5 minute read

Notorisk neglebider: Øvelsen, kun få gennemfører

Next Article
KORT NYT

KORT NYT

BLÅ NEGL:

Den berømte – og berygtede – øvelse Blå Negl var i år tilbage efter et år på coronapause, denne gang med deltagerrekord. Hele 700 soldater fra både ind- og udland deltog i øvelsen i forskellige funktioner.

”Jeg vinder, hvis der ikke er nogle hold, der kommer igennem. Det skal kun være de allerbedste, der klarer det.”

Ordene kommer fra Bjarne Andresen. Han er kaptajn i Hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland.

Han og makkeren Jan Ømand har sammen planlagt årets øvelse Blå Negl. Faktisk har de stået for øvelsen de sidste 24 år. Det betyder, at de hver tirsdag og torsdag – året rundt – sidder i Bjarnes kælder og udtænker alverdens opgaver, som alle har til formål at udfordre de modige soldater, der har dristet sig til at deltage i øvelsen.

Og makkerparret har tilsyneladende fat i noget, soldaterne kan lide, for øvelsen tiltrækker en lang række soldater fra Hjemmeværnet, men også soldater fra Hærens regimenter deltager. I år gjaldt det blandt andet for de to sergenter Thue og Blak. Det var ikke svært for dem at finde vej til øvelsen: ”Jeg tror, alle i Forsvaret kender øvelsen,” siger Thue, som er tjenestegørende ved Hærens Efterretningscenter og også arbejder ved Hærens Sergentskole som underviser. Han står og puster ud efter at have gennemført en handlebane med både skydning, car search og førstehjælp.

De to sergenter Blak og Thue var begejstrede for øvelsen. Det varierende setup gør, at soldaterne får trænet en lang række kompetencer.

”Setuppet er virkelig godt og gennemført. Og det er godt at blive mindet om sine soldatermæssige færdigheder. Jeg er normalt i et meget undervisningspræget regi, og her er det nemt at sige: ”Du skal lige gøre sådan her,” men man kan også have brug for en påmindelse om, hvorvidt man selv kan finde ud af det,” siger han.

Det er hans makker Blak enig i. Han har desuden en tilføjelse: ”Det er et stort plus, at vi møder internationale samarbejdspartnere. Dem ser vi ikke i hverdagen, men det får vi mulighed for på øvelsen her,” siger han.

Over landets grænser

I år var soldater fra Tyskland, Frankrig, Holland, Letland, Schweiz og Finland med. En af de deltagere, som havde taget turen til Danmarks, var Jern. Han arbejder til daglig i det tyske forsvar. Han har tidligere deltaget i øvelsen som hunterforce, men i år havde han fået mod på at deltage på den lange rute: ”Jeg havde noget ferie, og så syntes jeg, det her var en god måde at bruge den på. Jeg kan rigtig godt lide øvelsen, det er adrenalin og aktion. Og det er godt at få trænet sine færdigheder. Det kræver, at man er en hård gut,” siger han.

Og apropos hård gut, så har han netop været igennem det isnende kolde vandløb, som er en af rutens poster. Det fik dog ikke slået den tyske deltager hjem: ”Det var koldt, men det var faktisk helt okay,” siger Jern, mens han står så tæt på bålet som overhovedet muligt, mens han tager tørt tøj på.

Den tyske deltager Jern havde valgt at bruge noget af sin ferie på at være med i øvelsen. Han kunne godt lide at prøve sine grænser af: ”Det kræver, at man er en hård gut,” siger Jern.

Øvelsesleder Bjarne Andresen har planlagt øvelse Blå Negl de sidste 24 år, så man skulle tro, at han efterhånden havde fået nok. Det er dog ingenlunde tilfældet. Han har stadig masser af kreative ideer i ærmet, som mangler at blive foldet ud.

En særlig markering

Næste år runder øvelse Blå Negl et skarpt hjørne og kan markere sit 25-års jubilæum. Hvad det præcis kommer til at betyde for afviklingen, vil øvelsesleder Bjarne Andresen ikke ud med. Lidt af sløret vil han dog godt løfte: ”Jeg vil være kystnær, for jeg vil have Marinehjemmeværnet med, hvis de har lyst. I år har vi ligget inde i landet, og der har vi ikke kunnet vise, at vi også kan noget på den front. Og så har vi en masse tåbelige ideer, som sandsynligvis er urealistiske,” siger han og fortsætter: ”Og det skal også være inden for rammen af den økonomi, jeg har. Men vi kommer til at lægge os i selen for, at vi skal lave noget, som skal sidde i skabet.”

Nu trænger han dog i første omgang til at sove et par dage. Det er ikke mange timer, der er tid til at sove, mens øvelsen afvikles. ■

Begyndelsen

Øvelse Blå Negl begyndte i sin tid med, at der var nogle soldater, som gav udtryk for, at de gerne ville udfordres lidt mere, end de blev i dagligdagen. Derfor blev der arrangeret, hvad der blev kaldt en overlevelsestur. Navnet overlevelsestur blev dog allerede efter første gang erstattet med det nuværende navn Blå Negl. Det skyldes, at der var en af gængerne, der havde fået blå tæer på grund af dårligt fodtøj, og netop heraf opstod navnet. Siden er der løbet meget vand i åen, og øvelsen har udviklet sig til i dag at være den største konkurrence herhjemme af sin art for patruljeentusiaster. Og det er kun gået en vej med deltagerantallet, nemlig opad.

Konkurrencen indeholder to distancer på henholdsvis 40 og 20 kilometer – den sidste henvender sig primært til hjemmeværnssoldater. Konkurrencen foregår om natten og har ry for at være hård og barsk, og mange startende hold falder fra undervejs.

I år udgik første hold omkring klokken 01 lørdag nat, og siden faldt holdene fra på stribe. På den lange rute lykkedes det dog fire ud af 17 seksmandshold og tre ud af 29 tomandshold at gennemføre.

Det er imidlertid ikke kun konkurrencens deltagere, der udfordres. På øvelsen trænes der også i at oprette en stor kommandostation (KSN), hunterforcestyrken trænes i overvågning og bevogtning i deres forsøg på at fange gængerne, og instruktørerne på rutens poster træner deres instruktørvirke.

This article is from: