi rækker af stole og store vinduer og skilte og anvisninger. Tunnellerne, støvregnen, der piskede gennem mørket udenfor, og lyset derinde, som lokkede mig til sig. Det, vi ved, trækker os hele tiden ind i vores uvidenhed, får os til at se verden, som om vi stadig sad på hug i den lave, lunkne pøl, vi har kendt til siden barndommens rædsler. Jeg gik langsomt og blev efter hvert ængsteligt sving forbløffet over, at der ventede en anvisning om, hvor jeg skulle gå hen. Jeg gik langsomt for ikke at overse et sving eller læse forkert på et skilt, for ikke at blive opskræmt og forvirret og vække opmærksomhed alt for tidligt. De trak mig til side i paskontrollen. ”Pas,” sagde manden, da jeg havde stået foran ham lidt for længe og ventet på at blive grebet på fersk gerning, blive pågrebet. Han så bister ud, skønt hans blik var tomt for ikke at afsløre noget. Jeg havde fået besked på ikke at sige noget og lade, som om jeg ikke talte engelsk. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, men jeg var fast besluttet på at gøre, som jeg havde fået besked på, for rådet lød så snedigt, et af disse opfindsomme kneb, som alle magtesløse mennesker kender

til. De vil spørge, hvad du hedder, og hvad din far hed, og hvad du har udrettet her i livet. Sig intet. Da han sagde Pas en gang til, rakte jeg det frem og krympede mig, sikker på, at der ventede mig skældsord og trusler. Jeg var vant til embedsmænd, som skulede og hvæsede ad den mindste forseelse, som legede med en og ydmygede en, alene fordi de nød at udøve deres hellige magt. Så jeg forventede, at denne paskontrols-hamal bag sin lille skranke ville notere noget, snerre vredt eller ryste på hovedet, kigge langsomt op og stirre på mig med den flammende selvsikkerhed, som de heldige betragter supplikanten med. Men da han havde bladret mit latterlige dokument igennem, kiggede han op med undertrykt glæde i blikket som en fisker, der lige har mærket et ryk i linen. Intet indrejsevisum. Derefter talte han et øjeblik ned i sin telefon. Nu smilede han åbenlyst og bad mig træde til side og vente.

Jeg stod og kiggede ned i gulvet, så da en mand nærmede sig for at hente mig ind til afhøring, så jeg ham ikke. Han tiltalte mig med navn og smilede, da jeg kiggede op, et venligt og livserfarent smil, som med en vis selvsikkerhed sagde: Hvorfor tager du ikke at følge med mig, så vi kan få ordnet det her lille problem? Mens han raskt skridtede af sted foran mig, så jeg, at han var overvægtig og så usund ud, og da vi endelig kom til et samtalerum, åndede han tungt og hev ud i skjorten. Han satte sig på en stol og begyndte straks at flytte besværet på sig, og jeg tænkte, at han virkede, som om han var fanget svedende i en skikkelse, han ikke brød sig om. Jeg blev urolig for, at hans dårlige humør skulle gøre ham uvenligt stemt over for mig, men så smilede han igen og var elskværdig og høflig. Vi befandt os i et lille lokale uden vinduer og med hårdt gulv, med et bord mellem os og en bænk langs den

ene væg. Det var oplyst af skarpe neonrør, som fik de grålige vægge til at nærme sig, når jeg så på dem ud af øjenkrogen. Han sagde, at han hed Kevin Edelman og pegede på skiltet, der sad på hans jakke. Må Gud give dig godt helbred, Kevin Edelman. Han smilede igen, han smilede meget, måske fordi han så, hvor nervøs jeg var, selv om jeg gjorde mit bedste for at skjule det, og ville berolige mig. Eller måske fordi han i kraft af sit arbejde umuligt kunne andet end nyde ubehaget hos dem, som han tog i forhør. Han havde en blok med gult papir foran sig og skrev lidt på den, noterede navnet i min vits af et pas, inden han talte til mig.

”Må jeg se din billet, tak?”

Billet, nå ja.

”Jeg ser, at du har bagage,” sagde han og pegede. ”Jeg skal bede om din bagageseddel.”

Jeg spillede dum. Man kunne måske forstå billet uden at tale engelsk, men bagagekvittering virkede avanceret.

”Jeg sørger for, at din bagage bliver hentet,” sagde han og lod billetten ligge ved siden af sin notesblok. Derefter smilede han igen og afholdt sig fra at sige mere om emnet. Et langt ansigt, lidt kødfuldt ved tindingerne, især lige nu mens han smilede.

Måske smilede han bare i forventning om den blandede fornøjelse ved at rode min bagage igennem, forvisset om, at det, han fandt der, ville fortælle alt, hvad han behøvede at vide, med eller uden min hjælp. Jeg forestiller mig, at der må være en vis fornøjelse ved sådan en ransagelse, omtrent som at se ind på et værelse, inden det er blevet gjort præsentabelt, inden dets sande almindelighed er blevet forvandlet til en slags udstilling. Jeg forestiller mig, at det nok også er en fornøjelse at have et sikkert greb om de hemmelige

koder, som afslører det, folk forsøger at skjule, en bagagens hermeneutik, der er som at følge et arkæologisk spor eller nærstudere sejlruterne på et søkort. Jeg var tavs og åndede i samme takt som han for at kunne fornemme, hvis han begyndte at blive irriteret. Årsagen til, at du ønsker indrejse i Storbritannien? Er du turist? På ferie? Nogen midler? Har du nogen penge, sir? Rejsechecks? Pund? Dollars? Har du nogen, som kan stille garanti for dig? En kontaktadresse? Håber du på at bo hos nogen bestemt, mens du opholder dig i Storbritannien? Åh, for helvede, for satan i helvede.

Har du familie i Storbritannien? Taler du engelsk, sir? Dine papirer er desværre ikke i orden, sir, jeg er nødt til at nægte dig indrejsetilladelse. Medmindre du kan fortælle mig om din situation. Har du nogen dokumentation, som måske kan hjælpe mig med at forstå din situation? Papirer, har du nogen papirer?

Han forlod rummet, og jeg sad ganske stille, undertrykte et lettelsens suk og talte baglæns fra 145, hvilket var så langt, som jeg var kommet, mens han talte til mig. Jeg tvang mig selv til ikke at læne mig frem, granske hans blok og undersøge, om han havde gennemskuet min enfoldige tavshed, men jeg havde mistanke om, at nogen så på mig gennem et kighul og holdt udkig efter netop sådan et kompromitterende træk. Det må have været øjeblikkets dramatik, der fik mig til at tænke sådan. Som om det ville have raget nogen, om jeg pillede næse eller sneg diamanter op i endetarmen. Før eller siden ville de få alt det at vide, som de behøvede. De havde maskiner til alt sådan noget. Jeg var blevet advaret. Og deres embedsmænd var i dyre domme uddannet til at gennemskue løgne fra folk som mig, og desuden havde de stor og hyppig erfaring. Så jeg sad stille og talte lydløst og lukkede nu og da øjnene for

at fremstå bekymret, grublende og en anelse resigneret. Ak, Kevin, gør, som det passer dig, med mig.

Han kom tilbage med den lille grønne stoftaske, jeg havde haft med som bagage, og stillede tasken på bænken. ”Vil du være så venlig at åbne den,” sagde han. Jeg så urolig og forvirret ud, håbede jeg og ventede på, at han skulle forklare nærmere. Han stirrede olmt på mig og pegede på tasken, så jeg rejste mig op, smilede, som om jeg forstod og var lettet, nikkede udglattende og lynede tasken op. Han tog én genstand ud ad gangen og lagde hver af dem forsigtigt på bænken, som om det var fine beklædningsgenstande, han pakkede ud. To skjorter, en blå, en gul, begge falmede, tre hvide T-shirts, et par brune bukser, tre par underbukser, to par strømper, en kanzu, to sarunier, et håndklæde og et lille træskrin. Da han kom til den sidste genstand, sukkede han, vendte og drejede den interesseret i hænderne og lugtede til den. ”Mahogni?” spurgte han. Jeg sagde ingenting, naturligvis, og blev et øjeblik rørt over de sølle minder om et liv, som lå udbredt på bænken i det iltfattige rum. Det var ikke mit liv, der lå spredt der, bare det, jeg havde valgt ud som tegn på en historie, som jeg håbede at formidle. Kevin Edelman åbnede skrinet og gav et ryk af forbløffelse over indholdet. Han havde måske forventet smykker eller noget værdifuldt. Narkotika. ”Hvad er det?” spurgte han og snusede omhyggeligt til det åbne skrin. Det var næppe nødvendigt, for så snart han åbnede det, var det lille rum blevet fyldt med vidunderlig velduft. ”Røgelse,” sagde han. ”Det er det, ikke?” Han lukkede skrinet og stillede det på bænken, mens hans trætte øjne glitrede muntert. Et interessant rov fra den stinkende hede i en eller anden basar. Jeg satte mig på stolen, som han gav mig tegn til, og ventede,

mens han gik tilbage til bænken med sin blok og noterede de sølle genstande, han havde lagt frem på den. Han kom tilbage til bordet og skrev lidt videre. Han havde nu fyldt to-tre sider på sin notesblok. Så lagde han kuglepennen fra sig, lænede sig tilbage og skar en lille grimasse, da stolen bed i hans trætte skulderblade. Han virkede tilfreds med sig selv, næsten fornøjet. Jeg kunne se, at han skulle til at afsige sin dom, og jeg kunne ikke undertrykke en bølge af mismod og panik. ”Hr. Shaaban, jeg kender dig ikke og ved ingenting om, hvorfor du er kommet hertil, eller hvad det har kostet dig og alt sådan noget. Så jeg beklager det, jeg nu må gøre, men desværre er jeg nødt til at nægte dig tilladelse til at rejse ind i Storbritannien. Du har intet gyldigt indrejsevisum, du har ingen midler, og du har ingen, der kan stille garanti for dig. Du forstår sikkert ikke, hvad jeg siger, men jeg er alligevel nødt til at sige det, inden jeg stempler dit pas. Når jeg har stemplet dit pas med, at du er blevet nægtet indrejse, er det ensbetydende med, at du automatisk vil blive afvist, næste gang du forsøger at rejse ind i Storbritannien, medmindre dine papirer er i orden, selvfølgelig. Forstod du, hvad jeg lige sagde? Nej, det gik jeg heller ikke ud fra. Jeg beklager, men vi er ikke desto mindre nødt til at gennemgå visse formaliteter. Vi vil prøve at finde en, som taler dit sprog, så du kan få det hele forklaret senere. I mellemtiden sætter vi dig på det næste fly tilbage til der, hvor du kom fra, og med det flyselskab, du fløj hertil med.” Med de ord bladrede han gennem mit pas, fandt en blank side og tog så det lille stempel, han havde stillet på bordet, da han kom tilbage.

”Flygtning,” sagde jeg. ”Asyl.”

Han kiggede op, og jeg slog blikket ned. Hans øjne var vrede. ”Så du kan altså tale engelsk,” sagde han. ”Hr. Shaaban, du har taget pis på mig.”

”Flygtning,” gentog jeg. ”Asyl.” Jeg kiggede hurtigt op, da jeg sagde det, og skulle til at sige det for tredje gang, men Kevin Edelman afbrød mig. Han var blevet en anelse mørkere i ansigtet, og hans vejrtrækning havde forandret sig, var blevet sværere at holde takt med. Han trak vejret dybt to gange og anstrengte sig tydeligt for at lægge bånd på sig selv, selv om han egentlig hellere ville have trukket i et håndtag, så gulvet under mig åbnede sig i et svimlende og bundløst styrt. Jeg ved det, jeg har selv ønsket det samme mange gange i mit tidligere liv.

”Hr. Shaaban, taler du engelsk?” spurgte han, og hans stemme blev igen roligere, men denne gang var den mere svedig end olieret, officielt mild nu, anstrengt. Måske gør jeg, måske gør jeg ikke. Jeg begyndte at indhente hans vejrtrækning igen.

”Flygtning,” sagde jeg og pegede på mit bryst. ”Asyl.”

Han smilede til mig, som om jeg plagede ham, og sendte mig et langt blik, som jeg denne gang besvarede med et smil. Han sukkede træt og rystede så på hovedet og grinede lidt, måske fordi han fandt mit uforstående smil komisk. Hans måde at være på fik mig til at føle, at jeg var en trættende og dum fange, som han var ved at forhøre, og som et kort øjeblik havde frustreret ham med et eller andet trivielt ordspil. Helt overflødigt mindede jeg mig selv om at være på vagt over for et overraskelsesangreb. Det var overflødigt, for han havde mange valgmuligheder, og jeg havde kun én: at sørge for, at Kevin Edelman ikke blev vred og fandt på at gribe til vold. Det var nok det lille bitte rum og den falske høflighed, han talte til mig med, der fik mig til at føle mig som en fange, selv om både han og jeg vidste, at jeg forsøgte at komme ind, og han forsøgte at holde mig ude. Han bladrede træt gennem

mit pas, og jeg følte endnu en gang, at jeg var en trættende personage, der ulejligede fornuftige folk med unødigt besvær. Derefter efterlod han mig igen i rummet, mens han gik ud for at konsultere og kontrollere.

Jeg vidste, at han ville opdage, at den britiske regering af årsager, som jeg stadig ikke rigtig forstår, havde besluttet, at folk, som kom derfra, hvor jeg kom fra, kunne få asyl, hvis de hævdede, at de var i livsfare. Briterne ville vise den internationale offentlighed, at de betragtede vores regering som farlig for sine egne medborgere, noget, som både de og alle andre havde vidst længe. Men det var nye tider, og nu var ethvert opblæst medlem af det internationale samfund nødt til at vise, at man ikke fandt sig i flere dumheder fra det balstyriske og evigt kværulerende pak, som de udtørrede savanner myldrer med. Nu kunne det være nok. Hvad gjorde vores magthavere, som var værre end alt det onde, de havde gjort hidtil? De begik valgfusk, forfalskede tallene for næsen af de internationale observatører, hvor de tidligere bare havde fængslet, voldtaget, myrdet og på andre måder fornedret landets borgere. På grund af denne forbryderiske opførsel bevilgede den britiske regering asyl til alle, som hævdede, at de var i livsfare. Det var en billig måde at vise streng misbilligelse på, og der var ikke så frygtelig mange af os, eftersom vi bare var en lille ø med forholdsvis fattige mennesker, hvoraf kun et fåtal kunne skrabe penge sammen til rejsen. En del unge fik faktisk skrabet penge sammen til rejsen. De tvang forældre og slægtninge til at ofre deres hemmelige skatte eller låne, og når de kom til London, blev de ganske rigtigt sluppet ind som asylansøgere, der frygtede for deres liv. Jeg frygtede også for mit liv, havde gjort det i mange år, men det var først i den senere tid, at min frygt havde nået kritiske dimensioner. Så

da jeg hørte, at de unge blev lukket ind, bestemte jeg mig for også at foretage rejsen.

Så jeg vidste, at Kevin Edelman ville komme tilbage om et par minutter med et andet stempel i hånden, og at jeg derefter ville være på vej til en interneringslejr eller et andet opholdssted. Medmindre den britiske regering havde ændret mening, mens jeg var oppe i luften, havde besluttet, at spøgen var drevet for vidt. Hvilket den ikke havde, for Kevin Edelman kom tilbage efter et par minutter og så ironisk og fornøjet ud, og desuden opgivende. Jeg forstod, at han trods alt ikke ville sætte mig på flyet tilbage til der, hvor jeg kom fra, dette andet sted, hvor det lykkedes de undertrykte at overleve. Det var en lettelse.

”Hr. Shaaban, hvordan kan det falde dig ind, en mand i din alder?” Han satte sig klodset ned med et ansigtsudtryk, som var bedrøvet og furet af bekymringer. Han lænede sig tilbage mod stoleryggen og rørte langsomt på skuldrene.

”Hvor meget livsfare er du i virkeligheden i? Er du klar over, hvad du gør? Den, som overtalte dig til det, gjorde dig ikke en tjeneste, det kan jeg godt sige dig. Du taler ikke engang sproget, og det kommer du sikkert heller aldrig til. Det er uhyre sjældent, at gamle mennesker lærer et nyt sprog. Vidste du godt det? Det kan tage flere år at udrede din ansøgning, og så bliver du måske alligevel sendt tilbage. Ingen vil give dig et arbejde. Du bliver ensom og ulykkelig og fattig, og når du bliver syg, er der ingen her, som kan pleje dig. Hvorfor blev du ikke i dit eget land, hvor du kunne blive gammel i ro og mag? Det er en sport for unge mænd, alt det med asyl, for i bund og grund handler det jo bare om at ville have arbejde og velstand og den slags her i Europa, ikke sandt? Der er ikke noget moralsk ved det, kun grådighed. Ingen frygt for

liv eller sikkerhed, bare grådighed. Hr. Shaaban, en mand i din alder burde vide bedre.”

I hvilken alder er det meningen, at man skal holde op med at frygte for sit liv? Eller holde op med at ville leve uden frygt? Hvordan vidste han, at jeg var i mindre livsfare end de unge mænd, de lukkede ind? Og hvorfor var det umoralsk at ønske sig et bedre, tryggere liv? Hvorfor var det grådighed eller en sport? Men jeg blev rørt af hans betænksomhed, og jeg ville gerne have kunnet bryde min tavshed og sige, at han ikke skulle bekymre sig. Jeg er ikke født i går, jeg ved, hvordan jeg skal passe på mig selv. Vær så venlig at stemple passet, min gode herre, og send mig i tryg forvaring et eller andet sted. Jeg slog blikket ned, så vagtsomheden i det ikke skulle afsløre, at jeg forstod, hvad han sagde.

”Hr. Shabaan, se på dig selv, og se på de ting, du har med,” sagde han, åbenlyst frustreret, og slog ud med armen mod mit jordiske gods. ”Det er alt, hvad du ejer og har, hvis du bliver her. Hvad tror du, at du vil finde her? Lad mig sige dig noget. Mine forældre var flygtninge fra Rumænien. Hvis der var tid, kunne jeg fortælle dig om det, men jeg prøver at sige, at jeg ved et og andet om at rive sig selv op med rode og bosætte sig et andet sted. Jeg ved en del om, hvor hårdt det er at være fremmed og fattig, for det var det, de gennemgik, da de kom hertil, og jeg ved en del om belønningerne. Men mine forældre er europæere, de har rettigheder, de hører til familien. Hr. Shabaan, se på dig selv. Det gør mig ondt at sige det til dig, for du forstår det alligevel ikke, og det ville jeg fandeme ønske, at du gjorde. Folk som dig vælter ind uden at tænke på al den skade, I gør. I hører ikke til her, I værdsætter ikke noget af det, vi værdsætter, I har ikke betalt for det i generationer, og vi vil ikke have jer her. Vi kommer

til at gøre livet besværligt for jer, udsætte jer for ydmygelser, måske endda for vold. Hr. Shabaan, hvorfor vil du gøre det her?”

Åh, gid dog mit alt, alt for faste kød kunne smelte bort, opløses som en dug. Det var ikke svært at ånde i takt med ham, mens han talte, ikke før helt til sidst, for hans tonefald var for det meste roligt og normalt, som om han bare læste regler op. Edelman, var det et tysk navn? Eller et jødisk navn? Eller et opfundet navn. Under alle omstændigheder var det navnet på ejeren af Europa, som kendte de europæiske værdier og havde betalt for dem i generationer. Men hele verden havde allerede betalt for Europas værdier, selv om den oftest bare betalte og betalte og ikke fik nogen glæde af det. Betragt mig som en af de genstande, Europa stjal og tog med hjem. Jeg overvejede at sige noget i den dur, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg var asylansøger, jeg var i Europa for første gang, i en lufthavn for første gang, men ikke i forhør for første gang. Jeg vidste, hvad tavshed betød, at ord var farlige. Så jeg tænkte det bare ved mig selv. Kan du huske det endeløse katalog af genstande, som blev bragt til Europa, fordi de var alt for skrøbelige og fine til at blive efterladt i hænderne på klodsede og skødesløse indfødte? Jeg er også skrøbelig og dyrebar, et helligt værk, alt for fin til at blive efterladt i hænderne på indfødte, så nu må I hellere tage mig også. Nej, nej, det er jo bare for sjov.

Hvad angik nedværdigelse og vold, måtte jeg bare tage chancen – men der fandtes nu ikke mange steder, hvor man kunne rejse hen for at undgå det første, og det andet kunne ramme en ud af det blå. Hvad angår nogen til at pleje en, når man er gammel og svagelig, er det bedst ikke at satse for meget på den trøst. Ak, Kevin, må dit livs ror altid holde

kursen, og må du aldrig blive overrumplet af en haglbyge under åben himmel. Må du ikke tabe tålmodigheden med denne underdanige ansøger, og må du være så venlig at sætte det stempel i min vits af et pas og lade mig indsnuse de europæiske generationers værdier, alhamdullilah . Jeg har akut behov for at forrette min nødtørft. Jeg turde ikke engang sige det sidste, selv om det stemte netop da. Tavshed giver uforudsete gener.

Han talte videre, mens han rynkede brynene og rystede på hovedet, men jeg holdt op med at lytte. Det er noget, jeg har lært mig selv med årene for at få et pusterum fra de åbenlyse løgne, jeg var tvunget til at udholde i mit tidligere liv. I stedet stirrede jeg stumt på mit pas for at minde Kevin Edelman om, at ham her var sluppet igennem, så kunne han blive færdig med løjerne og skrive under. Han tav pludselig. Hans gode intention om at overtale mig til at sætte mig tilbage på flyet og overlade Europa til dets rette ejere var forpurret. Han bladrede gennem mit pas, mens han holdt det andet stempel, det gode stempel, mellem fingrene. Så kom han i tanker om noget, og det fik ham til at smile. Han gik tilbage til min taske og tog skrinet frem. Som før åbnede han det og snusede. ”Hvad er det?” spurgte han med hårdere eftertryk og kiggede bistert på mig. ”Hvad er det, hr. Shaaban? Er det røgelse?”

Han holdt skrinet frem mod mig, så inhalerede han dybt og holdt det frem igen. ”Hvad er det?” spurgte han forsonligt. ”Det lugter bekendt. Det er en slags røgelse, ikke?”

Måske var han jødisk. Jeg stirrede stumt på ham og sænkede derefter blikket. Jeg kunne have fortalt ham, at det var oud, og vi kunne have haft en behagelig samtale om, hvordan det kunne være, at han huskede duften, et ritual i hans ungdom måske, dengang hans forældre stadig forventede,

at han deltog i bønner og helligdage, men så ville han ikke have stemplet mit pas. Han ville have forlangt at vide præcis, hvordan jeg var i livsfare på min lille plet udtørret savanne, og han ville måske endda have sendt mig tilbage med flyet i lænker, fordi jeg havde ladet, som om jeg ikke talte engelsk. Så jeg fortalte ham ikke, at det var oud-al-qamari af højeste kvalitet, de sidste rester af et parti, jeg havde erhvervet mig for mere end tredive år siden, og som jeg ikke nænnede at efterlade, da jeg begav mig ud på denne rejse til et nyt liv. Da jeg kiggede op igen, så jeg, at han havde tænkt sig at stjæle det fra mig. ”Det her er vi nødt til at få testet,” sagde han smilende og ventede længe for at se, om jeg forstod. Derefter tog han skrinet med sig tilbage til bordet. Han stillede det ved siden af sin gule blok, trak ud i skjorten for at gøre sig det mere behageligt og skrev videre.