Xi Jinping

Stefan Aust & Adrian Geiges

XI JINPING

–verdens mest magtfulde mand

Biografi Oversat af Morten Visby

Xi Jinping – verdens mest magtfulde mand er oversat fra tysk af Morten Visby efter Xi Jinping – Der mächtigste Mann der Welt © 2021 Piper Verlag GmbH, München/Berlin

Denne udgave: © Stefan Aust & Adrian Geiges og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1.udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Marlene Diemar / Imperiet Omslagsillustration: © Davies Surya Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0387-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · L æderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

i NDH o L D

»Sandheden skal søges i kendsgerningerne« . . . 7

Hvad rager det os, om der vælter en sæk ris i Kina? 11 – en hel del, lyder svaret, i hvert fald efter corona

Hvordan Xi Jinping blev præget af sin familiehistorie 39 Fra det kinesiske mareridt til den kinesiske drøm

Farverig blandt farveløse 6 0 Folkesangerindens mand

Kampen mod korruption 95 Med Stalin som forbillede

Forfulgt af Mao, forgudet som Mao 111 Xis forhold til Den Store Fader

Konfucius og kommunisme 120

Sammenvoksningen af det, der ikke hører sammen

Fra 5G til TikTok 138

Xi Jinpings Kina mellem lys digital fremtid og dyster overvågningsstat 4.0

Dalai Lama og uighurerne 155

Hvordan venner af Xi-familien blev til fjender

Xi for Future 183

Øko-præsidenten

Den nye Silkevej 197

Xis vej til verdensmagten

Handelskrigen og kinesernes freds-DNA 212

Det vanskelige forhold til den anden supermagt, USA

Grunden til Xi Jinpings frygt for Hongkong og Taiwan 222

Det demokratiske Kina

Hvordan vil det gå fremover? 238

Kina, Rusland og den nye verdensorden

Noter 254

»S a N DHEDEN SK a L SØ g E S i K ENDS g E r N i N g E r N E« . . .

...

er en sætning fra Han Shu, et kinesisk historieværk, som blev til i første århundrede efter vor tidsregning. Den blev benyttet af Mao Zedong, Folkerepublikken Kinas grundlægger, og senere af Deng Xiaoping, der brugte den som begrundelse for sin reformpolitik. I dag tilskrives citatet som oftest Deng Xiaoping.

»Sandheden skal søges i kendsgerningerne« – det har vi også holdt os til i vores undersøgelser omkring den nuværende kinesiske leder Xi Jinping. Der ligger ikke nogen politisk dagsorden bag denne bog. Vi har ikke været under indflydelse af den kinesiske regering, men vi bedriver bestemt heller ikke Kina- bashing. Dette lidt upræcise begreb bruges ofte om kritiske fremstillinger af Kinas Kommunistiske Parti, rettet mod Kina eller ligefrem mod kinesere i det hele taget.

Der er heller ikke tale om at tage parti for eller imod Xi Jinping. Vi vil – så vidt muligt – forsøge at fremstille ham, som han er. I den forbindelse støtter vi os til hans taler, de tilgængelige kilder til hans livshistorie og hans politik samt vores egne interviews og reportager i og om Kina. Hvad man skal mene om den mand, der i øjeblikket har mere magt end noget andet menneske i verden, det overlader vi til læserne selv at vurdere.

Vores bog udkommer på mange sprog, bl.a. i efteråret 2022 på engelsk i USA og Storbritannien. Især i den engelsktalende verden har folk betvivlet over for os, om Xi Jinping nu virkelig er verdens mest magtfulde mand. Vores modspørgsmål: Hvem skulle ellers være det?

I mange år talte den amerikanske præsident som den mest magtfulde person i verden. Dette embedes nuværende indehaver, Joe Biden, regerer imidlertid over et dybt splittet land. Han kan end ikke få Kongressen til at godkende et lovforslag, der skal forhindre ændringer i valgsystemet, som kan skade hans eget Demokratiske Parti. Og i den amerikanske højesteret hersker et dybt konservativt flertal. Godt nok var generalsekretæren for det sovjetiske kommunistparti heller ikke underlagt nogen deling af statsmagten. Men Sovjetunionen var blot et »Øvre Volta med Atomraketter«, som daværende tyske forbundskansler Helmut Schmidt udtrykte det – militært en kæmpe, men økonomisk en dværg. Det samme kan man sige om Rusland i dag, hvilket også udelukker Vladimir Putin som kandidat til betegnelsen ‘verdens mest magtfulde mand’: Ruslands bruttonationalprodukt er nøjagtig dobbelt så stort som det schweiziske – til trods for at der er 17 gange så mange indbyggere.

Militært er USA stadig Kina overlegen, hvilket dog ikke gavner amerikanerne, for i atombombernes tidsalder vil de forhåbentlig alligevel ikke gøre brug af denne militærmagt mod Kina. Ydermere er krige så upopulære i USA, at selv de dårligt bevæbnede Taliban-krigere kunne jage de amerikanske tropper ud af Afghanistan. Det er den økonomiske magt, det kommer an på i dag. Målt på bruttonationalprodukt justeret for købekraft overhalede Kina USA allerede i 2014. I Kina er infrastrukturen i verdensklasse, i USA og andre vestlige lande er den miserabel. Corona har svækket USA og Europa, men Kina er kommet styrket ud af

pandemien. I lyset af de kinesiske vækstrater er det faktisk et simpelt regnestykke: Det er kun et spørgsmål om tid, før Kina, også målt i absolutte tal, vil overtage USA’s position som den førende økonomiske supermagt. De amerikanske politikere tør blot ikke vedkende sig denne simple sandhed. Og allerede nu bruger Xi Jinping ganske målrettet denne økonomiske magt til at få lande og globale koncerner til at rette ind efter sig. Det vil vi dokumentere med talrige eksempler i denne bog.

Efter første udgave af bogen udkom, har udviklingen bekræftet vores teser. De kinesiske toldmyndigheder har netop slettet Litauen fra sin databank, fordi Taiwan har åbnet et repræsentationskontor i landet. Det er ensbetydende med en blokering af leverancer fra virksomheder over hele verden, hvis produkterne indeholder så meget som en enkelt lille reservedel fra Litauen.

Vi har sågar oplevet Xi Jinpings magt på egen krop. For os var det helt naturligt, at vi ligesom med vores tidligere Kina-udgivelser skulle præsentere vores biografi på Konfuciusinstitutterne, som drives af kinesiske universiteter i samarbejde med udenlandske. I Leipzig og Freiburg var det da heller ikke noget problem overhovedet, heller ikke med Xi Jinping – verdens mest magtfulde mand. Og Konfucius-institutterne i Hannover og Duisburg-Essen planlagde et fælles onlineseminar med os. Få dage før arrangementet ringede direktørerne for de to institutter til os: De var selv chokerede over det, men deres kinesiske partneruniversiteter var kommet under pres ovenfra – og de var nødt til at aflyse arrangementet. Og det, til trods for at også de kinesiske partneruniversiteter udtrykkeligt havde sagt god for oplæsningsarrangementerne, efter at man fra tysk side havde oversat væsentlige dele af bogen og en sammenfatning. Den kinesiske generalkonsul i Düsseldorf, Feng Haiyang, gik personligt ind i sagen for at forhindre arrangementet. Det var ikke så

meget indholdet i vores bog, der var problemet, fik vi at vide af en medarbejder ved Konfucius-instituttet. Begrundelsen var i virkeligheden: »Man kan ikke længere tale om Xi Jinping som et normalt menneske, han er i dag urørlig og hævet over enhver diskussion.«

Kulten om Xi Jinping skal altså fastholdes over hele verden. Om han selv har ønsket det sådan, eller om det er hans medarbejdere, der her er ilet ham i forvejen i deres lydighed – det gør ingen forskel for resultatet.

HV a D rag E r DET o S, o M DE r VÆLTE r EN SÆK ri S i K i N a ?

– en hel del, lyder svaret, i hvert fald efter corona

Den 30. december 2019, centralsygehuset i den kinesiske by Wuhan: Lægen Ai Fen, leder af akutmodtagelsen, begynder at læse en rapport, hun har imødeset med stor utålmodighed. Den er kommet fra Beijing, fra laboratoriet CapitalBio. I de seneste uger har de på hendes sygehus haft flere tilfælde med uforklarlige febersymptomer og lungeproblemer, hvor de normale behandlinger ikke virkede. Nu har de fået testresultaterne for en af patienterne tilbage. Ai Fen farer sammen, idet hun læser konklusionen: »SARS-coronavirus«. Hun tegner en rød cirkel om begge ord, tager et billede med sin mobil og sender det rundt til de andre læger på sygehuset. »Jeg fik koldsved af angst,« fortæller hun.1 Under SARS-pandemien i 2002/2003 omkom der 774 mennesker på verdensplan.2 Var der nu fare for en gentagelse af det? Ai Fen opfordrer sine kolleger til at træffe sikkerhedsforanstaltninger og informerer også sundhedsmyndighederne – hun gør altså det, hun betragter som sin lægelige pligt.

Det får hun dog ingen tak for. Tværtimod bliver hun faktisk indstævnet for sygehusets disciplinærkomite. »Hvordan kan De finde på at sprede rygter uden partiets godkendelse,« råber

lederen af komiteen ad hende. Lægen må forpligte sig til at kontakte alle sine 200 kolleger og kræve, at de holder informationen hemmelig. Hun skal opsøge hver enkelt af dem personlig eller ringe til dem, og under ingen omstændigheder må hun maile eller chatte med dem, så der efterlades flere spor. »De må ikke engang sige noget til Deres mand!« Det overholder hun. »Hvis der skulle tilstøde mig en ulykke, så pas godt på vores barn,« er det eneste, hun siger til ham den aften. Deres barn er kun et år gammelt. Først flere uger senere går det op for hendes mand, hvad det var, hun refererede til.3 Siden har Ai Fen måttet spørge sig selv, hvor mange mennesker der kunne have været reddet, i Wuhan, i Kina og i resten af verden, hvis ikke hun havde gjort, som hun fik besked på dengang. Men hendes oprindelige advarsel er faktisk med til at viderebringe nyheden. For det er ad den vej, at nyheden når frem til Li Wenliang, øjenlægen på tredje etage af centralsygehuset. Han kommunikerer regelmæssigt med syv af sine tidligere studiekammerater i en gruppe på WeChat, som er det kinesiske modstykke til WhatsApp. Her deler han den information, han lige har modtaget. Syv personer, en forholdsvis lille offentlighed. Men stor nok til, at den kinesiske statsmagt griber ind – ikke for nu at gøre noget ved denne virus, men for at indkalde Li Wenliang og hans studiekammerater til en politiafhøring. Internetcensuren fanger stort set alt.

I Wuhan står skinparlamentets årlige samling for døren, en jubelbegivenhed, som man ikke ønsker spoleret af dårlige nyheder. Med rødt blæk må de indkaldte sætte deres fingeraftryk på en erklæring om aldrig at gøre noget sådan igen. »Vi advarer jer på det kraftigste,« siger politiets afhøringsleder. »Hvis I ikke holder op, men uforskammet fortsætter jeres deltagelse i ulovlige aktiviteter, vil I blive straffet af loven.«4

I den forbindelse skal det siges, at lægen Li Wenliang er alt andet en systemkritiker.

På hans lægekittel hænger logoet for Det Kommunistiske Parti, med hammer og segl på rød baggrund. På sin blog har han fordømt de demokratiske protester i Hongkong.5

Der følger nu flere uger, hvor den nye coronavirus uhindret breder sig. Dog kan det takket være blandt andre Li Wenliang ikke længere forties, at der er en usædvanlig sygdom i omløb i Wuhan. De officielle kinesiske medier hævder imidlertid, at virussen er »kontrollerbar og kan inddæmmes«. Den stammer formentlig fra flagermus og kan »ikke overføres fra menneske til menneske«. Det Kommunistiske Parti, der styrer Kina, ønsker ikke at få stemningen ødelagt her op til den kinesiske nytårsfejring. Ydermere har man i Wuhan planlagt en festmiddag for 40.000 familier den 20. januar.6 Det bliver en supersprederbegivenhed, hvor en række enkelte sygdomstilfælde begynder at udvikle sig til en pandemi. Festmiddagen bliver ikke aflyst, selvom Kinas førende lungespecialist, Zhong Nanshan, netop den 20. januar offentligt erklærer, at den nye virus kan overføres fra menneske til menneske – og selvom der allerede er 14 smittetilfælde blandt sundhedsfaglige medarbejdere i Wuhan.7

Tre dage senere, den 23. januar om natten, afspærrer myndighederne Wuhan fra omverdenen – en by med flere indbyggere end Berlin, Hamborg, München og Köln tilsammen. Ved det kinesiske nytår (som følger månekalenderen og i 2020 falder på den 25. januar) er der ikke rigtig noget at fejre i Wuhan.

»Byens sundhedssystem kunne ikke håndtere dette stormløb af patienter og var tæt på at bryde sammen,« skriver Fang Fang, byens mest berømte forfatter. »Nytår er den højtid, hvor familierne samles, og hvor der hersker udbredt feststemning. Men det år myldrede utallige syge rundt i byen, i regn og storm og bidende

kulde, i forgæves forsøg på at skaffe sig lægebehandling.«8 For med nedlukningen indstillede Wuhan al offentlig transport, og kun de færreste af indbyggerne har egen bil.

»Hvad vidste præsidenten – og hvornår?« er et spørgsmål, der ofte stilles i USA. I dette tilfælde rettes spørgsmålet også mod Kinas præsident, Xi Jinping. Efter eget udsagn udstak han allerede den 7. januar »krav om forebyggelse og inddæmning af den nye coronavirus« over for politbureauets stående komite. Til trods for at hans taler som oftest bliver offentliggjort, skete det imidlertid ikke i dette tilfælde. Ifølge kilder tæt på partiledelsen skal Xi Jinping ikke have forlangt andet, end at man ikke ødelagde »den festlige stemning« op til det kinesiske nytår.9 Eftersom Xi Jinping er urørlig som Kinas »Øverste Leder«, som han officielt benævnes,10 vil sandheden formentlig tidligst komme frem, når han en dag bliver væltet eller dør. Så meget desto vigtigere er det allerede nu at finde ud af, hvad der driver denne mand, der siden 2013 har været Folkerepublikken Kinas præsident og – nok så vigtigt – siden 2012 har været generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti, som i Folkerepublikken står over staten.

Kina har med en befolkning på næsten 1,4 milliarder betydelig flere indbyggere end EU, USA og Rusland tilsammen. Landet er allerede verdens absolut førende økonomiske supermagt – Kina overhalede USA i 2014 udregnet efter bruttonationalprodukt justeret efter købekraft. Og det er noget af spring opad på rangstigen, for siden 1872 er det konsekvent amerikanerne, der har ligget på førstepladsen.11

Kendskabet til Kina – og den kinesiske præsident – er imidlertid ikke steget med tilsvarende vækstrater. Det kommer til udtryk i, hvad der måske kan fremstå som bagateller. Et eksempel fra tysk fjernsyn i den bedste sendetid, erhvervs- og finansmagasinet

Börse vor acht på ARD, hvor programværten Markus Gürne, der er leder af ARD’s erhvervsredaktion på Hessischer Rundfunk, taler om den »kinesiske præsident Jinping«. På kinesisk (og i øvrigt også på en række andre sprog) kommer efternavnet først, dvs. i dette tilfælde præsident Xi, ligesom Mao er Mao Zedongs efternavn. At omtale den kinesiske leder som præsident Jinping svarer altså til at tale om »den amerikanske præsident Joe« eller den »tyske forbundskansler Angela«.

Xi Jinpings beslutninger har direkte indflydelse på vores liv, det være sig positivt eller negativt. I hvert fald efter coronaepidemien kan der ikke længere herske nogen tvivl om det: Den har kostet flere millioner mennesker livet fordelt over næsten alle lande i verden, den har kastet verdensøkonomien ud i den største krise siden 1929, og den har ødelagt menneskers liv og knust deres drømme. »Hvad rager det mig, om der vælter en sæk ris i Kina?« blev der spurgt tidligere. I dag ved vi, at det kan ryste hele verden, hvis der er en, der hoster i Kina.

De første i Wuhan, der fik COVID-19, arbejdede eller handlede på Huanan-fiskemarkedet. På sådanne markeder udbydes der ifølge et kinesisk mundheld alt, der kan svømme, men ikke er et skib, alt der har fire ben, men ikke er et bord, alt der kan flyve, men ikke er en flyvemaskine. Der er altså på ingen måde kun tale om alt godt fra havet, men også for eksempel krokodiller, hunde, bambusrotter – og flagermus. (På grund af corona planlægger det kinesiske landbrugsministerium dog at stryge hunde og flagermus fra listen over spiselige dyr).12 Blot 300 meter fra markedet ligger Wuhans Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse. På dette laboratorium arbejder man også med flagermus. Deraf teorien om, at syge flagermus har fundet vej fra laboratoriet til markedet, og at virussen måske endda er opstået under eksperimenter foretaget på laboratoriet. Det kan

også tænkes, at en medarbejder ved et uheld er blevet inficeret af en virus, som vedkommende efterfølgende har overført til andre under en indkøbstur på markedet. »Det anser jeg for meget usandsynligt,« udtaler virologen Christian Drosten, der er direktør på Charité-instituttet i Berlin og siden coronakrisen har været mere berømt end en popstjerne i Tyskland. »På de kinesiske laboratorier arbejder de jo på samme måde som hos os, med sikkerhedsarbejdsborde, hvor cellekulturerne opbevares i bestemte arbejdszoner. Og der kommer ingen luft ud fra disse zoner. Og selv hvis der skulle ske et udslip – lad os sige, der sker en ulykke på laboratoriet – så vil man altid have beskyttelsesdragt og åndedrætsværn på, så man kun indånder luft gennem et filter, som ingen virus kan komme igennem.«13 Nu er Drosten jo virolog og ikke sinolog, så han er ikke nødvendigvis bekendt med kinesernes ofte lemfældige omgang med sikkerhedsprocedurer.

Langt mere potent (og dermed langt farligere) end laboratoriet på Center for Sygdomskontrol er laboratoriet på Institut for Virologi i Wuhan, men det ligger til gengæld langt uden for bymidten, 14 kilometer fra Huanan-fiskemarkedet. Det velrenommerede fagtidsskrift Nature skrev i 2017 følgende om stedet: »Et laboratorium i Wuhan er på nippet til at opnå bemyndigelse til at arbejde med de allerfarligste patogener ... enkelte forskere uden for Kina frygter et udslip af patogener og dermed, at de geopolitiske spændinger mellem Kina og andre lande tilføjes en biologisk dimension. De kinesiske mikrobiologer fejrer derimod deres indtræden i den elite, der har beføjelser til at tage kampen op mod verdens største biologiske trusler.«14 Det er det første laboratorium med så høj sikkerhedscertificering i Kina, hvilket giver yderligere næring til mistanken om, at noget kunne være gået galt her. Nature citerer Tim Trevan, stifter af

virksomheden CHROME Biosafety and Biosecurity Consulting i den amerikanske delstat Maryland, som siger, at sikkerheden af sådanne BSL-4-laboratorier (biosafety level 4) forudsætter en åbenhedskultur. Han rejser spørgsmålet, hvordan en sådan kultur kan være mulig i et Kina med en så hierarkisk betonet samfundsstruktur: »Det er vigtigt at have en mangfoldighed af synsvinkler, åbenhed omkring information og flade strukturer, hvor enhver kan ytre sig frit.«15 I januar 2020 tilføjede Nature følgende bemærkning til onlineversionen af artiklen: »Mange har fremsat udokumenterede teorier om, at det Wuhan-laboratorium, der refereres til i denne artikel, skulle have spillet en rolle i det udbrud af coronavirus, der begyndte i december 2019. Nature har ikke kendskab til nogen beviser for, at det skulle være sandt – videnskaben antager, at den sandsynligste kilde til denne coronavirus er et dyremarked.«16

Zhao Lijian, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, har fremført en anden teori på Twitter: »Det kan være, at det er den amerikanske hær, der har bragt virussen til Wuhan.«17 Amerikanske soldater havde deltaget som idrætsudøvere ved det militære verdensstævne fra 18. til 27. oktober 2019 i Wuhan.18

Den 17. april 2020 opgør den kinesiske regering antallet af coronadøde i Wuhan til 3.896.19 Deriblandt er lægen Li Wenliang, som havde modet til at videreformidle, hvad han havde af information om farerne ved coronavirussen. Han bliver kun 33 år gammel, efterlader sig et barn og en gravid hustru. Posthumt udnævnes han til »martyr«20 af Det Kommunistiske Parti, som han var medlem af. Har partiet så lært af sine fejl? Har det indset rigtigheden af det, Li Wenliang sagde få dage før sin død: »Et sundt samfund bør tolerere mere end én stemme«?21

I det tidligere citerede interview med Ai Fen, leder af akutmodtagelsen på centralsygehuset i Wuhan, skildrer hun, hvordan

coronaudbruddet blev dysset ned. Interviewet blev offentliggjort på nettet i Kina den 10. marts 2020 af nyhedsmagasinet Renwu (»Personlighed«). Efter blot tre timer blev det dog slettet af myndighederne. De kinesiske internetbrugere er vant til den slags, og mange af dem har derfor taget et screenshot af artiklen og lagt den ud på diverse sociale netværk. I den forbindelse modificerer de artiklen, for eksempel ved at tilføje smileys for at vildlede censuren, der skanner nettet for kritiske opslag.22

»At tillade kun glædelige nyheder og dysse de dårlige nyheder ned, at forhindre andre i at sige sandheden, at skjule sandheden for befolkningen og at lade hånt om enkeltpersoners liv – den form for indstuderede, rutineprægede forholdsmåder vil hævne sig for samfundet og forvolde befolkningen umådelige lidelser,«23 skriver forfatteren Fang Fang i sin Wuhan Diary, som kun blev udgivet online i Kina og igen og igen blev censureret. »Jeg aner ikke, om denne optegnelse vil nå læseren,« skriver hun et sted. »Det er umuligt at forsvare sig mod sådan en blokering eller overhovedet anmelde den til politiet.«24

... Læs videre i bogen