Western Lane

CHETNA MAROO WESTERN LANE

ROMAN GUTKIND

Western Lane

Chetna Maroo

WESTERN LANE

På dansk ved

Louise Ardenfelt Ravnild

Gutkind

Western Lane

er oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Western Lane

Copyright © Chetna Maroo 2023

All rights reserved

Dansk copyright @ Gutkind Forlag 2024

1. udgave, 1. oplag

Bogen er sat med Berling LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

Printed in Sweden

Omslag: Lonnie Hamborg / Imperiet

ISBN 978-87-43405-53-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til Jot

Et

Jeg ved ikke, om du nogensinde har stået midt på en squashbane – på T’et – og lyttet til det, der foregår inde ved siden af. Jeg mener lyden inde fra nabobanen af en bold, der bliver ramt rent og hårdt. Det er et skarpt, lavt pistolskud af en lyd med et hurtigt ekko. Ekkoet, som er bolden, der rammer banens væg, lyder højere end selve slaget. Det er det, jeg hører, når jeg husker det år, efter at vores mor døde, hvor vores far satte os til at træne i Western Lane to, tre, fire timer om dagen. Det må have været en sen eftermiddagstræning efter skole, da jeg første gang lagde mærke til det. Jeg var så træt i benene, at jeg ikke vidste, om jeg kunne blive ved, stod bare på T’et med ketsjeren sænket og kiggede på sidevæggen med alle de udtværede mærker efter de mange bolde, der havde

snittet dens overflade. Jeg skulle serve, og min far skulle returnere med en længde, og så skulle jeg spille en flugtning, og min far en længde, og jeg en flugtning, hele tiden sigte efter servelinjen på forvæggen. Min far stod langt tilbage og afventede. Hans tavshed fortalte mig, at han ikke ville rykke først, og at jeg ikke kunne gøre andet end at serve og flugte eller skuffe ham. Mærkerne på væggen flød sammen, og jeg var sikker på, at jeg ville falde. Og da begyndte det. En støt, melankolsk rytme fra nabobanen, slaget og dets ekko, igen og igen, som en slags forløsning. Jeg kunne høre, at det var én person, der kørte den samme øvelse. Og jeg vidste også, hvem det var. Jeg blev stående og lyttede, og lyden flød ind i mig, i mine nerver og knogler, og med en følelse af at være blevet frelst løftede jeg ketsjeren og servede.

Vi var tre, alle piger. Da mor døde, var jeg elleve, Khush var tretten, Mona femten. Vi havde spillet squash og badminton to gange om ugen, lige siden vi var gamle nok til at holde på en ketsjer, men det var det rene vand i forhold til

det træningsregime, der så kom. Mona sagde, at det hele, spurterne og ghostingen og de tre timer lange træningspas, begyndte, da vores tante Ranjan sagde til far, at det, vi piger havde brug for, var motion og disciplin, og far bare sad helt stille og lod sig belære af hende.

Det var først på efteråret. Vejret var slået om fra usædvanlig tørt og lunt for årstiden til fugtigt. Luften var trykkende, og gaderne stank af rådden mad. I den varme var vi nogle dage efter mors begravelse kørt de seks hundrede kilometer til Edinburgh til et måltid mad hos vores tante for at markere enden på vores sørgeperiode, og tante Ranjan havde sagt til far, at vi var vilde.

Vi sad midt i køkkenet sammen med hende og far, da hun sagde det. Mona var ved at skylle kartofler i vasken. Hendes hoved var bøjet, og ærmerne var smøget op til albuerne, for hun skyllede ikke bare jorden af. Hun skrubbede. Med hestehalen slynget over den ene skulder. Khush skrællede langsomt, med blikket rettet ud ad vinduet. Jeg sad ved bordet og pillede granatæblekerner ud. Tante Ranjan havde skældt

Khush ud for at have løst hår i køkkenet, og så havde hun vendt sig om mod mig og foldet den hvide dug halvt op og lagt aviser, for at jeg ikke skulle spilde saft på hendes nye spisebordsmøblement. Det var et smukt møblement, blankt og mørkt.

Fra min plads kunne jeg se de gulab jamun, som tante Ranjan havde lavet om formiddagen. De mørkgyldne sukkerbrødskugler sejlede allerede i sukkersirup og lå læsset op i en glasskål i den ene ende af køkkenbordet.

Tante Ranjan så mig kigge.

”Gopi,” sagde hun.

Jeg stivnede, ildrød i hovedet over at høre mit eget navn.

Tante Ranjan rejste sig. Hun placerede sig, så hun spærrede for mit udsyn til lækkerierne. Jeg vidste ikke hvorfor, men det føltes vigtigt, at jeg ikke flyttede mit fokus, at jeg fik det til at se ud, som om jeg havde siddet og kigget på ingenting.

”Vilde,” sagde tante Ranjan en gang til, stadig med blikket på mig. ”Og alle ved det.”

Så vendte hun sig om mod far, og han sad faktisk bare uden at se på noget, uden at sige noget.

Tante Ranjan ventede.

”Nå, men nu har jeg i hvert fald givet mit besyv med,” sagde hun til sidst. ”Så er det op til dig.”

Far hævede blikket og så på tante Ranjan et øjeblik, og der var noget køligt i hans øjne, som vi var vant til, men som tante Ranjan ikke var. Hun fik røde kinder. Trykkogeren på gasblusset gav et svagt, skingert fløjt, og pludselig var køkkenet varmt af damp og lugten af udkogte linser. Tante Ranjan duppede panden med et rent viskestykke fra en stoleryg.

”Jeg sagde det også til Charu,” sagde hun. ”Jeg bebrejder hende ikke, bror, men jeg siger dig: Det er ikke for sent for dine piger.”

Der var stille. Og så gik min søster Mona over til køkkenbordet, tog trykkogeren af blusset og knaldede den ned i granitbordpladen. Skålen med gulab jamun helt nede i den anden ende dirrede, og Mona stod med sine kartoffeljordede hænder på låget af tante Ranjans trykkoger og stirrede på far.

Tante Ranjan slukkede for vandet, som Mona havde ladet løbe, og gik over til hende.

”Ikke sådan, barn,” sagde hun til Mona.

Og i det samme kom vores onkel vandrende ind, som var det en andens køkken. Måske ville han bare være gået igennem og ud i sin have, men han så fra Mona til far og blev stående midt på gulvet et par sekunder, hvorefter han gik over til bordet og satte sig mellem far og mig. Vi var glade for onkel Pavan. Han var fars lillebror, og han var stor og flink og kunne godt lide at ryge udenfor og tænke over fortiden.

Onkel Pavan var fyrre. Far var næsten femogfyrre. Men alle snakkede om, hvor flotte brødrene var blevet, som om de først lige var trådt ind i voksenalderen. Efter at mor døde, fulgte vores tanters øjne far fra middagsbordet over til køkkenvasken eller ud i haven. De havde ondt af ham, men de prøvede også at få greb om noget, og vi vidste, at det var noget med det rum, der havde åbnet sig foran ham.

Det var før middag, og det var allerede for varmt for onkel Pavan. Hans ansigt blussede helt opkogt. Han lagde en hånd på bordet, trommede med fire fingre mod dugen, alle fire på én

gang, men rykkede så hånden ned på låret. Han trængte til en smøg. Han skævede til far og knugede sine hænder i skødet, klar til at tale. Khush havde hældt et glas vand op til onkel Pavan, og da hun så, han var klar, stillede hun det foran ham på bordet og satte sig for at høre, hvad han havde at sige. Onkel Pavan så taknemmeligt på hende og gik i gang.

”Det var midt under en hedebølge,” sagde han. Han lænede sig ind mod far. ”Kan du huske det? Den aften du fortalte bapuji, at I skulle giftes. Du var ude, og det var sent, og bapuji insisterede på, at vi alle sammen skulle blive oppe og vente på dig. Vi måtte stille kasser med is foran vifterne og sidde helt stille, så varmt var det. Da du endelig kom hjem, sagde bapuji, at du skulle komme ind, og spurgte dig foran os alle sammen, hvad du troede, du havde gang i. Du tøvede ikke. Du stod bare i døren og sagde det, som var det det mest naturlige i hele verden. Jeg skal giftes. Bare sådan. Det var vidunderligt. Jeg glemmer aldrig udtrykket i bapujis ansigt. Ser du … jeg … Charu … hun var … hun …”

Onkel Pavan så ud til at være ved at kvæles i noget, og vi kunne se, at far ville have, han skulle fortælle videre, men onkel Pavan kunne ikke.

”Det nytter ikke noget at dvæle ved fortiden,” sagde tante Ranjan. Hun lagde en hånd på onkel Pavans skulder. ”Kom, Pavan. Hent to stole mere fra garagen, så vi alle sammen kan sidde ned.”

Da vi gik til bords, var klokken blevet fire om eftermiddagen. Luften var tung og tæt, og alt bevægede sig langsomt i den. Tante Ranjan, onkel Pavan, far og jeg sad og ventede på vores pladser, mens mine søstre serverede maden.

Vi havde hver en metaltallerken, hvorpå mine søstre placerede en lille metalskål med dal, en hel ladu, kartoffel-shaak, ris, purier, en salat med løg og tomater og en metalskål mere med tre gulab jamun-kugler. Khushs hår klæbede til panden og til hendes varme kinder, og hun strøg det hele tiden væk. Da jeg så Khush øse ekstra sirup ud over jamun-kuglerne i min skål og hendes hår være ved at ryge ned i siruppen, tvang jeg mig selv til at kigge væk.

Døren ud til haven stod åben. Der var ikke en brise. Tante Ranjan talte om sine søskende i Tanzania, som havde for mange børn. Hun spiste forsigtigt, tog små mundfulde med lange mellemrum, og vi prøvede at gøre det samme. Da jeg havde støvsuget min tallerken på nær mine tre gulab jamun, så hun på min lille, fyldte skål med al siruppen. Jeg lagde skeen fra mig.

”Bror,” sagde hun henvendt til far, og jeg havde lyst til at råbe ad hende, at far ikke var hendes bror, at far var onkel Pavans bror. ”Bror,” sagde hun, ”du går en svær tid i møde.”

Onkel Pavan rykkede sin stol tættere ind mod bordet. ”Ranjan,” mumlede han.

”Nej,” sagde tante Ranjan til ham. ”Han forstår det godt.”

Hun så på far og slog over i gujarati, roligt og lavmælt. Hun sagde, at hun og onkel Pavan ingen børn havde, at de elskede deres bror, og at de elskede os, som var vi deres egne. Hun sagde, at det ville være nemmere for far, hvis han lod dem overtage en af os. Du kan ikke tage dig af tre, sagde hun. Tre er for mange. Og da

far ikke sagde noget, opfattede hun det som et vink om at fortsætte. Hun sagde: Det gør folk. Ingen ville have hævet et bryn, hvis I havde gjort det, allerede mens pigernes mor var i live.

Så sagde hun, at hendes egen søster var fløjet mere end fire tusind kilometer fra Mombasa til Bombay for at bo hos deres tante, da hun var yngre end mig, og med os var det jo kun nogle timer i bil.

Far sad og stirrede ned i sin tallerken. Han vidste, at vi havde forstået, hvad tante Ranjan sagde. Det var derfor, han ikke så på os. Vi troede, han ville lade hendes ord hænge i luften lidt, så hun selv kunne se, hvor galt hun var på den, og så ville han rejse sig og gå ud i haven og sige til os, at vi skulle hente vores ting, for vi skulle af sted. Men han rejste sig ikke, han sagde ikke noget, og i sidste ende var det meget godt, for hvad end tante Ranjan så i hans ansigt, skræmte det hende mere end noget svar, han kunne have givet. Hendes eget ansigt blev askegråt og ligesom slappere. Da hun løftede sit glas for at tage en slurk chaas, hang hendes mund.

Forfatterens tak

Min varmeste tak:

Til Tracy Bohan, Mitzi Angel, Ravi Mirchandani, Martha Kanya-Forstner, Jacqueline Ko, Jennifer Bernstein, Milo Walls, Lauren Roberts, Rodrigo Corral, Camilla Elworthy, Emma

Bravo, Roshani Moorjani, Marta Catalano, Moesha Parirenyatwa, Lynn Henry, Hilary

Lo og alle ved Wylie Agency, FSG, Picador og Knopf Canada.

Til Tom Morris, Sally O’Reilly, Hannah

Vincent, Paula Greco, Jacinta Mulders, Brendan Barrington, Danny Denton, Amanda Austen, Rob Saunders, Tom Horner, Emma Cummins, Marie Gethins, Gillian Watson, Claire Adam, Molly Strauss, Kevin Murphy, Maggie Gee, Evelyn Somers, Claire Keegan, 88 og Stinging Fly Summer School.

For deres værker om squash står jeg i gæld til Jahangir Khan, Rahman Khan og Richard Eaton (Winning Squash), Jonah Barrington (Murder in the Squash Court), Rod Gilmour og Alan Thatcher (Jahangir Khan 555) og James Willstrop (Shot and a Ghost). Også tak til Peter Walker, Peter Genever, Andrew Shelley og World Squash Library.

Til min familie og mine venner.

Til Graeme.

„WESTERN LANE er en smuk og stemningsfuld roman om sorg, opvækst og om at miste og få. Personerne og stederne i denne roman vil sidde i mig i meget lang tid.“

SALLY ROONEY, forfatter til Normale mennesker

Den 11-årige Gopi har spillet squash, siden hun kunne holde på en ketsjer. Da hendes mor dør og efterlader familien i sorg, tilmelder Gopis far hende et hårdt træningsprogram. Spillet bliver hele hendes verden, hendes liv reduceres til sporten, og langsomt vokser hun fra sine to søstre.

Men hun er ikke alene: På banen er hun sammen med sin far og den 13-årige dreng Ged, og her udkæmpes hendes livs største og vigtigste kampe.

Western Lane er en uimodståelig coming of age-historie om sorg, squash og søsterskab og en hyldest til familie og uskyld.