Vestersand

VESTERSAND

Af samme forfatter:

Kniven i ilden (Sange fra Ishavet I)

INGEBORG ARVOLA Vestersand Sange fra Ishavet II

roman

På dansk ved

Anne Matthiesen

Gutkind

Vestersand

er oversat fra norsk af Anne Matthiesen efter Vestersand © CAPPELEN DAMM AS 2024

Denne udgave: © Ingeborg Arvola og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Marlene Diemar / Imperiet

Sat med Palatino hos Geethik Techologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0561-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·  gutkind_forlag

Endast vilda vindar stryker över dessa kala klippor, sliter och rycker i byn och byns människor.

Skumkrönta bränningar stänker för nordosten ända upp på stugornas väggar och sköljer över fönstren, för med sig ved, tunnor och mångahanda kärl i land, men river ochså med sig än en trappa, än en båt, vräker ett härbre omkull eller slänger en båt i flisor

mot berget. Och i vinterns och höstens mörka nätter glimmar det svartvältrande havet som eld.

Ruijan Suomalaisia/Finnmarkens folk, Samuli Paulaharju, 1928

I 1863 står det nye fængsel i Vesisaari færdigt med sine to etager. Den første, der får lejlighed til at betragte omverdenen fra indersiden af fængselsvinduet, på grund af druk og uroligheder, er Kilpi-Aapo, og efter hans navn bliver fængslets tilnavn Kilpelä.

Vinteren 1862 er byggeriet af det nye fængsel i gang, men det er stadig den gamle arrest, der bruges til fanger. Også der var en kvæner tilnavnets ophavsmand. Nærmere bestemt Posti-Uulan-Manta fra Tervola, som var den første til at sidde i den kachot, og til minde herom blev den kaldt Mantan-arresten i folkemunde.

Set fra havet er det gamle fængsel et af flere lave træhuse til venstre for de toetagesbygninger på næsset og ved bryggerne, som fiskefabrikkerne og lagerhusene. Langs vandkanten er enkelte strandsten synlige som sorte pletter i en hvid verden. Over hustagene strækker et nøgent, snedækket område sig i buer mod en sort himmel. Det gamle fængsel har en bred dør med et stort vindue midt på langsiden, i vinduet kan lys fra en hængende olielampe skimtes. I hver ende af langvæggen er der en luge med synlig lem. Tagets form er skjult under snedynger, som hænger tungt ud over kanten. To skæve skorstene

titter akkurat op over snemasserne. Den endevæg, som vender mod gadehjørnet, er skjult under snedriver, kun et taghjørne stikker ud og viser, hvor bygningen slutter. På langvæggen kan den nærmeste luge anes over sneen sammen med væggens øverste bjælker. I den anden ende af langvæggen når sneen kun halvvejs op, der rammer vinden ikke lige så hårdt. Fiskemodtagningen nederst på vejen er lukket for sæsonen, men tager af for vinden. Omkring indgangspartiet, den brede dør, det store vindue og pladsen foran er sneen skovlet væk. En tilsneet spade står lænet op ad husets væg.

– NU SIDDER JEG her, og Mikko i den anden ende af arresten, siger jeg. – Vi var anklaget for anstødeligt samliv og konkubinat, men det sidste kunne de ikke bevise, så Mikko slap for tugthuset.

– Et dejligt minde, når du bliver gammel og grå, siger Skrå-Hilma og griner henne fra hjørnet længst væk fra ydervæggen. – Dengang storbonden ofrede alt for en nat med dig.

Jeg burde ikke have fortalt det, tænker jeg. Skrå-Hilma er lille og sød med alle sine rynker, hun snakker meget og får os andre til at snakke endnu mere, som om intet er alvorligt, læner sig frem og siger, at selv i Vesisaari snakker folk om sagen mod mig og Mikko. Skrå-Hilma sidder inde for gadeuorden efter et besøg hos naboenken i Tiperinpää. Veninden Niska er også godt oppe i årene, men mørk i håret, med solide skuldre. De blev begge taget af tungerne på et religiøst møde, hvor læstadianske prædikanter talte. Så fortsatte de med at tungetale ude blandt folk, gik fra Tiperinpää til kvænbyen og tilbage til Kirkegården, stadig syngende og råbende, for Guds ånd var i dem som sandhed. De skrålede uden for kirken og præstegården og kunne ikke holde op.

– Det ser ikke ud, som om du angrer, tilføjer Skrå-Hilma, da jeg ikke svarer. – Du sidder så rank midt i skidtet.

– Jeg angrer heller ikke, siger Niska. – Jeg har ikke været så varm, siden min mand levede, Gud er i min hud, mærk selv. Hun strækker en arm hen mod Skrå-Hilma, som mærker og nikker. – Nu forstår jeg, hvorfor der opstår køer af kvindfolk og mandspersoner ved Tiberg-enkens dør, når Höök-Jussi og gamle Aron Puranen skal tale. Jeg husker, min søn råbte, at jeg skulle komme ind at lægge mig, da vi var gået helt ud til kvænbyen, men jeg ville ikke høre på ham, hverken ham eller hans kone. Hvad betyder en tur i kachotten, når Gud følger mig?

Niska lægger sin egen varme arm mod kinden, før hun folder ærmet ned og smiler til mig. Smilet vokser langsomt og får mit smil til at ulme. – Men jeg bliver løsladt i morgen, Brita Caisa, fortsætter Niska. – Og jeg har kun været her tre nætter. Du var her, da vi kom, og har flere dage tilbage end fingre at tælle?

Jeg nikker.

– Hvad gør du med barnet? spørger Lajla, den unge pige, som i hvert fald ikke ser ud til at høre hjemme et sted som dette. Er hun yngre end Aleksi? Eller er det bare det tykke, lyse hår og det forbavsede udtryk, der får hende til at virke barnlig?

– Barnet! siger kvinderne i kor og læner sig ind mod mig.

Jeg lægger en hånd på maven og mærker glæden over dens runding.

– Du kan klippe en hel hårlængde af, siger pigen og viser med tommel- mod pegefinger. – Så meget i bredden

omme fra nakken, så binder du knuder på håret, pakker det ind i sne, lægger sneen i dit fineste forklæde, binder forklædet sammen med lige så mange knuder som gange, du var sammen med manden, og så sænker du forklædet i havet. Så fryser barnet ihjel og bliver til sne, som løber ud af dig, og det drukner og bliver taget af vandstrømmen og skyllet væk, en … veninde af mig gjorde det, og det virkede.

– Jeg skal ikke gøre noget, siger jeg bestemt. – Det er en pige, det her.

– Og der findes andre og bedre måder at gøre det på, siger Niska. – Når bare der ikke er gået for lang tid. Du kender nok mange af den slags udveje, Brita Caisa, det kan jeg se på dig. Selv tissede jeg på øksen, da jeg mærkede, at vi ventede vores tiende, min mand og jeg, den tiende på ti år, jeg tissede på øksen, kløvede brænde med øksen, og så kom blodet.

– Vil du have storbonden til at gifte sig med dig? hvisker Skrå-Hilma. – Skal du være en fin gårdfrue med får og ko og hest og broderier på ærmerne?

– Han er gift, siger jeg modvilligt. – Men jeg beholder mine børn. Alle mine børn.

– Børn er gaver fra Gud, siger Skrå-Hilma og nikker. – Den unge, jeg fik, før jeg giftede mig, tog manden til sig, han havde ingen sønner selv, kun døtre, jeg så aldrig drengen igen.

– Har din bonde mange fra før? spørger Lajla og ser på mig, som om hun ikke rigtig kan begribe, at jeg sidder her, hvor jeg sidder.

Jeg ryster på hovedet. Pludselig mærker jeg kulden trænge ind gennem de tynde vægge. Tømmeret er

gammelt, og det er længe siden, at der er blevet tætnet mellem stokkene. Der er fire brikse, en langs hver væg.

De er brede nok til, at man kan ligge to sammen for at holde varmen, plankerne i trægulvet er sorte af sod og skidt. Jeg har været så sikker. Hvad betyder vand og brød, når Mikko venter, når vi bliver løsladt? Hvad betyder skammen, når han står i den sammen med mig?

Men gør han det? Et surt opstød får det til at svide i halsen. Tænderne føles klæbrige, da jeg lader tungen glide hen over dem.

Tænk, hvis han tager hjem til Gretha Lisa på Askalaiset, når han har afsonet?

Hvad har en mand som Mikkel Aska at gøre i fængslet? Skrå-Hilma kaldte ham storbonde med et smil på læben, men storbonde er akkurat, hvad han er. Var.

Med den bedste gård i Neiden. Nu sidder han og ser på beskidte gulve som dette, måske vender det sig i ham, det hele. Hvis Gretha Lisa så står udenfor og venter med nybagt brød under armen og en fremstrakt hånd. Bedende. Bestemt, siger tule og tager hans hånd … Et vindpust trykker sig ind mod os, følelsen af suset i luften er som Gretha Lisas fingre mod Mikkos underarm. Gav afkald på alt det gode for nogle nætter i marken med gårdhjælpen. Jeg, som har børn uden at have været gift. Jeg, som ikke ejer andet end min Okkis bibel og min Ämmys broche.

Hvis han og Gretha vil have min pige, når hun bliver født, kommer de til at få hende, for selv har jeg ingenting. I min mave skifter pigen stilling. Det beroliger mig. Jeg puster ud, uden at have vidst, at jeg holdt vejret.

– Jeres ord kan gøre skade, siger jeg bestemt og ser på kvinderne, som sidder og iagttager mig. – Tal ikke om børn, som bliver taget af manden, når det er noget, der kan ske for nogen i det rum, I sidder i.

De gamle koner slår korsets tegn og sænker blikket. Skrå-Hilmas rynkede overlæbe rører på sig, men der kommer ingen lyd.

Jeg rejser mig og trækker en streg på gulvet inden for døren, og en anden streg på gulvet neden for lugen på væggen. Sådan. Nu kan ordene ikke finde nogen ører. Nu bliver ordene her. Nu er det kun mine ører, ordene plager, og kun mine tanker, som fyldes med uro. Det gør ingenting, snart vil sulten skubbe både uro og tanker til side, så er der kun viljen tilbage.

FÆNGSELSBETJENTEN, DEN HØJESTE af dem, kommer med brød til os, et stykke om morgenen, og næste gang et stykke om aftenen, for vi straffes med vand og brød, min straf beror på, at jeg ikke kunne betale boden. Da betjenten vender sig om og går ud ad døren, rejser jeg mig for at følge efter, Lajla har også rejst sig, vi mærker alle varmen, der siver over dørtærsklen fra ovnen inde i gangen, hører ovnens knitren, men så bliver døren lukket med et smæld, og lyset fra gangen og ovnen forsvinder. Udenfor klaprer haspen, metal mod metal. Varmen i luften foran mit ansigt bliver hængende sammen med brændelugten, så opløser den sig. Jeg ser ned på brødstykket i min hånd. Engang tænkte jeg, at jeg ikke stod fast. Meget har livet formået at gøre ved mig, men at binde mig fast har det ikke kunnet, hverken til mand eller sted eller skæbne, hverken pligter eller gøremål har bundet mig, men foran den låste dør står jeg lige så fast, som mit hjerte har bundet sig til Mikko. – Kom og sæt dig, Priita, siger Niska og rykker i mit ærme. – Sæt dig tæt ind til min hud. Den er stadig varm. De to koner trækker mig ned mellem sig og presser kroppene mod mig fra hver sin side, jeg mærker deres varme.

– Gik I rundt i gaderne? spørger jeg og tager en bid af brødet. – Midt om natten?

– Jeg husker mest, at jeg sang hellig, hellig, siger Skrå-Hilma. – Jumalan pyhyyttä.

– Jeg forestillede mig, at jeg gik min mand i møde, siger Niska. – Mine drenge og min mand var … de åndede sammen med mig. Jeg husker de folk, der bad mig tie, min søn og vores nabo er selveste Viinikka-gården, schyy, sagde de alle sammen, ja, bageren, hvor Lajla og alle de andre piger bor på loftet, han kom hen i døren og slog ud efter os med kosten, Bager-Tuomas slog ud med kosten, men jeg ville ikke standse, for så ville de forsvinde igen, mine drenge og min gode, gamle mand.

– Er mange af dine kære døde? spørger jeg.

– Næsten alle, siger Niska. – Men min ene søn har giftet sig og fået børn, så jeg har da nogle små at passe.

– Hendes mand døde på havet, siger Skrå-Hilma og nikker. – Ligesom min.

De slår korsets tegn.

Jeg skynder mig også at slå korsets tegn, men det kommer forsinket, de to andre er allerede færdige.

– Han arbejdede med sæl- og hvalfangst, fortæller Skrå-Hilma videre. – Hundrede hvaler var han med til at fange oppe ved Grønland, han skar en ridse i skæftet for hver hval, ser du, ellers ville jeg ikke have troet ham.

– Hvaler, siger jeg og blinker.

– Det var store bjerge, de fangede, siger Skrå-Hilma.

– Læg fem mænd i forlængelse af hinanden, så har du en hval, sådan plejede han at forklare det, men der findes endnu større dyr, enorme hvaler, som de ikke kan tage,

finhval og loddehval og blåhval. Engang skød manden en finhval ved en fejltagelse, og harpunen hang fast. Finhvalen rykkede harpunen løs fra båden, og min mand burde have givet slip, men han holdt fast og blev trukket med ned på havbunden, og der var så mørkt, at der var lyst, kan I forestille jer det? Da han kom til sig selv, trak de ham over rælingen, han fik halsbetændelse af det kunststykke.

– Mange, der mister halsen i år, siger Niska. – Jeg beder for min søns børn, det er vist børn, der har lettest ved at dø.

– Halsbetændelse, siger jeg, og en smerte springer fra hjertet og siver ud langs ribbenene og kravebenet, da jeg tænker på Heikki, men han har det godt hos familien Orrajærvi, tænker jeg straks. Han er ikke mere end syv, men han er tæt i kroppen, har Magga at lege med og Brittastina til at passe på sig. Det var godt, han ikke kom med til Pykeijä, så ville han have stået på kajen og set efter mig, da jeg blev roet over til arresten i Vesisaari.

– Det er noget, der sætter sig i halsen, så holder halsen op med at virke, siger Skrå-Hilma og rømmer sig ligesom prøvende. Rømmer sig igen.

– Jeg hørte lægen sige til bageren, at det er hvidt og grødagtigt, og det spreder sig, ser man noget hvidt i halsen på barnet, skal det holdes væk fra andre børn, og måske noget koldt i halsen kan hjælpe.

– Holdes væk fra andre børn, fnyser Skrå-Hilma.

– Naturligvis.

Konerne læner sig frem for at få øjenkontakt, så bryder de ud i trillende latter.

TANKERNE FLYDER RUNDT i hovedet, som pigen flyder rundt i min mave, urolige, hvileløse, på jagt efter mad, mor med piben ved solvæggen, hun havde så rank nakke, så fine mundvige, når de trak sig op i et smil, hver gang mine tanker flyder mod hende, retter hun blikket i min retning, ser du mig, mor? Dengang jeg lagde hånden på stenen, og varmen strømmede op fra bjerget oven for Skoltefossen i Neiden, følelsen og hvordan det trak, min hånd ned i bjerget, her er det kun kulde, der strømmer, fra væggene, fra taget, fra det beskidte gulv, naturen vasker sig ikke, siger Skolte-Jakko i mine tanker, han møder ikke mit blik ligesom mor, men går ved siden af mig, som vi gik fra Pykeijä til Neiden, sig mig, er naturen beskidt? Min mave rumler og vrider sig, måske er det brødstykket, det smagte muggent, men jeg tror snarere, det er min pige, hun cirkler rundt som en fisk, en stime. Jeg er hendes hav, og hun udvider mig. Jeg prøver at tænke mig over til Mikko, han er ikke langt væk, i den anden ende af fængslet, kun nogle trævægge, men i tankerne går han alligevel væk fra mig, jeg rækker armen ud, jeg vil lægge hånden på hans skuldre, vende ham mod mig, så han kan se, at jeg smiler, når jeg ser på ham, men da jeg lægger

hånden på trævæggen, er det kun kulden i træværket, som vender sig for at møde mine tanker.

Jeg skifter stilling, Lajla tager min arm og lægger omkring sig, men jeg kan ikke finde ro, må sætte mig op, lader den unge pige få tæpperne og går selv i tavse cirkler på gulvet, rundt og rundt, Mikko, Mikko, min Mikko, hvad, hvis han forlader mig? Han sagde, at han ikke ville forlade mig, men han trives næppe bag lås og slå, Gretha Lisa er en fin kone, børn er i grunden det eneste, de mangler, hun har en fin ansigtsform og smukke øjenbryn, hvor længe har de været gift, tyve år, og hun har ikke tænkt sig at forlade ham. Hvem har brug for en skønhed fra Sodankylä, når man har både kone og gård og snart også en datter?

Jeg tegner streger ved døren og lugen, tankerne plager mig, kun mig, mens pigen cirkler rundt i min mave, cirkler jeg rundt på gulvet, hvis han alligevel ikke vil have mig, hvis han går tilbage til Gretha Lisa, hvis de tager min datter. Skal jeg bede min bror Pehr om hjælp? Kan han hente min pige tilbage? Kan han få hjælp af Aleksi?

Men min søn vil næppe hjælpe.

Amerika.

Er det svaret?

Pehr skal rejse til Amerika, han tager hele familien med, han sagde, jeg også burde tage med, og det kan jeg, hvis Mikko … hvis Mikko. Jeg lægger hænderne på siderne af hovedet og presser hårdt, mærker, at mit hår er stift og beskidt, jeg lod det være uvasket i tinget, for at de ikke skulle sige, at jeg lokkede manden med min skønhed … Jeg har endnu ikke fået vasket håret, jeg

presser hænderne mod hovedet, der kastes omkring af tanker så heftige som bølger i storm. Mikko? Han svarer ikke i tankerne, alt strømmer rundt og rundt, jeg bliver træt af at vandre, lægger mig yderst på slagbænken, vil ikke trække min del af tæpperne over kroppen, vil ikke vække Lajla, jeg cirkler rundt i maven med min pige, rundt og rundt, urolig, flimrende, sulten, rundt og rundt som en fisk, som en stime, så bliver stimen til noget kæmpemæssigt, en hval, et mørke på størrelse med fem mænd i forlængelse af hinanden, så bliver mørket til styrke. Jeg hører hvalens hjerte dunke, og sammen med dunkene synker jeg ned til bunden af uroen, der glitrer sandbunden i Neiden-elven, Mikko ånder mig i nakken, træerne suser, jeg finder Lajlas arme og lægger dem om mig og glider udad, al uro breder sig udad, til der ikke er mere, kun elven findes, elvens vand, Mikko, hans øjne, når de møder mine.

NISKA OG SKRÅ-HILMA vimser ud, da fængselsbetjenten åbner døren for dem. De har alderen med sig, klapper den unge mand spøgefuldt på armen, Niska rækker endda op og kniber ham let i kinden med sin kraftige hånd: – Kiitos, unge mand, jeg kender ordfører Andersen, og jeg skal sige, at den unge fængselsbetjent, han er en flot fyr!

– Hyvästi, siger Skrå-Hilma og løfter hånden til hilsen til os, der bliver tilbage.

Jeg vinker og ser døren lukke sig.

Der går ikke lang tid, før jeg savner den samtale, de holdt i gang. Lajla er så ung, hun ser ustandseligt forbavset ud og sidder tit i sine egne tanker. Da aftenen kommer med dagens sidste brødstykke, mærker jeg kulden tage fat. Vi hører lyden af vinden om hushjørnerne, vinden presser kulden ind til os, det blæser mere end de første dage, men det er også fraværet af de to koner. Deres kroppe varmede, og deres ånde.

– Handelsmand Figenschou siger, at de kalder mig VarsaLajla, fortæller den unge pige, da vi lægger os op ad hin-

anden for at holde varmen under de slidte tæpper, som er lasede i enderne. Hver gang jeg tager dem over mig, opdager jeg flere huller og får mere modstand mod dem. Beskidte, tynde, lasede, gamle. Hvorfor har de ikke skind? tænker jeg igen, mens jeg prøver at stoppe tæpperne ned om os, egne skind måtte heller ikke medbringes, selv om straffen er fængsel på vand og brød, ikke fængsel med frostskader. – Synes du, jeg ligner en hest? spørger hun.

– De kalder dig føl, ikke hest, siger jeg.

– Et føl er da også en hest, hvisker Varsa-Lajla.

– Du ser så ung ud, forklarer jeg. – Ligesom et føl.

– Åh! siger Varsa-Lajla. – Så jeg ligner ikke en hest?

– Det ved du godt, du ikke gør, siger jeg og gaber.

Jeg kan mærke hendes smil mod min ryg gennem tøjet.

– Ja, indrømmer hun lidt efter. – Det ved jeg godt.

– Smuk nok til at finde dig en fisker at blive gift med, fortsætter jeg.

– Kuka olet puhumaan? mumler Varsa-Lajla.

– Skal jeg nødig snakke? spørger jeg tilbage. – Hvad mener du med det?

– Du er da ikke gift, siger Varsa-Lajla.

– Voi ei, sukker jeg.

Snart sover Varsa-Lajla tæt op ad mig. Hver gang hun ånder ud, hører jeg hendes tætte næse og ser frosten fra hendes ånde svæve op i luften. Hvordan kan man være så ung og dum? Jeg gætter på, at en eller anden flot fisker har sagt noget pænt til hende, måske budt hende på kandis eller et glas. Hun har smilet taknemmeligt, som om hun ikke forstår, hvorfor unge mænd giver drikke til

unge piger. Min irritation får mig til at skubbe hendes fod væk, da hun lægger den på min, men så havner hendes fod op ad den frosne trævæg, og der bliver den liggende, fordi hun sover dybt. Med et suk sætter jeg mig op og trækker foden ind til mig igen. Det gavner ingen, at den unge pige bliver syg. Så bliver hun endnu tættere i næsen og kommer til at snorke så meget, at jeg må skære den af for at kunne sove.

Jeg bider mig i læben, prøver at vifte tankerne væk, men det nytter ikke, jeg må op og cirkle rundt, som pigen cirkler rundt i min mave. Hvis Mikko vender mig ryggen, men det gør han ikke, men hvis han gør det, rejser jeg til Amerika med min bror og hans familie. Jeg skifter retning og cirkler den anden vej. Det eneste problem med den plan er, at jeg ikke vil rejse fra Mikko. Det mærker jeg med hele mig. Alt andet end Mikko vil være forkert. Så må jeg blive, tænker jeg og cirkler videre, jeg bliver, fordi Mikko bliver, og vi bliver hos hinanden, og går det ikke sådan, går det sådan alligevel, og skulle det alligevel vise sig, at ingenting bliver, som det er meningen, det skal blive, kan jeg gå til læstadianerne, bekende mine synder, det er alt, hvad de beder om. Kan jeg det? Kan jeg sige, at jeg også engang var ung og dum, smuk og forelsket i det smukke, mor sagde, at jeg løb fra smil til smil, jeg ved ikke, jeg kan ikke tænke på det, for der er ingen grund til at tænke på det, Mikko er i mit blod, i min ånde, i mit hjerte. Jeg lægger mig ved siden af Lajla og holder en hånd på mit hjerte og tænker, at hver gang mit hjerte banker, banker Mikkos også. Varsa-Lajla stikker sin kolde næsetip ind i mit øre og ånder os modvilligt ind i søvnen.

OM MORGENEN STÅR frostånden ud af munden. Fængselsbetjenten kommer med vand og brød, men bliver stående i døren, ser fra os til lugen, hvor der ligger klumper af is langs karmen. Så giver han os håndjern på, en ad gangen, og tager os med ud på gangen, som ligger mellem de to kvindeceller og betjentens stue, der adskiller kvindesiden fra mændenes side. Ovnen knitrer og brummer af morgenens optænding. Han fæstner mit håndjern til den ene ovnfod, og Varsa-Lajlas til den anden, så må vi sidde der og drøje vores brødstykke, mens døren til cellen står åben og lader varmen fra gangen slippe ind. – Fandens til blæst, siger fængselsbetjenten. – Snart er stranden fuld af kuldsejlede fiskere.

Jeg døser hen i varmen, hovedet falder mod ovnen, når jeg brænder mig, vågner jeg og trækker hovedet til mig, det sker igen og igen, varmen er så dejlig, at jeg får tårer i øjnene, lugten af brænde, den velkendte lyd, at mærke kroppen blive blød tværs gennem knogler og sener, ryggen sukker mod tømmervæggen. På den anden side af ovnen synger Varsa-Lajla. Det var det, hun fortalte mig ved morgengry, da hun vågnede med et voldsomt ryk,

at hun synger for mandfolk på knejperne, for så får hun lov til at være der, og så kan hun holde varmen gennem vinteren. Det var ikke derfor, hun kom til Ruija, fortalte hun. Hendes onkel skulle hertil, hviskede hun med kold hage og fugtig ånde mod min nakke, resten af familien var døde eller så godt som døde, onklen tog hende med, så hun kunne arbejde med fisk, i hvert fald i sæsonen, få en ny chance i livet. Så ville lederen ikke lade hende arbejde, hvis han ikke fik noget igen. Da hun gav noget igen, kom der et barn ud af det, og så mistede hun jobbet. Hun fortryder, at hun ikke klippede hår af og pakkede det ind i sne og bandt forklædet om det og smed forklædet i havet, for barnet døde. Det var den hoste. Halsbetændelsen. I seks måneder gjorde barnet ikke andet end at hoste og skrige. Varsa-Lajla havde modvilje mod at afbryde livet, hun tænkte, at hendes formand ville gifte sig med hende, og det ville være godt. Desuden ville hun ikke miste sit fineste forklæde, tilføjede hun, for hun har kun to. Hvis hun kunne have valgt om, havde hun måske valgt anderledes, for hvad betyder et forklæde mod et ry?

– Nu kan jeg ikke få arbejde, fortalte hun, mens jeg prøvede at fordrive kulden med søvn. – Jeg må tjene penge på anden vis, og det begynder altid med, at jeg synger.

– Måske skulle du tage med Niska og Skrå-Hilma til de læstadianske møder? siger jeg og gaber nu, da kroppen bliver varmet op og får mig til at se løsninger i stedet for problemer.

– Tror du? siger Varsa-Lajla. – Vel hellere det end knejperne?

– En af de unge prædikanter er fin, siger Varsa-Lajla efter et stykke tid. Jeg kan høre hende gabe. – Jeg så ham springe over buskene oven for kirken i stedet for at gå rundt om dem.

– Der kan du se, siger jeg.

– Men de er så optaget af synden, siger Varsa-Lajla.

– De vil helst høre om alt det, der er galt.

– Ja, sukker jeg og ser ned på mine fingre, som værker af varmen fra ovnen.

– Jeg har hørt, at de skal stoppes, siger fængselsbetjenten fra døren til stuen, hvor han står lænet op ad karmen og ser på os. – Den nye sognepræst har haft flere møder med lensmanden om læstadianerne.

– Er det ikke godt at tro på Gud? spørger jeg.

– De lokker folk fra kirken, hvor præsten vil prædike både på norsk og finsk. Prædikanterne prædiker på finsk, og de tiltrækker stadig flere folk. Det er ikke første gang, kvindemennesker skaber uro for siden at ende her.

– Vil de også sætte prædikanterne i fængsel? spørger Varsa-Lajla troskyldigt.

– Nå nej, siger fængselsbetjenten. – Både Puranen og Höök er gode folk, og gode folk sætter man ikke i fængsel, men domprovsten kan sikkert gøre livet svært for dem.

– Hvad kan de gøre? spørger jeg.

– Nægte dem at forsamle sig, siger fængselsbetjenten med et smil, vender ryggen til og lukker døren ind til stuen bag sig.

Før vagtskiftet låser betjenten os ind i kvindecellen. Jeg tænker på Mikko, som er i en anden celle, på den anden

side af bygningen, i gangen på den anden side af betjentenes stue er der fire celler, i en af dem sidder Mikko. Min mand. Mit hjerte. Når kulden kommer krybende, tænker jeg på Mikkos arme om mig, han venter på mig den dag, jeg bliver sluppet ud, i mine tanker står han lige foran mig, han har ikke hue på, åbner armene, jeg kaster mig i hans favn, og så svinger vi rundt, tæt, tæt, rundt og rundt, og jeg trykker mig ind til ham, og varmen breder sig mellem vores kroppe, og Mikko er sindig, men han kan ikke være sindig, ikke sammen med mig, ind bag husvæggen, presser os sammen, famler efter hinanden, søger med fingrene, hjælper hinanden, så løfter han mig op mod husvæggen, og vi er hurtige og stille, bagefter griner vi, tæt sammen ler vi ind mod hinandens ansigter, før han læner sig frem og gnubber sin næse mod min.

– Min Brita, hvor har jeg savnet dig, hvisker han.

Det giver et sæt i mig, og jeg slår øjnene op mod mørket.

– Du drømte, siger Varsa-Lajla. Jeg kan mærke, at hun ser på mig.

Jeg vifter med armen og vender mig væk fra hende, Mikko er stadig varm i mine tanker, min krop dirrer af kulde.

’’Hvad betyder skammen, når han står i den sammen med mig?’’

ÅRET ER 1862. Brita Caisa bliver løsladt fra fængslet i Pykeijä i Nordnorge, hvor hun har afsonet sin straf for ”anstødeligt samliv”. Højgravid går hun rundt i sneen uden at vide, hvor hun skal tage hen. Hendes elskede Mikkel soner stadig sin straf. Han ved ikke, at Brita Caisa bærer deres barn. Hun drømmer om at skabe et hjem sammen med ham. Men han er fortsat gift med Gretha Lisa.

Vestersand, efterfølgeren til den kritikerroste Kniven i ilden, tager os med til det nordøstlige Norge, til hvalfangst og multebærplukning, til ishav og sauna, til livsfarlig jalousi og stor kærlighed.