george eftersommer 2010 - 87. årgang nr. 2

george Forum for frihed og ligeret Hvorfor er så megen rigdom i hænderne på så få?

87. årg. nr. 2

eftersommer 2010

- interessant konference i London.

v/ F. Becker-Christensen … læs side 2

Sølvkuglen anmeldes v/ Jesper Jespersen, professor i … læs side 3 økonomi RUC Bæredygtig økonomi

- Poul Gerhard lægger op til orienterign om det nye initiativ.

v/ Mikkel Klinge Nielsen … læs side 5

Sølvkuglen anmeldes i Fagbogen INFO … læs side 7 »De goé gamle dage« v/ Dan Holst Nielsen … læs side 8 Georgs Corner

- Fair løsning, Lenes ferier, Helles skattemand m.m...

… læs side 9

v/ Georg Severin

Det skæve Danmark

- se hosstående tegning og tekst ...

v/ Peter Ussing

… læs side 10

Sølvkuglen anmeldes af et skarn? = kritisk georgeist v/ Richardt Riis … læs side 12 Brasilien - en kapitalistisk socialstat

- spændende om fremgangen stendser ved næste valg...

v/ Svend Tornbjerg

… læs side 14

Punkter boblerne

- Vi må satse på grundskyld m.m. … læs side 15 v/ Ib Christensen

Køb og læs Sølvkuglen … læs side 16

Lad os aflevere byskiltene!

Det skæve Danmark bliver mere skævt som følge af strukturreformen og kommunernes stramme økonomi. Mange små landsbyer vil dø ud, og så kan vi aflevere byskiltene på borgmesterkontoret. Læs inde i bladet side 10 om det skæve Danmark med de rådne bananer.

Finn Becker-Christenen

The IU Global Conference London 2010

Sidst i april blev den internationale IU-kongres afholdt i London. En af de danske deltagere, Finn G. Becker-Christensen, deler her nogle af sine oplevelser med os Dag 1 udadtil med Det Radikale Venstre, samt men da mange konference deltagere Ole Lefmann, Ass. Secretary of the IU: en skattelovgivning i modstrid med fandt foredraget meget interessant, vil Georgeist Progress and Defeat in regeringsgrundlaget. Der var dårligere jeg henvise til http://blog.lvrg.org.au/ Denmark 1885-1975. forståelse end tidligere i vælgerkorpset af 2009/06/from-subprime-to-terrigenousrecession.html (Fremgang og nederlag for georgeismen i grundskyldspolitikkens fordele.

Danmark 1885.1975) En folkeafstemning i 1963 om 4 jordlove Putland mener, at der i virkeligheden Ole Lefmann præsenterede med drejede sig om andre ting end grundskyld, ikke er tale om en boligboble, men om stor indsigt et historisk rids over men vælgernes afvisning af disse love en jordboble, eller måske rettere en beliggenhedsboble. grundskyldspolitikens For Danmark triumf og fiasko i Motto for konferencen: gennemgås den Danmark. Det var tæt “Why is so much wealth in the hands of so few?” såkaldte “boom-burst” på at gå godt, men boble kvartalsvis for (Hvorfor er så megen rigdom i hænderne på så få?) det gjorde det så ikke 2007-2008 alligevel.

Jordværdibeskatning har gav også grundskyldstanken yderligere Dag 3 været brugt i Danmark i århundreder modvind. Det har været situationen siden.

Edward J. Dodson, præsident for The (Hartkornsskatter). Det var den stadig, da Resten af historien er danske læsere Council of Georgeist Organizations (i Henry George´s tanker kom til Danmark velbekendt. Selvom Ole ikke sagde det, USA): “ Death

by Debt Strangulation” I 1880érne. Det var en skat på dyrket jord så er Retsforbundets skæbne som dansk (Død ved kvælning på grund af gæld). og udskrevet efter jordens evne til at give politisk parti tragisk.

Dette foredrag hørte jeg to gange. udbytte.

Mange mener, at boligboblen var I 1890 blev hartkornsskatter foreslået Dag 2 årsagen til finanskrisen.

Det er nok erstattet med indkomstskat. Det skete Gavin Richard Putland fra Australien nødvendigt at anlægge et bredere syn på ved en Folketingsbeslutning i 1903. De står i spidsen for en gruppe, der i mange årsagssammenhængene. “For første gang gamle jordskatter blev fjernet. forskellige lande rundt om i verden har siden den store depression i 1930érne Den Danske Henry George Forening undersøgt sammenhængen mellem den har det store flertal af husstande i blev stiftet i 1902 som en tværpolitisk såkaldte boligboble og den økonomiske i USA kun en lille eller ingen likvid sammenslutning. Henry George´s tanker krise. Jeg hørte desværre ikke foredraget, opsparing. Antallet af konkurser er fik stor opmærksomhed i den offentlige rekord højt.” Vi drukner i gæld”, sagde debat. The Radical wings of Liberals, foredragsholderen.

Det Radikale Venstre, blev stiftet 1905, Han oplistede de 21 vigtigste årsager til, The Danish Justice Coalition Party, at det er kommet så vidt, at vi har et Retsforbundet, blev stiftet 1919 som et samfund, der permanent er gældsat. Nr. debatforum. Det blev senere etableret 15 var “subprime” pantebrevmarkedet. som et politisk parti og kom i 1924 i (Boligboblen). Nr nr. 17 var svindel, Folketinget. underslæb, rovdyragtige udlånsmetoder , En grundskyldskommission udgav i 1954 underlødige byggestandarder samt en del en rapport som foreslog fuld grundskyld andre former for kriminel adfærd. i form af 4% skat på al jord, opkrævet i henhold til offentlig vurdering.

Dag 4 I 1957 fik Danmark en såkaldt Fred Harrison, Sølvkuglens forfatter, grundskyldsregering med deltagelse af talte om sin seneste bog: “The Predator Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre Culture”(rovdyrkulturen!).

Han hævder, og Retsforbundet. Resultatet blev en at kampen om jord og resurser er række positive virkninger med hensyn til årsagen til alle nutidens globale kriser. produktion, investeringer, opsparing og Foranstaltninger til at afhjælpe disse har faldende arbejdsløshed. været virkningsløse og fører hverken til Alligevel blev valget i 1960 en katastrofe fred eller velstand. for Retsforbundet, som mistede sin repræsentation i Folketinget. Blandt AmarManzoor, økonomisk konsulent årsagerne nævntes blandt andet for militærindustrien i Storbritanien mediernes fjendtlighed mod partiet talte om en ny verdensorden, efter og dets grundskyldspolitik, ledende Her ses tre danske deltagere i konferencen: Ole Sovjetunionens og snart også USA’s roller regeringsmedlemmers afsked med politik Lefmann (tv.), som har bosat sig i London, og som holdt foredrag den første dag.

Desuden ses Per som de altbestemmende stormagter af personlige årsager (sygdom og død), Møller Andersen og i midten Svend Dinsen. i verden er udspillede. Herefter vil interne skænderier i partiet og uenighed

2

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

Jordklodens rettigheder I Arrangør: THE INTERNATIONAL UNION FOR LAND den forbindelse præsenterede hun et nyt begreb analogt med VALUE TAXATION Formål: At behandle fundamentale økonomiske spørgsmål, GENOCIDE (folkedrab). Det som kræver løsninger for at imødegå fattigdom, ulighed og hedder ECOCIDE og betyder ødelæggelse, skade eller tab af miljøforringelse.

Deltagerne fra Storbritanien, Irland, Sydafrika, Australien, økosystemer enten på grund af menneskelig adfærd eller af andre USA, Canada, Spanien og Danmark.

Sted: School of Economic Science på Mandeville Place årsager. Ecocide er er en trussel mod freden, en international centralt i London. parallelt med Der var 18 officielle foredragsholdere fordelt over de fem forbrydelse folkedrab og en forbrydelse konferencedage. menneskeheden. Hun Foredragsholdere var dels folk fra the IUs egne rækker dels mod oplistede verdens 10 værste udefra kommende specialister i samfundsforhold.

Dag 5 miljøkatastrofer, nogle mere naturgiven knaphedsresurse i lighed med John Loveless, “Water kendte end andre. En afstemning Engineer”. “Er fornybar energi jord. Med afsæt i Adam Smith og Henry via Internettet om de værste katastrofer virkelig noget, der vil være bedre George udviklede David et politisk- gav en klar førsteplads til olieudvinding end kul, gas og nuclear energi?”, økonomisk begrebsapparat, der skelner af oliesand i Alberta, Canada. Et areal mellem jord og arbejde, mellem naturgivne på størrelse med England er ved at spurgte han.

Vi var hermed emnemæssigt et langt og menneskeskabte rigdomme. blive forurenet med tjære og total stykke vej borte fra de klassiske Det er både en politisk og en miljøødelæggelse.

Afskovningen af økonomiske teorier, men spørgsmålet ingeniørmæssig opgave at sikre en Amazonas er næstværst. Forureningen var relevant nok i disse energihungrende retfærdig fordeling af vand til alle borgere, i Afrika af Nigerflodens delta har tider. Loveless rullede perspektiverne op også når resursen er knap. Rørledninger stået på i årevis. Længere nede på for hydroelektrisk kraft, men også for skal fremføre rent vand i konstante men listen fandtes “space junk”, d.v.s. andre mere oversete energiformer, fx. begrænsede mængder, så alle får del i rumfartsekspeditioners efterladenskaber resursen.

Osmose. af affald ude i rummet. Forløbet i Caribien Han mente, at den allerbedste energiform, Vandtilførsel,som kun fungerer periodevist, med BPs eksploderede olierig havde i der overhovedet tænkes kan, er den kraft, er en uheldig spareforanstaltning, som april 2010 endnu ikke nået at komme tillader med. der kan udvindes fra tidevand, fremfor alt i perioder uden rent vand ved hjælp af undersøiske turbiner. Det er spildevand at forurene resursen ved Polly Higgins havde deltaget i et fata morgana, som meget få uden for tilbageløb i rørnettet. klimakonferencen i København december de snævreste energispecialisters kreds 2009. Jeg spurgte hende om fiaskoen var Polly Higgins, den sidste foredragsholder den danske regerings skyld. Det afviste har kendskab til.

Foredragsholderen illustrerede sit blev præsenteret som “Planetary Rights hun. Årsagen var Kinas og USAs modvilje foredrag med plancher og fotos af Lawyer”. Hun har modigt og indsigtsfuldt mod at nå til et resultat. de nævnte turbiner, og han virkede organiseret en verdensomspændende kampagne under mottoet “Trees have Socialt samvær meget vigtigt overmåde entusiastisk.

Mit efterfølgende opslag på Internet rights too.” Håbet er, at kampagnen En vigtig del af konferencen var de (Wikipedia) bekræftede, at de potentielle i FN regi skal føre til en erklæring om uformelle kontakter, der skabtes i de resurser er enorme, men at sagen er tre daglige pauser, formiddag, frokost og mere kompliceret end som så, og at eftermiddag, hvor de fleste af deltagere teknologien næppe er på plads endnu. søgte ned I kantinen i kælderen. Der var også rigeligt med samtalestof om aftenen, David Triggs, Executive Chairman når vi slog os ned på en af de talrige Henry George Foundation. Også han af lunt og solrigt vejr begunstigede og er ingeniør. I løbet af en over 40-år velbesøgte fortovsrestauranter i denne lang international karrière har han del af London specialiseret sig i miljøforvaltning og vand.

Præsidenten afsluttede konferencen og Hans emne var “Water Rents”. Dette takkede Megan Aschroft for det store begreb er nyt for mange, nok også for arbejde hun havde lagt for dagen georgeister, men “Vandrente” bør have før og under konferencen med at få samme centrale placering i georgeistisk administration og organisation på plads. sprogbrug og idégrundlag som jordrente Hun fik en stor buket blomster. og jord/resurserente. På engelsk kan “Land” (i hvert fald i georgeistisk Sidste dag, fredag, afsluttedes med “Galla sprogbrug) være en betegnelse for alle Evening” på en nærliggende restaurant. ikke-menneskeskabte rigdomme, incl. vand.

Den eneste kemiske betegnelse, som alle må formodes at kende er vand, H2O. The IUs præsodent, Fernando Scornic Gerstein afslutter her konferencen efter at Mennesker kan ikke overleve længe uden have ledet den på udmærket måde. vand, som i global sammenhæng er en der være en række lande der konkurrerer om indflydelse, og inden for hvert af disse lande vil der være konkurrerende kulturer og religioner, som kæmper om magten. En eventuel 3. verdenskrig vil være en industriel krig, hvilket de færreste lande er forberedt på, men Kina vil stå meget stærkt i en sådan krig. Land Value Taxation (skat på jordrenten) vil være verdens mest effektive fredsstifter.

FAKTA OM KONFERENCEN

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

3

Jesper Jespersen Anmeldelse af Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitet

Sølvkuglen Der er kun én måde at udrydde fattigdom på af Fred Harrison

Udgivet af Den danske Henry George Forening, 125 kr., 243 sider Bogens fokus er rettet mod den globale fattigdom. Den indledes med den konstatering, at antallet af ekstremt fattige mennesker i følge den officielle FN-statistik er uforandret ca. 1 milliard mennesker. De har en materiel levefod på 1 dollar (eller mindre!) om dagen.

På trods af en betydelig global vækst igennem hele efterkrigstiden, så har dette tal stort set ikke forandret sig. I de officielle statistikker sløres dette billede af fattigdom dog af, at den procentdel af verdens befolkning, der lever under disse usle kår, er faldet. Så i de officielle skåltaler hedder det sig, at den andel af jordens befolkning, der er ekstremt fattige ’kun’ udgør ca. 15 pct. (2000) i modsætning til tidligere 40 pct. (1970).

Bogens centrale påstand er, at det er økonomernes [ skyld; for de] har tilbageholdt den viden, som folk har brug for, og som ville have lettet dem vejen til økonomisk overflod (s. 26).

Kritik af konventionel økonomisk teori Forfatteren raser især mod en række af de etablerede (amerikanske) økonomer eksemplificeret ved bl.a. FN-økonomerne Jeffrey Sachs og Joseph Stiglitz. De er begge stærkt involverede i realiseringen af FNs fattigdoms-målsætning: at andelen af fattige mennesker skal halveres yderligere frem til år 2015. Men siger forfatteren, det vil ikke lykkes, hvis ikke den økonomiske rådgivning ændres på ét helt afgørende punkt – beskatningen.

Det er ikke markedssystemet i sig selv, der er problemet; men derimod det forhold, at de samfundsskabte jordværdier og de naturgivne ressourcer ikke beskattes effektivt. De etablerede økonomer kritiseres for ikke at have forstået, at her ligger kilden til rigdom, der ville kunne afhjælpe befolkningens materielle fattigdom, navnlig i u-landene.

FN-økonomerne refereres for ligefrem at benytte udtrykket ’naturressourcernes forbandelse’, og at de viger tilbage fra at stille forslag, der omfatter en beskatning af disse rigdomme. De kritiseres således for passivt at medvirke til, at disse betydelige samfundsskabte gevinster forsvinder ubeskattet ned i godsejernes, mine- og olieselskabernes lommer, så

4

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

de ikke kommer den brede befolkning til gode, tværtimod fastholder den i stor fattigdom.

De samfundsskabte værdistigninger skal beskattes Fred Harrison er inspireret af de klassiske økonomer 1700- og 1800-tals økonomer: Adam Smith, David Ricardo og Karl Marx. De pegede alle tre på, at disse værdistigninger – der i den økonomiske fagterminologi betegnes jord- og ressourcerenten - burde inddrages i fuldt omfang til almenvældet. Det er der to gode økonomiske årsager til: for det første fordi jord- og ressourcerenten er uproduktiv, den suger tværtimod købekraft ud af samfundsøkonomien, hvilket svækker erhvervsudviklingen.

Ricardo og Marx var ikke i tvivl om, at uden en radikal ændring af beskatningen (Ricardo) og af ejendomsretsforholdene (Marx) ville den økonomiske vækst gå i stå og uligheden forøges. ’Sølvkuglen’ Inspireret af de klassiske økonomer drager Fred Harrison den konklusion, at hvis jordog ressourcerenten blev inddraget fuldt ud, så ville fattigdomsproblemerne kunne afhjælpes.

De betydelige skatteindtægter, som det offentlige herved ville modtage skulle så sættes i cirkulation i form af investeringer i forbedret infrastruktur og byudvikling til gavn for erhvervslivet og befolkningen. Lykkes disse investeringer, så vil erhvervslivet begynde at blomstre, hvorved jordværdier og priserne på råvarer vil stige yderligere.

Herved er grunden til en dynamisk samfundsøkonomisk udvikling lagt, der kan reducere omfanget af fattigdommen. ’Sølvkuglen’ består således i en effektiv beskatning af de naturgivne og samfundsskabte værdier. Fred Harrison er helt klar over, at dette forslag vil vække en betydelig politisk modstand i de herskende klasser. Derfor er det vigtigt, at ’sølvkuglen’ understøttes af jordreformer,

der spreder ejendomsretten, og navnlig brugsretten, ud på mange hænder, hvilket lettere vil kunne bringe de samfundsskabte værdier under demokratisk kontrol.

Sympatisk, men ensidig bog.

Bogen er velskrevet. Den giver mange illustrative eksempler på, at en mere ligelig jordfordeling, herunder en stærkere beskatning af de samfundsskabte værdier ville kunne bidrage til finansiering af en mere retfærdig samfundsudvikling. Det er rigtigt, at ’Sølvkuglen’ ikke indgår med tilstrækkelig vægt, når der rådgives om økonomiske reformer til afhjælpning af fattigdom. Her kunne FN-økonomerne bestemt være mere aktive med hensyn til at forklare betydningen af jordreformer og ikke mindst jordbeskatning i ulandene. De skulle insistere på, at jorden ikke bør kunne ejes, men kun lejes, så værdistigninger tilfalder samfundet. Ligesom minedriften skal reguleres gennem koncessioner, der sikrer, at stigninger i råvareog energipriser kommer befolkningen til gode. Men disse velmente reformer kræver, at der er et velfungerende demokratisk politisk styre, hvilket ikke er en selvfølge i de lande, hvor fattigdommen er mest udbredt. ’Sølvkuglen’ er en sympatisk og fagøkonomisk set velargumenteret bog. Men den bygger på en overdreven optimisme med hensyn til, dels hvor mange penge en sådan jordbeskatning i givet fald ville kunne indbringe og dels den politiske vilje til at gennemføre disse reformer. Det er åbenbart, at inspirationen til bogen er den økonomiske og politiske struktur, der herskede i USA i det 19. århundrede, hvor landbrugsjorden endnu var stort set gratis og det politiske system så nogenlunde demokratisk og velfungerende. Men sådan ser verden altså ikke ud i dag, hverken i u- eller i i-landene.

(Se også artiklen s. 12: Sølvkuglen - set med kirtiske georgeistiske briller.)

Poul Gerhard Kristiansen

Henry George Foreningen er inviteret til at deltage i et interessant projekt om Bæredygtig Økonomi Introduktion til nedenstående artikel v/Poul Gerhard Kristiansen I de seneste 20 år har vi set henholdvis fald og fallit for de herskende økonomiske systemer. I kølvandet er der opstået tænketanke, der har haft den svaghed, at de tager udgangspunkt netop i de ideologier, som allerede har vist deres uformåenhed. Det bringer os i en situation, hvor der er meget stort behov for at tænke alternativt - også på det økonomiske område.

I den situation er projektet Visioner

for Bæredygtig Økonomi opstået.

Det er et forsøg på netop at bringe alternative, bæredygtigt økonomiske tanker på banen - herunder ikke mindst spørgsmålet om jordleje fuld grundskyld. Såvel Henry George Foreningen som Retsforbundet er inviteret til at deltage og det giver os naturligvis en god mulighed for at præsentere tankerne om fuld grundskyld for en lang række mennesker, hvor vi kan give mange mennesker en mulighed for

at lære Henry Georges tanker at kende.

Projektet er et forsøg på at skabe modspil til de etablerede ideologier på det økonomiske områder og omfatter en lang række forskellige organisationer med forskellige input. Det er altså ikke et nyt politisk parti eller en ny konkurrent til de eksisterende organisationer, men et forsøg på i fælleskab at få andre ideer på banen - uden at alle deltagere skal føle sig forpligtet til at være enige i alting.

Mikkel Klinge Nielsen

Et bæredygtigt økonomisk system - hvad er det?

Mikkel Klinge Nielsen præsenterer i denne artikel projektet og giver et bud på en etableret sammenhæng Hvori består et bæredygtigt økonomisk system?

Af Mikkel Klinge Nielsen, cand.merc.(fil.), tovholder for projektet Visioner for Bæredygtig Økonomi, tidl. forskningsleder i Center for Bæredygtig Økonomi. Økonomiske grundvilkårMon ikke vi ved at tage udgangspunkt i de økonomiske grundvilkår, vi er underlagt her på planeten, kan blive lidt klogere på det bæredygtige økonomiske systems bestanddele?

Som økonom giver det mening at inddele alt på planeten i følgende tre kategorier: naturen (dvs. mineralriget, planteriget og dyreriget under ét), mennnesker og artefakter (dvs. genstande og fænomener frembragt af mennesker).

Såvel naturens som menneskers opretholdelse og trivsel forudsætter tilfredsstillelse af visse behov. Naturen kan tilfredsstille sine egne behov. Menneskene må tære på naturen for at få dækket sine.

Men der er en øvre grænse for, hvor meget vi mennesker kan belaste naturen, før den udpines – vi kalder denne for naturens bæreevne. Der er derfor også en øvre grænse for hvor mange mennesker, der kan leve på planeten. Ingen af os er dog tilfredse med at leve på et eksistensminimum og kun få dækket de helt basale fysiske behov.

Alle efterstræber øget trivsel, livskvalitet og lykke – og det kræver tilfredsstillelse af

mange andre typer af behov. Nogle af disse tærer på naturen, og begrænser således yderligere det maksimale befolkningstal.

I økonomisk henseende er artefakterne produkter og penge særligt relevante.

Hvad produkterne angår, så skelner vi mellem varer og tjenesteydelser på den ene side, og kapital på den anden. Førstnævnte tilfredsstiller vi vores (reelle og indbildte) behov med.

Sidstnævnte er produktionsapparatet, dvs. de produktivitetsfremmende hjælpemidler til produktionen af varer og tjenesteydelser.

Både naturen og mennesket er faktorer i enhver produktion (dvs. fremstillingen af produkter). Det er også vanskeligt at forestille sig en produktion, som ikke gør brug af kapital. Man snakker da også om de tre produktionsfaktorer: jord, arbejde og kapital. Menneskets bidrag til produktionen kaldes arbejde. Begrebet jord er derimod lidt uklart. Det skyldes så vidt jeg kan se, at det faktisk dækker over to væsensforskellige faktorer.

Den ene hidrører – som vi allerede har været inde på – det faktum, at produktion kræver forbrug af naturen.

Denne produktionsfaktor kan vi kalde for naturresurse og definere som det af naturen, der (potentielt) kan anvendes som input i produktionen. Den anden

kan vi kalde for rum – den udspringer af det forhold, at alt på planeten optager en eller anden form for rum og at planetens rum er begrænset. I økonomisk henseende er jordoverfladen klart det vigtigste af disse rum. Men der er fx også luftrummet og det elektromagnetiske spektrum. På sin vis er produktionsfaktoren rum den mest grundlæggende af dem alle, idet den er en forudsætning for de øvriges eksistens. Jeg vil derfor foreslå, at vi begynder at snakke om følgende fire produktionsfaktorer: rum, naturresurse, arbejde og kapital.

Af hver produktionsfaktor udspringer en indtægtskilde: Af rum rumleje, af naturresurse naturresursebetaling, af arbejde løn og af kapital profit. Dette gælder for et hvilket som helst økonomisk system på vores planet. Fordelingen af disse indtægtskilder (hvilket i reale termer er lig fordelingen af produktionen) afhænger derimod af den konkrete samfundsøkonomiske indretning – så lad os kigge lidt nærmere på den.

Det nuværende økonomiske systemI det nuværende økonomiske system fordeles indtægtskilderne/ produktionen ikke kun mellem ejerne af produktionsfaktorerne. En del af indtægtskilderne/produktionen går til betaling for leje af penge, som ”pengemagten” skaber ud af den blå luft.

Vi kalder den leje for rente. Endvidere

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

5

tilflyder en del af indtægtskilderne/ produktionen de ikke-selvforsørgende som sociale ydelser, dvs. som underhold til de mennesker, som ikke er i stand til at forsørge sig selv tilfredsstillende på markedsvilkår.

I dag kan vi derfor opdele befolkningen i følgende seks økonomiske klasser: rumejerne, naturresurseejerne, arbejderne, virksomhedsejerne (dvs. kapitalisterne), de ikke-selvforsørgende og ”pengemagten”. Af disse er det strengt taget kun arbejderne og virksomhedsejerne, som bidrager til produktionen – og sidstnævnte kun i den udstrækning kapitalen er erhvervet for løn. Selvfølgelig bidrager produktionsfaktorerne rum og naturresurse også til produktionen, men det skyldes ikke rumejernes og naturresurseejernes indsats. Og hvad ”pengemagten” angår, så beror dens eksistens (som økonomisk klasse) alene på et privilegium.

De sociale spændinger skyldes først og fremmest, at vi tillader privat ejendomsret over produktionsfaktorerne rum og naturresurse, samt ”pengemagtens” privilegium. Hvad naturens efterhånden ret alarmerende tilstand angår, så skyldes det to forhold: Dels at vi ikke har nogen institutioner, som varetager naturens tarv og sikrer, at naturens bæreevne ikke overskrides; dels at det nuværende rentebaseret pengesystem medfører et krav om en eksponentiel stigning i produktionen – og det kan naturen selvfølgelig ikke holde til i længden.

Det faktum, at der er forskel på os mennesker, og at nogle – som tidligere nævnt – ikke evner at forsørge sig selv tilfredsstillende inden for markedsøkonomiens rammer, mens andre formår at tjene til et liv i luksus, fremkalder selvfølgelig også sociale spændinger. At en stor andel af arbejdsstyrken (dvs. de mennesker, som enten er i arbejde eller vil kunne arbejde) ikke kan få arbejde, gør ikke situationen bedre.

Kort fortalt er der altså fire problemer ved det nuværende økonomiske system: det rentebaseret pengesystem, at rumlejen og naturresursebetalingen tilfalder private, at naturen mangler en værge, samt det, der knytter an til arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Heldigvis eksisterer der allerede løsningsforslag til hvert problem.

Bestanddelene i et bæredygtigt økonomisk system På pengeområdet består løsningen i at skabe et rentefrit finansielt system.

6

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

Etableringen af et sådan system kræver tre delreformer: En ejendo msfinansieringsreform, der vedrører penge som opsparingsmiddel og løser problemet med fremmedfinansieringen af ejendomme; en bankreform, der vedrører penge som byttemiddel og løser problemet med pengeskabelse; samt en kreditformidlingsreform, der vedrører ejerandelsbeviserne i vores virksomheder og finansieringen af kapital og de langvarige forbrugsgoder.

Med hensyn til rumlejen består løsningen i en 100% beskatning heraf.Vigtigst er i den forbindelse indførslen af fuld grundskyld (dvs. 100% jordværdibeskatning).

Hvad naturens behov og naturresursebetalingen angår, så består løsningen i, at staten påtager sig opgaven som naturens værge og at naturresurserne nationaliseres og resursebetalingen tilfalder staten. Lad os i mangel af bedre betegne denne løsning med begrebet økologisk økonomi.

Rumlejen og naturresursebetalingen skal tilsammen finansiere alle offentlige goder og tjenesteydelser – bortset fra de sociale ydelser.

På arbejdsmarkeds- og socialområdet består løsningen i en ny samfundspagt – mellem dem, der så rigeligt kan forsørge sig selv på markedsvilkår, og dem, der ikke formår det tilfredsstillende – hvor de sociale ydelser ses som kompensation for den private ejendomsret til frugten af sit arbejde (og dermed også til frugten af sin kapital). Niveauet for de sociale ydelser vil blive demokratisk bestemt.

Men da konsekvensen af reformerne med hensyn til pengeområdet, rumlejen og naturresursebetalingen er, at de tre privilegerede økonomiske klasser forsvinder, så er der kun grund til at tro, at niveauet vil blive væsentligt højere end nu. – Tilbage er kun at finde ud af, hvori de sociale ydelser og finansieringen heraf skal bestå. I den forbindelse har basisindkomst og formueskat mange fordele: Basisindkomst bygger på et positivt menneskesyn, sikrer basal økonomisk tryghed og frihed til alle, skaber et bedre arbejdsmarked for alle, styrker det civile samfund, samt reducerer bureaukratiet; og formueskatten er den logiske modydelse for den opnåede private ejendomsret og desuden meget let at administrere.

Projektet Visioner for Bæredygtig Økonomi Ovenfor har jeg forklaret, hvorfor vi i projektet Visioner for Bæredygtig Økonomi med hensyn til den institutionelle

indretning har valgt at fokusere på områderne: rentefrit finansielt system, fuld grundskyld, basisindkomst og formueskat, samt økologisk økonomi – og i løbet af de næste halvandet år vil udarbejde en konkret vision for et bæredygtigt økonomisk system af de nævnte bestanddele. I samme tidsperiode vil vi også præcisere de principper, som ligger til grund for en bæredygtig fysisk indretning og (på baggrund heraf) udarbejde en konkret vision for vores fødevareproduktion, energiforsyning, byggeri, transport og resurseanvendelse.

Alt dette kræver helhedstænkning og en forenet bestræbelse af teoretikere og praktikere fra mange forskellige fagområder, hvorfor der involveres en sådan bred palet af eksperter og samles et stort høringsråd. Siden juni 2010 har omkring 50 personer – heraf en del forskere samt repræsentanter fra NGO’er, virksomheder og politiske partier med fokus på forskellige aspekter af bæredygtig udvikling – tilmeldt sig høringsrådet og/eller som eksperter.

Du kan læse mere om projektet og tilmelde dig på bæredygtigøkonomi.dk.

goodies

– around the world

Georgeisme i Canada

Ontarios grønne/Georgistiske parti – GPO - er meget aktivt og sandsynligvis på vej ind i det canadiske parlament.

17, juni 2010 vedtog man en resolution med mange gode punkter: GPO foreslår således en afgift på naturlige resourcer så de, der bruger, monopoliserer eller ødelægger vore fælles værdier og begrænser andres adgang til og gavn af vor fælles arv, skal godtgøre samfundet for dette privilegium.

Desuden vil man nedsætte skat på arbejde, forretninger og produktion og i stedet baseret statens indtægt på skatter og afgifter fra brug og misbrug af verdens fælles arv og adgangen til offentlige goder.

Endelig foreslås en grøn skat der skelner imellem tjent og ikke-tjent indkomst og flytter skattetrykket fra det første til det sidste. En sådan ændring vil løfte byrden fra den produktive økonomi og i stedet financiere det offentliges udgifter ved at opsamle utjent indkomst.

Institutioner og erhverv der nyder godt af adgang til samfundsskabte og skattebetalte goder og infrastruktur skal erlægge vederlag til staten som kompensation for de opnåede privilegier.

Frank de Jong

Endnu en anmeldelse af Sølvkuglen I ”Fagbogen Info” kan man finde denne anmeldelse af Sølvkuglen: Sølvkuglen af Fred Harrison. 243 sider, 12,5 x 21 cm. Ill: 3 figurer. Pris 125,00 kr. Den Danske Henry George Forening. Udgivet marts 2010. Oversat af Ole Lefman. Original: The Silver Bullet (The International Union for Land Value Taxation, 2008).

Bogen handler om årsagerne til fattigdom overalt i verden – og om, hvad man kan gøre ved det. Hvorfor har vi stadig fattigdom – fra lande i syd til baggårde og slumområder i de rige vestlige lande?

Fred Harrison viser i Sølvkuglen, hvor alvorligt det står til rundt om i verden. Han gennemgår den historiske baggrund for sult og nød. Desuden giver han en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform.

Spørgsmålet er ”om der kan rejses tilstrækkelig stor tilslutning og politisk vilje til at gøre det af med fattigdommens grundårsag. Børnene af verdens en milliard mennesker på bunden af verdenssamfundet `forventer intet mindre af os, end at vi tager os sammen og gør det. Hidtil er fattigdommen blevet behandlet, som om den var selve problemet, men i virkeligheden er den et symptom på et dybereliggende problem. Derfor kan fattigdommen ikke afskaffes ved hjælpeydelser og bistandsordninger. (…) Takket være politisk pres og menneskers instinktive følelser bliver nogle af de værste følger af fattigdommen lindret for mange mennesker, men fattigdom er fælles træk for alle samfund og er et institutionaliseret kendetegn for kapitalistisk økonomi. I rige lande søger man at skjule den med velfærdsydelser” (fra indledende kapitel).

Bogen fører læseren rundt i et bredt udsnit af lande. Den ser nærmere på forholdene i bl.a. Indien, Bolivia, Argentina, Brasilien, Hongkong, Sydafrika, Zimbabwe, Nigeria.Vi får at vide, hvor galt det står til, og hvad der kan gøres de enkelte steder for at afhjælpe nøden.

Både i Vesten og i resten af verden er fattigdom skabt kunstigt. Den har rod i kolonitiden, og dens historie har en

fremtrædende rolle i bogen. I Indien skyldes megen fattigdomen således en jordpolitik, som blev grundlagt, da landet var en britisk koloni.. I 1841 udgjorde jordskatter 60% af de rigdomme, som den britiske regering hjemtog fra Indien.

Harrison slår fast, at briterne ikke var i Indien af godgørenhed, men udelukkende for at tilegne sig landets værdier. Og det skete altså primært i form af inddragelse af jordskatter. Disse midler manglede så, når man skulle finansiere infrastruktur, sundhedsvæsen, skolevæsen m.m. Jord- og

resurserenten er der ingen enkeltperson, der har speciel ret til, skriver Harrison – og da slet ikke en udenlandsk magt! Netop det forhold, at disse midler hindres i at gøre nytte på det sted og for de mennesker, som ved deres tilstedeværelse og virksomhed har frembragt værdier, er årsag til fattigdom og sult. Dertil kommer korruption, som forstærker virkningerne.

Derfor ser vi fattigdomssamfumd, hvor vi kunne have overflodssamfund, hvis der var sket en kobling mellem jordrente og skattereform. Bogen fokuserer stærkt på den samfundsmæssige behandling af

jordrenten. ”Forståelsen af jordrentens natur og rolle i markedsøkonomien er en forudsætning for, at et samfunds økonomi igen kan baseres på principperne om både økonomisk effektivitet og retfærdighed for den enkelte. (…) Verdensfællesskabet af nationer har nu brug for en periode, hvori der kan dannes et nyt syn på samfundet, så folk kan blive klar over, at ejendomsrettighederne og den offentlige finanspolitik må ændres.”

Bogen er også et opgør med konfliktsky politikere og fremtrædende økonomer, som mod bedre vidende stiller en forkert diagnose på de nødlidende samfundsstrukturer.

Fred Harrison mener ligefrem, at der er tale om et velovervejet hukommelsestab i samfundsvidenskab og socialpolitik, og han tager især èn indflydelsesrig økonoms fejltagelser op til nærmere behandling.

Det er Jeffrey Sachs, som står forrest i hans undersøgelse, ”fordi han har bragt sig i front i den globale kampagne imod fattigdom og har brugt akkreditiver fra De Forenede Nationer som støtte for de tiltag, han foretrækker,” Fred Harrison er engelsk journalist og økonom, uddannet på universiteterne i Oxford og London. I 1987 blev han formand for en London-tænketank vedrørende økonomiske spørgsmål, og i 1990-erne brugte han megen tid og energi på at rådgive de nye magthavere i Rusland.

Desværre fik hans arbejde ikke synderlig indflydelse på den endelige udformning af landets politik. Efter denne skuffelse påbegyndte han arbejdet på bogen The Silver Bullet. Harrison er stærkt påvirket af Henry George.og blev i 1998 direktør for The Land Research Trust i London som forsker i økonomien omkring jordspørgsmålet. I 2008 udgav han The Silver Bullet i London, som så udkom i en dansk oversættelse i marts 2010.

UDGIVER: Den Danske Henry George Forening Lyngbyvej 56A, 2100 København E-post: henrygeorge@henrygeorge.dk Internet: www.henrygeorge.dk

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

7

De go’e gamle dage

Dan Holst Nielsen har læst de 50 år gamle numre af georges forgænger, Grundskyld Diskussion blandt fremtrædende retstatsfolk I septembernummeret af Grundskyld i 1960 blander redaktøren, Peder C. Pedersen sig i en verserende diskussion blandt fremtrædende retstatsfolk. Han ser sig nødsaget til at komme med en ret grundig redegørelse for pengevæsenets historie. Først og fremmest tordner han dog imod Oluf Pedersen, so havde fremsat et forslag om at beherske prisniveauet via seddelmængden – en teori, som han bl.a. havde fra Keyne. Flere georgeister skal på forskellige måder have bakket mere eller mindre op om disse tanker. Det gælder f.eks. ”Vejen Frems nye redaktør, cand polit Ole Flygaard”.

Værst var det dog, at Oluf Pedersen forslog, at staten skulle optage lån for at forøge pengemængden. ”Desværre anviste forslaget ikke, hvorledes staten skulle anvende de lånte penge og heller ikke hvordan de skulle betales tilbage.

Dette blev det overladt til fremtiden at finde ud af.” Sådanne foranstaltninger duer efter Peder C. Pedersens mening overhovedet ikke. Han vil have alle årsagerne til de uheldig prisforskydninger fjernet ”både den offentlige gældsstiftelse, private monopoler af alle arter, også naturligvis det store jordmonopol, den virkelige årsag til alle økonomiske kriser.

Men alle disse forsvinder jo, dersom vi får en retsorden, hvor arbejdet bliver den eneste kilde til rigdom.”

Finansministeren saboterer sin regering Den siddende regering var jo kaldt grundskyldsregeringen – ud fra de vilkår den var dannet på. Det må derfor betegnes, som lidt af en skandale, når

regeringens egen finansminister, Kjeld Philip på et møde i Nyborg i januar 1960 bl.a. udtalte nedenstående, som må siges at varsle regeringens fiasko. ”Det er temmelig klart, at ejendomsskattens betydning også i fremtiden vil blive mindre og mindre. Det er en beskatningsform, som ikke er særlig hensigtsmæssig og virker noget tilfældigt. De ejendomsskatter man har, skal man naturligvis ikke afskaffe alt for pludseligt, fordi de er indgået i prisdannelsen for ejendomme. Nye ejendomsskatter vil dog næppe

Historisk stof Peter Ussing fortsætter sine artikelserier: ”Jorden må I ikke sælge” (Israels historie) og en nutidig historie om ”Jordreformerne på Formosa”.

b l i v e pålagt. Alt taler for, at man i højere og højere grad vil fiksere bygningsskatterne, medens grundskatterne i atl fald i et vist omfang vil blive varierede. Jeg skal ikke komme nærmere ind herpå.”!

Frihandel Bladet fortsætter sin kamp imod alle former for told og restriktioner.

Denne gang bl.a. ved ”Tanker om told” i almindelighed og i USA og England i særdeleshed. Emnet breder sig faktisk over begge efterårets blade. I Danmark blev der i disse år gennemført 2 gennemgribende toldlovsændringer. Det ser ud til, at det betød en vis rationalisering, men en

GEORGEISME OG GÆLDSKRISE Der eksisterer kun to veje ud af gældskrisen: en socialistisk og en kapitalistisk, mener Anders Lundkvist (kronik 25/5).

Der er en tredje vej: At gennemføre beskatning løbende effektiv en goder: ureproducerbare de af beliggenhedsværdier og råstofressourcer for at forebygge nye boligbobler, og råstofspekulationer, finanskriser gældskriser.

Det giver mulighed for mindre skat

8

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

meget grundig artikel herom bekræfter dog også vores mistanke, om at toldsystemet er forbundet med enorme vanskeligheder og dyre kontrolforansta ltninger.

Med overskriften ”Hvad politikerne ikke praler af – men desværre heller ikke skammer sig over” får landbrugsstøtten i USA et ordentligt spark, som yderligere understreges af denne overskrift: ”Støtten til USA´s landbrug en hellig ko, som ikke kan røres”

Et godt råd til alle tider: Bliv siddende og ti stille eller tal kort Til slut nogle vise ord, som ifølge Grundskyld nr. 4 sept. 1960 skal være sagt af professor J.F.Schouw i regeringens grundlovgivende forsamling.

Jeg vil henstille til de medlemmer, der ikke har andet at sige, end hvad der er sagt før, at de afholder sig fra at sige noget, samt til de medlemmer, som blot vil meddele, hvordan de vil stemme, at de ligeledes undlader dette, da det vi fremgå af afstemningen.

Endvidere var det heldigt, om vi kunne undgå for lange indledninger af historisk eller filosofisk art, eller tilkendegivelser, som blot består i, at taleren angiver, hvad han ikke vil tale om, og hvorfor han ikke vil tale om det. Endelig vil det måske også være rigtigt, om de talere, som vil sige noget, fordi de nu alligevel har rejst sig, vil undlade dette; thi når de ikke finder det anførte så vigtigt, at de for dets skyld alene ville rejse sig, så vil vi vel også kunne undvære det.

af Ib Christensen, fhv. MEP & MF

på arbejde, og investeringerne ledes til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til jord og fast ejendom. Det er mere effektivt at korrigere markedsmekanismerne end socialistisk regulering eller reaktionære nedskæringer.

Den globale økonomiske krise udsprang af boligbobler, derfor må kapitaliseringen af fremskridtet hindres ved at inddrage jordrenten, d.v.s. den merværdi, jorden har som et ureproducerbart gode.

Island,Irland og Baltikum nævnes som lande,

der var krisehærgede p.g.a. manglende finansregulering, men det var de samme lande, hvor ejendomsspekulationen var vildest. At fremhæve Bolivia (!) og Kina som eksempler til efterfølgelse, er barokt, desuden overses helt den overhængende fare for, at den gigantiske boligboble i Kina brister Behovet for en georgeistisk reform udstilles af de utilstrækkelige og asociale planer fra S-SF og VKO.

Helle Thorning-Smiths mand Mens kritikken har haglet ned over Lene Espersen, kom Helle Thorning-Smith – mere eller mindre selvforskyldt - ud for et skybrud, da det blev afsløret, at der var problemer med hendes mands skat og ejerskabet af deres fælles hus.

Sådan noget har tidligere kostet en konservativ minister jobbet.

Manden havde ikke holdt weekend i Danmark, som Helle havde fortalt.

Det er selvfølgelig ikke godt, at hun ikke har styr på hans weekender.

Sagen ligner grådighed, men det er måske, som den søde Helle siger, sløseri og torskedumhed.

Og nu var vi så småt ved at forlige os med tanken/glæde os til, at Danmark

skulle have en kvindelig statsminister inden så længe.

Det kan undre noget, at skattemyndighederne ikke for længst har afklaret spørgsmålet om, hvorvidt manden skal betale skat i Danmark eller Svejts, og at Justitsministeriet ikke har krævet en nøjagtig dokumentation for hans ophold i Danmark. Måske er der også nogle revisorer og advokater med røde ører. Ægteparret kan da ikke være de eneste mennesker her i landet, der har tilsvarende problemer.

Det fritager ikke ægteparret for et ansvar, og det er aldrig morsomt at skulle påtage sig skylden for fadæser, andre har lavet.

I en nordjysk avis kritiseres Helle Thorning-Smith for at gå ind på de konservative enemærker: hun har en dyr villa, sender barn i privatskole, og

TANKER TIL TIDEN af Peter Ussing

hendes mand har en milliongage, og så går hun med en Gucci-taske. Nej, det er aldrig godt, når socialdemokrater ter sig som konservative.

Genopretningspakken Regeringen stillede forslag om en genopretningspakke – genopretning af de arbejdsfrie indtægter. Bl.a. skulle alle overførselsindtægter låses fast i 2 – 3 år. Men så blev Mor Danmark og hendes vogtere kede af det, så de fik lavet noget, der er værre. I stedet blev dagpengeperioden halveret. Så gik det ud over nogle andres vælgere, og bl.a. indvandrerne.

Dansk Folkeparti tog sig godt betalt for at medvirke til ”genopretningspakken”, men nu vil man også have hævet 24 års reglen til 28 år, angiveligt fordi man hjalp regeringen. Hvor grådige kan man være.

Fair løsning Socialdemokraterne og SF foreslog i stedet at arbejde 12 minutter mere om dagen. Det misforstod nogle af hjemmehjælperne. De havde overset

det lille ord ”mere” og troede, at det kun var 12 minutter i alt, de skulle arbejde. Og det gjorde de så.

Bankdirektørerne og krisen Siden spekulationskrisen satte ind, har bankerne og især bankdirektørerne været udpeget som de skyldige. Selv EU har rørt på sig. Well, pengeinstitutterne har nok været grådige, og deres ledere fået nogle ulækre lønninger og optioner. Men vi skal heller ikke rette bager for smed, som Wessel sagde. Bankerne har været meget kreative med hensyn til at finde på nye låneformer. Men de egentlige skyldige er de politikere, der har ladet spekulationsøkonomien udvikle sig, og ikke mindst de ejendomsbesiddere, der grådigt har deltaget i dansen om guldkalven og friværdierne.

Men det tør pengefolkene ikke fortælle os, så de tager kløene.

Den moralske situation lige nu Det viser, sammen med historierne om to politiske damer, det moralske forfald. Ikke så meget det, de har gjort eller ikke gjort, men det forhold, at der fokuseres urimeligt på personer og deres personlige vandel. Der stilles rimeligt nok nogle høje krav til politikeres moral, mens samfundet er ved at gå til i egoisme og grådighed, fup og fiduser, for ikke at nævne det, der er værre. Der er mange, der ikke er værdige til at kaste den første sten. Og man siger jo, at vi skal have de politikere, vi fortjener.

Hvis det er rigtigt, står det ikke alt for godt til med os.

Næsten dagligt bliver vi orienteret om nye eksempler på fiduser. De gamle borgerlige dyder er i rivende forfald,og venstrefløjsdyderne som solidaritet og fællesskabsfølelse er for længst gået fløjten.

Der er vist noget, vi skal have diskuteret her i landet. Men den påståede værdidebat handler jo efterhånden kun om at udvide mulighederne for at intimidere Islam.

Georgs Corner

Lene trænger vist til ferie Forårets store mediestunt har været udenrigsministerens ferietur til det mondæne Mallorca, der ellers mest var kendt for sine grisefester.

Medierne har gjort et stort nummer ud af aflysningen af deltagelse i det berømte arktiske møde, men jeg synes de har overset en ting, at det sandsynligvis var meget bedre for Danmark, at det var Lars Barfoed og ikke Lene Espersen, der repræsenterede landet. Man har også gjort meget ud af, at hendes aflysning medførte, at hun så ikke fik hilst på Hillary Clinton. Nej, en god vasal må aldrig forsømme nogen lejlighed til at kysse kejserens tøfler!

Man kan godt have noget ondt af den små Lene, der har haft en slem tid, hvor hun har åbenbaret, at hun inderst inde er en lille, ambitiøs skolepige, der grådigt skal prøve det hele og løber fra det, der ikke rigtig vil lykkes som nu politireformen. Det giver ikke mange 12taller i karakterbogen, og hun trænger sikkert til en god, lang ferie med familien efter næste valg.

Den får hun nok også.

Det påstås, at det er svært at finde en, der kan erstatte Lene Espersen. Hvordan det så skal forstås. Det var måske derfor, at hun pjækkede fra et EU-møde i juli.

Måske er det bare alle hendes kritikere, der tager fejl. Hun har så stor selverkendelse, at hun ved, at hun faktisk godt kan undværes.

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

9

rk a m n a D r e e n v a æ n k Det s rådne ba de d e m

Da bonden solgte hestene, blev karlene sagt op Da karlene rejste, flyttede pigen.

Da pigen flyttede, fik bonden råd til bil Da bonden fik bil, lukkede købmanden Da købmanden lukkede, rejste smeden mejeristen og dyrlægen.

Da landsbyen kom ind under Hjørring, lukkede skolen.

Og så var der ikke mere at tale om.

Men vi vil så gerne have flere turister her i Hørmested.

(Meget frit efter Knud Holst: Kragevending 1983)

Bynavnene i ovenstående citat kan udskiftes efter behag, for det er en udvikling, der kan konstateres i store dele af landet, og det er ikke alle steder lykkedes at genbruge de små byer med møbelforretninger og autoværksteder. Vi oplever en proces, der har stået på siden midten af 1900-tallet, men når der lige nu er særlig fokus på den, hænger det sammen med, at vi begynder at mærker virkningerne af struktureformen.

Måske også hensigten med den! Når nedlæggelse af skoler og daginstitutioner er blevet så dagsaktuelt, skyldes det også, at folketingsflertallet har pålagt kommunerne at holde nulvækst i de kommende år, og da der takket være skattestoppet allerede er skåret ind til benet mange steder, går det ud over de institutioner, man for længst burde have haft i søgelyset. Der er ganske enkelt ikke penge til at imødekomme hensynet til landsbyerne og de tyndt befolke områder.

Men det hele virker som panikreaktioner og katastrofeopbremsninger, og for mange landsbyer opleves beslutningerne som aktiv dødshjælp.

Der er ikke tale om en ny situation, og den kan kun forstås, hvis man medtænker hele bebyggelsesudviklingen i Danmark.

med 27% eller lige så meget som hele Sjælland. Mens antallet af beskæftigede ved landbruget i Sorø Amt stagnerede i perioden fra 1860 til 1921, blev det næsten fordoblet i Ringkøbing Amt, hvor jorden var væsentlig billigere. Den kunne vel alt taget i betragtning konkurrere med den gratis jord i USA. I Vestjylland var udvandringen da også mindre end de øvrige dele af landet.

Udviklingen af landbruget skabte vækst i landsbyerne, der skulle servicere gårdene i oplandet, og anlæg af et ret fintmasket jernbanenet gjorde mange landsbyer til stationsbyer, der fik et mere differentieret erhvervsliv, hvor man dels betjente landbruget, dels opsamlede nogle initiativreserver gennem små industriforetagender.

Den første halvdel af 1900-tallet blev landsbyernes og stationsbyernes store tid. Men da landbrugets mekanisering tog fart efter den anden verdenskrig, skiftede landområderne karakter. Den lille grå Ferguson traktor blev en af skurkene i billedet.

Beskæftigelsen ved landbruget faldt, og det fik betydning for servicefunktionerne.

Væksten i landsbyerne og mange af stationsbyerne gik i stå, og efterhånden kunne faldet i folketallet ikke bortforklares.

Danmark har altid været skævt Den del af Danmark, som man nu kalder Udkantsdanmark eller lidt mindre lækkert den ”rådne banan”, har i århundreder hørt til de tyndt befolkede områder med lav økonomisk vækst. Men som følge af befolkningstilvæksten i slutningen af 1800tallet og industrialiseringen ændrede de karakter. Industrialiseringen i Danmark og ikke mindst den stigende eksport af landbrugsvarer til det industrielt mere udviklede England medførte, at marginaljorder i betydeligt omfang blev taget under plov, bl.a. gennem opdyrkning af de store hedearealer i Jylland. Kr. Kolding oplyser i bogen Jorden og Folket fra 1948, at landbrugsarealet fra 1860 til 1901 steg

Skævhederne bliver større Vi har i mange år kunnet iagttage en skævvridning af mønstret for bosætning i takt med, at landbruget samfundsøkonomisk tabte terræn til industrien. Bevægelsen er gået fra land til by og fra vest til øst. Selv efter, at industrien har fået færre beskæftigede og er afløst af service- og informationserhvervene, er tendenser fortsat. Dette til trods for perioder med romantiske drømme om ”det lille hus på landet”.

Nu sker der en udfasning af industrien, der flytter til Østen, og den rammer såvel de tidligere købstæder som de stationsbyer, der har opbygget en

10

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

industri, der ikke er knyttet direkte til landbruget. De samme byer er i forvejen ramt af en centraliseringstendens inden for bl.a. mejeridrift og grovvarehandel.

Det er ikke den offentlige sektor, men den private, der har været drivkraften i udviklingen. I almindelighed har den offentlige sektor været langsom til at registrere udviklingen og drage konsekvenserne af den. Tværtimod kan man vel sige, at der ad lovgivningens vej er søgt at forsinke eller ændre udviklingen, bl.a. gennem støtte til erhvervsudvikling, EU-støtte og udflytning af offentlige virksomheder. Det må nok erkendes, at den offentlige indsats ikke altid har været særlig effektfuld.

Strukturreformen øger skævhederne Den offentlige indsats har vistnok ændret sig på det sidste. Der er ikke belæg for at hævde, at den gennemførte strukturreform med ny kommuneinddeling har haft til hensigt at øge forskellene i ”det skæve Danmark”, men der er ikke tvivl om, man har villet rette ind efter befolkningsudviklingen. Resultatet kan imidlertid blive en større skævhed. Der foreligger ikke undersøgelser, der kan dokumentere, at de nye kommunernes udviklingspolitik er anderledes end de tidligeres. Men der forekommer adskillige træk, der tyder i den retning.

I de ”gamle” kommuner var der en større vilje til at sikre de små byers eksistens, dels gennem byggemodning, dels gennem bevaring af de små skoler.

Men magtfordelingen var naturligvis også anderledes, end den er i de nye kommuner, der domineres af en eller to store byer, dem vi tidligere kaldte købstæder. Landsbyerne syner ikke i det kommunale billede, stationsbyerne knap nok. Der er tydeligt, at den politiske magt findes i de store bysamfund, og det anses her til hele kommunens bedste, at udviklingen foregår her. De er jo i konkurrence med andre byer i verden, siger de.

Men der skabes rådne bananer inden for den enkelte kommune.

Da regeringen derefter med flertal i folketinget har besluttet sig for økonomisk nulvækst i kommunerne i de kommende år, har man nogle steder planlagt omfattende besparelser, bl.a. ved nedlæggelse af skoler og daginstitutioner.

Man har længe vidst, at børnetallet var faldende med skolenedlæggelser til følge. Nu indhenter man det forsømte og foregriber nogle eventuelle senere nedlæggelser. Det føles af beboerne som et så smerteligt og pludseligt indgreb, at landsbyens fremtid er på spil. Man kan lige så godt skrue byens navneskilt af og aflevere det til borgmesteren, hvad man gjorde i Hjørring for nyligt, da mange forældre demonstrerede imod nedlæggelse af 11 folkeskoler ud af 27 og yderligere koncentration af de ældste klassetrin.

Det kan ikke undgås, at disse massenedlæggelser påvirker eleverne, der allerede er udsat for regeringens kyniske skolepolitik, der med sine nationale tests og enøjede krav om faglighed stresser elever og lærere, så udgifterne til specialundervisning er blevet helt unormale store i de senere år.

Man skal heller ikke overse, at institutionsnedlæggelser på landet har virkninger uden for selve institutionen, de rammer idrætsliv og ungdomsarbejde og andre kulturelle aktiviteter uanset, at det vist aldrig lykkedes at realisere Ole Vig Jensens og Bertel Haarders ide om at gøre skolerne til lokale kulturcentre.

Med de nye bosætningsmønstre står vi midt i store kulturelle forandringer, hvor vi præges af den individuelle bykultur, der også er en ensomhedskultur. Det svækker det folkelige, det vi også kalder sammenhængskraften. Det kan resultere i et kulturtab, der er større, end vi kan overskue i dag.

Det gør den nye landbrugslov også Med virkning fra 1. april 2010 har folketingets flertal vedtaget en ændring af landbrugsloven, der indebærer en betydelig liberalisering. Ikke bare vil landbrugets struktur på længere sigt ændres gennemgribende, men også det danske landskab underkastes store forandringer.De vigtigste ændringer består i, at loven ophæver begrænsningerne for, hvor meget landbrugsjord den enkelte kan eje, ligesom det nu bliver muligt for selskaber og fonde at eje landbrug.

Kravene om uddannelse og bopælspligt bortfalder.

Man kan forestille sig mangt og meget

omkring den fremtidige landbrugsstruktur, lige fra meget store landbrugsfabrikker til andelsejede landbrug (kollektivbrug). Men da andelstanken ikke er særlig stærk for tiden, er det nok mest realistisk at forestille sig store enkeltmandsbedrifter eller selskabsejede landbrug med masseproduktion af bulkvarer. Den mere forfinede landbrugsproduktion vil foregå i vækstområderne.

Selvom man kan tænke sig fonde gå ind som ejere af jorder, der udelukkende henligger til rekreative formål, er det nok mere sandsynligt, at herregårdsmarker vil brede sig. Den nuværende, og på flere måder uhensigtsmæssige, spredte bebyggelser vil forsvinde. Der bliver langt mellem husene. Det åbne land bliver åbent og øde.

Gennem de senere årtier er der sket en koncentration af jordejendom

Lad os aflevere byskiltene! på landet. Fra 1970 til 2008 er den gennemsnitlige bedriftstørrelse ifølge Dansk Naturfredningsforening steget fra ca. 20 ha til ca. 60 ha, og antallet af landbrugsbedrifter er faldet fra 140.000 til 43.000. Erfaringsmæssigt medfører koncentration af jordejendom en stigning i jordpriserne, og det vil antagelig også ske her. Men da man dårligt kan tænke sig, at den nuværende regering gennemfører noget, der sænker ejendomspriserne, er det realistisk at opfatte den nye lov som en foræring til de nuværende skødehavere.

Den burde derfor være fulgt op af en øget jordbeskatning.

Generelt må man sige, at loven nok indeholder nogle muligheder for udvikling af dansk landbrug, men den rummer også nogle miljømæssige faremomenter, og den kan i ganske særlig grad være med til at fremme afvandringen fra landets udkantsområder.

Vi står antagelig over for en af de største forandringer i det danske bebyggelsesmønster og det danske landskab. Befolkningen koncentreres i

det østlige Jylland og på Fyn og Sjælland, dvs. langs motorvejene og den jyske længdebane. Byerne vil dominere og landskabet være præget af folketomme områder.

Beskat skævheden væk Det er begrænset, hvad der kan gøres ad lovgivningens vej for at skabe balance i billedet. Den udflytning af statsinstitutioner, der somme tider tales som, kommer ikke landdistrikterne til gode, og en udbygning af den kollektive trafik ændrer ikke ret meget, da der jo allerede findes rimelige forbindelser.

Skal vi holde igen på afviklingen af landområderne og måske endda genskabe en befolkningsmæssig balance, kommer man ikke uden om, at den private sektor yder en indsats, og det kan den kun gøre, hvis den får bedre vilkår. Stat, regioner og kommuner må være tilbageholdende med at nedlægge institutioner, der synes overflødige, og borgerne i de tyndt befolkede områder må skattebegunstiges. Det sker bedst ved, at skatten på indkomst omlægges til en skat på beliggenhed, og det kan enklest ske gennem en statslig grundskyld og en forøgelse af den kommunale grundskyld med en tilsvarende nedsættelse af indkomstskatten. Det vil give en generel skattelettelse i det, man kalder Udkantsdanmark, og formentlig en stigning i de vigtigste vækstområder.

Drømmen om, at det stærkeste skuldre bærer de største byrder, realiseres. Man kan vel ikke sige noget om, hvor mærkbare følgerne vil være. Det afhænger også af borgernes villighed til at udnytte de nye muligheder, men man opnår også en sidegevinst, som ud fra andre synsvinkler vil være hovedgevinsten, nemlig at komme den skæve formuefordeling til livs.

Forskydningerne i bebyggelsesmønstret vil uvægerligt medføre ændringer i jordværdierne, der vil stige i vækstområderne og her medføre nye samfunds- og udviklingsbetingede formuer. I afvandringsområderne vil jordværdierne stagnere og eventuelt falde, blandt andet afhængig af, hvorledes landbrugsstrukturen udvikler sig. Alt i alt må man konstatere en yderligere skævhed i formuefordelingen, med andre ord en større ulighed i befolkningen. Det må være en del af en fair løsning, at man tager dette problem op og gennemfører en øget grundbeskatning, der kan bremse den udviklingsbetingede formuedannelse og dermed rette op på skævhederne i samfundet.

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

11

Ricardt Riis

”Sølvkuglen” set med kritiske georgeistiske briller U-landene efterligner naturligvis de vestlige landes politiske metoder.

For de har jo egentlig gjort det meget godt - fået mindre korruption, fattigdom og ulighed - uden brug af georgeistiske ideer. De har med andre ord set, at der faktisk er flere måder af udrydde fattigdommen på Det er egentlig en skam at underkaste den nysudkomne bog af Fred Harrison, ”Sølvkuglen”, en kritisk undersøgelse.

Man burde sådan set nøjes med at klappe i sine små hænder. For hvordan kan man som georgeist være uenig med Harrison!

Og når bogen desforuden rummer en guldgrube af eksempler på de negative virkninger af, at man ikke indkræver jordrenten til det offentlige, så skulle man da være et skarn, om man havde noget at indvende.

Jeg er et skarn.

Bogen er tung at læse. Og det er ikke oversætterens skyld. Det er heller ikke sprogets skyld. Nej, det skyldes stilen. Den er holdt i den journalistiske stil, der skal få os til at boble over af forargelse på hver side. Og bevares, som georgeist og nogenlunde velbevandret i de bagvedliggende teorier, der skal give forargelsen rygstød, kan man da nogenlunde dele forargelsen. Specielt forstår jeg godt, at Fred Harrison, der har tilbragt 10 år af sit liv i Rusland i et forsøg på at få landet til at ændre sin kommunisme, ikke til vestlig kapitalisme, men til i det mindste en form for georgeisme, bliver grebet af mismod over alle de spildte kræfter, han har nedlagt i landet.

Men alligevel!

Grundtvig har givet en vejledning i kommunikation i sit store digt ”Nyaarsmorgen”: ”Hvo folket vil træffe/ tilgavns under ø/ med folket må bjæffe/ om ej han kan gø”. Man kan også sige det på den måde, at kommer jeg til England, nytter det mig ikke meget, at jeg taler dansk, hvis jeg vil i forbindelse med de indfødte. Jeg er nødt til at lære mig engelsk.

Vi må ikke blot tale »georgeistisk« Meningen med ovenstående er, at det ikke nytter, at vi georgeister taler ”georgeistisk”, når vi befinder os i det samfund, der taler ”kapitalistisk”. Vi er nødt til at tale ”kapitalistisk” til at begynde med. Vi må møjsommeligt lære os selv at forstå de normale økonomiske teorier

12

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

for at kunne se, hvor de tager fejl. Og vi må lige så møjsommeligt lære de andre at forstå de georgeistiske økonomiske tanker for at kunne forklare, hvorfor de er så gavnlige.

Sølvkuglen skød forbi - allerede i titlen Problemet dukker op allerede i titlen. ”Sølvkuglen” har oversætteren kaldt bogen på dansk. Det er en direkte oversættelse. Så man er nødt til på indersiden at titelbladet at fortælle læserne, hvad der i engelsk tradition menes med en sølvkugle. Det er en talemåde, forklarer man, der bruges, når man ved eller håber, at en ny idé, teknologi eller metode vil kunne løse et større alvorligt spørgsmål. Med andre ord skulle bogen have heddet ”Universalmidlet”.

Jeg kan godt høre, at det lyder lidt for selvsikkert og sikkert ikke vil trække læsere. Men jeg må desværre, med min lidt kritiske holdning, fortælle, at denne selvsikkerhed svarer udmærket til bogens indhold.

Jeffrey Sachs er egentlig interessant Harrison har i de første kapitler en sønderlemmende kritik af en berømt amerikansk økonom, Jeffrey Sachs. Jeg har truffet ham adskillige steder, når jeg læser The Economist og Scientific American.

Det er ikke altid, jeg læser, hvad han skriver, men det plejer nu at være meget interessant. Jeg er ikke i tvivl om, at han ikke er georgeist. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at han er en ganske dygtig herre.

Og jeg ville da sådan set gerne se ham nedgjort ud fra en georgeistisk teori. Så jeg burde gribe Harrisons angreb med kyshånd.

Det gør jeg dog ikke. For det er holdt i en ulidelig selvsikker tone. Og vel er jeg enig med Harrison i, at de råd, Sachs giver udviklingslandene – og han bruges meget som rådgiver for u-landene – altid omhyggeligt undlader at bede dem gøre noget ved jordfordelingen, skønt det også efter min mening er dèr, nøglen til problemerne ligger. Og det er da også spændende at følge i hælene på Harrison,

når han jagter Sachs gennem det ene uland efter det andet og påviser, hvordan hans metode gang på gang er slået fejl.

Men hvad Harrison ikke overvejer, men måske burde overveje, er den soleklare forklaring på, at u-landene søger Sachs’ og ikke Harrisons hjælp til deres udvikling.

Det skyldes jo den kendsgerning, at de ser med misundelse på de vestlige lande, på deres rigdom og deres velfærd; dem ønsker de at efterligne, og det er derfor deres økonomiske teorier og ikke ukendte og ikke afprøvede georgeistiske teorier, de går efter. Så det var måske i det mindste en overvejelse værd, hvordan det egentlig, georgeistisk forklaret, er gået til, at vi har fået udviklet det samfund, vi har.

Den kendsgerning, at vi i Vesten har fået de samfund, vi har, altså har kæmpet os ud af fattigdommens kløer, modsiger også ret effektivt den undertitel, bogen har: ”Der er kun én måde at udrydde fattigdom på”.

Den måde, bogen anbefaler, har vi jo ikke brugt. Så hvis man vil sige, at vi her har udryddet fattigdommen, så er der altså, modsat hvad undertitlen hævder, flere måder at udrydde fattigdom på. Og hvis man vil hævde, at vi ikke har udryddet fattigdommen, så vil det dog vist være en påstand, der kræver et mere udførligt bevis end det, bogen kan levere.

Naturligvis har Harrison ret Misforstå mig ikke! Jeg er georgeist og giver Harrison ret i de anbefalinger, han kommer med. Jeg mener virkelig også, at den eneste metode, der kan forhindre, at der hele tiden dannes nye fattige, er en løbende afgift på jordbesiddelse. Men modsat Harrison forstår jeg godt ulandenes elite. Javist, der er snydere og bedrager imellem dem, men der er også ærlige folk. Og disse ærlige mennesker, der måske har fået deres uddannelse i Vesten, har set de vestlige samfunds måde at fungere på, har mærket vores frihed og mangel på korruption, de vil gerne overføre nogle af disse egenskaber til deres egne lande. Derfor lytter de til de vestlige økonomer og ikke til georgeister, og det ville de formentlig også gøre, selv om georgeister var langt flere og derfor

langt nemmere at få øje på.

havde gjort sådan og sådan .. Men jeg er også nødt til at føje til, at jeg sådan set Måske man også kan sige, at jeg er af den godt forstår, hvorfor man ikke gjorde anskuelse, at det er langt stærkere kræfter, det. Den vestlige økonomiske tænkning vi er oppe imod, end Harrison mener. De er simpelthen så overvældende, den vestlige økonomiske tænkere, der nægter georgeistiske så mikroskopisk og at tage hensyn til jorden som en særlig uopdagelig, at man, når man skal finde ud produktionsfaktor, af, hvordan man skal eller som måske Jeg kunne ønske mig, at få de økonomiske anerkender vore journalisten Fred Harrison kræfter i et land tanker i teorien, ville tage pædagogen Fred til at fungére, i sin men i alle deres uvidenhed griber anbefalinger aldrig Harrison i hånden, så de til de almindeligst kunne drømme sammen kunne prøve at kendte teorier. ’I sin om at sige noget nedbryde den tonstunge uvidenhed’, ak ja, i om jordfordeling den uvidenhed, der eller afgift på uvidenhed er fælles for så at jordbesiddelse, de har virkelig en utrolig sige alle landes regeringer. magt. Der er opstået en fantastisk stærk symbiose mellem vestlige politikere, der Der forestår et kolossalt oplysningshar opdaget, at vælgere straffer dem, der arbejde, og jeg kunne ønske mig, at vil gøre noget ved jordproblemerne, og journalisten Fred Harrison ville tage vestlige økonomer, der har indset, at de pædagogen Fred Harrison i hånden, så kun kan få stillinger og kun kan blive hørt, de sammen kunne prøve at nedbryde hvis de går ind for de teorier, der ser bort denne tonstunge uvidenhed. For jeg kan fra jordproblemerne. ikke forstille mig, at det kan gøres med en udvidelse af FN’s menneskerettighe Hugo Chavez i Venezuela, dserklæring, som Harrison foreslår til Selv på steder, hvor det kunne se ud, som sidst. Ikke for det, Harrison har da ret i, om vore tanker havde en chance, får de at FN har vedtaget menneskerettigheder ikke et ben til jorden. Det er sikkert uden at anvise, hvordan staterne skal få rigtigt, når Harrison anvender en helt råd til at gennemføre dem. Men hvordan anden værdimålestok på Hugo Chavez få alle FN-staterne til at indse det? Og i Venezuela, end den, vi ser brugt i alle hvordan få dem til at betragte jord som mediers reportager om spændingerne noget særligt i økonomien, når alle de mellem USA og Venezuela. Jeg tvivler ikke velrenommerede økonomer siger, at det på, at USA har forsøgt at modarbejde ikke forholder sig sådan?

Chavez’ jordreformer, selv om han aldrig så meget er demokratisk valgt. Jeg kan kun Arbejdsløshed og krise mere aktuelle anbefale, at man læser Harrisons sørgelige Vi har finanskrise for øjeblikket, og hvis beretning om vestlig modstand mod en vi nu virkelig skal ’bjæffe med folket’, demokratisk valgt leder. Her kommer hans som Grundtvig siger, dvs. hvis vi skal journalistiske talent til sin ret. Hvad jeg gør tage de problemer alvorligt, som folk opmærksom på, er kun, at han selv her er står med, så er det vel ikke så meget nødt til at komme med bebrejdelser mod fattigdomsproblemer i u-landene, men Chavez. Heller ikke Chavez har forstået mere arbejdsløshed og krise, vi skal det grundlæggende i vore tanker. beskæftige os med. Og de ting har vi jo en løsning på, vi georgeister, vor jordpolitik Sydafrika er virkelig et universalmiddel. Faktisk er Det samme kan man iagttage, hvad angår det, der er sket fra 2008 og fremefter, lige Sydafrika. Også her var der en god chance, efter bogen, når ’bogen’ er Fremskridt der blev spildt. Der var gennem den og Fattigdom. Det, man kunne have revolution, det var, da de sorte fik del i ønsket sig, var, at nogen med forstand magten, skabt en situation, der kunne have på nationaløkonomi havde udarbejdet en medført virkelig store forandringer, også georgeistisk teori med kvantificérbare forandringer i jordejendomsforholdene, fænomener indlagt, så man blev i stand for ét af landets problemer var jo, at de til at forudsige den næste krise ud fra hvide sad på den bedste jord. Og ak, det økonomiske nøgletal. Så ville man kunne er stadigvæk problemet. Det forhold er sige til sine medøkonomer: Se her, der ikke ændret på. Og sandt nok, det er måske I ikke gider overtale politikerne noget af det sørgelige, det er noget af det til at ændre på jordbeskatningen, men I frustrerende, det er noget af det, der kan kunne da så i det mindste bruge disse gøre én virkelig pessimistisk. Og jeg deler beregningsmetoder til at fortælle dem, tilfulde Harrisons irritation: Hvis bare man hvor hurtigt vi bevæger os hen mod den

goodies

– around the world Ord – ord - ord Den amerikanske uafhængighedsdeklaration - grundlaget for USA´s oprettelse - er på 1.300 ord, bibelen - guds ord - på 773.000 ord. Men den amerikanske skattelov - politikernes ord – er på intet mindre end 7.000.000 ord – og den vokser stadig!!

Steve Forbes Uretfærdigheden Der kan være tidspunkter, hvor vi ikke magter at forhindre uretfærdigheden, men der må aldrig komme tidspunkter, hvor vi undlader at protestere imod den.

Elie Weisel Taliban bruger jordgrabseriredskabet til rekruttering Nogle kabulborgere er blevet bortvist fra deres jord, som så efterfølgende er tilbudt nogle af den afghanske præsidents politiske allierede.

I løbet af de seneste to år er antallet af klager over sådanne forhold fordoblet.

Sidste år indløb der 500 klager. I en af provinserne er det præsidentens bror, Ahmed Wali Karzai, der står for disse overgreb, og han anklages også for at hjælpe opiumhandlerne.

Jeffery J. Smith næste krise. Men selv med dette stærkt neddæmpede ønske har det vist lange udsigter. Lige så lange som med Harrisons ønske om ændringer af FN’s menneskere ttighedserklæring. ”Jorden och nöden i u-länderna” I 1961 udkom på et svensk forlag Peter Ussing Olsens bog: ”Jorden och nöden i u-länderna”. Den havde jeg stor glæde af at læse. Den var holdt i et andet stilleje end Harrisons, men behandlede ellers de samme problemer, og angav den samme løsning på dem. Blot må man vist sige, at bogen hjalp meget lidt, hvad angår tilslutning vore idéer. Nu prøver så Harrison med en helt anden stemmeføring at få vore idéer til at slå igennem.

Hvis det forholder sig sådan, at det er en sådan stemmeføring, nutidens ungdom vil have, og hvis det kun er en gammel vranten Jeronimus som mig, der bedre kan lide Ussing Olsens stilleje, så kan måske det ske, som vi alle håber på: at flere kan komme til at forstå det, det drejer sig om.

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

13

Svend Tornbjerg

Brasilien - en kapitalistisk ocialstat

om end langsomt er der sket store forbedringer under Lula. Hvordan vil det gå efter det snarlige valg - hvor han ikke kan genvælges?

Infrastrukturen forbedres På bjerget ligger favelaen Morro de Donna Marta. Allerøverst er politiet flyttet ind.

Det er gået til kamp mod de bevæbnede narkohandlere, der havde taget magten over favelaen, bydelen med de vaklevorne boliger, der klæber sig til den stejle bjergskråning. Cementbygningen, som politiet nu bor i, skulle egentlig have været en børnehave, men det blev opgivet, fordi området pludselig befandt sig i skudlinien mellem forskellige narkobander. Med nu har politiet fjernet dette uvæsen.

Turen op på bjerget foregår nu med togbane, som bystyret har bygget for et par år siden. Den sparer indbyggerne for en anstrengende klatretur op ad de næsten 800 trin fra bjergets fod til de øverste slumhytter. Oppe fra toppen er udsigten over millionbyen Rio de Janeiro storslået.

Vender man sig den anden vej, ser man hytter af brædder, cement og mursten, som udgør Dona Marta. Kontrasten mellem fattigdom og rigdom er slående, skriver Dorrit Saietz (Pol. 11/10 2009).

Lettere at være fattig Men det er blevet lettere at være fattig i Brasilien, fortæller Sonia Maria de Oliveira, der er en utrættelig repræsentant fra den lokale beboerforening, for siden Lula de Silva blev præsident i 2002, er der gennemført sociale hjælpeprogrammer, der aldrig før er set i Brasilien. Midlet er direkte indkomstoverførsler til 11 millioner fattige brasilianske familier, som nu hver måned får udbetalt et kontant beløb på hen ved 300 kr. Med familiemedlemmer berører det 42 mio. mennesker, hen ved en femtedel af befolkningen. Bolsa Familia, familietilskud, hedder programmet.

Tilskuddet består af et grundbeløb på ca.

170 kr. om måneden samt 170 kr. for hvert barn i familien. Modydelsen, som familien skal leve op til, er først og fremmest, at børnene skal passe deres skolegang, de skal vaccineres og passe deres halvårlige sundhedstjek på den lokale klinik.

Fristelsen til at sende børnene på gaden for at tigge eller arbejde er herved blevet reduceret væsentligt. Fravær fra skolen bliver nemlig registreret og kan føre til, at der bliver trukket i familietilskuddet. Er børnene syge, skal de på sundhedsklinikken for at blive undersøgt. Derved opfanges flere tilfælde af dårlig ernæring og andre

14

george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

helbredsproblemer end før i tiden.

Af de 2.000 familier, der bor i Dona Marta, modtager knap en tredjedel familietilskud.

I hele Rio de Janeiro omfatter programmet 162.000 familier ud af 180.000, som sociologiske undersøgelser vurderer lever under fattigdomsgrænsen.

Antallet af fattige faldt 10 % Bolsa Familia har betydet, at andelen af brasilianere, der lever under fattigdomsgrænsen, er faldet fra 27 til 17 procent i Lulas regeringstid. 20 mio. mennesker er rykket op i middelklassens rækker, som udgør halvdelen af befolkningen. Medvirkende hertil er også en solid økonomisk vækst gennem de seneste seks år.

Politisk har Bolsa Familia betydet, at statens rolle som fordeler af goderne er øget og at skatterne er blevet sat op.

Der findes også kritikere af Lulus reformer, og de er ret kontante, siger Dona Marta. De kalder Bolsa Familia den rene populisme. Det er en gaveuddeling, som hverken forandrer samfundet eller opmuntrer modtagerne til selv at kæmpe sig ud af fattigdommen, hedder det.

Gamle hovedfjender bøjer sig Men hvad siger Lulus gamle hovedfjende kapitalisterne til det hele? Dorrit Saietz mødte vicedirektør Paulo Francini fra industriens magtfulde arbejdsgiverorganisation FIESP i Sao Paulo, der har til huse på Avenida Poulistra, hvor Sydamerikas største finanscenter også holder til.

Han er repræsentant for de magtfulde industriejere, der i 1964 var med til at indsætte et militærstyre i landet. I 1970-erne bekæmpede de den stærke fagbevægelse, som Lulu stod i spidsen for.

I 90-erne truede de med at flytte ud af landet, hvis Lulu kom til magten.

I dag trækker Paulo Francini bare på skuldrene og smiler ad alt det.Tiderne har forandret sig, og Brasilien har forandret sig, siger Francini. Der er industrifolk, der støtter Lula. Andre, der ikke støtter ham.

Jeg har selv forhandlet overenskomster med Lula, da han var fagforeningsleder, og kan egentlig godt lide ham, og hans politik gavner den nationale økonomi. Det er der ingen tvivl om.

Pengene til Bolsa Familia er småbeløb, 15 milliarder ud af et statsbudget på 700

milliarder reais. Programmet er med til at sætte gang i økonomien. De fattige er begyndt at købe køleskabe, el-vifter, møbler og andre forbrugsgoder, som de ikke havde adgang til før. Butikslivet i de små byer i det fattige Nordøstbrasilien blomstrer og skaber arbejdspladser. Sao Paulos fabrikker mærker den øgede efterspørgsel efter de produkter, som de, der før var fattige, nu kan købe.

Andre forbedringer er fulgt med Nu er hjemmemarkedet blevet en motor i økonomien. En uforudset bivirkning af programmet er, at mange fattige familier for første gang i deres liv har fået deres identitetspapirer i orden, og de har fået en bankkonto. Det gør dem til medborgere på en ny måde – og det har givet dem mulighed for at købe forbrugsgoder på afbetaling og optage lån.

Mængden af varer, der nu købes på afbetaling af de fattigste forbrugere, er tredoblet. Det betyder en endnu større velfærdsstigning end selve tilskudsprogrammet. De fattige er blevet en del af markedet, siger Paulo Francini fra FIESP, og han slutter således: ” Jeg ser ingen grund til, at vi ikke med tiden skulle kunne komme til at ligne et europæisk velfærdssamfund”.

Manglende jordreform splitter Luis Ignacio Lula da Silva blev valgt til præsident i 2002. Han har skullet regere på grundlag af en bred koalition af politiske partier, samtidig med at han skulle opfylde løfter om store sociale forbedringer. Lula har nedbragt både indlands- og udlandsgæld, men undladt at investere i en jordreform.

Politisk gik hans regering i alliance med en række konservative politikere, der repræsenterer storgodsejere fra de halvfeudale, tilbagestående delstater i nord og nordøst. Mange af Lulas tidligere tilhængere fra venstrefløjen har i skuffelse forladt Arbejderpartiet for at søge andre veje. Seneste `afhopper` er den tidlige miljøminister Marina Silva, som nu stiller op som præsidentkandidat for miljøpartiet De Grønne.

Genvalg eller ej?

Lula blev genvalgt i 2006 og kan regere til 2010, hvor forfatningen sætter en stopper for endnu et genvalg. Hans store personlige popularitet på omkring 80 procent vil ikke nødvendigvis kunne overføres på andre kandidaterrtiet (PT), som slet ikke .

Det kommende præsidentvalg til efteråret bliver derfor nok så spændende, ikke bare for brasilianerne, men også for politisk interesserede overalt på Jorden.

Ib Christensen

Punkter boblerne

Vi må satse på grundskylden, og det skal være nu - og udvindingsafgifterne på olie og gas. Man kan ikke sætte økonomiske naturlove ud af kraftved bureaukratiske tiltag Tøger Seidenfaden rammer centralt i sin Signatur (Pol. 14/5): Vi bevæger os ii en kapitalistisk bobleøkonomi, hvor lønmodtagerne halter bagefter, mens politikerne lænser de offentlige kasser for subsidier til banker og erhvervsinteresser.

Flere økonomer er nu også ved at nå til erkendelse af, at den ensidige fokusering på løninflationen må suppleres med tiltag mod kapitalinflationen.

Boblerne opstår, når økonomien er i fremdrift, og de har deres udspring i monopoler af den ene eller anden art. Den voksende efterspørgsel efter de ureproducerbare goder, det være sig energiressourcer, råstoffer, jord til dyrkning eller boliger, skaber en kunstig værditilvækst, der kapitaliseres. Det samme er tilfældet med patenterede produkter, f.eks. på it-området.

Mange profiterer af dette, det være sig oliesheiker, korrupte politikere, patentindehavere, jordbesiddere, realkreditinstitutioner og banker. Såmænd også den almindelige parcelhusejer, der mere opfatter sig som friværdiejer end som lønmodtager og derfor agerer politisk imod sine egne interesser.

Nu hvor vi befinder os midt i den største økonomiske krise siden 30érne og flere og flere boligejere bliver teknisk insolvente og arbejdsløsheden vokser uhyggeligt, bør der være basis for grundlæggende politiske reformer.

Faktisk har de økonomiske vismænd

og andre uafhængige økonomer i årevis advaret imod skævhederne i den økonomiske politik og tilrådet øget løbende ejendomsbeskatning som et nyttigt tiltag for at lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse i jord og fast ejendom. Anvendes provenuet til lettelse af skatten på arbejde, vil effekten være dobbelt nyttig.

I dag må vi konstatere de ulykkelige

følger af, at hverken regeringen eller Folketingets oppositionspartier har lyttet til de økonomiske råd, men tværtimod har VKO fikseret ejendomsværdiskatten og kastreret grundskylden med den virkning, at Danmark er hårdere ramt af den økonomiske krise end de fleste andre sammenlignelige lande. Og S-SF har tilsluttet sig: Boligejerne skal ikke betale mere i skat, forsikrer de.

Vi må have en ejendomsskattereform og det skal være nu, hvor vi forhåbentlig er på bunden af lavkonjunkturen, således at nye bobler forebygges. Da det ikke er murstenene, men beliggenheden, der stiger i værdi, bør man satse på grundskylden: Begynd med en 1 % statsgrundskyld, fjern loftet over den kommunale grundskyld og lad landbruget betale grundskyld som alle andre.

Udvindingsafgifterne på olie og gas i Nordsøen må selvfølgelig også sættes op til det, andre civiliserede lande opkræver.

Det er en stor misforståelse at tro, at problemerne kan løses ved øget offentlig kontrol med bankerne, selv om øget kontrol kan være hensigtsmæssig. Men man kan ikke sætte økonomiske naturlove ud af kraft alene ved bureaukratiske tiltag. Intet steds i verden brugte man de finansielle kontrolmuligheder under højkonjunkturen, men de havde heller ikke rakt ret langt.

På det globale plan må der gennem G20 eller – hellere - WTO eller FN sættes ind mod de multinationale monopoler på it-området og andre. Engang i fremtiden vil det forhåbentlig også være muligt gennem verdensorganisationerne at kunne gribe ind mod korrupte regimer i den tredje verden med jordreformer.

Vesten bør heller ikke holde hånden over Mellemøstens reaktionære herskere.

Skal boblerne punkteres,må monopolerne bekæmpes.

Den Danske Henry George Forening

har til formål at oplyse om den amerikanske filosof Henry Georges ideer, som bl.a. drejer sig om at indføre større frihed og ligeret: Alle mennesker har fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier, mens enhver har ejendomsret til udbyttet af sit eget arbejde. Foreningen er en del af The International Union for Land Value Taxation and Free Trade (IU).

Læs mere om vores ideologi på www.grundskyld.dk og www.henrygeorge.dk Henry George Foreningens adresser m.m.

Henry George Huset, Lyngbyvej 56 A, 2100 København Ø, Ulf Kobbernagel, Lerås 49, 2670 Greve, Dan Holst Nielsen, Bakkegårdsvej 39 5330 Munkebo Svend Tornbjerg, Frederiksværksgade 137, 3400 Hillerød Finn Mikkelsen,Elsgårdsminde 43, 8370 Hadsten Finn Becker-Christensen, Drosselvej 23, 2000 Frederiksberg

tlf. 39 29 65 33. tlf. 43 90 67 49 tlf. 65 96 19 31 tlf. 48 26 77 63 tlf. 86 98 13 75 tlf. 38 19 90 85

henrygeorge@henrygeorge.dk uk@henrygeorge.dk danholst@henrygeorge.dk, svendkaren22@hotmail.com saven@dadlnet.dk

NB! Læs endnu mere om os på:

www.interunion.org.uk The International Union (IU) george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

15

Afsender: Tidsskriftet George Lyngbyvej 56 A 2100 København Ø

Returneres ved varig adresseændring

george ISSN nr. 1603-2527 Udgiver: Den Danske Henry Georges Forening Redaktion: Dan Holst Nielsen (ansvarsh.) danholst@munkebo-borger.dk tlf. og fax. 65 96 19 31 Bakkegårdsvej 39 5330 Munkebo

Polly Higgings lægger et godt ord ind for »planetens rettigheder«.

Peter Ussing peter.ussing@dlgmail.dk tlf. og fax. 98 99 18 47

Billedet er fra den internationale IU-kongres, som blev afholdt i London sidst i april. En af de danske deltagere, Finn G. Becker-Christensen, fortæller om begivenheden. Læs side 2-3.

Kir Klysner (lay-out) kir@klysner.dk

Sølvkuglen er udkommet - den moderne »Fremskridt og Fattigdom«

Udkommer i 2011 2 gange: i marts og september Næste deadline 20. februar Tryk: One Way Tryk a/s, Industrivej 3a 8660 Skanderborg www.etryk.dk Abonnementspris:

Kr. 50 pr. år

Illustration:

Forsidetegning / Jørgen Ussing

ist

s

u ar o

nd the w o r l d

Citat fra Sølvkuglen Ejendomsskatten stiller skatteyderen direkte over for værdien af de fordele, han/hun får som ejer (eller bruger) af jordarealet. Det er samme princip som det, vi alle sammen bruger og accepterer på markederne for forbrugsgoder uden at protestere højlydt. Folk finder det i orden, at de skal betale for det, de får. Men det er anderledes med skatter, der er skjult i forbrugerpriserne. Når de ændres, er protesterne ikke højrøstede; og det frister så politikerne til at undgå ejendomsskatter og foretrække hundred-og-sytten andre måder at klemme folks private indkomster ud af

ge

or g

Copyright: Stof i george må gengives, når kilden angives. Artiklerne udtrykker alene skribenternes holdning, som kan afvige fra såvel redaktionens som udgivernes.

Det er muligt, at jeg vil blive kanøflet for at betegne den nye bog, Sølvkuglen sådan, idet Fremskridt og Fattigdom jo er af meget stor betydning for alle georgeister, ja vel nærmest selve grundlaget for bevægelsen. Ikke desto mindre mener jeg, at Sølvkuglen er en meget vigtig bog, som sætter de problemer, som Henry George beskæftigede sig med ind i vores nutidige koncept.

Men køb bogen og læs den. Så kan du jo selv være med til at bedømme den. I hvert fald er det en meget interssant bog for os georgeister.

Du får lettes bogen i hande ved at bestille den på foreningens tlf.nr. 43 90 67 49 (der samtidig er Ulf Kobbernagels nr.). Og den koster kun kr. 125.

Udgivelsen har naturligvis betydet, at dette nummer af george er meget præget af Sølvkuglen. Der er masser af omtale, anmeldelser, citater m.m., som orienterer om bogen.

Jo

rd

en

16

f o r f o lk et george nr. 2 2010 Forum for Frihed og Ligeret

Bemærk: Undervisningsmateriale til Sølvkuglen Peter Ussing har udarbejdet en udmærket undervisningsvejledning til brug for dem, som enten alene eller i en studiekreds vil drøfte og studere bogen grundigt.

Du kan downloade den ved at gå end på sølvkuglen.dk og derefter trykke på »undervisningsmateriale«.

God fornøjelse med læsningen!