Sølvkuglen by Den Danske Henry George Forening

Fred Harrison

SĂ&#x2DC;LVKUGLEN Oversat af Ole Lefmann

theIU

Udgivet på engelsk i United Kingdomi 2008 medtitlen The Silver Bullet af The International Union for Land Value Taxation Studio 5, St Oswald’s Studios, 82 SedlescombeRoad LondonSW6 1RH United Kingdom www.theiu.org ISBN 978-0-904658-10-1 Udgivet på dansk i Danmark i 2010 medtitlen Sølvkuglen af Den DanskeHenry GeorgeForening Lyngbyvej 57A, 2100 KøbenhavnØ henrygeorge@henrygeorge.dk ISBN: 978-87-993625-0-9 Den originale engelsketekst © 2008 theIU, The International Union for Land Value Taxation. Den danskeoversættelse© 2010 theIU, The International Union for Land Value Taxation og Den DanskeHenry GeorgeForening. Omslagetsfotografi Christian Misje/istockPhoto TilrettelæggelseFinn G. Becker-Christensen Bogener sat medBemboog GillSanshos BookPartnerMedia

Fred Harrison skrev: Til minde Bogener skrevet til mindeom Professor Dmitri Lvov. Somakademisekretærved Det ØkonomiskeDepartementunder RuslandsVidenskabeligeAkademi arbejdededoktor Lvov frygtløst på at fremlæggefor det russiske folk et alternativ til »chok-terapien«. I erkendtlighed Hjertelig tak til NicholasDenny, EdwardDodson, Bryan Kavanaghog Irina Veselkova for deresassistance. Forfatterener ansvarlig for eventuelle fejl og for synspunkter, der fremgår af dennebog.

Ole Lefmanns (oversætterens) forord Jeg takker Den Danske Henry George Forening for denne opgave, og siger tak til Per Møller Andersen og Lars Rindsig for gode råd, og især Dan Holst Nielsen og Finn Becker-Christensen for deres grundige gennemsyn og forslag til ændringer i mit manuskript. Ansvaret for oversættelsen påhviler dog helt og fuldt mig. Nogle steder i bogen har jeg i parentes indføjet korte bemærkninger med angivelsen o.b., der skal forstås som `”oversætterens bemærkning”.

Om det engelske ord ”rent” Det engelske ord ”rent” skal på dansk almindeligvis oversættes til ordet leje; men når ”rent” står som en forkortet form af ”land rent”, betyder det det, som danske nationaløkonomer kalder jordrente. Denne bog handler om årsagerne til fattigdom og berører samfundsøkonomiske temaer, hvorunder ”rent” betyder jordrente. Den danske udgave af SØLVKUGLEN er tænkt at skulle læses både af danskere, der er fortrolige med udtrykket ”jordrente”, og af danskere, der ikke er vant til at høre eller læse om dette begreb. Af hensyn til sidstnævnte syntes jeg, at det var vigtigt at forklare ganske kort om jordrenten. Jordrenten er det beløb, som den højestbydende på markedet vil betale om året for at få eller beholde eneretten til at bruge og udnytte et bestemt areal i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser. Beløbets størrelse afhænger af to ting: 1) hvad interesserede brugere af arealet forventer at kunne have af fordele af eneretten, og 2) hvor meget de pågældende vil og kan betale for disse fordele. Jordrenten er altså ikke renten af et lån eller af en værdi, men er selve pengeværdien af fordele, der kan nydes af den, der har eneret til at bruge det pågældende areal. Jordrenten er altså heller ikke en skat eller en afgift; men den betragtes af nationaløkonomer som den bedste kilde, hvorfra det offentlige kan hente dækning for sine udgifter. De fremhæver, at skat, der opkræves af jordrenten, ikke hæmmer produktiviteten i samfundet, sådan som andre skatter gør. I Danmark kaldes skat, der opkræves af jordrenten, for grundskyld. Jordrenten pr. arealenhed varierer fra sted til sted, og ændrer sig hele tiden af mange forskellige årsager som udbygning eller forfald af samfundets infrastruktur, borgernes opdaterede eller forældede uddannelse og evne til samarbejde, fred eller uroligheder, borgernes adgang til naturoplevelser og kulturoplevelser, og myndighedernes sikring af borgernes ligeret eller godkendelse af, at en større eller mindre del af befolkningen undertrykkes. På basis af et areals øjeblikkelige og den i fremtiden forventede jordrente kan lejer og udlejer forhandle, hvad lejeren skal betale periodevis til ejeren for at overtage eller beholde eneretten til at bruge arealet; eller de kan aftale et engangsbeløb for et længerevarende lejemål. Parterne kan også - nu som køber og sælger - forhandle et engangsbeløb, som køberen skal betale for at overtage alle sælgerens hidtidige rettigheder til arealet. Jordrentens størrelse fastsættes altså af den almindelige markedsmekanisme. På basis af periodevise offentlige vurderinger registreres markedspriserne af Danmarks jord i et register, der er tilgængeligt for alle landets borgere. Regeringen bestemmer, hvor meget der som grundskyld til det offentlige skal opkræves årligt af de markedspriser for jord, der blev registreret efter den seneste offentlige vurdering. Resurserenten Det engelsk ord ”rent” bruges også i forbindelse med andet end arealer; som i denne bogs kapitel 2, hvor forfatteren taler om ”resource rent”. Resurserenten er det beløb, som den højestbydende vil betale om året for at få eller beholde eneretten til i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser at bruge og udnytte en naturresurse, f.eks. en del af det elektromagnetiske bølgeområde (til fjernsyn, radiofoni, mobiltelefoni og lignende), en bestemt

position i et kredsløb om jorden, eller ret til at fiske en eller flere bestemte kvoter af en eller flere bestemte slags fisk, eller til at fælde en aftalt mængde af bestemte arter af skovtræer; altsammen rettigheder der ikke gælder for folk i almindelighed. Eftersom jord jo er en naturresurse, er jordrenten omfattet af begrebet resurserenten, og da danske nationaløkonomer bruger ordet jordrente på samme måde som deres engelske kolleger bruger ordet ”rent” som betegnelse for afkastene af alle naturresurser, vil det sige, at jordrente og resurserente betyder det samme. I oversættelsen af denne bog bruges ordene jordrente og resurserente, når økonomers udtalelser citeres eller kommenteres, men ellers bruges udtrykket jord/resurserente. 24. januar 2009,

Ole Lefmann

INDHOLD INDLEDNING Om fattigdommen: Et nyt syn på rettigheder og pligter

side 7

Del 1 - Den filosofiske krise Kapitel 1 - ”Den mest betydningsfulde økonom i verden” Jeffrey Sachs FNs mål for udviklingen i det nye årtusinde - Håb eller svindel Indien: Fremskridt med fattigdom Kapitel 2 - Giv naturen skylden Dogmet om resursernes forbandelse Kolonialisme med andre midler Folkekraft-resurserenter: En Subsahara skabelon Kapitel 3 - En teori om snyd og bedrag Jord/resurserenten som samfundsværdi Kolonialismens tidsalder De Soto: Myten om ”kapital”

14 15 15 17 19 26 26 28 31 37 37 40 43

Del 2 - Nykolonialismen Kapitel 4 - Sydamerika: Fra landbrug til slum Det koloniale traume: Tvangsflytning og privatisering af jord/resurserenten ”Socialisme i det 21. århundrede” Brasilien: Sammenknytning af by og land Kapitel 5 - Asien: Megaprojekternes rolle Det kapitalistiske traume: Infrastrukturgevinster Kina: Dr. Suns lære Statsmandskunst og samfundsfinansiering Kapitel 6 - Afrika: Den store plyndring Det konstitutionelle traume: Sydafrika og velstandskløften Zimbabwe: Operation ’Smid skidtet ud’ Nigeria: Olie til bedrageriets hjul Del 3 - Overflodsøkonomien Kapitel 7 - Lederskab og FN ”En høj politisk pris” FNs Universelle Menneskerettighedserklæring Bedre end Athens demokrati: Etiopien og finansieringen Kapitel 8 - Nybyggere og jordskatten Nybyggermodel I: Hongkong og offentlige finanser Nybyggermodel II: Argentina og jordgrabserne Nybyggermodel III: Australien og det offentlige provenu af jord/resurserenter Kapitel 9 - Social-kapitalisme Pioner for fremgang og velstand: Sydafrika? Pioner for fremgang og velstand: Indien? Pioner for fremgang og velstand: Venezuela?

45 46 46 48 51 53 53 55 58 61 61 62 66 69 70 70 72 76 79 79 80 82 87 87 89 93

EFTERSKRIFT Forarmelsen: Processen værre end fattigdommen selv

HVAD KAN DU GØRE? Løsningen på den evindelige gældskrise

Rammer med rammende tekster Hvad ligger der i et navn? Velovervejet hukommelsestab i samfundsvidenskab og socialpolitik Jord/resurserenten og folkekraften Stammejordrettigheder Europas indre kolonisering Skævfordeling af jorden i Bolivia Informationstomrummet Tre gange tilvækst Folkets tre principper Nykolonialisme og den indre strid om jord Tilegnelse af fredsdividenden God regeringspraksis: En fyrstelig pris Sandheden fravalgt Terror (1) Samfundsforvaltet jord (Community Land Trust) Værdien af landeveje Terror (2) ”Menneskehedens fællesarv”

8 10 35 36 47 49 52 54 56 62 65 68 71 88 91 92 92 101

Tabeller, grafer og figurer Fattigdomsprocenter (globalt) Mennesker, der lever for mindre end 2.15 $ pr. dag Chokterapi: Ruslands demografiske svar Historisk vækst i indisk økonomi Jordskat-betalende regioner i Indien Britisk arv i efterkolonitidens Indien Ejendomsrettigheder (analyse) Fem Subsahara-afrikanske lande Omkostningen ved planøkonomi (Kina - Taiwan) Skiftende lykke (Argentina og Australien) Bruttonationalprodukt pr. indbygger (Australien, Argentina og UK) Klassisk opdeling af bruttonationalproduktet (Australien)

11 12 17 20 21 22 30 31 57 82 83 86

Sølvkuglen, internetudgave, 7. revision.

INDLEDNING

Om fattigdommen: Et nyt syn på rettigheder og pligter Historien vil ikke se med blide øjne på dem der afviser, at der er ”en sølvkugle”, der kan afskaffe fattigdommen. Sølvkuglen findes jo. Spørgsmålet er bare, om der kan rejses tilstrækkelig stor tilslutning og politisk vilje til at gøre det af med fattigdommens grundårsag. Børnene af verdens ”en milliard mennesker på bunden af verdenssamfundet” forventer intet mindre af os, end at vi tager os sammen og gør det. Hidtil er fattigdommen blevet behandlet, som om den var selve problemet, men i virkeligheden er den et symptom på et dybereliggende problem. Derfor kan fattigdommen ikke udslettes ved hjælpeydelser og bistandsordninger. Så længe fattigdommen eksisterer, fremmer den andre alvorlige kriser, og dem ser vi nu samle sig til et vældigt globalt drama. Terrorisme toner frem som en samfundstrussel, klimaændringer som naturens voldsomme reaktioner, og handelsspændinger som tegn på økonomier i ubalance. De mange komplicerede problemer skyldes alle, at noget er helt galt i vore samfund; noget der kan føres tilbage til uretfærdigheder, der krænker menneskeheden. Fattigdom og særrettigheder er i fremgang både i de rige lande i Vest og i lande, som vi i det følgende vil kalde nykoloniserede (se rammen på næste side). Men fattigdommen er tegn på, at en række af vore samfundsregler har skadelige virkninger. Ingen tekniske årsager hindrer os i at afskaffe den; men de, som har mest indflydelse på samfundets magtstruktur, arbejder omhyggeligt på, at der ikke gribes ind mod grundårsager til fattigdommen. Takket være politisk pres og menneskers instinktive følelser bliver nogle af de værste følger af fattigdommen lindret for mange mennesker; men fattigdom er fælles for alle samfund og et institutionaliseret kendetegn for kapitalistisk økonomi. I rige lande søger man at skjule den med velfærdsydelser. De, der gav os velfærdsstaten, ønskede oprigtigt at gøre noget ved nøden i alle dens former; men de byggede på forkerte forudsætninger, og det førte eksperimentet med velfærdsstaten til total fiasko.1 I Storbritannien for eksempel bevilliger regeringen næsten halvdelen af nationalproduktet til formål, der skulle ligestille folks livsmuligheder. Og alligevel klassificeres omkring 27% af landets befolkning som fattige. Familier, der ikke synes at være fattige, fordi andre menneskers indkomster overføres til dem, kan næppe nyde et værdigt liv som selvstændige voksne samfundsborgere. Børnefattigdommen fordobledes i de 20 år op til 2007. 2 På baggrund af de 3,8 millioner britiske børn, der i 2007 levede under fattigdomsgrænsen, har den britiske konservative opposition indledt en kampagne, kaldet ”Gør fattigdom til historie”. 3 Både i Vesten og i resten af verden er fattigdom skabt kunstigt. Den har rod i kolonitidens historie, som har en fremtrædende rolle i denne bog. Med ordet ”kolonialisme” henviser vi til udenrigspolitisk indgriben og kontrol, der tilsidesætter et folks naturlige ret til at bruge jord og andre af naturens resurser. Vi vil forklare, at man ikke kan afskaffe fattigdommen, hvis man ikke genindfører folks fødselsret til jord.

Målet for Velfærdsstatens succes er afskaffelsen af de rystende uretfærdigheder fra det 19. århundredes industrielle økonomi. Selv om Velfærdsstaten har givet fordele, som den skal godskrives for, er de blevet indvundet på bekostning af personlig frihed, hvilket dokumenteres i Harrison (2006a). Indkomststrømmen, man troede gik fra de rige til de fattige, gik i virkeligheden i den modsatte retning. 2 Beregning gjort af Alistair Darling, Storbritanniens Finansminister i Gordon Browns regering (Barriaux (2007)). 3 Brogan (2007) 8

Hvad ligger der i et navn? Korte betegnelser for ikke-vestlige lande duer ikke. Udtryk som ”tredje verden” undgår man nu. Også ”udviklende” og ”mindreudviklede” antyder nedladenhed og bør undgås. Godt nok er befolkningerne opsatte på uafhængighed, men deres oprindelige kultur blev under kolonitiden nedvurderet og har været det siden. De blev påtvunget et forkvaklet syn på ejendomsret, og dét er stadigvæk den største hindring for forandringer til det bedre. Den geografiske betegnelse ”Syden” er også skæv. Den samler i en enkelt kategori lande, som kulturelt er forskellige - nogle er endda på den nordlige halvkugle, og deres indkomstniveauer og kulturelle livssyn er meget forskellige. En nøjagtig beskrivelse af de europæiske landes tidligere kolonier er ”nykoloniserede lande” (NKL). Skønt de nu er politisk selvstændige, er den kulturelle og økonomiske udvikling i disse lande hæmmet af, at de bibeholder koloniale love og praksiser, der tjener magtfulde udenlandske interesser. Som eksempel herpå tages Indiens ”Lov om erhvervelse af jord” (af 1894), overtaget fra briterne og brugt til ekspropriation af arealer fra landbrugere med den hensigt at opføre infrastruktur som dæmninger, der forøger værdien af aktiver, der tilhører velhavende ejere af byjord længere nede ad floden.* Læseren vil (efterhånden som vores analyse udvikles) kunne bedømme, om udtrykket nykoloniale som begreb er til støtte for beskrivelsen af midler til afhjælpning af de dybtliggende problemer. Bør Kina - der ikke var koloniseret - medregnes som et nykoloniseret land? Historikeren R H Tawney var enig med dr. Sun Yat Sen i dennes beskrivelse af det 19. århundredes Kina som en koloni set fra et økonomisk synspunkt.** Dertil kommer, at i det 20. århundrede blev Kina alvorligt hæmmet af importen fra Europa af - den marxistiske ideologi. Lavindkomstnationer trænger til forandringer, og nogle af dem eksperimenterer med nye samfundsmodeller. De genudvikler, hvilket viser, at den lange tids isolation fortsat hæmmer kulturel nyudvikling i alle de lande, der behandles i denne bog. Deres befolkninger har været nægtet frihed til at nyde den levestandard, de kunne have valgt at indtjene til dem selv. *: McDonald (1996).

**: Tawney (1932) p. 129.

En optrevling af kolonialismens uretfærdigheder lykkes kun, når man ser på ’forpagtningen af jord’ og ’de offentlige indtægter’ under ét. Da vi forudsætter, at formuegoder fremstilles ved moderne produktionsmetoder, og at det foregår i et af det 21. århundredes komplicerede samfund, så kan en jordreform ikke være omfordeling af jordarealer taget fra dem, der har rigeligt, og givet til dem, der mangler. Sådan en omfordeling kan bruges i nogle tilfælde, men er ikke det rigtige middel til frembringelse af økonomisk effektivitet baseret på retfærdighed. Når alle medborgeres ret til jorden skal genoprettes, forudsætter det, at offentlige udgifter dækkes af en skattereform, der anvender den helt almindelige markedsmekanisme til beregning af afgifterne for brugen af jord og andre naturresurser. Vi vil i bogens tredje del forklare, hvordan dette princip giver fremgang uden miljøkriser og uden at opsplitte nationer i rige og fattige befolkningsgrupper. Det administrative syn på forpagtning af jord og beskatning som en enhed er desuden praktisk til løsningen af fattigdomsspørgsmålet. Vores største udfordring er den manglende politiske

vilje til at afskaffe fattigdommen; men det ville være forkert at lægge skylden herfor udelukkende på politikerne. Vi må forstå, at det også er et stort problem, at fremtrædende folk inden for samfundsvidenskaben ikke har kunnet blive enige om den viden, de baserer deres videnskab på. Vi gør især én indflydelsesrig videnskabsmands fejltagelser til genstand for en nærmere behandling. Jeffrey Sachs står forrest i vores nærgående undersøgelse, fordi han har bragt sig i front af den globale kampagne imod fattigdom og bruger akkreditiver fra De Forenede Nationer som støtte for de tiltag, han foretrækker. En kort bladen rundt i økonomiske ideer danner baggrunden for vores kritik. Økonomi er en videnskab, der har det særlige problem, at dens forskere ikke kan arbejde med altomfattende modeller af den virkelige verden. Denne mangel ses både til højre og venstre. Desværre må også de, der har mod til at udfordre samfundets magtstruktur, tage noget af ansvaret for den manglende forståelse af, hvad der behøves til løsning af spørgsmål som massefattigdommen. (se rammen på næste side) Som eksempel tager vi sagen om Joseph Stiglitz, nobelpristager og tidligere cheføkonom i Verdensbanken. Han er en agtet forkæmper for de svageste i samfundet. Men man må spørge, hvorfor han faldt for ‘det velovervejede hukommelsestab’, der hæmmer forståelsen af, hvad der burde have været understreget i reformprogrammet. Tag det sidste arbejde af Stiglitz Making Globalization Work (At få globaliseringen til at virke; o.b.). Heri viser han, at den globaliserede økonomi virker dårligt, den fremmer og øger fattigdommen. Han giver en korrekt definition af ”jordrenten” som værdien af landets og folkets naturgivne resurser og anviser politikken, der kan afhjælpe fattigdommen. Stiglitz skrev:

Bestikkelse, snyd, og ujævnbyrdige forhandlinger skærer alle noget væk af det, der retmæssigt burde komme det udviklende land til gode. Landene får mindre, end de skulle have, selskaberne får mere. Et marked med konkurrence skulle medføre, at olie- og boreselskaber blot får en normal forrentning af deres kapital; overskydende gevinster skulle tilfalde landet, der ejer resurserne. Økonomer kalder den del af værdien af udvundne resurser, der overstiger udvindingsomkostningerne, for et naturresurse-afkast (jordrenten).4

Vi skal fokusere på den samfundsmæssige behandling af jordrenten, fordi det altid er den, der gøres til syndebuk i drøftelser om fattigdommens afskaffelse. Forståelsen af jordrentens natur og rolle i markedsøkonomien er en forudsætning for, at samfundets økonomi igen kan baseres på principperne om både økonomisk effektivitet og retfærdighed for hver enkelt. Stiglitz er klar over dette og ønsker, at andre skal forstå det. Og så alligevel, når man ser i hans bogs indeks, finder man ni gange noget om LØN, seks gange noget om PROFIT, men ikke en eneste gang noget om JORDRENTE. Denne udeladelse falder i tråd med de fejl, som post-klassiske økonomer docerer på universiteterne.

Stiglitz (2007) pp. 140-141 10

Velovervejet hukommelsestab i samfundsvidenskab og socialpolitik Naomi Klein er en velformulerende forkæmper for fattige mennesker. Hun bruger sin giftige pen til at udstille fejlene i Chicago-skolens markeringer om økonomi. I bogen Chok Doktrinen: Katastrofe-kapitalismens Opkomst (2007, på dansk 2008) angriber hun professor Jeffrey Sachs for at være følgesvend til Milton Friedman, økonomen der blev klandret af venstreorienterede for sine anbefalinger af den monetære politik og af, hvad Friedman kaldte frihandel. Der er et problem med Friedmans økonomiske model. Han glemte at tage i betragtning, at offentlig politik kan fremme den bedst mulige effektivitet og give store fordele ved at sikre frie markeder og ved at yde offentlige tjenester. Friedman understregede nødvendigheden af at indskrænke regeringens magt gennem nedskæring af skatterne. Men problemet er ikke så meget hvor stort et skatteprovenu en regering opkræver, som det er hvordan den opkræver provenuet. Friedman forstod godt, at dette var problemet, så han burde have understreget nødvendigheden af en ny skattepolitik. Som videnskabsmand vidste han, at skatter som svækker tilskyndelsen til virksomhed, opsparing og investering bør udskiftes med offentlige afgifter på jordrenten, uanset hvordan jorden bruges; og med afgifter for brugen af det elektromagnetiske spektrum (der gør mobiltelefoner mulige) og for udvinding af olie, diamanter og andre af naturens gratis givne resurser. I et upåagtet øjeblik anerkendte han faktisk, at ”efter min mening er den mindst skadelige skat ejendomsskat på den uforbedrede værdi af jord, den skat som Henry George foreslog for mange, mange år siden” * Men Friedman fortalte ikke sine studenter om denne økonomi, der kunne sikre det bedste udkomme for hver enkelt af os. Derfor kom økonomer som Jeffrey Sachs til at rejse rundt i verden med ukomplette værktøjssæt, ofre som de var for dette velovervejede hukommelsestab. På samme måde er flittige kritikere som Naomi Klein tavs om den økonomiske model, der er velegnet til god regeringspraksis og retfærdighed. *: Harrison (1983) p.299. I det foregående har vi fremhævet, at fattigdommen ikke kan afskaffes ved brug af de i dag anvendte politikker; herefter skal vi forklare, at det er muligt at afskaffe fattigdommen. Men denne reform vil ikke kunne gennemføres uden en oplysende debat om årsagerne til fattigdommen, startende med spørgsmålet: Hvorfor affinder milliarder af mennesker sig med et liv, der er ringere end det, de selv ville vælge? Hvad undertrykker deres skabende energi? Deres sag er ikke bedst tjent med, at sådanne spørgsmål forbigås, og at man kun går efter sloganer som de engelske konservatives aktuelle: Gør fattigdom til historie. Vores grundlæggende argument vil blive modsagt af folk med særinteresser, men vi må stå fast. Vores analyse afslører, hvorfor de politikker, der igennem tiden har været foretrukket af institutioner som De Forenede Nationer og Verdensbanken, ikke kan lykkes. De, der vogter over vore tanker og udtryk, synes ikke om, at vi bringer emner frem som påstanden, at

fattigdom er den helt uundgåelige følge af de regler, man har skrevet, hvorefter markedsøkonomien af i dag formes og reguleres. Vigtigheden af sagen, vi rejser, er enorm. FN bruger Verdensbankens ”1 $ pr. dag” som målestok. Ifølge statistikken lever over en milliard (1.000.000.000) mennesker i dag af en daglig indkomst på mindre end én USAdollar.5 Op imod denne skændsel af menneskeheden så vi i år 2000, at Kofi Annan, daværende generalsekretær for FN, kastede stridshandsken. Et af FNs mål for udviklingen i begyndelsen af det nye årtusinde blev: ”Halvering af antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, og samtidig frigørelse fra fattigdom af flere end 1 milliard mennesker inden år 2015”.6 Ved at sætte dette mål anerkendte FN, at indkomstforskellen mellem de fattigste og de rigeste lande var blevet udvidet i de sidste fire årtier af det 20. århundrede. 7 Men ifølge en undersøgelse udført af verdensbankøkonomer og uafhængige videnskabsmænd, er fattigdommen blevet mindre igennem de seneste 30 år. Tabellen herunder definerer fire kategorier af fattigdom. I hver kategori er der sket bemærkelsesværdige forbedringer. Xavier Sala-i-Martin, professor i økonomi ved Columbia Universitet, USA, sammenfatter med hensyn til FN’s mål for udviklingen i begyndelsen af det nye årtusinde (MDG), at ”da målet blev sat i år 2000 var verden allerede kommet 60% ad vejen mod dets opfyldelse. Verden er nok i en bedre form end mange af vore ledere tror”.8 Men vi skal her i bogen se, at denne forbedring er illusorisk. Procent fattige i verden gennem 30 år Fattigdoms definition 1 $/day

1970

1975

1980

1985

1990

1995

2000

15,4

14,0

11,9

8,8

7,3

6,2

5,7

1½ $/day

20,2

18,5

15,9

12,1

10,0

8,0

7,0

2 $/day

29,6

27,5

24,2

19,3

16,2

12,6

10,6

3 $/day

46,6

44,2

40,3

34,7

30,7

25,0

21,1

Kilde: Sala-i-Martin (2006) p.121

Ingen afviser imidlertid, at størrelsen af materiel nød stadigvæk er så stor, at den overgår fantasien hos os, der anerkender, hvad filosoffen Mortimer J. Adler beskrev som goder, der er nødvendige for en rimelig menneskelig tilværelse. • •

I de 20 år op til begyndelsen af det nye årtusinde blev den procentdel af befolkningen i den nykoloniserede verden, der levede for under 1 $ pr. dag næsten halveret - men 1,1 milliard mennesker lever stadigvæk i fortvivlende fattigdom. Selv hvis den nuværende udvikling fortsætter, skønner Verdensbankens økonomer, at fattigdomsandelen for 2015 ikke vil nå FNs mål for udviklingen men mangle 900 millioner mennesker, der stadigvæk lever for mindre end 1 $ pr. dag, og rigtig mange flere, der kun er kommet lige akkurat over denne grænse. 9

UN Development Programme (1994) p. 26. United Nations (2000) p. 20. 7 UN Development Programme (1999). 8 Sala-i-Martin (2007) p. 25. 9 Chen og Ravallion (2004) p. 20. Deres udkast tager ikke i betragtning udsigten til en global depression omkring 2010, der blev forudset af forfatteren af nærværende bog (Harrison (2005)) og vil udslette mange af de fremskridt, som Kina og Indien har gjort i de seneste år. 6

Hundreder af millioner lever på eksistensgrænsen, og professor Sala-i-Martin forudsiger, at ”med mindre indkomsterne hos . . . afrikanerne begynder at vokse, og vokse hurtigt, vil uligheden i indkomsterne i verden begynde at stige igen om få år”. 10 Hvis antallet af dem, der lever for mindre end 3 $ pr. dag er faldende, vil vi komme til at se, at det ikke skyldes hjælp fra FN eller Vesten. Det vil heller ikke være et resultat af strategier anbefalet af dem, der foreslår den kombination af de økonomiske politikker, der kaldes Washington Overenskomsten (se kapitel 1). Forbedringen sket i antallet, der levede i absolut fattigdom, skyldtes i det væsentlige, at tætbefolkede nationer vendte sig bort fra statssocialismen. Dette ses af tallene i tabellen nedenfor, der opsummerer dem, der lever for mindre end 2,15 $ pr. dag. Kina forlod planøkonomien i 1979 og oplevede fordelene straks fra begyndelsen. Det meste af den nedgang i fattigdommen, der gik forud for den eksplosive vækst i det nye årtusinde, henføres til jord- og landbrugsreformer i landområderne. 11 Kina blev fulgt af Indien i 1980’erne.

Antal mennesker, der lever for mindre end 2.15 $ pr. dag (millioner) 1980

1984

1987

1990

1993

1996

1999

2001

Kina

875

813

730

824

802

649

627

593

Østeuropa & Centralasien

112

Indien

630

661

697

731

769

805

804

826

Kilde: Chen og Ravallion (2004) tabel 3, p.29

Indiens økonomi blev åbnet af markedsdynamikken, men den socialistiske mentalitet blev fastholdt - fuldstændigt, med 5-års planer. Det stigende antal mennesker i Indien, der levede for under 2,15 $ pr. dag skyldtes den gode nyhed, at antallet, der levede i fortvivlende fattigdom (for mindre end 1 $ pr. dag), formindskedes drastisk igennem 1980erne. Det var imidlertid en anderledes historie i Østeuropa, hvor USSR kapitulerede i 1991. Regionen faldt i armene på den lære, der udgik fra Washington og Den Internationale Monetære Fond (IMF). I årene under Perestroika’en (1987-1991), havde fattigdommen været for nedadgående. Men da kapitalismen blev sat i stedet for marxismen, steg antallet af fattige fra 23 millioner til 93 millioner. Hvad det end var, der i Kina og Indien havde forbedret forholdene for masserne, dog kun i beskeden grad, så kan det ikke godskrives dem, der i Vesten støttede programmer til afskaffelse af fattigdommen. Vestens indflydelse i disse lande har været særdeles svag. Den var større i Afrika. Og i landene syd for Sahara steg fattigdommen også. Her er menneskelig intelligens og materielle resurser til rådighed i så rigelige mængder, at der kan blive en rimelig levestandard til alle, der vil arbejde for det, så ingen behøver at lide nød ufrivilligt. Alligevel dør børn i tusindvis hver dag af mangel på ernæring. Vi vil vide hvorfor. En ting er imidlertid sikker. Vi bør ikke blive ved med at stole på råd fra økonomer (med nogle 10

Sala-i-Martin (2007) p.24. Bardhan (2007) p. 3, som tilføjer: ”Det er paradoksalt, at potentialet for uroligheder kan blive større i byernes nuværende opgangsområder, hvor boblen på ejendomsmarkedet kan briste. Global økonomisk tilbagegang vil kunne strømme igennem industrier med overskudskapacitet og offentlige banker med vaklende finanser . . bymæssige uroligheder kan blive vanskeligere at kontrollere”. 11

få undtagelser) eller agenturer, der specialiserer sig i økonomisk udvikling, for det er konstateret, at deres råd igennem 60 år kun har ført til resultatløse bestræbelser. Vi vover den påstand, at de tilbageholdt den viden, som folk havde brug for, og som ville have lettet dem vejen til økonomisk overflod. Efter anden verdenskrig begyndte økonomer at udforme en måde, hvorpå nykoloniserede lande kunne udvikle sig. De var oprigtige i deres bestræbelser, men deres projekter manglede fundamentet for bæredygtig vækst. En af denne skoles mestre, W. Arthur Lewis, forlangte endog, at ”udvikling skal være udemokratisk”.12 Og ”højere niveauer af ulighed blev i sig selv anset for at være en fordelagtig bestanddel af vækstprocessen”. 13 Fra da af kom og gik kendte filosofiske skoler - fire i alt. 14 FN gik tappert ind i sagen, men organisationens initiativer skuffede gang på gang. I 1977 blev FNs mål for alle menneskers adgang til vand og kloakering, der var sat til at skulle være opfyldt inden 1990, udsat til 2015; tidsfristen for opfyldelse af almindelig indskrivning i underskole blev også udskudt til 2015. I 2005 lovede 67 lande at fordoble ulandshjælpen til Afrika - i 2007 fordømte Bob Geldorf resultatet som en farce. Og de mange initiativer iværksat af Den Internationale Monetære Fond (IMF) og Verdensbanken, især vedrørende lande, der ansøgte om hjælp, resulterede i programmer for strukturtilpasning, hvis virkninger er kontroversielle, for at sige det mildt. Den allernyeste filosofiske skole fremhæver, hvordan vækst påvirkes af fordelingen af jord. Efter mange blindgydeteorier og megen hændervriden har udviklingsøkonomien endelig skilt sig af med en af sine hæmmende forudsætninger. Ulighed er ikke uundgåelig, og opmærksomheden bør rettes mod de forbindelser, der er mellem vækst og ”equity” i begge betydninger af dette engelske ord, der både kan betegne en kapitalværdi (jord), og normer for retfærdighed.15 Men de økonomer, der støtter den konventionelle visdom, afviser fortsat den rolle, som jord spiller for udviklingen. F.eks. har Verdensbanken afgjort, at det var en fejl, at den samlede sine finansielle resurser omkring bymæssig vækst, og at den derfor bør gå tilbage til det åbne land og prøve at hjælpe folk, der dér lever i fattigdom. 16 Men under bankens nye præsident, Robert Zoellick, er der stadig tavshed om behovet for en jordreform, og man satser fortsat på konventionel praksis på skatteområdet - den, der aktivt forhindrer effektiv brug af jord og arbejdskraft på landet. Verdensbankens dogmatiske virke er en barriere mod den klare tænkning, der skal til, hvis fattigdommen skal afskaffes. For eksempel: Mens det anerkendes, at små jordbrug er mere produktive end store enheder, hyller den spørgsmålet ind i mystik ved at erklære, at ”markeder på en eller anden måde ikke tildeler den rigtige mængde jord til dem, der dagligt bruger de små arealer”.17 Bemærk udtrykket på en eller anden måde. Vi skal afmystificere denne påståede ”markedsdefekt”. Vi vil forklare, at den største udfordring hænger sammen med fejl i styreform.

Lewis (1983) Asiatisk Udviklings Bank [ADB] (2007) p. 12, boks 2.2 14 Kanbur (2000) 15 ADB (2007) Loc.cit. 16 Giles (2007) 17 World Bank (2005) p. 99, fremhævelserne tilføjet. 13

Del 1

Den filosofiske krise

Kapitel 1

”Den mest betydningsfulde økonom i verden”, Jeffrey Sachs Han anses for helten blandt folk, der går med i kampen mod verdensfattigdommen. Jeffrey Sachs lover os Enden på Fattigdommen. Hans bestseller afhandling fortæller Hvordan vi kan gøre det i vores levetid. Præsidenter og premierministre feterer økonomen, der gnubber skuldre med popstars i den ædle stræben efter at udslette ”1 $ pr. dag-tragedien”, der fordærver livet for en milliard mennesker. Og deri er ikke medregnet den yderligere milliard, der for 2 $ pr. dag holder sig i live på grænserne for overlevelse. Professor Sachs er manden med løsningerne ved hånden. Det er derfor New York Times kaldte ham ”sandsynligvis den mest betydningsfulde økonom i verden”, 18 en hæder der fulgte ham på hans flyvende missioner rundt om i verden. Og hvem kan vel betvivle tilliden til denne mand, der er steget op til at blive specialrådgiver for FNs generalsekretær? Fra Bolivia til Polen, fra lerhytterne i Malawi til megabyerne i Asien - ingen steder ligger uden for Jeffrey Sachs’ rækkevidde. Hvad han ikke ved om hjælp til at få et samfund til at vokse ud af fattigdom, kan ikke være værd at vide - vel? Sachs giver råd til ledere i den nykoloniserede verden, viser med iver nationer, hvordan de skal undslippe fattigdomsfælden, som har udfordret regeringer i generationer. Kan det ske i vores levetid? Hvis hemmelighederne om balanceret økonomisk vækst, der lader indkomster sive ned til fattige lag, virkeligt afsløres i de foredrag, han har leveret til stjernebegejstrede tilhørerskarer fra Moskva til Delhi og Beijing, ville det ikke være nødvendigt for nogen at forske yderligere i den overalt fremtrængende fattigdom. Vi kunne blot overlade det til professor Sachs og FN. Desværre, som vi skal afsløre, efterhånden som vi følger hans færd rundt på kloden, er Sachs selv en del af problemet. I dag er verden ikke kommet nærmere til en forståelse af fattigdommens dynamik, og den er slet ikke blevet i stand til at flytte fattigdommen over i historien. Vi vil også beskrive, hvordan - hvis Sachs’ plan skulle blive gennemført - man i det 21. århundrede vil se dyb fattigdom brede sig som det direkte resultat af ”fremgangen” i markedsøkonomierne.19 Jeffrey Sachs lader sig imidlertid ikke distrahere af tvivl på sig selv. Han udstråler selvtillid som en videnskabsmand, der har styr på sin teori. Men han tror også på, at han kan tage teorien ud i den virkelige verden. Han fik smag for at tage rundt i fremmede folkeslags lande, startende med Bolivia i 1985 og fløj til Polen i 1989. Vi begynder vores fortælling med hans ankomst til Rusland i sommeren 1990, hvor han skulle give detaljerede retningslinier til sovjetplanlæggere om ”en markedsreforms logiske nøgleprincipper”. 20 Igennem slutningen af 1980erne havde Mikhail Gorbachev prøvet at løsne bremserne på Sovjetunionens planøkonomi, men det lykkedes ham ikke at udvikle en troværdig strategi. Ind 18

Passell (1993). New York Times reporteren skrev, at ”Sachs’ kendingsmærke ‘chok-terapien’ har virket andre steder. Og der er god grund til at tro, at Ruslands fremtid vil vise, hvor godt landets ledere lærer forandringens katekismus, som han har arbejdet så hårdt for at gøre andre bekendt med”. 19 Vi henviser til begrebet forarmelse, der er behandlet i denne bogs Efterskrift. Forarmelsesprocessen er beskrevet andetsteds (Harrison (udgives senere)). 20 Sachs (2005) p 131. Denne sektion er baseret på Sachs’ forklaring i kapitel 7 af hans The End of Poverty og på nærværende bogs forfatters arbejde i Rusland igennem de 10 år, der begyndte efter Sachs’ afrejse til andre himmelstrøg. 16

kom Jeffrey Sachs, som blev rådgiver for unge engelsktalende økonomer, der ledte efter en formel, der kunne føre USSR væk fra tvangsøkonomien til - ja, til hvad? Grigory Yavlinsky, der var rådgiver for Gorbachev, behøvede vejledning, fordi Sovjets økonomer, der havde været indespærret bag ”jerntæppet”, var blevet skolet i en udgave af kapitalismen, der var farvet af marxistiske dogmer. Skiftet fra statsdirigeret produktion til forbruger-accepterede markeder ville være meget risikofyldt. Reformen behøvede politikker, der imødekom to forudsætninger: •

•

En stærk føling med østeuropæiske menneskers kultur og psyke var vigtig. Fremmede love og institutioner skulle nu blandes med deres historie og kollektive stemning og blive en enhed, der kunne sætte dem i stand til at styre frem mod det gode liv på den anden side af jerntæppet. En grundlæggende opmærksomhed på markedsøkonomiens mangler ville være nødvendig, for det sidste denne sårbare befolkning havde brug for var, at den slags sygdom, der gjorde folk fattige i Vesten, skulle spredes i deres samfund.

Russiske økonomer kunne ikke forventes selv at forme love og institutioner for private erhvervsvirksomheder. De ville gerne ud af den indsnørede og stive tilstand, som privatlivet havde været i under kommunismen. Samarbejde med folk fra Vesten var nødvendigt, for at man kunne forene den tekniske forståelse af de indre markedsøkonomiske funktioner med de forestillinger, man havde måttet tilpasse sig under statssocialismen. Privilegiet til at gøre dette tilfaldt Jeffrey Sachs og nogle af hans nære kollegaer. Bevæbnet med en introduktion fra filantropen George Soros, mødte Sachs op og arbejdede med Yavlinsky, før han gik videre til Yegor Gaidar, der var Boris Yeltsin’s rådgiver. Gaidar stod til at blive premierminister af et frit Rusland. Sachs bidrog til reformplanen, der formede de første skæbnesvangre dage af dette post-sovjetsamfund. I dag, hvor mange russere er forarmede af det frie markeds økonomi, ser de sig som ofre for den plan, Jeffrey Sachs godkendte. Hans tilgang til sagen understregede penge og priser. Hans speciale på Harvard Universitetet, hvor han var professor i økonomi, var internationale finanser og det rige Vestens makro-økonomi. I dag erindrer han sig: De første chokvirkninger af afviklet priskontrol, indført valutaombyttelighed, og markedsfrigørelse skulle kunne hjælpe, som disse midler havde gjort det i Polen; men de kunne ikke løse problemerne omkring forvirringen i den underliggende struktur, faldende energiforsyning, og mange andre medfølgende kriser. Reformmidlerne ville hjælpe Rusland til at styre ind på en vej gennem tunge, generationslange økonomiske og sociale forandringer . . . Ville det virke? Det mente jeg. Jeg troede virkeligt på, at det var værd at prøve.21

Sachs’ virke rundt om i verden var, som han selv udtrykte det, den mest udfordrende øvelse i påvirkning af samfund, som nogen samfundsøkonom kunne blive stillet overfor, og dog blev den grebet an uden førstehåndsforståelse af ”konturerne af økonomisk udvikling og underudvikling i Latinamerika, Østeuropa, og det tidligere Sovjetunionen”. 22 Ikke før tidligt i 1990erne følte han, at han behøvede en sådan viden. Og dog var han for længst begyndt at mase på med basiskoncepter så som frigørelse og privatisering, som de unge rådgivere, der var ivrige efter at tilegne sig visdom fra Vesten, ville udsynge som magiske mantraer.

21 22

Id. p.135 Id. p.148 17

Mit allervigtigste råd til Rusland var hurtigst muligt at tage fat på basisreformerne - så som stabilisering og markedsfrigørelse - og fortsætte målrettet, dog ikke over én nat, med privatisering. 23

Rusland begyndte reformen i januar 1992. Planen blev kendt som ”chok-terapi”. Mange mennesker kom til at betale prisen på den værst tænkelige måde, som grafen herunder viser. Chokterapi: Ruslands demografiske svar Population (millioner)

Den forventede levetid blev forkortet til niveauet for den nykoloniserede verden. For mænd var den forventede levetid i 1987 på 64,9 år. I 1994 raslede den ned til 57,5 år, og i 2005 var den forventede levetid stadigvæk under 60 år. Gennemsnitslivslængden for kvinder blev også afkortet, fra mere end 70 år (1987) til 65,9 år i 2005 - et tab på i gennemsnit 5 års levetid. Dødeligheden oversteg befolkningens frugtbarhed, hvilket udløste et fald i befolkningstallet uden parallel til noget europæisk land, siden pesten plagede. Befolkningstallet var på sit højeste med 148,6 millioner sidst i 1993, da Sachs holdt inde med at give råd til Ruslands regering. Fra 1994 begyndte chokvirkningen af “terapien”, administreret under formynderskab af vestlige samfundsdoktorer. I 2006 var befolkningstallet raslet ned til 142,7 millioner; et tab over 13 år på over 5 millioner mennesker. Sachs hjalp med at lægge fundamentet til en tilnærmelse til økonomisk og social forandring, som han tog med hjem til New York. Og dér, i FN’s korridorer fik han adgang til politikere og internationale tjenestemænd, der ønskede at vide, hvordan fattigdom i resten af verden kunne udraderes.

FN’s mål for udviklingen i det nye årtusinde: Håb eller svindel? Mens han arbejdede i Moskva foreslog Sachs en omformningsstrategi sammensat af tre elementer: • 23

En fond til stabilisering af rublen. Loc.cit. 18

• •

Annullering af gælden. Hjælp fra udlandet, især til de mest sårbare borgere.

Sachs peger nu med en anklagende finger på finansielle institutioner som Den Internationale Monetære Fond, og på de rigeste nationer (G7), for ikke at ville finansiere hans forslag. Vi behøver ikke tvivle på, at hans anklage er velbegrundet, at Vestens regeringer var mere interesseret i at omforme Rusland til en følgagtig medspiller, end i at give fornyet styrke til en supermægtig fjende. Men Rusland var jo rigt på intellektuelle og naturlige resurser. De kunne have været mobiliseret til lettelse af omformningen, som Kina gjorde det uden hjælp fra Vesten. Så hvorfor fejlede Rusland? Fordi Sachs’ model til økonomisk udvikling og fattigdomsudryddelse havde skæbnesvangre fejl. Ruslands arvemasse af talenter blev ikke udnyttet til omformning af nationen. Sachs-fremhævelsen af højfinans som værktøjet til forandringen kunne ikke tilvejebringe den enighed, der var nødvendig til støtte for de nye institutioner og de forvirrende praksiser, som Rusland blev tilbudt af præsident Yeltsin. Den grove monetaristiske model, der blev anbefalet Moskva i 1991 og 1992 kunne ikke føre til en balanceret omlægning af planøkonomien, selv hvis internationale finanskredse havde ydet hjælp.24 Forslaget vil blive nærmere afprøvet, efterhånden som vi undersøger de udfordringer, der tårnede sig op for fattigdomshjemsøgte regioner i Afrika, Asien og Sydamerika. Vi vil erindre os vendepunkterne i Ruslands forløb. Sachs satte søgelyset på et af dem: Det russiske folk kom i vanskeligheder, da deres statsadministration undlod at beskytte dem og værdierne af landets naturresurser, som kunne have garanteret en evig strøm af indkomst til den offentlige økonomi. Afkastet af resurserne - værdien af naturens gaver - var til rådighed for rekonstruktionen af russisk økonomi og samfund. Men gennem de to år 1995 og 1996 noterede Sachs sig, at Russisk privatisering blev en skamløs og kriminel aktivitet. Væsentligst fordi en korrupt gruppe af såkaldte forretningsfolk, som senere blev kendte under ét som Ruslands nye oligarker, var i stand til at lægge hånd på for snesevis af milliarder dollars naturrigdomme, hovedsageligt russisk olie og gas. Det bedste gæt går på, at olie, gas og andre værdifulde råvarer for omkring 100 milliarder dollars blev overført til private hænder imod betaling til det offentlige af mindre end 1 milliard $ privatiserings-kvitteringer. 25

Det vigtige for os i sagen om strategier imod fattigdommen er, at der i Sachs’ råd ikke blev nævnt noget som helst, der i princippet kunne have afværget plyndringen af Ruslands rigdomme. Forholdsregler - filosofiske, psykologiske og konstitutionelle - burde have været taget til beskyttelse af naturresurserne, der var den fond, hvorfra folket kunne trække den nødvendige finansiering af omlægningen til den nye kurs for samfundets udvikling. Der var intet råd herom i Sachs’ plan for integrering af Rusland i markedsøkonomien. Så, selv hvis rublen var blevet stabiliseret, gæld var blevet eftergivet, og økonomisk hjælp var strømmet ind til hjælp for pensionister, ville fraværet af en egnet skattepolitik have betydet, at staten var sårbar over for den plyndring, som faktisk fandt sted. 26

Denne model, med dens understregning af pengepolitikken og privatiseringen af offentlige aktiver, blev bebudet i Latinamerika i 1980’erne. Den blev kendt som Washington Overenskomsten, fordi strategierne blev vedtaget og iværksat af USAs regering, IMF og Verdensbanken. For en kritisk vurdering af den teoretiske støtte til denne enighed, se Stiglitz (2002). 25 Sachs (2005) pp. 143-144 26 Historiens analoge fortilfælde - så som de røverbaroner, der plyndrede USAs naturresurser - var til rådighed for de analytikere, der var interesseret i at tage ved lære af fortiden.

Ved et tilbageblik, ville Sachs så have tilbudt en anden plan til Rusland? Man har jo lov til at lære af sine erfaringer. Ti år senere - nu fejret som ”nok den mest betydningsfulde økonom i verden” - ville han så have tilpasset sin rådgivning? At tage ved lære af fortiden havde været vigtig, for i det mellemliggende tiår var hans instruktionsvirksomhed blevet udvidet til at omfatte det meste af resten af verden. Han færdedes gennem akademiske auditorier og politiske korridorer for magterne i Indien og Kina, og - som den største hædersbevisning man kan tænke sig - han fik overdraget mandatarmagt af De Forenede Nationer. Med FNs præstige og magt bag sig, måtte han vel med sikkerhed lykkes, hvor suveræne regeringer havde fejlet? Meget afhang selvfølgelig af, hvordan man definerede fattigdom, hvis der skulle indsættes mere end et tvrapporteret hjælpekorps. Til opfyldelse af FNs ”Mål for udviklingen i begyndelsen af det nye årtusinde” menneskehedens forløsning ved afskaffelse af ”1 $ pr. dag”-syndromet - kombinerede Sachs de videnskabelige resurser ved Columbia Universitetets Jord-Institut, som han var leder af, med den praktiske viden blandt FNs arbejdshold spredt rundt omkring i verden. Ville Sachs’ råd hjælpe regeringer til at opnå bæredygtig vækst? Ville han have foreskrevet andre politikker, hvis han havde levet sine tre år i Moskva om igen? Vi er ikke i tvivl: ”I det store og hele er svaret Nej”.2728 Som direktør for FNs Millennium Projekt havde Sachs en ekstraordinær stor indflydelse. Men hans forslag om gældseftergivelse og hjælp fra udlandet kunne ikke blive mere succesfulde, end de blev i Rusland, hvor folk blev udelukket fra deres ligedele af olie- og gasforekomsternes afkast, som oligarkerne nu bruger til indkøb af fodboldklubber og fast ejendom i Vesten. Kernen i fattigdomsproblemet er en virkelighed, der ikke blev erkendt af Sachs, hans medarbejdere eller de internationale agenturer, der indsætter massiv finansiel magt og materielle resurser i angrebet på fattigdommen. Under den politik, der fastsætter fordelingen af indkomster i den kapitalistiske økonomi, er fattigdom blevet et institutionaliseret biprodukt af økonomisk vækst. Vi skal senere se, at vækstorienterede investeringer forringer folks udvikling, hvis ikke investeringerne kombineres med forandringer i skattelovene, der bestemmer den primære fordeling af indkomsterne i samfundet.

Indien: Fremskridt med fattigdom Når man vurderer betingelserne, der skaber fattigdom i vore dage, er det vigtigt, at vi ikke glemmer fortidens indflydelse. Det synes at være ret kompliceret at skulle finde ud af, hvordan folk, der levede for lang tid siden, har påvirket nutiden; men det er blevet gjort for Indiens vedkommende af to studerende, der ved en bemærkelsesværdig efterforskning har undersøgt landets arv fra kolonitiden. Deres metode til afdækning af fortidens virkning på nutiden viser, hvordan nu selvstændige nationers praksiser og institutioner fortsætter den udbytning, som man antog var blevet afskaffet, da selvstændigheden blev opnået.

Sachs (2000) p. 146. Seks år efter sin afrejse fra Moskva genvurderede Sachs sit værk i Rusland med disse bemærkninger: ”Min faktiske indflydelse på begivenhederne var stort set NUL”. Men, baseret på mange interviews med russere, fra Federal Dumaen ned gennem lokale regeringer til folk på gaden, kan jeg (Fred Harrison; o.b.) bekræfte, at borgerne lægger en betydelig indflydelse på den rolle, Jeffrey Sachs spillede. For en anden nylig opgørelse af Sachs-projektet i Rusland, se Klein (2007) (På dansk 2008, Naomi Klein: ”Chokdoktrinen. Katastrofekapitalismens opkomst”). 28

Det britiske Østindisk Kompagni ankom i 1613 for at begynde udbytningen af subkontinentets resurser, der skulle grundlægge først det britiske aristokratis overdådige livsstil og derpå industrialiseringen af britisk erhvervsliv. Da Indien i 1947 havde opnået uafhængighed, vendte landets ledere sig til socialismen og centralt dirigerede 5-årsplaner. Tallene her nedenfor afslører resultatet: Fremgangen, som den post-koloniale nations mennesker forventede, indfandt sig ikke, og under socialismen udslettede væksten ikke fattigdommen, som vedblev at være normen. Historisk vækst i indisk økonomi Bruttonationalprodukt pr. indbygger

Kolonialisme

Socialisme

Grøn revolution

Kapitalisme

Kilde: Maddison (1995) p.181

Så i 1970 kom den Grønne Revolution, hvorunder Vesten foreslog en fattigdomsafskaffende strategi baseret på forøgelse af landbrugernes fødevareproduktion. Den forøgede profitterne til udenlandske selskaber, der havde patenter på genetisk oparbejdede frø og pesticider, og blev et kostbart tillæg til bøndernes omkostninger ved fremstilling af fødemidler. Endelig i 1991 drejede Indien væk fra socialisme til kapitalisme. Markedsreformer blev nu gennemført, og Indien fulgte herefter andre tidligere socialistlande, der udvidede og indgik i det globale marked. Når uafhængigheden ikke leverede almindelig fremgang, var det fordi Indien fortsat levede med arven fra de tidligere koloniherrer. Men hvordan måler vi påvirkningen fra fortiden? De to studerende, Abhijit Banerjee og Lakshmi Iyer - økonomer ved Massachusetts-instituttet for teknologi - interesserede sig for Indiens arv fra kolonitiden og brugte avancerede statistiske værktøjer. De beskrev, at briterne havde forværret den i forvejen skæve fordeling af velstanden ved at skabe lovrammer, der endnu i dag bestemmer folks livsmuligheder.

Jordskat-betalende regioner i Indien (1757-1947) Zamindari (godsejere)

Raiyatwari (jorddyrkere)

Mahalwari (landsbyfællesskab)

Bengal Bihar Orissa Tamil Nadu Andhra Pradesh

Madras Mombay Assam

Nordvestprovinser Panjab

På baggrund af det efter uafhængighedsdagen eksisterende fattigdomsniveau spurgte de, hvordan markedsforskelle i indkomstfordeling, velfærdsydelser og offentlige investeringer i Indien kunne forklares? De opdelte sub-kontinentets regioner i tre kategorier i overensstemmelse med de af briterne indførte metoder til opkrævning af jord/resurserenten mellem det 18. og 20. århundrede. Tabellen ovenfor viser regionerne. ”Godsejerregionerne” var blevet oprettet, fordi briterne misforstod stammesædvaner og indsatte høvdinge som jordejere, hvilket var bekvemt for dem ved opkrævningen af jord/resurserenten. Men i regioner, hvor briterne opkrævede jord/resurserenten direkte hos jordbrugerne, gav de bønderne faste forpagtningsrettigheder. I visse regioner respekterede de fælleseje-rettigheder og opkrævede jord/resurserenten hos de pågældende landsbyer som en helhed, og overlod det til landsbyboerne selv at bestemme, hvor meget hver enkelt af dem skulle betale. Undersøgelsen viste, at i bemærkelsesværdig grad var jorden i godsejerregionerne mere frugtbar end i de andre to modeller. Det burde have betydet, at brugerne i disse regioner havde større fremgang end de andre. Men sådan var virkeligheden ikke; for briterne havde geninvesteret mere af jord/resurserenten i infrastruktur i områderne, hvor de opkrævede jord/resurserenten direkte hos brugerne. Et århundrede eller mere senere har dette endnu kunnet registreres klart ved størrelsen af investeringer og udkomme. Forskellene kunne påvises som tydelige følger i sidste del af det tyvende århundrede. Nogle af dem opsummeres i tabellen på næste side. I 1885 var uligheden mindre i de distrikter, hvor briterne opkrævede jord/resurserenten direkte hos brugerne, end i godsejerdistrikterne. Og kanalanlæg betalt af briterne fandtes næsten udelukkende i ikke-godsejer områderne. Om vore dages Indien bemærker Banerjee og Iyer: ”De påvirkninger, vi kan dokumentere, er overraskende store, når man husker på, at vi ser på institutioner, der ikke længere eksisterer”. Heraf kan uddrages mange forskellige læresætninger, men vi skal nu se på punkterne, der hjælper os at forstå årsagerne til fattigdommen i dag. For det første var briterne ikke i Indien på en godgørende mission. Hvorfor ville de så investere i lokale overrislingsnetværk? Svaret er: Egeninteresse.

Britisk arv til efter-kolonitidens Indien Kategorier Overrisling (kunstig vanding)

Brugere og landsbyfællesskab sammenlignet med godsejerregioner 25% højere

Brug af kunstgødning

45% højere

Højtydende varianter af ris

Landsbyskoler til rådighed

25% højere 16% højere, alt i alt med høstudbytte: Ris: 17% højere Hvede: 23% højere* 20-60 højere

Læsedygtighed

18% højere

Børnedødelighed

40% lavere

Landbrugsproduktivitet

Kilde: Banerjee og Iyer (2005)

*) Skønnene over forskelle i ydelser har taget de geografiske variabler og varigheden af det britiske koloniherredømme i betragtning.

I 1841 ydede jordskatterne 60% af hele det britiske regeringsprovenu taget fra subkontinentet. Investering i infrastruktur forøgede lejeydelserne. Indtægterne kom ikke så letflydende fra godsejerdistrikterne, fordi jord/resurserente-opkræverne (godsejerne) selv beholdt så meget af jord/resurserenten, som de kunne. Så de frugtbare, højtydende regioner oparbejdede lavere afkast pr. arealenhed til briterne end marginaljorden, hvorfra jord/resurserenten blev tappet direkte fra brugerne og landsbyfællesskaberne. Som følge heraf valgte briterne at koncentrere sig om at forbedre overrislingsnetværkene på den dårligere jord, hvorfra de så kunne hente en forholdsvis større jord/resurserente hjem til Storbritannien. Godsejerne på deres side blev rigere, efterhånden som de privatiserede en voksende del af jord/resurserente-beløbene igennem det 19. århundrede. Og de havde ingen retslig forpligtelse eller økonomisk tilskyndelse til at geninvestere i forpagternes velfærd. Dette betød, at den koloniale stat havde større muligheder for gevinst ved økonomiske fremskridt i ikke-godsejerområderne, eftersom de kunne udmøntes i højere jordrentebeløb. Det kom til udtryk i en udvidet lovgivning, der søgte at beskytte folk imod pengeudlånere. . . Det betød også, at staten havde større grund til at investere i disse områders overrisling, jernbaner, skoler og anden infrastruktur. . . Næsten alle kanaler konstrueret af briterne var i ikke-godsejerområder. Hvis disse områder faktisk havde bedre offentlige goder, da briterne forlod Indien, kunne de formentlig fortsat nyde visse fordele, selv nu om dage.29

Historikere har undret sig over de store og ofte voksende forskelle tværs over den indiske stat, men Banerjee og Iyer har på elegant vis indkredset og forklaret sagens kerne. Godsejerområderne blev drænet for en større andel af jord/resurserente-beløbene, hvoraf følgen var højere grader af analfabetisme og børnedødelighed. Når briterne i andre regioner ikke brugte 29

Banerjee og Iyer (2005) p. 15 23

godsejere som mellemmænd til indkrævning af jord/resurserenten, var de dér i større grad tilskyndet til at geninvestere jord/resurserentebeløb på måder, der bedrede livet for dem, der betalte jordafgiften direkte til regeringen. I dag efter så lang tid er situationen, at ikke-godsejerområder, til trods for deres dårligere naturforhold, fortsat overgår godsejerregionerne, når talen er om produktivitet. Nedsættelsen af fattigdommen i det moderne Indien er større i ikke-godsejerområder. Videnskabsmænd vil fortsat diskutere årsagsmekanismer, men Banerjee og Iyer er overbeviste om ét faktum: Det synes klart, at økonomisk og politisk magt koncentreret i hænderne på en elite, der er opstået som resultat af et godsejerbaseret jordforpagtningssystem, er en vedvarende tung byrde på det økonomiske liv i disse områder.30

Ind kom Jeffrey Sachs. Han ankom i 1994 - var lige aftrådt som rådgiver for den russiske regering - for at foreslå sin læresætning om liberalisering. Hans tilhørere var skeptiske. Men i slutningen af århundredet leverede Indien faktisk bemærkelsesværdige vækstresultater. Bekræftede dét gyldigheden af den kapitalistiske lære? Det mente Sachs, og han var fornøjet over, at hans forslag blev anvendt i Delhi. Vi blev opmuntrede, da premierministeren proklamerede [vore] mål i sit budskab til nationen den 15. august 2000. Målet om økonomisk vækst på mindst 8% om året . . . blev derefter underskrevet af Indiens planlægningskommission.31

Men millioner af mennesker fik ingen del i de gode tider. Hvorfor gjorde de ikke det? Og hvorfor afsatte vælgerne regeringen ved 2004-valget, ”der viste, at vælgerne i Indiens landområder havde et massivt ønske om forandring”? 32 Indien var plaget af vokseværk - fremskridt fulgt af den fattigdom, der forårsages af ”fremskridt”. Det begyndte under den Grønne Revolution, som Sachs kalder ”udvikling ledet af landområderne”. Indkomster blev forøget for en del af befolkningen, men derved udløstes en virkning, der er en del af den moderne kapitalistiske økonomis DNA. Bønder blev afkrævet at betale højere jord/resurserente til ejerne af deres jord. Når penge skulle udredes af den forøgede produktivitet leveret af biovidenskaben, kunne de ikke blive spredt til dem, der arbejdede hårdt i markerne. Forhøjelsen i udgifterne til kunstgødning, sædekorn og jord/resurserenten holdt bønderne fastlåst i den klassiske fælde. For mange af dem var det eneste - men skæbnesvangre resultat heraf: Forgældelse, fra hvilken de ikke kunne slippe fri. Så begyndte selvmord og afvandring af endnu flere mennesker fra landområderne. De havde kun et valg: At flytte til nærmeste by.33 Tragedierne, der udspandt sig i landområderne, viste sig ved antallet af mennesker, der søgte ind til bymæssig slum. Presset var intenst i Mumbai, hvor 60% af befolkningen nu lever i slum. I de to årtier af Indiens økonomiske vækst er antallet af slumboere fordoblet, steget fra 27,9 millioner i 1981 til 61,8 millioner i 2001 ifølge Kumari Selja, Minister for Boliger og Bymæssig Fattigdomsbekæmpelse. Forholdene i Indien belyser processen, der omfordeler indkomst fra dem, der producerer den, til dem, der - som jordejere - ikke tilfører velstand til samfundet. Den er en indkodet del af den

Id. p. 26 Sachs (2005) p.183 32 Loc.cit. 33 Harrison (1994) pp. 199-204) 31

kapitalistiske økonomis struktur.34 Den er ikke en naturlov. Den sættes i gang ved en af to omstændigheder: •

Privatisering af jord/resurserente-indkomster. Derved berigedes aristokratiet i det tidligere feudale Storbritannien, og zamindari’erne (jordejere eller jord/resurserenteopkrævere; o.b.) i kolonitidens Indien.

•

Omfordeling på grund af statens svigt. Hvis producenternes ret til en lige stor andel af jord/resurserenten, de fremstiller, ikke beskyttes ved lov, vil statens svigten heraf blive udnyttet af opportunister. Derved berigedes oligarkerne i Yeltsins Rusland.

Indien havde været offer for det koloniale jord/resurserente-grabseri og vendte sig, da uafhængigheden var opnået (1947 o.b.), først til socialismen. Historien har afsagt sin dom over denne samfundsmodel. Men hvorfor blev hundreder af millioner indere også svigtet af markedsøkonomien? I 1976 skrev regeringen ”Loven om Byjord” (om loft og regulering). Den søgte at socialisere uanvendte jordarealer i byer, for at afværge samling af jord i hænderne på profitsøgende spekulanter. Lovgiverne havde klart indset, at forvridningen af markedet for faste ejendomme havde socialt ødelæggende virkninger. En af disse blev beskrevet af Nipun Vaid i hans vurdering af loven. Forvridninger i jordmarkedet fører ofte til jordspekulation, der er et scenarium, hvori jords værdi forhøjes kunstigt over den virkelige pris, og når sådan en inflationsboble brister, mister jordinvestorer kapital, fordi markedspriserne falder. 35

Loft over jordejendomsforhold, pålagt ved lov og administreret af offentlige tjenestemænd, kunne imidlertid ikke tilvejebringe fordelene af et effektivt ejendomsmarked. Loven blev beordret fjernet fra lovbøgerne i 2004. Ministeren for Boliger og Fattigdomsbekæmpelse i Byerne indrømmede, at ”kompleksiteten i bymæssig administration var vokset voldsomt som følge af byernes vækst, befolkningskoncentrationen, overvældende fattigdom, og hjemløse menneskers tagen offentlige arealer i brug til ulovlig opførelse af primitive bosteder.” 36 Når administrationen svigter, hvordan forklarer vi så de ekstraordinære vækstrater i tiåret op til 2008? De blev ironisk nok fremmet af en anden kolonial arv: Sproget. Den udvidede brug af engelsk, kombineret med informationsteknologi og lave lønninger gjorde det muligt umiddelbart at imødekomme Vestens virksomheders behov. Men selv om software-programmører oplevede gode tider, så sank deres fætre ude på landet i dybere gæld - og især dem i regioner domineret af godsejere. Nogen - eller noget - måtte gives skylden for dette. Jeffrey Sachs tog tilflugt til den tankegang, der anvendes af teoretikere, der ønsker at afslutte en drøftelse af andres ideer. Han proklamerede, at en antifattigdoms’sølvkugle’ ikke eksisterede. Med hans egne ord fandtes der ”ingen ‘magiske kugler’, ingen simpel løsning, der kan gøre ende på global fattigdom”. 37 Hvis Sachs havde ret, behøvede han nu en syndebuk for fattigdommen. Og den fandt han i resurserenter. En anden økonom som specialiserede sig i økonomisk udvikling, Oxford Universitets professor Paul Collier, genkaldte sig:

34 35

Harrison – udkommer senere. Vaid (2006)

Selja (2006a). Sletningen af loven gjorde det muligt at frigive store områder af jord, som loven havde holdt tilbage. I Mumbay alene var der - forsigtigt anslået - 25.000 acres (= ca. 100 km²; o.b.), der ville blive stillet til rådighed for storbyens udvikling. 37 Sachs (2006) 25

Økonomen Jeffrey Sachs genoplivede bekymringen omkring problemet med afkastet af naturlige resurser. Siden da har samfundsvidenskabsmænd taget sagen op, og nogle har antydet, at resurseprovenuer gør det vanskeligere at regere. 38

Resurserenteforbandelsen blev sluppet løs af ”den mest betydningsfulde økonom i verden”. Paul Collier satte sig for at undersøge, om det var sandt, at naturen er en ”forbandelse”? Kan vi give den skylden for, at livet for den fattigste milliard af mennesker på jorden fordærves?

Collier (2005) pp. 41-42 26

Kapitel 2

Giv naturen skylden Dogmet om resursernes forbandelse At give andre skylden er en sport, der har været dyrket siden begyndelsen af psykologisk tidsregning. Hans ærværdighed Thomas Malthus skubbede ansvaret væk fra dem, der gav os fattigdommen i det 19. århundredes Storbritannien, og gav ofrene skylden for deres situation. Efter hans tankegang er mennesker på lavindkomst selv ansvarlige på grund af deres svigtende kontrol over deres seksuelle appetit. De formerer sig ud over deres evne til at klæde og ernære deres børn. For mange mennesker må genvordighederne i en verden, hvor en milliard mennesker lever for mindre end 1 $ pr. dag, kunne forklares på en måde, der kan give dem fred i sindet. Så hvis vi ikke synes, vi kan give de fattige skylden, må der findes på en anden forklaring; og nu er naturen blevet udpeget som den mest sandsynligt skyldige. De sultende børn - chokerende nærbilleder af dem i TV-nyhedsprogrammerne - er ofre for ”en forbandelse”. Påstanden, at det er naturens skyld, er blevet underskrevet af Jeffrey Sachs. Hans påstand blev taget op af milliardærfilantropen George Soros og andre og underkastet en videnskabelig analyse af Paul Collier, der i Oxford styrer Centret for Studier af Afrikanske Økonomier. Sachs og hans samarbejdere påviste, at i lande, der er rige på naturgivne resurser, havde økonomien tendens til at vokse langsommere end i lande, der var resursefattige. Dette var forbandelsen, som naturen øjensynligt kastede over befolkninger, der var så ulykkelige at bo i områder forsynet med olie, diamanter og guld.39 Sachs forskede i ”årsagen til, at naturresurserne driver udviklingen i en uheldig retning”, og forbandelsen viste sig at være skurken. En avanceret statistisk analyse førte ham til den konklusion, at ”det empiriske bevis for, at naturens resurser er en forbandelse, er ikke skudsikkert, men det har en betydelig styrke”. 40 Vi skal nu vise, at det at give naturens gavmildhed skylden er en grotesk fordrejning af virkeligheden. •

Det jord-rige Costa-Rica led ikke af en resurseforbandelse i den 18. århundrede. 41 • Det guld-rige Australien led ikke af en resurseforbandelse i det 19. århundrede (se siderne 82-83) • Det diamant-rige Botswana led ikke af en resurseforbandelse i det 20. århundrede (se s. 31 ff.) Disse og andre eksempler viser, at talen om en ”forbandelse” bare skal give politikere en undskyldning for, at de ikke gør deres pligt. Sachs overså imidlertid, at i de tilfælde, vi har citeret ovenfor, har befolkningerne brugt forpagtnings- og skattepolitikker, der har fremmet den samfundsøkonomiske vækst, hvorved naturresurserne er kommet alle i fællesskabet til gode. Paul Collier undersøgte den såkaldte resurseforbandelse, efter at han var flyttet til Oxford fra Verdensbanken, hvor han havde gjort tjeneste som direktør for udviklingsforskning. Den 39

Sachs og Warner (1995) og (2001) Sachs og Warner (2001) p. 828 41 Harrison (udgives senere) 40

oprigtighed, hvormed han tog fat på vanskelighederne for de milliarder af mennesker på laveste indkomst, betvivles ikke. Og han lagde ikke fingrene imellem i sin opregning af, hvad der behøves for at hjælpe dem ud af fattigdomsfælden. Men en redningsplan, der ikke definerer startpunktet, er nærmest forudbestemt til at ende i en blindgyde. Fattigdommen er i dag på sit dybeste i de halvtreds stater i verden, hvor vejen ud af den er overstrøet med tilsyneladende uundgåelige fælder, trods internationale hjælpeagenturers ihærdige anstrengelser. Hvem skal hænges ud for korruption og borgerlige konflikter, der spolerer livet for folk? Hvad Collier beskriver som ”paradoksalt” er ”opdagelsen af, at værdifulde naturlige resurser er baggrunden for fattigdommen”. 42 Kirnen af resurseforbandelsen er, at resurserenten gør et demokrati funktionsudygtigt.

Ifølge Collier er det resurserenter, som dem fra olie, der ”i det væsentlige har reduceret sandsynligheden for, at et samfund er demokratisk”. Så skadelige anså professoren naturens rigdomme for at være, at han konkluderede, at ”uden naturgivne resurseoverskud kan demokratier vokse hurtigere end enevælder” (fremhævelsen er tilføjet). Som bevis på den underforståede påstand, at fattigdomsbefængte befolkninger i Afrika ville have det bedre uden strømmen af resurserenter, erklærede han, at: I fraværet af overskud fra naturlige resurser vil en fuldt ud demokratisk politik overgå despotisk enevælde med omkring 2% om året. Dersom et overskud af naturlige resurser er omkring 8% af nationalindkomsten bortfalder demokratiets vækstfordel. Derudover er nettovirkningen af demokratiet negativ. Tager man et land med resurserenter til en værdi af 20% af nationalindkomsten, vil ændringen fra enevælde til intense valgkampe sænke vækstraten med næsten 3%.

Der er åbenbart meget at forbande omkring de generøse gaver, naturen stiller til rådighed for menneskeheden! Her er årsagen til fattigdom og civile stridigheder forklaret på en måde, der friholder den menneskelige race for skyld. Dogmet om resurseforbandelsen behandles i fuldt alvor som en videnskabelig teori, og professor Collier brugte kostbar forskningstid til granskning af problemet. Sammen med medarbejderen Anke Hoeffler anslog han størrelsen af naturresurseværdierne fra land til land og fra år til år. Han definerede resurserenter helt korrekt som overskudsværdierne efter fradrag af produktionsomkostningerne. Undersøgelserne måtte gøres omhyggeligt, fordi størrelsen af økonomiske overskud varierer som følge af en lang række årsager. Han forklarer det sådan: At beregne råstoffers resurserenteværdier er et vigtigt fremskridt frem for blot at opregne deres handelsværdier: Resurserenten af 1 million $ olieeksport er meget større end resurserenten af 1 million $ kaffeeksport, fordi produktionsomkostningerne er meget lavere i olieindustrien. Derfor giver data vedrørende råvareeksport, som er, hvad folk førhen har set på, når de har interesseret sig for tal, en dårlig hjælp ved skøn over, hvor værdifulde resurserne i virkeligheden er. Og selv olie af en eksportværdi på 1 million $ giver et større overskud, når den kommer fra et udvindingsnemt landbaseret område, end når den kommer fra et område dybt i havet og langt fra kysten; og når prisen pr. tønde er 60 $ i stedet for 10 $.43

Denne opregning af resurse-forbandelsen støtter sig på Collier (2007) kapitel 3 og Collier og Hoeffler (2005). 43 Til deres modelarbejde optalte Collier og Hoeffler (2005) p.17 resurserenter for olie, gas. kul, brunkul, bauxit, kobber, jern, bly, nikkel, fosfat, tin, zink, sølv og guld. De beregnede ikke jord/resurserenten for byjord, som i mange lande udgør en betydelig del af den totale jord- og naturresurserente; ligesom jord/resurserenten af maritime resurser og det elektromagnetiske spektrum ikke blev medregnet.

Collier og Hoeffler sammenholdt strømmen af resurserenter med politisk udformede institutioner og kom til den konklusion, at resurserenter ”både underminerer en regering, og danner en dårlig baggrund for en svag regering”. Så efter denne logik underminerer resurserenter kontrollerende og afbalancerende institutioner i et demokrati (så som pressefrihed), ”og derved fremmer de formynderpolitik og forringer samtidigt udbudet af offentlige goder”. Når der er åbnet for resurserente-hanen, bliver altruismen underordnet underslæb til privat fordel. Dårligt oplyste vælgere manipuleres af deres ledere, der konkurrerer om den magt, der giver priviligeret adgang til en behagelig livsstil, finansieret af resurserenter. Collier og Hoeffler fandt, at det var lettere for borgerne at kontrollere deres ledere, når de skulle betale skatter, fordi skatterne fik dem til at holde skarpt øje med, hvad der blev gjort i folkets navn. Men jord- og resurserenter inspirerer åbenbart ikke borgerne til agtpågivenhed. Det står værst til i lande, der er velforsynede med naturrigdomme. For som jord/resurserenterne forøges, kan regeringen sænke provenuet, de modtager som skat på folks lønninger og opsparing. Som følge heraf nedsættes graden af borgernes opmærksomhed over for politikerne, ”og derved bliver omfanget af underslæb højere”. Dette er sandelig en sørgelig beskrivelse. Man skulle tro, at naturrigdomme ville være en hjælp til bekæmpelse af fattigdommen. Men sådan er det ikke ifølge videnskabsfolk som Collier og Hoeffler, der har analyset jord/resurserentens rolle. De fremhæver, at regeringer ser med tilfredshed på muligheden for at forhøje provenuet fra jord/resurserenter i stedet for at beskatte borgerne, fordi det sætter dem i stand til at undgå folks skarpe opmærksomhed. Som resultat heraf skulle disse regeringer være under et mindre pres for at levere offentlige tjenester. Det er nedslående, konkluderer Collier og Hoeffler, at ”en sammenligning mellem to samfund, der har samme grad af indkomster, men forskellig grad af naturresurserenter, viser, at samfundet med den højeste grad af naturresurserenter har det ringeste udbud af offentlige goder”. Heraf synes at fremgå, at det rige Vesten har gjort de fattige nationer en stor tjeneste ved at lette dem for deres resurserenter og tilskynde dem til at opkræve skatter på arbejde og kapitalgoder i stedet for. Til sidst bemærker Collier og Hoeffler, at ”demokrati forhøjer vækst, undtagen hvor der er betydelige naturlige resurser, der holder væksten nede”. Til understregning heraf forklarer de, at ”når der ingen resurserenter er, er demokrati godt for vækst”. Og det er jo netop, hvad der er kommet ud af de politikker, som agenturer som Verdensbanken og Den Internationale Monetære Fond (IMF) har foreskrevet. Dokrinen, der skaffede de nykoloniserede lande af med deres resurserenter, blev kendt som Washington Overenskomsten.

Kolonialisme med andre midler Da formel kolonialisme blev bragt til ophør, trak de europæiske magter sig tilbage uden at ødelægge de institutioner, de efterlod sig. Imperiemagternes myndigheder blev afviklet, men man holdt fast i forventningen om fortsat at kunne have priviligeret adgang til resurserne, som i første omgang havde fristet dem til at komme til de fremmede lande. Fortrinsret blev sikret dem til fordele, der kunne udnyttes ved bevarelse af granitsøjlerne i Vestens samfund: Ejendomsretslovene og de dertil hørende finansielle institutioner, der var blevet anbragt solidt i jorden i de tidligere kolonier. Kunne dét være årsagen til, at så mange lande blev ved med at være låst fast i fattigdom? En matematisk undersøgelse af dette spørgsmål blev påbegyndt af Daron Acemoglu og hans kollegaer ved Massachusetts Institut for Teknologi og Californiens Universitet (Berkeley).

Acemoglu, professor i økonomi, gik i gang med at undersøge det, som også han kaldte kerneårsager. Efter at have brugt algebra og de bedste til rådighed stående data konkluderede han, at det koloniale projekt var blevet skabt for at berige de europæiske kolonister. De havde anvendt og institutionaliseret de ordninger, der bedst tjente deres interesser. Hvor de ikke kunne eller ikke brød sig om at slå sig ned i det fremmede, ”indførte eller beholdt de de allerede eksisterede institutioner, hvis disse tjente deres interesse i at klemme resurser ud af koloniens ikke-europæiske befolkning, som det skete mange steder i Afrika, Centralamerika, Caraibien, og Sydasien”.44 Det gennemgående tema i Acemoglus og hans kollegaers værdifulde værk er den rolle, som jord/resurserenten har spillet og spiller i nationers skæbner under og efter kolonitiden. I næsten alle tilfælde kan vi knytte de bevarede udbytningssystemer til det faktum, at selv efter at samfundene havde opnået uafhængighed, havde eliterne her meget at tabe ved ændring af systemerne. Deres politiske magt og krav på økonomiske afkast hvilede på de institutionaliserede udbytningssystemer . . .45

Områder, der var rige før europæere kom, led tilbagegang i velstand og endte med at være udpinte. De var ofre for udbytningsprocessen, som kolonisterne brugte til at opsuge landets jord/resurserente. I modsætning hertil blev en anden strategi brugt i tyndtbefolkede egne, og hvor sygdom ikke var en trussel mod europæere. Her kopierede kolonisterne de institutioner, der favoriserede økonomisk vækst. Acemoglu opdagede, at variabler som geografi (f.eks. i tropiske områder) ikke begrundede forskelle i de institutionaliserede strategier, der blev indført af europæere. Andre - som Jeffrey Sachs - gjorde gældende, at fattigdom til dels kunne forklares ved landets beliggenhed nær ved ækvator. Acemoglu med flere påviste, at så snart de satte institutionerne ind i ligningen ”har lande i Afrika eller andre steder tæt på ækvator ikke lavere indkomster”. 46 På samme måde var Sachs’ anden påstand, at sygdomme som malaria påvirker den økonomiske udvikling, også forkert. Folk, der levede i områder med stor risiko for malaria, udviklede immunitet, så sygdommen ville have lille effekt på den indfødte befolknings økonomiske resultat.47 Fortalere for hjælp fra udlandet, som Sachs, overså her noget væsentligt. Acemoglu og andre, der søgte efter grundlæggende årsager til de store forskelle i indkomst pr. indbygger i forskellige lande, satte søgelyset på de institutionaliserede systemers rolle. Især gjorde de ejendomsrettigheder til genstand for en grundig undersøgelse. Populære antagelser om fattigdommens årsager blev forkastet til fordel for den rolle, den private ejendomsret havde. Den var øjensynligt nøglefaktoren, der opmuntrede til investeringer og økonomisk vækst, samtidig med at den mindskede korruption og borgerlige konflikter. Deres analyse var overbevisende, men de indrømmede, at mange spørgsmål ikke var besvaret; især hvor de omtalte, at ”institutioner behandles stort set som ’en sort boks’”. 48 Denne mystiske boks, der skjuler institutionernes sande natur, må nødvendigvis brydes op. Vi tror, at grunden til, at Acemoglu og hans meningsfæller gik forkert ved bestemmelse af grundårsagerne til fattigdommen, var, at deres institutionsmodel var alt for forenklet. De brugte et koncept af ejendomsrettigheder, der ikke præsenterede det store net af institutionaliserede systemer, der blev anvendt af europæiske kolonister i fremmede lande. Som vi skal vise i kapitel 6, var de meget forskellige. Komplekse ejendomsrettigheder 44

Acemoglu (2003) p. 29 Loc.cit. 46 Acemoglu, Johnson og Robinson (2001) p. 1 47 Id. pp.23-24 48 Id. p.27 45

(fællesrettigheder)

Nybyggere/ Producenter

Udbyttere/ Røvere

Simple ejendomsrettigheder (særrettigheder) Det er nødvendigt med en mere kompleks analyseramme, som den vi har sat op i figuren ovenfor. På den vandrette akse har vi til ét yderpunkt sat de institutioner, der støttede kolonisternes røveriske taktik, der skulle udtrække jord/resurserenterne. Det gælder eksempelvis fraværende ejere af guldminer i modsætning til eksempelvis europæere, der slog sig ned og investerede i den lokale økonomi. På den lodrette akse har vi sat ejendomsrettigheder. Antropologisk set har man traditionelt anerkendt, at ejendom falder i to kategorier: Rettigheder, der er personlige (private; o.b.), og dem, der hører til fællesskabet. Hvordan skal et samfund kunne fungere, hvis det ikke har krav på en del af produktionsresultatet? Denne traditionelle skelnen var baseret på forskellen mellem ejendomsret til indkomster, der var ydet tjeneste for, modsat indkomster, der blev betragtet som ufortjente. De politikker, der flyder naturligt fra denne skelnen, behandles grundigere i denne bogs 3. del.Ved det ene yderpunkt på vores figurs lodrette akse har vi sat de simple private ejendomsrettigheder, som Acemoglu er opmærksom på. Ved den anden ende har vi sat komplekse rettigheder, der spreder fordelene ved ejendomsbesiddelse. En forfinet teori om ejendomsrettigheder og økonomisk aktivitet giver en nærmere forklaring på grundårsagerne til den fattigdom, der forudbestemmes ved institutionaliserede ordninger. I vores figur kan vi indsætte det, der var skjult i Acemoglus ’sorte boks’. Således vil vi anbringe det 19. århundredes Australien (se side 82 f.f.) i figurens kvadrant A, mens det 19. århundredes Argentinas institutionelle ordninger (se side 80 f.f.) anbringes i figurens kvadrant C. Vi forstår, at måden, hvorpå resurserenter blev fordelt, har formet skæbnen for både de oprindelige folkeslag og for nybyggere/kolonister. Herudfra kan vi så forklare fattigdommen, der vedvarer i vore dage. Men samfundsforskeres manglende enighed om grundlæggende spørgsmål betyder desværre, at der endnu i dag efter 250 års samfundsøkonomiske overvejelser også er meget ringe enighed om, hvad der kan give samfundet fremgang. Sachs for eksempel indrømmer, at økonomer ikke

har kunnet enes om, hvad der har fremdrevet økonomisk vækst, og at ”vi ser en lignende forskel i synspunkter i spørgsmål om naturlige resurser. Med andre ord, det fuldkomne svar på, hvad der ligger bag de naturlige resursers forbandelse, venter på et bedre svar på spørgsmålet om, hvad der fremmer vækst”.49 Efter vores mening er opsplitningen af samfundsøkonomien i skoler med forskellige ideer en logisk følge af, at man afviser, at teorien bør medregne virkelighedens betingelser for liv, der i økonomien udtrykkes ved ord som jord og resurserente. Virkeligheden forbliver tåget, sålænge økonomer insisterer på at behandle disse to begreber som henholdsvis ‘kapital’ og ‘profitter’. Med den i dag herskende tankegang er det derfor usandsynligt, at selv en så stor verdensorganisation som De Forenede Nationer (FN) vil kunne formulere en sammenhængende strategi, der kan levere fremgang og fred på et bæredygtigt grundlag. Vores udgangspunkt er, at det er befolkningen, der har magten til at skabe sig fremgang. Så for os er spørgsmålet kun: Hvad er det, der holder dem tilbage?

Folkekraft-resurserenter: En subsahara skabelon Afrikas triste historie om nykolonisering er sagnagtig, men holdepunkter for fremskridt kan hentes frem fra fortiden ved hjælp af de rette værktøjer. Fem subsahara-afrikanske lande: Udvalgte index (2006) Botswana

Namibia

Uganda

Zambia

Malawi

Indkomst pr. indbygger US $

9,945

7,418

1,478

943

646

Top indkomstskat (%)

37.5

Top selskabsskat (%)

Skatteprovenu (% af BNP)

36.9

27.3

11.7

17.6

20.1

Befolkning (millioner)

1.8

27.8

11.5

12.6

Arbejdsløshed (%)

23.8

uoplyst

Kilde: Kane, Holmes og O’Grady (2007)

Botswana for eksempel har gjort det bemærkelsesværdig godt sammenlignet med landets subsahara naboer. Hvorfor? Landets indkomst pr. indbygger, næsten 10.000 $, overgår langt, hvad andre opnår (se tabellen nedenfor). Men der er endnu bedre nyheder. Botswana har ingen indre stridigheder. Landet har haft demokrati igennem de seneste 40 år. Som en modsigelse både til Sachs’ påstand om resurseforbandelsen og Collier’s demokrati-påstand gennemførte dette land en succesfuld overgang til efterkoloniseringens selvstændighed. Botswana er rig på diamanter, guld, nikkel og kobber, men lider ikke under nogen resurseforbandelse. Landet er også uden kyster, hvilket ifølge Sachs antages at begrænse 49

Sachs og Warner (2001) p. 833

økonomisk vækst. Dette er et land med forholdsvis lave skatter, høje offentlige udgifter til skoler og sundhedsvæsen, og det er et af Afrikas mindst korrupte lande, med en af verdens højeste gennemsnitlige vækstrater gennem de seneste fire årtier. Her er noget, der må forklares. Kan vi åbne Acemoglus ‘sorte boks’ (sandheden om samfundets institutioner; o.b.) og se, hvorfor Botswana er blevet en model for nabolandene? Den Internationale Monetære Fond (IMF) stillede spørgsmålet: Undslap Botswana resurseforbandelsen? ”Resurserenter har en tendens til at frembringe ikke kun konflikter, men også korruption.”50 Men Botswana brugte sine resurserenter til investering i offentlig infrastruktur; landets finansielle program blev kaldt Bæredygtigt Budget Indeks. Dertil kommer, at regeringen leder resurserenter ind i Pula Fonden (Pula = penge; o.b. iflg. Wikipedia), som investerer i nationale langtidsgoder. Men hvorfor handler Botswanas regering i denne samfundsgavnlige ånd, i stedet for at bortøde resurserenterne til korruption og konflikter? Det var spørgsmålet, som Acemoglu og hans kollegaer så nærmere på. De konkluderede, at Botswana havde gode institutioner, som de kaldte institutioner for privates ejendom,51 og understregede betydningen af enkeltpersoner. Hvordan havde disse forskellige træk af Botswanas historie og politiske situation påvirket dannelsen af landets institutioner? For at kunne besvare dette spørgsmål må vi først notere os, at institutioner jo er skabt af enkeltpersoners visioner. Derfor skal institutioner analyseres på baggrund af institutionsbyggernes interesser og de begrænsninger, de har taget i betragtning. 52

Vi skal i kapitel 3 forklare, at denne understregning af enkeltpersoners rolle er en grov misfortolkning af virkeligheden. Den undervurderer rollen af institutionelle systemer og folkets almindelige kultur, der sætter dem i stand til at tage beslutninger til gensidig fordel for alle i samfundet. Det vigtigste eksempel herpå er fremstillingen af, hvad økonomer kalder ‘offentlige goder’ - tjenester, der stilles til rådighed for fællesskabet (som offentlig sundhedstjeneste og transportmuligheder), og som folk har brug for hele tiden i deres daglige liv. Kernen i denne sag blev fremhævet af Acemoglu og hans kollegaer: De koloniserende briter optrevlede ikke traditionel stammepraksis i Botswana, og de investerede heller ikke i territoriets infrastruktur. Så da kolonistyret endte i 1966, var landet i meget høj grad, som det var, før europæernes indtrængen. Derved overlevede stammeinstitutioner, der indbød til bred deltagelse i beslutningsprocessen og til traditionelle begrænsninger af stammeledernes magt. Men hvad var det præcist, der disciplinerede folket og dets ledere til at sikre en god samfundsøkonomisk politik, når man ser, at ”i resten af Afrika er god samfundsøkonomi ofte dårlig politik - hvormed menes, at god samfundsøkonomi ofte frembringer for lidt jordrente til politikerne, eller gør det meget sandsynligt, at regeringen bliver afsat”. 53 Acemoglu og andre bruger matematik til sammenligning af institutioner i vidt forskellige lande og konkluderer, at effektive ejendomsrettigheder i forbindelse med institutionaliseret privatejendom (deres fremhævelser) bringer svaret: I Botswana skyldtes succesen ikke landets rige resurser, men dets gode institutioner. Disse institutioner rækker tilbage til før kolonitiden, da ”jord var fælles ejendom [og] kvæg var privat ejendom”.54 Da uafhængigheden var indført vedtog regeringen ”Mine- og mineralloven” (1967). Den gjorde undergrundsmineraler til nationalregeringens ejendom på en tid, da landet 50

Iimi (2006) p. 4 Acemoglu, Johnson og Robinson (2002) 52 Id. p. 21 53 Acemoglu et al (2001) p. 4 54 Acemoglu et al (2002) p. 10. Kvæg er den etymologiske oprindelse til begrebet ”Kapital”, et aktiv ejet privat ifølge de tidligst kendte samfund. 51

havde ét slagteri, to mellemskoler, og få veje med overfladebelægning. Så blev diamanter opdaget, fulgt af kobber og nikkel. Den bemærkelsesværdige rekord i samfundsudvikling blev en følge, fordi ”resurserenterne blev investeret og ikke ødslet bort”. 55 Diamantrenter (overskud af diamantminerne efter fradrag af lønninger og vederlag til investorer; o.b.) blev fordelt vidt omkring, og omfanget af denne rigdom øgede omkostningerne ved en eventuel undergravning af den gode institutionelle praksis. Derfor var der ingen, der ønskede en strid for at øge egne resurserenter med fare for at ’rokke båden’.56

Men hvad var vel årsagen til denne kulturelt betingede holdning, der gjorde det muligt at sprede resurserenterne via regeringen på en måde, der gav øget investering i infrastrukturen? Acemoglu med flere påstår, at årsagen var ”et underliggende sæt af institutioner - institutioner omkring den private ejendomsret - der opmuntrede til investeringer og økonomisk udvikling”. 57 Vores påstand er, at årsagen var den traditionelle etik omkring jordfællesskab - kollektiv ejendomsret til naturens resurser (jord), men ikke til kapital (kvæg) - hvilket forklarer Botswanas bemærkelsesværdige resultater. I 1980 blev en oversigt over ejendomsret til jord præsenteret af en politiker, den dengang kommende ordstyrer i Botswanas lovgivende forsamling B. K. Temane. Han beskrev tre tydeligt forskellige jordforpagtningssystemer: Privatejet jord repræsenterede 6% af al jord. Statsejet jord omfattede 23% af territoriet, og 71% var stammejord. Historisk var al jord i Botswana betroet de forskellige stammers høvdinge, der på stammens medlemmers vegne skulle tage vare på jorden. Jorden blev så fordelt af høvdingens repræsentanter formand og næstformænd udpeget af stammemedlemmerne. Medlemskab af en given stamme sikrede den enkelte adgangsret til og brug af stammejord.58

Da uafhængigheden var indført i Botswana, blev stammeordningerne fastholdt ved Stammejordloven (1968). Modifikationer så som Stammegræsningspolitik blev kun vedtaget efter omfattende konsultative møder i kgotla’erne (landsbyerne), hvorved folk blev i stand til at øve indflydelse på lovgivningen. Jordstyrelsesråd blev oprettet og jord tildelt på lejemål for 50 år med mulighed for fornyelse. ”Lejeren er også pligtig at betale til jordstyrelsesrådet en leje, der genfastsættes hvert femte år,” rapporterede Temane. 59 Med forpagtningssystemet for stammejord ”undgås jordspekulation, og selv det fattigste medlem af stammen er ikke ’jordløs’”.60 I byerne blev privateje af jord på de vilkår, som briterne kalder ”freehold”, betragtet som ”levninger fra den koloniale fortid. Det anses nu for at være upassende at give ret til ”freehold”-jord, fordi staten derved berøves retten til indsigelse i fremtidige spørgsmål om ejerforhold, medmindre der opstår behov for ekspropriation”. 61 Der var fortsat problemer at tage stilling til, især på grund af holdningen hos finansinstitutioner, der foretrak ”freehold”-ejendomsrettigheder. (Det engelske ”Freehold” betyder suverænt ejet, og står i modsætning til ”Leasehold”, der betyder lejet på langt åremål, og i modsætning til ”Common land”, der betyder jord i fælleseje administreret af det offentlige og i reglen med fri adgang for alle; o.b.)

Acemoglu et al (2001) p. 19 Id. p. 24 57 Id. p. 32 58 Temane (1980) p. 2 59 Id. p. 3 60 Id. p. 13 61 Loc.cit. 56

Hvorom alting er, så lykkedes det Botswana at opnå, hvad der var undtagelsen i Afrika syd for Sahara, simpelthen fordi briterne ikke var interesseret i området, hvor jorden blev forringet af Kalahariørkenen. Resultatet blev, at nu i postkolonialtiden sikrer stamme-ejendomsrettigheder den enkelte medborgers adgang til jorden, der tilhører fællesskabet. Derved forhindredes, at jord blev et værdifuldt men omstridt aktiv. Der var imidlertid en risiko: Samfundets økonomiske vækst ville medføre stigning i værdien af byjord, og det kunne føre til den uretfærdighed, der i Vesten er den institutionaliserede årsag til fattigdom. Botswana tog fat på problemet således: At jord i sidste instans ”ejes” af regering, stamme eller stat sikrer, at hvis jordværdier stiger, bliver det til fordel for hele samfundet, og samfundsinvesteringer favoriserer ikke kun dem, der tilfældigvis ejer jord.62

Altså blev social stabilitet og økonomisk vækst ikke opnået på grund af institutioner, der lagde vægt på privat ejendomsret. Snarere kan succesen føres tilbage til en mere kompleks, forfinet filosofi om ejendomsforhold, der samordner privates og samfundets rettigheder på en måde, der harmoniserer privates og samfundets interesser. I vores figur om ejendomsrettigheder (på side 30 foroven) vil Botswana blive anbragt i nordvesthjørnet af kvadrant A. Botswana led ikke under nogen resurseforbandelse i form af privat korruption eller offentlig konflikt, fordi jord/resurserenterne alt overvejende blev brugt til gavn og glæde for alle i fællesskabet. Det lod sig gøre, fordi samfundsmagten beskyttede en almindeligt udbredt opfattelse af, at alle samfundets borgere har ret til at nyde naturens rigdomme. Det økonomiske overskud (jord/resurserenterne; o.b.) blev fordelt gennem den offentlige sektor; mens den lettest mulige skattebyrde blev lagt på kapitalinvesteringer i privatvirksomheder. To advarsler skal dog fremføres. For det første er lande, der ikke er rige på naturlige resurser, ikke automatisk handicappede i forhold til et land som Botswana (se boksen på næste side) For det andet ville det være en misforståelse, hvis idealisering af Botswana-modellen får os til at overse andre problemer. Vi vil beskrive et af dem: Sagen med Kalahari Buskmændene (se boksen Stammejordrettigheder på side 36). Den illustrerer, hvordan selv en oplyst regering kan forbryde sig imod folks ret til jord - selv om det angives at være til det fælles bedste. Det vil sige, at hvis den enkelte ikke kan hævde sin ret over for regeringen, så hans ret ikke bliver manipuleret, er der risiko for, at vedkommende taber sin naturlige adgangsret til og brug af jord. Men den vigtigste lære fra Botswana får vi nok fra en hændelse, der opstod i den kritiske og historiske situation, da landet blev uafhængigt. Folket, der levede med traditioner fra den oprindelige befolkning, var i den periode særdeles sårbar for så vidt angik dets muligheder for at opbygge et post-stammekultur-samfund, der kunne indtage sin plads i det internationale fællesskab af nationer. Botswana havde da et bruttonationalprodukt pr. indbygger på 100 $. Ville folk frit kunne nyde frugterne af deres naturlige resurser i den nu selvstændige stat? Diamanter lå under ørkenen og kunne finansiere de tjenester, der skulle hæve standarden for sundhedsvæsen og velfærd. Men man manglede teknologien til at udvinde diamanterne og markedsføre dem, så de behøvede fremmed hjælp. Ind kom de Beers, fra Sydafrikas diamantkartel. Hvad der så skete, fortalte Joseph Stiglitz i sin Globalisation and its Discontents.

Id. p.14

Kort efter opnået uafhængighed betalte kartellet i 1969 til Botswana 20 millioner $ for en diamantkoncession, som efter forlydende afkastede 60 millioner $ i profit om året. Med andre ord var tilbagebetalingsperioden 4 måneder.63

Uheldigvis for de Beers hvervede Botswanas regering så en advokat fra Verdensbanken. Han argumenterede kraftigt for en genforhandling af kontrakten. Mineinteresserne blev fortørnede. Det drejede sig om en rivende strøm af jord/resurserenteindkomster. Jord/resurserenten og folkekraften George Soros, der støtter sig til Jeffrey Sachs’ lære, har udtalt: ”Der er ikke meget at gøre ved en dårlig beliggenhed”.* Men det er forkert. Hvor naturen er knap på resurser, kan folkekraft kompensere. Den udløses, når man lader fordelagtige beliggenheder blive til gavn for alle. De fleste af Botswanas naboer er ikke rige på naturresurser. Er det årsagen til de ringe produktionsresultater i lande som Uganda og Zambia? Spørgsmålet om jord/resurserenten behøver en meget grundigere udforskning. Resursefattige lande som Malawi og Uganda har andre rigdomme: deres befolkninger. En befolkning repræsenterer menneskeenergi og -kreativitet. Denne folkekraft kan oparbejde et overskud, der viser sig som en lejeværdi (værdi af fordele ved at være og virke i samfundet; o.b.), og når det gælder at hæve levestandarden, er folkekraften lige så værdifuld som de mineraler, der ligger dybt i Botswanas undergrund. Den største forskel er, at olie, diamanter og guld er resurser, der en dag er udtømte, mens jord/resurserenten frembragt ved forenet folkekraft derimod er uudtømmelig. Oparbejdet stykke for stykke helt fra ingenting er den den allergunstigste kilde til beskatning. Jord/resurserenter, der repræsenterer folkekraft, ser man tydeligst i byer, hvor folk er villige til at betale for at kunne bruge et areal, der ikke har anden fordel end dets beliggenhed. Kan vi med denne viden opstille en model for vækst, der tager alle mulige interesser i betragtning? Traditionelle økonomer og Vestens regeringers administrationer ved alt om grundelementet, der kan udløse kraften hos de milliarder af mennesker, der lever i fattigdom. Disse mennesker kunne oparbejde kreativ energi tilstrækkeligt til at overgå, hvad der kan udløses ved atomkernespaltning. Men Vestens politiske rådgivere, der rejser rundt i verdens fattige regioner, forholder sig tavse om det. Man kan lejlighedsvis finde spor af denne viden i den akademiske litteratur; men ingen steder heri gøres en systematiske indsats for at formidle denne viden til befolkningen. Tværtimod fremhæves vidt og bredt læresætninger fra den postklassisk-økonomiske model, der med fuldt overlæg søger at udslette al viden om jord/resurserenten.** Resultatet heraf er, at fattigdom institutionaliseres, kulturen nedbrydes, og borgerkrige bryder ud. * Soros (2004) p.111

** Gaffney and Harrison (1994)

De Beers . . . prøvede at fortælle folk, at Botswana var grådig. De brugte politiske muskler så godt de kunne, gennem Verdensbanken, for at stoppe ham (advokaten). Til sidst lykkedes det dem at få et brev fra Verdensbanken, der gjorde det klart, at advokaten ikke talte på bankens vegne. Botswanas svar var: Det er helt præcist derfor, vi lytter til ham.64

63 64

Stiglitz (2002) p. 39 Ibid.

Diskussionen blev afgjort, da et nyt stort fund af diamanter blev opdaget. Det satte Botswana i stand til at genforhandle hele det forretningsmæssige forhold til de Beers - til begge parters fordel. Af denne episode forstår vi, hvor let det havde været for Botswana at tage nedturen til massefattigdom. Det var indblandingen fra en ”brillant og pligttro advokat” afgivet til regeringen af Verdensbanken (som derefter undsagde ham), der reddede landet fra plyndring. Uden indgrebet ville de ekstra millioner dollars ikke have gjort nogen større forskel i diamantkartellets fantastiske profit. Men dette jord/resurserentebeløb betød forskellen mellem fattigdom og fremgang for hundreder af tusinde mennesker i Botswana. For at kunne lægge det solide fundament for vækst og fremgang bliver befolkningerne i den nykoloniserede verden nødt til at instruere deres regeringer om at genforhandle nationernes jord/resurserenter på en måde som den, der fandt sted i Botswana. For genudviklingen af deres samfund hviler udelukkende på deres tilegnelse af den bredest mulige forståelse af meningen med udtrykket: Jord/resurserenten som samfundsværdi.

Stammejordrettigheder Buskmændene i Kalahariørkenen var immune overfor jord/resurserentejægere - indtil diamanter blev opdaget under en af deres bopladser. Regeringen afviste et ønske om at flytte jæger/samler-samfundet for at skaffe mineselskabet adgang. Men buskmændene var skeptiske og søgte en retslig afgørelse, der i 2006 sikrede deres sejr: I henhold til konstitutionen havde de ret til at blive på deres forfædres jord. Kapitel 2 i Botswanas Grundlov beskytter folk imod at blive berøvet deres jord. Stammeejendom er også sikret for at hindre, at nationalforsamlingen vedtager en lov, der ændrer den traditionelle stammeordning. Buskmændene troede, at de kunne fortsætte med at bruge deres jagtmarker som følge af deres retslige sejr. Men regeringen besluttede at ændre konstitutionen ved at stryge et afsnit fra kapitlet (Paragraf 3 (c) i Sektion 14). Denne bestemmelse yder beskyttelse ved at regulere adgangen til eller bosættelse inden for områder, der bruges af buskmænd. Ved at slette denne bestemmelse håbede regeringen at kunne flytte buskmændene, angiveligt for at kunne yde dem social omsorg, der ikke kunne ydes ude midt i ørkenen. Det londonbaserede Survival International gør gældende, at dette juridiske spilfægteri ikke vil gøre buskmændene sårbare med hensyn til risikoen for at miste deres territorium, for Sektion 14 (1) lyder: ”Ingen person skal blive frataget sin frihed til at færdes . . . frihed i betydningen færdes frit overalt i Botswana, ret til at bosætte sig overalt i Botswana . . .”. Buskmændenes sag er blot en enkelt på en voksende liste over retslige prøvesager, der sigter på at beskytte traditionelle jordrettigheder i lande som Canada, Australien, Sydafrika og Malaysia. Men uvished om status af rettigheder for folk, der ønsker at leve i overensstemmelse med stammetraditioner, understreger behovet for at få afgjort ejendomsrettigheder for alle, inklusive de først ankomne, der bor på områder, hvor de ønsker at bevare deres traditionelle levemåde. Kapitel 3

En teori om snyd og bedrag

Jord/resurserenten som samfundsværdi For at kunne forstå, hvad der skaber fattigdom i nykoloniserede lande såvel som i det rige Vesten, må vi have en teori om det snyd og bedrageri, der foregår. Vi har set, hvordan samfundsvidenskabelige forskere nu zoomer ind på skader, der forvoldes, når jord/resurserenten misbruges. Det bedste analyseværktøj, vi har til forståelse af, hvordan processen virker, er den samfundsøkonomiske arbejdsmetode. For at kunne spore hvordan et samfund nedbrydes, må vi vide, hvordan institutionaliserede systemer hindres i at være til gavn for samfundet. Hvis grundlaget for institutionerne er råddent, kan de ikke understøtte folks forhold til hinanden. Så er det, at følgen kan blive, at enkeltpersoner tilegner sig store mængder af naturens resurser og bruger dem til at udnytte andre mennesker med. Her er jord/resurserenten afgørende. Kulturelt forfald skyldes hovedsageligt, at jord/resurserenten ikke behandles som samfundets indkomst. De primære indkomstkilder har hver deres naturlige funktion. Lønnen reproducerer arbejdskraften; man kan sige, at folk arbejder for de ting, de behøver til underhold af deres familier. Renter (eller udbytter) af investerede kapitalgoder reproducerer kapitalgoderne; man siger, at forventningen om renteafkast får folk til at opspare en del af deres indkomst, der så omformes til kapitalgoder (fabrikker, regnemaskiner, skruetrækkere, o.s.v.), der kan lette produktionsprocessen. Jord/resurserenten er det økonomiske overskud frembragt af fællesskabets samvirke; den kan understøtte samvirkende menneskers kunstneriske, videnskabelige og åndelige skaberevner. Et samfunds karakter kan bestemmes af, hvordan jord/resurserenten anvendes, og af måden, hvorpå de samlede indkomster i samfundet fordeles. Jord/resurserenten er den eneste primære indkomstkilde, der afhænger af alle samfundsborgernes samvirke. Desværre er dét også grunden til, at jord/resurserenten er så udsat for og ubeskyttet imod overgreb. Økonomer klassificerer jord/resurserenten som et rent overskud, fordi den ikke har nogen produktionsomkostning. Denne særlige egenskab ved afkastet af jord og andre naturresurser er velkendt i den akademiske litteratur, hvor jord/resurserenten betegnes som ”ufortjent” (arbejdsfri for modtageren; o.b.). Jord/resurserentens specielle natur fremhæves af økonomer, der anser den for at være den bedste kilde til indkomst for samfundet. Adam Smith for eksempel beskrev jord/resurserenten som den ”ganske særligt velegnede” kilde til provenu til dækning af statens udgifter. 65 Det var i det 18. århundrede. Et århundrede senere beskrev John Stuart Mill, hvordan jord/resurserenter vokser frem, selv mens jordejeren sover, og at dette voksende provenu burde gå til regeringen. 66 I slutningen af det 19. århundrede blev Henry George, en journalist fra San Francisco, USA, vidne til, hvordan jord/resurserenten dannedes på grænsen for vestlige bosættelser. 67 I bogen Fremskridt og fattigdom, der blev verdens første bestseller om økonomi, forklarede han med en samtidig sønderlemmende kritik af samfundsindretningen, hvorfor markedsøkonomien tvinger folk ud i massearbejdsløshed, når jordspekulation er tilladt.

Smith (1776) Book V, kapitel 11, del 2, artikel 1, p 370 i Cannan udgaven. Mill (1891) p.524. 67 George (1879) 66

Disse og andre samfundsøkonomiske filosoffer demonstrerede, 68 at der faktisk var noget ganske enestående og komplekst ved jord/resurserenten. Løn var, selvindlysende, det direkte udbytte af arbejde, og derfor havde kun den arbejdende et moralsk krav på den. Men hvem havde moralsk ret til at tilegne sig jord/resurserenten? Den var, når alt kom til alt, ”fællesskabets ejendom”. Dette blev beskrevet af Alfred Marshall, den professor ved Universitetet i Cambridge hvis værker for et århundrede siden revolutionerede de analytiske værktøjer, som nationaløkonomer anvendte. I sin udgivelsersrække af Principles of Economics arbejdede han sig frem til en analyse af jord/resurserentens rolle i en industrialiseret økonomi. Marshall var vidne til, hvordan Storbritanniens parlament i Underhuset, ‘House of Commons’, blev låst fast i dødskamp, da den demokratisk valgte regering sloges med landets jordejere om nationens fremtidige jord/resurserente. Medlemmer af Overhuset, ’House of Lords’, blokerede (i 1909) regeringens finanslov, der blev kendt som Folkets Budget. Den efterfølgende konstitutionelle krise og offentlige debat hjalp Marshall til at få afklaret jord/resurserentens samfundsmæssige rolle. Han var oprindelig fjendtligt indstillet mod Henry George, da denne gav forelæsning ved Universitetet i Oxford (marts 1884; o.b.).69 Men da Marshall havde afpudset sin afhandling efter første verdenskrig (1918; o.b.), endte han med det synspunkt, at jord/resurserenten faktisk var et provenu, der var ”styret af årsager, der i det væsentlige ligger uden for kontrol af den, der bestemmer hvilken bygning, der skal stå på jordstykket ”. 70 I 1909 havde han støttet den liberale regering under dennes konstitutionelle sammenstød med Overhuset, og i et brev til The Times klart understreget, at Forslaget fremsat i dette budget til bestemmelse af fremtidige tilvækster i ’offentlig værdi’ og beskatning af dem . . . anser jeg . . som i mange måder en stor forbedring. . . For så vidt som budgettet foreslår at standse private menneskers tilegnelse af, hvad der i virkeligheden er offentlig ejendom; og for så vidt som det foreslår at bringe til beskatning sådan realindkomst, som har undgået beskatning, blot fordi den ikke kommer frem til overfladen i form af penge, anser jeg dette for sund finansøkonomi. For så vidt som dets udbytte vil blive brugt til samfundsproblemer, hvor små penge kan gøre meget til at hæve niveauet af folks liv og forhøje deres lykke, synes det mig at være et socialt velfærdsbudget.71

Jord/resurserenten er helt speciel, fordi den opstår, når folk deltager i økonomisk samvirke. Marshall og hans forgængere forstod, at alle mennesker er med til at frembringe jord/resurserenten gennem de én-million-og-èn bidrag, vi yder til skabelsen af formue og til det mylder af aktiviteter, der gør, at samfundslivet tiltrækker os. Dette er ikke en socialistisk teori. Et velfungerende marked er helt nødvendigt, så konkurrencemiljøets prismekanisme kan opspore, vurdere og opkræve jord/resurserenten. Markedet for jordarealer er den sociale funktion, der lader os alle deltage i processerne, der skiller jord/resurserenten ud fra det samfundsøkonomiske resultat. Det er ved vores samvirke i såvel samarbejde som konkurrence, at vi som enkeltpersoner og som medlemmer af større grupper (private eller offentlige) medvirker til, at jord/resurserenten udkrystalliseres af vores fælles produktionsresultat. Hvordan kan så denne viden, at jord/resurserenten er en samfundsværdi, vise os, hvordan fattigdom dannes og vores kultur nedbrydes? Vi må igen se på Indien som illustration. 68

På det kontinentale Europa var to betydningsfulde teoretikere, som foretrak den fælles deling af jordrenten Herman-Henri Gossen og Leon Walras. Deres skrifter er gennemgået af Scornik Gerstein og Foldvary (udgives senere). 69 Miller (2000) p. 385. 70 Marshall (1930) p.445. 71 Citeret hos Miller (2000) p. 386

Kolonialismen måtte nødvendigvis handle om andet end ran af jord/resurserenten. For når ranet skulle lykkes, måtte der gennemføres dybtgående omlægninger af samfundets organisation i de pågældende områder. For briterne var det primære formål at kapre den lokalt oparbejdede jord/resurserente og eksportere den til London. Fra vores teoretiske udredning om jord/resurserenten som den livgivende kilde til et folks kultur, kan vi forestille os, at befolkningen led frygteligt, mens værdien af deres samfund blev ført bort. Størrelsen af tabene er noteret i rapporter til Underhuset, baseret på den kommercielle aktivitet i det Østindiske Kompagni i sidste halvdel af det 18. århundrede. Handel var et dække over den egentlige hensigt, at briterne var i Indien for at tilrane sig jord/resurserenten. Jordrenter udgjorde i de dage ‘den vigtigste skattekilde’. Al jord i Bengal og Bihar blev anset for at tilhøre the Crown eller landets enehersker, som hævdede ret til at kræve jord/resurserenter eller skatter af alle.72

Omfanget af det ulige varebytte aflæses af handelsbalancen for de tre år op til 1769. Varer og guld for 56,1 millioner rupee blev eksporteret fra Indien, modsvaret af import af guldbarrer for 5,5 millioner rupee. En af de britiske embedsmænd i Indien på den tid, Richard Becher, advarede sin regering om forringelsen af folkets kår, hvoraf en konsekvens blev den store hungersnød i 1770. Briterne vidste, at for at kunne klemme jord/resurserenten ud af fremmede territorier, måtte de indrette jordforpagtningen, så den passede til deres behov for indtægter. Det førte til horrible fejl i administrationen, som forvoldte de frygteligste skader på den lokale befolknings liv. Spekulanter overtog ejendomme til auktionspriser, som . . ejendommene var ude af stand til at bære. Uvidende om landets virkelige skatteevne og ægget af håb om profit, accepterede spekulanter gladeligt summer, der var langt ud over, hvad jordbrugerne kunne yde. Resultatet var, at distrikterne kom håbløst bagud med deres betalinger; og kaos trængte frem overalt i jordbeskatningssystemet.73

Gennem eksperimenter med nye metoder til sikring af en vedvarende strøm af jord/resurserenter til Storbritannien blev jordbrugerne pålagt groft udbyttende ændringer i jordforpagtningsvilkårene. Deres traditionelle autoriteter med tilhørende sociale ordninger blev manipuleret af folk, der manglede forståelse for en befolkning, der engang havde båret en stor civilisation. I de tidlige årtier gik det lige så slemt ud over stammehøvdingene (zamindari’erne) som over jordbrugerne. Hvis de ikke kunne betale de alt for højt ansatte jordafgifter, blev der på bedrifterne indsat bestyrere, ”som plyndrede jordbrugerne og forvoldte fortvivlelse og affolkning”.74 Hvor stammehøvdingene blev gjort til godsejere, under de efterfølgende eksperimenter med administrationen, ”ændredes deres holdning til stammens jordbrugere”, fordi man forlod gamle sædvaner og indførte kontraktforhold. 75

Narain (1971) p. 59 citat af Den femte rapport til Underhuset om forretningerne i Ostindien, bind I, Calcutta, 1917-18. 73 Narain (1971) pp. 64-65. 74 Id. p. 67 75

Jha (1971) p. 72

Med den britiske regerings krav om nyansættelse af jordværdierne fik godsejerne nu ubegrænset magt til at forhøje jordbrugernes jordafgifter; ågerafgifter ruinerede mange familier”, og det førte til udbrud af voldshandlinger, socialt kaos og forvirring.76 Sammenfaldende med det fremmede lovsystem, som briterne indførte, kom, at stammehøvdingene gik over til hinduismen. Så i første halvdel af det 19. århundrede blev det traditionelle stammesamfund undermineret: Sædvaner blev nedbrudt af kontrakter; bytteøkonomien blev ændret til en pengeøkonomi, som befolkningen endnu ikke havde lært at håndtere; og jordfordelingen, der var bestemt efter stammesædvaner, blev afløst af godsejer/forpagterforhold.77

Af denne sammenfatning må vi forstå, at konstruktionen af den koloniale økonomi havde meget lidt at gøre med en fri markedsøkonomi, som kritikere, der beskrev det koloniale økonomiske system, ellers plejede at give udtryk for som ros til ’kapitalismen’. Det lignede langt mere organiseret røveri. Formålet med det koloniale projekt var rovgrisk inddrivelse af samfundsværdierne ved brug af magt, der nødvendigvis medførte omdannelse af folks liv socialt, psykologisk og åndeligt - alt sammen for at gennemføre tilegnelsen og privatiseringen af folkets jord/resurserenter.

Kolonialismens tidsalder Naturen kræver en ydelse for brugen af sine resurser. Folk må arbejde for at kunne nyde de goder, naturen byder på. Det krav stiller os alle på en mere eller mindre lige fod. Og dog får naturen skyld for, at den er en forbandelse for de samfund, hvor rigelige naturresurser får folk til at slå ihjel og til at lade den civile samfundsorden gå i opløsning. Vi må finde svaret på, hvorfor anti-fattigdomsøkonomer som Jeffrey Sachs lægger så megen vægt på, at jord/resurserenten er en hindring, snarere end en hjælp. Forklaringen må gøre det klart, hvorfor samfundets overskudsindkomst - som kunne berige os alle - anses for årsagen til fattigdom i det helt store omfang. Marshall lægger fint ud med følgende: Disse overvejelser får os til at gentage, at hvad enten der er tale om et gammelt eller et nyt land, vil en vidtskuende statsmand føle større ansvarlighed for fremtidige generationer, når der lovgives om jord, end når der lovgives om andre former for formue; og at jord - set fra et økonomisk og et etisk synspunkt - alle vegne og altid må betragtes som noget særligt. 78

Marshall bekræftede Adam Smiths observation, at jord/resurserenter var den mest velegnede kilde til indtægt for staten til dækning af udgifterne til offentlige goder. I det feudale Europa repræsenterede kongen staten og samfundet som den eneste jordejer. ”Privatpersoner havde kun brugsret med pligt til at arbejde for det fælles bedste.” 79 Problemerne begyndte, da de, der havde brugsrettighederne, besluttede, at de selv ville være ejere. For at opnå dette, måtte de imidlertid have ophævet den traditionelle sociale forpligtelse, der var knyttet til jord/resurserenten, Derfor blev jord/resurserenten privatiseret, hvad der var en retslig konstruktion, der de facto gennemførte et statskup. Sådan blev, i den første halvdel af kolonialismens tidsalder, Vestens landes egne borgere (People of the Commons; o.b.) bortvist fra de jordarealer, hvor de ved arbejde havde tjent til deres livsophold. Fattigdom kom til at karakterisere den nye tid. Mange døde af sult eller af 76

Id. p. 73 Id. p. 77 78 Marshall (1930) pp. 802-803 79 Id. p. 803 77

sygdomme, der skyldtes overfyldte og usunde forhold i større og mindre byer. Som tiden gik, blev millioner af forviste mennesker tvunget til at rejse til fremmede lande, hvor de lagde deres problemer over på den indfødte befolkning - dette blev fase II af koloniseringsprojektet. Hvorfor gik det sådan? Hvorfor blev jord/resurserenten ikke givet samme retsbeskyttelse, som blev givet til folks arbejdsindkomst og indkomsten fra deres erhvervsvirksomheder? Hvorfor fik jord/resurserente-grabsernes hovmod lov til at sejre? De fleste af os ville jo være glade for et liv i ro og mag, hvor presset af at skulle arbejde for mad på bordet var blevet fjernet af en daglig strøm af manna fra himlen. Men vi er klar over, at det er fantasi. Det er ikke muligt, undtagen for dem, der kan lede jord/resurserenten - fællesskabets jord/resurserente - ned i deres egne lommer. Det er kun gørligt, hvis man har kontrol over magtens håndtag. Jord/resurserentens samfundsmæssige karakter gør, at regler er nødvendige. For jord/resurserenten kan kun virke til gavn for samfundsfællesskabet, når jordlovgivningen beskytter denne virkning. Der er to måder, hvorpå jord/resurserenten kan fordeles, den rigtige og den forkerte. I begge tilfælde er statsmagten indblandet, enten direkte ved indgriben eller indirekte ved pligtforsømmelse. Den første metode til fordeling af jord/resurserenten virker over det offentliges kasse eller via andre offentlige institutioner, som folk gerne vil samarbejde med. Metoden omfatter vurdering og opkrævning af jord/resurserenten, samt brug af den til betaling for offentlig service eller andre offentlige ydelser, som medborgerne deler. Den anden metode til fordeling af jord/resurserenten virker ved samfundsmagtens passivitet. Den virker, når staten svigter sin pligt til at handle på vegne af alle i samfundet, og/eller undlader at fordele samfundsværdien fair og retfærdigt til alle. Følgen heraf er, at der på tusind umærkelige måder sker en gradvist voksende nedbrydning af den almindelige orden i det civile samfund. Virkningerne heraf er alt, hvad der ligger imellem enkeltpersoners asociale opførsel med rod i fattigdommen, og fuldbyrdet folkemord, og alle skyldes de, at statsmagten undlader at bruge sin autoritet, der udgår af naturlig ret. Resultatet er alles kamp mod alle for at rage til sig en andel af nationens jord/resurserenter. •

•

Den historiske begyndelse på af-socialiseringen af jord/resurserenten i Europa, har man glemt. Men volden, der lurer i de rigeste nationers skygge, kan spores tilbage til den civile samfundsordens nedbrydning, som blev resultatet af feudale baroners jord/resurserentegrabseri. Krigsherrer kan forsyne sig med diamant- og olieforekomster i Afrika, fordi staten undlader at sikre lige muligheder for alle. Ind i tomrummet rykker ondsindede styrker, der sætter nedbrydende kræfter i gang med at lægge hånd på naturens rigdomme og skabe fattigdom i landet.

Vi kan således se, at måden, hvorpå jord/resurserenten behandles, er det, der først røber samfundets karakter. Nationaløkonomi-historikeren Joseph Schumpeter påpegede dette, da han skrev, at ”intet viser så klart karakteren af et samfund og en civilisation som den finanspolitik, dets politiske sektor anlægger”.80 Vi lærer det meste af, hvad vi behøver at vide om et samfund, ved at undersøge dets finansielle sammenkoblinger. De afslører magtens natur og rettighederne, som borgerne kan påberåbe sig. Mon det er for sent at se med alvor på Marshalls påpegning af, at ”hvad enten det er i et gammelt eller et nyt land, vil en vidtskuende statsmand føle større ansvar for fremtidens 80

Schumpeter (1954) p. 769

generationer, når han lovgiver om jord, end når han lovgiver om andre former for formue.”? Nogle samfundsvidenskabsfolk, der præsenteres for fordelene ved at anse jord/resurserenten for at være samfundets ejendom, vil anerkende, at jord/resurserenten burde være det offentliges indtægt og betale for offentlige tjenester, som borgerne kan dele i fællesskab; men alligevel viger de tilbage, mens de påstår, at for ”gamle lande” som USA er det for sent at gennemføre den forandring.81 Nu er denne undskyldning ikke længere overbevisende, for menneskeheden er gået ind i en ny verden. I 2008 lever for første gang over halvdelen af jordens befolkning - 3,3 milliarder mennesker - i byer. Dette tal vil vokse til over 5 milliarder i løbet af næste generation. 82 Det vil ændre balancen i vores forhold til naturen. FNs Habitat (for hjem og miljø; o.b.) siger klart, at denne forandring vil kræve ”en revolution i tænkning”: Kan flytningen af størstedelen af menneskene bort fra deres rødder på landet blive det, der udløser reformer, der endeligt afskaffer fattigdommen? Eller vil vi se en ny bølge af forarmelse, nu flyttet fra land til by? I Kina, for eksempel, har vi et stærkt bevis på denne trend, og det fremhæver, at politikere endnu ikke har indset, at komplekse ejendomsrettigheder bør sammenkobles med en velegnet finanspolitik. Resultatet i Kina er nedslående. Trods det kommunistiske dogme, der siger, at nationens kapitalværdier skal reserveres til det fælles bedste, er korruption, snyd og bedrag i stor stil blevet forøget ved privatisering af resurserenter. Omkostningerne herved er blevet forsigtigt opgjort til omkring 3% af Kinas økonomiske resultat, eller 86 milliarder $ i 2003.83 Ifølge professor Minxin Pei’s undersøgelse stjæler bureaukrater - forsigtigt skønnet - 10% af jordafgifter, investeringer og regeringsudgifter, og udgør derved ”en dødstrussel” mod Kina. Ved en undersøgelse i 2006 af 3.067 korruptionssager fandt man, at omkring halvdelen af de embedsmænd eller enkeltpersoner, der var indblandet i korruptionssager, havde at gøre med infrastrukturprojekter og jordtransaktioner ... Typisk bruger lokale embedsmænd ulovlige (somme tider voldelige) midler til at erhverve til lave priser landbrugsjord, som de senere sælger brugsretten til til entreprenører imod bestikkelsespenge. En undersøgelse i 2005 ledet af Ministeriet for Jordresurser gennemgik 16 byer og fandt, at halvdelen af jord brugt til udvikling var ulovligt erhvervet. I henhold til lederen af Bureauet for Regulær Håndhævelse under Ministeriet for Jordresurser afslørede regeringen mere end en million tilfælde af ulovligt erhvervet jord mellem 1999 og 2005.84

Udbyttet i penge kunne have finansieret sundhedsvæsen og uddannelse til en befolkning, der havde lidt afsavn i mange årtier. I stedet for er kulturen slået tilbage, mens adskillige milliardærer nu er udklækket i dette rige, hvor man stadigvæk i ord hylder Marx og Mao. Den rigeste person i Kina i dag er en 26 årig kvinde, Yang Huiyan. Hun siges at være værd 8,8 81

Garrett Hardin, forfatter af den kontroversielle ‘tragedien om fællederne’-tese, satte dette argument i forhold til Henry George. Hardin ”altid syntes, det var en skam, at han [George] ikke var blevet født to århundreder tidligere og havde fremlagt grundreglerne for udviklingen af Den Nye Verden” (Andelson (1991) p.viii). Adam Smith var selvfølgelig med i billedet to århundrede tidligere; men hans forslag, at jordrenten skulle danne basis for offentlige udgifter, blev omhyggeligt ignoreret af USAs ”Founding Fathers”. 82 UNFPA (2007) 83 Pei (2007) 84 Id. p. 3. Regeringens salg af rettigheder til brug af jord indbragte 580 milliarder yuan i 2005. Bestikkelser til lokale embedsmænd løb op i 10-20% af disse beløb, hvilket betyder privatisering af jord/resurserente til et årligt beløb på 0,5-1,0% af bruttonationalproduktet.

milliarder £ som følge af hendes fars beslutning om at sætte sine ejendomsudviklingsselskaber på Hongkongs børs.85 Lovlige penge bør tjenes ved opførelse af bygninger, der øger værdien af Kinas beholdning af kapitalgoder. Men meget af indkomsten, der fosser ind i bygningssektoren, er jord/resurserente, som politbureauet undlader at opkræve til finansiering af videreudviklingen af det kinesiske samfund.

De Soto: Myten om ”kapital” Hvis vi definerer bedrageriet som privatisering af offentlige værdier, er Kina ikke langt fra den kapitalistiske model. Med sine handlinger og undladelser kommer landet tæt på at fremme den teori, der foretrækkes af Vestens finansinstitutioner, ifølge hvis læresætninger fattigdommen formindskes, når de nykoloniserede lande privatiserer jord/resurserenten af byjord: ved at lade enkeltpersoner eje jord og håndhæve retssikkerheden motiveres folk til at arbejde og investere, siger de. Hernando de Soto har gjort denne teori populær med sin i vide kredse hyldede The Mystery of Capitalism. Folk der levede i slum skulle gives sikker adkomstret til deres bolig og pladsen under den. Med skødet i lommen skulle de så kunne få banklån til finansiering af en ny erhvervsvirksomhed. Skurene bygget af slumboere har hovedsageligt værdi, fordi de ligger tæt på bykernen. I Perus hovedstad Lima, for eksempel, viste en hus-for-hus vurdering (baseret på genopførelsesomkostninger i 1984), at den gennemsnitlige værdi af slumboliger var 22.038 $. 86 Hvis de Sotos program blev sat i gang, ville folk efterspørge jord - mest jord i offentligt eje. Der er ingen tvivl om, at mange af dem ville få fordel af det. Men hvad vil ske med næste generation af indvandrere fra landområderne, der slår sig ned i de nærliggende barrios (fattigkvarterer i udkanten af byer; o.b.) og favelas (slum; o.b.), og bygge deres boliger af kasserede materialer? Fattigdomskrisen vil vare evigt. De Soto-forslaget, der blev rost af politikere som Margaret Thatcher, er baseret på et primitivt syn på fattigdom. Det ser bort fra de detaillerede meningslag i begrebet rettigheder, der var så viseligt udtænkt af før-moderne samfund. Der er mindst to store problemer i de Soto-doktrinen, der i henhold til hans plan skulle motivere folk til at begynde en selvstændig virksomhed, der kunne forøge deres levestandard. For det første passer den ikke ind i virkeligheden. Studier i marken i Peru og Argentina bekræfter, at ejendomsret tilskynder fattige til at forbedre deres boliger; men det øger ikke sandsynligheden for, at de vil optage lån i banker til start af virksomheder. Grunde hertil formodes blandt andet at være den antagelse, at ejendom er for værdifuld til at blive pantsat, og at livets mange risici får folk til at holde sig tilbage fra at stifte gæld. 87 For det andet ser de Soto-doktrinen bort fra, hvordan værdi kommer til veje og fordeles. Derfor overser den de offentlige politikker, der kan forene de to niveauer, folk lever på i den virkelige verden.

Shaikh (2007) de Soto (1989) p. 18 87 The Economist (2006) og Field og Torero (2006) 86

•

Ejendomsrettigheder må nødvendigvis adskilles i offentlige og private, mens de samtidigt harmoniseres ved brug af markedets prismekanismer. • Man må skelne mellem samfundets private og offentlige sektor, og samtidigt forene dem til ét samfund, der giver alle medborgere mulighed for at leve et balanceret liv. Privatisering af slum på basis af den simple form, som de Soto har foreslået, vil ikke skabe den helhed, der kan frembringe funktionelt effektive samfund og samtidigt sikre det naturlige miljø. Ulykkerne, der i kolonialismens velmagtsdage blev lagt på folk og deres kultur, lagde grunden til katastroferne, der nu træder frem i det 21. århundrede. De rovgriske overgreb på folks jord/resurserenter, der tidligere var et problem i lokale samfund, kommer nu til at påvirke hele menneskehedens skæbne. Det forventes, at senest i 2050 bliver 75% af jordens befolkning forsørget af byerne. Mennesker er ved at indskibe sig til en ny rejse. Vores kulturelle fremtid er ikke forudbestemt. På dens nuværende bane vil fremtiden blive det mareridt, der ender alle mareridt. Størstedelen af befolkningen, som fraflytter landområderne, vil være fattige og leve i slum i megabyers yderkanter på jord, der ikke er deres. Måden, vi integrerer dem på, vil bestemme, om vilkårene, der derved dannes, vil føre til fremgang og velstand, eller de vil fremme terrorhandlinger og yderligere misbrug af naturen. De planlæggere, der forestiller sig økovenlige byområder i fremtiden, har endnu ikke forstået, at det var fejltagelser, der skabte de moderne byer. På grund af økonomers og sociologers opfattelse af ejendomsrettigheder og offentlige finanser fortsætter de med at foreslå sterile modeller for menneskers liv og virke. Med den nuværende tænkning er fremtidsudsigterne dystre. At nye strategier ikke er på dagsordenen for tiden, bekræftes af Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, der har lovet at øge strømmen af milliarder af dollars som ekstra hjælp. Uden den hjælp fra udlandet - siger han - vil FNs ”Mål for udviklingen i begyndelsen af det nye årtusinde” (se: www.un.org/millenniumgoals ; o.b.) ikke blive nået.88 I erindring om de fejl, der igennem årtier er blevet gjort i forbindelse med hjælp fra udlandet, vil mere af den slags - efter vores mening - ikke føre til det gennembrud, der må til. Vores kritik har understreget den negative rolle, Vesten spiller. Men også den nykoloniserede verden må tage forholdsregler til afbødning af de ulykker, som deres forarmede menneskemasser er blevet påført. Bogens 2. del vil se nøjere på de underliggende årsager til den institutionaliserede fattigdom i de nykoloniserede regioner. Bogens 3. del udarbejder en skabelon for de nødvendige løsninger.

Guha (2007)

Del 2

Nykolonialismen

Kapitel 4

Sydamerika: Fra landbrug til slum Det koloniale traume: Tvangsflytning og privatisering af jord/resurserenten Af de top-20 lande der har den mest ulige fordeling af jord, er de 16 i Latinamerika. Ewout Frankema, der citerede resultaterne af sit eget studium og Verdensbankens studium, konkluderede, at ”påstanden, at der findes en latinsk type ulighed, understøttes faktisk af en global sammenligning af jord-uligheder. I Europa er landene med den mest ulige fordeling af jord Spanien, Portugal og Italien. Det er ganske bemærkelsesværdigt, at jord-uligheden i de tidligere iberiske moderlande er så høj som i et gennemsnitligt latinamerikansk land”. 89 Men påstanden, at der er en latinamerikansk ”type ulighed”, kan være misvisende. Den skæve fordeling af jord i disse lande er en følge af fortidens jordgrabseri og en beskatning, der favoriserer jord/resurserentekaprere (se rammen næste side). Så det, som latinamerikanske lande har tilfælles med fattigdomsramte regioner på andre kontinenter, er, at direkte skatter, som falder hårdest på de fattige, udgør en stor del af regeringens samlede skatteprovenu. Skat på jord/resurserenter og naturresurser udgør en lille og svindende del. Direkte lønningslisteafgifter til social sikkerhed, for eksempel, er omkring 18% af det totale skatteprovenu i latinamerikanske lande. Ejendomsskatter derimod er mindre end 2% af alle skatter i gennemsnit.90 Vi skal efterspore kolonialismens indflydelse, som den udviklede sig i Bolivia fra det 16. århundrede. Dér står konturerne af Europas territoriale ambitioner skarpt profileret endnu i dag, uudsletteligt præget i befolkningen ved fysisk adskillelse, og ved et fastholdt højt niveau af indkomstulighed. 91 Sæden hertil blev sået, da man tvangsflyttede folk fra jord, de havde levet på og af igennem generationer. Virkningen var, at der opstod en ufri arbejdsstyrke, der var rede til at adlyde jordgrabsernes befalinger. Med hensyn til forventet levetid og læsefærdighed - faktisk, hvad som helst, man ønskede at se nærmere på - var Bolivia arketypen på et land, der blev drevet af en samtidig udbytning af natur og mennesker. Det begyndte i 1545, da Spanierne fandt den rigeste sølvmine i Nord- og Sydamerika. Det økonomiske opsving, der fulgte heraf, berigede kolonisterne, der dyrkede majs, hvede og cocablade, som minearbejderne tyggede for at lindre deres sultsmerter. Den første forpagtningsmodel var encomienda modellen, i hvilken conquistador’erne blev givet jord inklusive retten til arbejdskraften og arbejdsresultatet fra de indianere, der boede på deres

Frankema (2006) og World Bank (2004). Frankema skelner ikke mellem ‘jord-ulighed’ (der angår fordelingen af det fysiske rum) og den ulige fordeling af jordens værdi. Det er muligt (lad os sige af hensyn til effektiv produktion) at have det første, og samtidigt sikre ligedeling af jordens værdi over skattepolitikken. 90 Lindert, Skoufias og Shapiro (2006) p.14, boks 3. 91 World Bank (2004), citeret hos Frankema (2006) p. 3.

ejendom. Senere blev denne model ændret til hacienda modellen, omfattende ejendomsrettigheder til udstrakte (stort set uudnyttede) jordarealer til kvægavl. Europas indre kolonisation Det moderne koloniseringsprojekt begyndte inden for Europa. De feudale aristokratier, der oprindeligt var tjenestegørende for monarker (hvilket bevises af deres status som forpagtere), blev trætte af at tjene samfundet; de besluttede derfor, at deres belønning (jord/resurserenten) skulle være ubehæftet med pligter til at yde offentlige tjenester. Sådan begyndte det historiske projekt, der skar jord/resurserenten fri fra de samfundsmæssige pligter, der naturligt var knyttet til jord/resurserente-indtægten. Følgerne heraf, den voldsomt skæve fordeling af jord og dermed af magt, er Skotlands landområder et godt eksempel på. Her finder vi i dag, i henhold til Andy Wightman, ”det mest koncentrerede, ulige mønster af jordejendomme i hele Europa”.* At Skotland havde behov for en jordreform - eller den dertil hørende skattereform - blev yderligere understreget, da Wightman opdagede, at ”Skotland har det mest koncentrerede mønster af privat jordejendom i hele verden. Halvdelen af Skotlands privatejede jord på landet ejes af kun 343 jordejere”.** Modellen, som det feudale aristokrati brugte til at tiltage sig andres jord (eller mere præcist, andres jord/resurserente), var den, som Europas magthavere siden hen brugte til at kolonisere andre folkeslags territorier rundt omkring i verden. * Wightman (1999) **Wightman (2001)

Bolivia blev uafhængigt i 1825, men udsigterne for landets indianere blev ikke forbedret. Den hvide elite forblev grisk i sine krav. Men landet blev ikke kun afgnavet indefra. Der var også røvere langs grænserne. Efter en række krige var landet blevet tvunget til at afstå næsten halvdelen af sit territorium til nabolandene.92 Tin blev fundet sent i det 19. århundrede og nærede et opsving, der dømte de resterende samfund af indfødte til undergang. Mekanismen, der førte til dette resultat, kan vi lære af i dag. Regeringen brød de frie indianske samfund op ved at indføre privatrettigheder til jord. Hacienda’erne erhvervede jord ved småkøb i alle lokalsamfund for derved at opbryde lokalsamfundets sammenhængskraft, derefter brugte de svindel og magt såvel som regulære køb til at erhverve de indfødtes jord. Frie lokalsamfunds andel af jord faldt fra halvdelen i 1880 til mindre end en tredjedel i 1930. Denne tredjedel var den dårligste dyrkningsjord. 93

Et håb voksede frem i 1951, da Victor Paz Estenssoro blev valgt til præsident. Han nationaliserede tinminerne og bekendtgjorde en jordreform. Det truede med at flytte resurserenter over i den offentlige sektor, hvor de kunne finansiere infrastrukturen og forbedre standarden for sundhed og læsedygtighed. Projektet var fantastisk. Bolivia var også rigt på zink, kobber, sølv, tungsten og guld (olie blev opdaget tidligt i 1960’ere). Rigtigt styret kunne resurserenter have omformet en desperat fattig nation til en model til efterligning af andre latinske lande. Men jordejerne havde endnu et trumfkort i ærmet: Militæret. Passende belønnet kunne generalerne overtales til at se bort fra den demokratiske proces og beskytte jordejernes ejendomme. 92

Bolivia mistede næsten 500.000 km² til Brasilien under en strid om gummi. Chile og Paraguay bemægtigede sig solide landområder for at kunne skaffe sig nitrater og petroleum. 93 Easterly (2006) p. 100, som fremlægger et glimrende samlet overblik over jordgrabseriet i Bolivia (pp. 99-101) 48

Da Bolivias lange historie om militærkup på den måde blev genoptaget, blev dette nummer 190. Fraktioner inden for militæret skiftedes til at udøve diktatorisk magt. Derved styrkedes trekløver-samarbejdet mellem jordejereliten, militæret og staten. Statens funktion var at lade dens administration kanalisere jord/resurserenten fra tinminerne til eliten. Generalerne blev godt betalt. De modtog en del af tinrenterne via statens budget og brugte hæren som middel til at erhverve jord.94 Som New York Times bemærkede: ”Luftstyrker pendler toldfrit automobiler ind i Bolivia til officerer, og de får jordrettigheder til spotpriser”. 95 Således korrumperet havde militæret kun et kort skridt at tage for at deltage i narkohandelen. Kokain gav et fantastisk udbytte: Eksporten til Nordamerika gjorde denne industri til landets største modtager af indtægt i udenlandsk valuta. Da verdensmarkedets pris på tin gik nedad i 1980erne, blev jordejerne og militæret i stigende grad afhængige af en andel af cocarenterne. Dramatiske beretninger i medierne frembar duften af Hollywood-film, så som Butch Cassidy og Sundance Kid. Militærbeskyttelse leverede sikkerhed til kokainhandelen. Til gengæld finansierede narkokartellerne militærkup. Sådan et fandt sted 17. juli 1980 og bragte General Garcia Meza til magten. 96 Tilfældige skandaler blev dysset ned, og sprængte bånd fornyet, som det kom frem under en før-kup-konference, som seks af de største kokainhandlere og militærledere holdt i La Paz 26. juni 1980. Sunday Times korrespondenten Nicholas Asheshov, der citerede rapporter fra USAs Agentur for Narkotikabekæmpelse, skrev: ”Målet var at nå en aftale, der tillod ubegrænset vækst af coca på arealerne, der allerede var illegalt tilplantet i Bolivias tropiske bjergjungle, plus fortsættelse af den allerede lemfældige politiovervågning af kokainpastaen, der blev luftfragtet over Amazon til Colombia og Miami”. 97 Che Guevara troede, han kunne bruge Bolivia som epicenter for en kontrarevolution i Latinamerika. Han igangsatte sin guerillaekspedition i 1967 med visioner om en erobring, der kunne sprede et marxistisk broderskab ud over kontinentet. Han havde ikke en chance. Staten mobiliseret af antikommunisteliten og en hær overskyllet med cocarenter - var besluttet på at beskytte sine støtters privilegier. Guevara fik sit billede sat op på utallige studenters værelser ud over verden, mens jord/resurserenten fra et rigt område blev forspildt på stridigheder om magt. Da demokrati blev genoprettet i 1982, var den koloniale model i beskyttet sikkerhed.

”Socialisme i det 21. århundrede” Med genindførelsen af demokratiet begyndte en ny fase i Bolivias historie. Valget i 1982 bragte Victor Paz Estenssoro tilbage til præsidentpaladset i La Paz. Han havde forsøgt at reformere ejendomsrettighederne i 1952 og havde nu fået en ny chance. Ville han indføre et nyt reformprogram? En lille befolkning på under 9 millioner mennesker på et areal større end 1 million km² (næsten to gange Frankrigs størrelse) burde kunne nyde den højeste materielle standard. Det gjorde den ikke, fordi nationens jord var uhensigtsmæssigt fordelt (se rammen på næste side). I stedet for at få lagt grunden til ny fremgang blev Bolivia offer for en hyperinflation af den slags, der sidst var set i Tyskland efter første verdenskrig. Efter valget i 1982, finder vi Jeffrey Sachs på den første af hans missioner; han fløj til La Paz den 9. juli 1985 til sit første møde med skæbnen. 94

Spooner (1980) Hoge (1980) 96 O’Shaughnessy (1980) 97 Asheshov (1980) 95

”Jeg vidste ikke nøjagtigt, hvor Bolivia var i Sydamerika” berettede han. 98 Men hans uvidenhed gik dybere. Han stolede på sit kendskab til boglig viden. Hans speciale ved Harvard var storfinansen i rige nationer. Og dog rejste han til Bolivia for at give råd til en regering, der sad fanget i en fælde på bunden af fattigdomsligaen. Sachs bemærkede sig, at fattigdom krævede en ”omfattende diagnostisk checkliste”, som tilfældigvis manglede i hans mappe, da han ankom til Bolivia. De problemer, der udfordrede dette land var af en art, som ”jeg ikke var veltrænet i at møde”.99 Det afholdt imidlertid ikke Sachs fra at eksperimentere med strategier, der kom til at udvikle en chokterapi. Skævfordeling af jorden i Bolivia I henhold til Bolivias landbrugstælling i 1950 kontrollerede en lille gruppe af andetstedsboende jordejere (4% af befolkningen) omkring 95% af alle landbrugsejendomme, delt op i enheder på mere end 1.000 hektar hver. To tredjedele af befolkningen ejede under 0,25% af dyrket jord i enheder, der hver var mindre end 5 hektar (minifundia). Den Økonomiske Kommission for Latinamerika rapporterede, at kun 21,6% af al dyrkbar jord (2% af det nationale territorium) var under kultivering, sammenlignet med et kontinentalt gennemsnit på 30%. En bred vifte af forskellige former for trældom blev brugt til at kontrollere bønderne, medregnet arbejdspligt, gældsarbejde, tjenesteforpagtning og del-forpagtning. Processen med jordsammenlægninger ødelagde den oprindelige befolknings kultur. Deres traditionelle lokalsamfund (comunidades indigenas) skrumpede ind fra 18.000 i begyndelsen af det 19. århundrede, til 3.780 i 1950. Bønderne forsøgte med opstande - der var flere end 2.000 spontane oprør mellem 1861 og 1944 - men alle mislykkedes. Utilfredsheden medførte revolutionen af april 1952.* *Kilde: Samtidsarkivet for Latinamerika, London; Fact Sheet, 18. juli 1978

Akademikeren havde fra sine historiebøger lært, at måden at tage kontrol over en hyperinflation på var som i Tyskland et pludseligt indgreb til standsning af trykningen af pengesedler. Recepten virkede for de monetære problemer i Bolivia, og Sachs var henrykt. Han brugte sin model for økonomisk ”overgang” til markedsøkonomi fire år senere i Polen og gav samme råd til Rusland i 1990. Rådet var enkelt: • •

Forhøj priserne, især på olie og gas, så regeringen kan få et provenu, der gør ende på behovet for at trykke pengesedler, der ellers øger inflationen; og Privatiser statens aktiver.

Dette var øjensynligt recepten, der skulle levere økonomisk vækst. Men den monetære krise var et symptom, der vidnede om dybtliggende problemer, der lå uden for den verdensfjerne professors forståelse. Præsident Estenssoro ønskede en plan, der kunne levere både retfærdighed og effektivitet; indgriben imod den løbske inflation var blot et af de første skridt. William Easterley, en af Sachs´ kritikere, finder, at årsagen til hyperinflationen var ”finansiel dårlig ledelse” hos regeringen, der resulterede i prisstigninger op til 25.000% om året. 100 Skulle vi så ikke lægge ansvaret på den bolivianske regering for det økonomiske kaos? Hvorfor 98

Sachs (2005) p. 92 Id. p.89 100 Easterly (2006) p. 100 99

fokusere på manglende diagnostiske evner hos en amerikansk videnskabsmand, når det var medlemmerne af regeringen i La Paz, der havde lavet lovene? Problemet var, at i 1980erne var der knyttet betingelser til den demokratiske magt. Først og fremmest skulle den jordejende interessegruppe latifundistas (de store landbrug; o.b.) og dens militære håndlangere ikke stødes. Så da præsident Estenssoro i 1985 fik forelagt Sachs’ forslag, var han følsom på grund af det, der var sket kun 12 måneder tidligere. Efter genindførelsen af demokratiet var præsidentembedet blevet udøvet af Hernán Silez Zuazo. Den 30. juni 1984 var præsidenten blevet kidnappet af Leoparderne, en ny enhed af narkopolitiet, der var blevet finansieret og udstyret af Washington for 5 millioner $. Dette USA-initiativ skulle have slået til mod kokain-kartellerne, men i stedet for slog det til mod regeringen. 101 Kupforsøget mislykkedes imidlertid, og præsidenten blev reddet. Alligevel var politikerne blevet mindet om, at deres magt var begrænset. Det var den altid nærværende militære trussel, som bremsede den demokratiske politik. Jordreform var et forbudt område. Men det undskylder ikke fremmede videnskabsmænd, der bliver rådgivere. De er ikke bundne af den brutale arv fra kolonitiden, der former den politiske dagsorden i hovedstæder som La Paz. Skulle man ikke kunne forvente af dem som videnskabsmænd, at de ville foreslå optimale politikker, som politikerne så kunne vælge imellem? Sachs manglede forståelse af helheden i problemet, som hovedparten af indbyggerne i Bolivia stod overfor, og pegede på strategier, han havde stykket sammen af enheder, og som derfor ikke kunne fremme den stabilitet i samfundet, der var forudsætningen for vedvarende økonomisk vækst og ikke kunne afslutte fattigdommen. I dag ser vi et andet eksempel på den helt samme utilstrækkelighed, i den vægt Sachs nu lægger på behovet for gældseftergivelse til fattigdomsramte lande. Selvfølgelig kan man betragte arven fra kolonitiden fra forskellige vinkler. En af dem ser på gælden til udenlandske kreditorer, som i Bolivias tilfælde var steget til 4,5 milliarder $ i 1984, kort før Sachs ankom til landet. Hvordan mon antifattigdomsfolk vil se på denne gæld? I dag rejser Sachs rundt i verden og prædiker behovet for gældseftergivelse. Men hvad skal hindre de pågældende lande i at falde tilbage til finansiel trældom? Gælden blev bygget op, alene fordi den indenlandske jord/resurserente var blevet privatiseret og ikke var til rådighed for finansiering af ’offentlige goder’. Som følge heraf måtte dækningen af offentlige udgifter skaffes ved beskatning af de fattige eller ved lån fra de rige, sædvanligvis ved en kombination af de to muligheder.102 Men lige meget hvilken af disse, der blev brugt, førte det til kaos i det offentlige budget. Denne indsigt bør ligge til grund for enhver plan til stabilisering af en økonomi som Bolivias; men denne diagnose var ikke med i forslaget, Sachs fremlagde for regeringerne, der bød ham velkommen som en økonomisk guru. Da Sachs rejste rundt i verden og udstillede sin humanitære charme, hjalp han (utvivlsomt uden at vide af det) med til at jævne vejen for strukturreformer udtænkt af IMF (Den Internationale Monetære Fond; o.b.), der i de fleste tilfælde nedskærer bevillinger af penge til de fattige. Det skulle blive Bolivias skæbne. Tyve år efter at han forlod La Paz, var bruttonationalproduktet pr. indbygger stadigvæk under niveauet i 1980.103 Et resultat var den fortsatte afvandring fra landområderne, fordi folk søgte tilflugt i byernes fattigkvarterer. 101

Simons (1984) Bolivias bønder blev tvunget til at betale for by-infrastrukturen, der tilgodeså de fraværende jordejere, der foretrak at leve i de større byer. Mellem 1960 og 1964, for eksempel, modtog den landlige sektor kun 0,7% - 1,9% af alle offentlige investeringer, skønt den beskæftigede næsten 60% af arbejdsstyrken. Investering i den bymæssige infrastruktur løftede værdien af byjord, mens livet i landsbyerne blev fattigere. 103 Sachs (2005) p. 108, figure 3 102

Da det nye årtusinde kom, vendte Sydamerikas i vide kredse populære politikere, der ikke havde fået forelagt en alternativ model for vækst, tilbage til socialismen. Det var, som om fejlene ved sovjeteksperimentet aldrig var sket. Den mest højrøstede kombattant var præsident Hugo Chávez i Venezuela, der proklamerede ”det 21. århundredes socialisme”. Han fik følgeskab af Evo Morales, cocadyrkeren, som blev valgt til Bolivias præsident i 2005 på løfter om nationalisering af olie- og gasindustrien. Morales sikrede sin valgsejr ved at tale imod jordspekulation.104 Fandtes der en model, der kunne løse de problemer, Sydamerika stod overfor? Var det muligt at udvikle en virksomhedsøkonomi, der kunne sikre retfærdighed på jordrettighedsområdet? Hvis sådan en løsning fandtes, skulle den kunne forene by og land til en helhed. Hvis nogen havde den karisma og folkelige støtte, der ville være nødvendig for at gennemføre sådan et program, så måtte det være brasilianeren Luiz Ignácio Lula da Silva.

Brasilien: Sammenknytning af by og land Lula, som Brasiliens præsident blev kaldt i folkemunde, havde sin fortid i fagbevægelsen. Han blev valgt på løftet om hjælp til de fattige. Brasilien nød godt af økonomisk vækst, men det var på baggrund af et globalt opsving drevet frem af Kinas og Indiens behov for naturresurser. Det var en vækst, der ville høre op ved det næste globale tilbageslag. Men hvis han havde været forsynet med den rette analyse af de økonomiske tendenser, kunne Lula have brugt sit mandat til at indføre den skatte-og forpagtningspolitik, der kunne have leveret bæredygtig vækst. For at det skulle lykkes, måtte han imidlertid have en strategi, der kunne forene by og land. Katalysatoren for denne proces fandtes i byerne. Ejendomsselskaber blomstrede, efterhånden som ejendomspriserne steg op i stratosfæren, men det gjorde kun lidt til at afhjælpe nationens boligunderskud. Der var et anslået underskud på 7,9 millioner boliger. Lette lånebetingelser åbnede for lån med pant i fast ejendom til de velhavende, men den regeringsejede bank for lån i fast ejendom (Caixa Economica Federal) afviste familier med lavindkomst. Slum fortsatte med at skæmme byernes indre, hvor superværdifulde aktiviteter var at finde side om side med grupper af den forarmede, udskudte del af befolkningen. Boligpolitik i den nykoloniale tidsepoke forudsætter, at slum rives ned for at give plads for kostbare ejendomme, mens fattige medborgere må flytte til et andet sted, hvor de kan finde et læ. Den alternative strategi vil være et omlagt skattesystem, der trækker jord/resurserenterne ind i det offentliges kasse. Dette system vil levere den selvfinansierende metode, hvorefter kapitalgoder kan opbygges, uden at der stiftes gæld til internationale pengeinteresser. Men herom er Washington Overenskomsten tavs (se rammen på side 89) Hvordan vil investeringer i infrastruktur kunne drive Brasilien frem til ny vækst? Et svar fremgår af løsningen på et spørgsmål, der rejste sig for nogle brasilianske landbrugere. Til trods for deres succes med at øge høstudbyttet var de ude af stand til at konkurrere på de internationale markeder på grund af transportomkostningerne. De var hæmmet af et elendigt landevejsnet. Det kostede dem 80 $ pr. ton at levere korn til havne ved kysten, hvilket var to gange de omkostninger, som Argentinas landbrugere måtte bære, og fire gange omkostningerne for USAs landbrugere.105 Hvad ville ske, hvis Brasiliens transportomkostninger blev nedsat fra 80 $ til 20 $? Under det nuværende skattesystem ville jordejere forhøje lejeafgiften. Men hvad ville ske, hvis regeringen skiftede over til det finansieringssystem, der til den offentlige kasse tilbageførte 104

Weitzman (2005) Wheatley (2007)

105

jord/resurserenten, der kom fra de offentlige investeringer i det nye landevejsnet? Det forhøjede provenu, der skyldtes vejene, ville så komme til at finansiere anlægsudgifterne til deres bygning. På den måde ville den nye investering ikke komme til at belaste nogen af borgernes arbejdsindkomster. Lad os så se på denne finansieringsmodel i en bymæssig sammenhæng. Hvis slumboerne skal genhuses på jord af ringe værdi i en bys udkant, vil regeringen skulle anlægge nye veje og kloaksystemer såvel som bygge skoler og hospitaler. Under det nugældende skattesystem er kapital til levering af disse offentlige goder ikke til stede. Derfor er det, at det overlades til dem, der bebor favelas (slum; o.b.) og barrios (fattigkvarterer i byers udkant; o.b.), at sørge for sig selv. Skulle vi blive forbavsede, hvis nogle af dem blev gangstere?Den selvfinansierende model - hvorefter infrastrukturen betaler egne udgifter - fjerner det finansielle problem med investering i ‘offentlige goder’. Når regeringer investerer i veje og skoler, som familierne behøver, så stiger jord/resurserenten i området omkring goderne, som jord/resurserenten derfor kan finansiere. Denne gunstige cirkel opbygger automatisk beskæftigelsesmuligheder, som folk også behøver, samt lønstigninger. Informationstomrummet Verdensbanken bekræfter, at den koloniale arv understøtter det vedvarende høje niveau af ulighed i latinamerikanske lande. Og alligevel holder banken fast ved politikker, der hverken omfordeler selve jorden eller fordeler provenuet af jord/resurserenten ligeligt til medborgerne. En skatte-og forpagtningsreform forhindres af, at der mangler oplysende data om jordværdierne og deres fordeling. De internationale finansielle institutioner, som aktivt foreslår dybtgående sociale forandringer, lægger ikke en tilsvarende entusiasme for dagen, når det gælder om at studere data om jord. Regeringer bliver opfordret til at indføre de skatteforhøjende metoder, som Verdensbanken og Den Internationale Monetære Fond foretrækker. Mangelen på informationer begunstiger de forhold, der påvirkede valget af den slags skatter, der blev pålagt Sydamerika: I områder med ugunstige betingelser for nybyggere, holdt kolonister fast ved en jord/resurserentesøgende adfærd, der ved hjælp af skattebyrden undertrykkede landbrugsøkonomien som helhed, mens den ikke påvirkede den eksisterende fordeling af jorden. Omfordelingen af jord fra de indfødte til kolonisterne var ellers en del af den koloniale politik, der skulle udbytte og udvikle. Overtagelsen af jord og udnyttelsen af tvangsarbejdere tjente udbytningsformål; mens investeringer i den lokale økonomi - for at øge muligheden for profit af agerbrugsproduktionen - tjente udviklingsformål.*

Det er stadigvæk tragisk, at regeringerne - efter at national uafhængighed er opnået - fortsat tilbageholder informationer om jord og jord/resurserenter, selv om nogle af deres ledere retter polemiske angreb mod fortidens imperiemagter. Informationstomrummet er grunden til, at regeringer, der hævder at tale de fattiges sag, fortsætter med at bruge skatteværktøjer, der straffer netop denne del af vælgere, og med at bruge politikker, der begunstiger den rige elite. * Frankema (2006) p.7)

I denne bogs 3. del skal vi se, at den kombinerede model for forpagtning og beskatning kan gøre ende på fysiske opdelinger af medborgerne. Det var den model for udvikling, som Vestens rådgiver ikke lagde frem på Lula’s bord. Reformvenlige politikere er fortsat hæmmet af mangelen på statistikker. Udsigterne er triste i Latinamerika, men alt er ikke tabt for den nykoloniserede verden. Den anglo-koloniale arv gav en slags håb for Asien.

Kapitel 5

Asien: Megaprojekternes rolle Det kapitalistiske traume: Infrastrukturgevinster Alle samfund behøver en kapital- og kulturintensiv infrastruktur, der støtter medborgerne. Privatvirksomheder kan ikke fungere i en moderne økonomi uden offentlige goder. Entreprenører har brug for offentlige ydelser af mange slags fra sundhedsvæsen til retssikkerhed. Men i den konkurrerende markedsøkonomi virker en tilbagekoblingsmekanisme, der ødelægger den del af udkommet, som skulle være til gavn for alle. Konkurrence leverer den bedst mulige effektivitet, men kun hvis indkomstfordelingen følger principperne om retfærdighed. Dermed mener vi, at værdien, der oparbejdes af dem, der producerer varer og tjenester, skal deles af dem, der deltager i produktionen. Problemer opstår, når dele af produktionsresultatet ledes væk til andre, som vi andetsteds i bogen kalder ”røvere”.106 I den kapitalistiske økonomi skyldes de fleste sociale og økonomiske problemer, at prismekanismen ved love og institutionaliserede ordninger hindres i at fungere effektivt og rimeligt. I særdeleshed findes dette problem omkring betalingen for offentlige ydelser regeringens skatter - der på en snedig måde omfordeler indkomster fra de fattige til de rige. Det foregår sådan: Alle betaler skatter, når varer og tjenester forbruges, når forretninger gøres på kapitalmarkedet, eller når lønninger, salærer eller lignende tjenes. Provenuet af disse skatter går i det offentliges kasse, og meget af det bruges til finansiering af infrastruktur og offentlige tjenester, der øger samfundets produktivitet. Dette burde være gode nyheder for alle. I virkeligheden er det dårlige nyheder, fordi den øgede samfundsproduktivitet øger jordværdierne, der - skønt skabt af samfundet - indkasseres af jordejerne heriblandt boligejerne. På den måde medgår alle skatterne - også dem der er betalt af fattige, der ikke ejer deres bolig eller anden jord - til at skabe værdier, der indkasseres af de forholdsvis velhavende, der ejer jord, i de fleste tilfælde jorden under deres huse. Med andre ord får de velhavende tilbagebetalt pengene, de betaler i skatter.107 • •

Hvis jordværdierne - der årligt fremkommer som jord/resurserenter - blev tilbageført til det offentliges kasse, kunne de finansiere infrastrukturen, der skal til, når en effektiv økonomi og et retfærdigt samfund skal fungere. Når jordværdierne tilegnes af private, kan de ikke bruges af det offentlige eller investeres i offentlige goder. Det offentlige må så tvinge folk, der arbejder for deres tilværelse, til at betale skatter til finansiering af infrastrukturen, der øger profitten til jordejerne.

I sidstnævnte tilfælde har regeringen tilsidesat principperne om retfærdighed. Men desuden ødelægger skatterne, der pålægges folk, deres lyst til at arbejde, opspare og investere i produktiv 106

Harrison (udgives senere) Følger af dette uretfærdige resultat af det offentliges finansieringspolitik rækker dybt ind i hele finanssystemet. For eksempel betyder det sekundære marked for pantebreve med sikkerhed i faste ejendomme, at de velhavende også finansierer gælden for dem, der låner til anskaffelse af bolig. Også regeringsobligationer besiddes af de velhavende, der modtager renterne fra det offentlige, der betaler med skatter, der opkræves hos den producerende del af samfundet. Regeringer har reduceret den marginale skattesats for de højeste indkomster, hvilket betyder, at velhavende kan ”investere” endnu mere i regeringsgæld, i aktier og i obligationer, samt i faste ejendomme. 107

virksomhed. Denne snedige flytning af købekraft fra lavindkomstmodtagere til ejere af værdifulde indkomstgivende aktiver er blevet dokumenteret for Storbritanniens vedkommende.108 Erfaringerne fra de nykoloniserede lande er meget vigtige. De kolossale udfordringer, de står overfor, er langt større, end hvad der tårnede sig op for regeringerne i Europa ved den gryende industrielle revolution (se rammen nedenfor. Hvor blev alle verdensborgeres lige og almindelige fødselsret af? Men også mulighederne er enorme - blot man ved god regeringspraksis får vendt funktionen om, så der i stedet for problemer dannes kapitalgoder i et accelererende tempo. Tre gange tilvækst Asiens- og Stillehavsregionen oplever en tredobbelt dynamik af: økonomisk vækst, voksende byer og øget fattigdom. Regionen har 34% af den globale bybefolkning, og er hjem for over 40% af verdens slumbeboere. I Indien er der næsten 62 millioner mennesker, der lever i slum og besætterområder.* * Kumari Selja, Indiens minister for boliger og fattigdomsbekæmpelse (December 15, 2006)

Bygningsindustrien for eksempel, kunne spille en ledende rolle i forøgelsen af den økonomiske vækst inden for et balanceret netværk. Omfanget af behovet for nye boliger i Asien er vanskeligt at fatte. Indien alene vil behøve 24 millioner flere hjem inden for det næste tiår. Men om bygningsindustrien kan bidrage til nettotilvæksten ved at øge kapitaldannelsen og forbrugertilfredsheden, afhænger af den type prismekanisme, der vil blive brugt ved levering af væksten. For øjeblikket er udsigterne ikke gode. Indiens regering (i 2008) er bundet til Washington Overenskomstens strategi, der omfatter udenlandske investeringer i byggeriet og dannelsen af et ”sekundært pantebrevsmarked med sikkerhedsstillelse og et ’pro-poor partnership’, hvor 1015% af jorden øremærkes til fremstilling af 20-25% boliger for fattige”. 109 Det er en forvirrende blanding af velfærdsstaten og de Soto-modellen for ejendomsrettigheder (de Soto modellen blev omtalt side 43 ff; o.b. ) Denne model, som Indien baserer sine forhåbninger på, vil bevare de tilbagevendende op- og nedture, der er blevet kendetegnende for kapitalistisk økonomi. 110 Men folk i Indien har ikke råd til at spilde hverken tid eller resurser på tilbageslag, der kan undgås. Trods alle Indiens strålende resultater gennem de seneste år, ”var der i 2003 knap nok 5 millioner arbejdere i fabriksindustrien ud af en arbejdsstyrke på 350 millioner!”. 111 Asien kunne drive sin økonomi til nye højder af bæredygtig vækst ved at producere infrastruktur til de mange tilflytterne, der nu lever i de mindre eller større byer. Udfordringen er, at stoppe bortledningen af kapitalresurser, som ”har tendens til at søge til de eksisterende storbyers bedre infrastrukturer”.112 Det kan kun gøres på én måde: Fjern forventningerne om arbejdsfrie indkomster til jordejerne; de er størst i megabyerne. Fjernelsen vil (som vi forklarer i bogens 3. del) skabe lige vilkår for folk, så den skæve udvikling undgås.

108

Harrison (2006a) Selja (2006a) og (2006b) 110 Harrison (1983) og (2005) 111 Acharya (2007) 112 ADB (2007) p. 86 109

Kina er det eneste land i Asien, der har bevaret muligheden for at gennemføre lige vilkår ved at optage og konsekvent følge markedsøkonomiens regler. Vil Kinas kommunistparti, som ikke fik sin magt begrænset af en Yeltsin, lære hemmeligheden, der kan skabe fremgang overalt i samfundet? Eller vil Kina overlade nationens naturresurser til deres version af russiske oligarker?

Kina: Dr. Suns lære Jeffrey Sachs kom til Kina i 1992. Han fandt, at det kommunistiske parti havde fastholdt sit greb om den politiske proces gennem de forudgående 20 år og ikke var villig til at lade sig narre af Vestens økonomiske dogmer. Kina havde eksperimenteret med måder, hvorpå man kunne bruge markedsmekanismen ved fremstilling af formuegoder uden at slippe de socialistiske holdninger. Hvor oprigtig maoistdoktrinen var i forhold til værdien af lighed og broderskab (millioner døde under kulturrevolutionen) må historien afgøre. Men politbureauet, der i 1992 var ved at forme en forandring, var forsigtig. Det bremsede dog ikke Jeffrey Sachs. Han begyndte at komme på regelmæssige besøg som rådgiver for økonomiske videnskabsfolk, der var blevet uddannet i Vesten. Han steg i graderne til rådgiver for senior regeringsembedsmænd i spørgsmål som udviklingen af Kinas fjernvestlige provinser. Kina havde brug for en udviklingsmodel, men behøvede man det råd, der havde medvirket til af skyde Rusland med katapult ud i en økonomisk og social katastrofe? Skulle Kina hellere bruge sin egen lærdom til udformning af en effektiv markedsøkonomi, der var fair mod alle? Grundlaget herfor var filosofien, der var blevet udlagt af Sun-Yat-Sen (1866-1925). Han anførte de revolutionære Kuomintang-styrker, der overvandt Manchuerne, det sidste kejserdynasti. Hans manifest San Min Chu I (‘Folkets tre principper’) blandede udtræk fra Vestens klassiskøkonomisk videnskab sammen med ældgammel kinesisk visdom (se rammen på næste side) Et af hovedprincipperne i doktor Suns reform var kombinationen af jordforpagtning og finansiering af offentlige opgaver, der hentede sit provenu fra jord/resurserenterne. Den reform kunne fungere, når staten håndhævede to regler: ”For det første kunne staten opkræve skatter i overensstemmelse med en jordværdi, som jordejeren selv fastsatte; for det andet kunne den overtage jorden mod betaling af denne værdi”. Dr. Suns metode var effektiv. Hvis jordejerne satte værdien af deres jord for lavt - for at nedsætte skatten, de ville komme til at betale - kunne staten købe ejendommen for, hvad der ville være mindre end markedsprisen. Når dr. Sun blev spurgt af amerikanske reportere om oprindelsen til hans finansfilosofi, svarede han: ”Det er læren fra jeres ‘single-taxer’ Henry George, der er grundlaget for vores program. Hans jordskat som det eneste middel til at finansiere regeringen er en helt igennem retfærdig, rimelig, og retfærdigt fordelt skat”.113 Dr. Sun fulgte denne politik til dens logiske konklusion og talte for, at ”når jordværdier er blevet fastsat, må der vedtages en lov, der bestemmer, at fra det år og frem skal alle stigninger i jordrenten . . gå tilbage til samfundet”. Den strategi var blevet anbefalet af John Stuart Mill, som foreslog at lade eksisterende jordrenter bero hos ejeren. Efterhånden ville jordrenterne vokse til et punkt, hvor det ikke ville være nødvendigt at beskatte arbejde eller kapitalgoder. 113

Lam (2000) pp. 327-328 56

Denne politik ville have ledt Kina ad vejen til fremgang og velstand uden behov for det sørgelige eksperiment med kommunismen. 114 Men hvis denne filosofi, der var udviklet i Kina før Mao, skulle behøve yderligere anbefaling, kan vore dages politbureau i Beijing trække på eksemplet fra Taiwan. Her var et kinesisk folk, der af nødvendighed havde udviklet en strategi, der foruden at levere fremgang også havde udviklet prototypen på en ny deltager i det økonomiske spil på den globale scene: den asiatiske tiger. Folket, der havde fulgt general Chiang Kai-Shek i eksil til Formosa havde medbragt læren af deres første anfører, Dr. Sun-Yat-Sen. Folkets tre principper Dr. Sun kombinerede princippet, at ”hver jordbruger skal eje sine egne marker”, med det moderne behov for investering af kapital og videnskabeligt skifte mellem afgrøder.* I 1924 udarbejdede dr. Suns politiske parti Kuomintang planens detaljer, der ville reducere den jord/resurserenteandel, jordejerne kunne have krav på, og styrke forpagternes rettigheder.** I manifestets industrisektion lovede Kuomintang at udstede love, der skulle løfte industriarbejdernes status og skabe fabriksråd, der kunne lette drøftelserne mellem ansatte og arbejdsgivere - den model for arbejderråd, der fik så stor succes i Tyskland efter anden verdenskrig. Maos kommunistiske parti, der i sidste ende vandt over Kuomintang, anerkendte Suns San Min Chu I, men foretrak alligevel de økonomiske ideer i Marx’s Das Kapital. På kommunistpartiets 17. partikongres i 2007 indrømmede præsident Hu Jintao imidlertid, at Maos teori om klassekamp var forfejlet; men han nævnte ikke de fejl, der kunne være i den model, man nu videreudviklede i forsøg på at blande kommunismen med kapitalismen. Den moderne kinesiske model beriger nogle få, på samme måde som det ses i kapitalistiske lande, og af den samme årsag: Man undlader at behandle jord/resurserenten som samfundets indtægt. Derfor blev Hu’s doktrin - ”At virkeliggøre social lighed og retfærdighed er kinesiske kommunisters faste standpunkt” - modsagt, da der i 2007 viste sig at være 106 milliardærer i Kina, et spring fra bare en enkelt i 2003,*** mens bønder på landet gjorde opstand i protest mod statsstøttet jordgrabseri. * Yat Sen (1929) pp. 456-464).

** Tawney (1932) p.83, n.1)

*** Sheridan (2007)

Loven om Ligeret til Byjord blev sat i kraft i Taiwan i 1954 for at fuldende jorden-til-brugernepolitikken. Chiang’s regering bestemte, at den erstatning, som jordejerne skulle have, skulle investeres i bymæssige industrivirksomheder. Desuden opkrævede regeringen en betydelig del af statsprovenuet fra jord/resurserenten. Disse politikker blev grundlaget for Taiwan´s fremtid. Andre tiltag, som Jordskatteloven af 1977, styrkede reguleringen og håndhævelsen af jordrelaterede afgifter.

114

Sun-Yat-Sen tabte magten i 1911. Han vendte tilbage til den i 1922, men indførelsen af jord- og skattereformen blev forsinket på grund af indgreb af krigsherrer, der kontrollerede dele af det indre Kina. Før sin død overdrog Sun det til Dr. Ludwig Schrameier at forberede administrationen af principperne i San Min Chu I. Schrameier havde brugt jordrenten-som-offentlig-indkomst-politikken i den tyske koloni Kiao Chan (Tsing Tao). Gennem de 17 år, hvori han administrerede kolonien, blev der gjort hurtige fremskridt i finansieringen af havnebyens infrastruktur, et fremskridt der endte ved den japanske besættelse i 1916. Peterson og Tseng (2000) p. 368 konkluderer, at ”i alle praktiske henseender kan systemet betragtes, og blev faktisk betragtet som virkeliggørelsen af Henry Georges doktrin om Eneste Skatten. Dette blev indrømmet af Schrameier selv, skønt han erklærede, at han ikke selv havde været direkte påvirket af Georgismen, men af den praktiske nødvendighed, der var forbundet med at administrere området.

Omkostningen ved planøkonomi Den Kinesiske Folkerepublik

Taiwan

Bruttonationalprodukt pr. indbygger

5.896

27.600*

Arbejdsløse (%)

9,9

4,4

Regeringsudgifter (% af bruttonationalproduktet)

20,8

15,3

Top indkomstskattesatsen (%) Top selskabsskattesatsen (%)

45 33

40 25

Kilde: Kane, Holmes og O’Grady (2007) * 2005 (købekraftsindekseret)

Tabellen ovenfor sammenligner nogle vigtige tal fra de to Kinaers statistikker. Tallene får os til at stille følgende spørgsmål: Hvad hvis formand Mao i stedet for at vælge den af Marx foreslåede planøkonomi, havde valgt dr. Sun’s doktriner i 1949, da han fordrev Chiang’s nationalister fra fastlandet? Forskellen mellem de to Kina’ers bruttonationalprodukt pr. indbygger giver os en fornemmelse af den formue, der blev nægtet folket på fastlandet. Hvis krigsherrerne havde holdt inde; hvis Mao havde afvist Marx´s teori om socialismens uundgåelighed; og hvis dr. Sun’s program var blevet indført, så havde det kinesiske folk - siden 1949 - kunnet nyde materiel fremgang i et vidunderligt omfang. 115 Men Beijing kunne også tage ved lære af Hongkong - den absolut mest succesfulde markedsøkonomi i den frie verden (beskrevet nærmere i kapitel 8.) Tankegangen bag denne bys skattefilosofi sigtede på samfundsmæssig solidaritet og fremgang for den enkelte; altså det, som antages at have været kernen i Marx’s ideologi. Disse klare beviser dels i Sun’s lære og dels i erfaringerne fra Taiwan og Hongkong, samler vores opmærksomhed om det ene punkt, der brillerede ved at mangle i Jeffrey Sachs lære: Nødvendigheden af at regne kombinationen af forpagtning og skat for det vigtigste element i enhver strategi for omformning af et samfunds økonomi eller for udryddelse af fattigdom. I de tidlige 1990ere bemærkede Sachs de strømninger, der pegede frem mod vedtagelsen af Kinas Lov om Ejendomsret i 2007, og han undersøgte, hvordan Vesten så på Kinas model. Han bemærkede, at systemet med landkommuner var blevet fjernet til fordel for tilskyndelser til jordbrugerne om at forøge deres produktionsresultat. ”Det var chokterapi par excellence”, noterede han sig med fryd. 116 Bønder fik nu også frihed til at flytte ind til byerne, hvor kapital kunne investeres i profitgivende privatforetagender. Udpegede zoner for erhvervsvirksomheder gav investorerne skattemæssige fordele. Resten er historie, som man siger. Disse zoner gik i gang. De kombinerede meget lave lønomkostninger, tilgængelig international teknologi, og en stigende og efterhånden livlig strøm af finansielle midler, både fra lokale opsparinger og fra 1990erne i stigende grad fra udenlandske direkte investeringer.117 115

Tallene i tabellen på side 98 er fra 2005. I det år var Kinas bruttonationalprodukt resultatet af den bemærkelsesværdige vækst gennem de forudgående 20 år. Det misrepræsenterer derfor gabet (der endda var bredere) mellem indkomsterne for de to økonomier gennem de tre årtier, mellem 1949 og 1979, inden kommunistpartiet begyndte at indføre markedsreformer. 116 Sachs (2005) p. 160 117 Id. p 161 58

Sachs pegede ikke på fejlene i denne model. Beviser på dem fandtes i store mængder i Storbritannien og i USA, hvor virksomhedszoner var blevet udlagt af Thatchers og Reagans administrationer. Resultatet var uforholdsmæssigt store overskud til jordejerne, som indkasserede skattelettelserne, der var tænkt at skulle tilfalde investorer, som skabte jobbene. Med andre ord var erhverszoner et eksempel på en af mange processer, der lader jord/resurserente-kaprere dræne samfundsøkonomien for fordele til dem selv privat, på bekostning af alle andre medborgere. I Kina opstod resultatet utilsigtet: Folk, som havde jord i kystbyernes havne, var i stand til at privatisere jord/resurserenten, fordi staten undlod at opkræve dette provenu til finansiering af offentlige udgifter. I 2007, mens bruttonationalproduktet voksede med en årlig rate på 12%, kæmpede regeringen for at kontrollere inflationen, der blev drevet af ejendomssektoren. Kinas markedsbaserede resultater var imponerende. I de 20 år op til 2001 var 400 millioner mennesker blevet løftet ud af fattigdom. Men ved at tillade, at jord/resurserente-indkomster privatiseres som følge af statens passivitet, er landet nu ved at oparbejde den slags dybtliggende problemer, der tidligere har ført til voldsomme sociale opstande. Fremskridtene i kampen mod bitter fattigdom begyndte at aftage i sidste halvdel af 1990erne. Da man havde skiftet Marx ud med markedet blev Kinas kommunister udsat for det kapitalistiske traume, der skaber en permanent klasse af udstødte. Ikke desto mindre, mens kommunistpartiets institutioner nærmede sig den blandede politisk-økonomiske model, bevarede man muligheden for at presse reformerne længere frem i retning af dr. Sun snarere end dr. Sachs. I 2007 vedtog den nationale folkekongres Loven om Ejendomsret. Vestlige kommentatorer fremhævede lovens beskyttelse af privatejendom. Loven stadfæstede faktisk privateje af varer og arbejdsfremstillede kapitalgoder; men den stod fast på, at jord og naturresurser skulle forblive offentligt domæne. Enkeltpersoner kunne få beskyttet ret til at bruge jorden. Skæbnesvangert var det imidlertid, at loven ikke sikrede, at der til den ret, loven nu giver, kom til at høre pligt til at betale den markedsbestemte jord/resurserente til samfundskassen. En følge heraf var, at statsansatte blev tilskyndet til korruption. I 2006 blev over 8.300 partimedlemmer straffet for at have taget imod bestikkelse. 118

118

I tiåret op til 2017 forventes femten kinesiske byer at bygge 1.700 km undergrundslinier og lette byjernbaner. Denne eksplosive vækst i infrastruktur vil sende en enorm stigning i statsfinansieret byjord/resurserente ned i lommerne på dem, der har fået byjorden til brug, i stedet for ned i det offentliges kasse.

Statsmandskunst og samfundsfinansiering Der er ikke ét hjørne i Asien, der ikke er blevet ramt af marxist-inspirerede konflikter. I henhold til Sachs er planøkonomien nu blevet forkastet, og gudskelov for det. Centralstaten har udlevet sin anvendelighed, siger han. Hvorfor? Kinas centraliserede magtapparat, der rækker ud over så store områder, er ikke foreneligt med dynamikken i et decentraliseret samfund, der er baseret på en blandet markedsøkonomi og et markedsbaseret samfund, og afhængigt af bevægelighed, mange magtcentre, mange formuekilder, samt regionale forskelligheder. Denne dynamik stiller allerede store krav til kinesisk statsmandskunst.119

En ny model for statsmandskunst var nødvendig; og den skulle kunne anvendes sammen med markedernes logik. Men Sachs fremlagde en ukomplet model for sine tilhørere i Kina, da han underviste dem i behovet for at styrke provins- og lokalregeringer. Et eksperiment måtte til; ét der tillod ”forskellighed, der kunne skabe en mere kompleks opdeling af arbejdsstyrken og tillade mobilitet - kort og godt et, der kunne vise, hvad der virkede.” 120 Men der var ikke brug for, at Kinas administration skulle genopfinde hjulet. Vi ved jo, hvad der ikke virker i markedsøkonomien; og at optimale resultater opnås, når prismekanismen holder jord/resurserenten adskilt fra arbejdslønninger og kapitalprofitter. Men den model blev ikke indarbejdet af Sachs, og det er grunden til, at vi ikke deler hans optimisme om, at Kina vil kunne ”gøre ende på fattigdom i det 21. århundrede”.121 Hverken Storbritannien eller USA har gjort ende på fattigdommen til trods for markedsbaseret vækst gennem to århundreder. Hvorfor skulle Kina lykkes, hvor andre har fejlet? Men Kina - ja, i virkeligheden hele Asien - kunne godt afskaffe fattigdommen, hvis de brugte den statsmandskunst, der forener god regeringspraksis med regler, der motiverer folk i den produktive økonomi. Disse udfordringer er overvældende, men kunne føre til løsninger, hvis menneskene fik frihed til at arbejde i samfund, hvor jord/resurserentekaprere ikke kunne udbytte dem. Statens afgørende rolle som partner til borgerne er at levere infrastruktur. Projekterne er mange og store, fra netværk af internationale hovedveje for de millioner, der vil flytte ind til byerne i løbet af de næste få årtier og behøve nye hjem dér, til fornyelse af rørsystemer for tilførsel af drikkevand og for afledning af spildevand. De vil alle kræve en enorm indsats og umådelige resurser, der vil blive skabt af infrastrukturen selv. Succesen, som Asien kan få ved at lade den slags megaprojekter drive sine økonomier frem til velstand, afhænger udelukkende af, hvad der sker med overskuddene, der skabes ved investeringerne i projekterne. Infrastruktur behøver ikke blive en finansiel byrde på nogen som helst. Den tilbyder selvfinansierende muligheder for at levere kvalitetslevevilkår for hver eneste medborger. Forfatteren af ”Sølvkuglen” beskrev i 2006 de tekniske betingelser for denne finansieringsproces i bogen ”Wheels of Fortune” (Lykkehjul).122 Asiatiske regeringer er altså ikke nødt til at gøre sig afhængige af udenlandske finansinstitutioner for at skaffe penge til igangsættelse af projekter, der er nødvendige for at store økonomier kan oparbejdes og lavindkomstlandes udvikling accelereres. Ved 119

Sachs (2005) p.167 Ibid. 121 Id. p. 168 122 Harrison (2006b). Gratis kopiering af Wheels of Fortune er mulig fra Internettets: www.iea.org.uk/record.jsp?ID=307&type=book . 120

at erklære på forhånd, at infrastrukturen bliver finansieret af jord/resurserenten, som den selv skaber, vil banker inklusive dem i Vesten være opmærksomme på, at projekterne er gennemførlige (prestigeinvesteringer hører ikke med i denne kategori). Bankerne vil være villige til at levere fonds, selv når jord/resurserenter ligger uden for deres rækkevidde. Tekniske eksperter og kapital vestfra vil underordne sig det almene vel i værtslandene. Så snart princippet om ”hvem skal have hvad” er afklaret, vil markedets prismekanisme tage sig af det praktiske problem med at udskille jord/resurserenten fra de andele, der går til arbejdskraften og produktionskapitalen. Denne finansieringsmodel går hånd i hånd med, at beslutningsmyndigheden decentraliseres, så folk kan udtrykke, hvad, hvornår, hvordan og af hvem de foretrækker deres behov tilfredsstillet. Det er først, når folkekraften kan udfolde sig på lokalt niveau, at den maksimale jord/resurserente kan oparbejdes. Med andre ord vil et infrastrukturprojekt være betinget af, at den service, projektet yder, er en, som folk er villige til at betale for. Dette er statsmandskunsten, som de asiatiske økonomier kan sætte i gang. Udviklingslande på andre kontinenter vil hurtigt tage ved lære.

Kapitel 6

Afrika: Den store plyndring Det konstitutionelle traume: Sydafrika og velstandskløften Da apartheid var blevet ophævet (i 1993; o.b.), blev Sydafrikas nye grundlov skrevet, mens The African National Congres (ANC) var ved magten og Nelson Mandela var præsident. Den var resultatet af vidtgående offentlige høringer. Græsrødders deltagelse i formuleringen af dokumentet var så intens, at folk ligefrem kunne hævde, at de ejede grundlovens principper. (Se Sydafrikas grundlov på website < www.info.gov.za/documents/constitution/1996 > o.b.) Allerede under ANCs frihedskamp optog bevægelsen i sit Frihedsbrev fra 1955 det princip, at ”jorden skal deles mellem dem, der bruger den”. Grundloven kom til at genspejle ånden i dette ideal ved at erklære, at jorden i Sydafrika tilhørte hele folket. Der er ingen bestemmelse i dokumentet, der afsvækker denne erklæring med godkendelse af en særret for et mindretal. Men grundloven mangler den artikel, der skulle gøre det klart, at landets jord/resurserente tilhører nationen. Denne udeladelse blev årsagen til, at det ikke lykkedes at forene racerne i deres fælles sag om fred og fremgang for alle. Ti år efter afslutningen på apartheid, den 24. juni 2003, marcherede jordløse mennesker til parlamentet for at udtrykke deres frustration over den smule jord, der blev stillet til rådighed for dem. ANC-regeringen havde vedtaget en form for tilbagegivelse, der var baseret på princippet, at markedsprisen ville blive betalt for jord afgivet af hvide farmere og stillet til rådighed for de jordløse. Det blev beregnet, at under de vedtagne budgetforslag ville det tage 96 år at nå målet for den femårsplan, der var vedtaget i genopbygningsprogrammet. Omfordelingen begyndte i 1994 og skulle omfordele 30% dyrkbart land.123 Den konstitutionelle bestemmelse var således meningsløs for millioner af mennesker, der var ude af stand til at dyrke jorden. Men i juli 2007 bekendtgjorde Departementet for Jordanliggender, at man dér var sikker på, at 2008-målet for tilbagegivelse af jord ville blive opfyldt. Der var imidlertid et problem: den voldsomt stigende pris på jord. Den var grunden til, at regeringen var ivrig efter at fremskynde tilbagegivelsen, så man kunne undgå fremtidigt stigende jordpriser. Denne spænding imellem jordrettigheder og jordpriser viser, hvor ufuldstændigt det er at behandle brugerforholdene vedrørende jord uden samtidigt at ordne beskatningsforholdene vedrørende jord. Uden en samlet behandling af de to spørgsmål vil det uundgåelige resultat altid være, at folk, der ikke kan være på landet, flytter til byerne og lever i slum og dér søger uformelle måder at holde sig i live på. Problemet blev illustreret i Botswana, hvis filosofi om forpagtning vi i kapitel 2 anerkendte som bemærkelsesværdig. Men trods den konstitutionelle erklæring om jordrettigheder oplevede også Botswana, at folk flyttede bort fra landområderne. Slum er opstået omkring byerne, og i et refereret tilfælde nedrev myndighederne besætterbopladser, der var blevet dømt ulovlige. 123

Mayson (2004)

Besætterne havde ikke kunnet betale de høje lejer i Botswanas hovedstad Gaborone, så de tog offentlig jord i Mogoditshane i besiddelse. Det resultat er uundgåeligt, når samfundet ikke afbalancerer sit system for provenuopkrævning med sin jordlovgivning (se rammen ).

Nykolonialismen og den indre strid om jord Bypolitik i nykoloniserede lande driver folk væk fra områder med høj jordværdi, til dér, hvor de mangler den infrastruktur, der er nødvendig for livet i et ultratæt boligmiljø. Skønt regeringer anser deres samfund for at være uafhængige af de tidligere koloniherrer, giver fysisk adskillelse - der er så karakteristisk for bykolonisering - sikkerhed for, at fortidens politik bevares i nutiden. Videnskabsmænd har bemærket ironien heri. • Bengalore i Indien har oplevet ”omfattende bortvisninger og nedrivninger af bosættelser, især grupper af småforretninger i erhversmæssige bykvarterer. Efter nedrivningen bliver jorden omfordelt efter en overordnet planlægning til mere velhavende interessegrupper inklusive selskaber”.* • Mike Davis, bysociolog, bemærker, at ”efterkolonitidens eliteborgere har arvet og med fryd gentaget fodaftrykket af opdelte kolonitidsbyer.** Trods flotte taler om national frigørelse og social retfærdighed har disse borgere aggressivt overtaget racezoneopdelingen fra den koloniale periode og bruger den til forsvar for deres egne klasseprivilegier såvel som for den fysiske adskillelse fra deres upriviligerede medborgere. Trods smukke taler om lighed, beskytter loven ejendomsrettigheder på en sådan måde, at byopdelinger kommer til at give indtryk af en social kamp. Grænserne mellem områderne bliver stadig ændret til fordel for jordejere. I Vesten rækker denne proces fra Baron Haussmann’s nyudvikling af Paris i 1860erne til Margaret Thatcher’s nyudvikling af Londons Docklands i 1980erne. * Benjamin (2001) p.4

** Davis (2006)

Men skatte- og forpagtningsmodellen vil kræve af politikere, at de forstår, hvordan markedet fordeler indkomsterne i samfundet. Uden den forståelse vil Afrika fortsat være et plyndret kontinent. Det er Zimbabwe et tragisk eksempel på.

Zimbabwe: Operation ‘Smid skidtet ud’ Robert Mugabe ville styre en ny kurs for sit folk. Da det hvide Rhodesia kapitulerede og gik ind på en forfatningsaftale, der overførte politisk magt til den sorte majoritet, begyndte en ny æra. Eller gjorde der? De omdøbte landet til Zimbabwe, og hovedstaden blev Harare. Men ville den efterkoloniale fase i Storbritanniens tidligere besiddelse føre til ny velstand for folket, der havde været frataget deres jord? Uafhængigheden blev bekræftet med underskrifter i 1979 ved en konference i London ‘Lancaster Hus Aftalen’. Den satte betingelserne for de rettigheder, der skulle respekteres af de politiske partier. Vesten var tilfreds med aftalen, og Mugabe blev valgt til den første premierminister. Der havde været én større forhindring for aftalen:

Uenigheden om en jordreform. Men Mugabe blev presset til at skrive under. Storbritanniens og USAs regeringer tilbød at købe jord fra de hvide jordbrugere, så den kunne gives til jordløse bønder. På den tid udgjorde de hvide 1% af befolkningen, og de ejede 70% af den mest frugtbare jord. Første fase af omfordelingen i 1980erne blev til dels finansieret af Storbritannien. Omkring 70.000 mennesker kunne slå sig ned på 20.000 kvadratkilometer jord. Begivenhederne fik i 1994 FNs stempel som godkendelse af, hvad man kaldte ”et imponerende vidnesbyrd om social integration”. I sin rapport om menneskelig udvikling (Human Development Report) erklærede FN: Da uafhængigheden var opnået, forsikrede regeringen igen de hvide om, at deres ejendom ville blive respekteret. Men samtidigt samlede den offentlige investeringer til basale offentlige tjenester - der ledte resurser til det fattige sorte samfund.124

Hvad kunne gå galt? Ved forfatningskonferencen havde Mugabe og hans ‘terrorister’ underskrevet en traktat, der godkendte, at deres borgerkrig skulle afsluttes uden at ekspropriere hvide landbrugsbedrifter. Yderligere levede han op til projektet med et løfte om at ville sætte hvide ind på strategiske regeringsposter, så som minister for landbrug og minister for handel og industri. Disse skridt forsikrede det hvide samfund, at det var velkomment til at blive, hvis det var villigt til at arbejde inden for de nye demokratiske rammer. 125

Der var imidlertid et mindre problem ved dette arrangement. FN bemærkede, at garantierne givet til de hvide ”også gjorde en betydelig del af uligheden varig. De ejer fortsat næsten halvdelen af landets jord og næsten al investeret kapital i minedrift og industri”. FN fortsatte: ”Selvom der ikke har været nogen direkte omfordeling af jord eller andre resurser, har regeringen givet forret i sociale udgifter til lokalområder, der er hjemsted for de fleste i det sorte samfund”. 126 De sorte ledere efterlevede aftalen med de hvide, men arbejdsløsheden steg. Private investeringer faldt i forhold til bruttonationalproduktet. En krise voksede frem, og internationale finanseksperter måtte konsulteres. I 1991 accepterede Zimbabwe Den Internationale Monetære Fonds (IMFs) program for strukturregulering, der var et klassisk eksempel på, hvordan Washington Overenskomsten fungerer. Det gjorde livet for de fattige værre. • Regeringen måtte genindføre skoleafgifter. Forudsigeligt blev børn af fattige familier væk fra skoleundervisning. • Betaling for sundhedsomsorg blev pålagt de fattige. • Børnedødeligheden begyndte at stige. Det var en bitter pris at betale for politisk uafhængighed. Demokrati var indført, men den sorte befolkning opdagede, at meget lidt var blevet forandret på hjemmefronten. Videre rapporterede FN, Zimbabwe har gjort bemærkelsesværdige fremskridt i social integrering. Dets største gevinst ligger i forhøjelsen af niveauet for sorte menneskers personlige 124

UN Development Programme (1994) p. 46 Ibid. 126 Ibid. 125

udvikling uden begrænsende muligheder for den hvide befolkning - derved afværges sociale spændinger.127

Men forhåbningerne hos den oprindelige befolkning var ikke blevet opfyldt. Mugabe prøvede det på den britiske måde og derefter på IMFs måde, og begge mislykkedes. 128 Hvad skulle han så gøre som svar på folkets længsel efter bedre uddannelse og sundhed for alle Zimbabwes børn? Ingen tilbød ham en konstruktiv model til en forandring, der på langt sigt kunne give mening for både sorte og hvide. En mand fra inderkredsen vidste, hvordan det kunne gøres, den tidligere cheføkonom ved Verdensbanken, Joseph Stiglitz. Han forstod, hvorfor anbefalingerne, der i disse situationer kom fra Washington, ikke foreslog en jordreform, og skrev: ”Beskatning med dens ødelæggende virkninger er på dagsordenen: Jordreform er udelukket . . . jordreform repræsenterer en grundlæggende ændring i samfundets struktur, én som eliten, der bemander finansministerierne og blander sig med de internationale finansinstitutioner, ikke rigtigt synes om”.129 Mugabe, der som et dyr var trængt op i en krog, slog fra sig. Kerneproblemet var jorden, der havde givet anledning til, at Zimbabwe var blevet kaldt en af Afrikas spisekamre. Zanu-PF regeringen besluttede, at det var nødvendigt at ekspropriere jord fra de hvide ejere. Derpå begyndte et jordgrabseri, der ikke havde noget at gøre hverken med økonomisk effektivitet eller med retfærdighed. Nogle af de mest frugtbare bedrifter blev overtaget af Mugabes tilhængere, der holdt dem ude af brug, og befolkningen begyndte at sulte. Mugabe forvandlede sig til en tyran. Nu, efter at de hvide var flygtet fra landet, vendte han sig imod sit eget folk. Han begyndte en af de mest skændige epoker i nykolonialismens historie. Mennesker, der levede i slum i Harare blev udsat for terror, hvorefter politiet rev deres skure ned og drev dem ud af byen. Deres præsident kaldte det Operation ‘Smid Skidtet ud’. Slumkvartererne blev tømt under den samme opmærksomhed, som når folk tømmer deres skraldespand. I 2007 var hundreder af tusinde mennesker ramt af en humanitær krise. Mugabe havde proklameret, at regeringen ville bygge boliger til slumboerne, men genhusningsprogrammet skaffede kun bolig til 3.300 familier ud af en uddrevet befolkning på mellem 700.000 og 1 million mennesker.130 Over en fjerdedel af landets befolkning flygtede fra Zimbabwe - omkring 3,4 millioner. De, som blev, kæmpede med at vriste fødevarer ud af den forsømte jord. Omkring 80% af arbejdsduelige var uden arbejde, og den forventede levetid faldt til det laveste i verden. Kunne det være gået anderledes? Da tiden kom for ”grundlæggende økonomiske forandringer”, som FN sagde, kunne regeringen så have bestemt sig for en skattestyret reform? Hvad hvis regeringen, i stedet for at tage jorden fra folk, havde nøjedes med at forlange af dyrkerne, at de - sorte som hvide - skulle betale jordens lejeværdi (den markedsbestemte leje; o.b.) til den offentlige kasse? Og hvad hvis den havde modregnet denne nye indtægtskilde ved en tilsvarende nedsættelse af skatter på løn udbetalt til sorte som hvide, og nedsættelse af skat på profit af kapitalinvesteringer? Mon ikke det 127

Ibid. Det klarede imidlertid ikke helt frisag for Zimbabwes regering. Meget af jorden, der var blevet købt af de hvide gik til venner i Zanu-PF, regeringspartiet, og store dele af disse arealer blev slet ikke brugt produktivt. 129 Stiglitz (2002) pp. 80-81 130 Russell (2007) 128

ville have fået folk til at dyrke flere fødevarer? Til at investere mere kapital på arealerne? Til at tiltrække udenlandske investorer, der vidste, at når de øgede nationens indkomst, kunne de nyde skattefrie overskud? Nogle hvide dyrkere ville nok have indvendt, at opkrævningen af jord/resurserenter var en konfiskation, men de ville stadigvæk have ejendomsretten til jorden. Og det, de skulle betale, ville ikke være mere end markedsværdien af de offentlige goder, som dyrkerne kunne udnytte i deres egenskab af jordejere. Med andre ord, de ville blive bedt om at betale for fordelene, de modtog - ligesom de frivilligt gjorde, når de købte en høstmaskine hos en fabrikant eller kunstgødning hos et kemikaliefirma. Princippet svarer nøje til, at man køber de tjenester, det offentlige leverer, bruger offentlige veje, nyder fordele ved den offentlige administration og af politiets beskyttelse af ejendom. Dette system ville have været langt bedre end den tragedie, der ramte Zimbabwe, fordi der ikke var et bæredygtigt reformprogram, der kunne levere fremgang for alle. Efter at landet var blevet uafhængigt, var den ekstra jord/resurserente, der derved blev skabt, vigtig, og den var til rådighed for investering i Zimbabwes fremtid (se rammen). Men ingen fortalte Robert Mugabe at der her var en gennemførlig mulighed. Han blev holdt i mørke af IMF og Verdensbanken, som var fuldt ud bekendt med denne type ‘strukturreform’. Når de ikke anbefalede den, var det fordi den ville bevare jord/resurserenten inden for Zimbabwe til gavn for hele landets befolkning, sorte som hvide. Prisen for deres tavshed var, at alle tabte - sorte som hvide. Størrelsen af dette tab ses af eksportens sammenbrud. Lige før jordgrabseriet begyndte, tjente landbrugerne 800 millioner US$, 52% af Zimbabwes eksportindtægt. I 2007 var indtjeningen sunket til 4 millioner US$. Tilegnelse af fredsdividenden I svære tider bliver nedgangen i økonomisk produktivitet straks registreret på ejendomsmarkedet. Jordværdierne falder. Når der er ro, stiger de. Da Wilf Mbanga købte sit hjem i Harare i 1980, betalte han, hvad der svarer til 23.000 £ sterling. Som grundlægger af The Daily News beskrev han den post-koloniale udviklingshistorie. Det bragte ham i konflikt med Mugaberegeringen. Da hans avis blev lukket i 2003, gik han i eksil i Storbritannien. I Hythe, England, på Kents kyst, hvor han udgav The Zimbabwean, fik han i 2007 meddelelse fra sit forsikringsselskab om, at hans ejendom hjemme i Zimbabwe ville have været 500.000 £ værd. Men på markedet havde mugabeeffekten nedsat værdien til 300.000 £. Lonrho, der er kendt som et af Afrikas minekonglomerater, vidste, at fredsdividenden som følge af Mugaberegeringens afgang ville blive betydelig. Det oprettede en 100 millioner £ fond til investering i Zimbabwes forretningsejendomme og infrastruktur. Købere ville få fordel af at købe fast ejendom, mens den var billig. Men det ville ændre sig. ”Når økonomien begynder at vokse betydeligt, bliver hoteller et af de første og mest interessante områder. Der er nogle rigeligt undervurderede ejendomme i Zimbabwe for tiden,” ifølge David Lenigas, forretningsudvalgsformand for Lonrho.* * Pfeiffer (2007))

Fordi dødsraten for sultne børn steg, begyndte regeringens ministre at gøre indrømmelser. Landbrugsminister Rugare Gumbo lagde skylden for fødevaremangel på de sorte landbrugere, der havde overtaget tidligere hvide landbrugeres jord. Han pegede på tyveri af varelagre og

overrislingsudstyr og de nye landbrugeres ødelæggelser af infrastrukturen, så vel som underudnyttelsen af jorden. Trods denne redegørelse pressede Mugabe imidlertid på med bortvisning af hvide landbrugere, inden fristen for deres fjernelse udløb oktober 2007.131 Zimbabwe, der kunne have hjulpet med fødevarer til det sultende Afrika, blev afhængigt af privat velfærd - inklusive de 500 millioner US$ årligt, der strømmede ind i landet fra Zimbabweborgere i eksil i Sydafrika. Dette ene lands tragedie gav imidlertid et billede af hele kontinentets lidelser. Som udtryk for, hvad Afrika som helhed tabte, henvises til, at en tidligere økonomisk rådgiver på Jersey oplyste, at det i 1990 blev skønnet, at ejerne af 40% af kontinentets rigdomme levede uden for kontinentet, og at der i dag for hver dollar i hjælp, der går ind i Afrika, flyder mindst fem dollars ud ‘under bordet’ til skattely som de britiske kanaløer.132 De fleste af sådanne fritsvævende penge er fra kontinentets naturresurser. I 2007 begyndte der at cirkulere rapporter om, at Sydafrika, der fungerede som mellemmand mellem Mugabe og oppositionen, ville foreslå reformer af forfatningen. Havde landet, der havde haft held til at afskaffe apartheid, det middel, der kunne hjælpe de jordløse? Vi har set, at der er grund til at tvivle på Pretorias kvalifikationer som rådgiver for sine naboer. Men vi vender tilbage til dette i kapitel 9, hvor vi foreslår, at Sydafrika kan blive pioner for fremskridt og velstand.

Nigeria: Olie til bedrageriets hjul Et bevis på mekanismen, der gør snyd og bedrageri til noget acceptabelt i samfundet, har vi under fødderne. Alle nødvendige oplysninger findes på fortovene i vore byer. Hvordan det fungerer, ser vi eksempler på i dagligdagen. Her giver vi et eksempel. Vores beretning begynder i Nevskij Prospekt, der for St. Petersborg er som ’Fifth Avenue’ for New York. Hertil kom - ud af sovjetkommunismens aske - virksomme mennesker, der var parate til at bruge den plads, de kunne finde. De kunne ikke vente på, at Rusland skulle udvikle et kommercielt ejendomsmarked til betjening af detailhandelen. Boder blev slået op på fortovet. De handlende kom fra Azerbadjan og Tajikistan for at sælge til publikum, der hungrede efter deres varer. Fra eksotiske regioner i øst strømmede ånden af det frie marked ind og satte gang i handelen uden for Moskvas metrostationer og ved portene til det muromkransede Novgorod. Kommunale råd, også St.Petersborgs, udstedte licenser til boderne, og krævede nogle rubler for brugen af pladsen. Så kom mafiaens folk. De ønskede at få ”beskyttelsespenge” af de handlende. Det kunne måske undre nogen, hvordan de handlende havde råd til at betale. Svaret lå i bodernes beliggenhed. Handlende, der stod tættest på Metroens stationsindgange, havde den største omsætning. De betalte pladsafgiften til kommunerådet, men betalte meget højere summer til mafiaen. For boder, der stod længere henne ad gaden, hvor færre mennesker gik på fortovet, betaltes mindre for ”beskyttelsen”. Ingen underviste mafiaen eller de stadehandlende i Ricardos teori om jord/resurserenten.133 Men her virkede markedet: Jo bedre beliggenhed, des højere var 131

Mc Greal (2007a) Christensen (2007) 133 Harrison (2006a) 132

jord/resurserenten, som de handlende var villige til at betale. De kunne betale, og det gjorde de. Problemet var, at pengene gik til illegale afpressere, der tog, hvad de kunne. Læren af dette er: Hvis det offentlige ikke opkræver den fulde markedsleje for fordele, der opstår på et offentligt sted, vil stedets overskydende værdi ikke forsvinde: den bliver privatiseret. I dette tilfælde var det banditter, der fandt, at der på fortovet af Nevskij Prospekt var en hel del penge at samle op og putte i lommen. De handlende affandt sig med den nemmeste løsning: For dem var det lige meget, hvem der opkrævede jord/resurserenten, så længe de havde frihed til at gøre deres forretninger og kunne have deres løn og profit ud af at sælge varelageret. Det samme er virkeligheden på fortovene i Indiens byer. Indvandrere fra landdistrikterne tager sig et par kvadratmeter og rejser en primitiv hytte, som de kalder deres hjem. De vælger en beliggenhed tæt ved, hvor de kan finde arbejde. Fodgængere forvises til kørebanen. Slumboere kan betale og betaler jord/resurserenten for disse beliggenheder. Men da jord/resurserenten ikke bliver opkrævet af den lokale regering, fylder lokale voldsmænd - dadas - lommerne til gengæld for ”beskyttelse”. Her er det markedsøkonomien, der gælder. Konkurrencen afbalancerer det, som de arbejdende og kapitalinvestorer kan beholde. Fordi løn og profit tjenes privat, vil modtagerne af løn og profit sikre sig, at de får, hvad de skal have. Men jord/resurserenten er samfundsejendom. Hvis den, der har fået til opgave at varetage fællesskabets interesser, undlader at opkræve provenuet, har andre ingen skrupler over at tage, hvad der ikke er deres. At den form for bedrageri er blevet en institutionaliseret proces skyldes udelukkende regeringssvigt. I Afrika er tabene herved enorme. Nigeria leverer beviser på, at kontinentets fattigdom ikke kan skyldes, at det er naturen der er ond. Over 90% af Nigerias befolkning lever på mindre end 2 $ pr. dag, mens borgerkrige finansieres af de rige olie-resurserenter, som regeringen kunne og burde have opkrævet og brugt til gavn for borgerne. Korruption gennemtrænger både enkelte borgeres handlinger, selskabers strategier, og regeringens politik, og omfatter alt fra terroristangreb på grund af utilfredshed til bestikkelse, der indbetales på schweiziske bankkonti, samt valgsvindel; og det allermeste af det kan føres tilbage til svigt i samfundspolitikken vedrørende resurserenter. Folk, der agiterer imod oliefinansieret korruption, gør gældende, at gennemsigtighed i alle handler, hvori resurserenter indgår, vil formindske korruptionens omfang. Derfor var det, at Tony Blair, da han var Storbritanniens premierminister, igangsatte et ”Udvindingsindustriernes Gennemsigtighedsreform” (EITI). Men problemet er, at fristelserne betaler sig, når udgifterne til korruptionen dækkes af jord/resurserenter. Selv selskaber, der helst ikke vil betale bestikkelser, kan føle sig tvunget til at gøre det som betaling for at få adgang til det pågældende land. Konkurrencen mellem selskaber er således ikke længere baseret på, hvordan de udmærker sig, men på evnen for et selskab til at betale en højere erkendtlighed til velplacerede offentlige embedsmænd, end selskabets konkurrenter kan: Det er en situation, som naturligvis favoriserer de mere skrupelløse selskaber.134

134

Global Witness (2007) p.9

Summerne er enorme. I en sag i 2007 blev et USA-konglomerat, et datterselskab af Halliburton, undersøgt. Det blev hævdet, at selskabet betalte 170 millioner dollars i bestikkelse for en naturgaskontrakt i Nigeria. Den slags korruption spreder sig. En grundig afsløring af, hvor betalte resurserenter går hen, vil helt sikkert kunne forbedre markedsøkonomiens resultater; men det vil ikke være tilstrækkeligt til at gøre ende på korrupt adfærd (se rammen nedenfor). Den eneste måde at afskaffe korruption på - både i udtrykkets juridiske og ikke-juridiske betydning - er at trække resurserenterne ind i det offentliges kasse, så de kan blive brugt til gavn for alle samfundets borgere. Vil Afrika blive i stand til at holde privatisering af jord/resurserenter væk fra den politiske elites interesser, der nu udbytter kontinentets naturlige resurser? God regeringspraksis: En fyrstelig pris Et eksempel på, hvordan regeringer indgår aftaler, som er åbenbart gennemskuelige, men omfatter tvivlsomme betalinger, er den 1 milliard £, Storbritannien gik ind på at betale i forbindelse med en våbenkontrakt. Regeringen i Saudi Arabien betalte 43 milliarder £ ud af landets olie-resurserenter til et britisk firma, BAE, som derefter betalte 30 millioner £ i kvartalet i 10 år til en saudiprins. Var det en korrupt handel? Nej, sagde prinsen, som ærligt gjorde rede for, at betalingerne til bankkontoen, som han selv kontrollerede i New York, var godkendt af både den britiske og den saudiske regering. Men sagens fakta kunne ikke bekræftes af en britisk domstol, fordi det britiske Kontor for Alvorlig Svindel havde sluttet sin efterforskning; og det var efter forlydende sket under pres fra premierminister Tony Blair og justitsministeren med den begrundelse, at en undersøgelse ville sætte Storbritanniens nationale sikkerhed på spil.* *Leigh og Evans (2007)

Der findes eksempler på god regeringspraksis, som kan vise vej for regeringer, der ønsker at tjene det almene vel. En sådan praksis findes i Alaska, hvor olie-resurserenter indsamles og bruges til sikring af alle statsborgeres vel i fremtiden. Desuden betales til hver eneste valgbar statsborger et årligt beløb på op til 2.000 $. 135 Sachs’ dogme om resurseforbandelsen er noget sludder. Naturens resurser plager ingen. Snarere er det dårlig forvaltning af offentlige midler, der er en plage for medborgerne.

135

Alaska Permanent Fund Corporation < www.apfc.org/alaska/dividend/dividendPrgrm.cfm >

Del 3

OverflodsĂ¸konomien

Kapitel 7

Lederskab og FN ”En høj politisk pris” Når nationaløkonomien bruges videnskabeligt, bliver det tydeligt, hvordan samfundspolitik kan maksimere menneskenes velfærd. Resultatet bliver det bedst mulige, når regeringen henter sin indkomst fra det ufortjente afkast af jord og andre naturresurser. Hvordan kan det mon så være, at samfundsvidenskabsfolk holder sig tilbage fra at anbefale dette effektive værktøj som midlet, der kan afskaffe fattigdommen? Lad os antage, at de kun stræber efter at være praktiske. Så kunne det føre til den anbefaling, der blev givet i en undersøgelse lavet af Verdensbankens ‘Afdeling for Infrastruktur og Byudvikling’. Rapporten blev skrevet for banken og nogle agenturer under FN af William Dillinger. Han forklarer allerede i begyndelsen, hvorfor hans analyse ikke vil anbefale den optimale politik: ”Trods alle dens økonomiske fordele indebærer ejendomsskatten en høj politisk pris”. 136 Verdensbankens analytiker gentager - som var det et mantra - at ejendomsskat vil medføre politiske omkostninger. Politikken er altså for god - for ærlig så at sige - til, at man kan håndtere den. Dens egnethed til at levere et resultat, der er økonomisk effektivt og demokratisk (det vil sige gennemsigtigt - og uden tvang), fremføres imod den som en belastning. Fra et politisk synspunkt anses ejendomsskattens effektivitet, der konfronterer skatteyderne med samfundets udgifter til offentlige ydelser, ikke som en fordel. Centralregeringer - der udøver vetoret over ejendomsskattepolitik og hyppigt er ansvarlige for deres administration - holder sig tilbage fra at lade skatten blive udnyttet effektivt.137

Altså, værktøjet, der uden modstand fra nogen og uden mindste besvær kunne opfylde mange af borgernes ønsker, er omhyggeligt kørt ud på et sidespor. Det er rigtigt, at folk reagerer med større lidenskab imod ændringer i deres ejendomsskat, end mod ændringer i andre former for opkrævninger. Det forklarer, hvorfor britiske regeringer, for eksempel, vedholdende har undgået reformer, der ville gøre en ejendomsskat mere effektiv. Denne frygtsomhed afslører, at politikere ikke er villige til at gøre befolkningen bekendt med alle fakta.

136 137

Dillinger (1991) Id. p. 4

Sandheden fravalgt Reformer, som Den Internationale Monetære Fond anbefaler, er pakket ind i et overtalende sprog, der skal overbevise de nykoloniserede lande om, at IMF-medicinen er baseret på fornuft. For eksempel bliver regeringer gentagne gange fortalt, at de bør ”sælge ud af/ ombytte/ træffe valg imellem” investeringsprojekter med højt afkast (som infrastruktur) og udgifter til sundhed og undervisning. Et godt eksempel er IMFs Offentlig investerings- og skattepolitik - lektioner fra ‘Pilot Country Studies (2005)’.* For at undgå forøgelse af gældsbyrden, bliver det forklaret for de nykoloniserede landes beslutningstagere, at de står over for udgiftsstramninger og må træffe det svære valg imellem vejbygning og social velfærd. Støttet af et imponerende forskningsresultat fremlægger IMF en dagsorden, der anbefaler de muligheder som fonden selv foretrækker. Den ”indebærer en vurdering af spìllerummet for at rejse både private og offentlige resurser til infrastrukturudgifter inden for makroøkonomisk sunde og finansielt bæredygtige rammer” (paragraf 16). Derpå følger anbefalingen af, at offentlige investeringer finansieres enten ved gældssætning eller ved salg af offentlige aktiver (paragraf 17, tabel 7). Afkodet udtrykker dette sprog Orwell’sk dobbelt-tænkning. • De skatter, som IMF foretrækker, er ikke-bæredygtige. De nedbryder virksomhederne indefra ved at pålægge den private sektor unødvendige byrder og dermed unødvendige tab - som følgelig fremmer behovet for statsindgreb, som IMF helst vil undgå. • Salg af statsaktiver vil, hvis disse er jord og naturresurser, for altid skille staten af med provenuer fra kilder, der kunne optimere leveringen af offentlige goder og maksimere privatvirksomhedernes overskudsevne. Intetsteds i IMFs oversigt anbefaler man den bedst mulige strategi, der kan maksimere økonomisk vækst. * www.imf.org/external/np/pp/eng/2005/040105a.pdf

Ejendomsskatten beder om betaling for værdien af de fordele, det offentlige stiller til rådighed for den, der er ejer eller bruger af et jordareal. Det er det princip, vi accepterer uden højlydte protester, når vi køber forbrugsgoder. Dér finder folk det helt i orden, at de skal betale for det, de får. Men når skatter, der er skjult i forbrugerpriserne, ændres, er protesterne almindeligvis ikke højrøstede; og det er dét, der frister politikerne til at undgå ejendomsskatter og foretrække hundred-og-sytten andre måder at klemme folks private indkomster ud af dem på. Resultatet er nedsat brug af ejendomsskat (hvorved effektivitet går til spilde) og tilflugt til indirekte skatter (hvorved man tilsidesætter demokratiske idealer som gennemsigtighed og personlig ansvarlighed). Det materielle tab er enormt. Storbritannien alene mistede, hvad der svarer til et års bruttonationalprodukt under Tony Blairs 10-årige regeringsledelse.138 Men tabene er større i den nykoloniserede verden, hvor mennesker dør hver dag, fordi deres ledere er skræmte af doktrinen om ”en høj politisk pris”, og derfor bruger dårlige metoder til opkrævning af deres provenu. Der kommer en dag, da 138

Harrison (2006a) p. 208

prisen for ikke at gøre det rigtige bliver for høj. Det sker, når folk forlanger en styrkelse af moralen, af sammenhængskraften og af den sociale struktur, som deres samfund består af. Filosofien om ejendomsrettigheder og offentlige finanser, og administrationen af politikken på disse områder er kommet i uorden. Det skyldes mere ideologiske fordomme end mangel på fornuft (et eksempel blev givet i rammen på forrige side. Der må en oplyst offentlig debat til, før regeringer vil samle mod nok til at gå ombord i politikker, der leverer midlerne, der kan løse problemerne. Starten på oplysningsdebatten må fokusere på det mest ærværdige af alle dokumenter: FNs Universelle Menneskerettighedserklæring.

FNs Universelle Menneskerettighedserklæring Rundt om i verden deltager folk i kampagner for menneskerettigheder som aldrig før. Mærkeligt nok får deres fødselsret til jord sjældent nogen opmærksomhed. Kollektivt har vi glemt filosofien om at dele naturens resurser, en urgammel ret, der blev erkendt af John Locke (engelsk filosof; o.b.), da han i 1690 skrev To afhandlinger om at regere. Det er en af de ekstremt store ironier, at Locke hjalp med at lægge fundamentet til den moderne magtstruktur, der udelukker flertallet fra deres ret til jord. Traditionen, som han hjalp med at lovfæste, har skamferet de forskellige dokumenter om menneskerettigheder i det 20. århundrede, heriblandt FNs forsøg med en erklæring om folks ret til at blive behandlet som ligeværdige. I sin opregning af reglerne for regering (han kaldte den en ’social kontrakt’) forklarede Locke, at alle havde naturlig ret til ”liv, frihed og ejendom”. 139 Han brugte et gammelengelsk juridisk udtryk for jordejendom: estate. Der var ingen flertydighed i Lockes forklaring om de naturlige rettigheder: Vi havde alle ret til jord, uden hvilken der ikke kunne være liv. Men han indrømmede, at i et kommercielt samfund kunne folk have mere jord, end de behøvede for tilfredsstillelsen af deres umiddelbare behov, så længe de lod tilstrækkeligt med jord være til rådighed for andres brug. Men den bestemmelse - at alle var berettiget til adgang til jord - blev ikke indføjet i hans udkast til grundlov for nybyggere i Carolina, USA. I stedet for kom hans forslag til at styrke jordmonopolet for de engelske aristokrater, der gik i gang med det frækkeste jordgrabseri, der er set i historien. Godkendt af den engelske statsmagt gjorde aristokraterne fra ‘den gamle verden’ krav på jorden i ’den nye verden’ og beseglede de oprindelige folks skæbne. De ejendomsrettigheder, som Lockes efterfølgere definerede, behandles i dag som hellige. Men de er omsvøbt med forklaringer, der giver en mærkelig uklarhed, som om noget skal skjules, og FNs Universal Declaration of Human Rights (Se http://www.un.org/Overview/rights.html ; o.b.) er et førsteklasses eksempel herpå. Erklæringen fastslår retten til privat ejendom på en måde, der 1) godkender, at folk fratages deres menneskerettigheder, og 2) legitimerer, at man inddrager ejendom, der tilhører andre. Den moderne erklæring om menneskerettigheder har fraskrevet sig sin oprindelse i naturlig ret. Den er nærmest blevet en beskrivelse af en grundfæstet særinteresse. På samme måde som for eksempel USAs forfatning beskytter den version af ejendomsrettigheder, som arvingerne af det engelske aristokrati foretrak, 140 en historisk 139 140

Locke (1690) kapitel 5 Jensen (1970)

realitet tilsløret af et velklingende krav om, at alle borgere skal behandles som ligeberettigede. FN vedtog den Universelle Menneskerettighedserklæring i 1948. Den bruges nu som målestok for, hvordan vi bedømmer enkeltpersoners og selvstændige nationers adfærd. Den foregiver at definere rettighederne for alle mennesker på jorden. Desværre tillader hævdelsen af disse rettigheder institutionaliseret mishandling af folk i alle lande i verden. •

Deklarationen specificerer ikke forudsætningerne for frihed. Så selv om alle mennesker rettede sig efter deklarationens regler, kunne ingen sikre deres egen menneskelige tilværelse, for intet i deklarationen beskytter den enkeltes ret til livet.141 • Deklarationen specificerer ikke betingelserne for et sundt samfund. Staten er pålagt forpligtelser, men kan ikke opfylde dem uden at forgribe sig på folks frihed, der jo omfatter deres ret til at beholde, hvad de skaber ved deres eget arbejde. Disse fejl gør deklarationen utilstrækkelig til at garantere universelle rettigheder, som de findes i naturlig ret. Problemerne begynder med præambelen, hvori FN taler om ”umistelige rettigheder”. Urtidsmennesker handlede, som om de anerkendte ligeret for alle til at tage for sig af naturens resurser. Denne biologisk baserede ”ret” fik formel anerkendelse, efterhånden som mennesker udviklede egenskaber til at give bevidste udtryk for enighed med andre mennesker. Og dog har FN-dokumentet ingen henvisning til folks lige adgangs- og brugsret til jord eller andre af naturens resurser. FN noterer sin skuffelse over barbariske handlinger, der skyldes foragt for andre. Men sådanne ugerninger blev næppe inspireret af et ønske om at tage ”beskæftigelse”, ”bolig” eller ”lægehjælp” fra folk; i de mest alvorlige tilfælde af massiv indgriben i andres rettigheder har aggressorerne søgt at tilegne sig de landområder, hvorpå folk boede. Og alligevel har deklarationen ingen forskrift om genoprettelse af ethvert menneskes lige adgangs- og brugsret til jord. Uden en sikkerhed for jord er det meningsløst at fastslå (artikel 1), at mennesker ”er født frie og lige i værdighed og rettigheder”. I artikel 2 forsikres vi, at ”alle er berettiget til alle rettigheder og friheder, der er fremsat i denne deklaration”. Alle garanteres frihed til religion, til ægteskab, og til at have børn, til at arbejde og til at være sammen med andre. Men hvad der ikke er garanteret er en ret til at sætte sig i besiddelse af et areal, som er nødvendigt for, at man kan praktisere en religion, formere sig, bygge hjem og arbejde for familiens livsophold. Artikel 3 tilbyder en variant af det Locke’ske tema. Selv om filosoffen skrev om retten til ”liv, frihed og ejendom”, tilbyder FN i artikel 3 ”personlig sikkerhed” i stedet for ejendom (jordejendom). Men uden garanti for jord, kan ingens liv sikres. Deklarationen fremstiller et råt billede af det enkelte menneske, som om det var adskilt fra naturen og dårligt nok har ståsted i samfundet, der giver en personlighed indhold. Deklarationens katalog over menneskers rettigheder er altså ledsaget af en alt for ofte tom 141

I Storbritannien for eksempel, med dets Velfærdstat og forpligtelse til at efterleve FNs menneskerettighedserklæring, dør hvert år ca. 50.000 mennesker for tidligt på grund af virkningerne af skattesystemet. Denne vurdering gjorde nu afdøde læge Dr. George Miller, der var medlem af Storbritanniens medicinske forskningsråds Senior kliniskvidenskabelige stab, og Professor i epidemiologi ved University of London Queen Mary og Westfield College (se Miller (2003)).

veltalenhed; for eksempel: Hvem kan man vel sagsøge for at få gennemført sin ret til beskæftigelse?142 Deklarationen giver samfundet en knapt tilmålt status. Hvor samfundet omtales, bebyrdes det med ansvar for sikring af borgernes rettigheder, men uden anvisning på, hvorfra det kan hente de dertil nødvendige resurser. I artikel 28, for eksempel, ” Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldt ud kan virkeliggøres”. Men urimeligt er det, at deklarationen er tavs om den ret, samfundet har over for den enkelte borger. Og hvor der omtales en pligt for borgeren over for samfundet (artikel 29), er pligten ikke specificeret. Uden adgang til resurser er det ikke muligt for mennesker i samfundet at opfylde pligter, der kan finansiere fremstillingen af samfundsgoder. Kultur, for eksempel, anerkendes som uundværlig for en personligheds værdighed og udvikling (artikel 22). Alle ”har ret til at deltage i samfundets kulturliv, til at nyde kunstværker og få andel i videnskabelige fremskridt og fordele” (artikel 27 [I]). Altså er vi berettigede til civilisationens fordele. Men civilisationen er afhængig af menneskenes evne til at skabe og tage del i det økonomiske overskud (jord/resurserenten), uden hvilket der ikke ville være nogen kultur, kunstværker eller videnskab. Og alligevel er FNs deklaration også her tavs om retten for samfundet til at opkræve disse jord/resurserenter til finansiering af kulturen. Og den er tavs om pligten for enkeltpersoner til at aflevere jord/resurserenterne til fællesskabet. Derved placeres nationalstaten i en pinlig situation. Den er forpligtet (i artiklerne 21 og 22) til at levere offentlige ydelser til alle, inklusive social sikkerhed, men betingelserne for, hvordan den kan rejse midler til dækning af omkostningerne, specificeres ikke. Der er en rigtig måde og en forkert måde at gøre det på, og den personlige frihed bliver truet, hvis man vælger den forkerte måde. •

Den forkerte måde er, at staten beskatter resultatet af folks arbejde. Det er et overgreb på privat ejendom, der kun er muligt ved udøvelse af tvang. Deklarationen burde foreslå denne metode ulovliggjort, medmindre der i hvert enkelt tilfælde er en undskyldende omstændighed, der kan retfærdiggøre et indgreb i en persons frihed og private ejendom. • Den rigtige måde er, at staten handler som beskytter af offentlige værdier. Jord/resurserenten betales frivilligt af den, der får rådighed over goder leveret af det offentlige. Deklarationen burde stadfæste dette finansielle udtryk for menneskerettigheder og -pligter som den fortrinligste måde at bruge til indkassering af provenu til det offentlige. Udeladelserne i deklarationen skaber en situation, der både filosofisk og retsligt er utålelig. Den enkelte borger er afhængig af et sundt samfund for at kunne udnytte sit personlige potentiale, og FN anerkender den enkelte som et socialt væsen, der har ”ære og omdømme” at beskytte (artikel 12). Men dette understreger jo, at for de enkelte medborgere, der skal udstyre samfundet med midler, der kan håndhæve borgernes personlige rettigheder, er ændringer i Menneskerettighedsdeklarationen særdeles vigtige. Nødvendigheden af at få udfyldt tomrummene i FNs menneskerettighedsdeklaration trænger sig på, for i dag er selvstændige stater ikke i stand til opfylde deres forpligtelser. I 142

Vanskeligheder angående ideen om ”retten til arbejde” nævnt i lovgivning om menneskerettigheder blev gennemgået af Blake (2002) pp. 144-145. Se også Blake (2000).

Storbritannien anses over 25% af husholdningerne for at leve på eksistensminimum (”brød-kø-fattige”).143 Disse husholdninger er afhængige af staten for deres overlevelse, en afhængighed der undergraver deres ret til værdighed, der beror på evnen til at kunne betale for vejen gennem livet. Storbritannien kan ikke, på trods af dets inddrivelse af skatter, opfylde sin forpligtelse til at sætte alle borgere i stand til at leve det liv, som FNdeklarationen foreskriver. Hvis en ærlig politiker i dag skulle foreslå, at hele lejeværdien af en persons jord skulle betales til afholdelse af omkostningerne ved de ydelser, der giver hans jord dens nytteværdi, ville man hyle: Konfiskation! Retssager ville sandsynligvis følge efter med den påstand, at regeringen tog ejerens ejendom. Vi er derfor nødt til at udrede den forvirring, der ligger bag ved begrebet ejendomsrettigheder. • Når kriminelle omfordeler besiddelsen af ejendele, som lovlydige borgere ved arbejde har fortjent retten til at besidde, er de ikke i tvivl om, hvad vi mener om dem. De står til fængsling. • Når nogle tilegner sig værdier, der er skabt af alle i fællesskab, gør ingen noget som helst for at give værdierne tilbage til de retmæssige ejere. De retmæssige ejere er alle dem, der ved deres tilstedeværelse og samarbejdende aktiviteter i samfundet har frembragt de pågældende værdier. Alligevel godkendes tyveriet ved lov. Hvorfor synes man ikke, det er fornuftigt at kaste dem, der stjæler fællesskabets værdier, i fængsel? Fordi FN lovpriser en opfattelse af begrebet ejendom, der gør det respektabelt for private at tilegne sig offentlige værdier. For at kunne ændre dette må vi først forstå, hvordan regeringer får rådighed over de penge, de behøver til løsningen af offentlige opgaver. Men allerførst må vi have afklaret sproget, som fordrejer måden, hvorpå regeringer former deres politikker. Et eksempel er Verdensbankens fyndige erklæring om, at ”i princippet er der ingen ’rigtig’ sats for ejendomsskat”. 144 Det siger os mere om tankegangen hos forfatterne af denne erklæring, end om økonomisk teori, eller om moral eller om processen at fremstille og ombytte formuegoder. Der er jo en rigtig sats, og den er på 100% - det fulde beløb - af strømmen af jord/resurserenterne af by- og landejendomme, af naturens mineraler, og af miljøets evne til at absorbere affaldsstoffer. Jord/resurserenter svarer til værdierne af de goder, der er til rådighed for dem, der bruger arealerne. De er, hvad folk er villige til at betale - og faktisk betaler. Spørgsmålet er derfor kun, hvem får disse renter? Er det dem, der leverer fordelene, eller er det andre? Intellektuelle i den nykoloniserede verden - politikere, akademikere, mediefolk, eller civilsamfundets NGO’ere - har forudsætningerne for at gå ind i en spørgerunde om styringsregler til bestemmelse af, hvad der bedst vil tjene deres samfund. De har intellektuel kapacitet til at tilsidesætte fordomme, vi har overtaget fra den koloniale fortid. De skulle være på vagt mod den anvendte administrationsjargon, der ikke beskytter folks primære rettigheder. Skattepraksis og juridisk sprogbrug skal harmoniseres, hvis landområdernes naturrigdomme skal deles af alle. Fine ord, selv de rette, er ikke nok, som vi erfarer af sagen om Etiopien.

143

Dorling et al (2007). Forfatterne fandt, at velstandsgabet er blevet udvidet igennem de seneste 40 år den bedre del af Velfærdsstatens livsforløb, hvori blev brugt progressiv beskatning. Antallet af husholdninger, som forfatterne kaldte ”brød-kø fattige”, steg i samme periode, værst i 2001 med 27%. 144 Dillinger (1991) paragraf 7 [a]

Bedre end Athens demokrati: Etiopien og de nødvendige skatter Konflikter om naturresurser opstår, når samfundsmagten undlader at gøre dem uinteressante at strides om. Hvis få kan råde over dem, vil mange slås for at få dem. Traditionelt er regeringer blevet kontrolleret af folk med ejendom. Det gjaldt demokratierne, såvel som regeringer styret af en aristokratisk elite, eller af eneherskere. Det var først i det 20. århundrede, at ejendomsbesiddelse (hovedsageligt over jordejendom) ophørte med at være en forudsætning for valgretten. Bestemmelsen, at ’ejendomsbesiddelse’ gav valgret, var blevet bygget ind i politik af folk med ideen om ‘jord for de frie’. Joseph Galloway, en af grundlæggerne af USA - ”the Founding Fathers” - udtrykte det ifølge Merrill Jensen således: ‘Magt kommer af samfundets reale ejendom’, sagde han. ’De græske, makedonske, og romerske stater blev grundlagt på denne forståelse’, og den engelske stat er grundlagt på samme princip, princippet om repræsentation af jordejendom i statens regering.145

Etiopien er den eneste nation i Afrika, der ikke har været koloniseret af en europæisk magt. Landets rødder kan spores tilbage til det 11. århundrede før vor tidsregning, da landets første kongedømme blev grundlagt. Homeriske digte lovpriser et agtværdigt folkeslag, der ofte blev besøgt af guderne. Vi begynder at se på landets historie i 1974. Derg-regimet, sammensat af medlemmer af hæren, havde afsat kejser Haile Selassie og proklameret ‘Etiopisk socialisme’. Al jord blev nationaliseret og stram priskontrol blev indført for agerbrugs- og industriprodukter. Kollektiviseringen af landbruget viste sig at være katastrofal, og Derg’en blev afsat i 1991. Derefter fulgte en konsultationsproces blandt landets 60 millioner mennesker om rettigheder til jord, som de ønskede at få nedfældet i en ny grundlov. De deltog på kebelle (landsby) niveau, og over 90% af weredas (distrikter) udfyldte og retursendte spørgeskemaer, der viste, hvordan folk havde stemt. Grundloven for Etiopiens Federale Demokratiske Republik blev ratificeret 8. december 1994. Om jordeje blev der udtrykt overvældende støtte til det synspunkt, at jord skulle behandles som et samfundsaktiv. Det blev formaliseret i grundlovens artikel 40 (paragraf 3), der siger: Retten til at eje jord på land og i by, såvel som alle andre naturresurser, tilhører ene og alene staten og menneskene i Etiopien. Jord er fællesejendom tilhørende nationerne, nationaliteterne og folkene i Etiopien og skal ikke være genstand for salg eller anden overførsel.

Gail Warden gennemgik de konstitutionelle bestemmelser om forpagtning af jord. Hun konkluderede, at Etiopien skulle modstå pres fra Vesten, der ønskede at landet skulle lovliggøre salg af jord som andre varer. Hun påpegede, at mange ejendomme i New York City er lejet (leasehold), hvilket ikke hindrer økonomisk udvikling, og 145

Jensen (1970) p. 66. Galloway var en konservativ, der ikke ønskede uafhængighed fra Storbritannien. Jensen, pp. 12-13 forklarede, at Galloway ”søgte at stramme båndene mellem kolonierne og moderlandet for derved at konsolidere magten og stødsikre koloni-aristokratiets position”.

bemærkede: ”Etiopien bliver opfordret til at gøre, hvad Vesten siger, og ikke hvad Vesten i virkeligheden gør”.146 Jord var virkelig til rådighed for alle, der behøvede det i Etiopien. Og fordi salg af jord var ulovligt, var bønder, der kunne være fristede til at indkassere deres aktiver og emigrere til byerne, hindret i at gøre det. Men for dem, der valgte at søge bymæssig beskæftigelse og livsstil, sikrede lejeordningen, at boligarealer var til at få til en rimelig leje. Alligevel var den formelle bestemmelse i grundloven ikke fejlfri. For selv om bønder ikke kunne sælge deres jordstykker, kunne de leje dem ud til naboer imod naturalydelser. Betydningen heraf har stor vigtighed. For selv om al jord var i offentligt eje, kunne noget af jord/resurserenten (kontant eller i naturalier) privatiseres. Og hvad jordgrabsere er ude efter, er i virkeligheden ikke selve jorden eller naturresursen, men jord/resurserenten. Den etiopiske grundlov blev gennemgået af senere afdøde Sir Kenneth Jupp, der havde været dommer ved den engelske højesteret i 15 år. Sir Kenneth beundrede bestemmelserne i Etiopiens konstitution, der baserede tildelingen af jord på lejesystemet. Men han frygtede, at man ofrede for lidt opmærksomhed på at sikre, at jord/resurserenten forblev i offentligt eje. Trods garantien for, at jord ville blive stillet til rådighed for dem, der behøvede den, forstod Sir Kenneth, at der var et begrænset udbud i visse lokalområder, hvor folk foretrak at leve og virke. Disse jordstykker var de mest værdifulde, og det var ikke muligt at tildele lige store strimler af den slags jord til alle i Etiopien (eller at sikre denne ret for fremtidige generationer). Derfor var det kolossalt vigtigt, at ligeretten til jord kunne håndhæves via skattesystemet. Regelmæssige vurderinger af jord/resurserenten baseret på markedspriser, vil give regeringen mulighed for at opkræve et provenu, der kan dække udgifterne til ydelser, som alle medborgere kan få del i. Ellers kan man risikere følgende, som Robert D. Keall, New Zealand, skrev i år 2000: Hvis landbrugerne og hyrderne får jord gratis, vil de af dem, der får et ufortjent overskud, snart blive en overklasse til skade for dem, der bruger den ringere marginaljord. Med tiden vil nogle blive i stand til at udleje noget af eller al deres jord og opkræve jordrente af dem, der vil arbejde på den. Denne overmagt bliver så basis for etnisk utilfredshed og regionale konflikter; taberne forstår, at andre på mere frugtbare og mere fordelagtigt beliggende jordstykker opsamler materielle resurser hurtigere, end de selv gør, og at det ikke har noget at gøre med uddannelse, erhvervsaktivitet eller flid og stræben.147

De, der skrev Etiopiens grundlov, forstod, hvordan markedet for jord fungerer økonomisk, og var besluttet på at fjerne jorden som genstand for samfundskonflikter. Men den visdom, der prægede loven om jord, skulle også have været udtrykt i samfundets finanssystem.

146

Warden (2001) p. 82. Nykoloniserede lande får at vide, at friholdte ejendomsrettigheder er særdeles vigtige for at kunne tiltrække udenlandske investorer. Den hollandske tulipanindustri har imidlertid investeret i Etiopien, fordi den behøver solen, og den har ingen problemer med at betale solskinsrenten (jord/resurserente-afgiften; o.b.) til det etiopiske folk. Det Etiopiske Investerings Agentur < www.investethiopia.org > giver oplysninger om lejen (jord/resurserente-afgiften; o.b.), der kan variere alt efter beliggenheden. 147 Jupp (2001) p. 132

Til fuldførelse af den demokratiske revolution i Etiopien bør derfor indføres regelmæssige omvurderinger af jordarealernes markedsværdier. Dataene bør opbevares i registre, der er tilgængelige for alle mod en lille betaling. Det vil ikke bare lette opkrævningen af samfundsværdien. Det vil også være det første skridt mod udviklingen af den offentlige bevidsthed, der skal værne om jord/resurserenten som samfundsindtægt. Det vil modvirke korruption, for når folk kender størrelsen af samfundsværdien, vil de råbe op, hvis de ser noget af den forsvinde til schweiziske bankkonti. En sund forfatning har den vigtige uddannelsesfunktion at sikre oplysning til vælgerne. FN slår til lyd for, at skolebørn skal undervises i den Universelle Menneskerettighedserklæring. Men så længe alle menneskers lige fødselsret til jord ikke indgår i skolernes undervisningspensum, vil FN-forslaget kun støtte jord/resurserente-privatisørernes dagsorden, der skal beskytte og udbrede det velovervejede hukommelsestab, så folk forhindres i at tænke over og forstå deres mest fundamentale naturlige ret (omtalt side 7; o.b.).

Kapitel 8

Nybyggere og jordskatten Nybyggermodel I: Hongkong og offentlige finanser Lord Palmerston udtrykte sig sarkastisk om området, som Storbritannien havde erhvervet som fodfæste på Kinas fastland: ”En bar klippe, knap nok med et hus på her vil aldrig blive et handelscenter”. Det var i 1841, efter at Palmerston med held havde ført opiumskrigen, der sikrede Storbritannien ret til at sælge narkotika til kejserens undersåtter. I dag er Hongkong den frieste, rigeste, og mest dynamiske af alle virksomhedsøkonomier i verden. Den er placeret som nr. 1 i Indeks over Økonomisk Frihed udarbejdet af The Wall Street Journal og The Heritage Foundation, en frihandels-tænketank hjemmehørende i Washington, DC.148 Alt dette selv om jorden ikke er privatejet, og aldrig har været det. Men årsagen til Hongkongs succes behandles af vestlige diplomater, økonomer og politiske kommentatorer, som om den var en skandale eller en statshemmelighed. Men sandheden er jo også, at Hongkongs succes modbeviser kapitalismens højst besungne trossætning, der påstår, at jord skal være privatejet, hvis investering af resurser skal kunne virke effektivt. I 1843 hejste Storbritannien unionsflaget i Hongkong og proklamerede, at her ville al jord forblive kronens. Privatejet jord ville ikke forekomme i denne koloni. I stedet for ville lejemål blive givet for 75 år, den periode der blev anset for nødvendig, hvis lejere skulle opføre bygninger. Andre arealer ville blive tildelt på 21 års lejemål.149 Men grunden til, at dette lejearrangement blev taget i brug, var ikke, at det var den rigtige økonomiske politik. Storbritannien havde af kejseren af Kina fået klippen til leje, et lejemål der ville udløbe 30. juli 1997. Det kunne ikke have juridisk mening at sælge jord til eje, når sådan en ret ikke kunne hævdes efter udløbet af den engelske krones lejeaftale med Kina. Derfor blev Storbritannien - det kommende centrum for den kapitalistiske verdensorden - udlejende ”landlord” for enhver, der ville drive handel på det orientalske marked. Lejemål blev solgt ved offentlige auktioner, eller tildelt af den engelske krone, mod betaling af en årlig ydelse. Efterfølgende blev lejeperioderne ændret, og ændret blev også betingelserne for betaling af ydelsen til Storbritanniens finanshovedkasse. Men princippet var intakt: Den, der ønskede at tjene penge i Hongkong, måtte betale jord/resurserenten til Storbritanniens regering, som derefter brugte provenuet til at finansiere kronkoloniens infrastruktur. 150 Som resultat af 148

Kane, Holmes og O’Grady (2007) Cruden (1986) 150 Phang (2000) kapitel 20 149

dette finansielle arrangement blev virksomhedsejere i stand til at handle uden at skulle bære en skattebyrde. Det gav de værdiskabende producenter et forspring i konkurrencen på det globale marked. Dette kom så tæt på et laboratorieforsøg, som man kan komme en afprøvning af Adam Smiths teori om, at jordrenten er ”i ganske særlig grad velegnet” som skattekilde i et erhvervssamfund. Udviklingen af økonomien viste sig så succesfuld, at den i 2006 producerede et bruttonationalprodukt pr. indbygger (målt i købekraftsparitet) på 30.822 $, der bør sammenlignes med Storbritanniens 30.821 $. Til forskel fra Storbritannien kunne Hongkong ikke trække på reserver af kul og olie til af fyre op under velstandsfremgangen. Råvarer, hjælpestoffer og fødevarer måtte alle importeres. Alligevel havde Hongkong en fordel frem for sin koloniherre: folkekraften var fri for indkomstskat. Kort før kolonien i 1997 skulle gå tilbage til Maos efterfølgere, gav Hongkongs lokalregering boligsubsidier til 3 millioner mennesker. Byens massetransportsystem blev misundt af borgmestre i Vestens byer, dets finansiering kom fra tilvæksten i jord/resurserenten, der skyldtes transportsystemet selv. 151 Her var et klassisk eksempel på den selvfinansiering, der fremmer personlig frihed i en åben økonomi. • Hvordan kan det være, at politikere, der giver råd til regeringer i den nykoloniserede verden, undlader at gøre rede for erfaringerne fra Hongkong? • Hvorfor tilbyder finansielle agenturer udviklingslån på betingelser, der giver resultater modsat dem, der blev opnået ved Hongkongs ‘skatte- og forpagtningspolitik’? Hongkong beviser, at institutionaliserede ordninger - kombineret med frie menneskers erhvervsvirksomhed - bringer fremskridt. Territorier behøver ikke være rigt forsynede med naturresurser. Nøglen er en kombination af ejendomsrettigheder og offentlig finansiering. Så snart man bestemmer, at jord/resurserenten, som folk producerer i fællesskab, skal være provenuet, der finansierer de fælles goder, bliver spillerummet for korruption og dårlig regering væsentligt indskrænket, og folks produktive evner bliver frigjorte. Hongkongs skatte- og forpagtningspolitik kan lægge grunden til materiel overflodsøkonomi.

Nybyggermodel II: Argentina og jordgrabserne I kolonitidens historie blev der gjort forsøg på at optage politikker, der lignede Hongkongs. De mislykkede resultater stiller erfaringer til rådighed for lande, der ønsker at blive fremgangsrige. Argentinas historie er oplysende. Her blev gjort et omhyggeligt forberedt forsøg på at afværge, at private tilegnede sig jorden til skade for fremtidige generationer. I 1824 indførte Bernardino Rivadavia en jordlov for provinsen Buenos Aires. Loven blev udvidet til resten af landet i 1826, da Rivadavia blev Argentinas første præsident. De udvidede jordarealer - pampas’en, på størrelse med Frankrig - ville blive tildelt brugere, der ville betale jord/resurserente til samfundet. Nationen ville beholde overherredømmet over territoriet og offentlige ydelser ville blive 151

Harrison (2006b) pp. 87-94 81

finansieret af jord/resurserenten, som folk var villige til at betale, når de kunne bruge den frugtbare jord til hvedeavl eller græsning for kvæg. Logikken i denne politik blev forklaret til den britiske regering af Dr. Ignacio Núñez, Rivadavias diplomatiske udsending, som sagde, at ”ånden i projektet er, at offentlig ejet jord skal aldrig overlades til nogen på anden måde end til leje . . De nuværende skatter trykker og skader folk og hæmmer [landets] udvikling. . . Jordrenten er den mest pålidelige og uudtømmelige kilde til provenu, og den skal staten kunne regne med”. Núñez gjorde gældende, at opkrævningen af jordrenten ville gøre det muligt at afskaffe alle andre skatter og toldafgifter. 152 Jordrente skulle betales med en årlig sats på 8% af værdien af græsningsjord og 4% af værdien af kultiveret dyrkningsjords. Lejemål blev givet for 20 år, med revision af jordrenten ved udløbet af 10 år efter omvurderinger foretaget af lokale vurderingsråd. Det skulle sikre, at som økonomien voksede, ville lejeværdien blive tilbageført til den offentlige kasse for at blive investeret i den udvidede infrastruktur, som et ekspanderende samfund ville behøve. Det var et inspirerende program, der havde potentiale til at lægge grunden for fremgang for fremtidige bølger af nybyggere til det umådeligt store landområde. Betingelsen for sikring af dette resultat var viljen til at håndhæve jordlovens betingelser. Desværre fandt menneskene, der erhvervede storgodser, ud af, hvordan de kunne undgå deres forpligtelser. Det kunne de, da regionale guvernører (caudillos eller bosser) modsatte sig Rivadavias forsøg på at bestemme. Rivadavia stolede på en stærk central regering, hvormed han kunne gennemføre fremskridtspolitik for hele landområdet. Men caudillo’erne foretrak en feudal samfundsstruktur, der ville placere administrationen af ejendomsrettighederne i deres hænder; og give dem magt til at undergrave jordloven. Med Rivadavias fald fik godsejerne indflydelse til at omgå deres skattemæssige forpligtelser: De manipulerede deres lokaladministrationer til at sørge for undervurdering af jorden. Derved fjernedes provenuet fra den offentlige kasse, mens godsejerne udviklede en livsstil baseret på forbrug af jord/resurserenten med den mindst mulige anstrengelse investeret i effektiv udnyttelse af bedrifterne. Kritikere har blameret jordloven og sagt, at Rivadavia undlod at tage griskheden i den menneskelige natur i betragtning og at tage højde for, at midlertidige indrømmelser kunne blive permanente ordninger. Sådan en kritik er ikke rimelig. I tilfældet Hongkong, som antagelig har sin andel af griske enkeltpersoner, har vi set, at lejemålene blev håndhævet til finansiel fordel for både regeringen og de folk, som handlede i kolonien. Argentina udviklede sig anderledes. Sunde institutioner blev ofret, fordi vælgerflertallet undlod at forsvare deres lovmæssige og moralske ret. De rovgriske fik lov at manipulere loven på en måde, der kunne sende den sociale udvikling ud ad et falsk spor, som ikke var bæredygtigt. I 1914 var Argentina, takket være eksporten af oksekød og hvede til Europa, den femte- eller sjetterigeste nation i verden. Et århundrede senere, i 2006, modtager landet hjælp fra donorlande, der engang købte deres føde dér.

152

Noticias Históricas, Políticas y Estadísticas de las Provincias Unidas del Rio de la Plata, London, 1825, pp. 294-296 citeret i Scornik Gerstein (2000) p. 50.

Et forsøg på at genoplive politikken med ‘jord/resurserenten som samfundsindtægt’ blev gjort i 1970, da en advokat, Fernando Scornik Gerstein, blev udnævnt som rådgiver om jordbeskatning for ministrene for økonomi og landbrug. I 1975 var han formand for ‘Den specielle kommission for Jordbeskatning’ nedsat af ministeren for landbrug. Men så, da han forudså militærkuppet i 1976, rejste Gerstein til Spanien, og ”med den ultrahøjre militærovertagelse forsvandt alle tanker om en skattereform, og specialkomiteen blev opløst”.153 Argentina undlod at lade sit kulturgrundlag sikre med de jord/resurserenter, der kunne produceres af folket, så historien ændrede kurs, så den nu fulgte den typiske skæbne for latinamerikanske kolonier. Engang var Argentina et af de mest velforsynede fødevarelagre i verden, men i 1997 var landet på skammelig vis nødt til at importere billigere australsk oksekød for at kunne holde gang i sine produktionsvirksomheder, der var på fallittens rand. For at få indsigt i fortiden har økonomihistorikere sammenlignet Argentina og Australien på grund af deres ligheder. Skatte- og forpagtningspolitikkerne udviste de største forskelligheder, og blev anset for at være årsagen til de slående forskelle i velstandsfremgangen i de to lande i det 20. århundrede (se tabellen herunder). Argentina og Australien Skiftende lykke: Udvalgte vigtige statistikker (2006) Argentina

Australien

Befolkning (millioner)

38,4

20,1

Landområde (millioner km²)

2,7

7,6

Arbejdsløshed (%)

13,6

5,5

Bruttonationalprodukt ($ pr. indbygger *)

13.298

30.331

Alle skatter (% af bruttonationalproduktet)

14,2

24,1

Officiel udviklingshjælp multilateral (million $)

Ingen

Officiel udviklingshjælp bilateral (million $)

Ingen

* målt i købekraftsparitet Kilde: Kane, Holmes og O’Grady (2007)

Nybyggermodel III: Australien og det offentlige provenue af jord/resurserenter I 1890 var Australien, målt pr. indbygger, den rigeste nation på jorden. Indkomsten pr. indbygger oversteg indkomsten i USA med bemærkelsesværdige 41% (se tabel s.83). 153

Scornik Gerstein (2000) p. 60. Skønt instrueret af Ministeren for Økonomi om at levere en rapport kun om beskatning af jord i landområder, forklarer Scornik Gersteins dokument også fordelene, der er ved beskatning af jord i byområder, når andre skatter samtidigt nedsættes. Denne rapport er genoptrykt i Scornik Gerstein (2007).

Den hysteriske jordspekulation, der gik forud for depressionen i 1890 var vendepunktet i landets nr.1-status. Alvoren i sammenbruddet blev forklaret som ”størrelsen og den spekulative karakter af den forudgående opgangstid og virkningen af en alvorlig tørke”.154 Tørken var naturens spil, som nybyggerne var i stand til at overleve. Den virkelige ‘plage’, der rasede over det australske kontinent gennem det 20. århundrede, var tilbøjeligheden til at misbruge - og spekulere i - jord/resurserenter.

Bruttonationalprodukt pr. indbygger 1820 -1994 (i forhold til USA = 100)

1820 1850 1870 1890 1900 1913 1929 1938 1950 1973 1994

Australien 119 169 155 141 105 104 74 92 75 75 76

United Kingdom 136 130 133 121 113 95 76 98 72 72 73

Argentina 53 63 67 72 63 66 52 48 37

Kilde: Maddison (1995) Appendix D

Sachs-tesen - at overflod af naturresurser er en bremse på vækst - var klart nok forkert i Australiens tilfælde. Her sikrede fordelagtige institutionaliserede ordninger i det 19. århundrede, at ”resurse-rigeligheden blev en velsignelse i stedet for en forbandelse”. Ian McLean, økonomihistoriker ved Universitetet i Adelaide, spurgte i et af sine studier: Hvorfor var Australien så rig? Australien var født rig, og nåede op på en indkomst pr. indbygger højere end noget andet land efter lidt mere end et halvt århundrede med europæiske nybyggere. Desuden er Australien efter næsten to århundreder forblevet (forholdsvis) rig, trods nogle kortvarige tilbageskridt. . . I modsætning til mange vækstøkonomers synspunkt, at det er en forbandelse at være rig på resurser, må rigeligt med naturresurser stå i forgrunden i hvilket som helst overbevisende svar på spørgsmålet, der står på denne artikels titelblad.155

En ung mandlig nybyggerbefolkning - til dels på grund af Storbritanniens politik med at udvise straffefanger - gjorde det muligt at opnå en høj produktivitet ved fremstilling af bomuld og guld. Men der hører mere til beskrivelsen end resurse-rigdommen og den demografiske profil. Ordningerne, der var institutionaliseret i mineindustrien, ”hjalp til at sikre, at resurserne gav bidrag til en bredere økonomisk vækst, end jord/resurserenterne gjorde, når kun en begrænset del af befolkningen samlede dem op”.156 154

McLean (1997) McLean (2005) p. 2. Idet han forkaster Sachs og Warner’s tese (1995) tilføjer McLean, p. 13, at ”man bør være opmærksom på politikker og institutionaliserede systemer, især dem der påvirker adgangen til resurser og fordelingen af jordrenter”. 156 Broadberry og Irwin (2006) p. 12 (p. 262) 155

Men internationale sammenligninger af pr.-indbygger-bruttonationalproduktet slørede den virkelige beskrivelse af levestandarder i slutningen af det 19. århundrede. For australierne havde valgt at nedsætte arbejdstiden for at forbedre deres livskvalitet. Så snart denne fordel blev indregnet, steg den ”fritids-forøgede indkomst” fra 9% til 18% over den, der kunne opnås i United Kingdom i 1913.157 Dette var et af goderne ved den åbne adgang til jord, som i anden halvdel af det 19. århundrede gjorde det muligt for arbejdskraften at øge produktiviteten og kræve vederlag herfor i kontanter og i den livskvalitet, frie mennesker vælger sig.158 Det var anderledes i starten, da nybyggere begyndte en alles kamp mod alle for at rage så meget jord til sig som muligt. I rette tid sikrede den britiske krone imidlertid, at landet blev underopdelt i familiebedrifter gennem jordlove i 1860erne og 1870erne. Det resulterede i en bred fordeling af ejerskab. Forskellen imellem Argentina og Australien træder særlig tydeligt frem her, hvor forskellen i de oprindelige institutionaliserede ordninger sandsynligvis kom til at spille en vigtig rolle for den senere forskel i vækstraten imellem de to økonomier.159

Denne vurdering er ikke tilstrækkelig. Selvom store jordarealer blev uddelt i Argentina, skete det i forbindelse med jord/resurserente-opkrævninger, der var fastsat på markedsbasis. Hvis disse jord/resurserenter var blevet opkrævet, og ensartet omvurderet efterhånden som økonomien voksede, ville ejerne have været nødt til at lade deres besiddelser blive brugt på den bedst mulige måde. De ville have været nødt til at komme op på samme produktivitetsniveau som brugerne af mindre bedrifter. Det ville have presset godsejerne til at ansætte mange flere mennesker og derved konkurrere om arbejdskraften og løfte lønningerne. Hvis ejerne havde undladt at optage denne praksis, ville de ikke kunne opfylde deres pligt til at betale jord/resurserenten. Det ville have tilskyndet dem til at overlade dele af deres arealer til andre. Således ville skattepolitikken, rigtigt administreret, have opnået resultater, som lignede dem i Australien. Det var for at undgå dette sceneri, at provinsernes guvernører gjorde modstand imod Rivadavias politik. Det gav godsejerne frihed til at udnytte jorden dårligt uden at blive økonomisk dårligere stillet af den grund. Omkostningerne blev skubbet over på de store skarer af afhængige arbejdere, mens godsejernes politiske magt over de jordløse øgedes. Jordlejesystemet, der var taget i brug i Australien, fungerede bedre. I 1847 indførte New South Wales regler, der baserede forpagtninger på fastbetingede lejemål. En følge heraf var ”en mere lige fordeling af jordejendomme, der også begrænsede græsningsbrugernes politiske magt. Den modsatte historie om den argentinske jordfordelingspolitik og de argentinske storjordejeres politiske indflydelse, er en sund påmindelse om, hvordan det kunne være gået i Australien”.160 En grund til, at Australien valgte offentlig opkrævning af jord/resurserenter, var ønsket om at nedbryde store samlinger af jordejendomme. En anden grund var, at 157

Huberman (2004) tabel 7. Denne analyse mangler - selvfølgelig - at medregne menneskelige og kulturelle omkostninger for de oprindelige folk, der blev omplaceret eller på anden måde påvirket af nybyggernes ankomst. 159 McLean (2004) p. 19 160 Id. p. 16, note 32 158

nybyggerne ønskede at finansiere infrastrukturen, der skulle støtte landbrugserhvervet og minedriften.161 I 1879 var Queensland den første koloni, der afskaffede den engelske ejendomsskat (opkrævet på den samlede værdi af jord og forbedringer, dvs. bygninger og lignende), og opkrævede kommunale afgifter på kapitalværdien af jord eksklusive forbedringer.162 Økonomer, som fremhæver institutionaliserede systemer som forklaringen på den økonomiske vækst, understreger den rolle, det spillede, at europæiske praksiser blev bevaret. I Australien oplevede nybyggerne imidlertid, at den engelske ejendomsskat hæmmede investeringer i forbedringer. Det var grunden til, at ”de hurtigt afskaffede den til fordel for en sats, der ikke var baseret på den totale ejendoms afkast, men på markeds- eller salgsprisen for den uforbedrede jord, hvilket blev kendt som systemet med afgift på ”den uforbedrede kapitalværdi”.163 Statsregeringerne skiftede over til jordværdibaserede afgifter, begyndende med Victoria (i 1877), Tasmanien (1880), Sydaustralien (1884), New South Wales (1895), og Queensland (1915). I 1911 ikraftsatte den nye federalregering Jordbeskatningsloven, der forblev i kraft indtil 1952, hvor den blev afskaffet. Ved udbruddet af første verdenskrig opkrævede Australiens regeringer en betydelig del af samfundsprovenuet på basis af jord/resurserenten. Men for hvert årti der gik, - selv mens øget fremgang fik jord/resurserenten til at vokse - blev denne skattefilosofi forringet med et katalog af undtagelser, der blev længere år for år og derved reducerede andelen af jord/resurserenten, der blev opsamlet til finansiering af det fælles bedste. En videnskabelig undersøgelse skrevet af Terry Dwyer (se grafen på næste side) rapporterede, at de totale jord- og resurserenter, hvad enten de blev offentligt opkrævet eller ej, var 8,85% af bruttonationalproduktet i 1911. Et århundrede senere i 2005 var de 32% af BNP, men nu blev kun lidt af dem opkrævet retfærdigt og direkte til den offentlige kasse. (Ikke desto mindre blev meget af jord/resurserenten opkrævet indirekte gennem forvridende skatter). Douglas Herps, en senior vurderingsmand og konsulent ved the Commonwealth Grants Commission, skønnede, at størrelsen af Australiens økonomiske rente (= jord/resurserenten; o.b.) var så stor, at den kunne tilvejebringe mindst 50% af al landets nuværende oppustede beskatning”. 164 Til trods for den politiske tilbagegang gennem det 20. århundrede har Australien kunnet fastholde konceptet om jord/resurserenten som samfundsprovenu. Det bidrog til at sikre moderniseringen af økonomien. Landets territorium var tre gange større end Argentinas, men Argentina havde fordel af en stor folkemængde, der kunne have oparbejdet byernes jord/resurserenter til størrelser, der var mindst lige så store som Australiens. 161

New Zealand overgår Australien for så vidt angår jordbeskatningsprincippet, der blev taget i brug i 1841. I 1855 indførte provinsen New Plymouth opkrævning af en sats på ”rimeligt ansat jordværdi uden værdi af forbedringer” (Keall (2000)). 162 Queensland vedtog i 1890 Forslag der erklærer, at Naturloven angår Erhvervelse og Ejerskab af Privat Ejendom, som fremlagt af Sir Samuel Griffith, der senere skulle beklæde landets ledende dommersæde. Forslagets definitioner om jord og jord/resurserente er stadigvæk klare modeller. Forslaget er genoptrykt i appendikset til Jupp (1997). Til vurdering af Henry Georges indflydelse på Australiens finanspolitik, se Forster (2000). 163 Herps (1988) p. 4 164 Quoted in Forster (2000) p. 408

Klassisk opdeling af bruttonationalproduktet - Australien 1911-2005 Privat opkrævet jord/resurserente Samfundsopkrævet jord/resurserente

Skatter

Arbejds- og investeringsindkomst efter skatter

Kilde: Dwyer (2003), Kavanagh (2007)

Var disse jord/resurserenter blevet brugt til at finansiere offentlig service, som alle kunne dele, kunne Argentinas bruttonationalprodukt have været på højde med Australiens (se tabellerne på siderne 83 og 84). Men en lignende bebrejdelse kan fremsættes mod Australien. Australiens bruttonationalprodukt pr. indbygger var 30.331 $ i 2006. Det kunne have været væsentligt højere (og større end det, der blev opnået af USA) uden de periodevise op- og nedgange på ejendomsmarkedet, som periodevist afbryder væksten.165 Vi kan kun forestille os, hvor meget mere fremgangsrigt, velstående og miljøsikkert Australien ville have været i dag, hvis landet havde holdt fast ved politikken med jord/resurserenten som samfundsprovenu. I henhold til Bryan Kavanagh, der har justeret sine tal for mistede investeringer og afbrydelser forvoldt af spekulationer i ejendomsmarkedets realværdier, kunne - bare for årene siden 1972 - Australiens bruttonationalprodukt i 2006 have været 1 trillion AU$ højere, end hvad det i virkeligheden blev. Selv efter forsigtige skøn blev Australiens tab i bruttonationalprodukt på grund af skatter, der skader økonomien, forringet med 35.000 AU$ hvert år for hver mand, kvinde og barn. 166 For at kunne indføre skattereformens dagsorden i det 21. århundrede bliver det nødvendigt med pionerer, der har mod og visioner til at vise vejen fra fattigdom til fremskridt. Vi skal afslutte denne bog med at gøre rede for, hvorfor tre lande, der står over for nyudvikling, vil kunne gå foran med politikker, der kan kick165 166

Harrison (1983) kapitel 18 og (2005) kapitel 13 Kavanagh (2007) p. 21

starte deres samfund på vejen mod en vækst, der sikrer, at alle får deres rimelige andele, og samtidigt åbner udsigten til fred og fremgang kloden rundt.

Kapitel 9

Social-kapitalisme Pioner for fremgang og velstand: Sydafrika? Studier udført af Den Internationale Monetære Fond og Verdensbanken rapporterer, at skattesatser er den væsentligste hæmsko lagt på den private sektor. 167 Økonomiske flaskehalse, der kan tilskrives utilstrækkelig forsyning med infrastruktur (så som transport), er også fremhævet som en hovedhindring for økonomisk vækst. Men når IMF analyserer forholdet mellem offentlige investeringer og skattepolitik, sørger den for at svarene fremhæver, hvad IMF allerede foretrækker, nemlig: privatforsyning af, hvad vi i dag kalder samfundsgoder - med skatteyderne som garanter for den største del af risikoen ved at investere i kapitaltung infrastruktur. Vi har vist, hvordan offentlig finanspolitik og forsyningen af infrastruktur kan forenes i en selvfinansierende ordning, der understøtter både menneskelig værdighed og markedsøkonomien. Hvordan mon det så kan være, at IMF og Verdensbanken handler så ansvarsløst, når det drejer sig om ejendomsbeskatningspolitikken? Et svar findes i det faktum, at IMFs undersøgelse anbefaler private og udenlandske finansieringskilder, og at man accepterer Vestens ejendomsretsbegreb. Og det påkalder sig opmærksomhed, at IMF stadig er tavs om, at der kan rejses fonds fra kilderne, der flyder fra en forbedret infrastruktur. Vi ved godt, at den skattereform, vi foreslår, ved første øjekast kan forurolige ejere af fast ejendom. Netop derfor er det så vigtigt, at vi får en demokratisk debat, der kan sprede folkelig forståelse. Folk, der ønsker selv at bestemme over deres liv - og deres samfunds fremtid - må basere deres beslutning om en forandring på oplysninger, som IMF hidtil ikke har ønsket at komme frem med. •

Kun ved at indføre en velfungerende markedsmekanisme til bestemmelse af betalingerne til den offentlige sektor bliver det muligt at neutralisere monopolmagten, som ellers er hos private ejere af naturens resurser. 167

IMF (2005) pp. 14-16

•

Kun ved at omlægge fordelingen af indkomsterne til fordel for dem, der arbejder på og/eller investerer i fremstilling af kapitalgoder, bliver det muligt at nå de mål FN har fastsat for udviklingen i begyndelsen af det nye årtusinde (MDG). Disse to punkter beskriver modellen for socialkapitalismen. Der er ingen anden vej til at nå resultatet. Hvis disse to vigtige punkter ikke lovfæstes og derved bliver dele af det økonomiske liv, er der ingen udsigt til, at bæredygtig vækst kan opnås, og balancerede samfund udvikles. For et samfund, der opererer uden for disse rammer må nødvendigvis være udbyttende og udtømme såvel menneskelige potentialer som naturens rigdomme, og samtidigt fastholder det fattigdommen i samfundet. Udtrykket ”socialkapitalisme” vil blive afvist af de fleste socialister, der synes, at det er selvmodsigende. Men hvis flere erfaringer fra virkeligheden skulle være nødvendige, hvor findes de så bedre end i Sydafrika? Den afrikanske nationalkongres (ANC) blev valgt på demokratisk vis. Dens ideologi havde rod i socialismen, men da den kom til magten, blev den pragmatisk og foretrak det frie marked. Den kunne være gået i gang med en gennemgribende skattereform, for Sydafrika administrerede allerede en effektiv jordværdibeskatning. Den var en lokalt administreret jordværdiafgift, der var i kraft i kommunale retskredse med henved 70% af nationens jordværdier, og den var et effektivt jord/resurserenteopkrævende skatteværktøj.168 Politisk udrettede ANC og Nelson Mandela en stor bedrift. De samlede sorte og hvide bag en fælles dagsorden om samfundsmæssig fornyelse. Deres grundlovstekst indeholdt fine ord om rettigheder for den enkelte. Men som vi beskrev det i kapitel 6, må doktrinen om ejendomsrettigheder til nationens naturresurser komme praktisk til udtryk i grundliggende rettigheder og pligter vedrørende jorden. Terror (1) Dynger af kastesten i vejsiden nær slumkvarterer var et velkendt syn i Sydafrika i apartheidtiden. De blev genoplivet i landsbyen Boikhutsu, hvor indbyggere i blikskurboliger gjorde oprør og stenede biler i frustration over mangelen på økonomiske fremskridt.* De havde håbet, at de efter apartheid kunne skrotte toiletspande og andre symboler på underklasse. Præsten Moses Moshelane, der var en lokal kommuneleder, sagde: ”Folks forventninger er for store og for hurtige. Og mens vi har travlt i ét besætterområde, dukker et andet op et andet sted.” * Financial Times, 5. juni 2007)

Postapartheid-republikken kunne have opgraderet sin kommunale jordværdibeskatning til en national skattestrategi. Den kunne have virkeliggjort retfærdighed mellem racerne, og sat økonomien på sporet mod ny accelererende vækst, der inkluderede beboerne i blikskur-byerne. I stedet for afskaffede regeringen i 2004 skatten på jord-alene og indførte med Ejendomsskatteloven en skat, der også faldt på kapitalinvesteringer (bygninger, rørsystemer, m.v.; o.b.) på 168

Dunkley (1990)

jorden. Det var den version af ejendomsskat, som Den Internationale Monetære Fond (IMF) foreslog. Den nye lov indførte dermed en straf på folk, der investerede deres penge og virksomhed oven på eller i jorden. I tilfældet Cape Town forærede ændringen ejerne af ubenyttet jord en årlig gave på hen ved 136 millioner Rand.169 Den holdning, fjendtlig imod folk der arbejdede og investerede, var en fundamental politisk fejltagelse. Vi må antage, at følgerne heraf ikke var udtænkt af en regering, der ærligt ønskede at hjælpe lavindkomstborgere. Heldigvis vil det, på grund af landets administrative fortid, være let for Sydafrika at vende tilbage til en grundværdi-alene-afgift. Virkningen af ikke at gøre det vil være forkrøblende. Uden ejendomsrettigheder og offentlige finanser, der kan fremme det fælles bedste/det almene vel, er Sydafrika ikke berettiget til at hævde, at det stræber efter retfærdighed og effektivitet. Og da de to ting er uundværlige, når man vil henvise fattigdommen til historien, kan Sydafrika heller ikke hævde at tale de fattiges sag. I Sydafrika vil de resultater, vi specificerede i kapitel 8, kunne opnås efter en forholdsvis kort overgangstid. Sydafrika kan gå i spidsen for bevægelsen mod økonomisk ligeret i Afrika. Det alternative resultat er blevet forudset af Desmond Tutu, den tidligere ærkebiskop for Cape Town, som advarede imod, at gabet mellem rige og fattige blev udvidet. ”Vi sidder på en krudttønde, når det angår omfordeling af velstanden,” bemærkede Tutu, der var en af de karismatiske ledere af anti-partheid-bevægelsen. De fleste mennesker, der boede i blikskure før afslutningen af de hvides regeringsmagt, lever stadigvæk i blikskure. De fattige har været tålmodige, og Tutu fandt det vanskeligt ”at forklare, hvorfor de ikke siger: Ad helvede til med Tutu, Mandela og alle de andre, og går grassat”. 170 Politikere var klar over, at en krise lurede. Alternativet blev ildevarslende identificeret af Eddie Mohoebi, talsmand for Sydafrikas regerings Ministerium for Landbrug og Jordspørgsmål: Det er klart, at der - idet vi ser bort fra nationalisering af jord - er behov for at indføre et drastisk middel til indgreb i jordmarkedet, så vi kan accelerere omfordelingen.171

Kun gennem en skattereform kan man få de mange vidt forskellige og ofte modstridende interesser samlet om at forene kommercielle nødvendigheder med traditionelle opfattelser af jorden som det kulturelle og åndelige centrum i livet for de mennesker, der lever på den.

Pioner for fremgang og velstand: Indien? Syv år efter at Jeffrey Sachs foreslog, at målet for vækst skulle sættes til 8%, fejrede Indien sit 60. uafhængighedsår. Det var en tid med national festlighed, men premierminister dr. Manmohan Singh måtte alligevel beklage, at antallet af underernærede var ”en national skam”. Gandhis drøm om et frit Indien, erklærede han, “vil først blive fuldt ud virkeliggjort, når vi får afskaffet fattigdommen

169

Personlig korrespondance mellem Godfrey Dunkley og forfatteren, 5. juni 2007. Lamont (2007) 171 Russell (2007) 170

iblandt os”. Næsten halvdelen af Indiens børn er underernærede, og omkring 160.000 dør hvert år før deres etårs fødselsdag. 172 Indien, der er et af storvækstlandene, var ikke immun over for, at kløften mellem rig og fattig voksede. Landet blev offer for kapitalismens vækstsygdom. Antallet af mennesker, der i Indien lever for under 1 $ pr. dag er nu næsten det samme som i Afrikas Subsahara: 300 millioner.173 Økonomisk ulighed i Asien er ved at nå niveauet i Latinamerika. Ifølge en professor i økonomi ved Californiens Universitet (Berkeley) vil Kina, hvis den nuværende tendens fortsætter, snart nå det voldsomt store ulighedsniveau, der er i Brasilien, Mexico og Chile.174 Uligheden i Indien, opgjort efter jordfordelingen, er større end i Kina. 175 Det er et af resultaterne af de stigende jordværdier, der har beriget nogle få, som K P Singh, landets mægtigste spekulant i faste ejendomme, hvis formue er anslået til 16,3 milliarder £. Jord er i stigende grad et eksplosivt spørgsmål i Indien, hvor ufuldstændige reformer har efterladt meget af landet i hænderne på få. Det har ført til opstande og væbnede oprør mod forsøg på at industrialisere store dele af det indre Indien.176

I oktober 2007 marcherede en hær af jordløse mod Delhi. 177 Det gjorde de, fordi det ikke var lykkedes socialismen at levere en modgift mod kapitalismens vækstsyge; og dog bevarer Indien en kollektiv erindring om fordelene ved fællesret til samfundets jord. Indien har potentiale til at kunne modernisere den tidligere model for ejendomsrettigheder, der eksisterede vedrørende almindinger og fælleder, så de traditionelle fordele ved social solidaritet kan indgå i den moderne kommercielle økonomi. Som eksempel på en mekanisme, der kan anvendes til gennemførelse af den generelle beslutning, vi diskuterede i kapitel 8, kunne Indien udpege nogle af sine slumområder til at være samfundsforvaltet jord (se rammen nedenfor). Det ville blive et alternativ til den regeringsbeslutning, der blev taget i New Delhi i 2007 om nedrivning af blikskure og opførelse af boliger til bortviste familier. Slumbeboerne var fjendtlige over for disse planer, fordi regeringen også erklærede som sin hensigt, at jorden skulle sælges på auktion til de højstbydende. De fattige havde god grund til at blive ophidsede. Konventionel byfornyelse baseres på ejendomsrettigheder arvet fra kolonitiden, da investering i fast ejendom medførte forvisning af mennesker på lavindkomst. Og så ser vi altså, at der findes alternative muligheder selv under det nuværende skatte- og forpagtningssystem. I Mumbai, for eksempel, er Dharavi det største slumområde i Asien, og det ligger på offentligt ejet jord. Her kunne jordproblemet neutraliseres ved hjælp af den på foregående side omtalte model for samfundsjordforvaltning (CLT). Den ville 172

Foster (2007) Dhanendra Kumar, Indiens repræsentant i Verdensbankens bestyrelse, citeret i Guha og Yee (2007). 174 Bardhan (2007) p. 2 175 Id. p. 3 176 Ramesh og Jha (2007) 177 Ramesh (2007) 173

neutralisere jord som et klassevåben (i Indien et kastevåben). Al fremtidig vækst i lejeindtægt ville blive ført tilbage til samfundet og stillet til rådighed for sundhedsklinikker, uddannelsesfaciliteter, og hvad borgerne ellers har behov for. Samfundsforvaltet jord (engelsk.: Community Land Trust - CLT; o.b.) ‘Jord til deling’ er ikke en forbandelse, heller ikke i kapitalistiske lande. I USA for eksempel blev den første CLT stiftet i 1968. Der er nu 186 CLTer i 40 stater og i Washington DC. * Boligmassen er jævnt fordelt mellem ejede og lejede enheder. Købere betaler for bygningerne, og CLT beholder ejendomsretten til jorden. Når huset gensælges, har CLT sædvanligvis ret til tilbagekøb af huset til en pris, der indregner værdien af forbedringer af ejendommen og ændringer i de lokale huspriser. Oprindeligt blev CLTer oprettet af private grupper. Men denne mekanisme til tilvejebringelse af boliger til priser, der er overkommelige for lavindkomstfamilier, har tiltrukket finansiering fra lokalregeringer (så som kommunalbestyrelser; o.b.) og offentlige sektorer. En lignende bevægelse vokser frem i Skotland, hvor det nye parlament har gjort kommunal jorddeling til hovedpunktet i sit jordreformprogram. * Greenstein and Sungu-Eryilmaz (2007)

CLT arrangementet kan sætte beboerne i stand til at opstille udgiftsprogrammer, der finansieres af de jord/resurserenter, de indbetaler til den lokale kommunekasse. Beskæftigelsesmulighederne kan blive ganske betydelige, ikke mindst i byggebranchen. Ved brug af moderne metoder kan bygninger bygges med lavere omkostninger end konventionel bygningsteknik. Og lokal arbejdskraft kan blive trænet i brugen af nye metoder, der er afprøvet i lande som Malaysia og Kina. Familier vil betale en årlig jord/resurserente for de arealer, de får rådighed over. Den private bolig og den fælles ret til jorden binder beboerne sammen i et helhedssamfund, der kan opfylde traditionelle kulturnormer, samtidig med at den moderne økonomis dynamik kan udnyttes. Ved at gå i spidsen med dette program i Asien kunne Indien demonstrere, at det er muligt på lokalt plan på en socialt samlende måde at takle den stærkt voksende byvækstkrise, der ses overalt i verden, Opbremsning af udvandringen fra landområderne er vigtig, hvis Indien skal udvikle bæredygtige vækstrater. I dag bevirker investeringer i infrastruktur som vejbygning, at indkomstgabet udvides, og det tilskynder til flytning hen ad den forbedrede landevej (se rammen overfor). En udvidelse af CLT modellen til landsbyerne vil igangsætte processen med at genvinde balanceforholdet mellem by og land. De millioner, der er på nippet til at opgive deres husmandsbrug for at flytte til blikskure i byer, vil blive tilskyndet til at blive på landet, når de kan håndhæve deres ret til fælles jord. 178 178

Indiens fælleder er udsat for en stadig og ubønhørlig erosion. I en sydlig stat (Karnataka), for eksempel, flytter uretmæssig grabseri af fællesjord borgernes magt over til storjordejerne. I 1990 ændrede statsregeringen Jordafgiftsloven (af 1964) så den kunne tillade indhegning af 725.000 acres (= ca. 3.000 km²; o.b.), hvilket er 5.5% af den resterende statsjord. (Robinson (2004) p. 3). Året efter kom over 1 million ansøgninger om lovliggørelse af over 2,5 millioner acres jord (ca. 11.000 km²; o.b.), som man 92

Værdien af landeveje Infrastrukturen på landet er særdeles vigtig for udviklingen; dog er situationen den, at ”kun lidt kendes til størrelsen og især fordelingen af fordelene af den slags investeringer i mindreudviklede lande” siger Verdensbankens økonom Hanan Jacoby. Det er ganske besynderligt, for det er meget længe siden, at den tyske landbrugsøkonom Johann von Thünen (1783-1850) forklarede økonomien i landevejsinfrastruktur. Det helt afgørende var: Jo bedre et vejnet, des lavere transportomkostninger, og des højere jordrente. Jacoby afprøvede denne teori på jordværdioplysninger indsamlet af Nepal Living Standards Survey (1995-1996).* Vil jordrenten stige, når man bygger en ny vej? Han bekræftede von Thünens teori, men hans redegørelse er især interessant, fordi den afslører tankegangen hos post-klassiske økonomer. Jacoby’s konklusioner var farvet af, at han forudsatte, at en ny vej ville blive finansieret ved hjælp fra udlandet. Hvorfor antog han ikke, at vejen ville blive finansieret af den værdi, den tilfører samfundet ved at forbedre produktiviteten? Henter man den forøgede jordrente tilbage til samfundets kasse, vil den levere resultater, der er forbløffende forskellige fra dem, Jacoby havde øje for. • Politisk: Staten vil undgå gæld til fremmede. • Økonomisk: Der er kun ringe begrundelse for Jacoby’s påstand, at ”bygning af landeveje er sandelig ikke den magiske kugle, der kan lindre fattigdommen”. • Socialt: Skævfordelingen, der lader fordelene gå til ejerne af de mest værdifulde jordstykker, vil ophøre. Når jordrenterne indsamles, vil nettogevinsterne blive fordelt til alle, der i lige grad kan nyde de jordrentefinansierede offentlige goder. Jacoby noterede sig, at jordløse husholdninger overhovedet ikke får nogen fordel af vejkonstruktioner, fordi forøgelsen i lønninger modregnes i prisstigninger og i udgiften til boliger. Men der er ingen naturlov, der siger, at dette ikke kan ændres. * Jacoby (2000))

Ved at reformere de offentlige finanser vil jord/resurserenter kunne stilles til rådighed for udbygning af infrastrukturen på landet og det vil automatisk forøge levestandarden for dem, der er på laveste indkomst. Det vil så lette presset på byinfrastrukturen og sætte folk i stand til at finde nye områder for økonomisk aktivitet. Ved at sprede den højere levestandard kan Indien - i samspillet med den globale verdenshandel - blive et af de første samfund, der genfinder ægte lokal kultur.

havde tilegnet sig ulovligt, ca. 20% af statens fællesjord. Jordgrabseriet omfattede privatisering af små reservoirer og helliglunde.

Terror (2) ”De, der kender den senere tids indiske historie, vil finde én påfaldende stor forskel i befolkningens politiske og moralske holdninger. De områder, der er mest knyttet til maoistiske oprørsbevægelser er alle godsejerområder. Også kriminalstatistikker peger på godsejerområderne som de mest konfliktramte. . . Godsejerområder har et højere kriminalitetsniveau end ikke-godsejerområder. Og forskellen er størst for voldskriminalitet (medregnet væbnet røveri).”* * Banerjee and Iyer (2005) p.25

Pioner for fremgang og velstand: Venezuela? Demokrati går for at være den praktiske og etiske måde at afgøre divergerende synspunkter på. Mange internationale initiativer bringes frem med den begrundelse, at de er demokratiske. Vi skal nu se nærmere på denne påstand, for der er mange mennesker i den nykoloniserede verden, der mener, den blot er et røgslør, der skal tjene Vestens vitale interesser. Vi har set, at den væsentligste årsag til fattigdom er den måde, hvorpå ejendomsrettigheder og skattepolitik fungerer sammen. Spændingerne i deres samspil definerer det kapitalistiske system; så når man anfægter dette grundelement, ses det som en trussel mod selve kapitalismen, og fremprovokerer naturligvis - en fjendtlig reaktion. Er demokrati i sig selv svaret? Eller er den styrke, hvormed Vesten argumenterer for indførelse af demokratiske institutioner et dække, der skal beskytte de elementer i kapitalismen, der skader folks vitale interesser? For at forstå, hvad der ligger bag de politiske fejl, som vestlige nationer har begået på den globale scene, skal vi se på det anspændte forhold mellem USA og Venezuela, der fulgte efter valget af Hugo Rafael Chávez Frias. Vælgermajoriteten i Venezuela udtrykte deres foretrukne ønsker på demokratisk vis. De vendte sig til en af deres egne for hjælp. Fattigdommen var steget igennem de seneste to årtier forud for valget af Chávez, men de materielle afsavn skyldtes ikke naturens karrighed, for igennem de senest forudgående 25 år havde landet modtaget 600 milliarder $ for olieleverancer. Så det er rimeligt at spørge, om demokratiet var tilstrækkeligt til at levere fremskridt? Hvis nogen i Venezuela var skeptiske, kunne det skyldes de mange forsøg, der var gjort for at undergrave den demokratiske vilje. Chávez, bøndernes forkæmper, overtog magten med en majoritet på 66% af folkets stemmer. Hans dagsorden som præsident var klar for enhver helt fra starten: Hjælp til de fattige. Hans ‘fejltagelse’ var imidlertid, at han fremlagde en jordreform. USAs reaktion på Bemyndigelsesloven (2001) kom omgående. USAs ambassadør i Caracas, Donna Hrinak, erklærede: ”Jordloven er et angreb på privat ejendomsret”.179 Chávez forværrede forholdet til USA ved at knytte sin dagsorden sammen med socialismen. Det var en rød klud for næsen af tyren i Washington DC.

179

Golinger (2007) p. 48

Her var en præsident, som havde tillid til, at han kunne gennemføre omfattende forbedringer for folk, der levede på mindre end 2 $ pr. dag i et land, der nød godt af en fantastisk strøm af olie-resurserenter. Gjorde det en forskel, at han gennemførte sin reform på baggrund af sit demokratiske mandat? Chávez ledede, hvad han kaldte en Boliviansk Revolution, der skulle levere hans ”det 21. århundredes socialisme”. Hans politik, der ønskede en jordreform, kunne ikke virke, fordi den var uden en skattereform. Yderligere gjorde den den jordejende elite til hans fjender, der anså det som deres ret at styre landet. Så en spænding i Venezuela var uundgåelig. Men skulle man ikke tro, at den demokratiske proces kunne gøre det muligt at finde en fredelig løsning på de lurende interessekonflikter? På baggrund af den koloniale oprindelse af fordelingen af jord og magt, havde bøndernes ledere tidligere rettet deres frustrationer mod deres nære nabo USA. Men skal Latinamerika gøre sig fri af kolonial trældom, er en ny modenhed nødvendig, sådan som det blev understreget af Lula, Brasiliens præsident, en fagforeningsmand som også fik sin magt ved demokratiske midler: For længe siden lærte jeg, at skylden for tilbagegang i Brasilien ikke skulle lægges på USA. Vi må selv tage skylden. Vores tilbagegang skyldes en elite, som i et århundrede ikke har tænkt på flertallet og har underordnet sig udenlandske interesser.180

Men i Venezuela opdagede Chávez, at demokratiets kåbe ikke beskyttede ham imod hans nabo mod nord. Der blev meget lidt kærlighed tilovers mellem de to regeringer, da Chávez gjorde det klart, at han agtede at omfordele jorden. Millioner af USA skattedollars blev overført til Caracas for at fremme et regeringsskifte. • Gennem sin ambassade og ikke-regeringsagenturer, der havde modtaget økonomiske midler fra USAs skatteydere, sponsorerede USA et kup i 2002. Det mislykkedes. Venezuelerne gik på gaden og forlangte deres præsident tilbage i regeringssædet. • Derefter sponsorerede USA økonomisk sabotage i form af en 64 dages ’nationalstrejke’. Det var en arbejdsgiverledet lockout. Oliehanerne, som regeringens provenu afhang af, var ulovligt blevet lukket af et privat selskab, der var delvist finansieret af USAs regering. Det mislykkedes også. • Efter at have overlevet disse antidemokratiske aktioner blev Chávez selv mål for en massiv misinformationskampagne. Omkostningerne, der medgik til udbredelsen af denne sorte propagandakunst, blev båret af skatteyderne i USA. Kampagnen imod den demokratisk valgte præsident fortsætter. Det dokumenterede bevis på påstanden, at USA inspirerede kravet mod og finansierede fjendtlige angreb på et demokratisk valgt statsoverhoved, blev fremskaffet af frilance-journalisten Jemery Bigwood under USAs Lov om Informationsfrihed, og det blev udgivet af Eva Golinger. 181 USAs regering står anklaget for at bruge en kynisk måde at tale om demokrati på. Hvis Venezuela var et enkeltstående tilfælde, kunne vi måske se bort fra det som en sindsforvirret vildfarelse sat i gang af slyngelelementer inden for USAs magtstruktur. Men der er overvældende beviser for, at USA iværksatte lignende taktikker mod lande i sin 180 181

Vidal og Borger (2007). Golinger (2007), med yderligere dokumentation at finde på: < www.venezuelafoia.info > 95

såkaldte ‘baggård’ som Nicaragua og Haiti. Faktisk afslører kataloget over USAs militære interventioner i, og mere eller mindre lyssky ødelæggelser af, andre selvstændige stater, at der er tale om en global dagsorden. 182 Er der et gennemførligt alternativ til denne geopolitiske indgribningspolitik, som forbitrer tilværelsen for sine ofre, og som ved at tale om demokrati tilslører, at indgribningspolitikken tjener til fordel for eliten? Eftersøgningen efter en reform skulle begynde med spørgsmålet: Hvorfor manipulerer USA demokratibegrebet? Demokrater formodes at respektere majoritetens synspunkter. Men for USA synes demokratiet sommetider at være betinget af privatisering af jord- og resurserenter. Abraham Lincoln troede, at amerikansk demokrati var ”jordens ultimativt bedste håb”,183 men i dag må den amerikanske drøm alvorligt genovervejes. 184 Imidlertid ville det være forkert at holde USA eneansvarlig for den manglende nabovenlighed. Som det fremgik ovenfor, da vi citerede Brasiliens præsident, må lande, der ønsker ændringer, acceptere et ansvar for afhjælpningen af deres egne problemer. I sagen om Venezuela er det socialistiske paradigma ikke til ret megen gavn for folket. Det var blevet godt afprøvet - og kasseret - i det 20. århundrede. Så hvorfor svinge den røde fane under næbet på den amerikanske ørn, andet end for drilleri?185 I betragtning af den primitive version af jordejendomsrettigheder for private, som holdes hellig i USA, er det bedst, at en reform formuleres som et krav om frihed. Hvis Chávez havde annonceret ikke en jordreform, men en skattereform, ville Washington have haft vanskeligt ved at retfærdiggøre et anslag mod regeringen i Caracas. Havde Chávez kæmpet for princippet, at folk skulle betale for fordele, de har, ville hans ord være som talt ud af Adam Smiths Nationernes Velstand. Smith forklarede heri, at jordejerne skulle finansiere de offentlige ydelser, der gav værdi til deres ejendomme. Hvordan skulle Washington kunne modsige Adam Smiths forklaring? Offentligt kunne det ikke gøres. Men den klare følge af denne alternative dagsorden ville blive socialisering af jord/resurserenten og privatisering af lønninger og profitter. Det kunne man så kalde social kapitalisme. Det er ikke en tillempning af en allerede eksisterende politisk ide, men en enestående filosofi om en samfundsindretning, der både frigør det enkelte menneske og beskytter de fælles goder. Et land, som under nyudvikling optager denne filosofi, vil sikre sig en strøm af økonomiske midler, der frigør det fra - på grund af sin økonomisk svage stilling - at 182

Blum (2003). Neely (1995). Lincoln skrev: ” Jeg drømmer om et sted og en tid, da Amerika igen engang bliver betragtet som det sidste af jordens bedste håb”. 184 Motivet bag USAs intervention i andre lande blev illustreret i Novgorod, den gamle russiske hovedstad. Forfatteren af denne bog med kollegaer, blandt hvilke var Ronald Banks og Ted Gwartney, blev involveret i moderniseringen af byens jordbeskatning, med opdatering af vurderinger baseret på arealernes jord/resurserenter. Men før igangsættelsen gjorde USAID sin egen undersøgelse, leverede gratis computerudstyr til borgmesterens administration, og sikrede sig en aftale om, at Vestens ejendomsskat (som nedsætter afgiften på jordværdier ved at overføre byrden til bygninger) skulle anvendes. 185 Chávez’s ny-stils-socialisme genindførte gammel-stils-virkninger som var det dønninger efter sovjetepoken: Til trods for olieboomet, som fik jord/resurserente-provenuet til at stige enormt, opstod der fødevaremangel ud over landet. Mælk, æg og sukker forsvandt næsten helt fra butikkerne, med rationerede leverancer og stempling på hænderne for at afværge snyd (Carroll 2007). 183

være nødt til at forhandle om finansiering på Washington Overenskomstens betingelser. Landet vil selv kunne finansiere sin udvikling til en postkolonial tilværelse og opnå selvstændighed, som det nu kun besidder af navn. Hvis Venezuela ville gå i spidsen med denne finanspolitik, kunne landet frigøre de fattige uden at forarme medborgere, der har gode arbejdsindkomster. Denne politik er SØLVKUGLEN, der står til rådighed for regeringer overalt i verden i dag. Der findes ingen anden måde, hvorpå man kan henvise fattigdom til historien.

EFTERSKRIFT

Forarmelsen: Processen værre end fattigdommen selv I fremtiden bliver vi nødt til at bore meget dybere ned i fænomenet fattigdom. Dens natur har ændret sig, fordi de materielle fremskridt i de seneste 30 år i nogle af landene under ny udvikling har medført en stejl stigning i, hvad vi kalder: forarmelse. Dette fænomen berører alle på begge sider af indkomstskellet. Her præsenterer vi, hvad der er blevet mere indgående bevist andre steder. 186 I 1994 sagde FN, at verden måtte se ud over den nationale sikkerhed, der snævert angik territoriale spørgsmål som forsvar mod fjender udefra. Nu måtte vi have ”en fundamentalt ændret tænkegang - om emner fra kernekraftsikkerhed til menneskelig sikkerhed”.187 Der blev defineret fire karakteristika. Menneskelig sikkerhed var nu blevet et universelt anliggende, hvis komponenter var indbyrdes afhængige. Den kunne lettest beskyttes ved tidlig forebyggelse og den var befolkningscentreret. ”Det handler om: 1) hvordan mennesker lever og ånder i et samfund med mange muligheder, 2) hvor frit de kan vælge imellem de mange muligheder, 3) hvor let de har adgang til markedet og sociale tilbud, samt 4) hvorvidt de lever under konfliktforhold eller i fred.”188 Dette var jo en gentagelse af doktrinen om menneskerettigheder, som kom med i FNs oprettelsesdokument. Men siden 1948 er folks behov for sikkerhed blevet systematisk tilsidesat. Usikkerheden er blevet større i de rige nationer (størst i de angloamerikanske), og selvfølgelig i de lande, hvor folk lever for mindre end 1 $ pr. dag

186

Harrison (udgives senere). FNs Udviklingsprogram (1994) p. 22. Begrebet menneskelig sikkerhed er opsummeret i FNs Udviklingsprogram (1999) p. 36, boks 1.3. 188 Id. P. 23. 187

•

I United Kingdom er den geografiske skævfordeling af velstand og fattigdom siden 1970, beskrevet andetsteds,189 bekræftet ved udtømmende undersøgelser af officielle statistikker. Den historiske udvikling er på vej væk fra lige vilkår. Velhavende områder (og klasser og enkeltpersoner) har tenderet imod at blive uforholdsmæssigt mere velhavende. Den øgede polarisering slår kiler dybere ind mellem rige og fattige og skiller samfundene ad; så grelt at man i visse cityområder kalder over halvdelen af husholdningerne for ”brød-kø-fattige”.190 •

I USA overlever omkring 15 millioner familier kun, fordi mødrene tager beskæftigelse for at dække udgifterne til prioritetsgælden. Reallønnen er faldet siden omkring 1975. Denne nedgang i materiel levestandard genspejler, at den amerikanske borgers konstitutionelle ”ret” til lykke smuldrer. 191 Ifølge et skøn for perioden 1979-2004 er før-skat-indkomsten for top 1% amerikanerne steget med 664 milliarder $ (600.000 $ pr. familie), en stigning på 43%. De nederste 80% af familierne blev i samme periode stillet værre med 7.000 $ mindre i indkomst pr. familie (tab på 14%) - og der er udsigt til fortsat forøgelse af denne forskel.192 Vi kan se, at den kapitalistiske model ikke leverer bæredygtig vækst; og heller ikke leverer retfærdighed mellem enkeltpersoner eller klasser. Men problemet, som vi vil fremhæve her, er, at indekset over materielle afsavn ikke omfatter den store rædsel, der følger med, når folk skilles fra deres naturlige miljø. Forarmelsen kan ses af, hvordan nogle oprindelige folkeslag finder sig ladt i stikken i den moderne form for reservater. Deres kultur begyndte at falde sammen i det øjeblik, de blev skilt fra deres miljø. Deres liv var blevet skåret af fra deres traditionelle kulturs aktivitetsformer, og mange har søgt trøst i narkotika, alkohol og anden selvdestruktiv adfærd. Den materielle velfærd, som regeringer leverer, er ingen beskyttelse mod traumet, der skyldes personlig eller gruppevis adskillelse fra deres vante miljø. Fattigdommen glider over i forarmelse af personligheden og nærsamfundet. Ifølge FN vil vi alle vinde ved en almindelig mobilisering for ‘menneskelig sikkerhed’, ved en indsats imod truslen fra den globale fattigdom, der rejser over internationale grænser i form af narkotika, HIV/AIDS, klimaændring, illegal immigration og terrorisme.193 189

Harrison (2006a). Narkotika-afhængigheden i Vesten er ikke en direkte følge af fattigdommen, men af forarmelsen af kulturen: Utilfredshed med livet skaber behov for udfyldelse af tomrummet med medikamenter af en eller anden slags til virkelighedsflugt. Tilfældigvis skaber dette efterspørgsel efter narkotika, som lande som Colombia og Afghanistan kan drage nytte af, idet det opvejer underskuddet i indkomst fra socialt set gode økonomiske aktiviteter. Tilflugten til dyrkning af coca fører til organiseret kriminalitet, eller organiseret terror, som er to varianter af volden, som forarmelsen har sluppet løs. 190

Dorling et al (2007) og Thomas og Dorling (2007) Harrison (2006a) kapitel 12 192 Summers (2007). 193 FNs Udviklings Program (1994) p. 24 191

Men FNs forestilling om ‘menneskelig sikkerhed’ omfatter ikke forarmelsesprocessen. Og desuden kan behovet for sikkerhed slet ikke opfyldes, hvis vi ikke genindsætter jorden i dens rolle i alle menneskers tilværelse. Forarmelsen som her omtalt, omfatter såvel materielle som psykiske og åndelige former for berøvelse. Et lands indkomst pr. indbygger kan stige - og give indtryk af, at det nedbringer fattigdommen - selv om befolkningens velfærd samtidigt forringes. Væksten i nationalindkomst kan gå hånd i hånd med en hasarderet forringelse af menneskers livskvalitet, som vi har set det ske så tragisk i det postsovjetiske Rusland. Vores opfattelse af muligheder er afgørende, når vi overvejer, hvad vi mener med forarmelse. I forhold til dem måler vi, hvad vi ikke har opnået, og det erindrer os om, at vi alle kunne nyde fred og økonomisk rigelighed. Men rigelighed er ikke kun et spørgsmål om materiel tilfredsstillelse. Den har også betydning for den tilfredsstillelse, der kommer med friheden til ikke at være tvunget af andre til tilbageholdenhed, og til at kunne udstyre sig med midler, hvormed man kan udfordre sig selv til at nå personlige mål. FNs forestilling om menneskelig sikkerhed understøttes af en formulering om ’menneskerettigheder’, der forarmer folk i rige såvel som i fattige regioner i verden. I England og Wales for eksempel lever et ud af tre børn i fattigdom. 194 Det er relativ fattigdom; for man kan ikke sammenligne fattige børn i England med fattige børn i Malawi. Men denne fattigdom bidrager til den kollektive fornemmelse af en vidt udbredt social utilpashed, som nu lægger op til desperate handlinger. Nogle af disse er selvdestruktive som hos selvmordsbombere opvokset i familier, der ikke mangler materielle resurser, men oplever en dybtliggende følelse af at være kulturelt bestjålet og fremmedgjort. Vi påstår ikke, at en skattereform vil være det øjeblikkelige svar til religiøse fantaster eller voldeligt organiserede. Vi hævder derimod, at denne bogs 3. del viste, hvordan vi i forhold til hinanden og til planeten Jorden, vi bor på, bliver nødt til at udvikle en ny følelse af retfærdighed. Når vi indser, at den snævert definerede fattigdom ikke umiddelbart kan forklare den globale krise, som trænger frem i det 21. århundrede, bliver den skattemæssige side af sagen yderst vigtig. Den milliard mennesker, der lider materielt afsavn ved at leve for 1 $ pr. dag, er udsat for fire sammenhængende globale udfordringer, nemlig: • Materiel frarøvelse, som 1 $ pr. dag er udtryk for. • Terrorisme. Intet hjørne på jorden er fri for at være mærket af terror, der bruges som værktøj for politik med andre midler. Er fysisk magt virkelig den bedste måde, hvorpå vi kan angribe årsagerne, der inspirerer til, hvad USAs præsident George W. Bush kaldte ”ondskabens akse”? • Økokrise. Alle nationer er enige om, at naturen nu er ved at hævne sig på menneskeheden. Vi vil alle blive berørt af klimaændringer. Skal vi tillade, at forurenerne sætter betingelser for begrænsningen af skaderne? • International handel. Da to milliarder mennesker fra det forhenværende socialistiske Øst gik ind i markedsøkonomien, blev der igen rejst krav i Vesten om beskyttende handelsrestriktioner. Det krav vil blive forstærket efterhånden som den

194

Magadi og Middleton (2007) 99

globale økonomi dykker ned i en lavkonjunktur.195 Skal vi indrette handelen, så den passer selskabernes jord/resurserentejægere? De rigtige reformer vil ikke blive sat i gang, før folk med åbne sind fuldt ud har forstået sagens fakta. Prisen for fejltagelser ligger uden for, hvad vi i dag kan forestille os.

HVAD KAN DU GØRE? Løsningen på den evindelige gældskrise Så snart jord/resurserenten - afkastet af jord og andre naturresurser - er blevet privatiseret, forandres den fra at være en samfundsværdi til at være privat gæld. Hovedindholdet er uændret: jord/resurserenten er resultatet af menneskers samvirken, og adskilles fra private indkomster ved de regler, hvorefter tilbud og efterspørgsel finder hinanden. Ved privatiseringen er jord/resurserenten imidlertid blevet ændret fra at være et overskud til gavn for samfundet, der blandt andet kunne finansiere medborgernes hverdags- og kulturliv, til at være en juridisk kraft, der sønderriver samfundets kultur. Og samtidigt er den blevet en gæld overførselsbetaling kalder økonomer det - som flertallet af samfundets borgere skylder til et priviligeret mindretal. Ved privatiseringen er jordejerne blevet en skærm, der holder almindelige mennesker væk fra naturen, hvorved samfundet langsomt går i stykker på tusind og én forskellige måder. Verdensfællesskabet af nationer har nu brug for en periode, hvori der kan danne sig et nyt syn på samfundet, så folk kan blive klar over, at ejendomsrettighederne og den offentlige finanspolitik må ændres. Hvad kan fremme sådan en udvikling? Den Asiatiske Udviklingsbank har med henvisning til Sydkorea og Taiwan bemærket, at ”de mest succesfulde omfordelinger” af jord finder sted efter krige; hvilket får banken til at spørge: ”Er omfordeling af jord mulig under mindre ekstreme omstændigheder?” og derpå selv kommentere, at ”Svaret på dette spørgsmål kan meget vel være: Nej”.196 Krige ført af begær efter territoriale udvidelser forekom i forgangne uoplyste tider. Skal vi derfor begrænse os til at tro, at muligheden for reformer kun fremkommer efter destruktive konflikter? Eller tør vi håbe på, at en demokratisk debat, der viser, at alle får fordel af en skatte- og forpagtningsreform, vil få oplyste folk til at kræve deres fødselsret til naturen tilbage, uden at nogen først skal dø? Nykoloniserede lande, der ønsker at videreudvikle sig, er nødt til at tage kontrol med dagsordenen, hvis de vil kunne bestemme deres skæbne. Folk fra Vestens lande kan hjælpe, og for dem vil en god begyndelse være at erkende, at et nyt syn på gældseftergivelse er nødvendig. Lettelse af gældsbyrden, der forkrøbler hele samfund, må søges med nye midler.

195

196

Harrison (2005)

ADB (2007) p. 81, note 90 100

Men først må vi have en dybere forståelse af gælden, som FN har for øje. FN anbefaler, at nationalregnskabernes balanceopgørelser skal have posteringer for bygninger, maskiner og køretøjer, men ingen posteringer for jord. 197 Jamen, hvorfor nu det? FN definerer helt korrekt jord som et aktiv, der ikke er produceret af mennesker, hvilket vil sige, at penge, der betales for brugen af jord er en simpel overførsel af købekraft fra én person eller gruppe til en anden. Når jord/resurserenten er privatiseret, modtages den ikke i bytte for en værdi (den private modtager har ikke leveret de samfundsskabte fordele, der betales for; o.b.). Så længe den slags gæld er med i nationalbudgetterne, hindrer det udviklingen af samfund, der har balance mellem personlig sundhed, formue og social velfærd. Dagsordenen for forhandlinger om gældseftergivelse bør derfor flytte den store opmærksomhed væk fra gælden til banker over til den meget større gæld, der ellers vil bestå til evig tid, og som betales til dem, der bogstaveligt talt ejer landet og hævder at have juridisk krav på nationens jord/resurserenter. Det bliver nødvendigt med en helt ny og anderledes kampagne, hvis vi virkelig vil afskaffe fattigdommen. For at støtte enkeltpersoner, der vil være med i sådan en kampagne, bør deres tiltag bakkes op af regeringer, der oprigtigt ønsker at gøre ende på de undertrykkende samfundsformer, der blev skabt af kolonitidens udbyttere. Kampagnens første træk skal sigte på at ændre forfatninger og deklarationer om menneskerettigheder, så de kan komme til at inspirere reformivrige mennesker og give moralsk støtte til et folkekrav om nødvendige ændringer. Først og fremmest skal der fokuseres på en ændring af FNs Universelle Menneskerettighedserklæring (Se: www.unhchr.ch/udhr/lang/dns.pdf ; o.b.). Vi så i denne bogs kapitel 7, at FNs version af menneskerettighederne ikke gør den mest ondartede af alle former for gæld ulovlig. 198 Ved denne undladelse tillader FNs Universelle Menneskerettighedserklæring, at de som tilegner sig samfundets jord/resurserenter holder hele nationer som gidsler. Medlemslandene må se at blive enige om, at erklæringen skal tilpasses. Nogle artikler skal ændres, så de grundfæster retfærdighedsprincipperne. Når erklæringen er ændret, vil den kunne hjælpe folk til at få ændret lovene i deres egne lande. Den Internationale Union for Jordværdibeskatning (theIU udgiveren af denne bog) har lanceret en global kampagne for indsamling af underskrifter (www.unpetition.net ; o.b.) på en anmodning til FN om at lave tilføjelser til de eksisterende tekster i den Universelle Menneskerettighedserklærings artikler 3 og 29 som vist herunder i skråskrift Artikel 3 Enhver har ret til liv, frihed og sikkerhed for sin person, hvilket forudsætter, at alle har ret til jord. Denne ret kan hævdes indirekte ved ligedeling af de fordele, der ydes samfundet som vederlag af den, der får ret til at udelukke andre fra et stykke jord.

Artikel 29 197

De Forenede Nationer (1993)

198

I den antikke verden kom gældseftergivelse praktiseret af ypperstepræster og prinser til udtryk i biblen som Jubelfesten (3. Mosebog [Leviticus], kapitel 25). For en moderne oversættelse af Jubelfest-skikken se Hudson (1994) og (1999) og (2002).

101

1) Enhver har pligter over for samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling. Samfundslivet afhænger af opfyldelsen af disse pligter, af hvilke den vigtigste er betaling til samfundet af værdien af fordelene, samfundet leverer.

Formuleringen om at dele fordelene har to fortrin: • Den gør offentlig ekspropriation af jord unødvendig. Enhver jordejers ejendomsret er sikret, så længe han betaler det offentlige for fordele, han har til rådighed i kraft af ejendomsretten. • Fordelene kan have form af penge og/eller være andre fordele. Derfor vil en domsmyndighed også kunne gå ind for en brug af jorden, der ikke medfører betaling af jord/resurserente. Sådanne tilfælde er sjældne undtagelser - vi har beskrevet sagen med Kalahariørknens buskmænd - men de må respekteres; for vi beskriver en universel rettighed, der skal kunne anvendes af alle samfund på et hvilket som helst trin i ’udviklingen’. Denne formulering af rettigheder og pligter for hver og en af os giver os det mest magtfulde værktøj til afskaffelse af ufrivillig fattigdom. Ændringen af artiklerne vil være den logiske kulmination af beslutninger, som FN allerede har truffet (se rammen næste side). Når ændringerne vedtages af De Forenede Nationers Generalforsamling og sat i kraft af medlemslandene, vil det omdanne The Universal Declaration of Human Rights (Den Universelle Menneskerettighedserklæring) til The Declaration of Universal Human Rights (Erklæringen om Universielle Menneskerettigheder). Den nye formulering vil levere den magt, der kan sikre folks naturlige ret til liv og frihed. Vi tror, at den ændrede erklæring vil inspirere regeringer til at reformere deres skattesystemer, gøre det muligt at fjerne byrden fra dem, der arbejder for deres udkomme, og opkræve provenuet fra samfundets naturlige finansfond. Det vil være det nødvendige forspil til at gøre fattigdommen til en del af historien.

102

”Menneskehedens fællesarv” De Forenede Nationer er begyndt at oplyse om den filosofi om jordrettigheder, som the International Union for Land Value Taxation anbefaler. I 1982 erklærede Den Tredje FN Konvention om Havret at • arealet af en havbund og oceangulv og undergrunden derunder, uden for grænserne af nationale jurisdiktioner, såvel som de derpå og deri værende resurser, er menneskehedens fælles arv. Udforskning og udnyttelse heraf skal udføres til fordel for menneskeheden som helhed, uanset staters geografiske beliggenhed. . . FNs konferencer om Menneskeboliger (kaldet HABITAT), der har fået til opgave at finde løsninger, der kan opfylde menneskers behov for husly, specificerer metoder for deling af bymæssig jord/resurserente. HABITAT har erklæret, at jord • kan ikke behandles som almindelige aktiver, kontrolleret af enkeltpersoner og underkastet markedets pres og ineffektivitet. Privat jordeje er også et hovedinstrument til sammenlægning og koncentration af formue og medvirker derved til social uretfærdighed; hvis ukontrolleret, kan det blive en væsentlig hindring for planlægning og gennemførelse af udviklingsplaner. Fremskaffelsen af rimelige boliger og sunde forhold for mennesker kan kun opnås, hvis jord anvendes på måder, der tjener interesserne for alle i samfundet som en helhed. Offentlig kontrol med jords anvendelse er derfor absolut nødvendig... (fremhævelsen er tilføjet). Videre hed det, at for at • udøve en sådan kontrol effektivt ... [er] egnede instrumenter [påkrævet] til vurdering af jordens værdi og overførsel til samfundet, for eksempel ved beskatning af den arbejdsfri værdiforøgelse, der skyldes ændringer i brug eller offentlige investeringer eller beslutninger, eller den almindelige vækst af samfundet.* * FNs konference om Menneskeboliger (HABITAT I) Vancouver, 31. maj - 11. juni, 1976, Konference Rapport, Præambelen til Agendaens punkt 10.)

Underskriftindsamling Læserne inviteres hermed til at besøge www.UNpetititon.net og underskrive deres støtte til anmodningen til FN, og til at opfordre andre til at gøre det samme. En gratis digital kopi af The Silver Bullet (den engelske originalversion http://www.theiu.org/tsb/TheSilverBullet.pdf ; o.b.) kan tages ned fra Internettet og/eller e-mailes til bekendte, der ønsker at forstå, hvorfor skatte- og forpagtningsreformen er så vigtig, hvis vi skal gøre massefattigdom og territoriale konflikter til noget, der kun fandtes i fortiden.199 Regeringer og organisationer i det politiske og civile samfund inviteres hermed til at tiltræde kampagnen og støtte underskriftsindsamlingen, og til at repræsentere deres egne ideer for medlemmer af Generalforsamlingen. Behovet for regeringsinitiativer landene imellem er blevet erkendt af folk som Gordon Brown, Storbritanniens premierminister. Han indser nu, at FNs Millennium Development Goals ikke kan nås - ”det er allerede nu klart, at vore skridt er for 199

For en beskrivelse af, hvordan offentlig jordværdiopkrævning kan indføres, se FN HABITATs ‘Global Land Tool Network’s website < www.unhabitat.org/categories.asp?catid=503 > 103

langsomme, vores retning for usikker, vores vision i fare”. 200 Han har samlet en kreds af regeringsledere og multinationale selskaber til ved en FN sponsoreret konference i 2008 at drøfte den voksende fattigdom i Afrika. Men uden klar forståelse af årsagerne til fattigdommen vil sådanne initiativer gå samme vej som tidligere samlinger, hvor hændervriden ikke blev fulgt af handlinger, der stod i forhold til problemet eller dets grundårsager. Folkeslagene i Afrika og i andre nykoloniserede regioner i verden har ikke brug for den slags hjælp, der reducerer dem til afhængige bistandsmodtagere. Så snart de formuer, de skaber af deres egne resurser (naturen og den menneskelig arbejdskraft; o.b.), anvendes til opfyldelse af deres kapitalkrævende behov, kan de gældfrit og uden hjælp opbygge deres økonomier og udvikle deres kultur. Forandringsprocessen, vi foreslår, kan forene alverdens mennesker om deres fælles interesse i at få åbnet deres eget hjemlige naturlige miljø for økonomisk trivsel og kulturel udvikling. I fællesskab kan vi skabe et rimeligere og rigere internationalt samfund forenet om at overkomme de globale kriser, der nu belejrer og plager os alle på Jorden.

200

Eagleham (2007)

104

Slutord Verden har ikke været i stand til at henvise fattigdom til historien. Hvorfor har vi stadigvæk fattigdom - fra hele lande i syd til baggårde, sidegader, slum-områder og lastbil-parkeringspladser i det rige Vesten. De gode hensigter, penge, veltalenhed, medynk og mediernes teatralske fremstillinger er kun nålestik på et rasende monster. Man siger, at der ikke findes nogen sølvkugle. Hverken Geldorf eller Bono, eller De Forenede Nationer, eller de mange internationale hjælpeog udviklingsagenturer har løsningen. Har ikke alle verdens borgere ret til et godt liv? Med den enorme velstand, der er i verden, hvorfor er så mange af os så fattige? Vi kan gøre det af med monsteret; men der er kun én måde at udrydde fattigdommen på . .

* ”You ain´t no kind of a man if you ain´t got land” Pete, i “O Brother, Where Are Thou?”

105