Zetterborg-sagen

M A X SEEC K

Zetterborg-sagen På dansk ved Siri Nordborg Møller

Af samme forfatter på dansk: Den trofaste læser Ondskabens net

GUTKIND

Prolog JANUAR 2020

L’Étranger åbner døren, lader blikket glide rundt i rummet og smiler.

Det trestjernede hotel er spartansk indrettet, men værelset er perfekt til hans behov. Han stikker nøglekortet ned i hovedafbryderen, og et blegt lys bliver tændt i rummet.

Han sætter Louis Vuitton-sportstasken fra sig på gulvet og mærker sin overarm blive befriet for vægten. Han har ikke sluppet tas­ken en eneste gang, siden han forlod skibet. Fingrene har knuget om hans værktøjskasses læderrem lige fra terminalens gangbro til taxaen og hotellets lobby.

Han slentrer hen til det store vindue. Det vender ud mod en plads.

Oppe fra hotellets øverste etage ligner menneskene, der flokkes på den, små tinsoldater. Det er de sikkert også, soldater i deres eget liv på vej mod deres egne ligegyldige kampe. Lemminger.

Yderst på pladsen er der en slags demonstration i gang foran en kontorbygning af granit: Masser af mennesker i dynejakker bærer på store plakater. Der er to politibiler til stede: Ordenshåndhæverne er steget ud af dem og følger passivt situationen.

L’Étranger ler for sig selv. Han har aldrig deltaget i demonstra­tioner.

Hvorfor skulle han dog det? Han har altid foretrukket at drukne i menneskemylderet frem for at være midtpunkt for opmærksomhed.

Desuden skaber man ingen vedvarende forandring ved at samles nogle stykker på et fucking torv. Det er måske en smuk tanke, men ikke mere end det.

7

Når han betragter menneskemængder, oplever han undertiden den fuldkomne afsondrethed og fremmedgjorthed, som har gnavet i ham lige siden puberteten. Men den følelse har aldrig gjort ham deprimeret. Tværtimod, der er tale om en form for oplysning, som han har oplevet i ungdommen: Han forstår noget, som de fleste almindelige mennesker ikke vil se. Når alt kommer til alt, har intet af det, vi gør eller undlader at gøre, nogen betydning.

Der kommer en ny dag. Derefter en til. Der kommer altid en ny dag, indtil det er slut. Det gælder for ham, hans nabo og hele universet.

L’Étranger trækker gardinerne for og stiller sportstasken på sengen.

Han tager sin computer frem og tænder for den.

Computeren tænker lidt, før TOR-netværkets chatvisning popper op.

Hans fingre lander på tastaturet og skriver en kort besked. I’m in town. Waiting.

Så lukker han chatvinduet og åbner en tekstfil.

Han kigger et øjeblik på siden, som dukker op på skærmen: Eksistentialistisk nihilisme i Albert Camus’ værker. Emnet for hans doktorafhandling er dristigt, og det kommer garanteret til at vække kritik i forskerverdenen. Oftest er eksistentialistisk nihilisme blevet forbundet med Sartres bøger på grund af hans ateistiske verdensanskuelse, men L’Étranger mener, at Camus – trods sin agnosticisme – behandler de præcis samme temaer i sine bøger, om end fra et mere menneskeligt perspektiv.

Jeg skal vise jer, I fjolser. Jeg kender om nogen til tilværelsens meningsløshed.

L’Étranger fisker et lommetørklæde op af sin lomme og fjerner et fingeraftryk, der er endt på skærmen. Et kapitel i hans liv er ved at slutte. Han skal lige have den her sidste opgave ud af verden, og derefter vil han kunne koncentrere sig om sin akademiske karriere.

Måske vil han få ansættelse på et universitet. Måske ikke. Det vil til 8

syvende og sidst heller ikke have nogen betydning. Men det betyder ikke, at han vil gøre noget uden vederlag. Som Jokeren siger i filmen The Dark Knight: If you’re good at something, never do it for free.

Han trækker en bog om Søren Kierkegaards liv op af tasken. Inde i den ligger to fotografier. To personer, som vil betale for resten af hans studier. Det vil de gøre med deres liv.

9

1

Den gamle elevators stol smælder mellem etagerne. Wiren suser oppe under loftet.

Fucking grådige lort.

Eliel Zetterborg bemærker sin livvagts kraftige barbersprit og rynker på næsen. Han tænker på de ord, der var malet på plakaten, og som han så gennem Maybachens tonede ruder for en time siden.

Han strækker og bøjer fingrene, hænderne føles svage. De utaknemmelige idioter ved ikke, hvad de taler om.

Eliel træder ud af elevatoren med nøglen i hånden og går et par skridt hen til døren til sin lejlighed. Joonas lukker elevatorgitteret i efter sig. Det metalliske smæld sender et nostalgisk gys gennem Eliel. Lyden minder ham om tidligere tiders mekaniske apparater, smøreolieduftende jern- og metaldele, som bevæger sig ved hjælp af fjederkraft, damp eller tyngdekraft alene og gør alt arbejdet for mennesket. Den moderne teknologi derimod er fuldkommen fri for lugt og smag. De håndgribelige maskiner er blevet til en serie af raffinerede algoritmer og mekanismer med funktionsprincipper så abstrakte, at fagfolk inden for marketing og kommunikation må udvikle smukke historier rundt om dem for bare at puste det mindste liv i dem. Og alligevel har kunderne meget svært ved at forstå, hvordan de virker. Uanset hvad de her millennials siger, så var tingene bedre i gamle dage.

Du har slået byen ihjel, Zetterborg.

10

Da Eliel Zetterborg på denne dag for halvtreds år siden grundlagde EZEM Rør A/S sammen med Eetu Monto, gav virksomhedens navn stadig et fingerpeg om, hvilken branche den tilhørte. Dengang beskæftigede de sig ikke med computere på værkstedet i industriområdet i Herttoniemi, de smedede og drejede elementer, som blev brugt til at bygge noget reelt og håndgribeligt. Ikke strømkredse eller transistorer, men bloddunstende og svedlugtende industri. Tung industri i ordets egentlige forstand.

Eliel lukker øjnene og kan fornemme den søde lugt af brandvarmt metal, høre den spruttende lyd, når svejserne går i gang bagest i den sydlige produktionshal på Puusepänkatu. »Er alt i orden?« spørger Joonas og kaster diskret et blik på trappe­ opgangen.

Joonas Lamberg er hans mangeårige chauffør og livvagt, som også denne aften følger ham til døren og derefter venter bag rattet i Maybachen nede på Muukalaiskatu, indtil Eliel er klar. Derefter vil Joonas køre ham til restauranten, som ikke ligger mere end en blok væk fra lejligheden. Normalt ville Joonas tage hjem på det her tidspunkt, men lige nu er tiderne usædvanlige: Eliel Zetterborg og RealEsts bestyrelse er inderligt forhadte af så mange i befolkningen, at det er godt at have Joonas i nærheden hele aftenen. »Ja, tak. Vi ses nedenunder om lidt,« svarer Eliel, åbner døren og taster en kode ind i tyverialarmen.

Joonas nikker kort, kigger op på den øverste etage og går derefter ned ad trappen. Sådan gør han hver aften, fordi han vil sikre sig, at der ikke er smuttet nogen ind i trappeopgangen, som ikke hører til der. Joonas er trofast og samvittighedsfuld. Han er forhenværende medlem af Aktionsstyrken og stadig farlig, selvom han er næsten halvtreds og ubevæbnet.

Eliel Zetterborg banker skoene af på dørmåtten i entréen og tager sin overfrakke af, skuldrene er blevet våde på den korte tur fra bilen til hoveddøren. Hans hjem dufter af det nye skyllemiddel, han har bedt rengøringsdamen om at købe. Det skjuler den hengemte, 11

sødlige duft fra antikviteterne og møblernes krigstidstekstiler, som Eliel i de senere år er begyndt at bryde sig mindre og mindre om.

Duften minder ham om, at han er blevet gammel, og at han – fuldkommen som alle andre, der lever her på denne klode – er dømt til at dø før eller siden. Og i hans tilfælde utvivlsomt før. Efter AnneMaries bortgang har dagene virket som en langsom slalomkørsel mod døden; det er, som om hans hjerte slår færre slag for hver dag, der går, indtil det en nat omsider vil standse og udfri ham for hans trængsler.

Eliels blik falder på en gul plasticpose, der ligger i entréen.

Ren­gøringsdamen skulle aflevere bøgerne på biblioteket på Rikhardin­­­ katu om formiddagen og samtidig hente de reserveringer, der lå og ventede. Fandens også. Hun er tydeligvis ved at blive sjusket.

Eliel går ind i stuen, stopper op med hænderne i lommerne og sukker dybt. Virksomhedens mærkedag har gjort ham nostalgisk.

Et halvt århundrede. I løbet af den tid er RealEst vokset til et globalt børsnoteret aktieselskab, og det er svært at finde ligheder med det lille metalværksted, som han grundlagde sammen med Eetu for halvtreds år siden. Året 1970 var i alle henseender som en anden virkelighed: Det finlandiserede land under ledelse af Kekkonen var meget anderledes end nutidens Finland, på godt og ondt. Efter hans forældres opfattelse var der utvivlsomt tale om det sidste. Eliel Zetterborgs far var politisk journalist ved avisen Helsingin Sanomat og en stor fortaler for pressens ytringsfrihed. Hans mor havde en anseelig karriere som dramatiker. Det kunstneriske og liberale Zetterborg-par op­­­ levede atmosfæren efter krigen som undertrykkende og fortiende, og måske delvist af den grund modarbejdede deres eneste søn, Eliel, aktivt den selvcensur, som den finske stat udøvede i forhold til Sovjetunionen. På den anden side profiterede EZEM Rør A/S (som i forbindelse med en fusion og børsintroduktion i 1990 skiftede navn til RealEst A/S) særligt i 1980’erne enormt af den bilaterale handel mellem landene, hvilket gjorde hans syn på Sovjetunionen 12

betragteligt mere positivt. Så længe naboerne i Øst var tilfredse, var der gang i handlen.

Opportunistiske medløber.

Eliel er udmærket klar over, at han er et skoleeksempel på, hvordan ideologi kan tilsidesættes i håbet om de hurtige gevinster, som kapitalismen tilbyder. Gennem årene er han blevet beskyldt for at have givet køb på sine principper et utal af gange, af så mange forskellige mennesker, at han ikke længere orker at tage det ilde op. Desuden er det rigtigt, om end der er gået mange år siden da. Han fortryder imidlertid ikke noget, ikke et sekund. Beslutningerne muliggjorde et pragtfuldt liv for ham og Anne-Marie. For dem og Axel, som modsat Eliel selv fik lov til at vokse op i et velhavende hjem med overflod. Nu og da spekulerer Eliel på, om trangere kår ville have hjulpet på hans søns udvikling: Er deres relation netop svær, fordi deres udgangspunkter for livet har været så enormt forskellige?

Eliel stiller sig foran det store spejl og betragter sit furede ansigt, som er gemt bag et hvidt skæg. Telefonen lyser op henne på kommoden, men han har ikke tænkt sig at tage den. Den har ringet mere end nogensinde før i dag. Journalister, gratulanter, professionelle politikere og amatørpolitikere, noget, der ligner venner, rygklappere. Snyltere. Det er en stor dag for finsk industri og RealEst: Virksomhedens mellemledere fester netop nu i et mægtigt telt på torvet i Hietalahti, hvor der er sørget for program og underholdning.

Ledelsesgruppen samt bestyrelsesmedlemmerne med ægtefæller samles derimod i et privat lokale på den nærliggende restaurant Saslik for at spise middag i anledning af mærkedagen.

Slagter.

Eliel lukker øjnene og forsøger at glemme.

Han kan stadig se dem for sit indre øje, de hvide plakater, som reflekterer det klare solskin. Der er masser af dem, og de bliver holdt af hundredvis af hænder. Alverdens skældsord står skrevet på dem med blokbogstaver. Tusindvis af mennesker har samlet sig uden for fabrikken, og ingen er kommet for at fejre virksomhedens halvt 13

århundredlange succeshistorie. Larmen fra den vrede folkemængde er øredøvende, og en mand fra fagbevægelsen står på en forhøjning med en megafon i hånden og fungerer som kapelmester.

Eliel åbner øjnene og kan mærke sit hjerte hamre løs. De utaknemmelige bæster. Naturligvis er det et radikalt indgreb, men de gør ikke det her på et spinkelt grundlag. Hvis fabrikken stod til at redde, var den blevet det. Bestyrelsens beslutning om at nedlægge enheden i Kouvola har intet med nedskæringer af produktions­ omkostningerne at gøre, men derimod vil man ganske enkelt nedlægge rørdivisionen, fordi den er urentabel. Fabrikken, der beskæftiger næsten tre tusind mennesker, har været virksomhedens pengesluger i ti år, og det positive resultat fra de andre divisioner er ikke begrundelse nok til at holde den kørende i det uendelige. Et større problem end ned­læggelsen af fabrikken er nok, at det er næsten umuligt at beskæftige de mennesker, der bliver arbejdsløse, i andre enheder i virksom­heden. Så meget har RealEst A/S ændret sig i løbet af de seneste ti år. En 50-årig metalarbejder ville aldrig kunne lære at programmere en eneste linje, selvom firmaet betalte en dyr uddannelse. I hvert fald ikke hurtigt nok.

Flyt til Sverige ligesom Björn Wahlroos, dit kapitalistiske svin.

Eliel sukker. Han læser sms’en, som han har fået for femten minutter siden. Den er fra Axel.

På vej til restauranten. Nu kommer du vel til tiden?

Han tænker på sin søn. Hans elegante ansigt og særprægede stemme, som er forbløffende høj. Der er et stænk af jazzet whiskybas i den, nøjagtig som hos Axels afdøde mor, som drengen ikke blot har arvet sit smukke ansigt fra, men også sin fugleagtige kropsbygning.

Den underlige halsbrand, der har generet Eliel under hele køreturen, er begyndt igen. Besøget i Kouvola var sandelig ikke videre opløftende. Han ved, at han ikke kommer til at være formand for bestyrelsen i RealEst A/S året ud, og netop derfor har han været 14

parat til at tage denne kugle. Nationens vrede. Hans efterfølger kan begynde fra scratch og måske endda få fagbevægelsen bag sig. Det vil kunne føre virksomheden til de næste store succeser.

Eliel overvejer sit svar og nøjes så med at taste OK i tekstfeltet.

I det samme kan han mærke en stikkende smerte i brystet. Et øjeblik føles det, som om han ikke kan få vejret. Han sætter sig på skamlen i entréen.

Satans også.

Han er i glimrende fysisk form for en 74-årig – han har for nylig løbet en halvmaraton i oldboysserien i tiden to timer og fjorten minutter, men langtrukne restaurantaftener med ti retter og vinmenu gør ham træt i både krop og sjæl. Det ville sikkert være godt at få hjertet undersøgt igen, men Eliel kvier sig ved lægebesøg og undgår dem lige til det sidste. For helvede da også. Hvis det ikke var virksomhedens 50-års jubilæum i dag, ville han dejse om på sofaen med et glas whisky i hånden og se en britisk serie.

Eliel går adstadigt gennem korridoren hen imod stuen. De lange, brunbejdsede gulvplanker knager under hans strømper af merino­ ­uld. Han rører ved kontakten, og den dekorative lysekrone, der hænger i stueloftet, vågner til live. Han piller manchetknapperne af og lader manchetterne hænge ned over håndryggene.

Pladespillerens nål sænker sig langsomt ned på den sorte skive.

Johann Sebastian Bach: Sicilienne, koncert i D-mol, Bach-WerkeVerzeichnis 596. Eliel synes, det er det smukkeste værk, der nogensinde er blevet komponeret. At lytte til det føles nærmest som masochisme, så melankolsk og bedrøvet gør det ham. Koncerten får ham til at tænke på Anne-Maries begravelse, dengang Axels fætter spillede den på flygelet i begyndelsen af mindehøjtideligheden, her i dette rum for godt og vel tre år siden. Det er allerede mere end tusind lange dage og nætter siden, men lejligheden dufter stadig af Anne-Marie. Når alt kommer til alt, er det altså uden betydning, hvilket skyllemiddel rengøringsdamen køber.

Anne-Marie.

15

I dag bør han tage noget på, som minder ham om hende.

Eliel går forbi flygelet over imod stuens sofaarrangement og stopper op foran maleriet, der hænger på væggen bag sofaen. Oliemaleriet, som forestiller en tjur, svinger til side i hængslet og afslører et pengeskab i væggen. Eliel taster koden, og pengeskabet går op ved lyden af en signaltone.

Fra den øverste hylde tager han sin måske mest værdifulde skat, et Vacheron Constantin Geneve med en kasse af 18 karat guld.

Uret har næppe nogen voldsomt stor økonomisk værdi, men affek­ tionsværdien er så meget desto større: Han fik uret i bryllupsgave af Anne-Marie i 1969.

Eliel kan mærke urets tyngde om sit håndled, det føles fremmed, men samtidig velkendt. Han går hen imod flygelet og betragter den rummelige stue, de persiske tæpper, der dækker gulvet, kommoderne, der engang for længe siden er lavet i hånden, og de store oliemalerier i dekorative, forgyldte rammer.

Eliel vil ikke til fest i aften. Ikke uden sin hustru.

Og i det samme hører han noget gennem musikken.

Han er stoppet op ved barskabet, som står ved siden af flygelet, men gulvet knager stadig. Som om der er et sekunds forsinkelse mellem hans skridt og lyden fra dem.

Han holder vejret. Pludselig er han sikker på, at der er en anden i lejligheden. Han kaster et blik bagud, men den bueformede dør­åbning, der fører ud til køkkenet, er tom. Køkkenet er mørkt, og han aner kun et svagt lys fra vinduerne, der vender ud mod den russiske ambassade. Eliel ryster på hovedet. Det er bare konstruktionerne i det gamle jugendhus, der lever deres eget liv.

J.S. Bach spiller stadig i baggrunden, lige så smukt som hver aften.

Det er bare mit sind, der spiller mig et puds. Det har været en hård dag.

Eliel åbner barskabet, vælger en maskulin, bredskuldret flaske Macallan Reflexion. Hvis den fornemmelse, der gnaver i hans bryst, bliver uudholdelig, vil han aflyse sin deltagelse i middagen. Der er 16

trods alt én god ting ved at blive gammel: Man har altid et påskud for at undlade at gøre ting, man ikke har lyst til: alderdommen selv.

Den har ingen noget at indvende imod.

Den brune væske risler ned på bunden af glasset som vand fra en sval bjergkilde.

Men plankegulvet knager stadig, denne gang mere tydeligt. Han bunder glasset, whiskyen med en note af blomme brænder i halsen. »Hallo?« siger Eliel bestemt, selvom han godt ved, at han ikke får noget svar. Sidst han gjorde det, var dengang, Anne-Marie stadig levede. En aften, hvor han kom hjem og ikke var sikker på, om hans kone var hjemme eller ej.

Eliel sætter glasset fra sig på barskabet og hoster i sin knyttede hånd.

Naturligvis er han alene i lejligheden. Tyverialarmen var jo slået til, da han kom ind, og han har ikke hørt døren gå ude i entréen. »Hallo?« hører han sig selv sige endnu en gang. Han ved godt, at han ikke ville gøre det, hvis han var hundrede procent sikker på, at der ikke var andre i lejligheden. Tvivlen er som et sværd i hans bryst. »Hvem der?« Denne gang kommer den knagende lyd fra den anden side af væggen, ude fra køkkenet. En slæbende lyd, som ender med et kort smæk. En køkkenskuffe.

Eliel kan mærke en kold bølge brede sig op langs ryggen til nakken.

Han tager sin telefon, leder efter Joonas’ nummer under ‘Favoritter’.

Nu kan skridtene høres tydeligere.

Og i det samme får han øje på den, en mørk skikkelse, som langsomt kommer gående ud af mørket i køkkenet. Telefonen glider ud af Eliels hånd og falder ned på gulvet mellem hans fødder.

17

2

Joonas Lamberg åbner døren og stiger ud af bilen. Støvregnen gør hans kronragede isse våd, og bomuldsblazeren beskytter ikke lige­f rem mod den bidende vind. Han skal lige til at tage sin overfrakke på, men forkaster hurtigt tanken og lukker derefter døren til May­bachen, som skinner helt nypoleret. Han er trods alt et forhen­værende medlem af politiets specialstyrker, som i løbet af sin karriere har nået at dykke i iskoldt vand i fuld indsatsuniform og ligget bomstille i otte timer på et bliktag stivfrossen af kulde, mens han stirrede gennem kikkertsigtet på et skarpskyttegevær.

Han har affyret sit våben for at dræbe mere end én gang, og der er blevet skudt mod ham lige så mange gange. Et af projek­ tilerne – som blev sendt af sted af en finlandssvensk bankrøvers nimilli­meter i november 1998 – efterlod et evigt ar over knæet og indledte nedtællingen for hans karriere i Aktionsstyrken. Joonas, der tvunget af omstændighederne har skiftet den offentlige sektor ud med den private, er i løbet af sin lange karriere blevet overfaldet med både knive og cykelkæder, men som regel er han sluppet fra det som sejrherre. Han har ikke båret våben siden sin tid hos politiet, selvom han har et derhjemme. Nej, han sætter sin lid til Krav Maga, den israelske kampsport, som han har fire årtiers erfaring med og opnået det højeste niveau inden for.

Så han kan utvivlsomt godt ryge en cigaret uden overfrakke, selvom vinden, der blæser ind fra havet denne aften, simpelthen 18

er dræbende kold. Trods et par plusgrader føles det som at stå i en kummefryser med aircondition.

Joonas placerer en cigaret mellem læberne, tænder den med lighteren og kradser sig på arvævet på halsen, som den kolde luft får til at klø. Fra de nærliggende bygninger lyder der klange fra et vindspil.

Han tager et hiv af cigaretten og kaster et blik op mod sin chefs vinduer.

Chefen, som forekommer at være blevet ti år ældre i løbet af de seneste tre år. Efter konens død er Zetterborgs skridt gradvist begyndt at blive langsomme og stive, og det er blevet sværere overhovedet at få en samtale i gang med ham.

Joonas tænker på sin mor, der bor i en beskyttet bolig og er et år yngre end Zetterborg. Alzheimers har i løbet af de seneste måneder strammet sit greb og slynget alle de friskeste erindringer ud i glemslen, og hans mors fremtid ser ikke særligt lys ud. Nu og da overvejer han, om han skal bortføre hende, så hun kan tilbringe sine sidste dage et sted, hvor der blæser en mild middelhavsvind i stedet for iskold støvregn.

Joonas slipper røgen ud af sine lunger, og den stikker hurtigt af med et vindstød.

Han kaster igen et blik på uret, tager nogle hurtige hvæs, før han lader skoddet falde ned på jorden og ser i det samme, at telefonen er begyndt at ringe inde på forsædet af Maybachen.

Han sætter sig ind i bilen og tager telefonen. På skærmen blinker navnet Prins Charles. En upassende joke, som Zetterborg ­senior med garanti ikke ville synes om, hvis altså han kendte til det øgenavn, som Joonas har givet Axel. Joonas er altid høflig, når han har med familien at gøre, men aldrig slesk eller overdrevent formel. Sådan har chefen selv ønsket det. »Det er Joonas.« »Dav, Joonas ... Jeg ville bare ringe, fordi ...« Axel Zetterborgs stemme er oprørt.

19

Joonas gør det, han er bedst til; han venter tålmodigt. »Er du sammen med min far?« får Axel til sidst spurgt. »Din far er derhjemme. Jeg sidder i bilen hernede på gaden.« »Skulle I ikke være kommet direkte til restauranten?« »Din far ville hjem først.« »Okay ... Vi venter på far her på restauranten, og det ved han godt.« Joonas Lamberg læner sig forover for at kunne se vinduerne på hjørnet af ejendommen. Der brænder et blegt lys. »Han tager ikke telefonen. Det plejer han altid at gøre,« siger Axel og lyder nu bekymret. »Jeg ville ellers ikke ringe, men tidligere i dag klagede han over, at han følte sig utilpas.« »Han kommer sikkert lige om ...« »Gå op og kig.« »Men ...« »Gør, som jeg siger, Joonas.« »Modtaget. Jeg går op,« svarer Joonas, åbner bildøren og stiger ud. Chefen har det sandsynligvis helt fint, men der må under ingen omstændigheder gå for lang tid mellem den mindste mistanke og handling. Det ville være uprofessionelt.

Joonas går hen til døren og fisker nøglen op af lommen. Han har stadig Axel i røret, mens han går op ad trappen. Fem etager på under et halvt minut. Knæskallen fungerer fint, selvom Joonas ved, at den ser rædsom ud på røntgenbilleder og kan give efter under ham, hvert øjeblik det skal være. »Jeg står foran døren nu. Der var helt stille udenfor ...« siger Joonas en anelse forpustet ind i telefonen og ringer på. »Jeg tænkte slet ikke på noget i den retning, men ...« Axel gør ikke sætningen færdig, fordi han sikkert håber på at høre sin fars arrige stemme. Vi er på vej, for helvede.

Men han hører ingenting, og døren går ikke op.

Et kort øjeblik står Joonas foran døren med telefonen for øret og stirrer på navneskiltet, hvor der står Zetterborg med hvide bogstaver 20

på sort bund. Så banker han hurtigt et par gange på døren. Sekunderne følger hinanden, indtil der utvivlsomt er gået mere end et minut. »Joonas?« siger Axel, og Joonas kan nu høre en uro i hans stemme.

Joonas låser døren op med sin nøgle. »Axel,« siger han, da han er kommet ind i stuen. »Der er noget helt galt.«

21

Zetterborg-sagen er oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller efter Kauna © Max Seeck, 2021 Original edition published by Tammi publishers, 2021 Danish edition published by agreement with Max Seeck and Elina Ahlback Literary Agency, Helsinki, Finland.

Denne udgave: © Max Seeck og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Marlene Diemar/Imperiet Sat med Warnock Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook Sverige ISBN 978-87-434-0223-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag